Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Inddragelse – Krav om bestået danskprøve på A1-niveau i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)

    Dato: 08-02-2024

    Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Inddragelse – Krav om bestået danskprøve på A1-niveau i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)

    I oktober 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelses afgørelse om inddragelse af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse, da klageren ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau senest 6 måneder fra tidspunktet for klagerens tilmelding til folkeregisteret.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Udlændingestyrelsen inddrog i marts 2020 klagerens opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende ægtefælle, som er økonomisk aktiv tyrkisk statsborger under henvisning til, at klageren ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau senest 6 måneder fra tidspunktet for klagerens tilmelding til folkeregisteret. I oktober 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen. I december 2022 modtog Udlændingenævnet en anmodning om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2022 om inddragelse af opholdstilladelse med henvisning til den herboendes status som økonomisk aktiv tyrkisk statsborger og Associeringsaftalekomplekset.

    Vedrørende klagerens inddragelsessag

    I december 2022 har [partsrepræsentanten] på vegne af [klageren] anmodet om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2022, hvorved [klagerens] opholdstilladelse som familiesammenført til [klagerens] ægtefælle blev inddraget.

    Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at genoptage inddragelsessagen.

    Udlændingenævnet finder, at der ikke er anført nye, væsentlige oplysninger, som kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet vurderer forsat, at [klageren] på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2020 ikke havde opnået rettigheder efter Associeringsaftalen.

    Udlændingenævnet finder indledningsvist, at vurderingen om inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse med rette ikke er foretaget efter de tidligere gældende lempelige nationale regler som følge af stand still-klausulens artikel 13.

    Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at [klageren] først er blevet økonomisk aktiv efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [klageren] i marts 2020 fik inddraget sin opholdstilladelse, da [klageren] ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau inden for fristen, at [klageren] i marts 2020 blev meddelt opsættende virkning under Udlændingenævnets behandling af sagen, og at det fremgår af eIndkomst, at [klageren] fra september 2020 til maj 2022 har været i beskæftigelse hos [virksomhed A], og at [klageren] fra juni 2022 til februar 2023 har været i beskæftigelse hos [virksomhed B].

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det følger af EU-Domstolens afgørelse i sag C-237/91, Kus mod Tyskland, præmis 12-18, at udtrykket ”lovlig beskæftigelse” ikke omfatter en periode, hvor en tyrkisk arbejdstager er meddelt opsættende virkning ved prøvelse af en afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse, da det ikke er endeligt fastslået om, vedkommende har haft opholdsret efter loven.

    Udlændingenævnet har således vurderet, at [klageren] ikke var i lovlig beskæftigelse på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, som er en forudsætning for at være omfattet af stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 og dermed de lempelige regler ved inddragelse af familiesammenførte tyrkiske statsborgers opholdstilladelse efter 2 års lovligt ophold.

    Udlændingenævnet vurderer på baggrund af ovenstående, at [klageren] ligeledes på Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt ikke havde opnået rettigheder som tyrkisk arbejdstager efter Associeringsaftalens artikel 6, da perioden for [klagerens] beskæftigelse, der tidsmæssigt ligger efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse, som anført ovenfor, ikke var lovlig beskæftigelse, uagtet at [klageren] isoleret set måtte opfylde kravet om at være i beskæftigelse hos samme arbejdsgiver i 1 år.

    Det forhold, at der til støtte for anmodningen er anført, at EU-Domstolen i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, har fastslået, at danskkravet til familiesammenførte tyrkiske statsborgere i forbindelse med en førstegangsansøgning, udgør en ulovlig ny begrænsning i forhold til stand still-klausulen og ikke er proportional med formålet om at sikre en vellykket integration af en ansøger, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, kan efter Udlændingenævnets opfattelse i kraft af de principper, der kan udledes af præmisserne, ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at udlændingelovens § 9, stk. 33, opfylder restriktionstesten i stand still-klausulens artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis og i lyset af bemærkningerne til bestemmelsen i udlændingeloven.

    Udlændingenævnet har således supplerende foretaget en vurdering af, om bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 33, vedrørende kravet om danskprøve på A1-niveau, der stilles over for familiesammenførte udlændinge som betingelse for fortsat ret til opholdstilladelse, i denne konkrete sag kan anses for proportionalt.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det fremgår af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen (Lovforslag nr. L 140 af 2. marts 2012 om ændring af udlændingeloven), at hensigten bag bestemmelsen er, at de udlændinge, der kommer her til landet som ægtefælle-sammenført, bliver godt integreret, og at der derfor skal stilles krav om en aktiv indsats for egen integration. Udlændinge, der ægtefællesammenføres her i landet, skal derfor have klare og enkle incitamenter til – når de er meddelt opholdstilladelse – løbende og målrettet at opnå kendskab til det danske sprog og dermed opnå et godt grundlag for deres integration i det danske samfund.
    Af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen afsnit 7.1.2. fremgår endvidere, at stand still-klausulens artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 i forhold til inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for tyrkiske statsborgere, som i Danmark er arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende eller tjenesteydere, ikke må opstilles nye begrænsninger efter stand still-klausulernes ikrafttræden eller i forhold til en senere indført lempelse. Dette gælder uanset grundlaget for den oprindelige opholdstilladelse.

    Dette betyder, at der ikke vil kunne stilles krav om bestået danskprøve som betingelse for fortsat ophold for en tyrkisk statsborger, der er indrejst med opholdstilladelse som familiesammenført, og som efterfølgende i Danmark er blevet økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder. Det er i den forbindelse uden betydning, om den herboende ægtefælle er tyrkisk statsborger, og om den herboende er økonomisk aktiv.

    I nærværende sag har [klageren] forud for inddragelsen af [klagerens] opholdstilladelse på intet tidspunkt været økonomisk aktiv. Udlændingenævnet har på den baggrund således vurderet, at kravet om bestået danskprøve på A1-niveau som betingelse for [klagerens] fortsatte ophold i Danmark kunne stilles, uagtet at [klagerens] ægtefælle var økonomisk aktiv tyrkisk statsborger.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 33 (krav om danskprøve på A1-niveau), udgør en ny restriktion omfattet af stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, men at denne er begrundet i et tvingende alment hensyn og er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål og generelt ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå formålet, nemlig hensynet til at sikre at en familiesammenført udlænding bliver godt integreret i danske samfund, jf. bl.a. præmis 40 i sag Demir, C-225/12, og præmis 51 i Genc, C-561/14.

    Udlændingenævnet har herefter taget stilling til, hvorvidt danskprøvekravet i det konkrete tilfælde går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om vellykket integration

    Det er Udlændingenævnets opfattelse, at der i den konkrete sag ikke er individuelle forhold, som taler for, at danskprøvekravet går videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet om vellykket integration.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] i april 2019 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, at [klageren] blev tilmeldt Det Centrale Personregister i april 2019, at fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau var i oktober 2019, og at [klageren] først bestod danskprøve på A1-niveau efter fristens udløb.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt på, at det af eIndkomst fremgår, at [klageren] kom i beskæftigelse 1 år og 6 måneder efter [klageren] blev meddelt opholdstilladelse, og at [klageren] sammenlagt har været i beskæftigelse i sammenlagt i ca. 2 år, og at beskæftigelsen er udøvet under Udlændingenævnets behandling af klagesagen og efter en fastsat udrejsefrist, idet Udlændingenævnet konstaterer, at nævnet pålagde [klageren] at udrejse senest primo november 2022.

    Udlændingenævnet har i forbindelse med proportionalitetsvurderingen herudover lagt betydelig vægt på, at [klageren] ikke er afskåret fra på ny at indgive en ansøgning om familiesammenføring fra sit hjemland.

    Det forhold, at der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen er indsendt bevis for Prøve i Dansk 1, er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets proportionalitetsvurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af [klagerens] opholdstilladelse, hvilke betingelser, der løbende skulle være opfyldt. Udlændingenævnet bemærker, at den beståede danskprøve kan danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse, og at [klageren] således har mulighed for at søge om familiesammenføring på ny fra sit hjemland.

    Udlændingenævnet vurderer på ovenstående baggrund, at der ikke i anmodningen om genoptagelse er oplyst om sådanne nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse i sagen, og hvis Udlændingenævnet på det oprindelige afgørelses-tidspunkt havde foretaget en vurdering efter stand still-klausulen i artikel 13.

    Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til nævnets afgørelse oktober 2022.







  • Udlændingenævnets afgørelse af 20.12.2023 – nedsættelse af kontante ydelser – tålt ophold

    Dato: 07-02-2024

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en syrisk statsborger, som havde fået nedsat sine kontante ydelser med et beløb svarende til én dags udbetaling på baggrund af overtrædelse af sin opholds- og underretningspligt.
    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2014. Opholdstilladelsen blev i 2019 forlænget af Udlændingestyrelsen. Klageren blev i 2021 udvist ved dom, hvorefter Hjemrejsestyrelsen i 2022 traf afgørelse om kontrolforpligtigelser, herunder opholds- og underretningspligt. Klageren kom ved Flygtningenævnets beslutning i 2022 på tålt ophold. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.
    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo september 2022. Udlændingenævnet finder, at det af sagens oplysninger ikke ses godtgjort, eller på en anden måde sandsynliggjort, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med behandlingen af sagen, hvorved klageren ikke skulle opholde sig på et udrejsecenter i en periode på én dag primo september 2022, oplyste klageren om, at det var en præmis for det lovlige fravær, at klageren skulle overnatte på et andet center.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, at klagerens kontante ydelse ikke skal nedsættes med én dag.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, Hjemrejsestyrelsen i afgørelsen af ultimo september 2022 har lagt til grund, at det var en præmis for aftalen om det lovlige fravær i perioden på én dag primo september 2022, at klageren skulle overnatte på et andet center, hvilket styrelsen i deres høringssvar af medio november 2023 ligeledes henviste til, men at det imidlertid ikke ses af sagens oplysninger, at klageren er blevet oplyst om denne præmis. Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at det var klageren påregneligt, hvilken konsekvens klagerens manglende overnatning på det andet center kunne få.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen primo november 2023 på vegne af Udlændingenævnet foretog en høring af Hjemrejsestyrelsen, hvorved styrelsen blandt andet blev anmodet om at oplyse, hvilken præmis i aftalen med Kriminalforsorgen, Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed og klageren, der henvises til i afgørelsen af ultimo september 2022. Udlændingenævnet modtog medio november 2023 Hjemrejsestyrelsens høringssvar, hvoraf det blandt andet fremgår, at styrelsen i afgørelsen af ultimo september 2022 fejlagtigt har angivet, at klageren havde indgået en aftale med Kriminalforsorgen og Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed om at overnatte på et andet center, og at styrelsen i afgørelsen rettelig skulle have henvist til, at aftalen er indgået mellem Kriminalforsorgen og klageren. Det fremgår endvidere af høringssvaret, at Kriminalforsorgen kan booke overnatning til udlændinge indkvarteret på et udrejsecenter i forbindelse med møder med f.eks. udlændingens advokat på Sjælland, og at præmissen for det lovlige fravær er, at pågældende reelt overnatter på et andet center. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Kriminalforsorgen primo december 2023 over for Udlændingenævnet har oplyst, at Kriminalforsorgen ikke har kompetence til at meddele en udlænding, der opholder sig på et udrejsecenter, lovligt fravær i relation til dennes melde- og opholdspligt.

    Udlændingenævnet finder, under henvisning til at det ikke fremgår af sagens oplysninger, at klageren er blevet oplyst om, hvilken konsekvens manglende overnatning på det andet center kunne få, og at det alene i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo september 2022 og styrelsens høringssvar af medio november 2023 ses at være nævnt en sådan præmis for det lovlige fravær, at der ikke skal ske nedsættelse i klagerens kontante ydelser. Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at Hjemrejsestyrelsen, i forbindelse med den aftale der angiveligt skulle have været indgået vedrørende klagerens fravær fra udrejsecenteret i perioden på én dag primo september 2022 grundet fremmøde i Flygtningenævnet primo september 2022, har overholdt sin oplysnings- og vejledningspligt.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at klageren ikke skulle have nedsat sine kontante ydelser med én dag efter udlændingelovens § 42 a, stk. 11, nr. 3 og 5.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – Inddragelse– Studie – Vejledningspligt

    Dato: 05-02-2024

    Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – Inddragelse – studie – vejledningspligt

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en nepalesisk statsborgers opholdstilladelse som studerende i Danmark

    Sagens faktiske omstændigheder
    Klageren blev i januar 2017 meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 1. På baggrund af en stikprøvekontrol i marts 2023 der viste, at klageren i perioden fra februar 2023 til april 2023 havde modtaget sygedagpenge, inddrog SIRI i november 2023 klagerens opholdstilladelse som studerende i Danmark under henvisning til, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren kunne forsørge sig selv under sit ophold i Danmark og at såfremt klageren modtog offentlig hjælp til forsørgelse, ville klagerens opholdstilladelse kunne inddrages. Under sagens behandling i SIRI kom det frem, at klageren af Ydelsesservice i kommunen ikke var blevet vejledt om de opholdsretlige konsekvenser modtagelse af sygedagpenge ville have for ham.

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering af samtlige af sagens oplysninger grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse af [november 2023].
    Udlændingenævnet vurderer således, at [klagerens] opholdstilladelse som studerende ved [et dansk] Universitet ikke bør inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1 og § 5, stk. 1, under henvisning til, at han har modtaget sygedagpenge i perioden februar 2023 til april 2023, og at betingelserne for hans opholdstilladelse dermed ikke er overholdt.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på sagens samlede oplysninger og dokumentation samt det forhold, at der i forbindelse med sagens behandling i SIRI er fremkommet oplysninger om, at [klageren] ikke er blevet vejledt af Ydelsesservice i [kommune] om, at modtagelse af sygedagpenge kunne have opholdsretlige konsekvenser for ham.
    Udlændingenævnet finder, at den manglende vejledning har medført, at [klageren] har mistet sin opholdstilladelse, idet [klageren] i [november 2023] fik inddraget sin opholdstilladelse som studerende med den begrundelse, at han har modtaget sygedagpenge i perioden februar 2023 til april 2023.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, og principperne om god forvaltningsskik. Vejledningspligten omfatter ifølge praksis også de tilfælde, hvor en borger henvender sig til en kommunal myndighed vedrørende forhold, der kan have betydning for borgerens opholdstilladelse.
    Udlændingenævnet henviser herved til, at formålet med myndighedernes vejledningspligt er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab.
    Udlændingenævnet har således ved vurderingen lagt vægt på, at en myndighed skal vejlede på eget initiativ, hvis det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren vejledning, og at vejledningsfejl ikke alene omfatter myndigheders forkerte vejledning, men også manglende vejledning i en situation, hvor myndigheden – omstændighederne taget i betragtning - bør vejlede borgeren. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, jf. vedledning nr. 11740 af 4. december 1986, afsnit IV, pkt. 28-31, samt Folketingets Ombudsmands myndighedsguide, overblik 5, jf. https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel-forvaltningsret/vejledningspligt/
    Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper samt af praksis, at vejledningsfejl, herunder myndigheders manglende vejledning, har den virkning, at borgeren stilles, som hvis vejledningen var givet korrekt.
    Udlændingenævnet finder herefter, at der er særlige grunde til at fravige betingelsen om selvforsørgelse for så vidt angår perioden fra februar 2023 til april 2023.
    Udlændingenævnet omgør på baggrund af ovenfor anførte grunde SIRI’s afgørelse af [november 2023] og tilbagesender sagen til SIRI med henblik på, at SIRI tager fornyet stilling til sagen.
    Udlændingenævnet giver hermed [klageren] ret til at opholde sig i Danmark under SIRI’s sagsbehandling.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 31.01.2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Nægtelse af forlængelse - Betingelser ej længere opfyldt

    Dato: 31-01-2024



    Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Nægtelse af forlængelse - Betingelser ej længere opfyldt

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia. Ansøgeren blev i juni 2015 meddelt opholdstilladelse på baggrund af samvær med sine 2 børn efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Børnene var anbragt uden for hjemmet uden samtykke. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af blandt andet, at hun fortsat udøvede samvær med børnene i et tilstrækkeligt omfang, indtil ansøgeren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren, der er somalisk statsborger og diagnosticeret med paranoid skizofreni, indrejste i Danmark i april 2013 ledsaget af sine 2 mindreårige børn født i henholdsvis marts 2010 og november 2011 i Norge, og søgte asyl. I august 2013 blev ansøgeren første gang indlagt på psykiatrisk afdeling i Danmark ved tvang på grund af sine psykiske lider og psykotisk adfærd. Ansøgerens børn blev i august 2013 anbragt i akut familiepleje og har været anbragt siden. Ansøgeren fik endeligt afslag på asyl i Danmark i september 2014, mens børnene i november 2014 fik opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2015 ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på midlertidigt ophold, på baggrund af oplysninger om, at hun havde samvær med børnene en gang om ugen af 2 timers varighed. Samværet med begge børnene blev herefter reduceret til en times samvær hver 14. dag og herudover en times samvær med hvert af børnene en gang om måneden. I december 2016 blev ansøgerens opholdstilladelse forlænget til december 2017. I september 2017 søgte ansøgeren om forlængelse af opholdstilladelsen. I september 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen under henvisning til blandt andet, at ansøgeren siden januar 2018 alene havde haft støttet samvær med børnene hver 4. uge under tilstedeværelse af tolk, og at samværet var fastsat til et minimum af lovgivningsmæssige hensyn. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde et indgreb i hendes ret til familieliv, uanset at børnene var tvangsanbragt uden for hjemmet og havde opholdstilladelse her i landet, og at der ikke længere forelå et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    Dansk Flygtningehjælp anmodede på vegne af [ansøgeren] ultimo november 2022 om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra august 2020, hvorved Udlændingenævnet havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2018 om nægtelse af forlængelse af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark. Der henvises til Dansk Flygtningehjælps j.nr. [...].

    Efter en fornyet gennemgang af sagen besluttede Udlændingenævnet ultimo december 2022 at genoptage sagen.

    Udlændingenævnet har nu behandlet klagen og ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på forlængelse af sin tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at der ikke længere foreligger ganske særlige grunde for meddelelse af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] herboende mindreårige børn, [A] og [B], er anbragt uden for hjemmet uden samtykke, at der ikke arbejdes på en hjemgivelse af børnene, at [ansøgeren] på tidspunktet, hvor opholdstilladelsen blev meddelt, havde samvær med børnene én gang om ugen af 2 timers varighed, at samværet herefter blev nedreguleret til én times samvær hver anden uge samt en times samvær med hvert af børnene en gang om måneden og fra den 1. januar 2018 til 1 time hver fjerde uge, og at Børne- og Ungeudvalget senest i februar 2023 har truffet afgørelse om såkaldt ”afbrydelse af samvær” med fortsat kontaktbevarende samvær én gang i kvartalet, svarende til fire gange om året, som er et lovbestemt minimumssamvær.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at anbringelsen er sket på baggrund af [ansøgerens] psykiske lidelser og manglende forælderevne, og at [ansøgeren] er mødt op til de fastsatte samværsaftaler i det omfang, hendes helbredsmæssige tilstand har tilladt det.

    Til trods for det aktuelt begrænsede samvær vurderer Udlændingenævnet, at det er bedst overensstemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN's Konvention om barnets rettigheders (Børnekonventionen) artikel 3 og 7 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familie- og privatliv, at [A] og [B] skal have mulighed for fortsat at have samvær med deres biologiske moder i det omfang, det er muligt.

    Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at der mellem [ansøgeren] og børnene fortsat eksisterer et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det følger af EMD’s praksis, at et barn ”… har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Nether-lands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84), og at familielivet mellem [ansøgeren] og hendes børn primært er svækket som følge af hendes helbredsmæssige udfordringer.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at børnene for tiden ikke har udtrykt ønske om samvær med [ansøgeren], og at [X] Kommune har vurderet, at børnene aktuelt ikke har udbytte af samværet. Udlændingenævnet har imidlertid ved vurderingen lagt afgørende vægt på, at det af sagen fremgår, at børnene har betydelige problemer, at det følger af barnets lov § 105 (tidligere lov om social service § 71), at børn, der er anbragt uden for hjemmet, har ret til samvær med forældre og netværk, samt at forbindelsen mellem børn og forældre skal holdes ved lige under hensyntagen til barnets bedste, og at der af hensyn til børnenes tarv er fastsat kontaktbevarende samvær, der har til formål, at børnene skal kende deres biologiske ophav. Det er derfor uden betydning, at der for tiden alene er samvær en gang i kvartalen, og at dette samvær i visse tilfælde ikke gennemføres.

    I den forbindelse har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at både [ansøgeren] og børnene er statsborgere i Somalia, at de danske myndigheder har foretaget indgreb i form af anbringelse af børnene uden for hjemmet, og at det som udgangspunkt må anses for urimeligt byrdefuldt at skulle udøve familielivet fra et land, der ligger uden for Europa.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på [ansøgerens] helbredsmæssige tilstand og børnenes aktuelle problemer og manglende ønske om samvær, samt det forhold, at børnene ikke har lært deres modersmål. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ovennævnte forhold tilsammen udgør yderst svære vilkår for opretholdelse af kontakten fra Somalia.

    Udlændingenævnet har herudover tillagt det vægt, at Somalia er placeret i landegruppe 5 i forhold til udstedelse af visum, jf. visumbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 1454 af 25. november 2022 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum) bilag 2, hvorefter en person i landegruppe 5 som udgangspunkt kun kan gives visum i ekstraordinære situationer.

    Udlændingenævnet finder derfor efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at der foreligger ganske særlige forhold, der taler for, at [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark skal forlænges, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan forlænge [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.


  • Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

    Dato: 31-01-2024


    Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsborger fra Filippinerne.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at den periode, hvor ansøgeren har været under uddannelse i forbindelse med sin ansættelse hos virksomhed A ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse, fordi praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse.

    Udlændingenævnets afgørelse
    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023.

    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 3 og 4.

    Udlændingestyrelsen vurderede i sin afgørelse af januar 2023, at perioden fra januar 2022 til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvor ansøgeren ifølge den indsendte uddannelsesaftale har været under uddannelse til industrioperatør hos virksomheden A, ikke kunne indgå i beregningen af ordinær beskæftigelse, idet praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse, og ikke kan sidestilles med beskæftigelse.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det fremgår af erklæringen fra virksomheden A, at ansøgeren har været ansat i virksomheden siden juli 2019, at aftale om uddannelse og efteruddannelse er almindeligt forekommende hos dem, at de derfor betragter uddannelsesaftalen som en ordinær del af beskæftigelse hos dem, og at ansøgeren efter endt uddannelse forsat vil være at anse som ansat hos dem.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på uddannelsesaftalen, hvoraf det fremgår, at aflønningen under uddannelsen sker efter Industriens Overenskomst (3F), at lønnen er højere end det gældende mindstebetaling for elever og er fastsat til 184,50 kr. pr. time, og at den ugentlig arbejdstid er på 37 timer.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det fremgår ved aktuelt opslag i det elektroniske indkomstregister, at ansøgeren har haft fuldtidsbeskæftigelse hos virksomheden A indtil uddannelsesstart og under hele uddannelsesforløbet, og at hun siden januar 2022 har fået den samme løn som inden uddannelsesstart.

    Udlændingenævnet har på baggrund af det anførte og ud fra en samlet konkret vurdering af alle sagens omstændigheder vurderet, at perioden fra januar 2022 til november 2023 derfor kan indgå i beregningen som ordinær beskæftigelse i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8’s forstand, idet ansøgerens uddannelsesaftale må betragtes som værende en integreret del af et ansættelsesforhold. Der henvises i den forbindelse også til § 12, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, der seneste er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 40 af 11. januar 2024.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2024 - fremmedpas - afslag - forvanskning

    Dato: 22-01-2024


    Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2024 – fremmedpas – afslag – forvanskning

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Somalia, som fik afslag på sin ansøgning om fremmedpas, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7, idet han havde forvansket sit pas. Klageren blev desuden meddelt en karensperiode på 5 år, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 9.

    Sagens faktiske omstændigheder

    I forbindelse med ansøgning om nyt fremmedpas i februar 2023 og indlevering af det senest udstedte fremmedpas med gyldighed fra juni 2013 til september 2014, oplyste klageren, at hans fremmedpas i juni 2023 var blevet ødelagt af hans hund.

    I juli 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på udstedelse af fremmedpas, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7, og meddelte som en konsekvens heraf samtidigt klageren en karensperiode på 5 år, jf. § 39 a, stk. 9.

    Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ” Vi har vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at få et fremmedpas.

    Det følger af udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7, [at] Udlændingestyrelsen kan, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, nægte at udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller inddrage et sådant dokument når Udlændingestyrelsen har mistanke om, at udlændingen har forvansket eller fjernet dele af rejselegitimationen eller deri indeholdte påtegninger eller har ladet andre personer forvanske eller fjerne dele af rejselegitimationen eller deri indeholdte påtegninger, medmindre forvanskningen eller fjernelsen må anses som undskyldelig.

    Vi har vurderet, at der er en mistanke om at skaderne i dit fremmedpas er foretaget ved bevidst handling.

    Vi har lagt vægt på omfanget og karakteren af skaderne i dit fremmedpas. Dit fremmedpas fremstår, som om siderne er skåret/klippet ud af passet, fordi at siderne er fjernet med præcision langs passets syning. Endvidere er der store skader på datasiden.
    Vi har i vores afgørelse lagt vægt på, at du ikke har forklaret troværdigt om hændelsesforløbet for beskadigelsen af dit fremmedpas.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du har oplyst, at det er din hund, der har ødelagt dit pas, fordi vi ikke anser det for sandsynligt, at en hund kan rive samtlige sider ud af et pas, som beskrevet ovenfor.

    Vi vurderer på den baggrund din forklaring som konstrueret til lejligheden for at skjule omstændighederne ved ødelæggelsen af dit fremmedpas. Der vurderes således ikke, at der er tale om undskyldelige forhold.

    Vi har ved vores afgørelse lagt til grund, at du ikke har dokumenteret eller på anden vis sandsynliggjort, at der særlige omstændigheder i din sag, der vil kunne medføre, at du ikke skal have afslag på fremmedpas, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 5.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du ville blive ked af det, fordi du gerne vil ud at rejse med din kæreste. Det forhold at dit senest udstedte [fremmedpas] udløb den […] september 2014 kan ligeledes ikke medføre en ændret vurdering.

    Udlændingestyrelsen kan derfor ikke udstede et nyt fremmedpas til dig.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] juli 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Det til støtte for klagen anførte om, at der af Udlændingestyrelsens afgørelse fremgår ukorrekte oplysninger, at det således er usandt, at de manglende sider i dit fremmedpas er skåret ud og fjernet med præcision, og at det af afgørelsen ikke fremgår, at der var bidemærker i passet, kan ikke føre til en anden vurdering.

    Uanset om det måtte lægges til grund, at skaderne på dit fremmedpas blev forårsaget af din hund, er det Udlændingenævnets vurdering, at omfanget og karakteren af skaderne i dit fremmedpas ikke stemmer overens med din forklaring om hændelsesforløbet, og at det således ikke findes troværdigt, at skaderne alene er forårsaget af en hund. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at de manglende 20 sider i dit pas – ud fra Udlændingestyrelsens beskrivelse – ikke kan anses for at være revet ud af en hund, som du har forklaret i din klage til Udlændingenævnet, og at forvanskningen eller fjernelsen derfor ikke kan anses for at være undskyldelig.

    Det kan på baggrund af ovenstående derfor heller ikke føre til en anden vurdering, at en ansat i Udlændingestyrelsen, inden styrelsen traf afgørelse i din sag, har oplyst, at det kunne ses, at en hund havde bidt i passet, idet der var tale om en umiddelbar førstehåndsvurdering ved modtagelsen af dit pas. Udlændingenævnet skal i øvrigt henvise til, at det fremgår af Udlændingestyrelsens notat af […] juni 2023, at der kunne være tale om hundebid, men at passets øvrige skader ikke er i overensstemmelse med denne forklaring, fordi flere sider mangler.

    Det forhold, at der er tale om et fremmedpas, der var gyldigt i ét år fra 2013-14, og at der ikke er nogen rejsebegrænsning i passet, kan ikke føre til en anden vurdering, da Udlændingenævnet ikke kan udelukke, at ødelæggelsen af passet kan være udført med den hensigt at skjule oplysninger om dine eventuelle rejseaktiviteter i denne periode.

    Udlændingenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Du vil således tidligst den […] juli 2028 kunne få udstedt fremmedpas, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 9.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af den 8. januar 2024 – administrativ udvisning – subsistensløs – intet indrejseforbud

    Dato: 08-01-2024


    Udlændingenævnets afgørelse af 8. januar 2024 – administrativ udvisning – substensløs – intet indrejseforbud

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en stats-borger fra USA, som blev administrativt udvist med henvisning til subsistensløshed, jf. udlændinge-lovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 2.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Klageren blev i august 2023 antruffet af politiet i lufthavnen, hvor han havde opholdt sig siden den forudgående aften. Klageren var i besiddelse af både dansk og udenlandsk valuta svarende til i alt ca. 2.300 danske kroner samt et udløbet kreditkort. Klageren oplyste til politiet, at han ikke kunne skaffe sig yderligere midler, og at han skulle opholde sig i Danmark hos familie frem til oktober 2023. Klagerens familie oplyste til politiet, at de ikke ønskede klagerens besøg. Klageren blev heref-ter anholdt og sigtet, idet han ikke var i besiddelse af de nødvendige midler til sit ophold her i lan-det. Klageren blev ikke meddelt et indrejseforbud under henvisning til, at han virkede diffus og ikke psykisk bevidst omkring situationen.

    Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ” Ved afgørelsen har vi lagt til grund at du er statsborger i USA, at du indrejste den […] august 2023 i Danmark, og at du ved anholdelsen ikke var i besiddelse af fornødne midler til dit ophold.

    Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at man ved ophold her i landet skal være i besiddelse af ca. 500 kr. pr. dag, hvis man skal bo på hotel. Dette svarer til ca. 24.500 kr. frem til den […] oktober 2023, hvor du har oplyst, at du påtænker at udrejse fra Danmark.

    Vi har endvidere ved afgørelsen lagt til grund, at du ved anholdelsen var i besiddelse af ca. 2.300 kr. til dit ophold i Danmark, samt at du til politiet har oplyst, at du ikke kan skaffe dig yderligere midler til dit ophold her i landet.

    På baggrund af ovenstående har vi lagt til grund, at du ikke er besiddelse af fornødne midler til dit ophold i Danmark.

    Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Efter gældende regler meddeles en udlænding et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.

    Det følger dog af udlændingelovens § 32, stk. 3, at der i særlige tilfælde kan undlades at fastsætte et indrejseforbud.

    Udlændingestyrelsen har vurderet, at du ikke skal meddeles et indrejseforbud ved denne afgørelse, og du kan derfor indrejse i Danmark igen, når du opfylder betingelserne for at indrejse og opholde dig her i landet. Vi har i denne forbindelse lagt vægt på, at dine samlede omstændigheder gør, at vi ikke giver dig et indrejseforbud.

    Hvis du igen opholder dig her i landet uden den fornødne tilladelse, risikerer du at blive udvist med et indrejseforbud på 2 år.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ” Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] august 2023 af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Ud-lændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen ikke har de nød-vendige midler til sit underhold både med hensyn til det påtænkte ophold i Schengenlandene og til hjemrejsen eller gennemrejsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at klageren er statsborger i USA, at klageren ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til fami-liens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klageren.

    Det forhold, at det af sagens oplysninger fremgår, at klageren brødre og onkel er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering, da EMRK artikel 8, om retten til familieliv, efter praksis primært beskytter den traditionelle kernefamilie – dvs. ægtefæller, faste samlivspartnere og deres mindreårige børn.

    Efter gældende regler meddeles en udlænding et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med admini-strativ udvisning efter udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren ikke skal medde-les et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3.

    Udlændingenævnet har på baggrund af en konkret og individuel vurdering lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i forbindelse med anholdelsen var i en tilstand af forvir-ring, herunder vildfarelse omkring sin mulighed for at opholde sig hos sin familie i Danmark, og at klageren ikke fandtes at være fuldt bevidst om situationen, hvorfor Udlændingenævnet vurderer, at fastsættelsen af et indrejseforbud vil være uproportionalt i forhold til sagens konkrete omstændig-heder.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. januar 2024 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Nedsættelse af indrejseforbud

    Dato: 08-01-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra USA med et indrejseforbud til Schengenområdet i et ½ år.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Klageren blev anholdt og sigtet for ulovligt ophold for at have opholdt sig i Danmark i 296 dage uden den fornødne tilladelse.

    Klageren var født og opvokset i USA, hvor hun også var statsborger. Klagerens forældre på henholdsvis 82 og 90 år, var danske statsborgere og bosat i Danmark. Klageren havde endvidere en søster, der boede i Danmark. Klageren havde oplyst, at hun havde været i Danmark for at hjælpe sine forældre med at flytte på plejehjem og sælge deres bolig.

    Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i USA, og at du […] september 2022 indrejste i Danmark.
    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da du henvendte dig til Politiet i Kastrup Lufthavn […] oktober 2022.
    [Udlændingestyrelsen] har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde dig i Danmark, idet du som statsborger i USA ikke kan indrejse og opholde dig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, når du forinden har opholdt dig i Schengenområdet i mere end 90 dage ud af de seneste 180 dage.
    [Udlændingestyrelsen] har vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
    Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
    Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end ½ år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
    Udlændingenævnets afgørelse
    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] oktober 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.
    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i USA, at [klageren] ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller etableringen af et privatliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].
    Det forhold, at [klageren] har oplyst, at hendes forældre bor i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering, da EMRK artikel 8, om retten til familieliv efter praksis primært beskytter den traditionelle kernefamilie – dvs. ægtefæller, faste samlivspartnere og deres mindreårige børn, og at der kun, hvor der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forælder, f.eks. hvor forælderen har været en del af det voksne barns husstand i en længere periode, af den grund ikke bør ske udvisning.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klagerens] forældre ikke er en del af den beskyttede familiekreds efter EMRK artikel 8, og at det heller ikke er dokumenteret, at [klagerens] forældres helbredsmæssige udfordringer betyder, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem hende og forældrene.
    For så vidt angår retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, henviser Udlændingenævnet til, at i sager omhandlende udlændinge, udgør ”privatliv” ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den pågældendes samlede sociale bånd til opholdslandet, herunder i form af længerevarende lovligt ophold, alderen ved indrejse, sproglig tilknytning, bopæl, fritidsaktiviteter, uddannelse, arbejde og voksne familiemedlemmer.
    Udlændingenævnet har i forhold til vurderingen af privatliv lagt vægt på, at [klagerens] tidligere besøg i Danmark må antages at have været af kortere varighed af maksimalt 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvor [klageren] har opholdt sig visumfrit, at der ikke foreligger oplysninger om, at hun skulle have taget uddannelse eller haft lovlig beskæftigelse eller fritidsaktiviteter i Danmark, og at [klagerens] tilknytning til USA, hvor hun er født og er statsborger må antages at være stærkere end hendes tilknytning til Danmark. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at [klageren] taler dansk og har voksne familiemedlemmer i Danmark, da sagens samlede oplysninger ikke taler herfor.
    Udlændingenævnet vurderer således, at der til sagen ikke er fremlagt oplysninger, der taler for, at [klageren] har etableret et beskyttelsesværdigt familie- eller privatliv i Danmark, jf. EMRK artikel 8, og at [klageren] således ikke kan antages at have opnået en så væsentlig tilknytning til Danmark, at hun af den grund ikke kan udvises.
    Efter gældende regler meddeles en udlænding et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 a, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.
    Efter udlændingelovens § 32, stk. 3, kan udlændingemyndighederne i særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, undlade at fastsætte et indrejseforbud. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der bl.a. kan undlades fastsat et indrejseforbud ved akut opstået sygdom, der har hindret en udrejse eller hvis overskridelsen af udrejsefristen ikke skyldes forhold hos udlændingen, eller som kan lægges udlændingen til last. Det fremgår desuden af bestemmelsens forarbejder, at muligheden for at undlade at fastsætte et indrejseforbud alene forudsættes anvendt, hvis indrejseforbuddet i sig selv, det vil sige uanset varigheden af indrejseforbuddet, vurderes uproportional.
    Udlændingenævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, der taler herfor.
    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at [klagerens] forældre har lidt af en akut opstået sygdom, der har hindret hendes udrejse. Det fremgår derimod af lægens skrivelse af […] maj 2023, at [klagerens] mor igennem længere tid har lidt af kroniske sygdomme, ligesom det af sagens øvrige oplysninger fremgår, at [klagerens] mor har været invalid siden hun var 40 år, at hun var 82 på tidspunktet for [klagerens] anholdelse, at [klagerens] far på dette tidspunkt var 90 år, og at forværrelsen af deres helbred skete gradvist.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] har haft et overstay på 296 dage, og at hun til politiet har oplyst, at hun var klar over, at hun burde have søgt om tilladelse til at forlænge til ophold i Danmark.
    Udlændingenævnet har på baggrund heraf lagt vægt på, at [klageren] har været vidende om sit lange overstay, men ikke har rettet henvendelse til de danske udlændingemyndigheder med henblik på at sikre sit lovlige ophold i Danmark.
    Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at det påhviler en udlænding at holde sig orienteret om, hvilke betingelser der er knyttet til indrejse og ophold i Danmark, herunder rettidigt at søge om de fornødne tilladelser.
    Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at det ud fra sagens samlede oplysninger er proportionalt at fastsætte et indrejseforbud.
    Udlændingenævnet vurderer dog, ligesom Udlændingestyrelsen, at indrejseforbuddet skal fastsættes for en periode på ½ år, jf. udlændingelovens § 31, stk. 5, nr. 2, idet der foreligger ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige- og sociale forhold, som taler for at fastsætte et indrejseforbud for en kortere periode end 2 år.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] efter det oplyste har været i Danmark mange gange i løbet af sit liv for at besøge sine forældre og sin søster, og at hun ved sit seneste besøg opholdt sig i Danmark for at passe sine forældre, som er ældre og svagelige, samt tage sig af forskellige praktiske anliggender for hendes forældre.
    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det af lægens skrivelse af […] maj 2023 fremgår, at [klagerens] forældre har været meget syge og indlagt i flere perioder, hvilket har medført et plejebehov, som [klageren] har været meget involveret i.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde – nedsættelse af indrejseforbud

    Dato: 20-12-2023


    Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde – nedsættelse af indrejseforbud

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Kina, som blev administrativt udvist for ulovligt arbejde og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 1, og 32, stk. 4, nr. 1

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i december 2022 antruffet i ekspeditionen i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), da hun henvendte sig med henblik på at få optaget biometri i forbindelse med ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse. SIRI konstaterede, at ansøgningen blev indgivet for sent. Klageren blev herefter sigtet og anholdt af politiet for ulovligt ophold i Danmark. Klageren erkendte over for politiet, at hun havde arbejdet i Danmark siden 2018, herunder efter udløbet af sin opholdstilladelse, hvorfor klageren yderligere var sigtet for ulovligt arbejde i Danmark. Klageren vedtog den udenretlig bøde på 6.500 kr.


    Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du den […] december 2022 blev sigtet og anholdt af [politiet] for ulovligt arbejde, idet du i perioden fra den […] oktober 2022 til den […] december 2022 har udført arbejde som køkkenmedhjælper, selvom du ikke havde den fornødne arbejdstilladelse.

    Vi har endvidere lagt til grund, at du har erkendt forholdene og vedtaget en udenretlig bøde på 6.500 kr. for forholdene.

    Udlændingestyrelsen bemærker, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at udvise dig for ulovligt ophold, idet du af SIRI den […] december 2022 har fået pålagt en udrejsefrist den […] december 2022.

    Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det forhold, at din mand er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

    Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af december 2022 vedrørende udvisning af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet for så vidt angår spørgsmålet om udvisning er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Det til støtte for klagen anførte om, at du kontaktede SIRI inden udløbet af din klients ægtefælles opholdstilladelse, og at SIRI i den forbindelse oplyste, at det ikke var nødvendigt for din klient, som medfølgende ægtefælle, særskilt at søge om forlængelse af sin opholdstilladelse, og at din klients for sent indsendte ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse beror på en misforståelse, kan ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det, modsat det ovenfor fremførte, fremgår af SIRI’s notat af […] oktober [2022], at du samme dato kontaktede Udlændingestyrelsen telefonisk og adspurgte, om din klient selvstændigt skulle ansøge om forlængelse af sin opholdstilladelse, eller om din klients ægtefælles forlængelse af hans opholdstilladelse også ville omfatte din klient, og at Udlændingestyrelsen vejledte om, at din klient selvstændigt og inden udløbet af den på det tidspunkt gældende opholdstilladelse skulle ansøge om forlængelse af sin opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at hverken du eller din klient har været i kontakt med SIRI før den […] oktober 2022, at din klients ægtefælles opholdstilladelse udløb den […] oktober 2022, og at din klients opholdstilladelse udløb den […] oktober 2022.

    Det til støtte for klagen anførte om, at din klient er udvist for ulovligt arbejde efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, selvom Udlændingestyrelsen i samme afgørelse fandt, at der ikke var grundlag for at udvise din klient for ulovligt ophold efter § 25 b, idet din klient af SIRI var meddelt en udrejsefrist, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet henviser til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af […] december 2022 henviser til, at din klient den […] december 2022 var pålagt en udrejsefrist den […] december 2022, hvorfor der på afgørelsestidspunktet den […] december 2022 ikke var grundlag for at udvise på baggrund af ulovligt ophold.

    Udlændingenævnet henviser endvidere til, at Udlændingestyrelsen i deres høringssvar af […] november 2023 har oplyst, at din klient på baggrund af den af SIRI udmeldte udrejsefrist må antages at have haft en berettiget forventning om at kunne opholde sig lovligt i Danmark, uagtet din klients forudgående ulovlige ophold.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at din klient over for politiet har erkendt, at hun har arbejdet som køkkenmedhjælper i Danmark i perioden fra den […] oktober 2022 til den […] december 2022, og at hun ikke havde en gyldig opholdstilladelse i denne periode og således arbejdede ulovligt.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i deres høringssvar af […] november 2023 har oplyst, at der i forhold til det ulovlige arbejde ikke er tale om en situation, hvor en offentlig myndighed har givet din klient en berettiget forventning om, at hun kunne fortsætte sit arbejde efter udløbet af sin opholds- og arbejdstilladelse den […] oktober 2022.

    Udlændingenævnet har endelig supplerende til Udlændingestyrelsens henvisning til udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at din klient er statsborger i Kina, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [din klient].

    Det er indgået i denne vurdering, at din klient har en ægtefælle i Danmark, og at de ønsker at udøve deres familieliv i Danmark. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, da EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at din klient og din klients ægtefælle ikke ville kunne udøve familielivet i Kina, hvor de begge er statsborgere, ligesom der ikke foreligger oplysninger om, at din klients ægtefælle ikke vil kunne besøge din klient i Kina, så længe indrejseforbuddet er gældende.

    Det forhold, at din klient har opholdt sig lovligt i Danmark som medfølgende familie i 4 år kan ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det lovlige ophold har været af en kortere varighed, og at opholdstilladelsen har været meddelt med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at din klient var 36-37 år gammel, da hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at din klients tilknytning til Kina, hvor hun er født og hvor hun er statsborger må antages at være stærkere end hendes tilknytning til Danmark.

    Udlændingenævnet vurderer således, at din klient ikke kan antages at have opnået en så væsentlig tilknytning til Danmark, at udvisningen må antages at virke særlig belastende på hende.

    Indrejseforbuddet nedsættes til 1 år

    Efter gældende regler meddeles en udlænding et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 a, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.

    Udlændingenævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller akut opstået sygdom, der har hindret en udrejse eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til afsnittet ovenfor vedrørende EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet vurderer dog, at indrejseforbuddet skal fastsættes for en periode på 1 år, jf. udlændingelovens § 31, stk. 5, nr. 2.

    Udlændingenævnet vurderer således, at der foreligger ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, som taler for at fastsætte et indrejseforbud for en kortere periode end 2 år, idet din klient har haft lovligt ophold i Danmark som medfølgende ægtefælle og har boet sammen med sin herboende ægtefælle i 4 år.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde

    Dato: 15-12-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som blev administrativt udvist for ulovligt arbejde i Danmark og meddelt et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1. Indrejseforbuddet var gældende i hele Schengenområdet.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Klageren blev i april 2023 antruffet af politiet i forbindelse med politiets kontrol af arbejdskraft i et indkøbscenter. Klageren blev observeret, mens hun lastede en varebil med diverse materialer. Klageren erkendte, at hendes firma var blevet hyret til at designe en messestand i centeret, og at hun havde opholdt sig i Danmark i tre dage for at instruere og vejlede herom. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og vedtog den udenretlige bøde.

    Udlændingestyrelsens afgørelse

    Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ” Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du den […] april 2023 blev antruffet og anholdt for ulovligt arbejde, idet du ved anholdelsen var i færd med at bære materialer ud i en varebil.

    Vi vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil.

    Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at du til sagen har oplyst, at du ikke har tilknytning til herboende personer, samt at der ikke foreligger særlige helbredsmæssige eller personlige forhold som gør, at en udvisning må antages at virke særlig belastende for dig.

    Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

    Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ” Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] april 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet henviser endvidere til, at der fastsættes et indrejseforbud på 2 år, hvis en udlænding udvises efter § 25 a, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for din klient, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at din klient er statsborger i Storbritannien, at hun ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for din klient.

    Udlændingenævnet vurderer herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et ind-rejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

    Udlændingenævnet henviser i den sammenhæng til, at lovforarbejderne til bestemmelsen angiver tilfælde, hvor der kan undlades fastsat et indrejseforbud i forhold til en udlænding, der har haft et ulovligt ophold på grund af manglende overholdelse af en udrejsefrist.

    Udlændingenævnet har for så vidt angår din henvisning til udlændingelovens § 32, stk. 3, og muligheden for at undlade at fastsætte [et] indrejseforbud, når en udlænding uforvarende har haft et meget kortvarigt ulovligt ophold, lagt vægt på, at din klient ikke har haft et ulovligt ophold i Danmark, men er udvist som følge af ulovligt arbejde.

    Det til støtte for klagen anførte om, at der med henvisning til udlændingelovens § 32, stk. 3, bør undlades fastsat et indrejseforbud under henvisning til din klients alder og helbred samt din klients ægtefælles helbred, og at I derfor ønsker at bo i Spanien, kan ikke føre til en anden vurdering.

    For så vidt angår oplysningerne om din klients alder og helbredsoplysninger vurderer Udlændingenævnet, at der ikke er tale om forhold af en sådan karakter og et sådant omfang, at der bør undlades fastsat et indrejseforbud.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at indrejseforbuddet er til hinder for, at din klient kan modtage behandling for sin sygdom, herunder i Storbritannien.

    For så vidt angår din klients ægtefælles helbredsmæssige forhold og din klients og hendes ægtefælles deraf følgende ønske om at bosætte sig i Spanien, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at din klients ægtefælles helbredsmæssige forhold kræver, at han bosætter sig netop i Spanien, og at det alene er din klient, som kan ledsage ham.

    Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at indrejseforbuddet alene omfatter din klient, og at denne afgørelse derfor ikke er til hinder for, at din klients ægtefælle kan indrejse og opholde sig i Spanien.

    Udlændingenævnet skal desuden bemærke, at din klient kan undersøge mulighederne for at få et territorialt begrænset visum til Spanien. I forbindelse med en eventuel ansøgning vil de spanske myndigheder vurdere, om der i din klients sag foreligger ganske særlige omstændigheder, der kan begrunde et visum til Spanien.

    Det til støtte for klagen anførte om, at det skal indgå som en formildende omstændighed, at din klient har samarbejdet med politiet, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

    Det til støtte for klagen anførte om, at der gælder forskellige regler om krav til opholds- og arbejdstilladelse i andre EU- og EØS-lande, herunder Tyskland, Holland, Frankrig og Italien, hvor der ikke er krav om opholds- og arbejdstilladelse i de første 90 dage inden for en periode på 180 dage, og at din klient derfor ikke var bevidst om, at de danske regler er anderledes, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det påhviler en udlænding at gøre sig bekendt med, hvilke regler der gælder i forbindelse med at udføre arbejde i Danmark, herunder hvad der anses for arbejde, samt at være i besiddelse af de fornødne tilladelser, inden arbejdet påbegyndes.

    Det til støtte for klagen anførte om, at indrejseforbuddet ikke er proportionalt i forhold til sagens konkrete omstændigheder, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger direkte af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, at der meddeles indrejseforbud i 2 år, såfremt en udlænding udvises efter udlændingelovens § 25 a, hvorefter en udlænding kan udvises, hvis udlændingen arbejder her i landet uden fornøden tilladelse. Ligesom Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den danske stats legitime ret til at kontrollere indrejse og ophold i Danmark vejer tungere, end din klients ønske om at tage ophold i Spanien.

    Udlændingenævnet vurderer endeligt, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.

    Udlændingenævnet henviser til, at det af lovbemærkningerne til § 32, stk. 5, nr. 2, bl.a. fremgår, at der allerede i forbindelse med en udvisningsafgørelse efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, skal tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særligt belastende på baggrund af de hensyn, der er nævnt i § 26, stk. 1, at der i forbindelse med meddelelse af et indrejseforbud efter stk. 3, ligeledes skal tages stilling til, om der foreligger sådanne ganske særlige tilfælde, at der ikke bør meddeles et indrejseforbud, og at der den baggrund kun helt undtagelsesvist vil være grundlag for at fastsætte et kortere indrejseforbud til udlændinge, der er udvises efter § 25 a, stk. 2, end det, der ellers følger af loven.

    Det følger videre af bemærkningerne, at når det er vurderet, at en udlændings tilknytning til det danske samfund eller herboende personer har en sådan karakter, at det ikke er til hinder for udvisning, eller at der meddeles et indrejseforbud, vil der typisk heller ikke være grundlag for at fastsætte et kortere indrejseforbud.

    På den baggrund og idet der i sagen ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, finder Udlændingenævnet ikke grundlag for at nedsætte varigheden af indrejseforbuddet.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen