Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår

    Dato: 04-10-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om nægtelse af forlængelse af en kinesisk statsborgers opholdstilladelse efter beløbsordningen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren blev i november 2018 meddelt opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som køkkenchef hos en restaurant. Opholdstilladelsen var bl.a. betinget af, at ansøgeren fik en årlig løn på mindst 417.793,60 kr., som skulle udbetales til en dansk bankkonto. Efter at have indgivet en forlængelsesansøgning afholdt Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) i marts 2022 et interview med ansøgeren. Ansøgeren oplyste under interviewet, at han i 2021 lånte omkring 390.000 kr. til sin arbejdsgiver til betaling af restaurantens lønninger og husleje grundet Covid-19. I april 2022 traf SIRI afgørelse om nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra april 2022. Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse efter beløbsordningen som køkkenchef hos en restaurant.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at betingelserne for ansøgerens tilladelse ikke er blevet overholdt, idet han ikke har arbejdet i overensstemmelse med de løn- og ansættelsesvilkår, som hans opholdstilladelse fra november 2018 var betinget af.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at det fremgår af ansøgerens opholdstilladelse fra november 2018, at den var betinget af bl.a., at han modtager en årlig løn på mindst 417.793,60 kr., som skal udbetales til en dansk bankkonto, og at de væsentligste løn- og ansættelsesvilkår løbende skal være i overensstemmelse med de sædvanlige vilkår, som er gældende i Danmark.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger givet under interviewet med SIRI i marts 2022 om, at han i januar og februar 2021 havde ydet lån på omkring 390.000 kr. til sin arbejdsgiver, som desuden er ansøgerens tidligere ægtefælle, og at hans lån til arbejdsgiveren blev tilbagebetalt i 2021, herunder at den sidste del af lånet blev tilbagebetalt i juli 2021.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger givet under interviewet med SIRI om, at lånet skulle bruges til betaling af restaurantens lønninger og husleje, idet restauranten var nedlukket i en længere periode grundet COVID-19 og derfor ikke havde indtægter, og restauranten først ville modtage tilskud senere.

    Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgeren reelt ikke har modtaget løn fra sin arbejdsgiver i perioden fra januar 2021, hvor den første del af lånet blev overført til arbejdsgiveren, til juni 2021, som er den sidste måned, hvor der blev udbetalt løn til ansøgeren, inden lånet i sin helhed var blevet tilbagebetalt til ansøgeren.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at lånet som ansøgeren ydede til sin arbejdsgiver i perioden fra januar 2021 til og med juni 2021 blev brugt til bl.a. betaling af ansøgerens løn, og at ansøgeren dermed reelt har afholdt sin egen løn i denne periode.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at det ikke er korrekt, at ansøgerens lån til arbejdsgiveren var på omkring 390.000 kr., idet det ydede lån alene var på 290.000 kr., og at dette vidner om tolkningsproblemer og uoverensstemmende forklaringer mellem ansøgeren og tolken.

    Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at lånet fra ansøgeren blev ydet med henblik på, at arbejdsgiveren kunne betale restaurantens faste omkostninger under COVID-19 nedlukningen, at det aldrig har været formålet, at lånet skulle benyttes til betaling af lønninger eller lignende, og at lånet i sin helhed er blevet tilbagebetalt til ansøgeren.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af samtalereferatet fra marts 2022, at ansøgeren er blevet vejledt om at gøre opmærksom på, hvis han ikke forstår tolken, og at han er blevet vejledt om, at han er forpligtet til at give korrekte oplysninger.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af samtalereferatet fra marts 2022, at referatet er blevet oversat for ansøgeren, at han ingen bemærkninger har til oversættelsen, at referatet er underskrevet af ham, at han med sin underskrift bekræfter, at han har givet korrekte oplysninger under interviewet, og at referatet afspejler hans svar.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til støtte for klagen er fremsendt konto-bevægelser for ansøgerens bankkonto i Jyske Bank for perioden fra januar 2021 til december 2021, og at det fremgår af disse, at ansøgeren har ydet lån til arbejdsgiveren på 290.000 kr., og dermed ikke 390.000 kr., som ansøgeren selv har oplyst under interviewet med SIRI i marts 2022.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren har ydet lån af et væsentligt omfang til sin arbejdsgiver til afholdelse af arbejdsgiverens omkostninger under restaurantens nedlukning grundet COVID-19.

    Udlændingenævnet finder desuden, at det ikke er sædvanligt efter danske løn- og ansættelsesforhold, at en arbejdstager låner større økonomiske beløb til sin arbejdsgiver, uanset om lånet ydes til arbejdsgiverens afholdelse af faste omkostninger eller lønninger til ansatte, og at det således ikke har betydning for sagen, at lånet efterfølgende blev tilbagebetalt.

    Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at SIRI ikke har foretaget en vurdering af ansøgerens tilknytning til Danmark i henhold til udlændingelovens § 26, stk. 1, og EMRK artikel 8, at ansøgeren har ret til fortsat ophold i Danmark, idet han igennem 5 års fuldtidsarbejde her i landet har opnået tilstrækkelig stærk tilknytning til det danske arbejdsmarked, og at ansøgeren har familie og børn i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en udlændings tilknytning til Danmark ikke kan indgå som en del af vurderingen ved en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse med henblik på at opnå opholdstilladelse efter beløbsordningen, idet der er tale om en opholdstilladelse som meddeles med henblik på midlertidigt ophold i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Familiesammenføring, andre - Immigration

    Dato: 28-09-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Familiesammenføring, andre - Immigration

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af ganske særlige grunde efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren fik første gang opholdstilladelse i Danmark i 2009 i en alder af 14 år som medfølgende familie til sin far, og hun har siden sin indrejse i landet gennemført 10. klasse og HF samt påbegyndt en videregående uddannelse. Ansøgeren har herudover periodevis haft fritidsarbejde, frivilligt arbejde og fuldtidsarbejde i Danmark. Primo maj 2021 stadfæstede Udlændingenævnet Styrelsen for International Rekruttering og Integrations nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse efter § 9 m. Udlændingestyrelsen gav herefter ultimo maj 2021 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af ultimo maj 2021.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, som taler for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnets afgørelse er truffet på baggrund af en helt konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger. Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden 2009, hvorved hun har opholdt sig i Danmark i en del af sine formative år, at hun således indrejste i Danmark som mindreårig sammen med sine forældre, der begge har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren kun har meget begrænset tilknytning til Kina.

    Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det er oplyst, at ansøgeren behersker dansk fuldt ud i skrift og tale, at hun har gennemført både 10. klasse og HF i Danmark og er i gang med en videregående uddannelse.

    På baggrund af det anførte finder Udlændingenævnet, at ansøgeren har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at der foreligger sådanne særlige grunde, at opholdstilladelse bør meddeles.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan træffe en afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til ansøgeren.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2022 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Ægtefælle

    Dato: 28-09-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2022 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Ægtefælle

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en pakistansk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren havde fremlagt forskellige oplysninger om sin alder og vielsesdato med henblik på at dokumentere, at hun var over 18 år på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, og SIRI gav hende i oktober 2019 afslag på opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle, idet styrelsen fandt, at der var fremlagt dokumenter, der var udfærdiget med det formål at få opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRIs afgørelse fra oktober 2019. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til referencen, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, idet der foreligger en begrundet formodning for, at der i forbindelse med sagen er fremlagt dokumenter, der er udfærdiget med det formål at få opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, og § 40, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., påhviler en udlænding at give de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives. Det følger endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at såfremt en udlænding afgiver urigtige oplysninger eller erklæringer eller svigagtigt fortier oplysninger, kan udlændingen gives afslag på ansøgningen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der til sagen er fremlagt dokumentation, der må anses for konstrueret med det formål at give ansøgeren opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem til referencen.

    Udlændingenævnet har således vurderet, at der er væsentlige uoverensstemmelser mellem den dokumentation, som er vedlagt ansøgningen om opholdstilladelse fra september 2018, ansøgerens tidligere ansøgninger om opholdstilladelse fra henholdsvis maj 2017 og januar 2018 og de svar, ansøgeren har afgivet under interviews med Den Danske Ambassade i Islamabad henholdsvis maj 2017, marts 2018 og oktober 2018.

    I den forbindelse har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af alle ansøgerens personlige dokumenter vedlagt ansøgningen fra 2017, samt egne oplysninger i ansøgningsskemaet, at hun er født i februar 2001, at vielsesdatoen ifølge ”Nikah form” var i maj 2016, og at ægteskabet ifølge ”Marriage Registration Certificate” blev registreret i februar 2017, på et tidspunkt hvor hun var 16 år. Dertil kommer, at i ansøgningen fra januar 2018 har ansøgeren oplyst, at hun er født i februar 1999, hvilket også fremgår af de til ansøgningen vedlagte personlige dokumenter, mens det fremgår af ny ”Nikah Naama”, at ægteskabet blev indgået i september 2015, og ifølge ny ”Marriage Registration Certificate” blev registreret i september 2015 på et tidspunkt, hvor hun var 16 år.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren under interviewet med ambassaden i maj 2017 oplyste, at hun var født i august 1997, og at hun under interviewet i marts 2018 på ny oplyste, at hun er født i august 1997.

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren i den efterfølgende ansøgning af fra september 2018, som hun har underskrevet på tro og love, har oplyst, at hun er født i februar 1999, hvilket også fremgår af de til ansøgningen vedlagte personlige dokumenter, at det fremgår af en ny ”Nikah Nama”, at ægteskabskontrakten blev indgået i november 2017 samt registreret i juni 2018, og at det fremgår af en ny ”Marriage Registration Certificate”, at ægteskabet blev indgået i november 2017 på et tidspunkt, hvor hun var 18 år.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen har anført, at datoen september 2015 vedrører parrets forlovelse, at datoen februar 2017 vedrører parrets religiøse bryllupsceremoni, og at datoen november 2017 vedrører ”Ruskhati-ceremonien”, hvorefter parret som par måtte bo sammen.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet disse oplysninger ikke afkræfter formodningen for, at de indsendte dokumenter er udfærdiget med det formål at få opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under interviewet med ambassaden i maj 2017 oplyste om både forlovelsen og bryllupsceremonien med henvisning til september 2015, og at hun oplyste, at hun og referencen efter denne dato boede sammen som ægtefæller, indtil referencen rejste tilbage til Danmark.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen har anført, at ansøgerens korrekte fødselsdag er i februar 1999, og at tidligere divergerende oplysninger herom skyldtes henholdsvis en administrativ fejl hos myndighederne i Pakistan, og at ansøgeren var nervøs under interviewet med ambassaden i maj 2017.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ambassaden i forbindelse med interviewet i maj 2017 vurderede, at ansøgeren ikke virkede nervøs, og at hun svarede uden at tøve, samt at ansøgeren på ny, under det senere interview i marts 2018, gentog at hun er født i august 1997.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren første gang fik afslag på opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie til referencen i november 2017, fordi ægteskabet ikke kunne anerkendes i Danmark, idet ansøgeren var under 18 år. Det understøtter således formodningen for, at der til sagen har været fremlagt dokumentation konstrueret til det formål at få opholdstilladelse i Danmark, da referencen og ansøgeren først efterfølgende har oplyst, at ansøgerens korrekte fødselsdato er i februar 1999, hvorved ansøgeren netop ville være fyldt 18 år i 2017.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke har afkræftet formodningen for, at dokumenterne er konstrueret med det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet meddeler hende derfor afslag på ansøgningen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at det forhold, at referencen og ansøgeren i oktober 2021 har fået en søn, og at referencen til støtte for klagen har anført, at adskillelsen har store konsekvenser, og at det er en menneskeret at bo sammen i Danmark, ikke kan føre til et andet resultat.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke er oplyst om forhold, der gør, at referencen ikke kan indrejse i Pakistan for dér at udøve familielivet.”





  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juli 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Aktuel beskæftigelse

    Dato: 28-09-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 15. juli 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Aktuel beskæftigelse

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse fra januar 2021.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var under uddannelse til tømrer og havde indgået en uddannelsesaftale med et praktiksted. Udlændingestyrelsen gav i januar 2021 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet han ikke aktuelt var tilknyttet arbejdsmarkedet ved ordinær beskæftigelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er født i Danmark i februar 1994, og at ansøgeren første gang fik udstedt bevis for opholdstilladelse i december 1999. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder en eller flere af de øvrige betingelser, der kræves for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder kravet om aktuelt at være tilknyttet arbejdsmarkedet ved ordinær beskæftigelse, jf. § 11, stk. 3, nr. 9.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren er under uddannelse til tømrer, og at ansøgeren har indgået en uddannelsesaftale vedr. erhvervsuddannelse med praktikuddannelse og skoleundervisning med en tømrervirksomhed, hvoraf det fremgår, at uddannelsesaftalen er gældende i perioden fra juli 2021 til december 2022.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgeren forventes udlært som tømrer i september 2024.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren har været i fast arbejde siden juni 2014, ud over én måned, hvor ansøgeren modtog dagpenge, at ansøgerens fagforening rådede ansøgeren til at opsige sin stilling hos en cafe med henblik på at komme i virksomhedspraktik hos en tømrervirksomhed, og at dette ikke burde have konsekvenser for ansøgerens mulighed for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, da det vil gavne ansøgerens karriere på sigt.

    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren altid har været arbejdsom, at ansøgeren er født i Danmark, at ansøgeren har intentioner om at søge om dansk statsborgerskab, når ansøgeren får tidsubegrænset opholdstilladelse, og at ansøgeren har indsendt bevis for bestået statsborgerskabsprøve.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en betingelse, at en udlænding skal være tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor den pågældende vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, og at det anførte til støtte for klagen ikke kan medføre, at der dispenseres for denne betingelse.

    Udlændingenævnet finder således, at en praktikuddannelse ikke kan sidestilles med ordinær beskæftigelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, da det er en del af ansøgerens uddannelse til tømrer.

    Udlændingenævnet finder endelig, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige forhold, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 17, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke har et handicap, der forhindrer ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, og på nuværende tidspunkt give ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.”




  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld - Forsørgelseskrav

    Dato: 16-09-2022


    Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt - Forsørgelseskrav

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Libanon, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og havde boet i Tyskland sammen med ægtefællen og deres fælles børn. I november 2020 indrejste familien i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ægtefællen havde opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler, idet ægtefællen i starten af opholdet havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark og derefter havde modtaget offentlige ydelser fra Danmark og rådede ikke over tilstrækkelige midler til sig selv og familien ved sin tilbagevenden til Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til sin ægtefælle, som er dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler og således som ikke-økonomisk aktiv, idet ansøgerens ægtefælle hverken var arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Tyskland. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle ved sin tilbagevenden til Danmark fortsat var ikke-økonomisk aktiv, og at der således kan stilles et forsørgelseskrav.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at der ikke kan stilles et forsørgelseskrav, idet ansøgerens ægtefælle må betragtes som selvstændig erhvervsdrivende ved sin tilbagevenden til Danmark, da denne var midlertidig uarbejdsdygtig som følge af sygdom eller ulykke, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det ikke ud fra en analog anvendelse af EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1, kan udledes, at ansøgerens ægtefælle var økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark. Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om en sådan analog anvendelse blev lagt til grund, ville ansøgerens ægtefælles opholdsret i Danmark – og således også dennes status som selvstændig erhvervsdrivende – være ophørt i det øjeblik, hvor vedkommende opgav sit ophold i Danmark og etablerede sig i Tyskland. Det er således ikke muligt for en unionsborger at bevare en opholdsret i en medlemsstat som f.eks. selvstændig erhvervsdrivende, når unionsborgeren samtidig hermed etablerer sig og udøver en opholdsret efter opholdsdirektivet i en andet medlemsstat.

    Ved vurderingen af, om forsørgelseskravet er opfyldt har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgerens ægtefælle har modtaget sygedagpenge i perioden juni 2019 – juni 2021, og at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med, at sygedagpengene er stoppet, og ansøgerens ægtefælle er overgået til et jobafklaringsforløb.

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgerens ægtefælle derudover modtager børne- og ungeydelse og boligstøtte og ikke råder over andre indtægter eller anden formue.

    Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens ægtefælle siden sin tilbagevenden til Danmark alene har forsørget sig selv og sin familie ved offentlige ydelser.

    Det anførte til Udlændingenævnet om, at ansøgerens ægtefælle har modtaget boligstøtte i Danmark, og at den månedlige indkomst derfor lever op til forsørgelseskravet, vil ikke kunne føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indkomst, der stammer fra offentlige ydelser ikke medregnes ved vurderingen af den samlede indtægt, med mindre der er tale om berettigede arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser, der er udtryk for en tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dette følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 2.

    Af samme grund vil det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har fået udbetalt en højere månedlig ydelse i form af ressourceforløbsydelse, idet ressourceforløbsydelse ej heller ikke er udtryk for en tilknytning til arbejdsmarkedet og således ikke kan indgå ved vurderingen af familiens rådighedsbeløb.

    Det anførte om, at ansøgerens ægtefælle kunne forsørge familien under opholdet i Tyskland på baggrund af de danske offentlige ydelser, kan ikke i sig selv føre til, at forsørgelseskravet anses for opfyldt ved familiens tilbagevenden til Danmark.

    Endvidere kan oplysningerne til Udlændingenævnet om ansøgerens ægtefælles helbred, herunder at det fremgår af den generelle helbredsattest, at ansøgerens ægtefælle lider af bl.a. PTSD, stress og smerter i form af slidgigt m.v., ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om de pågældende helbredsoplysninger var understøttet af yderligere lægefaglig dokumentation, er der ikke tale om forhold af en sådan særlig karakter, at det ville kunne føre til, at forsørgelseskravet ikke stilles.

    Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har været gift siden 2001 og har 4 danske børn, hvoraf den ældste er myndig, og at det er anført, at nægtelse af opholdsret vil være i strid med EMRK art. 8, idet det ikke vil være proportionalt at henvise familien til at tage ophold i Libanon, da de ingen tilknytning har dertil.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK art. 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, idet familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af parrets mindreårige børn på nuværende tidspunkt kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet de som følge af deres alder, deres tidligere ophold i Libanon og deres ophold i Tyskland frem til november 2020, har afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at børn først efter 6 til 7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anse for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet.

    Udlændingenævnet skal i øvrigt bemærke, at henvisningen til Zambrano-dommen og det anførte om, at børnene har en nær tilknytning til ansøgeren, og at ansøgerens ægtfælles diagnoser nødvendiggør tilstedeværelsen af ansøgeren i Danmark, ikke er forhold, der kan tages i betragtning ved vurderingen af, om ansøgeren har opnået en ret til ophold på baggrund af opholdsdirektivets regler om fri bevægelighed, som er udmøntet i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-Domstolens praksis i henholdsvis Zambrano-dommen og Chavez-Vilchez-dommen.

    Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”







  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2022 – EU – Ukraine særlov – Skæringsdato

    Dato: 16-09-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2022

    Emneord: Særlov Ukraine - skæringsdato

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag vedrørende er ukrainsk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren udrejste af Ukraine i august 2021 og indrejste senest i Danmark i marts 2022, hvor han indgav ansøgning om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven). I ansøgerens pas fremgik det, at pågældende var indrejst i Tyrkiet primo august 2021 og efterfølgende indrejst i Danmark i december 2021, hvorefter ansøgeren udrejste primo februar 2022 og genindrejste i Danmark i marts 2022.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2022. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som en person, der er fordrevet fra Ukraine, efter særlovens § 1.

    Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at ansøgeren er ukrainsk statsborger, idet ansøgeren har et ukrainsk nationalitetspas.

    Ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af særloven, har Udlændingenævnet herefter lagt vægt på, at ansøgeren ikke er udrejst af Ukraine den 1. februar 2022 eller senere, da det fremgår af ansøgerens passtempel og af oplysningerne i ansøgerens ansøgning, at ansøgeren allerede udrejste af Ukraine i august 2021.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning har oplyst, at ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet, ligesom ansøgeren i sit pas bl.a. har et indrejsestempler til Tyrkiet fra august 2021.

    Da ansøgeren ikke er udrejst af Ukraine den 1. februar 2022 eller senere, er det Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 1, nr. 1.

    Det er endvidere Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 1, nr. 3. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste senest indrejste i Danmark i marts 2022. Det fremgår af ansøgerens passtempler, at ansøgeren indrejste i Danmark fra Tyrkiet ultimo december 2021, at ansøgeren udrejste fra Danmark igen primo februar 2022 til Tyrkiet og indrejste i Danmark igen primo marts 2022. Ansøgeren opholdt sig dermed ikke i Danmark den 24. februar 2022, hvorfor ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 1, nr. 3.

    Udlændingenævnet har derudover vurderet, at ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 2, stk. 1, nr. 1, da det kun er en samlever i fast samlivsforhold af længere varighed med personer, der har opholdstilladelse efter særlovens § 1, der kan få opholdstilladelse efter særloven. Allerede fordi, at referencen ikke har opholdstilladelse efter særlovens § 1, kan ansøgeren ikke meddeles opholdstilladelse som familiemedlem efter særloven.

    Endvidere kan oplysningerne om, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til og finde fast bopæl i Ukraine på grund af krigen, ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke kan gives opholdstilladelse efter særloven som følge af eventuelle asylretlige motiver.

    Oplysningerne om, at ansøgeren har en opholdstilladelse i Tyrkiet, er ikke indgået i Udlændingenævnets vurdering, da der ikke er indsendt dokumentation herfor. Udlændingenævnet skal dog henvise til, at det følger af særlovens § 5, at en ansøgning om opholdstilladelse kan afvises, hvis udlændingen er statsborger i et andet land uden for Ukraine eller allerede har opnået opholdstilladelse i et andet land uden for Ukraine. Dette gælder uanset, om der er tale om en opholdstilladelse, som ikke giver ret til at arbejde.

    Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25.04.2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 14-09-2022







    Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v. til en statsborger fra Tyrkiet.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2000 efter dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. I februar 2005 blev ansøgeren og hans ægtefælle skilt, og ansøgerens opholdstilladelse blev som følge heraf inddraget i december 2005. I december 2010 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse, gyldig til december 2011. I juni 2013 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse som økonomisk aktiv arbejdstager på baggrund af Associeringsaftalen artikel 6, stk. 1, 3. led, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Opholds- og arbejdstilladelsen var gældende til juni 2016. Ansøgeren havde ifølge det elektroniske indkomstregister eIndkomst ikke modtaget løn siden 2014. I august 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse. I oktober 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter Associeringsaftalen m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kan forlænges.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at tyrkiske arbejdstagere på visse betingelser kan have en ret til at forblive i en medlemsstat i medfør af Associeringsaftalen m.v., såfremt den pågældende tyrkiske statsborger har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked.

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, idet ansøgeren ikke længere er økonomisk aktiv som arbejdstager her i landet.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke har haft en indkomst siden august 2014, ligesom det til sagen er oplyst, at ansøgeren ikke er i beskæftigelse.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen er betinget af, at ansøgeren fortsat er økonomisk aktiv i Danmark, og at ansøgeren dermed må antages at have været bekendt med, at det er en betingelse for forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren er økonomisk aktiv i Danmark.

    Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i 2005 på grundlag af ansøgerens status som økonomisk aktiv var omfattet af stand still-klausulerne, at ansøgeren var at anse for arbejdstager i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6´s forstand, og at en tidsbegrænset ægtefælleopholdstilladelse efter 2 års lovligt ophold ikke kan inddrages, samt at der ikke er et krav om at ansøgeren skal være arbejdstager, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at uanset at ansøgeren i 2005 var økonomisk aktiv og kunne støtte ret på stand still-klausulerne, fremgår det af sagen, at ansøgeren ikke har været økonomisk aktiv siden 2014, og at ansøgeren derfor må anses for at have fortabt sin rettigheder efter stand still-klausulerne.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2013 meddelte ansøgeren en opholdstilladelse på baggrund af Associeringsaftalen m.v. artikel 6, stk. 1, 3. led, og at der herved blev taget højde for ansøgerens associeringsrettigheder.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren siden august 2014 er ophørt fuldstændig med at have tilknytning til arbejdsmarkedet, og at der ikke i sagen foreligger oplysninger om, at ansøgeren inden for en rimelig frist har fundet sig et arbejde på ny. Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen fra oktober 2019 er anført, at ansøgeren har fundet sig et job.

    Udlændingenævnet kan konstatere, at ansøgeren endvidere ikke har dokumenteret, hvorvidt ansøgeren fortsat har fast ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1.pkt. Udlændingenævnet skal henvise til, at Udlændingenævnet i februar 2022 har anmodet om dokumentation for, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i perioden fra maj 2016 og frem, hvor ansøgeren ifølge CPR ses udrejst, og at det af partsrepræsentantens e-mail fra marts 2022 fremgår, at ansøgeren ikke har dokumentation herfor.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at ansøgeren har haft en hård periode i sit liv uden familie, venner og beskæftigelse, og at ansøgeren har en dansk kæreste og en datter på 12 år.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter Associeringsaftalens artikel 6, stk. 1, ligesom det af sagen fremgår, at ansøgeren ser sin datter sjældent.

    Udlændingenævnet finder således, at da ansøgeren ikke er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder her i landet, har ansøgeren ikke længere rettigheder i medfør af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1, eller stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 14-09-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v. til en statsborger fra Tyrkiet.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2000 efter dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. I februar 2005 blev ansøgeren og hans ægtefælle skilt, og ansøgerens opholdstilladelse blev som følge heraf inddraget i december 2005. I december 2010 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse, gyldig til december 2011. I juni 2013 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse som økonomisk aktiv arbejdstager på baggrund af Associeringsaftalen artikel 6, stk. 1, 3. led, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Opholds- og arbejdstilladelsen var gældende til juni 2016. Ansøgeren havde ifølge det elektroniske indkomstregister eIndkomst ikke modtaget løn siden 2014. I august 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse. I oktober 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter Associeringsaftalen m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kan forlænges.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at tyrkiske arbejdstagere på visse betingelser kan have en ret til at forblive i en medlemsstat i medfør af Associeringsaftalen m.v., såfremt den pågældende tyrkiske statsborger har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked.

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, idet ansøgeren ikke længere er økonomisk aktiv som arbejdstager her i landet.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke har haft en indkomst siden august 2014, ligesom det til sagen er oplyst, at ansøgeren ikke er i beskæftigelse.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen er betinget af, at ansøgeren fortsat er økonomisk aktiv i Danmark, og at ansøgeren dermed må antages at have været bekendt med, at det er en betingelse for forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren er økonomisk aktiv i Danmark.

    Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i 2005 på grundlag af ansøgerens status som økonomisk aktiv var omfattet af stand still-klausulerne, at ansøgeren var at anse for arbejdstager i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6´s forstand, og at en tidsbegrænset ægtefælleopholdstilladelse efter 2 års lovligt ophold ikke kan inddrages, samt at der ikke er et krav om at ansøgeren skal være arbejdstager, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at uanset at ansøgeren i 2005 var økonomisk aktiv og kunne støtte ret på stand still-klausulerne, fremgår det af sagen, at ansøgeren ikke har været økonomisk aktiv siden 2014, og at ansøgeren derfor må anses for at have fortabt sin rettigheder efter stand still-klausulerne.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2013 meddelte ansøgeren en opholdstilladelse på baggrund af Associeringsaftalen m.v. artikel 6, stk. 1, 3. led, og at der herved blev taget højde for ansøgerens associeringsrettigheder.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren siden august 2014 er ophørt fuldstændig med at have tilknytning til arbejdsmarkedet, og at der ikke i sagen foreligger oplysninger om, at ansøgeren inden for en rimelig frist har fundet sig et arbejde på ny. Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen fra oktober 2019 er anført, at ansøgeren har fundet sig et job.

    Udlændingenævnet kan konstatere, at ansøgeren endvidere ikke har dokumenteret, hvorvidt ansøgeren fortsat har fast ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1.pkt. Udlændingenævnet skal henvise til, at Udlændingenævnet i februar 2022 har anmodet om dokumentation for, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i perioden fra maj 2016 og frem, hvor ansøgeren ifølge CPR ses udrejst, og at det af partsrepræsentantens e-mail fra marts 2022 fremgår, at ansøgeren ikke har dokumentation herfor.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at ansøgeren har haft en hård periode i sit liv uden familie, venner og beskæftigelse, og at ansøgeren har en dansk kæreste og en datter på 12 år.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter Associeringsaftalens artikel 6, stk. 1, ligesom det af sagen fremgår, at ansøgeren ser sin datter sjældent.

    Udlændingenævnet finder således, at da ansøgeren ikke er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder her i landet, har ansøgeren ikke længere rettigheder i medfør af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1, eller stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse."




  • Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter

    Dato: 14-09-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022

    Emneord: EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse om afslag vedrørende en statsborger fra Kenya, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, der er mindreårig, er barn af en statsborger fra Kenya, der i 2017 var blevet familiesammenført til sin danske ægtefælle, efter udlændingeloven. Ansøgeren indgav i januar 2021 ansøgning om familiesammenføring til sin mor efter udlændingeloven, som ansøgeren fik afslag på. Ansøgeren søgte efterfølgende i maj 2021 om afledt opholdsret som familiemedlem til ansøgerens mors ægtefælle, efter EU-reglerne bl.a. med henvisning til ansøgerens mors ægtefælles arbejdsmæssige rejseaktiviteter til andre medlemslande.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet vurderer indledningsvis, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat. Ansøgeren kan derfor ikke opnå opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger ikke har udfyldt afsnittet om ophold i andre medlemsstater i ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret efter EU-retten, og at han ikke i CPR, har været registreret udrejst af Danmark.

    Udlændingenævnet har herefter foretaget en vurdering af, om ansøgeren kan have en afledt opholdsret som følge af, at den danske statsborgers regelmæssigt rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i S-dommen.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse indledningsvis lagt til grund, at den danske statsborger har dokumenteret, at han som følge af sine arbejdsopgaver hos sin arbejdsgiver rejser til andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen.

    Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en udtalelse fra maj 2021 fra den danske statsborgers arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger i perioden fra 2018 til 2021 samlet havde mere end 180 rejsedage p.a. primært til Holland og Tyskland, og at det forventedes, at den danske statsborger fremadrettet ville have samme arbejdsmønster. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen var indsendt timesedler vedrørende den danske statsborger, hvoraf hans lokationer fremgik. I perioden fra december 2020 til april 2021 havde den danske statsborger således alene 19 arbejdsdage i Danmark.

    Uanset, at den danske statsborger således udøver erhvervsmæssig beskæftigelse i andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været nødvendig for at sikre, at den danske statsborger forsat kunne udøve sin ret til fri bevægelighed. Et afslag på familiesammenføring ville således ikke have afskrækket ham fra faktisk at udøve sine grundlæggende rettigheder i henhold til TEUF artikel 45.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens familiemæssige relation til den danske statsborger følger af den danske statsborgers ægteskab med ansøgerens mor. Ansøgerens mor fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i august 2017, og ansøgeren søgte i januar 2021 første gang om opholdstilladelse i Danmark.

    Henset til, at der således forløb 3,5 år fra at ansøgerens mor fik opholdstilladelse til ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse, og den danske statsborger efter det oplyste i den forløbne periode har været i stand til at forsætte sin erhvervsmæssige beskæftigelse, herunder foretage forretningsrejser til andre medlemsstater, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været eller er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger fortsat kan udøve sin ret til fri bevægelighed.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der ikke er indsendt oplysninger om, at familielivet mellem ansøgeren, ansøgerens mor, og den danske statsborger ikke kan udøves som hidtil, herunder via visumbesøg.

    Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke opfyldte eller opfylder betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten, uanset at den danske statsborger har foretaget regelmæssige rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen, idet familiesammenføring ikke kan anses for nødvendig.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse fra september 2021”









  • Særlov Afghanistan – Persongruppe

    Dato: 14-09-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022

    Emneord: Afghanistan særlov - personkreds

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag vedrørende et ægtepar og deres 2 mindreårige børn, der alle var statsborgere i Afghanistan. Familien havde søgt om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder m.v.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgerne indrejste i Danmark i august 2021 fra Afghanistan som følge af evakuering fra Kabul Lufthavn. Ansøgerne var blevet evakueret fra lufthavnen, fordi de afghanske styrker tillod familien adgang til lufthavnen som følge af børnenes helbredsproblemer. Børnene blev kort efter indrejsen i Danmark indlagt på hospitalet som følge af deres mave- og tarmproblemer. Forældrene havde ikke ydet bistand til den danske indsats i Afghanistan eller til internationale organisationer i Afghanistan og var heller ikke i familie med sådanne personer.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelser fra januar 2022. Ansøgeren, ansøgerens ægtefælle, og deres børn kan således ikke få opholdstilladelser som personer eller som familiemedlemmer til en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1-3.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af politirapport fra august 2021, at ansøgeren, ansøgerens ægtefælle, og deres børn indrejste i Danmark i august 2021 som følge af evakuering fra Afghanistan med evakueringsfly, og at ansøgeren til Udlændingestyrelsen i september 2021 oplyste, at ansøgeren i Afghanistan havde haft en afdeling i en større butik, hvor ansøgeren reparerede mobiltelefoner. Derudover oplyste ansøgeren, at hverken ansøgeren eller ansøgerens far havde ydet bistand til den danske indsats i Afghanistan, og at hverken ansøgeren eller ansøgerens familie havde ydet bistand til internationale organisationer i Afghanistan. Ansøgeren oplyste endvidere, at ansøgeren og ansøgerens familie blev evakueret til Danmark, fordi de afghanske styrker 0-1 tillod, at ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og deres børn blev lukket ind i Kabuls lufthavn som følge af børnenes helbredsproblemer.

    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1.

    Ansøgerens oplysninger til Udlændingestyrelsen fra december 2021 om, at ansøgeren 6 år tidligere muligvis skulle have påbegyndt ansættelse hos Læger Uden Grænser på et sygehus i Kunduz-provinsen, men at der blev kastet en bombe, der ødelagde hospitalet, kan ikke føre til en ændret vurdering, allerede fordi ansættelsesforholdet ikke blev realiseret, og fordi ansøgeren ikke i øvrigt bistod organisationen.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at hverken ansøgeren, ansøgerens ægtefælle eller deres børn er familiemedlem til en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 2.

    Udlændingenævnet lægger som følge af ovenstående til grund, at idet hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle er omfattet af personkredsen i særlovens § 1, stk. 1, kan ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ikke kan få opholdstilladelse som familiemedlem efter særlovens § 1, stk. 2 under henvisning til hinanden.

    Idet hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle er omfattet af særlovens § 1, stk. 1, kan deres børn ikke få opholdstilladelse efter særlovens § 1, stk. 2.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at hverken ansøgeren, ansøgerens ægtefælle eller deres børn i øvrigt har en familiemæssig tilknytning til en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 3.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ved interview med Udlændingestyrelsen i september 2021 og i december 2021 oplyste, at ansøgerens far bistod de tyske styrker via GIZ i forbindelse med hans ansættelse hos de afghanske myndigheder, og at ansøgeren ikke vidste, hvad han bistod dem med. Ansøgeren oplyste endvidere i december 2021, at ansøgeren ikke havde andre familiemedlemmer, der var blevet evakueret til Danmark eller andre lande.

    Det er tillige indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle ved interview med Udlændingestyrelsen i december 2021 oplyste, at hendes bror, har arbejdet for amerikanerne ved en fabrik, der producerer el, at han var ansvarlig for indkøb, at der var mange kinesiske ansatte på fabrikken, at han modtog undervisning fra amerikanerne, og at han på tidspunktet for interviewet levede i skjul i enten Kabul eller Sarobi. Ansøgerens ægtefælle oplyste endvidere, at hendes far havde arbejdet på samme fabrik før hendes fødsel, og at han i den forbindelse samarbejdede med personer fra det tidligere Sovjet. Ansøgerens ægtefælle oplyste, at hendes mosters barnebarn var blevet evakueret til USA, fordi han havde haft arbejde.

    Endelig er det indgået i Udlændingenævnets vurdering, at hverken ansøgerens far, ansøgerens ægtefælles bror, ansøgerens ægtefælles far eller ansøgerebs ægtefælles mosters barnebarn efter det oplyste var indstillet til evakuering efter aftale med Udenrigsministeriet.

    Udlændingenævnet finder således, at hverken ansøgerens far, ansøgerens ægtefælles bror, ansøgerens ægtefælles far eller ansøgerens ægtefælles mosters barnebarn er omfattet af personkredsen i særlovens § 1, stk. 1, der kan gives opholdstilladelse i Danmark efter særlovens bestemmelser, hvorfor ansøgeren, ansøgerens ægtefælle, og deres børn ikke kan gives opholdstilladelse efter særlovens § 1, stk. 3, som følge af en familiemæssig tilknytning til dem.

    Oplysningerne om at deres børn har helbredsmæssige problemer, herunder at de i august 2021 blev indlagt som følge af mave- og tarmproblemer, og at det på daværende tidspunkt blev mistænkt, at de lider af en sygdom samt at de efterfølgende har været i et udredningsforløb, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der efter særloven alene kan gives opholdstilladelse som følge af bistand i Afghanistan til de danske myndigheder m.v.

    Oplysningerne om, at det i Kabul er rygtedes, at ansøgeren er spion som følge af, at ansøgeren og ansøgerens familie blev evakueret ud af Afghanistan, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke kan gives opholdstilladelse efter særloven som følge af eventuelle asylretlige motiver.

    Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen