Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens herboende ægtefælle indrejste i Danmark i juli 2014 og blev i samme måned meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af den herboende ægtefælles asylsag, at parret i marts 2013 indgik ægteskab, at parret i april 2013 rejste til Egypten, hvor de boede sammen i et år og to til tre måneder, at den herboende ægtefælle i juli 2014 flygtede til Danmark, hvorefter ansøgeren rejste tilbage til Syrien, da hun var højgravid og ikke kunne rejse med den herboende ægtefælle, og da den herboende ægtefælle desuden ikke havde råd til at tage ansøgeren med. Det fremgik af sagen, at parret var fætter og kusine, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse, og at parret havde et fællesbarn født i august 2014.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om at være fyldt 24 år på ansøgningstidspunktet, idet ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen var 20 år, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var fætter og kusine, hvorfor parret var nært beslægtet i udlændingelovens forstand, og at det ikke kunne antages, at parret havde haft et længerevarende og indgående kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse, ud over det der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse og efter ægteskabets indgåelse alene havde boet sammen i cirka et år og tre måneder. Det forhold, at parret havde anført, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret havde boet sammen i Egypten efter ægteskabets indgåelse, at det i parrets land ikke var forbudt at indgå ægteskab med en, man var i familie med, hvis man var forelsket, og at parret havde oplyst, at ægteskabet blev indgået, fordi parret forelskede sig i hinanden, var ikke tilstrækkeligt til at ophæve formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren efter den herboende ægtefælles flugt fødte parrets fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter det ville kunne anses som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/157.

Senest opdateret: 19-08-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen