-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2022 – EU – Person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende)
Dato: 25-10-2022Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2022 – EU – Person med tilstrækkelige midler
Udlændingenævnet omgjorde i august 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Polen, som havde fået afslag på udstedelse af registreringsbevis som person med tilstrækkelige midler efter EU-retten, da midlerne stammede fra en juridisk person.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i oktober 2021 om ret til ophold som person med tilstrækkelige midler efter EU-retten. Ansøgeren skulle forsørges af en sognepræst fra et etableret trossamfund i Danmark, hvilket bl.a. var dokumenteret ved en forsørgelseserklæring underskrevet af sognepræsten på vegne af kirken, et kontoudskrift fra kirkens bankkonto, kirkens vedtægter, hvoraf det fremgik, at kirkens sognepræst som bestyrelsesmedlem kunne råde over kirkens formue og midler. Der var endvidere oplysninger om, at forsørgelse af en ordenssøster indebar, at kirken eller et ordensfællesskab i kirken påtog sig alle økonomiske forpligtelser i forhold til den forsørgede og dennes underhold her i landet – hertil udgifter til bl.a. kost og logi, transport, rejser, lægebesøg m.v.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI's afgørelse fra marts 2022.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at ansøgeren råder over tilstrækkelige midler til sit underhold her i landet, og at hun dermed opfylder betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 6, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på det til sagen oplyste om, at ansøgeren skal opholde sig her i landet som ordenssøster i et etableret trossamfund i Danmark, og at kirkens sognepræst i den forbindelse og på vegne af kirken har erklæret at påtage sig forsørgelsen af hende.
Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på den fremlagte dokumentation til sagen vedrørende forsørgelsen af ansøgeren. Således er der fremlagt kopi af bl.a. en forsørgelseserklæring underskrevet af kirkens sognepræst på vegne af kirken, et kontoudskrift fra kirkens danske bankkonto, hvoraf det fremgår, at kirken medio oktober 2021 havde et indestående beløb på 3.788.402,96 kr., et udskrift fra Erhvervsstyrelsen, hvoraf det fremgår, at kirkens sognepræst er en del af ledelsen i kirken, samt kirkens vedtægter hvoraf det fremgår, at kirkens sognepræst, som bestyrelsesmedlem kan råde over kirkens formue og midler.
Det er i øvrigt Udlændingenævnets vurdering, at uanset, at midlerne, som kirkens sognepræst råder over til forsørgelsen af ansøgeren, tilhører kirken, så kan dette ikke i sig selv føre til, at midlerne ikke kan anvendes til ansøgerens forsørgelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, og med udgangspunkt i ansøgerens personlige situation, må antages at være sædvanligt inden for kirkens virke, at kirkens sognepræst på vegne af kirken, og ved brug af kirkens økonomiske midler, påtager sig forsørgelsen af en ordenssøster her i landet, ligesom det må være sædvanligt, at denne forsørgelse består i at sikre kost og logi samt dække udgifter til øvrige personlige fornødenheder.
Hertil har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at kirken i juli 2022 har oplyst til Udlændingenævnet, at forsørgelse i en katolsk ordenssammenhæng indebærer, at kirken eller et ordensfællesskab i kirken påtager sig alle økonomiske forpligtelser ift. den forsørgede og dennes underhold her i landet – hertil udgifter til bl.a. kost og logi, transport, rejser, lægebesøg m.v.
På baggrund af ovenstående er det Udlændingenævnets vurdering, at midlerne til ansøgerens underhold, der som følge af ordenssamfundets indretning, stilles til rådighed af kirkens sognepræst, på vegne af kirken, er tilgængelige for ansøgeren i et sådan omfang, at det må antages, at ansøgeren ikke bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system.”
-
EU - Primær bevægelighed - Selvforsørgende - person med tilstrækkelige midler
Dato: 21-06-2021Udlændingenævnet omgjorde i juni 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyskland, som havde søgt om opholdsret i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2019 – EU – Primær bevægelighed – Selvforsørgende (personer med tilstrækkelige midler) – Ophør
Dato: 21-10-2019Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som selvforsørgende efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Storbritannien, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold i Danmark efter EU-retten var ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at klageren på baggrund af de offentlige ydelser, hun havde modtaget siden juli 2010, udgjorde en urimelig byrde for det offentlige. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at klageren i december 2008 fik udstedt registreringsbevis som selvforsørgende, og at hun siden juli 2010 – og således i mere end ni ud af de cirka 11 år, hun havde opholdt sig i Danmark – havde modtaget kontanthjælp, som i alt udgjorde 1.360.160 kr. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde opholdt sig i Danmark siden december 2008, at hun havde været selvforsørgende frem til juli 2010, at hun led af endometriose og fibromyalgi og derfor havde modtaget kontanthjælp, at klageren og hendes søn havde boet sammen med klagerens danske samlever, siden klageren indrejste i Danmark, og at det fremgik af sagens oplysninger, at hun muligvis i fremtiden ville kunne komme i fleksjob, og at der således kunne være tale om midlertidige vanskeligheder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ved en samlet konkret og individuel vurdering af de pågældende forhold, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, hvor varigheden og summen af de udbetalte offentlige ydelser vejede med betydelig vægt, måtte lægges til grund, at klageren udgjorde en urimelig byrde for det offentlige. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klageren indrejste i Danmark i december 2008 i en alder af 36 år, og hun havde en meget begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, idet hun alene havde haft lønindkomst i to måneder i 2009. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde opholdt sig i Danmark i næsten 11 år, at hun havde bestået prøve i Dansk 3, at hendes søn havde tidsubegrænset opholdsret i Danmark, og at hun havde været samlevende med en dansk statsborger siden indrejsen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke på baggrund af disse forhold kunne lægges til grund, at ophør af klagerens opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ophør af klagerens opholdsret ikke var i strid med retten til familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, idet klageren og den danske statsborger måtte antages at kunne udøve familielivet i et andet land, herunder i klagerens hjemland, Storbritannien. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klagerens søn, som havde fået udstedt bevis for ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-retten, var 19 år og således voksen, og at der ikke var oplysninger i sagen, der talte imod, at han kunne tage vare på sig selv ved klagerens udrejse af Danmark. Det forhold, at klageren var blevet diagnosticeret med endometriose og fibromyalgi, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren måtte antages at kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet, Storbritannien. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren havde oplyst, at hun ikke havde været opmærksom på, at modtagelse af offentlige ydelser kunne have indflydelse på hendes opholdsret. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgik af Statsforvaltningens afgørelse fra december 2008, at hun var blevet vejledt om betingelserne for hendes opholdsret, herunder at hendes opholdsret kunne ophøre, såfremt forudsætningerne ikke længere var opfyldt. EU/2019/36.
Senest opdateret: 13-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet