Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17.02.2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 17-02-2022

    Udlændingenævnet genoptog i februar 2022 Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2019 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afslag på ægtefællesammenføring fra november 2017 til en tyrkisk statsborger, da hendes herboende ægtefælle inden for de seneste 3 år havde modtaget offentlig hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i juni 2017 om ægtefællesammenføring med referencen, der er tyrkisk statsborger. Det fremgik af sagen, at referencen havde haft arbejde i Danmark fra 2004 til 2006 som kassemedarbejder, fra 2006 til 2009 som chauffør og fra 2009 til 2011 som p-vagt. I 2011 havde referencen været ude for en arbejdsulykke, og han modtog herefter fra 2011 til 2014 sygedagpenge, og siden 2014 kontanthjælp, der udbetales efter lov om aktiv socialpolitik. Referencen havde i perioden fra oktober 2016 til januar 2017 supplerende arbejdet 20 timer månedligt hos en fastfood restaurant. Efter arbejdsulykken blev referencen diagnosticeret med whip lash læsion og følger efter hjernekvæstelse, og Arbejdsskadestyrelsen vurderede i 2017, at han havde et erhvervsevnetab på 50 %, samt at hans erhvervsevnetab fortsat var uafklaret. Referencen var løbende i arbejdsprøvning i samarbejde med bopælskommunen med henblik på en afklaring af hans arbejdsevne. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2017 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen inden for de seneste 3 år forud for afgørelsen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Afslaget blev påklaget til Udlændingenævnet, som i februar 2019 stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse, da referencens arbejdsevne ikke var endelig udredt i kommunalt regi, og det ikke kunne afvises, at referencen senere kunne komme i arbejde eller få fleksydelse og på den baggrund kunne opfylde selvforsørgelseskravet. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at referencen var handicappet, og dermed omfattet af FN’s Handicapkonvention, men at referencen hverken direkte eller indirekte blev diskrimineret i forhold til andre referencer i ægtefællesammenføringssager, som ikke var handicappede, og som modtog ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet vurderede endvidere, at afslaget på ægtefællesammenføring ikke var i strid med stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnets afgørelse blev i september 2018 indbragt for byretten, og sagen blev i april 2020 henvist til behandling i Østre Landsret.

    Østre Landsret ophævede ved dom i januar 2022 Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2019. Østre Landsret fandt, at referencens erhvervsevne ikke var endeligt afklaret, men at en håndhævelse af selvforsørgelseskravet kunne udgøre indirekte forskelsbehandling i strid med FN’s Handicapkonventions artikel 5, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, hvis en stillingtagen til ansøgningen om ægtefællesammenføring skulle afvente et meget langvarigt afklaringsforløb. Østre Landsret fandt, at dette skøn ikke var foretaget af Udlændingenævnet, hvorfor landsretten hjemviste sagen til Udlændingenævnet. Østre Landsret vurderede endvidere, at selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, udgjorde en ny begrænsning i forhold til stand still-klausulen i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, men at denne begrænsning var begrundet i et alment tvingende hensyn, var egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål, og ikke gik videre end nødvendigt for at opnå formålet. På baggrund af Østre Landsret dom genoptog Udlændingenævnet i februar 2022 sagen.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Udlændingenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2017.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at referencen inden for de sidste 3 år har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 og § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af FN’s Handicapkonvention, at konventionen omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i maj 2011 var ude for en arbejdsulykke, at referencen efter ulykken blev diagnosticeret med whip lash læsion og følger efter hjernekvæstelse, og at Arbejdsskadestyrelsen i oktober 2017 vurderede, at han havde et aktuelt erhvervsevnetab på 50 %, samt at referencens erhvervsevnetab fortsat var uafklaret. Udlændingenævnet har på den baggrund lagt til grund, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s Handicapkonvention.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at det ikke kan udelukkes, at referencen på et senere tidspunkt kan blive selvforsørgende via eksempelvis tilkendelse af fleksjob eller førtidspension og herigennem opfylde selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen forud for ulykken i maj 2011 var i arbejde, at referencen efter sin arbejdsulykke har deltaget i et afklaringsforløb i sine bopælskommuner med arbejdsprøvning ad flere omgange, og at der fortsat ikke er kommet en endelig afklaring på referencens muligheder for beskæftigelse.

    Udlændingenævnet konstaterer herefter, at det i referencens sag vil udgøre indirekte diskrimination i strid med FN’s Handicapkonventions artikel 5, stk. 1 og 2, og artikel 23, såfremt selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, stilles.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse bemærket, at referencen siden februar 2014 har modtaget kontanthjælp udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik som følge af arbejdsulykken i maj 2011, at referencen i det væsentligste har medvirket til og deltaget i et afklaringsforløb i flere bopælskommuner, at der på trods af dette endnu ikke foreligger en endelig afklaring af referencens fremtidige muligheder for beskæftigelse, og at den manglende afklaring i det væsentligste synes at bero på bopælskommunens forhold.

    Udlændingenævnet har endvidere bemærket, at ansøgeren indgav ansøgningen om familiesammenføring i juni 2017, og at parret fra det tidspunkt, hvor kommunen måtte visitere referencen til fleksjob eller tilkende ham førtidspension, ville skulle vente yderligere 3 år, før betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, er opfyldt.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt."

  • EU – Sekundær bevægelighed – Tidsmæssig kontinuitet

    Dato: 25-10-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en canadisk statsborger, som havde søgt om EU-familiesammenføring som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren var gift og havde fælles børn med en dansk statsborger, som havde boet og arbejdet i Italien siden 2011. I 2018 blev den danske statsborger udsendt af sin italienske arbejdsgiver for at arbejde i et tredjeland, hvor den danske statsborger og resten af familien herefter opholdt sig i ca. 18 måneder, før de vendte tilbage til Danmark. SIRI meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring efter EU-reglerne med henvisning til, at der som følge af opholdet i tredjelandet ikke var den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem den danske statsborgers udnyttelse af retten til fri bevægelighed i Italien og dennes tilbagevenden til Danmark.
    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelse.
    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på ret til ophold efter EU-retten under henvisning til, at betingelsen om tidsmæssig kontinuitet ikke er opfyldt, fordi den danske statsborger efter sit ophold i Italien opholdt sig i et tredjeland i en periode på ca. 18 måneder, før sin tilbagevenden til Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger må anses for godtgjort, at der – uanset det længerevarende ophold i tredjelandet – var den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem den danske statsborgers udnyttelse af retten til fri bevægelighed i Italien og dennes tilbagevenden til Danmark.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt særlig vægt på, at det fremgår af den til klagesagen fremsendte dokumentation, at den danske statsborger under opholdet i tredjelandet var ansat og udsendt af sin italienske arbejdsgiver, og at der var tale om en midlertidig udstationering af en planlagt varighed på 4 år.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger forinden opholdet i tredjelandet havde arbejdet for sin italienske arbejdsgiver i hvert fald i 7 år, og at den danske statsborger således forinden udrejsen havde etableret et langvarigt ophold som arbejdstager i en anden medlemsstat, hvor der sammen med ansøgeren var opbygget og konsolideret et familieliv.
    Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren og parrets børn tog ophold i tredjelandet sammen med den danske statsborger, og at de således ikke har afbrudt deres familieliv i den pågældende periode.
    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på oplysningerne om, at den danske statsborger og dennes familie havde planlagt at vende tilbage til Italien efter udsendelsen til tredjelandet, men at de som følge af Covid-19-pandemien afbrød deres ophold i tredjelandet og valgte at vende tilbage til Danmark i stedet for at genoptage opholdet i Italien.
    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren opfylder betingelserne for at have opnået ret til ophold i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, som vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2021 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år

    Dato: 11-10-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, som havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren blev i oktober 2015 gift med sin herboende ægtefælle (referencen), som også er statsborger i Kosovo. Referencen havde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren søgte i november 2017 om familiesammenføring i Danmark. Parret havde 2 fællesbørn, som er statsborgere i Kosovo, og som er født i henholdsvis i maj 2016 i Kosovo og i marts 2018 i Danmark. Referencen led af PTSD og var i medicinsk behandling herfor. I januar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring, idet referencen ikke opfyldte kravet om, at den herboende ægtefælle de seneste 3 år skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.


    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
    Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse til en ægtefælle, at den herboende de seneste 3 år har haft tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at referencen senest i september 2016 er meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og at referencens nuværende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i juli 2020 blev forlænget til juli 2024. Referencen opfylder dermed ikke betingelsen i § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
    Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som betyder, at referencen og parrets fælles børn ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Kosovo for der at udøve familielivet med ansøgeren.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at både referencen, ansøgeren og parrets 2 fælles børn er statsborgere i Kosovo, hvor referencen og ansøgeren mødte hinanden og i oktober 2015 blev gift, hvor parret begge taler sproget, hvor ansøgeren har gennemført en universitetsuddannelse, og hvor referencens datter er født i maj 2016.
    Udlændingenævnet henviser til, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da man ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori man ønsker at udøve sit familieliv.
    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen lider af PTSD og er i behandling med præparaterne Olanzapin, Lyrica og Mirtazepin og muligvis på ny har brug for psykiatrisk behandling.
    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, da medicinen ifølge de oplysninger fra MedCOI , som Udlændingenævnet har indhentet i forbindelse med sagen, er tilgængelig i Kosovo.
    Det forhold, at referencens familie efter det oplyste har undersøgt forholdene i Kosovo og meldt tilbage, at referencens medicin ikke forefindes i Kosovo, at referencens sagsbehandler har henvist til, at referencens medicinbehov kan opfyldes gennem det sorte marked, at referencen har behov for korrekt behandling af sine posttraumatiske stresssymptomer, hvilket efter det oplyste alene kan opnås i Danmark, og at referencen har anført, at indlæggelse i psykiatrien i Kosovo alene er delvist tilgængelig ifølge Udlændingestyrelsens tidligere indhentede oplysninger, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet har indhentet nye oplysninger om tilgængeligheden af referencens behandling i august 2021, at der således er tale om aktuelle oplysninger, og at indlæggelse i psykiatrien ifølge de nye oplysninger fra MedCOI er tilgængelig i Kosovo.
    Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen og ansøgeren har 2 fællesbørn, som er født i henholdsvis maj 2016 og marts 2018, som begge er statsborgere i Kosovo og bosiddende i Danmark. Dette finder Udlændingenævnet dog heller ikke kan føre til en anden vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ældste barn er født i Kosovo, at hun først i januar 2019 blev meddelt opholdstilladelse og indrejse i Danmark, at det yngste barn er født i marts 2018 i Danmark, at begge børnene i Det Centrale Personregister er registreret udrejst af Danmark i perioden fra primo februar 2020 til ultimo december 2020, og at børnene derfor ikke kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren af den grund bør meddeles opholdstilladelse i Danmark.
    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at børn efter fast praksis først efter 6-7 års fast, lovligt og sammenhængende ophold her i landet, hvor børnene kontinuerligt har været tilknyttet en dansk institution eller skole, anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
    Det til støtte for klagen anførte om, at børnene har brug for deres mors nærvær og omsorg, kan i sig selv ikke føre til en ændret vurdering, da det var referencens og ansøgerens eget valg at stifte familie på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde en opholdstilladelse i Danmark, og at parret således ikke kan have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark.
    De forhold, at referencen fra juli 2020 har fået arbejde i Danmark, at referencen mangler et sted at bo i Kosovo, og at ansøgerens far aldrig har anerkendt ansøgerens ægteskab med referencen, kan endelig ikke føre til en anden vurdering, da generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen.
    På den baggrund, og da der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”.




    MedCOI is a European Refugee Fund financed project to obtain medical country of origin information. The project allows 11 European Union member states plus Norway and Switzerland to make use of the services of the ‘MedCOI’ team in the Netherlands and Belgium. The MedCOI team makes enquiries with qualified doctors and other experts working in countries of origin. The information obtained is reviewed by the MedCOI project team, which includes af medical doctor, before it is forwarded to the relevant COI Service.

  • EU – Brexit - Grænsearbejder

    Dato: 07-09-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en britisk statsborger, som havde søgt om udstedelse af grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsen, jf. udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren, som boede i Storbritannien og var ansat i en virksomhed i Storbritannien, blev fra april 2020 til december 2022 udstationeret til en dansk virksomhed for at arbejde på et byggeprojekt i Danmark. Ansøgeren indrejste derfor jævnligt i Danmark, og efter overgangsperiodens udløb den 31. december 2020 søgte ansøgeren om udstedelse af et grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsen. SIRI meddelte afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke var arbejdstager i Danmark, men derimod omfattet af EUs regler om fri udveksling af tjenesteydelser.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet fastholder SIRIs afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke ret til at få udstedt et grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 4, jf. udtrædelsesaftalens artikel 26.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som grænsearbejder i Danmark, idet ansøgeren ikke kan anses for at have udøvet økonomisk aktivitet i Danmark i medfør af TEUF artikel 45, inden den 31. december 2020.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af den fremlagte ansættelseskontrakt mellem ansøgeren og virksomheden i Storbritannien, at ansøgeren fra april 2020 til december 2022 udstationeres til en virksomhed i Danmark med henblik på at arbejde på et byggeprojekt.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt, at det fremgår af ansættelsesaftalen bl.a., at ansøgeren under udstationeringen er lønnet af den britiske virksomhed, at ansøgerens stilling, arbejdstid, løn, godtgørelser m.v. fremgår af ansættelseskontrakten med den britiske virksomhed, og at ansøgeren har ret til ferie i henhold til den danske lovgivning om udstationerede arbejdstagere og EUs direktiv om udstationering af arbejdstagere.

    Det følger af udtrædelsesaftalens artikel 9, litra b) bl.a., at en grænsearbejder skal udøve økonomisk aktivitet i overensstemmelse med TEUF artikel 45.

    Idet ansøgeren er udstationeret i Danmark, anses ansøgeren efter EU-retten ikke som en arbejdstager, som udøver økonomisk aktivitet i Danmark i overensstemmelse med TEUF artikel 45, og ansøgeren er således ikke omfattet af udtrædelsesaftalens regler om grænsearbejdere. Ansøgerens beskæftigelse i Danmark er derimod udledt af TEUF artikel 56 om fri udveksling af tjenesteydelser, idet ansøgeren efter EU-retten betragtes som en udstationeret arbejdstager, som på vegne af sin arbejdsgiver i en begrænset periode leverer tjenesteydelser til en dansk virksomhed.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren ikke leverer tjenesteydelser til den danske virksomhed, men at ansøgeren er arbejdstager i medfør af TEUF artikel 45, bl.a. fordi den danske virksomhed instruerer og påser ansøgerens arbejde, og ansøgeren rapporterer til den danske virksomhed.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger et reelt ansættelsesforhold mellem ansøgeren og den danske virksomhed, men at ansøgeren er udstationeret for at udføre arbejdsopgaver for den danske virksomhed. Som beskrevet ovenfor er ansøgeren derfor ikke omfattet af TEUF artikel 45, men af TEUF artikel 56 om fri udveksling af tjenesteydelser.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren er grænsearbejder i medfør af udtrædelsesaftalen, fordi ansøgeren udfører arbejde i Danmark og bor i Storbritannien, og at der ikke kan stilles krav om ansættelse ved en dansk arbejdsgiver, idet hverken Brexit-bekendtgørelsen eller udtrædelsesaftalen indeholder en sådan betingelse.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at netop fordi ansøgeren ikke er ansat ved en dansk arbejdsgiver, anses ansøgeren efter EU-retten som udstationeret arbejdstager og ikke som en arbejdstager i Danmark. Det ligger således implicit i arbejdstagerbegrebet – og således også i grænsearbejderbegrebet - at vedkommende skal være ansat i arbejdslandet. Som udstationeret arbejdstager er ansøgeren ikke omfattet af udtrædelsesaftalens anvendelsesområde, hvilket ligeledes fremgår af Europa-Kommissions meddelelse C 173/1 af 20. maj 2020.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse”.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 02.09.2021 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed

    Dato: 02-09-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, som havde udøvet retten til fri bevægelighed i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren giftede sig i februar 2020 med sin svenske ægtefælle. Ansøgeren boede og arbejdede i Sverige ca. 5 år forud for sin indrejse i Danmark i marts 2020. I umiddelbar forlængelse af indrejsen i Danmark søgte ansøgeren om opholdsret som familiemedlem til sin ægtefælle. Ansøgeren var i 2011 blevet idømt 2 ½ års fængsel i Norge for hærværk ved brandstiftelse og havde i den forbindelse fået indrejseforbud i 5 år, som senest var blevet forlænget frem til september 2022, da ansøgeren ikke havde forladt schengenområdet. SIRI meddelte afslag på opholdsret med henvisning til hensynet til den offentlige orden.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelse fra december 2020 vedrørende ansøgerens ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger.
    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt skal meddeles afslag på opholdsret i Danmark som familiemedlem til en unionsborger, jf. EU-opholdsbekendt¬gørelsens § 10, stk. 1, jf. § 35, stk. 1, med henvisning til hensynet til den offentlige orden, som følge af, at ansøgeren blev dømt for hærværk ved brandstiftelse i Norge i marts 2011 samt udvist med et indrejseforbud i 5 år i oktober 2012, og at ansøgeren i den forbindelse ikke overholdt indrejseforbuddet, hvorfor det blev forlænget til september 2022.
    Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at der er forløbet næsten 13 år, siden ansøgeren begik hærværk ved brandstiftelse i Norge, og at der er forløbet mere end 10 år, siden ansøgeren blev dømt for det pågældende forhold og i den forbindelse udvist i 5 år.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i marts 2020, at ansøgeren således på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i cirka 1 år og 5 måneder på baggrund af sit ægteskab med unionsborgeren, at ansøgeren ikke er blevet dømt for lovovertrædelser efter sin indrejse i Danmark, at ansøgeren har dokumenteret, at have arbejdet i Sverige som henholdsvis bager og restaurantassistent siden februar 2016 og frem til i hvert fald april 2019, og at der ikke foreligger andre oplysninger i den foreliggende sag, der taler for nægtelse af ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.


    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af afgørelse fra EU-Domstolen, sag C-348/09, P.I., præmis 30, at ved vurderingen af hensynet til den offentlige orden, skal den pågældende person anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig karakter, der berører grundlæggende samfundsinteresser.
    I Højesteretsdom sag 19/2019, udtrykkes det endvidere, at det følger af fast retspraksis, at undtagelsesbestemmelsen om den offentlige orden, som udgør en fravigelse af opholdsretten for unionsborgere eller deres familiemedlemmer, skal fortolkes strengt, således at dens rækkevidde ikke kan bestemmes ensidigt af medlemsstaterne. Det fremgår derudover, at foranstaltninger som begrænser en unionsborgers eller dennes familiemedlemmers opholdsret, herunder foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden skal, for at være berettigede, være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og udelukkende være begrundet i vedkommendes personlige adfærd.
    Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden vil begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke længere udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, og § 36.
    Det bemærkes i den forbindelse, at en tidligere straffedom ikke i sig selv kan begrunde en sådan afgørelse om afslag på opholdsret. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger er opfyldt.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23.08.2021 – Alders- og identitetsfastlæggelse

    Dato: 23-08-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, der havde søgt om familiesammenføring under henvisning til sin herboende far.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Faren, der er eritreisk statsborger, var indrejst i Danmark i november 2014, og fik i august 2015 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren, der er født i maj 2010, søgte i september 2018 om familiesammenføring med sin herboende far. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren er født i Sudan. Der var ikke fremlagt dokumentation for ansøgerens slægtskab med referencen under sagen. I april 2019 gav Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af ultimo april 2019. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1.
    Udlændingenævnet henviser herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig her i landet.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren ikke har fremlagt nogen officielle dokumenter, herunder fødselsattest, der kan dokumentere ansøgerens identitet og slægtskab med referencen.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i januar 2019 anmodede referencen om at sende en kopi af ansøgers fødselsattest, og at referencen ikke efterfølgende har fremsendt den anmodede attest.
    Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen til sagen har oplyst, at ansøgerens mor mistede en række dokumenter, herunder fødselsattesten, i forbindelse med sin rejse fra Libyen til Sudan, og at ansøgeren ikke kan få udstedt en ny fødselsattest, idet ansøgeren og referencen opholdte sig ulovligt i Sudan.
    Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet ikke på den baggrund kan lægge til grund, at ansøgeren ikke har mulighed for at få udstedt en ny fødselsattest fra de sudanesiske myndigheder, hvorfra ansøger efter det oplyste oprindelig har fået udstedt en fødselsattest.
    Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse, at det fremgår af referatet fra referencens oplysnings- og motivsamtale fra januar 2015 i forbindelse med sin asylsag, at referencen i Sudan havde et flygtningekort, som skulle fornyes hver 6. måned.
    Det forhold, at referencens tidligere partsrepræsentant har anført, at referencen og ansøgerens mor begge har forladt Eritrea, og at den eneste mulighed for at få udstedt dokumentet igen, er at betale 2 % af sin årsindkomst i skat samt underskrive et ’Letter of Regret’ til Eritreas regime, hvorved man opgiver sin asylstatus og dermed risikerer fængsling og tortur, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste er født i Sudan, og det derfor er de sudanesiske myndigheder, der skal udstede fødselsattesten.
    Udlændingenævnet henviser til, at en opholdstilladelse er en personlig rettighed, hvorfor opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne ikke kan meddeles, hvis udlændingens identitet ikke er fastlagt.
    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen har oplyst divergerende omkring sit forhold med ansøgerens mor, og at referencens troværdighed på den baggrund er svækket. Referencen har således under sin oplysnings- og motivsamtale i januar 2015 oplyst, at referencen, ansøgerens mor og ansøgeren rejste fra Sudan til Libyen i slutningen af august 2014, at ansøgerens mor og ansøgeren efter 3 måneder rejste tilbage til Sudan, mens referencen rejste til Italien, at referencen på tidspunktet for oplysnings- og motivsamtalen havde telefonisk kontakt med ansøgerens mor, som referencen under samtalen beskrev som sin kæreste/samlever, en gang om måneden, og at ansøgerens mor og ansøgeren blev forsørget via en café, som ansøgerens mor selv havde startet.
    Referencen har imidlertid i ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse oplyst, at han og ansøgerens mor blev skilt i 2014, og at ansøgerens mor derefter overlod ansøger til referencen.
    Udlændingenævnet vurderer endelig på baggrund af de foreliggende sparsomme oplysninger om ansøgerens identitet og mulige slægtskab med referencen, og de divergerende oplysninger om referencens forhold med ansøgerens mor, ikke at kunne lægge til grund, at der mellem referencen og ansøgeren er etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8's forstand, som Danmark er nærmest til at beskytte.
    Ligeledes kan FN’s Børnekonvention og hensynet til barnets tarv ikke tilsige, at der meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til slægtskabet med referencen, når hendes identitet og slægtskabet med referencen ikke kan anses for godtgjort.
    Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste opholder sig i Etiopien med en nabofamilie, og at referencen er bekymret for hendes sikkerhed, kan på ovenstående grundlag ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet vurderer på samme baggrund endvidere, at der ikke er grundlag for at foranstalte en dna-undersøgelse af referencen og ansøgeren for at fastslå slægtskabet mellem dem, selvom referencen er indstillet på at medvirke til en dna-undersøgelse.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • EU - Primær bevægelighed - Familiemedlemmer

    Dato: 05-08-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende to mindreårige statsborgere fra Frankrig, som havde søgt om registreringsbeviser efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 15, som medfølgende familie til deres far.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgerne, som er tvillinger og franske statsborgere, blev født af en surrogatmor i USA i september 2017. I USA blev børnenes biologiske far, som havde tidsubegrænset EU-opholdsret i Danmark, og hans ægtefælle registreret som ansøgernes forældremyndighedsindehavere. I juli 2019 tog ansøgerne ophold i Danmark sammen med den biologiske far og hans ægtefælle. Efter dansk ret anerkendes surrogataftaler ikke, og Familieretshuset vurderede bl.a., at ansøgerens surrogatmor efter dansk ret havde forældremyndighed over ansøgerne sammen med den biologiske far. Efter fast praksis blev der i opholdssager vedrørende mindreårige børn anmodet om samtykke fra en forældemyndighedsindehaver, hvis denne ikke tog ophold i Danmark sammen med barnet. SIRI meddelte herefter ansøgerne afslag med henvisning til, at der ikke forelå samtykke fra surrogatmoren om, at ansøgerne måtte tage ophold i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse.
    Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgerne ikke kan nægtes udstedelse af registreringsbeviser som medfølgende familiemedlemmer til hovedpersonen alene med henvisning til, at ansøgernes surrogatmor ikke har givet samtykke til, at ansøgerne kan tage ophold i Danmark sammen med hovedpersonen.
    Udlændingenævnet bemærker indledningsvis, at opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004) og EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020) ikke indeholder bestemmelser om, at der ved mindreårige børns ophold i Danmark skal foreligge samtykke fra den forældemyndighedsindehaver, der ikke tager ophold i Danmark.
    Udlændingenævnet bemærker videre, at det overordnede formål med et samtykke fra den for-ældremyndighedsindehaver, som ikke tager ophold i Danmark, bl.a. er at forhindre børnebortførelser og at beskytte barnets tarv og ret til familieliv, hvilke er tungtvejende og beskyttelsesværdige hensyn, som er beskyttet ved internationale konventioner.
    Udlændingenævnet finder herefter, at vurderingen af, om det vil være i overensstemmelse med EU-retten at indhente samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver, må bero på en konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder.
    Ved vurderingen af sagen har Udlændingenævnet lagt vægt på, at Familieretshuset har vurderet, at hovedpersonen er ansøgernes retlige far med forældremyndighed over ansøgerne, og at ansøgerne har boet sammen med hovedpersonen i Danmark siden juli 2019.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er forhold i sagen, der taler for, at ansøgernes surrogatmor har indvendinger imod, at ansøgerne tager ophold i Danmark sammen med hovedpersonen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hun er ansøgernes surrogatmor, og at hun ifølge amerikansk ret ikke har forældremyndighed over ansøgerne, idet hun har valgt at overdrage forældremyndigheden til hovedpersonen og hovedpersonens ægtefælle.
    Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ikke herved har anfægtet Familieretshusets vurdering vedrørende anerkendelsen af det retlige forældreskab og forældremyndigheden over ansøgerne efter dansk ret.
    Udlændingenævnets afgørelse er således ikke ensbetydende med, at hovedpersonen efter dansk ret har den fulde forældremyndighed over ansøgerne, at hovedpersonens ægtefælle anerkendes som forældremyndighedsindehaver, eller at surrogatmoren ikke anses som ansøgernes retlige mor og forældre-myndighedsindehaver efter dansk ret.
    Udlængenævnet finder imidlertid, at de familieretlige forhold ikke er til hinder for, at ansøgerne opfylder de EU-retlige betingelser for ret til ophold.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på udstedelse af registreringsbeviser til ansøgerne efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. juli 2021 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 08-07-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Albanien, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, der var dansk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren søgte i januar 2020 om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningen, at parret etablerede kontakt med hinanden over internettet primo august 2019, at de mødtes personligt første gang umiddelbart herefter, og at de ikke kunne kommunikere på dansk eller engelsk, hvorfor de brugte bl.a. Google Translate til at kommunikere. Parret indgik ægteskab i oktober 2019. I oktober 2020 gav Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan derfor ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 stk. 1, nr. 1.
    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren og referencen etablerede kontakt via internettet primo august 2019, at de mødtes personligt umiddelbart efterfølgende, at parret besluttede at blive gift primo oktober, hvorefter ansøgeren udrejste og efterfølgende indrejste igen umiddelbart forud for vielsen medio oktober 2019, og at parret ikke kunne kommunikere på dansk eller engelsk i starten af forholdet, og at de derfor var nødsaget til at gøre brug af bl.a. Google Translate.
    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen har indgået ægteskab efter et meget kortvarigt personligt bekendtskab, og at parret derfor ikke kan anses for at have opnået et sådan sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der for at blive meddelt opholdstilladelse efter bestemmelsen som udgangspunkt kræves, at der foreligger et indgående og forudgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen traf beslutningen om at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor parret var sprogligt begrænset i deres kommunikation, hvorfor det må antages at parret også af den grund har haft en meget begrænset mulighed for at lære hinanden at kende forud for indgåelsen af ægteskabet.
    Det forhold, at det til sagen er oplyst, at parret giftede sig hurtigt, da de klikkede og ønskede at give forholdet en reel chance, og at dette ikke var realistisk, såfremt parret kun kunne ses i 3 måneder af gangen, vurderer Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, henset til parrets meget begrænsede personlige kendskab og manglende evne til at kommunikere.
    Det forhold, at parret har boet sammen, og at partsrepræsentanten har oplyst, at parret ikke har problemer med at kommunikere, da de kender hinandens mimik og bruger teknologiske hjælpemidler, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det er en grundlæggende forudsætning for at lære et andet menneske at kende, at man kan kommunikere på et fælles sprog, og at ansøgerens engelskkundskaber under Udlændingestyrelsens interview ikke var tilstrækkelige til at kunne forstå spørgsmålene på engelsk, hvorfor spørgsmålene i stedet måtte tolkes til albansk. Udlændingenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at parret ikke har problemer med at kommunikere med hinanden.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forhold at parret efter ægteskabets indgåelse har boet sammen, ikke ændrer ved det forhold, at parret på vielsestidspunktet ikke kan antages at have et sådan sædvanligt kendskab til hinanden, som må forventes forud for indgåelsen af ægteskab.
    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har givet divergerende oplysninger om centrale, personlige forhold under parrets interviews med repræsentanter fra Udlændingestyrelsen:
    • Referencen oplyste, at ansøgeren indledte kontakten til ham på en datingplatform, hvor hun havde en profil på dansk, hvorimod ansøgeren oplyste, at referencen indledte kontakten til hende på en datingplatform, hvor hun havde en profil på albansk.
    • Referencen oplyste, at ansøgeren foreslog og insisterede på, at parret skulle mødes dagen efter de først fik kontakt til hinanden, og at de mødtes igen dagen efter deres første personlige møde, hvorimod ansøgeren oplyste, at der gik to uger fra parret første gang fik kontakt og til deres første personlige møde.
    • Referencen oplyste, at parret blev kærester efter 2-3 måneders bekendtskab, hvorimod ansøgeren oplyste, at der gik lidt over en måned fra parrets første møde og til de blev kærester.
    • Referencen oplyste, at parret var til et møde om familiesammenføring hos deres partsrepræsentant i ugen efter vielsen (som var i medio oktober 2019) og derefter løbende indsendte dokumenter til brug for ansøgningen, men at ansøgningen først blev indgivet primo januar 2020 pga. partsrepræsentantens langsommelighed, hvorimod ansøgeren oplyste, at parret besluttede sig for at søge om familiesammenføring i januar 2020.
    • Referencen oplyste, at ansøgeren havde været gravid, men at hun tabte barnet ved en ufrivillig (spontan) abort, hvorimod ansøgeren oplyste, at aborten var frivillig (provokeret) og besluttet af parret i fællesskab.
    • Referencen oplyste, at ansøgeren er uddannet som laborant, hvorimod ansøgeren oplyste, at hun alene har gået 8 år i grundskole.
    • Referencen oplyste, at ansøgeren ikke havde haft arbejde under et ophold i Grækenland, hvorimod ansøgeren oplyste, at hun i en periode på 12-13 år har boet i Grækenland og der har arbejdet på restauranter med opvask og madlavning samt som tjener.
    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen har forklaret divergerende om væsentlige personlige forhold, som et ægtepar med et indgående kendskab til hinanden må forventes at kunne oplyse samstemmende om.
    Det forhold, at parret efterfølgende har forklaret divergenserne med bl.a. misforståelser og hukommelsesbesvær, og at det til klagen er oplyst, at parret elsker hinanden, og at ansøgeren ikke ville flytte med sit barn til Danmark, hvis ikke forholdet til referencen var reelt, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til parrets korte bekendtskab forud for vielsen, parrets manglende evne til at kommunikere, og parrets manglende kendskab til hinandens personlige forhold.
    Det forhold, at referencen ikke kan fraflytte Danmark, da han skal tage sig af sine 3 særbørn, og at ansøgeren er vigtig for referencens særbørn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke mellem ansøgeren og referencen kan antages at være et beskyttelsesværdigt familieliv.
    Udlændingenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der er grundlag for at antage, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren. Af samme grund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren og referencen ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.
    Det forhold, at det til sagen er oplyst, at ansøgerens særbarn har gået i skole i Danmark, at hun klarer sig godt, og at barnets tarv bør blive tillagt højest prioritet og udgør en særlig omstændighed, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet konstaterer, at ansøgerens særbarn medio december 2020 blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, at hun i forbindelse med afslaget blev pålagt at udrejse af Danmark senest i medio januar 2021, og at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke ses at være blevet påklaget til Udlændingenævnet.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25.06.2021 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 25-06-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en nordmakedonsk statsborger, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin mindreårige søn.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren søgte i august 2016 om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Parret havde et fællesbarn (referencen), der var født i oktober 2004. Referencen fik i juni 2017 opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende far, og indrejste efterfølgende i juni 2017 i Danmark, hvor han boede hos sin far. I november 2017 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Ansøgeren søgte i november 2019 om familiesammenføring med referencen. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren var indrejst i Danmark i oktober 2019, og siden indrejsen havde opholdt sig hos referencen. Under sagen blev der fremlagt et certifikat, udstedt i november 2019 af et lokalt civilregister i Nordmakedonien, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencens fars ægteskab blev ophævet ved dom i februar 2016, og at dommen var endelig i august 2016. Udlændingestyrelsen meddelt i oktober 2020 ansøgeren afslag på familiesammenføring.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
    Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at det er en forudsætning for, at der kan meddeles opholdstilladelse som følge af et herboende mindreårigt barn, at ansøgeren ikke udgør en familiemæssig enhed med barnets herboende anden forælder, og at forældrene ikke har opløst den familiemæssige enhed med det af gørende formål at opnå et bedre grundlag for meddelelse af opholdstilladelse til den ikke-herboende forælder.
    Udlændingenævnet kan, i lighed med Udlændingestyrelsen, ikke lægge til grund, at den familiemæssige enhed mellem ansøgeren og referencens far reelt er opløst.
    Det forhold, at partsrepræsentanten har anført, at ansøgeren blev skilt fra referencens far i 2016, idet referencens far havde indgået et nyt forhold, og at de ikke siden har levet sammen på en måde, som udgør et faktisk samliv, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er grund til at antage, at ansøgeren og referencens fars skilsmisse er indgået med det formål at opnå et bedre grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, idet skilsmisseforløbet fremstår usammenhængende, og dermed konstrueret til lejligheden.
    Udlændingenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte dokumentation, som er udstedt november 2019 og således samme dag, som ansøgeren søgte om familiesammenføring til referencen, at ansøgeren blev skilt fra referencens far i februar 2016, og at skilsmissen trådte endelig i kraft i august 2016, men at ansøgeren i august 2016 søgte om familiesammenføring med referencens far på baggrund af deres ægteskab, ligesom det fremgår af ansøgningen, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark opholdte sig hos sin ægtefælle.
    Ansøgeren indgav ikke under sagens behandling og frem til Udlændingestyrelsen traf en afgørelse i november 2017 oplysninger om, at hendes og referencens fars ægteskab var ophørt, men opholdte sig derimod på den fælles bopæl frem til modtagelsen af Udlændingestyrelsens afslag.
    Udlændingenævnet kan på baggrund heraf ikke lægge til grund, at ansøgeren og referencens fars familiemæssige enhed faktisk er ophørt, som anført af partsrepræsentanten.
    Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse skal vurderes på baggrund af forholdet til referencens far, og at den familiemæssige enhed som helhed, herunder i forhold til parrets fællesbørn, skal indgå i denne vurdering. Der skal således ikke laves en særskilt vurdering af ansøgerens forhold til referencen.
    På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplyst om hindringer for, at ansøgeren og referencen kan udøve familielivet ved besøgsophold som hidtil.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • EU - Primær bevægelighed - Selvforsørgende - person med tilstrækkelige midler

    Dato: 21-06-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyskland, som havde søgt om opholdsret i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen