Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 95 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år

Dato: 21-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til fem statsløse palæstinensere fra Syrien, der var født i henholdsvis 1967, 1995, 1999, 2004 og 2010. Den herboende reference, som var 17 år på ansøgningstidspunktet, udrejste fra Syrien til Egypten med sin onkel i juni 2013 og indrejste i Danmark i juni 2014 med sin onkel, hvor han søgte asyl. Den herboende reference oplyste til sin asylsag, at han ønskede sin onkel som ledsager, indtil hans øvrige familie kom til Danmark. Ansøgerne søgte i september 2014 om familiesammenføring med den herboende reference, som var henholdsvis deres søn og bror.

Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references mor og ældste søster, at de ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og den herboende reference, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydelig vægt, at den herboende reference udrejste fra Syrien til Egypten i juni 2013, hvorefter han ikke havde været en del af sin mor og søsters husstand, i hvert fald et år forinden han indgav ansøgning om familiesammenføring, ligesom den herboende reference til sin asylsag havde oplyst, at det var planen, at han og hans onkel skulle udrejse sammen fra Egypten og bo sammen i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at familielivet mellem den herboende reference og ansøgerne blev frivilligt afbrudt, da han udrejste af Syrien. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet udfald, idet disse forhold var af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. For så vidt angik FN’s Børnekonvention, bemærkede Udlændingenævnet, at denne ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende reference efter det oplyste ikke længere kunne bo sammen med sin onkel i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende reference på afgørelsestidspunktet var myndig og måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references tre yngste søskende, at disse ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at ansøgerne ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med deres mor i Syrien. Udlændingenævnet fandt således ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger at kunne lægge til grund, at ansøgerne led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig sammen med deres mor, herunder at ansøgerne var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Syrien, ligesom der ikke forelå særlige grunde til, at der burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til den herboende reference som nærmeste familie. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne, siden deres far afgik ved døden, havde boet hos deres mor i Syrien, hvor den herboende references ældste myndige søster ligeledes var bosat, og at ansøgernes mor således havde været den primære omsorgsperson, siden ansøgernes far afgik ved døden, og derved også før den herboende reference udrejste af Syrien. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende references yngste søskende ej heller kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde delt bopæl med ansøgerne siden sin udrejse af Syrien, ligesom han ikke havde fungeret som ansøgernes forsøger. Udlændingenævnet lagde således til grund, at der mellem den herboende reference og ansøgerne ikke var etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne begrunde, at ansøgerne blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at et afslag på opholdstilladelse i Danmark for ansøgerne ville udgøre en krænkelse af den herboende reference og ansøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at generelt dårlige økonomiske og sociale forhold i en ansøgers hjemland, herunder eventuelle asylretlige forhold, ikke kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1, pkt. FAM/2015/151.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

Dato: 21-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en vietnamesisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1. Ansøgeren indgik ægteskab med en dansk statsborger i august 2008, hvorefter ansøgeren i oktober 2008 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Denne opholdstilladelse var betinget af, at ansøgeren og den herboende ægtefælle udøvede samliv på fælles bopæl. Statsforvaltningen meddelte i maj 2013 Udlændingestyrelsen, at Statsforvaltningen havde uarbejdet bevilling til separation mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle. I marts 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren, at hendes opholdstilladelse var inddraget. Det fremgik af ansøgerens klage til Udlændingenævnet, at ansøgeren havde planlagt at flytte tilbage til den herboende ægtefælle, og at ansøgeren havde meldt flytning i april 2015. Klagen var derudover vedlagt en kvittering for flytteanmeldelse, hvoraf det fremgik, at ansøgeren fra april 2015 havde c/o adresse på samme adresse som den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet havde i forbindelse med behandlingen af sagen foretaget opslag i Det Centrale Personregister, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i juni 2013 fraflyttede sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl.

Udlændingenævnet fandt, at det er en betingelse for opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der er samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren samlevede på fælles bopæl med den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter egne oplysninger havde ophævet samlivet i juni 2013, da parret var ophørt med at have fælles bopæl, og at Statsforvaltningen i maj 2013 havde meddelt Udlændingestyrelsen, at Statsforvaltningen havde udarbejdet bevilling til separation. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren i juni 2013 var fraflyttet ansøgeren og den herboende ægtefælles fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse, og Udlændingestyrelsen havde derfor med rette inddraget ansøgerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren – efter Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i marts 2015 – havde oplyst, at hun i april 2015 var flyttet sammen med den herboende ægtefælle på ny, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet samlivsforholdet havde været afbrudt i knap to år. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i oktober 2008 i en alder af 40 år, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år, og at ansøgerens forældre, som ansøgeren havde besøgt flere gange, fortsat opholdt sig i Vietnam, hvor ansøgeren tillige havde haft hovedparten af sit liv og opvækst. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren under sit ophold i Danmark havde været under uddannelse, at ansøgeren i perioden fra november 2009 havde været i beskæftigelse, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren var medlem af det Vietnamesiske Katolske Fællesskab, at ansøgeren var formand for et andet vietnamesisk fællesskab, at ansøgeren fra december 2014 havde fået ny ansættelseskontrakt, og at ansøgerens voksne søn var under uddannelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet der ikke var tale om forhold af en sådan karakter, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren på baggrund heraf havde opnået en stærkere tilknytning til Danmark end til hjemlandet, hvor ansøgeren var født og opvokset, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor ansøgeren havde boet de første 40 år af sit liv. Det forhold, at ansøgeren var blevet opereret i knæet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke var tale om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at ansøgerens opholdstilladelse burde bevares på denne baggrund. FAM/2015/150.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Flygtninge

Dato: 21-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en indonesisk statsborger. Ansøgeren havde siden juni 2005 haft opholdstilladelse i Danmark som kvoteflygtning efter udlændingelovens § 8. Ansøgeren havde i forbindelse med ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1, og at han ikke led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at han burde blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, idet flere af hans venner, som havde samme baggrund som ham, som ikke havde gået i skole, og som ikke havde bestået Prøve i Dansk 1, var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og idet han havde vist vilje til integration gennem fuldtidsarbejde, aktivering og samtale med jobcenter og fagforening/a-kasse, samt personligt fremmøde på personlige virksomheder for at søge arbejde.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, om at have bestået Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst i ansøgningsskemaet, at han ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Det forhold, at flere af ansøgerens venner fra den provins i Indonesien, hvor han kom fra, som befandt sig i Danmark, som havde samme baggrund som ansøgeren, som ikke havde gået i skole, og som ikke havde bestået Prøve i Dansk 1, havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at afgørelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, træffes efter et konkret samlet skøn over sagens omstændigheder. Den omstændighed, at et eller flere forhold i forskellige sager måtte være ens, fører således ikke til, at udfaldet af sagerne bliver ens. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der ikke uden fuldmagt fra ansøgerne i de af ansøgeren nævnte sager, hvoraf det skulle fremgå, at de pågældende gav samtykke til, at oplysningerne i deres sager kunne indgå i ansøgerens sag, kunne redegøres nærmere for forskelle og ligheder i de nævnte sager og ansøgerens sag, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens 11, stk. 15, uagtet at ansøgeren siden juni 2005 havde haft opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 15 (Lovforslag nr. L 180 fremsat den 26. april 2012, s. 14: ”(…) at det ikke er ønskeligt, at herboende flygtninge, som er påvirkede af deres fortid, men ikke i en sådan grad, at de efter internationale forpligtelser skal undtages fra at skulle opfylde betingelserne, afskæres fra at kunne opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, fordi de i praksis ikke er i stand til at opfylde betingelserne”, og til at det endvidere fremgår af lovbemærkningerne på s. 14, at begrundelsen for, at den pågældende ikke har kunnet opfylde betingelserne, skal have en sammenhæng med den pågældendes flygtningestatus. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der på trods af, at ansøgeren var flygtning, ikke kunne dispenseres efter udlændingelovens § 11, stk. 15, da der i ansøgerens sag ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder forhold der havde sammenhæng med ansøgerens flygtningestatus, at der var grundlag for dispensation i medfør at bestemmelsen. Ansøgerens tilknytning til arbejdsmarkedet og hans frivillige arbejde hos en indonesisk forening kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt derfor, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kunne anses for uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7 overfor ansøgeren. FAM/2015/149.
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

Dato: 19-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en tyrkisk statsborger. Den herboende fader havde fået opholdstilladelse i Danmark i april 2011 efter EU-retten som ægtefælle til en dansk statsborger. I april 2014 indgav den herboende fader ansøgning om ansøgning om opholdstilladelse for sin søn (ansøgeren).

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet, at ansøgeren var født i Tyrkiet, hvor han havde opholdt sig siden sin fødsel, at ansøgeren havde haft otte års skolegang i Tyrkiet, og at ansøgeren havde besøgt Danmark i perioden fra november 2013 til december 2013 samt i perioden fra januar 2015 til april 2015, siden den herboende faders indrejse i Danmark i 2011. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende faders oplysninger om, at ansøgeren siden faderens udrejse af Tyrkiet i november 2008 havde boet hos familie i Tyrkiet, og at ansøgeren således ikke ud over, hvad der følger af slægtskabet til den herboende fader og hans storebroder, der fik opholdstilladelse i Danmark i november 2011, i sig selv, havde nogen form for tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at den herboende fader først indgav ansøgning om opholdstilladelse for ansøgeren tre år efter, at han opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet og ikke i årene forinden på noget tidspunkt havde opholdt sig i Danmark og været en del af den herboende faders dagligdag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens tilknytning til Tyrkiet klart måtte anses for at overstige hans tilknytning til Danmark og dermed hans mulighed for vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse, selvom ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo i Tyrkiet sammen med sin familie og udøve familielivet med den herboende fader via besøgs- og ferieophold, og at udøvelsen af familielivet mellem ansøgeren og den herboende fader kunne ske i samme omfang, som var sket siden den herboende faders frivillige indrejse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens moder også boede i Tyrkiet, at ansøgeren ikke havde boet hos sin moder siden skilsmissen i 2009, og at den herboende fader til sagen havde oplyst, at ansøgeren ikke længere kunne bo hos sin familie i Tyrkiet som følge af familiens dårlige helbred, og at ansøgeren ikke kunne bo hos sin moder som følge af hendes psykiske sygdom, hvilket ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde både sin moder, mormoder og morfader samt farmoder og farfader i hjemlandet, og at den herboende fader ikke havde fremsendt dokumentation for, at ansøgeren hverken kunne bo hos sin moder eller hos sine bedsteforældre. FAM/2015/205.
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 19-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kosovo, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle blev født i Kosovo, hvor hun var statsborger. Hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i august 2007. Ansøgeren havde senest indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i juni 2014. Ansøgeren havde fået afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, i juli 2009, september 2012, oktober 2013 og januar 2015, og han havde senest fået afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, i februar 2015. Det fremgik af ansøgningsskemaet om familiesammenføring, at parret havde to fællesbørn, der på ansøgningstidspunktet var henholdsvis tre og fem år. Det blev endvidere oplyst, at ansøgerens herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var ansat som rotationsmedarbejder i 30 timer om ugen på et pleje- og ældrecenter, at hun tidligere i perioden mellem august 2008 og august 2009 havde været vikaransat på et uddannelsescenter med 37 timer om ugen, at hun i perioden fra september 2009 til maj 2010 havde været vikar som ernæringsassistent på samme uddannelsescenter med 17 timer om ugen, at hun i perioden fra maj 2011 til november 2011 havde været i løntilskudsjob som pædagogmedhjælper med 30 timer om ugen, at hun i perioden fra juni 2013 til august 2014 havde været ansat på et pleje- og ældrecenter som rotationsmedarbejder med 30 timer om ugen, at hun i perioden fra september 2014 til oktober 2014 havde været ansat ved det samme pleje- og ældrecenter som medarbejder uden sundhedsfaglig uddannelse med 32 timer om ugen, samt at hun havde afsluttet uddannelsen som ernæringsassistent i februar 2008 og påtænkte at tage en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Til støtte for klagen blev det anført, at den herboende ægtefælles ansættelse i løntilskudsjob burde indgå i beregningen ved vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Efter anmodning fra Udlændingenævnet fremsendte ansøgeren dokumentation, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle med sin datter, født i marts 2010, afholdt pligtorlov mellem oktober 2010 og april 2011, barselsorlov mellem april 2010 og juni 2010 og forældreorlov mellem juni 2010 og januar 2011, i alt 45 uger. Ansøgerens herboende ægtefælle havde med sin søn, født i november 2011, afholdt pligtorlov mellem november 2011 og december 2011, barselsorlov mellem december 2011 og marts 2012 og forældreorlov mellem marts 2012 og oktober 2012, i alt 46 uger.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle ikke havde dokumenteret at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse – det vil sige fra juli 2009. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgerens ægtefælle alene havde dokumenteret, at hun inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde været i ordinær beskæftigelse i juli 2009 og august 2009, i perioden mellem februar 2010 og juli 2010, juni 2011 og august 2011, i juni 2013 og juli 2013 og i perioden mellem oktober 2013 og juli 2014 samt i ordinær deltidsbeskæftigelse i perioden mellem september 2009 og januar 2010, i august 2010 og i september 2010, i september 2011, i august 2013 og i september 2013. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ægtefælle alene havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med et timetal på mindst 30 timer ugentligt i et år og syv måneder og i ordinær deltidsbeskæftigelse med et timetal på mellem 15 og 29 timer ugentligt i otte måneder. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgerens ægtefælle samlet set havde været i ordinær beskæftigelse i et år og 11,8 måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2013 var klar over, at ansættelsen i perioden mellem maj 2011 og november 2011 var en løntilskudsansættelse, at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2013, at der skal være tale om tre års ordinær beskæftigelse, samt at det fremgår af hjemmesiden www.nyidanmark, at løntilskud ikke opfylder kravene til ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde fået en berettiget forventning om, at hendes løntilskudsansættelse skulle kunne medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde været på barsel i to perioder inden for de seneste fem år, og at det blev anført af ansøgeren, at barselsorlov efter ansøgerens opfattelse skal medregnes, hvis man går på barsel, når man er i et ansættelsesforhold, uanset hvordan forholdene ser ud efter endt barselsorlov. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgerens ægtefælle ikke vendte tilbage til ordinær beskæftigelse umiddelbart efter endte barsler, hvorfor de to barselsperioder ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens ægtefælles beskæftigelse inden for de seneste fem år forud for ansøgningen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ægtefælles barselsperioder ikke lå inden for rammerne af et ansættelsesforhold, hvorfor disse perioder ikke kunne medregnes som beskæftigelse i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser – herunder FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW-konventionen). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at ansøgerens ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Det forhold, at parret havde fået to børn, som var statsborgere i Kosovo, kunne ikke føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af børnenes ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i en dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var noget til hinder for, at parret kunne udøve familielivet i Kosovo, hvor ansøgeren og parrets fællesbørn alle var statsborgere, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset, og hvor parret var mødtes. FAM/2015/148.
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

Dato: 19-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens herboende ægtefælle indrejste i Danmark i juli 2014 og blev i samme måned meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af den herboende ægtefælles asylsag, at parret i marts 2013 indgik ægteskab, at parret i april 2013 rejste til Egypten, hvor de boede sammen i et år og to til tre måneder, at den herboende ægtefælle i juli 2014 flygtede til Danmark, hvorefter ansøgeren rejste tilbage til Syrien, da hun var højgravid og ikke kunne rejse med den herboende ægtefælle, og da den herboende ægtefælle desuden ikke havde råd til at tage ansøgeren med. Det fremgik af sagen, at parret var fætter og kusine, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse, og at parret havde et fællesbarn født i august 2014.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om at være fyldt 24 år på ansøgningstidspunktet, idet ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen var 20 år, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var fætter og kusine, hvorfor parret var nært beslægtet i udlændingelovens forstand, og at det ikke kunne antages, at parret havde haft et længerevarende og indgående kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse, ud over det der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse og efter ægteskabets indgåelse alene havde boet sammen i cirka et år og tre måneder. Det forhold, at parret havde anført, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret havde boet sammen i Egypten efter ægteskabets indgåelse, at det i parrets land ikke var forbudt at indgå ægteskab med en, man var i familie med, hvis man var forelsket, og at parret havde oplyst, at ægteskabet blev indgået, fordi parret forelskede sig i hinanden, var ikke tilstrækkeligt til at ophæve formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren efter den herboende ægtefælles flugt fødte parrets fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter det ville kunne anses som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/157.
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

Dato: 19-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret var nærtbeslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle var kusine og fætter. Parret indgik i marts 2013 ægteskab, da ansøgeren var 18 år, og den herboende ægtefælle var 24 år. Parret boede efter det oplyste efter ægteskabets indgåelse sammen i cirka et år og to til tre måneder i Egypten, før den herboende ægtefælle i juli 2014 flygtede til Danmark, og ansøgeren rejste tilbage til Syrien. Ansøgeren var på daværende tidspunkt højgravid og fødte i august 2014 parrets fællesbarn. Parrets fællesbarn blev i januar 2015 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, men var på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke registreret indrejst i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren, som var født i september 1994, var under 24 år, og således ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk., 1, idet der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var kusine og fætter, hvorfor der efter dansk ret var formodning for, at det oplyste samliv ikke er etableret efter begge parters eget ønske. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, ud over det der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet henviste desuden til, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse og efter det oplyste alene havde boet sammen i cirka et år og to til tre måneder efter ægteskabets indgåelse. Det forhold, at ansøgeren efter den herboende ægtefælles flugt til Danmark fødte parrets fællesbarn, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det blotte faktum, at parret havde fået et barn, ikke i sig selv ville kunne afkræfte formodningen for, at samlivet ikke var indgået efter begge parters ønske. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter det ville kunne anses som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/96.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn

Dato: 18-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en iransk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, og at den ikke kunne meddeles på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren, der var født i Danmark i 2014, blev i december 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren boede herefter i perioden fra december 2010 til august 2014 i Iran sammen med sin moder grundet den herboende reference og ansøgerens moders skilsmisse, og parret var enige om, at ansøgeren skulle flytte til Iran med sin moder i forbindelse med parrets skilsmisse. Ansøgerens moder havde til sagen oplyst, at hun havde indgået ægteskab på ny, og at hendes nye ægtefælle ikke ønskede ansøgeren boende, ligesom hendes nye ægtefælle ikke lod hende indrejse med ansøgeren på besøgsophold i Danmark som hidtil. Den herboende reference havde oplyst, at han som politisk flygtning ikke havde mulighed for at indrejse i Iran.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været registreret udrejst siden december 2010, og at hun måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for ikke at anse ansøgerens opholdstilladelse om bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens moders nye ægtefælle ikke ønskede at have ansøgeren boende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at grundlaget for ansøgerens udrejse var, at den herboende reference og ansøgerens moder i forlængelse af deres skilsmisse aftalte, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark sammen med sin moder og opholde sig i Iran. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den herboende reference ikke forud for ansøgerens planlagte udrejse af Danmark ansøgte om bevarelse af hendes opholdstilladelse, og at den herboende reference således først knap fire år efter ansøgerens udrejse indgav ansøgning om dispensation for bortfald af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren heller ikke kunne meddeles opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i knap seks år fra sin fødsel og frem til tidspunktet for hendes udrejse i 2010 samt på to korte visumophold, at hun på ansøgningstidspunktet havde været udrejst af Danmark i knap fire år, at hun ikke talte, skrev eller læste dansk, og at hun havde gået i skole i Iran, ligesom hun talte, skrev og læste opholdslandets sprog. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren udrejste i en alder af knap seks år, hvorfor hun havde haft hovedparten af sine formative år udenfor Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at den herboende reference på tidspunktet for ansøgerens udrejse til Iran og aftalen herom med ansøgerens moder ej heller havde mulighed for at rejse til Iran, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference havde accepteret at udøve sit familieliv med ansøgeren gennem korte visumophold i Danmark, og at ansøgeren havde mulighed for at søge om visumophold i Danmark under ledsagelse af en anden person end sin moder. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren manglede grundlæggende omsorg eller pleje i Iran, ligesom der ikke var oplyst om og dokumenteret forhold, der talte imod, at ansøgeren fortsat kunne opholde sig hos sin familie i Iran, hvor hendes moder tillige boede, og hvor ansøgeren havde boet siden sin tilbagerejse i december 2010. FAM/2015/147.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma

Dato: 18-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk.1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab gennem en datingside i august 2014, hvorefter parret mødte hinanden personligt i november 2014 og besluttede at indgå ægteskab i december 2014. I december 2014 indgik parret ægteskab i Kina. Det var oplyst til sagen, at ansøgeren og ansøgerens særbarn havde været i Danmark på visumophold fra december 2014, at den herboende ægtefælle havde et mindreårigt særbarn, med hvem den herboende ægtefælle havde samvær, og at den herboende ægtefælle havde sukkersyge. Det fremgik desuden, at den herboende ægtefælle frem til august 2014 havde været gift med en anden kinesisk statsborger, der blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i juli 2014.

Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var 20 års aldersforskel mellem parret, og at parret alene havde kendt hinanden ca. fire måneder og mødt hinanden personligt ca. 1,5 måned inden ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at parret indgik ægteskab efter et meget kort personligt bekendtskab. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse yderligere vægt på, at den herboende ægtefælle i august 2014 blev skilt fra sin tidligere kinesiske ægtefælle – kun seks dage før han etablerede kontakt til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret på tidspunktet for klagen havde boet sammen i ca. fem måneder, at parret og ansøgerens søn kommunikerede sammen på dansk, at parret havde kendt hinanden i længere tid inden indgåelsen af ægteskabet, end det var tilfældet for ansøgeren og dennes tidligere ægtefælle, og at parret ventede så længe på at blive gift for netop at være sikre på valget, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at parret ikke kunne antages at have et så indgående personligt kendskab til hinanden, som normalt ville kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle havde anført, at parret var modne mennesker, at den store aldersforskel var helt almindelig i Asien, at det var en overraskelse, at hans tidligere ægtefælle valgte at forlade ham, at det forhold, at hans tidligere ægtefælle lige havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke havde nogen betydning for skilsmissen, og at han og hans tidligere ægtefælle var vokset fra hinanden, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at aldersforskellen imellem parret ikke i sig selv var udslagsgivende, men alene indgik som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet måtte anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 9, at udlændingemyndighederne blandt andet kan inddrage momenter såsom tidligere giftermål. Udlændingenævnet fandt herudover, at det anførte om, at et afslag ville betyde, at parret blev udvist af Danmark, at den herboende ægtefælles særbarn og steddatter i Danmark ville miste deres fader, at ansøgerens særbarn var stærkt integreret i Danmark allerede, at ansøgerens søn så sin fader dø af sygdom, og at det ville være i strid med barnets tarv ikke at meddele ansøgeren og ansøgerens søn opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende har et tilsvarende motiv til ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende ægtefælles datter havde oplyst, at den herboende ægtefælle led af sukkersyge, og at han skulle til kontrol hos sin læge hver 3. måned, ikke kunne føre til en anden vurdering, da det var Udlændingenævnets vurdering, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem parret, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at der var tale om et proformaægteskab. FAM/2015/95.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

Dato: 18-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, da ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at opfylde tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Pakistan, indrejste i Danmark i 1986 og var i perioden fra 1986 til 1989 gift med en herboende dansk statsborger. I juni 1988 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der begge var statsborgere i Pakistan. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990. Det fremgik videre af ansøgningsskemaet, at hun havde gennemført en gymnasial uddannelse, at hun var uddannet skolelærer, at hun havde besøgt Danmark i november 2006, juni 2007, august 2008 og november 2010, at hun senest indrejste i Danmark i juni 2014, og at hun havde boet i Danmark i mere end seks måneder. Af den herboende ægtefælles del af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i Pakistan, at den herboende ægtefælle første gang kom til Danmark i februar 1986, at den herboende ægtefælles moder og ene broder boede i Pakistan, at den herboende ægtefælle havde en broder i Danmark, at den herboende ægtefælle og ansøgeren kommunikerede på urdu og panjabi, at den herboende ægtefælle i perioden fra 1986 til 2003 drev selvstændig erhvervsvirksomhed, og at han fra 2007 og indtil tidspunktet for ansøgningsskemaets udfyldelse havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. I januar 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. I januar 2015 påklagede ansøgerens partsrepræsentant Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet og anførte i den anledning, at ansøgeren havde en ægtefælle og to børn, der opholdt sig i Danmark, at det var partsrepræsentantens opfattelse, at Udlændingestyrelsen ikke havde foretaget en konkret vurdering af varigheden og karakteren, af parrets ophold i de respektive lande, af parrets familiemæssige tilknytning til Danmark og ansøgerens hjemland, af parrets sprogfærdigheder og af parrets uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark. Partsrepræsentanten havde derudover henvist til den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor ansøgeren tillige havde haft sin skolegang og taget en uddannelse, og at parret havde haft et længerevarende familieliv i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle indrejste i 1986 i en alder af 31 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at den herboende ægtefælle, inden parret indgik ægteskab, tit rejste til Pakistan for at besøge ansøgeren, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990 i Pakistan, at parret kommunikerede på urdu og punjabi, at den herboende ægtefælle første gang ansøgte om familiesammenføring med ansøgeren cirka 14 år efter, at parret indgik ægteskab, og at parret på dette tidspunkt havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor den herboende ægtefælle har indgået ægteskab og været gift med ansøgeren i en længere periode, hvor ansøgeren fortsat havde opholdt sig i sit hjemland forud for ansøgningen om ægtefællesammenføring i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig i fem perioder i Danmark på baggrund af turistvisum i årene 2006, 2007, 2008 og 2010, og at hun havde været indrejst i Danmark i juni 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold, og henset til at ansøgeren og den herboende ægtefælle samlet set havde en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgerens besøgsophold i Danmark havde været af uregelmæssig karakter, herunder at hun i perioden fra 2011 til 2013 ikke havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det af partsrepræsentanten anførte om, at partsrepræsentanten mente, at ansøgeren havde tilstrækkelig tilknytning til Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet parrets samlede tilknytning til Danmark ikke kunne anses for at være større end til Pakistan. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden april 1986, at den herboende ægtefælle i juni 1988 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende ægtefælle i perioderne fra 1986 til 2003 og fra 2007 til afgørelsestidspunktet havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Udlændingenævnet fandt ud fra en samlet vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle, gennem den måde parret havde udøvet familielivet på, havde bevaret en meget væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Pakistan. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælles fællesbørn, der begge var myndige, havde haft opholdstilladelse her i landet i under ni år, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at det var ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at deres familie skulle leve adskilt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om retten til familieliv (EMRK artikel 8). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) vedrørende EMRK artikel 8 om retten til familieliv, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/201.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen