 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2023 – EU - Primær bevægelighed – Medfølgende familie – Samlevende
Dato: 28-07-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Sydafrika, som havde søgt om EU-opholdskort som fast samlevende med en græsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i april 2022 ansøgning om opholdsret som fast samlever til en herboende unionsborger, der havde opnået tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne. Parret oplyste, at de indledte deres forhold i 2019, at de flyttede sammen i Danmark i november 2021, og at de havde foretaget ægteskabslignende dispositioner. Som dokumentation havde parret indsendt bl.a. en bekræftelse vedrørende fælles indboforsikring, flybilletter i ansøgerens navn, kontoudskrifter, en samlivserklæring og en ansøgning om prøvelsesattest.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af december 2022.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15, idet ansøgeren ikke kan anses for omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.
Udlændingenævnet finder således efter en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger og dokumentation, at der ikke består en behørigt dokumenteret varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, hvorfor de ikke kan anses for at være faste samlevende under henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2, jf. § 15.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at de anførte oplysninger samt den indsendte dokumentation vedrørende ansøgerens og unionsborgerens boligforhold i perioden fra november 2021 til dags dato, ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har etableret et fast samlivsforhold i den angivne periode.
Det til støtte for klagen anførte om, at der ikke er fastsat en minimumsgrænse for, hvor længe et par skal leve sammen, før der foreligger et fast samlivsforhold, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser til, at samlivets varighed er et element, der kan indgå i en samlet og konkret vurdering af, om samlivet har en sådan fasthed, at det kan danne grundlag for en ret til ophold, og at det efter fast praksis antages, at 1½-2 års samliv på fælles bopæl vil være tilstrækkeligt til, at der foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret vurdering, at uanset om ansøgeren og unionsborgeren har boet sammen på fælles adresse siden november 2021, vil dette ikke i sig selv føre til en ændret vurdering henset til sagens øvrige omstændigheder, herunder at der ikke er indsendt dokumentation, som i tilstrækkelig grad underbygger, at der ud over at bo på samme adresse består en sådan varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, at de kan anses som faste samlevere.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at alene det forhold, at man er registreret på samme bopæl i CPR, ikke i sig selv udgør dokumentation for, at der består et fast samlivsforhold, som efter EU-opholdsbekendtgørelsen kan sidestilles med et ægteskab. Udlændingenævnet finder i den forbindelse også, at det forhold, at der i CPR også er registreret 2 andre personer på adressen, herunder ansøgerens far, ikke underbygger, at ansøgerens og unionsborgerens samliv har karakter af et fast samlivsforhold i EU-rettens forstand.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgeren og unionsborgeren i april 2022 har udfyldt og underskrevet en ansøgning om prøvelsesattest og en erklæring efter ægteskabslovens § 11 b.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af ansøgerens ansøgning til SIRI fremgår, at ansøgeren og unionsborgeren ikke har indgivet prøvelsesattestsansøgningen til Familieretshuset, samt at det ikke fremgår af sagens oplysninger, at de på nuværende tidspunkt har fået udstedt en prøvelsesattest eller indgået ægteskab.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren og unionsborgeren har mødt hinanden i Danmark i 2019, at de havde planlagt at flytte sammen i marts 2020, men blev forhindret på grund af situationen omkring COVID-19, at de har foretaget ægteskabslignende dispositioner, samt at der til støtte for klagen er indsendt en bekræftelse fra forsikringsselskabet, dokumentation for 2 overførsler fra ansøgeren til unionsborgeren og ansøgerens flybilletter til Grækenland.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke som følge heraf kan anses for tilstrækkeligt godtgjort, at ansøgeren og unionsborgeren har påtaget sig en tilstrækkelig grad af gensidig forpligtelse over for hinanden, således at de kan anses som faste samlevende.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2023 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer - Proforma
Dato: 12-07-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2023 – EU – Primær Bevægelighed – Familiemedlemmer - Proforma
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Ghana, som havde søgt om EU-opholdskort som medfølgen-de familiemedlem (ægtefælle) til en statsborger fra Italien.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i juli 2021 ansøgning om opholdsret som ægtefælle til en statsborger fra Italien (re-ferencen). SIRI meddelte i december 2021 afslag på udstedelse af opholdskort under henvisning til hensynet til den offentlige orden, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, idet ansøgeren i juni 2015 var blevet dømt for dokumentfalsk og idømt fængsel i 40 dage, samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Udlændingenævnet omgjorde i juni 2022 sagen og tilbagesendte sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser var opfyldt.
SIRI anmodede i august 2022 ansøgeren om dokumentation for, at ansøgeren og referencen havde haft kendskab og kontakt med hinanden forud for indgåelsen af ægteskabet, samt dokumentation for, at ansøgeren og referencen i havde haft et sædvanligt familieliv efter indgåelsen af ægteskabet. Ansø-geren fremlagde herefter en række daterede billeder af ansøgeren og referencen samt skærmprint af en chatsamtale. Ansøgeren oplyste bl.a., at parret havde mødt hinanden i Ghana i januar 2020 og var sammen i ca. 4 uger i Ghana, at de opretholdt kontakten efterfølgende, at ægteskabet blev indgået i Ghana i april 2021, at parret talte twi og engelsk sammen, og at de havde boet sammen siden juli 2021.
I oktober 2022 traf SIRI afgørelse om afslag på opholdsret, idet SIRI fandt, at der var grund til at anta-ge, at ansøgerens og referencens ægteskab var indgået med det ene formål at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for ansøgeren, og at ansøgningen således var udtryk for misbrug af EU-rettens reg-ler, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”Styrelsen for International Rekruttering og Integration har lagt til grund, at [referencen], som den EU-statsborger du ønsker at slutte dig til, opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 2.
Men alligevel finder vi, at du ikke opfylder betingelserne for udstedelse af et opholdsdokument som familiemedlem til en EU-statsborger.
Vi har lagt vægt på, at du ikke har indsendt tilstrækkelig dokumentation for, at dit og [referencens] ægteskab ikke er indgået med det ene formål at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for dig, og at din ansøgning således er udtryk for misbrug af EU-rettens regler, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Vi vurderer således fortsat, at jeres ægteskab ikke bør anerkendes som et gyldigt ægteskab i Dan-mark, jf. ægteskabslovens § 22b, stk. 2, nr. 2.
Vi anser dig derfor ikke som ægtefælle til [referencen] og du kan ikke betragtes som familiemedlem i EU-rettens forstand, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Din ansøgning kan på den baggrund ikke imødekommes, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Vi har i den forbindelse særligt lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at du og [refe-rencen] i perioden forinden ægteskabets indgåelse den [..] april 2021 har haft et forudgående samliv eller et indgående personligt kendskab til hinanden eller, at du og [referencen] i perioden efter ægte-skabets indgåelse har haft et sædvanligt familieliv.
Det forhold, at du har indsendt skærmprint af diverse beskeder og diverse billeder af dig og [referen-cen], kan ikke føre til en ændret vurdering heraf.
Vi har herved indledningsvist lagt vægt på, at beskederne ikke kan henføres til hverken [referencen] eller dig, da der udelukkende fremgår en modtager med navnet ”[referencens navn]”.
Videre har vi lagt vægt på, at beskederne og billeder i øvrigt ikke i sig selv på tilstrækkelig vis kan dokumentere eller sandsynliggøre, at formålet med ægteskabet ikke alene har været at opnå et selv-stændigt opholdsgrundlag for dig.
Desuden har vi lagt vægt på, at uanset, at det kan dokumenteres, at korrespondancen faktisk er fore-gået mellem dig og [referencen], vil det ikke i sig selv godtgøre jeres personlige kendskab til hinanden.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på den meget begrænsede og sporadiske korrespondance og den overfladiske karakter af indholdet af samtalerne. Vi har særligt lagt vægt på, at beskederne ikke viser et indgående kendskab til hinanden og at tekstbeskeder ikke kan stå alene i vurderingen af, om et æg-teskab er reelt. Vi har også lagt vægt på, at I har indsendt ti daterede billeder i perioden [..] april 2021 til [..] september 2022.
Vi skal hertil bemærke, at det forekommer påfaldende, at I på billederne dateret den [..] april 2021 i Accra [..] juli 2021 i Glostrup og [..] september 2022 fremgår med nøjagtig samme påklædning.
Desuden bemærkes det, at det også fremkommer på billederne dateret den [..] juli 2021 i Glostrup, [..] december 2021 og [..] august 2022 i Glostrup fremgår [referencen] med nøjagtig samme påklædning samt de samme sengetøj.
På denne baggrund, kan vi hverken lægge datoerne eller stederne, hvor billederne skulle være taget til grund. Derimod vurderer vi, at billederne er opstillet og den tilhørende angivelse af sted og dato er manipuleret med henblik på at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for dig.
På baggrund af ovenstående vurderer vi, at der er høj sandsynlighed for, at jeres ægteskab er et pro-formaægteskab, og at jeres familiemæssige tilknytning således ikke er reel og er etableret med det ene formål at opnå en ret til fri bevægelighed og ophold for dig.
Derfor vurderer vi desuden, at du og [referencen] ikke kan anses for at have etableret et beskyttelses-værdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Du er ikke fremkommet med bemærkninger, der kan føre til en anden afgørelse. ”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] oktober 2022 af de grunde, som SIRI har anført.
Det betyder, at Udlændingenævnet er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at det ikke er dokumenteret, at [ansøgeren] har indgået et retsgyldigt ægteskab med [referen-cen], jf. ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet vurderer således, at der er grund til at antage, at [ansøgeren] og [referencens] ægteskab er indgået med det ene formål at opnå et op-holdsgrundlag for [ansøgeren] (proformaægteskab), jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1. [An-søgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] og [refe-rencen] begge var fysisk til stede ved vielsen i Ghana den [..] april 2021, at vielsen er foretaget af og registeret ved de ghanesiske myndigheder, at SIRI burde havde foretaget en undersøgelse af vielsesat-testen, og at SIRI burde have lagt vielsesattesten til grund for, at [ansøgeren] er omfattet af person-kredsen for familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at SIRI i afgørelsen af [..] oktober 2022 ikke har anfægtet ægtheden af vielsesattesten eller tilstedeværelsen ved vielsen, men derimod har lagt vægt på formålet med indgåelsen af ægteskabet og i den forbindelse har vurderet, at [ansøgerens] ansøgning er udtryk for misbrug af EU-rettens regler om fri bevægelighed jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] og [referencen] taler samme sprog, at de har været kærester siden deres første møde den [..] januar 2020 i Ghana, at de har boet sammen forud for deres vielse, at de efterfølgende har boet sammen i Danmark siden [ansøgerens] indrejse den [..] juli 2021, og at de på grund af deres alder og eventuelle sundhedsmæssige udfordringer har brug for hinandens omsorg og støtte.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at det herved på tilstrækkelig vis er godtgjort, at [ansøgeren] og [referencen] har et indgående, personligt kendskab til hinanden eller familieliv, som almindeligvis forventes af ægtefæller, idet der ikke er fremsendt dokumentation for, at [ansøgeren] og [referencen] har mødtes personligt eller besøgt hinanden forud for, at de indgik ægteskab den [..] april 2021, eller at de har samlevet på fælles bopæl på noget tidspunkt.
For så vidt angår oplysningerne om, at [ansøgeren] og [referencen] har boet sammen forud for vielsen, bemærker Udlændingenævnet, at [ansøgeren] og [referencen] i forbindelse med indgivelsen af ansøg-ningen til SIRI har oplyst, at de ikke har boet sammen forud for ægteskabets indgåelse, samt at [parts-repræsentanten] i forbindelse med klagen har anført, at [ansøgeren] og [referencen] har været adskilt siden 2020.
Det forhold, at der til støtte for klagen er genfremsendt daterede billeder og tekstbeskeder, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet med samme begrundelse som SIRI finder, at tekstbeskederne og billederne ikke kan godtgøre, at [ansøgeren] og [referencen] har etableret et sæd-vanligt samliv eller familieliv forud for eller efter, at de indgik ægteskab den [..] april 2021.
Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at [an-søgeren] og [referencen] har vanskeligheder ved at skrive, og at de derfor hovedsageligt kommunikerer via telefonsamtaler. Udlændingenævnet henviser herved til, at der ikke er fremlagt anden dokumentati-on for [ansøgeren] og [referencens] kontakt.
Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at de vedlagte billeder repræsenterer autentiske øjeblikke fra [ansøgeren] og [referencens] samliv, og at det er normalt at have det samme, lignende eller matchende tøj på. Udlændingenævnet finder således ligesom SIRI, at de fremsendte billeder henset til deres udtryk, samt lokations- og datoangivelser sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke kan tillægges vægt.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] ikke har en negativ historik. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at [ansøgeren] den […] juni 2015 blev udvist af Danmark ved dom med et indrejseforbud på 6 år.
Endelig kan det anførte om, at SIRI burde havde indkaldt [ansøgeren] og [referencen] til interview, ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI ved brev af [..] august 2022 anmodede om dokumentation for, at [ansøgeren] og [referencen] havde indgået et reelt ægte-skab. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af generelle forvaltningsretlige principper, at det påhviler den udlænding, der søger om opholdsgrundlag i Danmark, at meddele de oplysninger, som er nødvendige for, at der kan træffes afgørelse i sagen.
Udlændingenævnet henviser videre til, at SIRI på baggrund af en konkret og individuel af den fremlagte dokumentation vurderede, at sagens oplysninger samlet set taler for, at der er tale om et proformaæg-teskab, og at det ikke var nødvendigt at indkalde [ansøgeren] og [referencen] til interview, og at Ud-lændingenævnet kan henholde sig til denne vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster således efter en samlet vurdering SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Reelt og Faktisk ophold
Dato: 27-06-2023Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælle, indgav i september 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra juni 2020 havde opholdt sig i Italien sammen med ansøgeren. Den danske statsborger havde sin søn i Danmark og var under uddannelse i Danmark. Der var til ansøgningen bl.a. vedlagt kontoudtog fra den danske statsborgers bank, fly- og togbilletter mellem Danmark og Italien, en lejekontrakt og kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke i tilstrækkelig grad kan anses for godtgjort, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Italien, som er en betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark ved den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet finder ved en samlet konkret og individuel vurdering af den til sagen indsendte dokumentation, at den danske statsborger ikke i perioden fra 2020 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning kan anses for at have haft et ophold i Italien, der er udtryk for, at den danske statsborger har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed som følger af opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af kontoudtog fra den danske statsborgers bank, at den danske statsborger forud for indgivelse af ansøgerens ansøgning i september 2021 har haft udgifter i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til primo august 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra medio november 2020 til ultimo december 2020, fra ultimo februar 2021 til ultimo maj 2021, og en dag i ultimo september 2021.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at de indsendte fly- og togbilletter understøtter en formodning for, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i de samme perioder, som fremgår af de indsendte kontoudtog, idet billetterne sandsynliggør, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til ultimo juli 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra primo november 2020 til medio december 2020, fra ultimo februar 2021, til medio maj 2021, og fra ultimo september 2021 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at den danske statsborger ikke på baggrund af de periodevis ophold i Italien, kan anses for at have draget konsekvenserne af at være flyttet fra Danmark til Italien, og derved have etableret et reelt og faktisk ophold dér.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ligeledes af den indsendte dokumentation fremgår, at den danske statsborgers ophold i Italien har været afbrudt af ophold i Danmark af længere varighed, herunder i perioderne fra primo september 2020 til primo november 2020 og fra medio maj 2021 til ultimo september 2021.
Der er ikke til sagen fremsendt kontoudtog for perioden fra ultimo januar 2021 til ultimo februar 2021, og for perioden fra ultimo maj 2021 til ultimo august 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger medio februar 2022 til SIRI oplyste, at den danske statsborger har pendlet meget mellem Danmark og Italien for at besøge sin søn så ofte som muligt og for at deltage i laboratoriekurser i forbindelse med sin uddannelse.
Udlændingenævnet finder således, at Danmark må anses for den danske statsborgers primære opholdssted, idet det er i Danmark, den danske statsborger har haft sine forpligtelser, herunder sin søn og sit studie, og at den danske statsborger alene har opholdt sig i Italien i det omfang den danske statsborgers forpligtelser i Danmark har tilladt dette. Udlændingenævnet vurderer derfor, at opholdene i Italien må anses for at have karakter af besøgsophold, og at den danske statsborger dermed ikke har haft sin hverdag dér.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger til sagen har indsendt en lejekontrakt af fra september 2020 for bolig beliggende på en adresse i Italien og kvitteringer for betalt husleje, el og gas.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om den danske statsborger har haft rådighed over en lejlighed i Italien i hele den angivne periode, som ansøgeren må antages at have boet i, idet den danske statsborger på baggrund af sagens øvrige oplysninger om den danske statsborgers længerevarende ophold i Danmark og forpligtelser her i landet, ikke kan anses for at have etableret et reelt og faktisk ophold i Italien.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger har indsendt dokumentation for tilmelding til sprogundervisning i Italien, idet dette ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Italien. Udlændingenævnet har herved tillagt det vægt, at det ikke fremgår af de til sagen indsendte oplysninger, om den danske statsborger har deltaget i fysisk undervisning
Den til sagen indsendte fraflytningsrapport for den danske statsborgers tidligere lejlighed beliggende på en adresse i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det fremgår, at synstidspunktet var ultimo september 2019, og det i CPR fremgår, at den danske statsborger fraflyttede adressen medio oktober 2019. Fraflytningsrapporten sandsynliggør således ikke, at den danske statsborger flyttede til Italien næsten et år senere i ultimo juni 2020 og i den forbindelse drog konsekvenserne af at flytte fra Danmark.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger senest har været registreret i CPR som udrejst til Italien i perioden fra ultimo juni 2020 til primo november 2021, og at den danske statsborger i primo september 2020 blev bopælsregistreret i Italien. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger faktisk flyttede fra Danmark til Italien.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2023 – primær bevægelighed – familiemedlemmer – personkreds
Dato: 12-06-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2023 – primær bevægelighed – familiemedlemmer – betingelser ej opfyldt
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på en tredjelandsstatsborgers ansøgning om ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen som familiemedlem til en unionsborger på baggrund af fast samlivsforhold.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var statsborger i Irak, indgav oprindelig en ansøgning om ret til ophold efter EU-reglerne som person med tilstrækkelige midler, hvilken SIRI gav afslag på, fordi ansøgeren ikke var unionsborger. Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2021 sagen til fornyet behandling hos SIRI, idet SIRI skulle vurdere, om ansøgeren opfyldte betingelserne for ophold efter EU-reglerne som familiemedlem til sin samlever, der var unionsborger og arbejdede i Danmark. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren og unionsborgeren (referencen) havde været samlevende i en årrække i Letland, og at de var religiøst viet, men at de ikke kunne indgå et borgerligt ægteskab, idet ansøgeren fortsat var gift med en tredjeperson i et tredjeland og ikke kunne blive skilt fra denne. I september 2022 gav SIRI afslag med den begrundelse, at ansøgeren ikke som ægtefælle til én person kunne blive familiesammenført med en anden, idet dette ville stride imod medlemsstaternes sociale normer og retsordener.
I forbindelse med klagesagen blev det oplyst bl.a., at ansøgeren havde indledt en skilsmisseprocedure i Letland.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRIs afgørelse fra september 2022.
Udlændingenævnet har indledningsvis lagt til grund, at [referencen] opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 2 som arbejdstager.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at [ansøgeren] ikke har ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen som fast samlevende med [referencen], jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] er gift med en tredjeperson. Det ville således stride mod grundlæggende danske retsprincipper at indrømme en afledt opholdsret på baggrund af fast samliv med en unionsborger til en person, der er gift med en tredjeperson.
Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at det fremgår af de til klagesagen fremsendte oplysninger, at myndighederne i Letland har kompetence til at opløse [ansøgerens] ægteskab, at [ansøgeren] har indledt en skilsmisseprocedure ved domstolene i Letland med henblik på at få opløst sit ægteskab med tredjepersonen, og at det således er muligt for [ansøgeren] at blive skilt.
Udlændingenævnet finder derfor ikke anledning til at vurdere, hvorvidt [ansøgeren] og [referencen] har haft et fast samliv, som under normale omstændigheder ville kunne danne grundlag for en afledt opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.
Af samme grunde, som anført ovenfor, kan [ansøgeren], selv såfremt [ansøgerens] og [referencens] religiøse vielse ville kunne anerkendes som et retsgyldigt ægteskab, heller ikke meddeles opholdsret som ægtefælle til [referencen] efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet finder videre, at spørgsmålet om, hvorvidt [ansøgerens] og [referencens] faste samliv kan anses for at være omfattet af begrebet ”familieliv” som omhandlet i EMRKs artikel 8, og EU-Chartrets artikel 7, ikke kan inddrages ved vurderingen af, om [ansøgeren] er omfattet af EU-opholdsreglerne om fri bevægelighed.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at EMRKs artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRKs artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod EMRKs artikel 8 eller EU-Chartrets artikel 7 at meddele [ansøgeren] afslag på ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2023 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstager
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdsret som arbejdstager til en bulgarsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i oktober 2022 ansøgning om opholdsret som arbejdstager. Ansøgeren havde til ansøgningen indsendt en ansættelseskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgik, at ansøgeren var fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer og en månedsløn på 13.000 kr., og at ansættelse ikke omfattede løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort at have beskæftigelse af reel og faktisk karakter.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansøgeren er fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer, og at hans månedsløn er 13.000 kr. Det må således lægges til grund, at ansøgerens timeløn er 81,1 kr.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansættelseskontrakten ikke indeholder en stillingsbetegnelse, men at det fremgår af www.virk.dk, at virksomheden er en restaurant.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at en månedlig lønindkomst på 13.000 kr. har et sådan størrelsesmæssigt omfang, at der som udgangspunkt ikke vil være tale om et rent marginalt supplement.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ansættelsesforhold, særlig den aftalte aflønning for omfanget af arbejdet, ikke kan anses at have en sådan karakter, at der er tale om reel og faktisk beskæftigelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens timeløn ikke kan anses for at være af sædvanlig karakter, da det fremgår af restaurantoverenskomst 2020-2023 indgået mellem Horesta og 3F, at timelønnen for medhjælpere over 18 år pr. den 1. marts 2022 er 132,24 kr.
Ansøgerens timeløn sammenholdt med det faktum, at ansøgeren er fastansat og har et månedligt timeantal på 160,33 timer, hvilket svarer til en fuldtidsansættelse, finder Udlændingenævnet taler imod, at ansøgerens beskæftigelse er reel og faktisk, da timelønnen er betydeligt lavere, end hvad der ville være forventeligt for beskæftigelse af den pågældende type.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af ansøgerens ansættelsesaftale må lægges til grund, at ansøgerens ansættelse ikke omfatter løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv. Dette er forhold som efter Udlændingenævnets vurdering taler imod, at der er tale om sådan reel og faktisk beskæftigelse, at der kan meddeles en opholdsret som arbejdstager på denne baggrund.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at medlemsstaterne skal sikre, at der ikke sker diskrimination eller udnyttelse af arbejdskraften, når der ansættes udenlandsk arbejdskraft, herunder sikre ligebehandling i henhold til national ret, praksis og kollektive overenskomster i forhold til den pågældende medlemsstats egne statsborgere, jf. retsreglerne ovenfor. Uanset at lønninger på arbejdsmarkedet ikke er lovmæssigt reguleret i Danmark, indgår lønforhold i vurderingen af, om en unionsborger kan anses for arbejdstager i EU-retlig forstand. I den forbindelse skal det vurderes, om aflønning sker i overensstemmelse med de lavest overenskomstmæssige takster for det givne fagområde.
Det af ansøgeren anførte om, at mange ansøgere har fået opholdstilladelse med en lignende arbejdskontrakt i 2022, at mange ansøgere har fået arbejdstilladelse for nylig med timeløn under 132,24 kr., og at kravet om en timeløn på 132,24 kr. kun er gældende for restauranter, der er medlem af overenskomsten, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har foretaget en samlet og individuel vurdering på baggrund af de konkrete oplysninger, som fremgår af ansøgerens ansættelsesaftale. Andre personers ansættelsesforhold kan derfor ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2022 – Brexit – Familiemedlem – Familiemedlem indrejst inden overgangsperiodens udløb – Forsørgelse, husstand og helbredsmæssige forhold
Dato: 17-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Aserbajdsjan, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som forælder til en herboende britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i december 2020 for at tage ophold hos sin herboende datter, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Til støtte for forsørgelsesforholdet var det oplyst, at ansøgerens datter havde hævet kontanter, som ansøgeren enten selv havde fået under besøgsophold i Danmark, eller som bekendte havde medbragt til ansøgeren i Aserbajdsjan. Endvidere var det anført, at datteren havde betalt for ansøgerens rejser til Danmark og for ansøgerens medicin. Endelig var det anført, at ansøgeren var fraskilt og pensionist og udgjorde en væsentlig del af datterens familie i Danmark. Der var ikke til sagen fremlagt dokumentation for hverken kontanthævninger, køb af rejser eller medicin eller for ansøgerens helbredsproblemer.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin datter, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens datter har fået udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren i december 2020 indrejste i Danmark og indgav ansøgning om ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Endelig har Udlændingenævnet lagt til grund, at SIRI i april 2021 orienterede ansøgeren om, at ansøgningen ville blive behandlet efter udtrædelsesaftalens regler. Ansøgeren blev i den forbindelse anmodet om at fremlægge dokumentation for, at ansøgeren inden overgangsperiodens udløb havde opfyldt et opholdsgrundlag i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler, herunder dokumentation for, at der enten forelå et forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter, at ansøgeren havde været optaget i ansøgerens datters husstand, eller for at alvorlige helbredsmæssige grunde gjorde det absolut nødvendigt, at ansøgerens datter personligt plejede ansøgeren.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at der ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. i), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, litra d).
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det anførte om, at ansøgeren har haft et forsørgelsesbehov, siden ansøgeren nåede pensionsalderen i 2018, og at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har hævet kontanter til ansøgeren, når ansøgeren har været i Danmark, hvorefter ansøgeren har medbragt pengene til sin forsørgelse i Aserbajdsjan, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for de pågældende kontanthævninger.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er oplyst, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle 10 gange i perioden fra august 2015 til august 2019 har hævet kontanter, som deres bekendte herefter har medbragt til Aserbajdsjan og overbragt til ansøgeren til brug for ansøgerens forsørgelse. Udlændingenævnet har herved igen lagt vægt på, at der ikke er fremlagt nogen dokumentation til støtte herfor. Det fremlagte skema med anførte datoer og kontaktoplysninger på de pågældende bekendte, kan ikke i sig selv udgøre tilstrækkelig dokumentation i denne sammenhæng.
Det forhold, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har oplyst, at de ikke kan fremlægge kontoudskrifter, der dokumenterer kontanthævningerne, fordi de i mellemtiden har skiftet bank, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at det efter EU-Domstolens praksis kan stilles krav om bevis for, at der har fundet en reel forsørgelse sted.
Det forhold, at ansøgeren fratrådte sin fuldtidsstilling i maj 2018, og at ansøgeren efter det oplyste var nødt til at have deltidsarbejde indtil 2020 og på nuværende tidspunkt ikke kan leve af sin pension, kan ikke i sig selv føre til, at det kan lægges til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgeren har indkomst i form af pension i Aserbajdsjan, at pensionen udgør 439 manat om måneden, og at det fremgår af den fremlagte arbejdsgivererklæring fra marts 2021, at ansøgerens månedsløn var 480 manat. Der er således ikke tale om en meget markant nedgang i ansøgerens indkomst.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at det er anført, at ansøgeren er skilt, og at ansøgerens datter er ansøgerens eneste barn og nære familiemedlem, at det bl.a. har været nødvendigt at forsørge ansøgeren ved at betale for ansøgerens rejser til Danmark, så ansøgeren kunne udøve samvær med sin eneste familie, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har behov for at have ansøgeren i Danmark, fordi de begge har krævende fuldtidsarbejde, og at ansøgeren udgør en væsentlig del af familien, hvorfor et afslag på opholdsret vil gribe uproportionalt ind i familiens liv.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at retten til familieliv, som er beskyttet ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, som udgangspunkt alene beskytter den traditionelle familiestruktur, herunder ægtefæller og mindreårige børn. Det forhold, at det er ønskværdigt for ansøgeren og ansøgerens datter at være sammen i Danmark, kan ikke i sig selv udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv i EMRK artikel 8’s forstand.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at det forhold, at ansøgerens datter vil påtage sig at forsørge ansøgeren fremover, ikke i sig selv medfører, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem i EU-rettens forstand.
Udlændingenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at der har foreligget det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet finder endvidere, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af den udvidede personkreds i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 2 eller 3, jf. opholdsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke som anmodet er fremlagt oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren har været optaget i sin datters husstand, eller at ansøgeren lider af alvorlige helbredsmæssige problemer, som gør det absolut nødvendigt, at ansøgerens datter personligt plejer ansøgeren.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at det er beklageligt, at der ikke i SIRI’s afgørelse af 17. august 2021 er taget stilling til, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 2 eller 3.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke grundlag for alene af denne grund at hjemvise sagen til fornyet vurdering i SIRI. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI – som før nævnt – har vejledt om at indsende den relevante dokumentation, men at det hverken er dokumenteret eller anført, at ansøgeren har været optaget i sin datters husstand, eller at det er absolut nødvendigt med personlig pleje af ansøgeren.
Oplysningerne om, at ansøgeren har problemer med sin skjoldbruskkirtel, at det er vanskeligt og dyrt at finde behandling i Aserbajdsjan, og at ansøgerens datter derfor også har forsørget ansøgeren ved at betale for medicin, kan ikke tages i betragtning i denne forbindelse. Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at der hverken er fremlagt dokumentation for ansøgerens helbredsproblemer eller for køb af medicin.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. september 2022 – Brexit – Familiemedlem indrejst inden overgangsperiodens udløb – Forsørgelse, husstand og helbredsmæssige forhold
Dato: 17-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som forælder til en herboende britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2020 for at tage ophold hos sin herboende søn, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet var fremlagt kvitteringer for 6 pengeoverførsler fra ansøgerens søn i løbet af de sidste 5 måneder op til ansøgerens indrejse i Danmark. Endvidere var der fremlagt dokumentation for en række overførsler, som ikke kunne henføres til ansøgeren, men bl.a. til 2 navngivne personer, som efter det oplyste havde videregivet pengene til ansøgeren i Pakistan. Det var desuden oplyst, at ansøgerens helbred gradvist var blevet forværret, så ansøgeren nu havde behov for mere pleje end tidligere.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin søn, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens søn i juni 2020 fik udstedt registreringsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler og i marts 2021 fik udstedt opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelserne for at være omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til sin søn.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, idet det ikke kan lægges til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt dokumentation for overførsler fra ansøgerens søn til ansøgeren på henholdsvis 500 britiske pund i juni 2017, 524 britiske pund i maj 2020, 2.255 kr. i juli 2020, 1.955 kr. i august 2020, 1.855 kr. i september 2020 og 2.955 kr. i oktober 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der – bortset fra den enkeltstående overførsel i 2017 – er tale om en periode på mindre end 5 måneder op til ansøgerens indrejse i Danmark i oktober 2020, hvilket ikke kan anses for at være en anseelig periode.
De fremlagte kontoudskrifter kan ikke føre til en ændret vurdering, idet de fremhævede overførsler på henholdsvis 112 britiske pund i december 2017, 130 britiske pund i marts 2018, 116 britiske pund i januar 2019 og 207 britiske pund i november 2019, ikke lader sig henføre til ansøgeren.
Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at uanset om overførslerne kunne henføres til ansøgeren, ville de fortsat ikke i sig selv være tilstrækkelige til at godtgøre et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn, henset til overførslernes begrænsede omfang.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgerens søn 7 gange i perioden fra maj 2015 til juni 2016 samt i april 2020, har overført penge til 2 navngivne personer, som har erklæret på tro og love, at de har videregivet pengene til ansøgeren i Pakistan.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den pågældende dokumentation og tro og love-erklæringer ikke kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at overførslerne til de 2 navngivne personer faktisk er blevet brugt til at forsørge ansøgeren, således at ansøgerens materielle behov i hjemlandet har været dækket af ansøgerens søn.
Ved vurderingen af, om der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn, har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder.
Det anførte om, at ansøgeren altid har været hjemmegående og ingen pension har, og at ansøgeren alene har været forsørget af sin herboende søn og ikke af sine 5 andre børn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke i sig selv kan medføre en antagelse om, at der har foreligget det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn.
Endelig bemærker Udlændingenævnet, at uanset om ansøgeren er blevet forsørget af sin herboende søn under opholdet i Danmark, og at ansøgerens søn påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, kan det ikke føre til en ændret vurdering, idet forsørgelsesforholdet skal have været til stede allerede ved overgangsperiodens udløb.
Ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til sin herboende søn, har Udlændingenævnet endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i opholdsdirektivets artikel 3, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at idet ansøgerens søn ikke har boet sammen med ansøgeren i Pakistan forud for ansøgerens indrejse i Danmark, opfylder ansøgeren ikke betingelsen om at have været optaget i sin søns husstand.
Det anførte om, at ansøgeren og ansøgerens søn har boet sammen i forbindelse med besøg hos hinanden i henholdsvis Pakistan, Storbritannien og Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at de midlertidige besøgsophold ikke udgør en fælles husstand i EU-rettens forstand, og at der ligeledes skal være tale om en husstand i ansøgerens hjemland.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at de fremlagte oplysninger og dokumentation vedrørende ansøgerens helbredsproblemer, herunder diabetes, forhøjet blodtryk og øjenrelaterede sygdomme, ikke har en sådan karakter, at det kan anses for absolut nødvendigt, at ansøgeren plejes personligt af sin herboende søn.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til det oplyste om, at ansøgeren indtil indrejsen i Danmark har boet alene og har haft hushjælp i Pakistan til at hjælpe med madlavning, rengøring og personlig pleje, og at det således må antages, at ansøgerens personlige pleje også fremadrettet kan varetages af andre end ansøgerens søn, uanset at ansøgerens syn er blevet forværret.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for et opholdsgrundlag som familiemedlem efter EU-reglerne inden overgangsperiodens udløb, og at ansøgeren derfor ikke kan opnå opholdsret i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen.
På baggrund af ovenstående stadfæster Udlændingenævnet herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13.12.2022 – EU – primær bevægelighed – personkreds
Dato: 16-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Rusland, der havde søgt om EU-opholdskort på grundlag af et lettisk fremmedpas.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde tidligere i henholdsvis 2008, 2012 og 2014 fået udstedt registreringsbevis i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen på grundlag af sit lettiske fremmedpas. Efter at han i en periode have opholdt sig i sit hjemland indrejste han på ny i Danmark og søgte i august 2022 igen om ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på grundlag af sit lettiske fremmedpas.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har således ikke ret til ophold efter EU-retten.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EU-opholdsbekendtgørelsens regler finder anvendelse på unionsborgere og deres familiemedlemmer, og at det er en forudsætning for at være omfattet som ”hovedperson”, herunder som arbejdstager, at man er unionsborger. Dette fremgår af EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret til sagen, at pågældende er eller har været unionsborger.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen har indleveret sit lettiske fremmedpas, og at det fremgår at ansøgerens nationalitet er russisk.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har dokumenteret at være statsborger i et EU-land, hvorfor pågældende heller ikke har ret til ophold i Danmark som arbejdstager, efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Det er indgået i vurderingen, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at Letland er sit hjemland, hvor ansøgeren bl.a. har haft sin skolegang, hvor ansøgeres forældre og søskende befinder sig, samt hvor ansøgeren har en lejlighed. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at et lettisk fremmedpas ikke kan føre til, at ansøgeren er omfattet af EU-retten.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at pågældende har arbejdet periodevis i Danmark de sidste 15 år, og at det fremgår af UIP, at ansøgeren tidligere er blevet meddelt opholdsret i Danmark som arbejdstager i medfør af EU-retten, samt at ansøgeren i december 2014 blev meddelt tidsubegrænset ophold her i landet på baggrund af EU-retten, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i CPR er registeret som udrejst til Letland i februar 2015.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren har haft en længerevarende tilknytning til det danske arbejdsmarked, at ansøgeren er samlevende med en unionsborger, og at pågældende har børn, som er bosiddende i Spanien og England.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren for nuværende ikke er unionsborger og aldrig har været dette og derfor ikke på noget tidspunkt har opfyldt betingelserne for en selvstændig opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2022 – Brexit – Ej omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalen (British overseas citizen)
Dato: 16-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en ansøger med nationalitet "British overseas citizen”, som havde søgt om udstedelse af opholdsdokument som britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som er ”British overseas citizen”, fik i 2004 ved en fejl udstedt EF/EØS-opholdsbevis som britisk statsborger og blev på den baggrund i 2009 meddelt tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne. I april 2022 fik ansøgeren af SIRI udstedt opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen som britisk statsborger, men få uger senere annullerede SIRI afgørelsen med henvisning til, at ansøgeren som ”British overseas citizen” ikke var omfattet af udtrædelsesaftalen. Ansøgeren fik i juni 2022 opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens regler.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er en betingelse bl.a. for at være omfattet af Brexit-bekendtgørelsens anvendelsesområde, at man er britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen, eller familiemedlem til en britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen. Dette fremgår af Brexit-bekendtgørelsens § 1, stk. 4, som henviser til udtrædelsesaftalens personkreds.
Udtrædelsesaftalens personelle anvendelsesområde fremgår af udtrædelsesaftalens artikel 10. Omfattet heraf er bl.a. britiske statsborgere, som udøvede deres ret til ophold i en medlemsstat i overensstemmelse med EU-retten inden overgangsperiodens udløb og derefter fortsat opholder sig der, jf. artikel 10, stk. 1, litra b) og familiemedlemmer til britiske statsborgere, sådan som de er defineret i artikel 10, stk. 1, litra e) og f) og artikel 10, stk. 2-4.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er eller har været britisk statsborger. Som dokumentation for ansøgerens nationalitet er således fremlagt dokumentation i form af ansøgerens britiske pas, hvori nationaliteten er angivet som ”British overseas citizen”.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem.
Allerede fordi, at ansøgeren hverken er britisk statsborger eller familiemedlem til en britisk statsborger, er ansøgeren ikke omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalen og Brexit-bekendtgørelsen.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren er registreret som britisk statsborger i CPR-registret, og at SIRI fejlagtigt udstedte et opholdsdokument til ansøgeren efter Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det er en grundlæggende betingelse for at være omfattet af Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen, at man er britisk statsborger eller familiemedlem til en britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen.
Ved vurderingen skal Udlændingenævnet også bemærke, at ansøgeren heller ikke opfylder udtrædelsesaftalens betingelser om at have udøvet sin ret til ophold i en medlemsstat i overensstemmelse med EU-retten inden overgangsperiodens udløb. Som ”British overseas citizen” anses ansøgeren således ikke som unionsborger, og ansøgeren kan derfor ikke have rettigheder som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren tidligere har fået udstedt opholdsdokumenter som britisk statsborger i medfør af EU-reglerne og på den baggrund har opholdt sig i Danmark siden 2004. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at afgørelser truffet efter EU-opholdsbekendtgørelsen alene er konstaterende, og at udstedelsen af opholdsdokumenter derfor ikke i sig selv skaber et EU-retligt opholdsgrundlag.
Oplysningerne om ansøgerens personlige forhold og tilknytning til Danmark, herunder ansøgerens langvarige ophold i Danmark, danskkundskaber, uddannelse og arbejdsforhold, kan heller ikke føre til en ændret vurdering, idet der ligeledes er tale om forhold, som ikke kan indgå ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af personkredsen i Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 20-03-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Belarus (Hviderusland), som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i juli 2022 i Danmark og indgav ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Ansøgeren oplyste at være ansat i en polsk virksomhed, der havde indgået aftale med en dansk virksomhed om levering af tjenesteydelser i Danmark, og at ansøgeren i den forbindelse skulle levere gods i Danmark. SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgeren i juli 2022 indrejste i Danmark for på vegne af sin polske arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse til en virksomhed i Danmark (modtager-virksomheden).
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det bl.a. er en betingelse for at få udstedt et opholdskort som udstationeret efter EU-reglerne, at der fremlægges dokumentation for, at der foreligger en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem en EU-virksomhed og den virksomhed, som skal modtage tjenesteydelsen i Danmark.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke er fremlagt nogen aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark mellem på den ene side ansøgerens polske arbejdsgiver og på den anden side modtager-virksomheden i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af det fremlagte dokument ”Posting (Udstationering) Order” af 11. juli 2022, at ansøgeren fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 udstationeres i Danmark for at levere 12.750 kg. gods, og at ansøgerens udstationering er baseret på en tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og modtager-virksomheden i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at henvisningen til tjenesteydelsesaftalen ikke i sig selv kan udgøre dokumentation for, at der faktisk foreligger en aftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed om levering af en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet skal gøre opmærksom på, at Udlændingenævnet ikke herved har taget stilling til, om det vil kunne føre til en ændret vurdering, såfremt den omtalte tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed blev fremlagt til sagen, idet Udlændingenævnet i så fald vil skulle vurdere, om der er tale om en aftale om levering af en konkret tjenesteydelse, som vil kunne danne grundlag for EU-opholdsret som udstationeret.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens polske arbejdsgiver er registreret i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) med ansøgeren som kontaktperson, og at det fremgår af RUT bl.a., at den polske virksomhed fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 skal levere tjenesteydelser til den danske modtager-virksomhed.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en registrering i RUT ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet finder herefter, at allerede fordi der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgerens polske arbejdsgiver har indgået aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark, opfylder ansøgeren ikke betingelserne for udstedelse af opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har taget stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af opholdskort som udstationeret er opfyldt, herunder om ansøgeren vil kunne anses for at have fast beskæftigelse hos den polske virksomhed i overensstemmelse med EU-rettens betingelser herom. Udlændingenævnet har således ikke taget nærmere stilling til den til Udlændingenævnet fremsendte dokumentation vedrørende ansøgerens indrejse i Danmark, indkøb i Polen og løn og arbejdstid for juni 2022.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet