Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kosovo, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle blev født i Kosovo, hvor hun var statsborger. Hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i august 2007. Ansøgeren havde senest indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i juni 2014. Ansøgeren havde fået afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, i juli 2009, september 2012, oktober 2013 og januar 2015, og han havde senest fået afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, i februar 2015. Det fremgik af ansøgningsskemaet om familiesammenføring, at parret havde to fællesbørn, der på ansøgningstidspunktet var henholdsvis tre og fem år. Det blev endvidere oplyst, at ansøgerens herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var ansat som rotationsmedarbejder i 30 timer om ugen på et pleje- og ældrecenter, at hun tidligere i perioden mellem august 2008 og august 2009 havde været vikaransat på et uddannelsescenter med 37 timer om ugen, at hun i perioden fra september 2009 til maj 2010 havde været vikar som ernæringsassistent på samme uddannelsescenter med 17 timer om ugen, at hun i perioden fra maj 2011 til november 2011 havde været i løntilskudsjob som pædagogmedhjælper med 30 timer om ugen, at hun i perioden fra juni 2013 til august 2014 havde været ansat på et pleje- og ældrecenter som rotationsmedarbejder med 30 timer om ugen, at hun i perioden fra september 2014 til oktober 2014 havde været ansat ved det samme pleje- og ældrecenter som medarbejder uden sundhedsfaglig uddannelse med 32 timer om ugen, samt at hun havde afsluttet uddannelsen som ernæringsassistent i februar 2008 og påtænkte at tage en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Til støtte for klagen blev det anført, at den herboende ægtefælles ansættelse i løntilskudsjob burde indgå i beregningen ved vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Efter anmodning fra Udlændingenævnet fremsendte ansøgeren dokumentation, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle med sin datter, født i marts 2010, afholdt pligtorlov mellem oktober 2010 og april 2011, barselsorlov mellem april 2010 og juni 2010 og forældreorlov mellem juni 2010 og januar 2011, i alt 45 uger. Ansøgerens herboende ægtefælle havde med sin søn, født i november 2011, afholdt pligtorlov mellem november 2011 og december 2011, barselsorlov mellem december 2011 og marts 2012 og forældreorlov mellem marts 2012 og oktober 2012, i alt 46 uger.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle ikke havde dokumenteret at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse – det vil sige fra juli 2009. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgerens ægtefælle alene havde dokumenteret, at hun inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde været i ordinær beskæftigelse i juli 2009 og august 2009, i perioden mellem februar 2010 og juli 2010, juni 2011 og august 2011, i juni 2013 og juli 2013 og i perioden mellem oktober 2013 og juli 2014 samt i ordinær deltidsbeskæftigelse i perioden mellem september 2009 og januar 2010, i august 2010 og i september 2010, i september 2011, i august 2013 og i september 2013. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ægtefælle alene havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med et timetal på mindst 30 timer ugentligt i et år og syv måneder og i ordinær deltidsbeskæftigelse med et timetal på mellem 15 og 29 timer ugentligt i otte måneder. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgerens ægtefælle samlet set havde været i ordinær beskæftigelse i et år og 11,8 måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2013 var klar over, at ansættelsen i perioden mellem maj 2011 og november 2011 var en løntilskudsansættelse, at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2013, at der skal være tale om tre års ordinær beskæftigelse, samt at det fremgår af hjemmesiden www.nyidanmark, at løntilskud ikke opfylder kravene til ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde fået en berettiget forventning om, at hendes løntilskudsansættelse skulle kunne medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde været på barsel i to perioder inden for de seneste fem år, og at det blev anført af ansøgeren, at barselsorlov efter ansøgerens opfattelse skal medregnes, hvis man går på barsel, når man er i et ansættelsesforhold, uanset hvordan forholdene ser ud efter endt barselsorlov. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgerens ægtefælle ikke vendte tilbage til ordinær beskæftigelse umiddelbart efter endte barsler, hvorfor de to barselsperioder ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens ægtefælles beskæftigelse inden for de seneste fem år forud for ansøgningen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ægtefælles barselsperioder ikke lå inden for rammerne af et ansættelsesforhold, hvorfor disse perioder ikke kunne medregnes som beskæftigelse i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser – herunder FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW-konventionen). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at ansøgerens ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Det forhold, at parret havde fået to børn, som var statsborgere i Kosovo, kunne ikke føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af børnenes ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i en dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var noget til hinder for, at parret kunne udøve familielivet i Kosovo, hvor ansøgeren og parrets fællesbørn alle var statsborgere, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset, og hvor parret var mødtes. FAM/2015/148.

Senest opdateret: 19-08-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen