right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – Brexit – tilstrækkelige midler

    Dato: 03-11-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen til en britisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, som var statsborger i Storbritannien, var i august 2017 blevet meddelt ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indgav i oktober 2021 ansøgning om en opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget lønindkomst i perioderne fra december 2017 til og med februar 2018, fra juni 2018 til og med februar 2019, fra juli 2019 til og med september 2019 og i december 2019. Det fremgik videre, at ansøgeren havde modtaget kontanthjælp i perioden fra februar 2021 til og med december 2021, og at ansøgeren efter en periode i 2022 med både sygedagpenge og lønindkomst, igen havde modtaget kontanthjælp fra november 2022 til og med juli 2023. Til sagen var bl.a. indsendt ansøgninger om offentlig forsørgelse fra juli 2020 og januar 2021. Det var desuden gjort gældende, at ansøgeren havde købt ejendom i Danmark, og at ansøgerens

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra april 2023.

    Udlændingenævnet finder således, at det ikke på det foreliggende grundlag kan lægges til grund, at [ansøgeren] havde lovligt ophold i Danmark i medfør af EU-retten på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.

    Det er indledningsvis indgået i Udlændingenævnet vurdering, at [ansøgeren] senest i august 2017 blev meddelt opholdsret som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.

    Udstedelse af et registreringsbevis efter EU-retten forud for udløbet af overgangsperioden den 31. december 2020 medfører imidlertid ikke i sig selv, at en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2. Udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 forudsætter, at det kan anses for godtgjort, at den britiske statsborger på tidspunktet for overgangsperiodens udløb havde lovligt ophold efter EU-retten i Danmark.

    Udlændingenævnet finder herefter, at [ansøgeren] ikke kan anses for at have haft ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] til sagen har indsendt en ansøgning om offentlig forsørgelse fra juli 2020, og at [ansøgeren], efter Udlændingenævnets vurdering, herved må anses for at have tilkendegivet, at [ansøgeren] ikke længere havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse.

    Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at [ansøgeren] efter anmodning fra SIRI i februar 2023, ikke har fremsendt dokumentation for, at [ansøgeren] fortsat råder over tilstrækkelige midler, eller at der er tale om midlertidige vanskeligheder.

    Hertil kommer, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] også i januar 2021 har søgt om offentlig forsørgelse, og at det af eIndkomst fremgår, at [ansøgeren] i perioden fra februar 2021 til og med december 2021 har modtaget kontanthjælp, hvilket, efter Udlændingenævnets vurdering, understøtter vurderingen af, at [ansøgeren] ikke havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.

    Det forhold, at [ansøgeren] har modtaget lønindtægt i perioden fra juli 2019 til og med september 2019, og at [ansøgeren] derfor i den pågældende periode umiddelbart kunne anses for arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en eventuel ret til ophold som arbejdstager imidlertid må anses for ophørt, idet [ansøgeren], på trods af SIRI’s anmodning i februar 2023, ikke har indsendt dokumentation for, at [ansøgeren] blev uforskyldt ledig, og at [ansøgeren] var rettidigt tilmeldt jobcenteret.

    [Ansøgerens] opholdsret som person med tilstrækkelige midler, må derfor anses for ophørt senest i juli 2020, hvor [ansøgeren] første gang ansøgte om offentlig forsørgelse.

    Idet [ansøgerens] opholdsret således var ophørt, før [ansøgeren] kunne anses for at have haft ret til ophold i 5 på hinanden følgende år, kan [ansøgeren] endvidere ikke anses for at have opnået ret til tidsubegrænset opholdsret.

    Det til støtte for klagen anførte om [ansøgerens] tilknytning til Danmark, herunder [ansøgerens] familiemæssige relationer, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke kan indgå ved vurderingen af, om en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2.

    Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt – reelt og faktisk ophold

    Dato: 03-11-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for international Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde indgivet ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, der var den danske statsborgers samlever, indgav i marts 2023 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra primo februar 2023 til ultimo marts 2023 havde opholdt sig i Sverige sammen med ansøgeren og parrets fælles barn. Den danske statsborger arbejdede i Danmark. Der var til ansøgningen vedlagt bl.a. kontoudtog fra den danske statsborgers bank, kvitteringer for flytteanmeldelse fra Danmark til Sverige, en lejekontrakt, kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas samt den danske statsborgers ansættelseskontrakt og lønsedler.

    I april 2023 traf SIRI afgørelse om afslag på ansøgers opholdsret under henvisning til, at den danske statsborger ikke havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige inden sin tilbagevenden til Dan-mark.

    Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:

    ”SIRI lægger til grund, at [referencen] har været registreret som udrejst til Sverige i CPR i perioden fra [primo] februar 2023 til [primo] marts 2023. Dette indebærer ikke i sig selv, at [referencen] havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, da der alene er tale om en registrering.

    SIRI lægger endvidere til grund, at det er oplyst, at [referencen] vendte tilbage til Danmark [ultimo] marts 2023.

    I vurderingen lægger SIRI afgørende vægt på varigheden af [referencens] ophold i Sverige, som har varet i perioden fra [primo] februar 2023 til enten [primo] marts 2023 eller frem til [ultimo] marts 2023. [Referencens] ophold i Sverige udgør derfor enten 30 eller 51 dage.

    SIRI finder derfor, at [referencen] ikke har haft etableret et faktisk og reelt ophold i Sverige, og at [referencen] ikke i Sverige havde indrettet sig på en sådan måde, at det viste, at [referencen] havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Sverige og drage de konsekvenser, der følger af at flytte til et andet land.

    SIRI henviser også til, at det som udgangspunkt vil tale imod et faktisk og reelt ophold i en anden medlemsstat, hvis der er tale om et kortvarigt ophold, jf. EU-Domstolens dom i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 59.

    Det kan ikke føre til, at SIRI vurderer, at der er etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, at der er fremlagt dokumentation for, at [referencen] har afholdt udgifter til husleje, pendling og almindelig husholdning i Sverige i perioden fra primo februar 2023 og indtil [referencen] tilbagevenden til Danmark.

    SIRI lægger her vægt på, at EU-Domstolen i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 52, udtalte, at en unionsborger, som udøver sin ret til frit at opholde sig i en anden medlemsstat i op til 3 måneder (ophold efter artikel 6 i opholdsdirektivet), ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.

    SIRI vurderer derfor, at de samlede omstændigheder vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at [referencens] ophold i Sverige må betragtes som et korttidsophold efter opholdsdirektivet, og at et sådant ophold ikke kan udgøre et faktisk og reelt ophold.

    Eftersom [referencen] ikke har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, kan [ansøgeren] ikke gives ret til ophold i Danmark i medfør af reglerne om familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af april 2023 af de grunde, som SIRI har anført. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at [referencens] ophold i Sverige ikke fører til, at [ansøgeren] kan aflede opholdsret fra [referencen].

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår at EU-Domstolens dom i sag C-456/12, O m.fl., at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.

    Udlændingenævnet har ved sin vurdering inddraget de argumenter, som er anført i forbindelse med klagen.

    Det kan herefter ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har kendt hinanden siden marts 2019, at [referencen] blev gravid i februar 2020, at parterne har besøgt hinanden flere gange i henholdsvis Danmark og Filippinerne, at de har boet sammen på fælles bopæl siden november 2020, at de har et reelt samliv på fælles bopæl, at de kommunikerer på samme sprog, at de har et dybdegående personligt kendskab til hinanden, og at [ansøgeren] har fremvist dokumentation for den familiemæssige tilknytning til [referencen].

    Udlændingenævnet bemærker i denne forbindelse, at hverken SIRI eller Udlændingenævnet bestrider [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation er underordnet for vurderingen af, om [referencen] selv har etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at kravet om reelt og faktisk ophold i et andet EU-land ikke gælder for danske statsborgeres familiemedlemmer, og at [ansøgeren] har fremvist bevis på sit faktiske ophold i Sverige.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette ikke vil kunne ændre ved den omstændighed, at [referencen] i sin egenskab af unionsborger og dansk statsborger ikke kan antages at have etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har op-bygget og konsolideret et familieliv før [ansøgerens] ankomst til Sverige, at de har udøvet familielivet i Sverige i en periode på 51 dage frem til [referencens] tilbagevenden til Danmark, og at denne periode ikke er for kort til at opbygge og konsolidere et familieliv.

    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at omstændighederne vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at det må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som i sig selv er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.

    Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at det er anført, at SIRI’s afgørelse vægter på en tynd bevisførelse samt en forkert formodning og vurdering af den aktuelle hensigt i sagen, og at det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip forpligter den myndighed, der skal træffe afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse, og myndigheden ikke må træffe afgørelse på grundlag af et utilstrækkeligt materiale.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] ved den forelagte dokumentation har redegjort for forholdene omkring sit ophold i Sverige i en sådan grad, at der ikke var behov for, at SIRI indhentede yderligere dokumentation. Udlændingenævnet finder således, at [referencens] egen oplysning om opholdets varighed samt navnlig den indsendte kontoudskrift, ansættelseskontrakt og lejekontrakt udgør de for sagen nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til, at SIRI kunne træffe en korrekt og materielt rigtig afgørelse om, hvorvidt [referencen] i lyset af den ovenfor anførte retspraksis havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med klagesagen er anført, at SIRI’s afgørelse har negative konsekvenser for [ansøgerens] og [referencens] familie.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette forhold i sager om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen har betydning i tilfælde, hvor der skal tages stilling til, om en allerede eksiste-rende opholdsret skal ophøre. Eftersom [ansøgeren] aldrig har haft et opholdsgrundlag i Danmark, kan det anførte derfor ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om han har opnået en afledt opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 31. oktober 2023 - EU – primær bevægelighed – familiemedlem – afslag på tidsubegrænset opholdsret og ophør af opholdsret

    Dato: 31-10-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Nigeria, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, og som søgte om tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I februar 2018 indrejste ansøgeren i Danmark og fik udstedt EU-opholdskort som medfølgende ægtefælle til en herboende unionsborger. Ansøgeren indgav i december 2022 ansøgning om tidsubegrænset opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren og unionsborgeren havde ophævet deres samliv i maj 2021 og var påbegyndt processen for at blive skilt ved Familieretshuset, men at skilsmissen aldrig blev bevilget, fordi ansøgeren og unionsborgeren afbrød processen. Unionsborgeren var i juli 2021 udrejst af Danmark sammen med parrets mindreårige barn.

    Udlændingenævnets afgørelse vedrørende ansøgerens ret til tidsbegrænset ophold

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2023. Ansøgerens ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 10, stk. 1, er derfor ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i februar 2018 af SIRI blev meddelt opholdsret her i landet som familiemedlem til unionsborgeren, og at det derfor er en betingelse for ansøgerens opholdsret, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren udrejste af Danmark i juli 2021, og at det af indkomstregistreret fremgår, at unionsborgeren senest har haft lønindkomst i Danmark i juli 2021.

    Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren er udrejst til Cypern i juli 2021 og i en længere periode ikke har haft ophold i Danmark, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark siden juli 2021.

    Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgerens opholdsret som familiemedlem til unionsborgeren ophørte i juli 2021, idet det på det foreliggende grundlag ikke kan lægges til grund, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark siden juli 2021 og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

    Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren rejste til Cypern i en midlertidig periode, fordi parrets fællesbarn skulle i et behandlingsforløb, at unionsborgeren havde til hensigt at vende tilbage til Danmark og under sin udrejse var tilmeldt betaling af diverse faste udgifter i Danmark, og at ansøgeren ved indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdsret forventede, at unionsborgeren ville vende tilbage til Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke som følge heraf er dokumenteret, at unionsborgeren efter juli 2021 reelt har haft ophold i Danmark og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan bevare sin opholdsret efter unionsborgerens udrejse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, idet denne bestemmelse alene finder anvendelse for unionsborgere.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at SIRI har truffet afgørelsen på et forkert grundlag, idet ansøgeren bør bevare sin opholdsret i Danmark medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens §§ 16, stk. 2 og 17, stk. 2.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 16, stk. 2, idet bestemmelsen alene finder anvendelse i tilfælde af hovedpersonens død.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, alene finder anvendelse i tilfælde af hovedpersonens og dennes ægtefælles skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse. Udlændingenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke er omfattet af bevarelsesbestemmelsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, idet ansøgeren og unionsborgeren fortsat er gift.

    Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren og unionsborgeren i maj 2021 påbegyndte processen for at blive skilt ved Familieretshuset, idet ansøgeren og unionsborgeren valgte at stoppe processen, og at processen således ikke har ledt til, at ansøgeren og unionsborgeren faktisk er blevet skilt.

    Endvidere kan det anførte om, at ansøgerens og unionsborgerens samliv må anses som ophørt i maj 2021, at de forud for samlivsophøret havde været gift i over 5 år, og at ansøgeren betaler børnebidrag til deres fællesbarn, ikke føre til, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, idet samlivsophør ikke kan sidestilles med skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til EU-Domstolens dom af 13. februar 1985 i sag 267/83, Diatta, hvor EU-Domstolen bl.a. fastslog, at de ægteskabelige bånd ikke kan anses for brudt, så længe ægteskabet ikke er blevet opløst ved en afgørelse fra den kompetente myndighed, hvilket ikke er tilfældet, når ægtefællerne blot har ophævet samlivet, også selv om de har til hensigt senere at lade sig skille.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ifølge CPR indrejste i Danmark i en alder af 32 år, hvorfor ansøgeren har tilbragt hovedparten af sit liv uden for Danmark.

    Udlændingenævnet finder dertil, at det forhold, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder, og at ansøgeren har været tilknyttet det danske arbejdsmarked under sit ophold, ikke i sig selv kan føre til, at en meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens opholdsret allerede ophørte i juli 2021, idet det herefter ikke kan konstateres, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er oplyst om sådanne familiemæssige forhold, der kan begrunde, at en meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og unionsborgerens fællesbarn efter det oplyste er udrejst til Cypern i juli 2021 sammen med unionsborgeren, og at barnet ifølge oplysningerne i CPR fortsat er udrejst.

    Udlændingenævnet bemærker, at SIRI i december 2022 anmodede om yderligere oplysninger om ansøgerens personlige forhold og tilknytning til Danmark, men at der under SIRI’s såvel som Udlændingenævnets behandling af sagen alene er modtaget oplysninger om ansøgerens tilknytning til det danske arbejdsmarked.

    Udlændingenævnet finder herefter, at det på det foreliggende grundlag ikke kan antages at virke særligt belastende for ansøgeren, at opholdsretten ophører.

    Udlændingenævnets afgørelse vedrørende ansøgerens ret til tidsubegrænset ophold

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som medfølgende familiemedlem til en unionsborger uafbrudt i 5 år, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har haft et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen siden juli 2021. Der henvises til begrundelsen ovenfor.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i februar 2018 fik udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til unionsborgeren.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at udstedelse af opholdskort efter EU-retten alene er konstaterende og således ikke i sig selv skaber et opholdsgrundlag.

    Idet unionsborgeren er udrejst af Danmark i juli 2021, og ansøgeren herefter – som beskrevet ovenfor – ikke har bevaret sin opholdsret, har ansøgeren ikke haft lovligt ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen i 5 år.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. oktober 2023 – Sekundær bevægelighed – Forsørgelseskrav

    Dato: 17-10-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra USA, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren, der var gift med en dansk statsborger, indgav i december 2022 ansøgning om EU-opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger. Det var til ansøgningen oplyst, at den danske statsborger og ansøgeren havde opholdt sig i Spanien i perioden fra februar 2022 og frem til november 2022, og at den danske statsborger havde været arbejdstager. Der var til ansøgningen bl.a. vedlagt kopi af den danske statsborgers kontoudtog og ansættelseskontrakt.

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af februar 2023. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet har indledningsvist, ligesom SIRI, lagt til grund, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Spanien, som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende). Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger har været bosiddende i Spanien, men at vedkommende har haft arbejde i Gibraltar. Den danske statsborger kan derfor ikke anses for at have været arbejdstager i Spanien i medfør af reglerne om fri bevægelighed.

    Derudover har Udlændingenævnet lagt til grund, at den danske statsborger og ansøgeren har konsolideret et familieliv ved deres ophold i Spanien. Det er herved indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger og ansøgeren bl.a. har indsendt en række dokumenter for deres fælles ophold i Spanien, herunder en fælles lejekontrakt.

    Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af de foreliggende oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.

    Forsørgelseskravet stilles, idet den danske statsborger inden indrejsen i Danmark har opholdt sig i Spanien som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende), og da den danske statsborger ved sin tilbagevenden til Danmark i november 2022 forsat var ikke-økonomisk aktiv.

    Det forhold, at den danske statsborger har været i beskæftigelse i perioden fra marts 2023 til og med maj 2023 kan ikke føre til, at den danske statsborger kan anses for at have været økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark, og at forsørgelseskravet derfor ikke stilles.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborgers ansættelse først begyndte 3 måneder efter indrejsen i Danmark, og at den danske statsborgers ansættelse alene har været af begrænset omfang og varighed. Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger i perioden fra marts 2023 til og med maj 2023 i gennemsnit arbejdede ca. 16 timer om måneden, og at den danske statsborger efter maj 2023 ikke ses at have haft en lønindkomst.

    Det er herefter indgået i Udlændingenævnets vurdering af forsørgelseskravet, at det af de fremlagte bankudskrifter af december 2022 fremgår, at den danske statsborger pr. december 2022 havde et samlet indestående på 1.654 euro, svarende til ca. 12.300 kr., og at den danske statsborger siden april 2023 månedligt har modtaget 2.474 kr. i SU.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at beløbene på den danske statsborgers kontoudskrifter ikke i sig selv godtgør, at den danske statsborger har tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv og ansøgeren. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at et beløb på ca. 12.300 kr., ikke over en længere periode må antages at udgøre et tilstrækkelig beløb for forsørgelse af to personer.

    Udlændingenævnet skal i forlængelse heraf henvise til de gældende satser i § 22 i lov om aktiv socialpolitik, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 1, ved vurderingen af forsørgelseskravets størrelse.

    Ved vurderingen har Udlændingenævnet desuden lagt vægt på, at den danske statsborger ud over sit bankindestående har haft lønindtægt fra sin arbejdsplads, og at den danske statsborger har modtaget SU. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til, at den danske statsborger opfylder forsørgelseskravet. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på beløbets begrænsede størrelse, som ikke ud fra de gældende satser i § 22 i lov om aktiv socialpolitik, må anses at være tilstrækkelige midler til to personer.

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der i øvrigt ikke er fremlagt dokumentation for andre indtægter eller midler, som taler for, at den danske statsborger opfylder forsørgelseskravet. Det forhold, at det af CPR fremgår, at den danske statsborger er bosiddende på samme adresse som sin far, kan ikke føre til en ændret vurdering, da oplysningen ikke dokumenterer, at der foreligger særlig forhold vedrørende den danske statsborger og ansøgerens økonomiske situation.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2023 – Brexit – Britisk statsborger – Ej ophold inden overgangsperiodens udløb

    Dato: 13-10-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en britisk statsborger, som havde fået afslag på udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i december 2021 ansøgning om udstedelse af opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsen som britisk statsborger. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren i marts 2019 fik udstedt et registreringsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsen som person med tilstrækkelige midler, og at ansøgeren samme dag blev bopælsregisteret i Danmark. SIRI anmodede under sagsbehandlingen om dokumentation for ansøgerens ophold i Danmark, men SIRI modtog ikke yderligere fra ansøgeren. Under klagesagen blev det oplyst, at ansøgeren havde været bosiddende her i landet sammen med sin herboende kæreste, men at ansøgeren ofte havde været i England for at hjælpe sin datter, ligesom COVID-19 havde haft indflydelse på ansøgerens mulighed for at returnere til Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af oktober 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren havde taget ophold i Danmark i medfør af EU-retten inden overgangsperiodens udløb den 31. december 2020, og at ansøgeren forsat havde ophold i Danmark efter den 31. december 2020.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i marts 2019 blev meddelt opholdsret her i landet som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende) i medfør af den dagældende EU-opholdsbekendtgørelses § 6, stk. 1, og at ansøgeren ifølge CPR har haft bopæl i Danmark siden marts 2019.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke i selv kan føre til, at ansøgeren har ret til ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU, da oplysningerne ikke i selv dokumenterer ansøgerens ophold her i landet, da der alene er tale om registreringer.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at der ud over ovenstående registreringer i CPR og udlændingemyndighedernes systemer ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren faktisk har opholdt sig her i landet, selvom SIRI ved breve af august 2022 og september 2022 anmodede om dokumentation for ansøgerens ophold.

    Det forhold, at det til klagen har anført, at referencen og ansøgeren har boet sammen siden 2019, og at de i 2019 købte en byggegrund, kan ikke føre til ændret vurdering, da det ikke er dokumenteret, at ansøgeren faktisk opholdt sig i Danmark.

    Det anførte om, at ansøgeren var i London, da COVID-19 begyndte, og ansøgeren derfor ikke kunne indrejse i Danmark samt, at ansøgeren ofte har været i London for at hjælpe sin yngste datter, ændrer ikke Udlændingenævnets vurdering. Udlændingenævnet henviser til det ovenfor anførte om, at der ikke er fremlagt dokumentation for ansøgerens faktiske ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det en vis vægt, at referencen i klagen har anført, at ansøgeren vendte tilbage til Danmark i foråret 2023, idet Udlændingenævnet finder, at oplysningen taler for, at ansøgeren ikke har taget ophold i Danmark.

    Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at der er indsendt erklæring af oktober 2022 vedrørende referencens forsørgelse af ansøgeren samt arbejdsgivererklæring, allerede fordi, at det ikke er tilstrækkelig dokumenteret, at ansøgeren faktisk havde ophold inden overgangsperiodens udløb, og at ansøgeren fortsat havde ophold efter overgangsperiodens udløb.

    Endelig kan den vedlagte prøvelsesattest og oplysningen om, at referencen og ansøgeren i oktober 2023 skal giftes, ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne alene vedrører ansøgerens og referencens relation som par og ikke nærmere dokumenterer ansøgerens ophold.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2023 – EU – Brexit – Tidsubegrænset opholdsdokument

    Dato: 04-09-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på udstedelse af tidsubegrænset opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren blev i marts 2012 meddelt opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indgav i september 2021 ansøgning om opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke havde haft lønindkomst efter september 2015. Ansøgeren havde oplyst, at han var selvstændig erhvervsdrivende, og at hans virksomheds startede i februar 2016. Derudover havde ansøgeren sin ægtefælle, deres 2 fællesbørn og fast ejendom i Danmark. Ansøgeren havde til sagen vedlagt årsopgørelser for 2015-2020. Af årsopgørelserne for 2018 og 2019 fremgik overskud af udenlandsk virksomhed, mens der intet fremgik af de andre årsopgørelser. Som dokumentation for 5 års ophold i Danmark fremsendte ansøgeren et kontoudskrift for perioden september 2020-september 2022, der ikke kunne henføres til ansøgeren, og dokumentation for COVID-19 vaccinationer i juni og juli 2021. Til Udlændingenævnet indsendte ansøgeren et personhenførbart kontoudtog for perioden september 2014-juli 2021.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse fra oktober 2022.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [ansøgeren] har ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.

    Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at [ansøgeren] i marts 2012 fik udstedt registreringsbevis som arbejdstager i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, og at det fremgår af eIndkomst, at [ansøgeren] modtog lønindkomst frem til juni 2015.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af de til klagen indsendte kontoudtog kan lægges til grund, at [ansøgeren] i perioden fra september 2014 til juli 2021 har opholdt sig i Danmark uden længerevarende ophold uden for landet og har haft tilstrækkelige midler til sin forsørgelse.

    Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at det kan anses for godtgjort, at [ansøgeren] har opholdt sig i Danmark i 5 på hinanden følgende år med et lovligt opholdsgrundlag som henholdsvis arbejdstager og som person med tilstrækkelige midler, og at [ansøgeren] derfor havde opnået ret til tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18 forud for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at kontoudtoget for perioden fra september 2020 til september 2022 fremsendt til SIRI i september 2022 kan personhenføres til [ansøgeren], idet det fremgår af kontoudtoget, at det også vedrører kontoen, der fremgår af de til klagen indsendte kontoudtog. På baggrund af kontoudtoget kan det ligeledes lægges til grund, at [ansøgeren] har opholdt sig i Danmark frem til tidspunktet for SIRI’s afgørelse.

    På baggrund af sagens samlede omstændigheder vurderer Udlændingenævnet således, at [ansøgeren] opfylder betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan udstede et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Ophør og Tidsubegrænset ophold

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse om ophør af en sydkoreansk statsborgers opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og afslag på tidsubegrænset opholdsret.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren blev i november 2016 meddelt opholdsret i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ansøgeren og den danske statsborger havde sammen et dansk statsborgerbarn født i 2017. I januar 2019 traf Statsforvaltningen afgørelse om, at ansøgerens opholdsret ikke var ophørt, idet den var bevaret som følge af samvær med det danske statsborgerbarn. I oktober 2021 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset EU-opholdsret. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at samværet med barnet alene foregik online. Ansøgningen var vedlagt en afgørelse fra september 2021 fra Familieretshuset, som havde truffet afgørelse om, at den danske statsborger havde fuld forældremyndighed over det danske statsborgerbarn.

    Udlændingenævnets afgørelser:
    ”Derfor har ansøgeren ikke ret til tidsubegrænset ophold:

    Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremsendt dokumentation for eller foreligger oplysninger om, at ansøgeren har haft lovligt ophold efter EU-retten som medfølgende familiemedlem her i landet uafbrudt i 5 år.

    Det fremgår således af sagens oplysninger, at ansøgeren senest i juni 2016 indrejste i Danmark og blev meddelt opholdsret efter EU-retten som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, og at Statsforvaltningen i januar 2019 traf afgørelse om, at ansøgeren havde bevaret sin opholdsret, selv om ansøgeren ikke opfyldte betingelserne herfor, som følge af samvær med sit danske statsborgerbarn. Imidlertid må ansøgerens opholdsret anses for ophørt i maj 2019, og ansøgeren har således ikke haft ophold i Danmark efter EU-retten uafbrudt i 5 år. Der henvises til begrundelsen nedenfor.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren haft et andet lovligt opholdsgrundlag i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

    Derfor er ansøgerens tidsbegrænsede ret til ophold efter EU-retten ophørt:

    Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af ultimo marts 2022. Ansøgerens opholdsret, der tidligere blev bevaret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, ophørte derfor i maj 2019, idet ophør fra dette tidspunkt ikke længere må anses for særligt belastende for ansøgeren.

    Statsforvaltningen traf i januar 2019 afgørelse om, at ansøgeren fra september 2016 ikke længere opfyldte betingelserne for sin opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger. Statsforvaltningen fandt samtidig, at ansøgeren alligevel bevarede sin opholdsret, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 (tidligere § 39), og udlændingelovens § 26, 1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2 (tidligere § 32, stk. 1, 2. pkt.).

    Det fremgår af Statsforvaltningens afgørelse om bevarelse af ansøgerens opholdsret, at der blev lagt afgørende vægt på, at ansøgeren havde samvær med sit og den danske statsborgers fællesbarn, født i april 2017, idet ansøgeren havde oplyst at have fast og regelmæssigt samvær med overnatning hver anden weekend. Disse oplysninger var blevet bekræftet af den danske statsborger, hvorfor Statsforvaltningen lagde oplysningerne til grund.

    Det fremgår videre af Statsforvaltningens afgørelse, at ansøgeren alene kunne bevare sin opholdsret i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, så længe betingelserne herfor var opfyldt.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at en afgørelse om ophør af ansøgerens opholdsret ikke siden maj 2019, kan anses for at være særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, hvoraf det fremgår, at Familieretshuset har truffet afgørelse om, at den danske statsborger har den fulde forældremyndighed over det danske statsborgerbarn, indtil den endelige afgørelse om forældremyndighed og samvær forelægger. Familieretshuset lagde i den forbindelse vægt på, at det var vurderet, at det var bedst for det danske statsborgerbarn at bo hos den danske statsborger, bl.a. fordi barnet på afgørelsestidspunktet var 4 år og ikke havde set ansøgeren i 2 år.

    Ansøgeren har til SIRI i december 2021 oplyst, at samværet med det danske statsborgerbarn alene foregår online. Til Udlændingenævnet har ansøgeren endvidere oplyst, at ansøgeren ikke har haft mulighed for fysisk samvær med sit barn, fordi den danske statsborger forhindrede samvær, og fordi COVID-19 besværliggjorde alt i de sidste 2 år. Udlændingenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren ikke har haft fysisk kontakt til eller samvær med det danske statsborgerbarn.

    Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren har forsøgt at få bevilliget samvær af Familieretshuset eller i øvrigt forsøgt at opnå kontakt med det danske statsborgerbarn før 2021. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, at det var den danske statsborger, der i april 2021 søgte om ophævelse af den fælles forældremyndighed, at ansøgeren dukkede op på den danske statsborgers bopæl i marts 2021, og at dette var første kontakt i 2 år. Det fremgår videre, at det danske statsborgerbarns børnehave til Familieretshuset har oplyst, at de aldrig har mødt eller hørt noget fra ansøgeren hverken telefonisk eller på skrift.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at der skal tages hensyn til ansøgerens og det danske statsborgerbarns fremtidige forhold, herunder den lange afstand mellem Danmark og Sydkorea, at ansøgeren ikke ønsker at blive adskilt fra sit barn, at der skal tages hensyn til de menneskeretlige aspekter herved, og at ansøgeren ikke vil have mulighed for at have samvær med sit barn, hvis ansøgeren skal udrejse af Danmark.

    Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det efter praksis ikke er muligt at blive meddelt opholdsret eller bevare en opholdsret i Danmark med henblik på etablering eller intensivering af samvær med herboende børn. Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til meddelelse af et opholdsgrundlag, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær.

    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke har været samvær af et sådant omfang, at det måtte anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren ophør af opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at ansøgeren har mulighed for at besøge det danske statsborgerbarn på et visumbesøg, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne for at få udstedt et visum.

    Udlændingenævnet finder endvidere på baggrund af sagens samlede oplysninger, at der ikke er indtrådt andre særlige omstændigheder der vil medføre, at ophør af ansøgerens opholdsret vil være særligt belastende.

    Udlændingenævnet har ud fra en samlet og konkret vurdering lagt vægt på, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i juni 2016, og at ansøgeren har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, og at ansøgeren og den danske statsborgers samliv ophørte, da deres barn var 1 år, og at ansøgeren ikke har samvær med sit barn.

    Ansøgeren kan derfor ikke på baggrund af sit ophold anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af ret til ophold kan antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet bemærker hertil, at ansøgeren efter det oplyste har kontakt med sin mor i sit hjemland.

    Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i 2021 påbegyndte en kandidatuddannelse på RUC, at ansøgeren efter det oplyste er medlem af en frimurerloge og i januar 2020 blev døbt i en kirke. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren herved kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at det må anses for særligt belastende at anse opholdsretten for ophørt.

    Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af det anførte, SIRI's afgørelser.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. august 2023 – EU - primær bevægelighed – medfølgende familie – forælder

    Dato: 11-08-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Nordmakedonien, der havde søgt om opholdsret efter EU-retten som medfølgende familiemedlem til en unionsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder

    I 2020 blev ansøgeren af SIRI meddelt afslag på EU-opholdsret som medfølgende familie til sin voksne søn, der havde EU-opholdsret i Danmark. Udlændingenævnet stadfæstede i september 2021 denne afgørelse. I februar 2022 indrejste ansøgeren på ny i Danmark og indgav i marts 2022 igen ansøgning om EU-opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin søn. Ansøgeren og unionsborgeren havde efter det oplyste boet sammen i Nordmakedonien inden unionsborgerens indrejse i Dannmark. Der vil sagen bl.a. fremlagt kopi af unionsborgerens overførsler til ansøgerens bankkonto i Nordmakedonien samt dokumentation for overførsler til et nordmakedonisk el-firma. Endvidere var fremlagt lægeerklæringer, hvoraf det fremgik, at ansøgeren blev bragt til et hospital grundet store smerter, og at ansøgeren led af gift og forhøjet blodtryk. Endelig blev det oplyst, at ansøgeren var blevet en del af unionsborgerens husstand i Danmark under udlændingemyndighedernes sagsbehandling, idet ansøgerne var blevet meddelt processuelt ophold.

    I september 2022 meddelte SIRI afslag på udstedelse af EU-opholdskort under henvisning til, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen af familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.

    Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:

    ”SIRI har lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, som familiemedlem til unionsborgeren, idet SIRI ikke finder det tilstrækkelig dokumenteret, at ansøgeren har været forsørget af unionsborgeren forinden sin indrejse i Danmark.

    SIRI finder det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren ikke er i stand til at forsørge sig selv, eller at ansøgerens materielle behov i hjemlandet har været dækket af unionsborgeren. SIRI finder således, at der ikke har eksisteret et reelt forsørgelsesbehov mellem ansøgeren og unionsborgeren i perioden forud for ansøgerens seneste indrejse i februar 2022.

    Det er indgået i SIRI’s vurdering, at der til sagen er fremlagt kopier af unionsborgerens pengeoverførsler fra sin bankkonto til ansøgerens bankkonto i Nordmakedonien. Det fremgår af dokumenterne, at unionsborgeren i perioden fra august 2018 til januar 2022 i alt 6 gange har overført penge til ansøgerens bankkonto.

    SIRI finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ud fra denne dokumentation ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at der har bestået et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og unionsborgeren.

    […]

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt brev fra ansøgerens bank i Makedonien om, at ansøgeren har et indestående på sine bankkonti på henholdsvis minus 534 MKD og minus 1,22 euro.

    SIRI har herved lagt vægt på, at det alene er et øjebliksbillede af ansøgerens indestående, samt at brevet er skrevet efter ansøgerens indrejse i Danmark, hvorfor det ikke kan konstateres, at ansøgeren ikke havde penge til sin egen forsørgelse forinden ansøgerens indrejse i Danmark i februar 2022.

    Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremvist dokumentation for en pengeoverførsel på 1613 kr. til Wizz Air foretaget i februar 2022 samt pengeoverførsler fra unionsborgeren til en ukendt modtager, og at unionsborgeren har oplyst, at det er betaling af ansøgerens el-regninger.

    SIRI har herved lagt vægt på, at der ikke er fremvist dokumentation for, at der er tale om betaling af ansøgerens regninger, eller at pengeoverførslen til Wizz Air er fra eller til ansøgeren. Selv hvis dokumenterne kunne personhenføres til ansøgeren, ville det ikke ændre på vores vurdering.

    […]

    SIRI finder ikke, at ansøgeren er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 5, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren har været optaget i unionsborgerens husstand forinden ansøgerens indrejse i Danmark.

    SIRI har herved lagt vægt på, at unionsborgeren har været bopælsregistreret i Danmark siden januar 2017, og ansøgeren er indrejst i Danmark i februar 2022.

    Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at ansøgeren boede hos unionsborgeren i Nordmakedonien inden unionsborgerens indrejse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    SIRI har herved lagt vægt på, at der ikke er fremvist dokumentation herfor. SIRI har også lagt vægt på, at det er mere end fem år siden, at unionsborgeren indrejste i Danmark, og for at ansøgeren kan være omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 5, er det et krav, at ansøgeren op til sin indrejse i Danmark har været optaget i unionsborgerens husstand.

    Det er indgået i SIRI’s vurdering, at ansøgeren har fremvist dokument af juli 2022 fra en udenlandsk by. Det er endvidere indgået i SIRI’s vurdering, at ansøgeren har oplyst, at unionsborgeren ejer den bolig, som ansøgeren boede i i Nordmakedonien, samt at unionsborgeren har boet i boligen med ansøgeren.

    SIRI finder dog, at dokumentet samt oplysningerne ikke kan føre til en ændret vurdering. SIRI har herved lagt vægt på, at unionsborgeren har haft bopæl i Danmark siden 2017, og der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at unionsborgeren har opgivet sin bopæl i Danmark og faktisk boet i Nordmakedonien med ansøgeren. SIRI finder således, at der alene har været tale om, at unionsborgeren har besøgt ansøgeren i Nordmakedonien.

    Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at ansøgeren har boet med unionsborgeren, når ansøgeren har opholdt dig i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. SIRI har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation for, at ansøgeren har opgivet sin bolig i Nordmakedonien. SIRI finder således, at der alene har været tale om, at ansøgeren har besøgt unionsborgeren i Danmark.

    […]

    SIRI finder ikke, at ansøgeren er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.

    SIRI har i den anledning lagt vægt på oplysningerne i den indsendte lægeerklæring om, at ansøgeren bl.a. har forhøjet blodtryk og gigt samt dårligt syn.

    SIRI finder ikke, at den sygdom, som ansøgeren er i behandling for, er af en sådan karakter, der gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.

    Ansøgeren er ikke fremkommet med bemærkninger, der kan føre til en anden afgørelse”.

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af september 2022 af de grunde, som SIRI har anført.

    Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI. Udlændingenævnet finder derfor på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som familiemedlem til unionsborgeren, idet ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er oplyst, at SIRI ikke har forholdt sig til det faktum, at ansøgeren i en periode på ca. 1,5 år har opholdt sig i Danmark, hvor unionsborgeren forsørgede ansøgeren, og hvor ansøgeren var en del af unionsborgerens hustand. Udlændingenævnet finder imidlertid, at det anførte ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for at være omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4 og nr. 5, at man i det land man ankommer fra, har været forsørget eller optaget i unionsborgerens hustand. Unionsborgerens eventuelle forsørgelse af ansøgeren på et tidspunkt, hvor ansøgeren har opholdt sig i Danmark på processuelt ophold, kan derfor ikke medtages i vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af personkredsen.

    Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren og ansøgeren delte hustand forud for unionsborgerens indrejse i Danmark i 2017. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan have været optaget i unionsborgerens husstand i Nordmakedonien i den periode, hvor unionsborgeren har haft opholdsret og bopæl i Danmark. Videre har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ved vurderingen af, hvorvidt et familiemedlem har været omfattet af en unionsborgers husstand, lægges vægt på perioden umiddelbart forud for ansøgerens indrejse og ikke en forhenværende periode, som må anses for at være afbrudt ved unionsborgerens udrejse.

    Det forhold, at ansøgeren med tiden er blevet dårligere, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Nordmakedonien faldt, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke til sagen er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af rapporten fra hospitalet i Makedonien, fremgår, at ansøgeren lider af gigt, forhøjet blodtryk, og at ansøgeren har problemer med synet, hvilket ikke i sig selv godtgør, at det er absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.

    Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det til klagen er anført, at SIRI ikke kunne meddele afslag uden at indhente yderligere dokumentation, idet SIRI ved brev af 23. juni 2022 netop anmodede om yderligere dokumentation og i den forbindelse vejledte udførligt om, hvilken dokumentation, der f.eks. kunne fremlægges til sagen. Desuden har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det forhold, at der på baggrund af SIRI’s anmodning ikke blev indsendt tilstrækkelig dokumentation, ikke kan medføre, at SIRI på ny skal indhente yderligere oplysninger. Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at der heller ikke i forbindelse med klagen er fremsendt yderligere dokumentation.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2023 – EU - Primær bevægelighed – Medfølgende familie – Samlevende

    Dato: 28-07-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Sydafrika, som havde søgt om EU-opholdskort som fast samlevende med en græsk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i april 2022 ansøgning om opholdsret som fast samlever til en herboende unionsborger, der havde opnået tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne. Parret oplyste, at de indledte deres forhold i 2019, at de flyttede sammen i Danmark i november 2021, og at de havde foretaget ægteskabslignende dispositioner. Som dokumentation havde parret indsendt bl.a. en bekræftelse vedrørende fælles indboforsikring, flybilletter i ansøgerens navn, kontoudskrifter, en samlivserklæring og en ansøgning om prøvelsesattest.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af december 2022.

    Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 2.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15, idet ansøgeren ikke kan anses for omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.

    Udlændingenævnet finder således efter en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger og dokumentation, at der ikke består en behørigt dokumenteret varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, hvorfor de ikke kan anses for at være faste samlevende under henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2, jf. § 15.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at de anførte oplysninger samt den indsendte dokumentation vedrørende ansøgerens og unionsborgerens boligforhold i perioden fra november 2021 til dags dato, ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har etableret et fast samlivsforhold i den angivne periode.

    Det til støtte for klagen anførte om, at der ikke er fastsat en minimumsgrænse for, hvor længe et par skal leve sammen, før der foreligger et fast samlivsforhold, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser til, at samlivets varighed er et element, der kan indgå i en samlet og konkret vurdering af, om samlivet har en sådan fasthed, at det kan danne grundlag for en ret til ophold, og at det efter fast praksis antages, at 1½-2 års samliv på fælles bopæl vil være tilstrækkeligt til, at der foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed.

    Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret vurdering, at uanset om ansøgeren og unionsborgeren har boet sammen på fælles adresse siden november 2021, vil dette ikke i sig selv føre til en ændret vurdering henset til sagens øvrige omstændigheder, herunder at der ikke er indsendt dokumentation, som i tilstrækkelig grad underbygger, at der ud over at bo på samme adresse består en sådan varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, at de kan anses som faste samlevere.

    Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at alene det forhold, at man er registreret på samme bopæl i CPR, ikke i sig selv udgør dokumentation for, at der består et fast samlivsforhold, som efter EU-opholdsbekendtgørelsen kan sidestilles med et ægteskab. Udlændingenævnet finder i den forbindelse også, at det forhold, at der i CPR også er registreret 2 andre personer på adressen, herunder ansøgerens far, ikke underbygger, at ansøgerens og unionsborgerens samliv har karakter af et fast samlivsforhold i EU-rettens forstand.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgeren og unionsborgeren i april 2022 har udfyldt og underskrevet en ansøgning om prøvelsesattest og en erklæring efter ægteskabslovens § 11 b.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af ansøgerens ansøgning til SIRI fremgår, at ansøgeren og unionsborgeren ikke har indgivet prøvelsesattestsansøgningen til Familieretshuset, samt at det ikke fremgår af sagens oplysninger, at de på nuværende tidspunkt har fået udstedt en prøvelsesattest eller indgået ægteskab.

    Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren og unionsborgeren har mødt hinanden i Danmark i 2019, at de havde planlagt at flytte sammen i marts 2020, men blev forhindret på grund af situationen omkring COVID-19, at de har foretaget ægteskabslignende dispositioner, samt at der til støtte for klagen er indsendt en bekræftelse fra forsikringsselskabet, dokumentation for 2 overførsler fra ansøgeren til unionsborgeren og ansøgerens flybilletter til Grækenland.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke som følge heraf kan anses for tilstrækkeligt godtgjort, at ansøgeren og unionsborgeren har påtaget sig en tilstrækkelig grad af gensidig forpligtelse over for hinanden, således at de kan anses som faste samlevende.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Reelt og Faktisk ophold

    Dato: 27-06-2023

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælle, indgav i september 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra juni 2020 havde opholdt sig i Italien sammen med ansøgeren. Den danske statsborger havde sin søn i Danmark og var under uddannelse i Danmark. Der var til ansøgningen bl.a. vedlagt kontoudtog fra den danske statsborgers bank, fly- og togbilletter mellem Danmark og Italien, en lejekontrakt og kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet vurderer, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke i tilstrækkelig grad kan anses for godtgjort, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Italien, som er en betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark ved den danske statsborgers tilbagevenden.

    Udlændingenævnet finder ved en samlet konkret og individuel vurdering af den til sagen indsendte dokumentation, at den danske statsborger ikke i perioden fra 2020 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning kan anses for at have haft et ophold i Italien, der er udtryk for, at den danske statsborger har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed som følger af opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af kontoudtog fra den danske statsborgers bank, at den danske statsborger forud for indgivelse af ansøgerens ansøgning i september 2021 har haft udgifter i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til primo august 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra medio november 2020 til ultimo december 2020, fra ultimo februar 2021 til ultimo maj 2021, og en dag i ultimo september 2021.

    Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at de indsendte fly- og togbilletter understøtter en formodning for, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i de samme perioder, som fremgår af de indsendte kontoudtog, idet billetterne sandsynliggør, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til ultimo juli 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra primo november 2020 til medio december 2020, fra ultimo februar 2021, til medio maj 2021, og fra ultimo september 2021 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at den danske statsborger ikke på baggrund af de periodevis ophold i Italien, kan anses for at have draget konsekvenserne af at være flyttet fra Danmark til Italien, og derved have etableret et reelt og faktisk ophold dér.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ligeledes af den indsendte dokumentation fremgår, at den danske statsborgers ophold i Italien har været afbrudt af ophold i Danmark af længere varighed, herunder i perioderne fra primo september 2020 til primo november 2020 og fra medio maj 2021 til ultimo september 2021.

    Der er ikke til sagen fremsendt kontoudtog for perioden fra ultimo januar 2021 til ultimo februar 2021, og for perioden fra ultimo maj 2021 til ultimo august 2021.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger medio februar 2022 til SIRI oplyste, at den danske statsborger har pendlet meget mellem Danmark og Italien for at besøge sin søn så ofte som muligt og for at deltage i laboratoriekurser i forbindelse med sin uddannelse.

    Udlændingenævnet finder således, at Danmark må anses for den danske statsborgers primære opholdssted, idet det er i Danmark, den danske statsborger har haft sine forpligtelser, herunder sin søn og sit studie, og at den danske statsborger alene har opholdt sig i Italien i det omfang den danske statsborgers forpligtelser i Danmark har tilladt dette. Udlændingenævnet vurderer derfor, at opholdene i Italien må anses for at have karakter af besøgsophold, og at den danske statsborger dermed ikke har haft sin hverdag dér.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger til sagen har indsendt en lejekontrakt af fra september 2020 for bolig beliggende på en adresse i Italien og kvitteringer for betalt husleje, el og gas.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om den danske statsborger har haft rådighed over en lejlighed i Italien i hele den angivne periode, som ansøgeren må antages at have boet i, idet den danske statsborger på baggrund af sagens øvrige oplysninger om den danske statsborgers længerevarende ophold i Danmark og forpligtelser her i landet, ikke kan anses for at have etableret et reelt og faktisk ophold i Italien.

    Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger har indsendt dokumentation for tilmelding til sprogundervisning i Italien, idet dette ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Italien. Udlændingenævnet har herved tillagt det vægt, at det ikke fremgår af de til sagen indsendte oplysninger, om den danske statsborger har deltaget i fysisk undervisning

    Den til sagen indsendte fraflytningsrapport for den danske statsborgers tidligere lejlighed beliggende på en adresse i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det fremgår, at synstidspunktet var ultimo september 2019, og det i CPR fremgår, at den danske statsborger fraflyttede adressen medio oktober 2019. Fraflytningsrapporten sandsynliggør således ikke, at den danske statsborger flyttede til Italien næsten et år senere i ultimo juni 2020 og i den forbindelse drog konsekvenserne af at flytte fra Danmark.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger senest har været registreret i CPR som udrejst til Italien i perioden fra ultimo juni 2020 til primo november 2021, og at den danske statsborger i primo september 2020 blev bopælsregistreret i Italien. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger faktisk flyttede fra Danmark til Italien.

    Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”


Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen