Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en iransk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, og at den ikke kunne meddeles på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren, der var født i Danmark i 2014, blev i december 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren boede herefter i perioden fra december 2010 til august 2014 i Iran sammen med sin moder grundet den herboende reference og ansøgerens moders skilsmisse, og parret var enige om, at ansøgeren skulle flytte til Iran med sin moder i forbindelse med parrets skilsmisse. Ansøgerens moder havde til sagen oplyst, at hun havde indgået ægteskab på ny, og at hendes nye ægtefælle ikke ønskede ansøgeren boende, ligesom hendes nye ægtefælle ikke lod hende indrejse med ansøgeren på besøgsophold i Danmark som hidtil. Den herboende reference havde oplyst, at han som politisk flygtning ikke havde mulighed for at indrejse i Iran. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været registreret udrejst siden december 2010, og at hun måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for ikke at anse ansøgerens opholdstilladelse om bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens moders nye ægtefælle ikke ønskede at have ansøgeren boende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at grundlaget for ansøgerens udrejse var, at den herboende reference og ansøgerens moder i forlængelse af deres skilsmisse aftalte, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark sammen med sin moder og opholde sig i Iran. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den herboende reference ikke forud for ansøgerens planlagte udrejse af Danmark ansøgte om bevarelse af hendes opholdstilladelse, og at den herboende reference således først knap fire år efter ansøgerens udrejse indgav ansøgning om dispensation for bortfald af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren heller ikke kunne meddeles opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i knap seks år fra sin fødsel og frem til tidspunktet for hendes udrejse i 2010 samt på to korte visumophold, at hun på ansøgningstidspunktet havde været udrejst af Danmark i knap fire år, at hun ikke talte, skrev eller læste dansk, og at hun havde gået i skole i Iran, ligesom hun talte, skrev og læste opholdslandets sprog. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren udrejste i en alder af knap seks år, hvorfor hun havde haft hovedparten af sine formative år udenfor Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at den herboende reference på tidspunktet for ansøgerens udrejse til Iran og aftalen herom med ansøgerens moder ej heller havde mulighed for at rejse til Iran, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference havde accepteret at udøve sit familieliv med ansøgeren gennem korte visumophold i Danmark, og at ansøgeren havde mulighed for at søge om visumophold i Danmark under ledsagelse af en anden person end sin moder. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren manglede grundlæggende omsorg eller pleje i Iran, ligesom der ikke var oplyst om og dokumenteret forhold, der talte imod, at ansøgeren fortsat kunne opholde sig hos sin familie i Iran, hvor hendes moder tillige boede, og hvor ansøgeren havde boet siden sin tilbagerejse i december 2010. FAM/2015/147.

Senest opdateret: 18-08-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen