Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2024 - EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Personkreds – Forældre

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2024 Styrelsens for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Serbien, som havde søgt om opholdsret som familiemedlem beslægtet i opstigende linje med en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15, jf. § 3, stk. 1, nr. 4-6. 

Sagens faktiske omstændigheder: 

Ansøgeren indgav i september 2023 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til sin herboende søn (hovedpersonen), som var statsborger i Kroatien. Ansøgeren oplyste, at hun var enke og modtog en pension i Serbien, som ikke var tilstrækkelig til hendes forsørgelse, hvorfor hun fik økonomisk hjælp fra hovedpersonen forud for sin indrejse i Danmark. Ansøgeren oplyste også, at hun havde problemer med sine knæ, skuldre og hænder, at hun ikke kunne bevæge sig uden hjælpemidler, og at hun havde alvorlige helbredsmæssige problemer, der gjorde det absolut nødvendigt, at hovedpersonen personligt plejede hende. 
Til støtte for ansøgningen var bl.a. fremlagt en erklæring om forsørgelse udfyldt af hovedpersonen, dokumenter vedrørende hovedpersonens indkomstoplysninger og lønsedler samt dokumentation for, at hovedpersonen i januar 2023 og marts 2022 havde foretaget en pengeoverførsel til en ukendt person. 
I november 2023 traf SIRI afgørelse om afslag på opholdsret som familiemedlem under henvisning til, at SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen for familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6. 

Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse: 

”Styrelsen for International Rekruttering og Integration har lagt til grund, at [hovedpersonen], som den EU-statsborger [ansøgeren] ønsker at slutte [sig] til, opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 2. 

Men alligevel finder [SIRI], at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for udstedelse af et opholdsdokument som familiemedlem til [hovedpersonen], idet [SIRI] finder, at [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen for familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, skt. 1, nr. 4-6. 

[SIRI] finder det således ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at der består et slægtsskab mellem [ansøgeren] og [hovedpersonen], som [ansøgeren] har oplyst er [ansøgerens] søn, og [ansøgerens] ansøgning kan derfor ikke imødekommes.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har fremvist et oversat dokument, idet [SIRI] ikke ved, hvilke oplysninger dokumentet er udstedt på baggrund af. 

Selv hvis [ansøgeren] havde dokumenteret, at [hovedpersonen] er [ansøgerens] søn, ville [SIRI] stadig finde, at [ansøgeren] ikke kan få et opholdsdokument. 

[SIRI] har lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4 som familiemedlem til [hovedpersonen], idet [SIRI] ikke finder det tilstrækkeligt dokumenteret, at [ansøgeren] har været forsørget af [hovedpersonen] op til [ansøgerens] indrejse i Danmark.

Videre finder [SIRI] det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at [ansøgeren] ikke er i stand til at forsørge [sig] selv, og at [ansøgerens] materielle behov i hjemlandet har været dækket af [hovedpersonen]. 

[SIRI] har i den anledning lagt vægt på, at [ansøgeren] modtager pension i Serbien. [SIRI] finder, at dette taler for, at den økonomiske hjælp fra [hovedpersonen] alene har været et supplement og ikke til dækning af et reelt forsørgelsesbehov i EU-opholdsbekendtgørelsens forstand.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har fremvist to pengeoverførsler fra [hovedpersonens] konto. [SIRI] har herved lagt vægt på, at det ikke fremgår, hvem modtager af beløbene er, hvorfor [SIRI] ikke kan konstatere, at [ansøgeren] modtog pengene. 

[SIRI] har også vurderet, hvorvidt [ansøgeren] kan opnå ret til ophold efter § 15, jf. § 3, stk. 1, nr. 5. 

[SIRI] finder, at [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 5, da [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] ikke har været optaget i [hovedpersonens] husstand forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark.

Videre har [SIRI] lagt vægt på, at [ansøgeren] er indrejst i Danmark den [..] august 2023, og [hovedpersonen] har haft sin bopæl og opholdsret i Danmark siden [..] januar 2016. 

[SIRI] har også vurderet, hvorvidt [ansøgeren] kan opnå ret til ophold efter § 15, jf. § 3, stk. 1, nr. 6. 

[SIRI] finder, at [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, idet det ikke er dokumenteret, at der foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [hovedpersonen] personligt plejer [ansøgeren]. 

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har problemer med [sine] knæ, skuldre og hænder. 

[SIRI] har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke har fremvist dokumentation herfor.

Videre finder [SIRI], at problemer med knæ, skuldre og hænder umiddelbart ikke er af en sådan karakter, der gør det absolut nødvendigt, at [hovedpersonen] personligt plejer [ansøgeren]. 

[SIRI] bemærker hertil, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] ikke har boet sammen som minimum de sidste ca. otte år, og [ansøgeren] har boet på plejehjem inden [ansøgerens] indrejse, hvorfor [SIRI] finder, at der ikke består et plejeforhold mellem [ansøgeren] og [hovedpersonen].” 


Til støtte for klagen til Udlændingenævnet blev det anført bl.a., at ansøgeren var anbragt på et plejehjem i Serbien, og at hovedpersonen ikke længere var i stand til at betale for ansøgerens ophold på dette plejehjem. Det blev endvidere anført, at ansøgeren var 85 år gammel at hun ikke havde nogen til at hjælpe sig i Serbien, at hun i marts 2024 faldt på badeværelset, og at hun som følge heraf havde smerter, der gjorde, at hun ikke kunne komme ud af sengen uden hjælp. Der blev desuden fremlagt bl.a. en erklæring fra plejehjemmet i Serbien, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde opholdt sig på plejehjemmet fra januar 2021 til august 2023 og et serbisk dokument vedrørende ansøgerens urinprøve. 

Udlændingenævnets afgørelse: 

” Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] november 2023 af de grunde, som SIRI har anført. 

Det betyder, at Udlændingenævnet er kommet til samme resultat som SIRI. 

Udlændingenævnet finder således, at [ansøgeren] ikke har ret til ophold som familiemedlem til [hovedpersonen] efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15, idet [ansøgeren] ikke kan anses for at være omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6. 

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at [hovedpersonen] ikke længere kan støtte sin mor, [ansøgeren], med betalingen for hendes ophold på plejehjemmet, [navnet på plejehjemmet], i Serbien. 

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, da der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at [hovedpersonen] har dækket sin mors grundlæggende fornødenheder, forud for hendes indrejse i Danmark. 

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at [ansøgeren] er pensionsmodtager, og at hun har en selvstændig indtægt til at dække sine grundlæggende fornødenheder. 

Udlændingenævnet finder derfor – ligesom SIRI – at den økonomiske hjælp som [ansøgeren], har modtaget fra sin søn, [hovedpersonen], alene har karakter af et supplement, og at det således ikke er [hovedpersonen], der har forsørget [ansøgerens] grundlæggende fornødenheder.

Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] var anbragt på plejehjemmet, [navnet på plejehjemmet], i Serbien, da hun ikke var i stand til at klare sig selv, men at vilkårene på plejehjemmet var ringe på trods af den høje pris på 800 euro, som anbringelsen kostede månedligt. 

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet der ikke er fremlagt dokumentation for, at [ansøgeren] ikke er i stand til at klare sig selv, eller at hun lider af alvorlige helbredsmæssige problemer, der gør det nødvendigt, at hun bliver personligt plejet af [hovedpersonen]. 

Det anførte om, at [ansøgeren] er 85 år gammel, og at hun ikke har nogen til at hjælpe sig i Serbien, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. 

Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at der til klagen ikke er fremlagt lægeerklæringer, der understøtter, at [ansøgeren] lider af en alvorlig sygdom. 

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på det oplyste om, at det ikke har været muligt at fremskaffe en lægeerklæring, idet lægerne afviser at skrive en lægeerklæring, uden at have kendskab til [ansøgerens] helbredshistorie. 

Det anførte om, at [ansøgeren] den [..] marts 2024 faldt på badeværelset, og at hun som følge heraf har smerter, der gør, at hun ikke kan komme ud af sengen uden hjælp, kan ikke føre til en ændret vurdering, da der heller ikke er fremlagt dokumentation herfor. 

Endelig finder Udlændingenævnet, at den fremlagte dokumentation af [..] november 2021 vedrørende [ansøgerens] urinprøve ikke i sig selv kan udgøre dokumentation for, at [ansøgeren] lider af en alvorlig sygdom. 

Udlændingenævnet henviser i øvrigt til begrundelsen i SIRI’s afgørelse. 

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse af [..] november 2023.”



EU/2024/122



 


Til toppen