 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Serbien, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i januar 2022 i Danmark og indgav ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Ansøgeren oplyste at være ansat i en slovensk virksomhed, der som underleverandør havde indgået aftale med en østrigsk virksomhed om at levere rørinstallationer på et byggeprojekt i Danmark. SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger og dokumenter i sagen ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgeren i januar 2022 indrejste i Danmark for på vegne af sin slovenske arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse til en virksomhed i Danmark (modtager-virksomheden), idet den slovenske virksomhed som underleverandør har indgået aftale herom med en østrigsk virksomhed.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det bl.a. er en betingelse for at få udstedt et opholdskort som udstationeret efter EU-reglerne, at der fremlægges dokumentation for, at der foreligger en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem en EU-virksomhed og den virksomhed, som skal modtage tjenesteydelsen i Danmark.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der til sagen ikke er fremlagt nogen aftale om levering af de pågældende tjenesteydelser i Danmark mellem på den ene side modtager-virksomheden i Danmark og på den anden side den slovenske eller østrigske virksomhed.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt en tysk kontrakt (”Werkvertrag”) mellem den østrigske virksomhed og den slovenske virksomhed, som er underskrevet i november 2021, og hvor den danske modtager-virksomhed er angivet som den endelige kunde (”Final customer”).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en aftale, som alene fremstår indgået mellem den østrigske og den slovenske virksomhed, og den danske modtager-virksomhed er således ikke part i aftalen.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at den tyske kontrakt ikke som anmodet om, er blevet oversat til dansk eller engelsk, hvorfor de mere detaljerede oplysninger i dokumentet ikke har kunnet indgå i Udlændingenævnets vurdering.
Den fremlagte udtalelse fra den østrigske virksomhed, hvoraf det fremgår bl.a., at virksomheden har indgået aftale om levering af rørinstallationer på et byggeprojekt hos modtager-virksomheden i Danmark, og at den slovenske virksomhed er en vigtig underleverandør, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at udtalelsen fra den østrigske virksomhed ikke kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at der er indgået en aftale mellem den østrigske virksomhed og modtager-virksomheden i Danmark om levering af en tjenesteydelse.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det bl.a. fremgår af det fremlagte dokument ”Annex no 5. to the employment contract”, som er underskrevet den 10. januar 2022, at ansøgeren og den slovenske virksomhed har indgået aftale om, at ansøgeren fra den 13. januar 2022 udstationeres til Danmark for at arbejde for modtager-virksomheden i projektets varighed eller formentlig indtil den 13. december 2022.
Udlændingenævnet har herved endnu engang lagt vægt på, at uanset at den danske modtager-virksomhed er nævnt i aftalen om udstationering, kan dette ikke udgøre dokumentation for, at den danske virksomhed faktisk har indgået en aftale om levering af den pågældende tjenesteydelse. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at den fremlagte udstationeringsaftale fremstår meget ukonkret, idet det ikke er beskrevet, hvilket arbejdsopgaver ansøgeren skal udføre for modtager-virksomheden i Danmark.
Udlændingenævnet skal i forlængelse heraf også gøre opmærksom på, at det fremgår af udstationeringsaftalen, at den er et tillæg til ansøgerens ansættelseskontrakt af 16. juni 2021, som den 20. juni 2021 er indgået med tidsbegrænset varighed.
Udlændingenævnet lægger i den forbindelse til grund, at det fremlagte dokument med overskriften ”Pogodbo o zapostlitvi” er en slovensk ansættelseskontrakt indgået mellem ansøgeren og den slovenske virksomhed den 16. juni 2021. De nærmere vilkår for ansøgerens ansættelse kan imidlertid ikke indgå i Udlændingenævnets vurdering, idet dokumentet ikke som anmodet er blevet oversat til dansk eller engelsk.
Idet ansøgerens ansættelseskontrakt ikke er oversat, finder Udlændingenævnet i øvrigt, at det ikke på det foreliggende grundlag kan konstateres, om ansøgerens ansættelse hos den slovenske virksomhed vil kunne danne grundlag for udstedelse af et EU-opholdskort som udstationeret, herunder om ansøgeren vil kunne anses for at have fast beskæftigelse i overensstemmelse med EU-rettens betingelser herom.
Det anførte om, at ansøgeren er fastansat hos den slovenske virksomhed og har udført arbejde for den slovenske virksomhed forud for udstationeringen, og at ansøgeren efter udstationeringen i Danmark vil vende tilbage til virksomheden i Slovenien, kan således ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation herfor.
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet har ved denne afgørelse ikke taget stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i januar 2021 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at arbejde på en byggeplads i Kastrup. Ansøgeren havde forinden søgt om udstedelse af EU-opholdskort hos SIRI som udstationeret tredjelandsstatsborger, idet ansøgeren oplyste at være udstationeret i Danmark for at levere tjenesteydelser på vegne af sin polske arbejdsgiver. I februar 2021 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra februar 2021. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder derimod, at de foreliggende oplysninger samlet set medfører en antagelse om, at formålet med ansøgerens udstationering til Danmark har været at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og at omgå reglerne om arbejdstilladelse.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark den 16. december 2020, hvor ansøgeren efter det oplyste skulle udføre arbejdsopgaver på vegne af sin polske arbejdsgiver, som ifølge den fremlagte ansættelseskontrakt af 12. december 2020 havde ansat ansøgeren som fliselægger (”glazumik”) i en tidsbegrænset stilling indtil den 12. december 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er uoverensstemmelse mellem varigheden af ansøgerens udstationering til Danmark og varigheden af den tjenesteydelse, som den polske virksomhed skulle levere til den danske virksomhed (modtager-virksomheden), hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til Polen og udføre arbejde for den polske virksomhed i overensstemmelse med ansættelseskontrakten.
Det fremgår således af den fremlagte udstationeringsaftale af 15. december 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, at ansøgeren fra den 16. december 2020 til den 16. marts 2021 skulle udstationeres af den polske virksomhed for at udføre arbejdsopgaver i Danmark.
Derimod fremgår det af den fremlagte underentrepriseaftale af 4. januar 2021 mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, at aftalen alene omfatter perioden fra den 4. januar 2021 til den 30. januar 2021. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at den polske virksomhed før den 4. januar 2021 eller efter den 30. januar 2021 havde en aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgerens udstationeringsaftale ikke indeholder oplysninger om f.eks., hvilke konkrete arbejdsopgaver ansøgeren skulle udføre, hvor i Danmark eller til hvilken virksomhed, der skulle leveres tjenesteydelser, men at det alene er angivet i aftalen, at ansøgeren skulle udføre arbejdsopgaver relateret til byggeri og generelle renoveringsopgaver i Danmark.
Udlændingenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren blev udstationeret til Danmark blot 4 dage efter sin ansættelse og inden underentrepriseaftalens indgåelse, og at arbejdsopgaverne i udstationeringsaftalen er meget bredt formuleret, taler for, at formålet med ansøgerens ansættelse og udstationering alene var at blive sendt til Danmark for at opnå adgang til arbejdsmarkedet.
Ved vurderingen af, om ansøgeren kan anses for at have opfyldt betingelserne som udstationeret i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, har Udlændingenævnet yderligere lagt vægt på, at det fremgår af underentrepriseaftalen, at den polske virksomheds arbejdsopgaver omfattede udjævning af gulve i badeværelser, vandtætning, montering af keramiske fliser på vægge og gulve i badeværelser, fugesømme, montering af døre samt montering af gipsplader til kloakrør til en samlet pris af 180.000 kr. ekskl. moms.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren den 27. januar 2021 blev antruffet af politiet på byggepladsen, mens ansøgeren var i gang med at udføre malerarbejde på en altan, hvilket er en arbejdsydelse, som ikke er omfattet af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed.
I forlængelse heraf har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at det fremgår af politiets rapport af 27. januar 2021, at ansøgeren bl.a. oplyste, at han var blevet forevist arbejde af andre udenlandske håndværkere på byggepladsen.
Det fremgår desuden af afhøringsrapporten, at ansøgeren ikke vidste, hvad ansøgeren skulle, når arbejdet i Danmark var afsluttet, men at ansøgeren formodede, at hans ansættelseskontrakt med den polske virksomhed udløb i slutningen af april 2021, hvor ansøgerens visum udløb, idet ansøgeren ikke ville have lovligt ophold i Polen derefter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansættelsen udløber den 12. december 2021, mens det er anført i den fremlagte arbejdsgivererklæring, at ansøgerens ansættelse er tidsubegrænset. Hertil skal Udlændingenævnet også bemærke, at den fremlagte arbejdsgivererklæring er underskrevet af den polske virksomhed 7 uger inden ansøgerens ansættelsesdato.
Udlændingenævnet finder herefter, at det forhold, at ansøgeren blev antruffet i færd med at udføre arbejde, som ikke var omfattet af underentrepriseaftalen, at ansøgeren efter det oplyste blev anvist arbejde af andre udenlandske håndværkere, og at der er usikkerhed og divergerende oplysninger omkring varigheden af ansøgerens ansættelse hos den polske virksomhed, også samlet set taler imod, at ansøgeren var udstationeret for at levere en afgrænset og konkret tjenesteydelse på vegne af den polske virksomhed, hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til fast beskæftigelse hos virksomheden i Polen.
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser med henblik på at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den polske virksomhed er anmeldt i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden 5.-30. januar 2021, og at ansøgeren står angivet som kontaktperson i perioden 5.-9. januar 2021. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at den polske virksomhed driver reel virksomhed i Polen, at samtlige medarbejdere udfører arbejde i Polen under deres ansættelse, og at der til støtte herfor er fremlagt en række dokumenter vedrørende stiftelsen af virksomheden, diverse entrepriseaftaler, køb af arbejdstøj, m.v. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at udstationeringen ikke har elementer af social dumping, og at den polske virksomhed er medlem af Dansk Industri og har tegnet overenskomst med 3F.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset den polske virksomheds aktiviteter i Polen og dens tilknytning til danske fagforeninger m.v., så kan det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag ikke anses for godtgjort, at ansøgerens udstationering har været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Det anførte om, at der ved vurderingen af, om ansøgeren havde fast beskæftigelse i Polen, ikke kan stilles et krav om 30 dages anciennitet forinden udstationeringen, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har foretaget en særskilt vurdering af fastheden af ansøgerens beskæftigelse hos den polske virksomhed, og at ansættelsestidspunktet således ikke i sig selv har været afgørende for vurderingen. Udlændingenævnet henviser videre til, at ansættelsestidspunktet – som beskrevet ovenfor – er indgået som et element i den samlede vurdering af, om der var tale om en reel udstationering, eller om den havde karakter af misbrug.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er oplyst, at den polske virksomhed har udstationeret medarbejdere til Danmark siden 2019, og at 2 andre ukrainske statsborgere tidligere er blevet vurderet til at have lovligt ophold i Danmark som udstationeret for virksomheden.
Udlændingenævnet henviser herved igen til, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag må lægges til grund, at der er tale om forsøg på at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, uanset om det tidligere er blevet vurderet, at medarbejdere fra den polske virksomhed kan have været omfattet af retten til ophold som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i juni 2020 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at køre en varevogn tilhørende en dansk virksomhed, mens han bragte varer ud for en anden dansk virksomhed. Udlændingestyrelsen traf på den baggrund afgørelse om administrativ udvisning af ansøgeren. Ansøgeren indgav efterfølgende ansøgning til SIRI om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger idet ansøgeren oplyste, at han var udstationeret i Danmark, for på vegne af sin polske arbejdsgiver, at levere tjenesteydelser i form af levering af gods.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2020. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen, at ansøgeren i perioden fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020 skulle levere tjenesteydelser i Danmark på vegne af sin polske arbejdsgiver, som havde indgået en aftale om levering af tjenesteydelser med en navngiven dansk virksomhed (modtager-virksomheden).
Ved vurderingen har Udlændingenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren den 4. juni 2020 blev antruffet og anholdt i Danmark i forbindelse med, at ansøgeren kørte en varevogn tilhørende en anden dansk virksomhed, mens ansøgeren bragte varer ud for en tredje dansk virksomhed.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation, der forbinder ansøgerens polske arbejdsgiver med hverken den anden eller tredje danske virksomhed, ligesom der ikke er forhold i sagen, der dokumenterer, at ansøgeren faktisk har levereret tjenesteydelser fra sin polske arbejdsgiver til den danske modtager-virksomhed.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremlagt en udstationeringsaftale mellem ansøgeren og den polske virksomhed, hvoraf det fremgår, hvilket arbejde ansøgeren skal udføre i Danmark og i hvilken periode, ligesom der ikke foreligger en ansættelseskontrakt, som afspejler de ansættelsesvilkår, som fremgår af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, herunder fastsættelsen af minimumslønnen på 135 kr. i timen.
Det forhold, at der er fremlagt en ansættelseskontrakt fra februar 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, en ”Service Provision Contract” fra april 2020 mellem den polske virksomhed og modtagervirksomheden i Danmark, en ”Business trip order” fra maj 2020 samt en attest fra december 2019 fra arbejdsformidlingen i Polen vedrørende ansøgerens arbejdstilladelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til den manglende udstationeringsaftale, ligesom de øvrige forhold i sagen taler for, at der ikke er tale om udstationering i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske modtager-virksomhed har registreret den polske virksomhed med ansøgeren som kontaktperson i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en sådan registrering ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet også, at ansøgeren har oplyst til SIRI, at udstationeringen varede fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020, mens det fremgår af RUT og politiets dokumenter, at ansøgeren skulle udstationeres fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020.
Det forhold, at der til politiet desuden er fremlagt en række udenlandske dokumenter, som politiet har fået oversat til dansk, kan ej heller føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om diverse aftaledokumenter mellem den polske virksomhed og andre virksomheder i henholdsvis Polen og Litauen, samt en udskrift fra et register, som ikke ses at have relevans for sagen, og som derfor ikke understøtter en antagelse om, at ansøgeren var i Danmark som udstationeret i medfør af EU-opholdsreglerne.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser for at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det forhold, at det er anført, at der ikke kunne træffes afgørelse om udvisning, når SIRI ikke havde truffet afgørelse vedrørende EU-retten, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at SIRI har kompetencen til at udstede opholdsdokumenter i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen, men at dette ikke fratager Udlændingestyrelsen kompetencen til at tage stilling til udstationering i forbindelse med en afgørelse om udvisning. Endvidere henviser Udlændingenævnet til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om udvisning også tog stilling til, om ansøgeren kunne antages at have EU-opholdsret som udstationeret, og at Udlændingenævnet med denne afgørelse ikke har fundet anledning til at ændre denne vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse fra juni 2020.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Dato: 21-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, da ansøgning var indgivet efter fristens udløb den 31. december 2021.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i juni 2020 udstedt et registreringsbevis som arbejdstager her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den 4. januar 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om at få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsens regler. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen skyldtes, at ansøgeren havde været sygemeldt med stress og havde været bortrejst fra Danmark i 2 måneder pga. alvorlig sygdom i nærmeste familie.
Udlændingenævnets vurdering:
Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at en ansøgning om opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen skal være indgivet til SIRI senest den 31. december 2021, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren først indgav sin ansøgning om opholdsdokument til SIRI den 4. januar 2022, hvorfor ansøgerens ansøgning er indgivet for sent.
Udlændingenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder og årsagen til, at ansøgerens ansøgning blev indgivet for sent, at der ikke er rimelige grunde til, at ansøgerens ansøgning alligevel skal behandles, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst om sin fars og sin brors sygdomsforløb, ligesom ansøgeren har oplyst, at hun i de sidste måneder af 2021 tog en pause fra sit arbejde for at passe på sit eget mentale og følelsesmæssige helbred samt sin familie.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne ikke i sig selv vil medføre, at det vil være særligt belastende for ansøgeren, såfremt hun som konsekvens af, at hendes ansøgning ikke vil blive behandlet, vil miste rettighederne efter udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt særlig vægt på ansøgerens personlige forhold og hendes begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at hun først indrejste i Danmark primo juni 2020, at hun alene har opholdt sig her i landet i lidt over 2 år, og at hun har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har nogle familiemæssige forhold her i landet, idet hun har oplyst, at hun er ugift og ikke har nogle børn.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Dato: 21-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, da ansøgning var indgivet efter fristens udløb den 31. december 2021.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde tidligere haft et studieophold i Danmark fra 2015 til 2016 og havde herefter haft flere kortvarige besøgsophold i landet, bl.a. for at besøge sin danske kæreste, som ansøgeren havde været i forhold med siden 2017. Ansøgeren fik senest i august 2020 udstedt et registreringsbevis som arbejdstager her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den 10. januar 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om at få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsens regler. Ansøgeren oplyste til sagen bl.a., at årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen skyldtes, at ansøgeren havde været forvirret over ansøgningsprocessen, som ansøgeren fandt særlig restriktiv, og at ansøgeren ikke havde modtaget et informationsbrev herom i sin e-boks.
Udlændingenævnets vurdering:
Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra juni 2022. Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at en ansøgning om opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen skal være indgivet til SIRI senest den 31. december 2021, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren først indgav sin ansøgning om opholdsdokument til SIRI den 10. januar 2022, hvorfor ansøgningen er indgivet for sent.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder og årsagen til, at ansøgningen blev indgivet for sent, at der ikke er rimelige grunde til, at ansøgerens ansøgning alligevel skal behandles, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Oplysningerne anført til støtte for klagen om, at årsagen til den sene indgivelse skyldtes, at ansøgeren ikke modtog nogen meddelelse fra SIRI om, hvad ansøgeren skulle foretage sig som britisk statsborger her i landet, samt at ansøgeren mener, at ansøgeren fik en forkert vejledning af SIRI, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset, at ansøgeren ikke skulle have modtaget meddelelse om sit ophold her i landet som britisk statsborger, så var der i en lang periode forinden fristens udløb øvrige steder at finde den generelle information vedrørende britiske statsborgers ophold i Danmark som konsekvens af Storbritanniens udtræden af EU. Udlændingenævnet henviser herved til bl.a. Udenrigsministeriets hjemmeside og www.nyidanmark.dk, som er Udlændingestyrelsens og SIRI's officielle internetportal om reglerne for indrejse og ophold i Danmark.
Sidstnævnte hjemmeside indeholder bl.a. målrettet information om Brexit til britiske statsborger med ophold i Danmark, ligesom der på hjemmesiden var en kopi af det påmindelsesbrev, som SIRI sendte ud til alle herboende britiske statsborgere og deres familiemedlemmer med ophold her i landet som en del af en målrettet informationskampagne og som en supplerende service ved siden af de øvrige informationsplatforme. SIRI oprettede endvidere en særskilt telefonlinje til spørgsmål om Brexit.
Udlændingenævnet henviser desuden til, at optagelse af biometri er en obligatorisk del af ansøgningsprocessen, og at der således også skal optages biometri, når der er tale om en ansøgning, der er indgivet for sent.
Endvidere kan ansøgerens oplysninger til støtte for klagen om, at ansøgeren mener, at Danmark har en særlig restriktiv tilgang til udtrædelsesaftalens regler end øvrige EU-lande, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det ved udtrædelsesaftalen er bestemt, at værtslandene kan pålægge britiske statsborgere at ansøge om en ny opholdsstatus, jf. retsregelafsnittet ovenfor, og at det i samme forbindelse er bestemt, at fristen for at indgive ansøgningen ikke må være mindre end 6 måneder fra overgangsperiodens udløb for personer, der har ophold i værtslandet inden overgangsperiodens udløb den 31. december 2020, jf. artikel 18, stk. 1, litra b.
Ligeledes henviser Udlændingenævnet til, at det i Danmark blev besluttet, at britiske statsborgere i Danmark kunne indgive ansøgning i en 12 måneders periode, således fra 1. januar 2021 og frem til 31. december 2021, ligesom det blev besluttet, at myndighederne i hvert enkelt tilfælde skal foretage en rimelighedsvurdering af de anførte grunde for den for sent indgivne ansøgning samt inddrage konsekvenserne for den enkelte af, at der ikke indrømmes en yderligere frist, jf. retsregelafsnittet ovenfor.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens oplysninger angivet i klagen om årsagen til, at ansøgningen blev indgivet for sent, ikke i sig selv vil medføre, at det vil være særligt belastende for ansøgeren, såfremt ansøgeren som konsekvens af, at sin ansøgning ikke vil blive behandlet, vil miste rettighederne efter udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på ansøgerens personlige forhold og den begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at ansøgeren alene har boet og opholdt sig her i landet i lidt over 2 år og 7 måneder, ligesom ansøgeren samtidig har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Det er indgået i vurderingen, at ansøgeren til støtte for klagen har henvist til, at ansøgeren ud over perioderne, hvor ansøgeren har boet i Danmark, ligeledes har besøgt Danmark ad flere omgange, hvilket ansøgeren ligeledes har fremlagt dokumentation for, ligesom det er indgået, at ansøgeren har henvist til, at ansøgeren har en tæt tilknytning til det danske samfund, hvilket der ligeledes har fremlagt dokumentation for.
Der er herudover også indgået, at ansøgeren har en dansk partner, som ansøgeren har været i et forhold med i 5 år, og at de har planer om at skulle giftes.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at disse forhold ikke i sig selv og særligt henset til den begrænset periode, hvor ansøgeren har udøvet rettigheder i Danmark som hhv. studerende og arbejdstager i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler, kan udgøre tilstrækkelig rimelige grunde til, at ansøgningen alligevel skal behandles.
Endelig finder Udlændingenævnet, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har henvist til, hvilke konsekvenser en eventuel fastsat udrejsefrist vil have for ansøgeren og dennes danske partner. Udlændingenævnet henviser herved til, at ansøgeren i august 2022 har fået en opholds- og arbejdstilladelse i medfør af udlændingelovens regler, hvorfor Udlændingenævnet ved nærværende afgørelse ikke har fastsat en udrejsefrist.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2022 – EU – Person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende)
Dato: 25-10-2022Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2022 – EU – Person med tilstrækkelige midler
Udlændingenævnet omgjorde i august 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Polen, som havde fået afslag på udstedelse af registreringsbevis som person med tilstrækkelige midler efter EU-retten, da midlerne stammede fra en juridisk person.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i oktober 2021 om ret til ophold som person med tilstrækkelige midler efter EU-retten. Ansøgeren skulle forsørges af en sognepræst fra et etableret trossamfund i Danmark, hvilket bl.a. var dokumenteret ved en forsørgelseserklæring underskrevet af sognepræsten på vegne af kirken, et kontoudskrift fra kirkens bankkonto, kirkens vedtægter, hvoraf det fremgik, at kirkens sognepræst som bestyrelsesmedlem kunne råde over kirkens formue og midler. Der var endvidere oplysninger om, at forsørgelse af en ordenssøster indebar, at kirken eller et ordensfællesskab i kirken påtog sig alle økonomiske forpligtelser i forhold til den forsørgede og dennes underhold her i landet – hertil udgifter til bl.a. kost og logi, transport, rejser, lægebesøg m.v.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI's afgørelse fra marts 2022.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at ansøgeren råder over tilstrækkelige midler til sit underhold her i landet, og at hun dermed opfylder betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 6, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på det til sagen oplyste om, at ansøgeren skal opholde sig her i landet som ordenssøster i et etableret trossamfund i Danmark, og at kirkens sognepræst i den forbindelse og på vegne af kirken har erklæret at påtage sig forsørgelsen af hende.
Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på den fremlagte dokumentation til sagen vedrørende forsørgelsen af ansøgeren. Således er der fremlagt kopi af bl.a. en forsørgelseserklæring underskrevet af kirkens sognepræst på vegne af kirken, et kontoudskrift fra kirkens danske bankkonto, hvoraf det fremgår, at kirken medio oktober 2021 havde et indestående beløb på 3.788.402,96 kr., et udskrift fra Erhvervsstyrelsen, hvoraf det fremgår, at kirkens sognepræst er en del af ledelsen i kirken, samt kirkens vedtægter hvoraf det fremgår, at kirkens sognepræst, som bestyrelsesmedlem kan råde over kirkens formue og midler.
Det er i øvrigt Udlændingenævnets vurdering, at uanset, at midlerne, som kirkens sognepræst råder over til forsørgelsen af ansøgeren, tilhører kirken, så kan dette ikke i sig selv føre til, at midlerne ikke kan anvendes til ansøgerens forsørgelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, og med udgangspunkt i ansøgerens personlige situation, må antages at være sædvanligt inden for kirkens virke, at kirkens sognepræst på vegne af kirken, og ved brug af kirkens økonomiske midler, påtager sig forsørgelsen af en ordenssøster her i landet, ligesom det må være sædvanligt, at denne forsørgelse består i at sikre kost og logi samt dække udgifter til øvrige personlige fornødenheder.
Hertil har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at kirken i juli 2022 har oplyst til Udlændingenævnet, at forsørgelse i en katolsk ordenssammenhæng indebærer, at kirken eller et ordensfællesskab i kirken påtager sig alle økonomiske forpligtelser ift. den forsørgede og dennes underhold her i landet – hertil udgifter til bl.a. kost og logi, transport, rejser, lægebesøg m.v.
På baggrund af ovenstående er det Udlændingenævnets vurdering, at midlerne til ansøgerens underhold, der som følge af ordenssamfundets indretning, stilles til rådighed af kirkens sognepræst, på vegne af kirken, er tilgængelige for ansøgeren i et sådan omfang, at det må antages, at ansøgeren ikke bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Dato: 13-10-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolide-ret familieliv
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden med-lemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælles særbarn, indgav i november 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Den danske statsborger havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Spanien sammen med sin ægtefælle, som var ansøgerens mor. I 2020 blev ægtefællen meddelt opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i forbin-delse med parrets tilbagevenden til Danmark. Ansøgeren havde ikke opholdt sig i Spanien med den danske statsborger, men indgav først sin ansøgning efter, at den danske statsborger var vendt tilbage til Danmark. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen var, at ansøgerens mor fødte parrets fæl-les barn kort tid efter, at de vendte retur til Danmark, at det var en hård fødsel, samt at COVID-19 pan-demien herefter indtrådte.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra februar 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til op-hold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist – og på baggrund af SIRI's tidligere afgørelse fra april 2020 vedrørende ansøgerens mor – lagt til grund, at den danske statsborger i perioden fra februar 2019 til september 2019 havde etableret et reelt og faktisk ophold i Spanien.
Udlændingenævnet har også lagt til grund, at ansøgeren er at anse som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, idet hun er datter til den danske statsborgers ægtefælle.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og den danske statsborger ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan aflede en opholdsret efter EU-retten her i landet ved den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger vendte tilbage til Danmark i september 2019, og at det fremgår af ansøgerens ansøgning indgivet til SIRI, at hun indrejste i Dan-mark i september 2021, således ca. 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det i forbindelse med ansøgerens ansøgning blev oplyst, at ansøgeren og den danske statsborger aldrig havde opholdt sig sammen i Spanien.
Ansøgerens advokat har til støtte for klagen anført, at der ikke blev ansøgt om opholdsret for ansøge-ren på et tidligere tidspunkt grundet den danske statsborgers ægtefælles graviditet og fødsel samt COVID-19 pandemien. Ansøgerens advokat har også anført, at en myndighed ifølge officialprincippet er forpligtet til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til sagen.
Dette kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at EU-retten er konsta-terende, hvorfor det afgørende i vurderingen af, om ansøgeren kan meddeles ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er, om hun på tidspunktet, hvor den danske statsborger udøvede sin ret til fri bevægelighed i Spanien, opholdt sig sammen med ham i Spanien og dér konsoliderede et familieliv, hvilket efter egne oplysninger ikke var tilfældet.
Da ansøgeren ikke på noget tidspunkt har opholdt sig sammen med den danske statsborger i Spanien, kan hun ikke anses for at have opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien.
Ansøgerens advokats oplysninger om ansøgerens personlige forhold her i landet, hertil om bl.a. hendes skoleforhold, samlivsforhold m.v., samt at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Filippinerne, da der ikke er nogle, der er i stand til at tage sig af hende, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om efterfølgende forhold, som taler for, at familielivet først er indledt efter, at ansøgeren indrejste her i landet 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden, samt at disse oplysninger ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingel-serne for en afledt ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 er opfyldt. Hertil bemær-ker Udlændingenævnet i øvrigt, at der ikke er dokumentation for, at ansøgeren ikke har noget familie i Filippinerne, der kan tage sig af hende.
Da den danske statsborger boede i Danmark på tidspunktet for ansøgerens indrejse her i landet, er der tale om et rent internt forhold, hvorfor familiesammenføring skal vurderes efter nationale regler.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld - Forsørgelseskrav
Dato: 16-09-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt - Forsørgelseskrav
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Libanon, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og havde boet i Tyskland sammen med ægtefællen og deres fælles børn. I november 2020 indrejste familien i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ægtefællen havde opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler, idet ægtefællen i starten af opholdet havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark og derefter havde modtaget offentlige ydelser fra Danmark og rådede ikke over tilstrækkelige midler til sig selv og familien ved sin tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til sin ægtefælle, som er dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler og således som ikke-økonomisk aktiv, idet ansøgerens ægtefælle hverken var arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Tyskland. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle ved sin tilbagevenden til Danmark fortsat var ikke-økonomisk aktiv, og at der således kan stilles et forsørgelseskrav.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at der ikke kan stilles et forsørgelseskrav, idet ansøgerens ægtefælle må betragtes som selvstændig erhvervsdrivende ved sin tilbagevenden til Danmark, da denne var midlertidig uarbejdsdygtig som følge af sygdom eller ulykke, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det ikke ud fra en analog anvendelse af EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1, kan udledes, at ansøgerens ægtefælle var økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark. Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om en sådan analog anvendelse blev lagt til grund, ville ansøgerens ægtefælles opholdsret i Danmark – og således også dennes status som selvstændig erhvervsdrivende – være ophørt i det øjeblik, hvor vedkommende opgav sit ophold i Danmark og etablerede sig i Tyskland. Det er således ikke muligt for en unionsborger at bevare en opholdsret i en medlemsstat som f.eks. selvstændig erhvervsdrivende, når unionsborgeren samtidig hermed etablerer sig og udøver en opholdsret efter opholdsdirektivet i en andet medlemsstat.
Ved vurderingen af, om forsørgelseskravet er opfyldt har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgerens ægtefælle har modtaget sygedagpenge i perioden juni 2019 – juni 2021, og at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med, at sygedagpengene er stoppet, og ansøgerens ægtefælle er overgået til et jobafklaringsforløb.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgerens ægtefælle derudover modtager børne- og ungeydelse og boligstøtte og ikke råder over andre indtægter eller anden formue.
Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens ægtefælle siden sin tilbagevenden til Danmark alene har forsørget sig selv og sin familie ved offentlige ydelser.
Det anførte til Udlændingenævnet om, at ansøgerens ægtefælle har modtaget boligstøtte i Danmark, og at den månedlige indkomst derfor lever op til forsørgelseskravet, vil ikke kunne føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indkomst, der stammer fra offentlige ydelser ikke medregnes ved vurderingen af den samlede indtægt, med mindre der er tale om berettigede arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser, der er udtryk for en tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dette følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 2.
Af samme grund vil det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har fået udbetalt en højere månedlig ydelse i form af ressourceforløbsydelse, idet ressourceforløbsydelse ej heller ikke er udtryk for en tilknytning til arbejdsmarkedet og således ikke kan indgå ved vurderingen af familiens rådighedsbeløb.
Det anførte om, at ansøgerens ægtefælle kunne forsørge familien under opholdet i Tyskland på baggrund af de danske offentlige ydelser, kan ikke i sig selv føre til, at forsørgelseskravet anses for opfyldt ved familiens tilbagevenden til Danmark.
Endvidere kan oplysningerne til Udlændingenævnet om ansøgerens ægtefælles helbred, herunder at det fremgår af den generelle helbredsattest, at ansøgerens ægtefælle lider af bl.a. PTSD, stress og smerter i form af slidgigt m.v., ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om de pågældende helbredsoplysninger var understøttet af yderligere lægefaglig dokumentation, er der ikke tale om forhold af en sådan særlig karakter, at det ville kunne føre til, at forsørgelseskravet ikke stilles.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har været gift siden 2001 og har 4 danske børn, hvoraf den ældste er myndig, og at det er anført, at nægtelse af opholdsret vil være i strid med EMRK art. 8, idet det ikke vil være proportionalt at henvise familien til at tage ophold i Libanon, da de ingen tilknytning har dertil.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK art. 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, idet familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af parrets mindreårige børn på nuværende tidspunkt kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet de som følge af deres alder, deres tidligere ophold i Libanon og deres ophold i Tyskland frem til november 2020, har afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at børn først efter 6 til 7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anse for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet.
Udlændingenævnet skal i øvrigt bemærke, at henvisningen til Zambrano-dommen og det anførte om, at børnene har en nær tilknytning til ansøgeren, og at ansøgerens ægtfælles diagnoser nødvendiggør tilstedeværelsen af ansøgeren i Danmark, ikke er forhold, der kan tages i betragtning ved vurderingen af, om ansøgeren har opnået en ret til ophold på baggrund af opholdsdirektivets regler om fri bevægelighed, som er udmøntet i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-Domstolens praksis i henholdsvis Zambrano-dommen og Chavez-Vilchez-dommen.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022
Emneord: EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse om afslag vedrørende en statsborger fra Kenya, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er mindreårig, er barn af en statsborger fra Kenya, der i 2017 var blevet familiesammenført til sin danske ægtefælle, efter udlændingeloven. Ansøgeren indgav i januar 2021 ansøgning om familiesammenføring til sin mor efter udlændingeloven, som ansøgeren fik afslag på. Ansøgeren søgte efterfølgende i maj 2021 om afledt opholdsret som familiemedlem til ansøgerens mors ægtefælle, efter EU-reglerne bl.a. med henvisning til ansøgerens mors ægtefælles arbejdsmæssige rejseaktiviteter til andre medlemslande.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer indledningsvis, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat. Ansøgeren kan derfor ikke opnå opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger ikke har udfyldt afsnittet om ophold i andre medlemsstater i ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret efter EU-retten, og at han ikke i CPR, har været registreret udrejst af Danmark.
Udlændingenævnet har herefter foretaget en vurdering af, om ansøgeren kan have en afledt opholdsret som følge af, at den danske statsborgers regelmæssigt rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse indledningsvis lagt til grund, at den danske statsborger har dokumenteret, at han som følge af sine arbejdsopgaver hos sin arbejdsgiver rejser til andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en udtalelse fra maj 2021 fra den danske statsborgers arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger i perioden fra 2018 til 2021 samlet havde mere end 180 rejsedage p.a. primært til Holland og Tyskland, og at det forventedes, at den danske statsborger fremadrettet ville have samme arbejdsmønster. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen var indsendt timesedler vedrørende den danske statsborger, hvoraf hans lokationer fremgik. I perioden fra december 2020 til april 2021 havde den danske statsborger således alene 19 arbejdsdage i Danmark.
Uanset, at den danske statsborger således udøver erhvervsmæssig beskæftigelse i andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været nødvendig for at sikre, at den danske statsborger forsat kunne udøve sin ret til fri bevægelighed. Et afslag på familiesammenføring ville således ikke have afskrækket ham fra faktisk at udøve sine grundlæggende rettigheder i henhold til TEUF artikel 45.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens familiemæssige relation til den danske statsborger følger af den danske statsborgers ægteskab med ansøgerens mor. Ansøgerens mor fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i august 2017, og ansøgeren søgte i januar 2021 første gang om opholdstilladelse i Danmark.
Henset til, at der således forløb 3,5 år fra at ansøgerens mor fik opholdstilladelse til ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse, og den danske statsborger efter det oplyste i den forløbne periode har været i stand til at forsætte sin erhvervsmæssige beskæftigelse, herunder foretage forretningsrejser til andre medlemsstater, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været eller er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger fortsat kan udøve sin ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der ikke er indsendt oplysninger om, at familielivet mellem ansøgeren, ansøgerens mor, og den danske statsborger ikke kan udøves som hidtil, herunder via visumbesøg.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke opfyldte eller opfylder betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten, uanset at den danske statsborger har foretaget regelmæssige rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen, idet familiesammenføring ikke kan anses for nødvendig.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse fra september 2021”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. september 2022 – EU – Brexit – Tidsubegrænset opholdsret
Dato: 05-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 5. september 2022 – EU – Brexit – tidsubegrænset opholdsret
Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, fordi den britiske statsborger ikke havde ret til tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik maj 2011 udstedt et registreringsbevis efter EU-retten. I maj 2018 udrejste ansøgeren herefter af Danmark til Taiwan og genindrejste i juli 2021 i Danmark. Der var ikke registreret lønindkomst for ansøgeren i eIndkomst i 2011, 2013, 2014, 2015, og 2016. Som dokumentation for ansøgerens uafbrudte ophold i Danmark i mindst 5 år var indsendt årsopgørelser for perioden fra 2013 til 2017, kontoudskrifter for ansøgerens konti hos 2 danske banker for perioderne fra maj 2021 til juni 2021, og for en periode på 9 dage i december 2020, samt en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i december 2016 blev ansat som adm. direktør i et dansk firma.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har opnået ret til tidsubegrænset ophold i Danmark i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. udtrædelsesaftalens artikel 15, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke i tilstrækkeligt grad er dokumenteret, at ansøgeren har haft et lovligt ophold her i landet som f.eks. arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende uafbrudt i 5 år.
Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, at midlertidige ophold uden for landet, der ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, fravær af længere varighed, som skyldes værnepligt eller ét fravær af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde, ikke betragtes som afbrudte ophold uden for landet.
Udlændingenævnet lægger til grund, at perioden, hvori ansøgeren potentielt kunne have erhvervet ret til tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten, begyndte i maj 2011, hvor ansøgeren fik udstedt et registreringsbevis, og frem til maj 2018, hvor ansøgeren i CPR blev registreret udrejst af Danmark til Taiwan.
Udlændingenævnet vurderer herefter, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren har haft et uafbrudt ophold i Danmark i 5 på hinanden følgende år siden maj 2011, hvor ansøgeren senest fik udstedt et opholdsdokument efter EU-retten.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke har modtaget lønindkomst i 2011, 2013, 2014, 2015, og 2016.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at SIRI ved brev fra juni 2021 oplyste ansøgeren om, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke havde modtaget indkomst i 2011, 2013, 2014 og 2015. SIRI anmodede samtidig om at indsende dokumentation for, at ansøgeren i perioden fra juni 2011 til maj 2018 havde haft lovligt ophold i 5 år i Danmark. SIRI oplyste, at den pågældende dokumentation f.eks kunne være kontoudtog, der understøttede, at ansøgeren havde haft udgifter til almindelig husholdning og/eller forbrug i Danmark, dokumenter, der understøttede, at ansøgeren havde været ved lægen, tandlæge, i skole eller lignende, eller dokumentation for, at ansøgeren havde benyttet sit rejsekort eller periodekort.
Udlændingenævnet finder endvidere, at de til sagen indsendte årsopgørelser for perioden fra 2013 til 2017 ikke i sig selv dokumenterer, at ansøgeren har haft et uafbrudt lovligt ophold i 5 på hinanden følgende år. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af årsopgørelserne alene fremgår, at ansøgeren har haft beskæftigelse af et vist omfang, men ikke at han faktisk har opholdt sig i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at SIRI i sin afgørelse alene har henvist til årsopgørelserne fra 2013, 2014, 2015, og således ikke forholdte sig til årsopgørelserne fra 2016 og 2017, idet årsopgørelser ikke alene kan dokumentere ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse endvidere til, at det af årsopgørelserne fra 2013 og 2014 fremgår, at ansøgeren havde en personlig indkomst på henholdsvis 88.320 kr. og 168.360 kr., mens det af årsopgørelserne for 2015 og 2016 fremgår, at ansøgeren i de pågældende år ikke havde en skattepligtig indkomst. Det er således alene årsopgørelsen for 2013, 2014 og 2017, der understøtter dine oplysninger om, at du havde ophold i Danmark i perioden fra 2011 til 2018.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har indsendt kontoudskrifter for sin konti hos 2 danske banker for perioderne fra ultimo maj 2021 til ultimo juni 2021, og for en periode på 9 dage i december 2020, da kontoudtogene alene dokumenterer, at ansøgeren har haft udgifter i Danmark i en meget begrænset periode på ca. 1 ½ måned.
Udlændingenævnet kan derfor ikke på denne baggrund lægge til grund, at ansøgeren har haft udgifter til almindelig hushold eller forbrug i Danmark i en uafbrudt periode på 5 på hinanden følgende år. Derudover vedrører kontoudskrifterne en periode, der ligger efter ultimo maj 2018, hvor ansøgeren udrejste og afbrød sit ophold i Danmark.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er oplysninger i sagen om, at ansøgerens udrejse ultimo 2018 og hans efterfølgende ophold uden for Danmark skyldtes grunde, der ville kunne føre til, at hans ophold ikke ville kunne anses for ophørt.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har indsendt en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgår, at ansøgeren i december 2016 blev ansat som adm. direktør i et dansk firma, fordi ansættelseskontrakten ikke dokumenterer, at ansøgeren har haft et ophold i Danmark i 5 år. Udlændingenævnet henviser herved til ansøgerens egne oplysninger om, samt CPR registreringen om, at ansøgeren udrejste af Danmark til Taiwan ultimo maj 2018.
Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren både har haft ejendom, børn og firma i Danmark i 6 år, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at disse oplysninger ikke er dokumenteret og ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at ansøgeren har haft uafbrudt ophold i Danmark i mindst 5 år. Ansøgeren har således ikke indsendt dokumentation for, at han har boet i sin ejendom i Danmark, at ansøgeren har haft beskæftigelse i Danmark, at ansøgerens børn har gået i institution i Danmark, og at ansøgeren i øvrigt har indrettet sig i Danmark på en sådan måde, at det kan konstateres, at ansøgeren har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen uafbrudt i 5 år.
Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et Brexit-opholdsdokument på baggrund af tidsubegrænset ophold.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet