 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2023 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 15-03-2023
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og ægteparret havde opholdt sig i Bulgarien i 83 dage i perioden fra april 2022 til juni 2022. I juni 2022 indrejste ansøgeren og den danske ægtefælle i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Under opholdet i Bulgarien havde ansøgeren og den danske ægtefælle opholdt sig på ægtefællens båd, som var oplagt på land i en havn i Bulgarien.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske ægtefælle har opholdt sig i Bulgarien i perioden fra april 2022 til juni 2022, idet den indsendte dokumentation i form af referencens kontoudskrifter, referencens udgifter til telefoni og tandlæge/lægebesøg, samt udskrifter fra Google Timeline understøtter dette ophold.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske ægtefælles ophold i Bulgarien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra ægtefællen.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af EU-Domstolens dom i C-456/12, O og B, at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at sagens oplysninger ikke understøtter, at den danske ægtefælle i perioden fra april 2022 til juni 2022 havde etableret et faktisk og reelt ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv, og at sagens oplysninger ikke understøtter, at ægtefællen havde indrettet sig på en sådan måde, som viser, at han havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Bulgarien og drage de konsekvenser, der følger af at være flyttet til et andet land.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at den danske ægtefælle alene har opholdt sig i Bulgarien i en periode på 83 dage, og at han i denne periode har opholdt sig på en båd.
Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at hans båd bør kunne sidestilles med en lejlighed med tidsubegrænset lejekontrakt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ophold på en almindelig båd, der bruges til sejlads og ikke en husbåd, ikke kan antages at udgøre grundlaget for et fast bolig, og den danske ægtefælles ophold i Bulgarien på en båd taler imod, at han har haft et reelt og faktisk ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder på baggrund af den danske ægtefælles opholds begrænsede varighed sammenholdt med omstændighederne for ægtefællens ophold, at opholdet i Bulgarien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at EU-Domstolen i præmis 52 i sagen C456/12, O og B, har udtalt, at:
”I denne henseende bemærkes, at en unionsborger, som udøver sine rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat. Det vil derfor ikke afskrække en unionsborger fra at udøve sine rettigheder i henhold til den nævnte artikel 6, at unionsborgerens familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, ved unionsborgerens tilbagevenden til sin oprindelsesmedlemsstat nægtes en afledt opholdsret”
Udlændingenævnet har dermed lagt vægt på, at de samlede omstændigheder vedrørende den danske ægtefælles ophold i Bulgarien taler for, at opholdet må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder, ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har forholdt sig til, hvorvidt de øvrige betingelser for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det er i overensstemmelse med praksis, at der foretages en trinvis gennemgang af opfyldelsen af betingelserne for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne, jf. fortolkningsnotatet vedrørende EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen).
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har anmodet om yderligere dokumentation til brug for sagsbehandlingen, og at SIRI ikke har vejledt referencen om, hvordan han kan dokumentere tilstedeværelse i et andet EU-land og derfor ikke har levet op til vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at sagen ses at være tilstrækkeligt oplyst, hvorfor der ikke har været et behov for at indhente yderligere dokumentation, idet den danske ægtefælle allerede havde dokumenteret forholdene omkring sit ophold i Bulgarien. Derudover vejleder SIRI på deres hjemmeside om betingelserne for at kunne opnå opholdsret, bl.a. med en oversigt over eksempler på dokumentation for det danske familiemedlems faktiske og reelle ophold i et andet EU-land.
Udlændingenævnet finder endelig, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at han mener, at SIRI’s afgørelse krænker ægtefællens og ansøgerens ret til et almindeligt familieliv og at ægtefællen er forundret over, at SIRI ikke har inddraget ansøgerens kvalifikationer, idet Danmark har behov for kvalificeret arbejdskraft.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke har betydning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold med henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Serbien, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i januar 2022 i Danmark og indgav ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Ansøgeren oplyste at være ansat i en slovensk virksomhed, der som underleverandør havde indgået aftale med en østrigsk virksomhed om at levere rørinstallationer på et byggeprojekt i Danmark. SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger og dokumenter i sagen ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgeren i januar 2022 indrejste i Danmark for på vegne af sin slovenske arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse til en virksomhed i Danmark (modtager-virksomheden), idet den slovenske virksomhed som underleverandør har indgået aftale herom med en østrigsk virksomhed.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det bl.a. er en betingelse for at få udstedt et opholdskort som udstationeret efter EU-reglerne, at der fremlægges dokumentation for, at der foreligger en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem en EU-virksomhed og den virksomhed, som skal modtage tjenesteydelsen i Danmark.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der til sagen ikke er fremlagt nogen aftale om levering af de pågældende tjenesteydelser i Danmark mellem på den ene side modtager-virksomheden i Danmark og på den anden side den slovenske eller østrigske virksomhed.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt en tysk kontrakt (”Werkvertrag”) mellem den østrigske virksomhed og den slovenske virksomhed, som er underskrevet i november 2021, og hvor den danske modtager-virksomhed er angivet som den endelige kunde (”Final customer”).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en aftale, som alene fremstår indgået mellem den østrigske og den slovenske virksomhed, og den danske modtager-virksomhed er således ikke part i aftalen.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at den tyske kontrakt ikke som anmodet om, er blevet oversat til dansk eller engelsk, hvorfor de mere detaljerede oplysninger i dokumentet ikke har kunnet indgå i Udlændingenævnets vurdering.
Den fremlagte udtalelse fra den østrigske virksomhed, hvoraf det fremgår bl.a., at virksomheden har indgået aftale om levering af rørinstallationer på et byggeprojekt hos modtager-virksomheden i Danmark, og at den slovenske virksomhed er en vigtig underleverandør, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at udtalelsen fra den østrigske virksomhed ikke kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at der er indgået en aftale mellem den østrigske virksomhed og modtager-virksomheden i Danmark om levering af en tjenesteydelse.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det bl.a. fremgår af det fremlagte dokument ”Annex no 5. to the employment contract”, som er underskrevet den 10. januar 2022, at ansøgeren og den slovenske virksomhed har indgået aftale om, at ansøgeren fra den 13. januar 2022 udstationeres til Danmark for at arbejde for modtager-virksomheden i projektets varighed eller formentlig indtil den 13. december 2022.
Udlændingenævnet har herved endnu engang lagt vægt på, at uanset at den danske modtager-virksomhed er nævnt i aftalen om udstationering, kan dette ikke udgøre dokumentation for, at den danske virksomhed faktisk har indgået en aftale om levering af den pågældende tjenesteydelse. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at den fremlagte udstationeringsaftale fremstår meget ukonkret, idet det ikke er beskrevet, hvilket arbejdsopgaver ansøgeren skal udføre for modtager-virksomheden i Danmark.
Udlændingenævnet skal i forlængelse heraf også gøre opmærksom på, at det fremgår af udstationeringsaftalen, at den er et tillæg til ansøgerens ansættelseskontrakt af 16. juni 2021, som den 20. juni 2021 er indgået med tidsbegrænset varighed.
Udlændingenævnet lægger i den forbindelse til grund, at det fremlagte dokument med overskriften ”Pogodbo o zapostlitvi” er en slovensk ansættelseskontrakt indgået mellem ansøgeren og den slovenske virksomhed den 16. juni 2021. De nærmere vilkår for ansøgerens ansættelse kan imidlertid ikke indgå i Udlændingenævnets vurdering, idet dokumentet ikke som anmodet er blevet oversat til dansk eller engelsk.
Idet ansøgerens ansættelseskontrakt ikke er oversat, finder Udlændingenævnet i øvrigt, at det ikke på det foreliggende grundlag kan konstateres, om ansøgerens ansættelse hos den slovenske virksomhed vil kunne danne grundlag for udstedelse af et EU-opholdskort som udstationeret, herunder om ansøgeren vil kunne anses for at have fast beskæftigelse i overensstemmelse med EU-rettens betingelser herom.
Det anførte om, at ansøgeren er fastansat hos den slovenske virksomhed og har udført arbejde for den slovenske virksomhed forud for udstationeringen, og at ansøgeren efter udstationeringen i Danmark vil vende tilbage til virksomheden i Slovenien, kan således ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation herfor.
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet har ved denne afgørelse ikke taget stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i januar 2021 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at arbejde på en byggeplads i Kastrup. Ansøgeren havde forinden søgt om udstedelse af EU-opholdskort hos SIRI som udstationeret tredjelandsstatsborger, idet ansøgeren oplyste at være udstationeret i Danmark for at levere tjenesteydelser på vegne af sin polske arbejdsgiver. I februar 2021 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra februar 2021. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder derimod, at de foreliggende oplysninger samlet set medfører en antagelse om, at formålet med ansøgerens udstationering til Danmark har været at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og at omgå reglerne om arbejdstilladelse.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark den 16. december 2020, hvor ansøgeren efter det oplyste skulle udføre arbejdsopgaver på vegne af sin polske arbejdsgiver, som ifølge den fremlagte ansættelseskontrakt af 12. december 2020 havde ansat ansøgeren som fliselægger (”glazumik”) i en tidsbegrænset stilling indtil den 12. december 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er uoverensstemmelse mellem varigheden af ansøgerens udstationering til Danmark og varigheden af den tjenesteydelse, som den polske virksomhed skulle levere til den danske virksomhed (modtager-virksomheden), hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til Polen og udføre arbejde for den polske virksomhed i overensstemmelse med ansættelseskontrakten.
Det fremgår således af den fremlagte udstationeringsaftale af 15. december 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, at ansøgeren fra den 16. december 2020 til den 16. marts 2021 skulle udstationeres af den polske virksomhed for at udføre arbejdsopgaver i Danmark.
Derimod fremgår det af den fremlagte underentrepriseaftale af 4. januar 2021 mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, at aftalen alene omfatter perioden fra den 4. januar 2021 til den 30. januar 2021. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at den polske virksomhed før den 4. januar 2021 eller efter den 30. januar 2021 havde en aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgerens udstationeringsaftale ikke indeholder oplysninger om f.eks., hvilke konkrete arbejdsopgaver ansøgeren skulle udføre, hvor i Danmark eller til hvilken virksomhed, der skulle leveres tjenesteydelser, men at det alene er angivet i aftalen, at ansøgeren skulle udføre arbejdsopgaver relateret til byggeri og generelle renoveringsopgaver i Danmark.
Udlændingenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren blev udstationeret til Danmark blot 4 dage efter sin ansættelse og inden underentrepriseaftalens indgåelse, og at arbejdsopgaverne i udstationeringsaftalen er meget bredt formuleret, taler for, at formålet med ansøgerens ansættelse og udstationering alene var at blive sendt til Danmark for at opnå adgang til arbejdsmarkedet.
Ved vurderingen af, om ansøgeren kan anses for at have opfyldt betingelserne som udstationeret i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, har Udlændingenævnet yderligere lagt vægt på, at det fremgår af underentrepriseaftalen, at den polske virksomheds arbejdsopgaver omfattede udjævning af gulve i badeværelser, vandtætning, montering af keramiske fliser på vægge og gulve i badeværelser, fugesømme, montering af døre samt montering af gipsplader til kloakrør til en samlet pris af 180.000 kr. ekskl. moms.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren den 27. januar 2021 blev antruffet af politiet på byggepladsen, mens ansøgeren var i gang med at udføre malerarbejde på en altan, hvilket er en arbejdsydelse, som ikke er omfattet af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed.
I forlængelse heraf har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at det fremgår af politiets rapport af 27. januar 2021, at ansøgeren bl.a. oplyste, at han var blevet forevist arbejde af andre udenlandske håndværkere på byggepladsen.
Det fremgår desuden af afhøringsrapporten, at ansøgeren ikke vidste, hvad ansøgeren skulle, når arbejdet i Danmark var afsluttet, men at ansøgeren formodede, at hans ansættelseskontrakt med den polske virksomhed udløb i slutningen af april 2021, hvor ansøgerens visum udløb, idet ansøgeren ikke ville have lovligt ophold i Polen derefter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansættelsen udløber den 12. december 2021, mens det er anført i den fremlagte arbejdsgivererklæring, at ansøgerens ansættelse er tidsubegrænset. Hertil skal Udlændingenævnet også bemærke, at den fremlagte arbejdsgivererklæring er underskrevet af den polske virksomhed 7 uger inden ansøgerens ansættelsesdato.
Udlændingenævnet finder herefter, at det forhold, at ansøgeren blev antruffet i færd med at udføre arbejde, som ikke var omfattet af underentrepriseaftalen, at ansøgeren efter det oplyste blev anvist arbejde af andre udenlandske håndværkere, og at der er usikkerhed og divergerende oplysninger omkring varigheden af ansøgerens ansættelse hos den polske virksomhed, også samlet set taler imod, at ansøgeren var udstationeret for at levere en afgrænset og konkret tjenesteydelse på vegne af den polske virksomhed, hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til fast beskæftigelse hos virksomheden i Polen.
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser med henblik på at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den polske virksomhed er anmeldt i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden 5.-30. januar 2021, og at ansøgeren står angivet som kontaktperson i perioden 5.-9. januar 2021. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at den polske virksomhed driver reel virksomhed i Polen, at samtlige medarbejdere udfører arbejde i Polen under deres ansættelse, og at der til støtte herfor er fremlagt en række dokumenter vedrørende stiftelsen af virksomheden, diverse entrepriseaftaler, køb af arbejdstøj, m.v. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at udstationeringen ikke har elementer af social dumping, og at den polske virksomhed er medlem af Dansk Industri og har tegnet overenskomst med 3F.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset den polske virksomheds aktiviteter i Polen og dens tilknytning til danske fagforeninger m.v., så kan det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag ikke anses for godtgjort, at ansøgerens udstationering har været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Det anførte om, at der ved vurderingen af, om ansøgeren havde fast beskæftigelse i Polen, ikke kan stilles et krav om 30 dages anciennitet forinden udstationeringen, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har foretaget en særskilt vurdering af fastheden af ansøgerens beskæftigelse hos den polske virksomhed, og at ansættelsestidspunktet således ikke i sig selv har været afgørende for vurderingen. Udlændingenævnet henviser videre til, at ansættelsestidspunktet – som beskrevet ovenfor – er indgået som et element i den samlede vurdering af, om der var tale om en reel udstationering, eller om den havde karakter af misbrug.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er oplyst, at den polske virksomhed har udstationeret medarbejdere til Danmark siden 2019, og at 2 andre ukrainske statsborgere tidligere er blevet vurderet til at have lovligt ophold i Danmark som udstationeret for virksomheden.
Udlændingenævnet henviser herved igen til, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag må lægges til grund, at der er tale om forsøg på at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, uanset om det tidligere er blevet vurderet, at medarbejdere fra den polske virksomhed kan have været omfattet af retten til ophold som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i juni 2020 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at køre en varevogn tilhørende en dansk virksomhed, mens han bragte varer ud for en anden dansk virksomhed. Udlændingestyrelsen traf på den baggrund afgørelse om administrativ udvisning af ansøgeren. Ansøgeren indgav efterfølgende ansøgning til SIRI om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger idet ansøgeren oplyste, at han var udstationeret i Danmark, for på vegne af sin polske arbejdsgiver, at levere tjenesteydelser i form af levering af gods.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2020. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen, at ansøgeren i perioden fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020 skulle levere tjenesteydelser i Danmark på vegne af sin polske arbejdsgiver, som havde indgået en aftale om levering af tjenesteydelser med en navngiven dansk virksomhed (modtager-virksomheden).
Ved vurderingen har Udlændingenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren den 4. juni 2020 blev antruffet og anholdt i Danmark i forbindelse med, at ansøgeren kørte en varevogn tilhørende en anden dansk virksomhed, mens ansøgeren bragte varer ud for en tredje dansk virksomhed.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation, der forbinder ansøgerens polske arbejdsgiver med hverken den anden eller tredje danske virksomhed, ligesom der ikke er forhold i sagen, der dokumenterer, at ansøgeren faktisk har levereret tjenesteydelser fra sin polske arbejdsgiver til den danske modtager-virksomhed.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremlagt en udstationeringsaftale mellem ansøgeren og den polske virksomhed, hvoraf det fremgår, hvilket arbejde ansøgeren skal udføre i Danmark og i hvilken periode, ligesom der ikke foreligger en ansættelseskontrakt, som afspejler de ansættelsesvilkår, som fremgår af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, herunder fastsættelsen af minimumslønnen på 135 kr. i timen.
Det forhold, at der er fremlagt en ansættelseskontrakt fra februar 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, en ”Service Provision Contract” fra april 2020 mellem den polske virksomhed og modtagervirksomheden i Danmark, en ”Business trip order” fra maj 2020 samt en attest fra december 2019 fra arbejdsformidlingen i Polen vedrørende ansøgerens arbejdstilladelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til den manglende udstationeringsaftale, ligesom de øvrige forhold i sagen taler for, at der ikke er tale om udstationering i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske modtager-virksomhed har registreret den polske virksomhed med ansøgeren som kontaktperson i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en sådan registrering ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet også, at ansøgeren har oplyst til SIRI, at udstationeringen varede fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020, mens det fremgår af RUT og politiets dokumenter, at ansøgeren skulle udstationeres fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020.
Det forhold, at der til politiet desuden er fremlagt en række udenlandske dokumenter, som politiet har fået oversat til dansk, kan ej heller føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om diverse aftaledokumenter mellem den polske virksomhed og andre virksomheder i henholdsvis Polen og Litauen, samt en udskrift fra et register, som ikke ses at have relevans for sagen, og som derfor ikke understøtter en antagelse om, at ansøgeren var i Danmark som udstationeret i medfør af EU-opholdsreglerne.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser for at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det forhold, at det er anført, at der ikke kunne træffes afgørelse om udvisning, når SIRI ikke havde truffet afgørelse vedrørende EU-retten, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at SIRI har kompetencen til at udstede opholdsdokumenter i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen, men at dette ikke fratager Udlændingestyrelsen kompetencen til at tage stilling til udstationering i forbindelse med en afgørelse om udvisning. Endvidere henviser Udlændingenævnet til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om udvisning også tog stilling til, om ansøgeren kunne antages at have EU-opholdsret som udstationeret, og at Udlændingenævnet med denne afgørelse ikke har fundet anledning til at ændre denne vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse fra juni 2020.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. februar 2023 – EU – Primær Bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 03-02-2023Udlændingenævnet omgjorde i februar 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Polen, som var blevet meddelt ophør af sin opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i juli 2019 udstedt registreringsbevis som arbejdstager. Med undtagelse af 5 måneders kontanthjælp i 2020 havde ansøgeren været i uafbrudt beskæftigelse indtil maj 2022, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp i juni og juli 2022. I oktober 2022 traf SIRI afgørelse om ophør af opholdsret med henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at have bevaret sin arbejdstagerstatus og ikke havde dokumenteret at opfylde et andet EU-retligt opholdsgrundlag. Umiddelbart samtidig med SIRI’s afgørelse kom ansøgeren i arbejde igen og fik på den baggrund allerede i slutningen af oktober 2022 udstedt nyt registreringsbevis som arbejdstager.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse fra oktober 2022.
Udlændingenævnet har ved behandlingen af klagen inddraget alle relevante faktiske forhold og argumenter, herunder den omstændighed, at SIRI i slutningen af oktober 2022 har truffet afgørelse om, at ansøgeren igen opfylder betingelserne som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, og at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren har haft lønindkomst siden oktober 2022.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at uanset at ansøgeren ikke har dokumenteret at opfylde betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, for bevarelse af arbejdstagerstatus efter ophøret af sin beskæftigelse i maj 2022, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp, så ophørte ansøgerens lovlige ophold i Danmark efter EU-retten ikke i den forbindelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1, 2. pkt., at modtagelse af offentlig forsørgelse ikke automatisk medfører, at tidsbegrænset opholdsret ophører.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det følger af opholdsdirektivets betragtning 16 og artikel 14, stk. 3, at en unionsborgers benyttelse af værtsmedlemsstatens sociale system ikke automatisk må medføre udsendelse, og at vedkommende skal udgøre en urimelig byrde for det sociale system, før der må træffes foranstaltninger til udsendelse. Værtsmedlemsstaten skal i den forbindelse vurdere, om der er tale om midlertidige vanskeligheder og tage hensyn til opholdets varighed, unionsborgernes personlige forhold og størrelsen af den ydede støtte.
Ved vurderingen af, om unionsborgeren udgør en urimelig byrde, kan der i den pågældende proportionalitetsafvejning også inddrages kriterier som f.eks. sandsynligheden for, at unionsborgeren snart vil gøre sig fri af de sociale ydelser, og om vedkommende tidligere har været stærkt afhængig af sociale ydelser eller selv har bidraget til at finansiere den sociale bistand i værtsmedlemsstaten. Der henvises til afsnit 2.3.1. i Kommissionens meddelelse ”KOM(2009) 313 endelig”, samt til EU-Domstolens praksis i bl.a. sag C-140/12, Brey og C-333/13, Dano.
Herefter har Udlændingenævnet, ved vurderingen af, om ansøgeren udgør en urimelig byrde, lagt afgørende vægt på, at ansøgeren kort tid efter modtagelsen af de sociale ydelser kom i beskæftigelse igen, idet ansøgeren til dels i juli/august 2022 og herefter siden oktober 2022 har haft lønindkomst, og at SIRI på den baggrund har udstedt et nyt registreringsbevis til ansøgeren. Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på varigheden af ansøgeren ophold i Danmark, den begrænsede størrelse af den ydede støtte og det forhold, at ansøgeren tidligere har været arbejdstager i Danmark i en længere periode.
Udlændingenævnet finder således, at de offentlige ydelser, som ansøgeren modtog i juni 2022 og juli 2022, må anses som udtryk for midlertidige vanskeligheder, og at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har udgjort en urimelig byrde for det sociale system.
Udlændingenævnet ændrer på den baggrund SIRI’s afgørelse om, at ansøgerens EU-opholdsret var ophørt.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2023 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer - Proforma
Dato: 30-01-2023Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2023 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Proforma
Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Ghana, som havde søgt om EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem (ægtefælle) til en statsborger fra Sverige.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren indgav i februar 2022 ansøgning om opholdsret som medfølgende ægtefælle til en svensk statsborger (referencen). I forbindelse med indgivelsen af ansøgningen oplyste ansøgeren og referencen bl.a., at de mødtes første gang i Malmø i 2020 og talte engelsk sammen, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Sverige, at parret havde boet sammen siden sommeren 2020 i Malmø, og at de blev gift i januar 2022. Ansøgeren oplyste endvidere, at han havde tre børn i Ghana, og at børnene var født i 2007, 2009 og 2021.
SIRI anmodede herefter om dokumentation for og oplysninger om ansøgeren og referencens kendskab og kontakt med hinanden forud for indgåelsen af ægteskabet i januar 2022, samt dokumentation for, at de havde et sædvanligt familieliv efter indgåelsen af ægteskabet. SIRI anmodede endvidere om ansøgerens bemærkninger til, at han havde fået et barn i Ghana i juli 2021.
Det blev hertil oplyst, at ansøgeren og referencen ikke havde boet sammen siden sommeren 2020, men at de har besøgt hinanden, og at de først flyttede sammen i juli 2021. Det blev videre oplyst, at ansøgeren ved en fejl havde angivet, at hans barn var født i juli 2021, men at barnet reelt blev født i juli 2001. Hertil blev fremlagt bl.a. ansøgerens børns fødselsattester, 4 billeder af ansøgeren og referencen, samt skærmprint af en række chatbeskeder.
SIRI traf i august 2022 afgørelse om afslag på opholdsret, idet SIRI fandt, at der var grund til at antage, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen var indgået med det ene formål at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for ansøgeren, og at ansøgningen dermed er udtryk for misbrug af EU-rettens regler, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] august 2022. Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at formålet med ægteskabet alene er at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for [ansøgeren] (proformaægteskab), jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ud fra sagens oplysninger ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at [ansøgeren] og [referencen] i perioden forinden ægteskabets indgåelse den [..] januar 2022 havde haft et forudgående samliv eller et indgående personligt kendskab til hinanden, som må antages at være normalt ved indgåelsen af et ægteskab.
Det er herved indgået i Udlændingenævnet vurdering, at det fremgår af den til sagen indsendte personattest af [..] februar 2022 fra Skatteverket, at [referencen] siden den [..] oktober 2018 havde været registreret på adressen [..] Malmø, og at [ansøgeren] siden den [..] juli 2021 havde været registreret på samme adresse.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke på den baggrund kan anses for tilstrækkeligt dokumenteret, at [ansøgeren] og [referencen] har haft et forudgående samliv. Udlændingenævnet henviser herved til, at registreringer ikke i sig selv dokumenterer, at [ansøgeren] og [referencen] faktisk har haft samliv på fælles adresse.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnet vurdering, at [ansøgeren] og [referencen] i forbindelse med indgivelsen af [ansøgerens] ansøgning om opholdsret til SIRI oplyste, at parret mødte hinanden for første gang i Folkets Park i Malmø i 2020, og at de besøgte hinanden efterfølgende. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet dette ikke på nogen måde er dokumenteret.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke kan anses for godtgjort, at [ansøgeren] og [referencen] havde haft et forudgående samliv, idet der ikke er fremlagt dokumentation til sagen herfor.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation, som understøtter, at [ansøgeren] og [referencen] faktisk har boet sammen i Danmark efter [ansøgerens] indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at hverken [ansøgeren] eller [referencen] har fremlagt dokumentation for, at de har etableret et ægteskabeligt samliv efter ægteskabets indgåelse, herunder f.eks. dokumentation for fællesudgifter, såsom husleje, varmeregninger.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at SIRI ved brev af [..] maj 2022 anmodede om dokumentation herfor, og i den forbindelse oplyste, at dokumentation bl.a. kunne være en lejekontrakt, bopælsregistrering, samt dokumentation for, at [ansøgeren] og [referencen] havde kommunikeret skriftligt, eller flybilletter, kopi af passtempler eller hotelbooking.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til støtte for ansøgningen om opholdsret er vedlagt skærmbilleder af kvitteringer for booking af togbilletter i Sverige for rejser henholdsvis den [..] december 2021 og den [..] januar 2022. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret afgørelse, idet det alene er på togbilletten for den [..] januar 2022, at både [ansøgeren] og [referencens] navne er påført. Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at det ikke på den baggrund kan anse for tilstrækkeligt dokumenteret, at [ansøgeren] og [referencen] havde haft et forudgående samliv eller etableret et ægteskabeligt samliv efter ægteskabets indgåelse.
De fremsendte billeder af [ansøgeren] og [referencen] sammen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at billederne ikke i sig selv kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at [ansøgeren] og [referencen] har haft et personligt og indgående kendskab til hinanden forud for og efter ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at der alene er fremsendt 4 billeder af [ansøgeren] og [referencen] sammen, hvoraf 2 af billederne er dateret henholdsvis den […] januar og […] januar et ukendt år, mens de 2 andre billeder er dateret henholdsvis den […] december 2021 og den […] december 2021. Billederne dokumenterer således ikke et forudgående samliv. Udlændingenævnet finder det påfaldende, at alle 4 billeder viser [ansøgeren] og [referencen] siddende i et tog, og at billederne fremstår som om, de er taget på samme lokation og tidspunkt, selvom datoerne på billederne er forskellige.
Den indsendte dokumentation i form af chatsamtaler på WhatsApp, der angiveligt er mellem [ansøgeren] og [referencen] for perioden fra oktober 2021 til april 2022, kan ligeledes ikke føre til en ændret afgørelse, idet chatsamtalerne ikke er personhenførbare.
Uanset om det kan dokumenteres, at korrespondancen på WhatsApp faktisk er foregået mellem [ansøgeren] og [referencen], vil dette imidlertid ikke i sig selv godtgøre parrests personlige kendskab til hinanden henset til den sporadiske og overfladiske karakter af samtalernes indhold. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at chatbeskederne primært er sendt fra den ene part, hvorfor det fremstår som om, parret alene har haft en ensidig og begrænset kommunikation.
Udlændingenævnet finder herefter, at [ansøgeren] må antages at have en særlig interesse i at opnå et opholdsgrundlag i Danmark, herunder som følge af, at han har andre familiemedlemmer i Danmark, herunder [ansøgerens bror]. Dette understøtter en formodning for, at [ansøgeren] har indgået ægteskab med [referencen] med henblik herpå.
Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] ikke har en fortid, der kan begrunde, at en formodning om, at hans ægteskab er indgået med henblik på at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag, at [ansøgeren] og [referencen] har indgået et ægteskab i overensstemmelse med de danske retsprincipper, samt at vielsen blev bevidnet af [referencens] mor og moster, samt [ansøgerens] bror, der alle har underskrevet en vidneerklæring, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der fortsat ikke findes at være tilstrækkelig dokumentation for, at der mellem [ansøgeren] og [referencen] er etableret et fast samliv forud for og efter ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet bemærker herved, at det til støtte for sagen oplyste om, at [ansøgeren] og [referencen] havde inviteret 11 personer til vielsen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er fremsendt et billede, hvor man alene kan se [ansøgerens] brors deltagelse i vielsen.
Udlændingenævnet finder således efter en samlet vurdering, at formålet med ægteskabet mellem [ansøgeren] og [referencen] alene er at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for [ansøgeren]. Af samme grund finder Udlændingenævnet, at [ansøgeren] og [referencen] ikke kan anses for have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse"
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. januar 2023 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer - Proforma
Dato: 16-01-2023Udlændingenævnets afgørelse af 16. januar 2023 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Proforma
Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem (ægtefælle) til en statsborger fra Bulgarien.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i september 2021 ansøgning om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen som medfølgende ægtefælle til en statsborger fra Bulgarien (referencen). Ansøgeren oplyste at være indrejst i Danmark fra Tyrkiet i september 2019, og ansøgeren var blevet gift med den bulgarske statsborger i april 2021. Ansøgeren og referencen oplyste ved fremmøde i SIRI i september 2021 bl.a., at de havde mødt hinanden i februar 2020, at 2 af deres venner var til stede ved vielsen, at de boede sammen efter vielsen, at de talte tyrkisk sammen, at ansøgeren havde et barn på 2 år, og at referencen havde 2 børn på 7 og 10 år. Parret indsendte bl.a. dokumentation for vielsen i Sverige, en oversættelse af udaterede beskeder og en række billeder.
SIRI traf i juni 2022 afgørelse om afslag på opholdsret, idet SIRI fandt, at der var grund til at antage, at formålet med ægteskabet alene var at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for ansøgeren, og at ansøgningen således var udtryk for misbrug af EU-rettens regler.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] juni 2022. Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at formålet med ægteskabet alene er at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for [ansøgeren] (proformaægteskab), jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, stk. 1.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at [referencen] opfylder betingelserne for sin opholdsret her i landet som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at det ikke er tilstrækkelig dokumenteret, at [ansøgeren] opfylder betingelserne for opholdsret som medfølgende familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 10.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at [ansøgeren] og [referencen] i perioden forud for ægteskabets indgåelse den [..] april 2021 har haft et forudgående samliv eller et indgående personligt kendskab til hinanden, som må antages at være normalt ved indgåelsen af et ægteskab.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] og [referencen] i forbindelse med indgivelse af [ansøgerens] ansøgning om opholdsret til SIRI oplyste, at de mødte hinanden første gang i februar 2020 i et center i Ishøj, da [ansøgeren] hjalp [referencens] ven, mens denne fik et anfald i forbindelse med en bihulebetændelse, og at de efter deres første møde har besøgt hinanden 2 gange om ugen. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet dette ikke på nogen måde er dokumenteret.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til støtte for [ansøgerens] ansøgning om opholdskort var vedlagt 14 siders oversættelse af en udateret chatsamtale. Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke kan lægges til grund, at der er tale om chatsamtaler mellem [ansøgeren] og [referencen], da chatsamtalerne ikke er personhenførbare.
Uanset om det kan dokumenteres, at korrespondancen faktisk er foregået mellem [ansøgeren] og [referencen], vil dette imidlertid ikke i sig selv godtgøre parrets personlige kendskab til hinanden henset til samtalernes sporadiske og overfladiske karakter.
De 23 til sagen fremsendte udaterede billeder af [ansøgeren] og [referencen] sammen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at billederne ikke i sig selv kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at [ansøgeren] og [referencen] har haft et personligt og indgående kendskab til hinanden forud for og efter ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at hverken [ansøgeren] eller [referencen] har fremlagt dokumentation for, at de har etableret et ægteskabeligt samliv efter ægteskabets indgåelse, herunder f.eks. dokumentation for fællesudgifter, såsom husleje, varmeregninger.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af [ansøgerens] passtempler fremgår, at han senest den [..] september 2019 udrejste af Tyrkiet på et dansk Schengenvisum, som alene var gyldig for en periode på 90 dage i perioden fra den [..] september 2019 til den [..] december 2019. Der ses ikke at være et udrejsestempel fra Danmark. Passtemplerne indikerer derfor, at [ansøgeren] siden sin indrejse i Danmark den [..] september 2019 har opholdt sig i Danmark uden en opholdstilladelse. Dette understøttes af, at [ansøgeren] i sin ansøgning har oplyst, at han indrejste i Danmark den [..] september 2019.
Derudover er det indgået i Udlændingenævnet vurdering, at [ansøgeren] med en anden kvinde end [referencen] har en 2-årig datter, [..], der blev født i juni 2020. [ansøgerens] datter blev således født 4 måneder efter [ansøgeren] og [referencens] første møde.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at [ansøgeren] må antages at have en særlig interesse i at opnå et opholdsgrundlag i Danmark, herunder som følge af, at han har sin datter her i landet, hvilket understøtter en formodning for, at [ansøgeren] har indgået et ægteskab med [referencen] med henblik herpå.
Det forhold, at der er fremsendt en samværsaftale af [..] juni 2022 mellem [ansøgeren] og [ansøgerens datters mor], der er mor til [ansøgerens datter], kan ikke føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt [ansøgeren] har ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens 10, stk. 1.
Udlændingenævnet finder således efter en samlet vurdering, at formålet med ægteskabet alene er at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for [ansøgeren]. Af samme grund finder Udlændingenævnet, at [ansøgeren] og [referencen] ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 09.01.2023 – Brexit – Familiemedlemmer – Ægteskab indgået efter overgangsperiodens udløb
Dato: 09-01-2023Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Rusland, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som ægtefælle til en britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i marts 2022 ansøgning om udstedelse af opholdsdokument på baggrund Brexit-bekendtgørelsen som ægtefælle til en herboende britisk statsborger. Parret oplyste, at de havde indledt deres forhold i juni 2019, men at de som følge af bl.a. covid-19-pandemien først kunne indgå ægteskab i november 2021. Der var ikke fremlagt dokumentation til støtte for, at parret forinden overgangsperiodens udløb havde etableret et fast samlivsforhold.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument som familiemedlem til en britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsens § 2, jf. udtrædelsesaftalens artikel 18.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det er en betingelse for at være omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til en britisk statsborger, at familierelationen var etableret på tidspunktet for overgangsperiodens udløb. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens britiske ægtefælle først indgik ægteskab i november 2021, og at ægteskabet således ikke var etableret på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Det anførte, om, at ansøgeren og ansøgerens britiske ægtefælle ville have giftet sig tidligere, men at covid-19-pandemien bl.a. medførte forsinkelser i forbindelse med ansøgerens ægtefælles skilsmisse fra sin tidligere ægtefælle, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer ved det forhold, at ægteskabet ikke opfylder betingelsen om at være indgået inden overgangsperiodens udløb.
Oplysningerne om de mulige negative konsekvenser for ansøgerens ægtefælles arbejde i Danmark og den usikkerhed, der er forbundet med ansøgerens ophold i Rusland og de begrænsede muligheder for at rejse mellem EU og Rusland, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalen som ægtefælle til en britisk statsborger.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at man i Danmark sidestiller ugifte partnere med ægtefæller, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indledte deres forhold allerede i juni 2019.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset at faste samlevere er omfattet af personkredsen af familiemedlemmer i udtrædelsesaftalen, er der ikke til sagen fremlagt nogen dokumentation til støtte for, at der inden overgangsperiodens udløb var etableret den nødvendige behørigt dokumenterede varige tilknytning mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle.
Udlændingenævnet finder således, at der på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke er forhold i sagen, der taler for, at afgørelsen bør ændres, herunder at sagen bør hjemvises til SIRI med henblik på en vurdering af opholdsret som fast samlevende. Se i stedet vejledningen nedenfor vedrørende indgivelse af ansøgning til SIRI som fast samlevende.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse fra maj 2022.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Dato: 22-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælles særbarn, indgav i november 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Den danske statsborger havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Spanien sammen med sin ægtefælle, som var ansøgerens mor. I 2020 blev ægtefællen meddelt opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i forbindelse med parrets tilbagevenden til Danmark. Ansøgeren havde ikke opholdt sig i Spanien med den danske statsborger, men indgav først sin ansøgning efter, at den danske statsborger var vendt tilbage til Danmark. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen var, at ansøgerens mor fødte parrets fælles barn kort tid efter, at de vendte retur til Danmark, at det var en hård fødsel, samt at COVID-19 pandemien herefter indtrådte.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra februar 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til op-hold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist – og på baggrund af SIRI's tidligere afgørelse fra april 2020 vedrørende ansøgerens mor – lagt til grund, at den danske statsborger i perioden fra februar 2019 til september 2019 havde etableret et reelt og faktisk ophold i Spanien.
Udlændingenævnet har også lagt til grund, at ansøgeren er at anse som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, idet hun er datter til den danske statsborgers ægtefælle.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og den danske statsborger ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan aflede en opholdsret efter EU-retten her i landet ved den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger vendte tilbage til Danmark i september 2019, og at det fremgår af ansøgerens ansøgning indgivet til SIRI, at hun indrejste i Danmark i september 2021, således ca. 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det i forbindelse med ansøgerens ansøgning blev oplyst, at ansøgeren og den danske statsborger aldrig havde opholdt sig sammen i Spanien.
Ansøgerens advokat har til støtte for klagen anført, at der ikke blev ansøgt om opholdsret for ansøgeren på et tidligere tidspunkt grundet den danske statsborgers ægtefælles graviditet og fødsel samt COVID-19 pandemien. Ansøgerens advokat har også anført, at en myndighed ifølge officialprincippet er forpligtet til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til sagen.
Dette kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at EU-retten er konstaterende, hvorfor det afgørende i vurderingen af, om ansøgeren kan meddeles ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er, om hun på tidspunktet, hvor den danske statsborger udøvede sin ret til fri bevægelighed i Spanien, opholdt sig sammen med ham i Spanien og dér konsoliderede et familieliv, hvilket efter egne oplysninger ikke var tilfældet.
Da ansøgeren ikke på noget tidspunkt har opholdt sig sammen med den danske statsborger i Spanien, kan hun ikke anses for at have opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien.
Ansøgerens advokats oplysninger om ansøgerens personlige forhold her i landet, hertil om bl.a. hendes skoleforhold, samlivsforhold m.v., samt at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Filippinerne, da der ikke er nogle, der er i stand til at tage sig af hende, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om efterfølgende forhold, som taler for, at familielivet først er indledt efter, at ansøgeren indrejste her i landet 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden, samt at disse oplysninger ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for en afledt ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 er opfyldt. Hertil bemærker Udlændingenævnet i øvrigt, at der ikke er dokumentation for, at ansøgeren ikke har noget familie i Filippinerne, der kan tage sig af hende.
Da den danske statsborger boede i Danmark på tidspunktet for ansøgerens indrejse her i landet, er der tale om et rent internt forhold, hvorfor familiesammenføring skal vurderes efter nationale regler.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Dato: 21-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, da ansøgning var indgivet efter fristens udløb den 31. december 2021.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i juni 2020 udstedt et registreringsbevis som arbejdstager her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den 4. januar 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om at få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsens regler. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen skyldtes, at ansøgeren havde været sygemeldt med stress og havde været bortrejst fra Danmark i 2 måneder pga. alvorlig sygdom i nærmeste familie.
Udlændingenævnets vurdering:
Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at en ansøgning om opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen skal være indgivet til SIRI senest den 31. december 2021, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren først indgav sin ansøgning om opholdsdokument til SIRI den 4. januar 2022, hvorfor ansøgerens ansøgning er indgivet for sent.
Udlændingenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder og årsagen til, at ansøgerens ansøgning blev indgivet for sent, at der ikke er rimelige grunde til, at ansøgerens ansøgning alligevel skal behandles, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst om sin fars og sin brors sygdomsforløb, ligesom ansøgeren har oplyst, at hun i de sidste måneder af 2021 tog en pause fra sit arbejde for at passe på sit eget mentale og følelsesmæssige helbred samt sin familie.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne ikke i sig selv vil medføre, at det vil være særligt belastende for ansøgeren, såfremt hun som konsekvens af, at hendes ansøgning ikke vil blive behandlet, vil miste rettighederne efter udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt særlig vægt på ansøgerens personlige forhold og hendes begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at hun først indrejste i Danmark primo juni 2020, at hun alene har opholdt sig her i landet i lidt over 2 år, og at hun har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har nogle familiemæssige forhold her i landet, idet hun har oplyst, at hun er ugift og ikke har nogle børn.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet