Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 96 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 12-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en nigeriansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn, som var født i september 2013. Af sagen fremgik det, at ansøgeren boede i Sverige, hvor han havde ansøgt om asyl, at baggrunden for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark var, at ansøgeren ville tage arbejde og forsørge sin familie, at han ville hjælpe med at opdrage sin søn, og at moderen til ansøgerens søn havde svært ved at tage sig af hendes og ansøgerens barn. Det fremgik endvidere, at ansøgerens forældre var blevet dræbt i Nigeria af en gruppering, og at ansøgeren også var blevet forsøgt dræbt af samme gruppering. I august 2014 oplyste ansøgeren Udlændingestyrelsen om, at han var blevet meddelt afslag på asyl i Sverige, hvor han havde boet siden 2009, og at det var derfor, at han søgte om opholdstilladelse i Danmark. I november 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Under klagesagens behandling anmodede Udlændingenævnet ansøgeren i maj 2015 om at udfylde en erklæring om samvær med et barn bosiddende i Danmark og meddele samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn. Ansøgeren blev endvidere anmodet om at oplyse, hvor ofte ansøgeren var i Danmark, hvor han opholdt sig, når han var i Danmark, og karakteren og omfanget af ansøgerens samvær med sin søn, herunder hvor samværet blev udøvet, og hvor ansøgeren aktuelt opholdt sig. I maj 2015 oplyste ansøgeren, at moderen til ansøgerens søn ikke længere kom til Sverige med ansøgerens søn, at ansøgeren derfor grundet praktiske forhold ikke udøvede samvær med sin søn, at ansøgeren derfor var nødt til at indrejse illegalt i Danmark for at udøve samværet med sin søn, og at han opholdt sig mellem 10 og 12 dage pr. måned med sin søn og sønnens moder. Af en udfyldt erklæring om samvær med et barn bosiddende i Danmark fremgik det, at ansøgeren havde regelmæssigt samvær med sin søn, men at samværet ikke var planlagt, at der var samvær i weekenderne, og at sønnen ikke overnattede hos ansøgeren. Det fremgik desuden, at ansøgerens søn overnattede 28 dage hos sin moder, og at der var samvær i ferier og helligdage. Det fremgik ikke, hvem der havde udfyldt erklæringen, da den ikke var underskrevet. Erklæringen var endvidere ikke dateret, og Udlændingenævnet havde ikke modtaget ansøgerens samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og ansøgerens søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ved erklæring til Udlændingestyrelsen fra november 2014 havde oplyst, at han udøvede samvær med sin søn to dage på en fire-ugers-periode, at han ikke overnattede sammen med sønnen, at samværet ikke var regelmæssigt, og at denne ordning ikke mere blev praktiseret, idet moderen ikke længere bragte barnet til Sverige. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren under klagesagen havde oplyst, at han indrejste i Danmark for at udøve samvær med sin søn, og at han opholdt sig mellem 10 og 12 dage pr. måned hos moderen til sin søn. Udlændingenævnet fandt endvidere, at de under klagesagen modtagne oplysninger om samværet ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet i maj 2015 havde anmodet om ansøgerens samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn med henblik på at blive oplyst om samværet med ansøgerens barn, men at Udlændingenævnet ikke havde modtaget samtykket hertil. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og ansøgerens søn omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var ansøgerens eget valg at søge at etablere familie og få barn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Det anførte om, at ansøgerens forældre var blevet dræbt, og at ansøgeren var forfulgt og forsøgt slået ihjel, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet noterede forlængelse heraf, at ansøgeren var blevet meddelt afslag på asyl i Sverige. FAM/2015/251.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 12-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger, der i juni 2009 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren, der led af dissemineret sclerose, PTSD og personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, påbegyndte en pædagoguddannelse i september 2012 og havde opnået 60 ECTS-point på ansøgningstidspunktet, hvilket svarer til et års gennemført uddannelse. Ansøgeren havde ifølge de lægelige oplysninger i sagen været sygemeldt i lange perioder under sit studium.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra august 2010. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det forhold, at ansøgeren led af dissemineret sclerose og psykiske symptomer som følge deraf, PTSD, personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, mareridt, flashbacks, koncentrationsbesvær samt hukommelsesbesvær og var begyndt at isolere sig socialt, da han havde tiltagende svært ved at være sammen med andre mennesker, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at uanset at ansøgeren måtte anses for omfattet af FN’s handicapkonvention, var det ikke dokumenteret, at ansøgeren ikke ville være i stand til at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Der blev her henvist til, at det forhold, at ansøgeren havde et handicap, ikke i sig selv kunne føre til, at samtlige almindeligt gældende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse burde fraviges. Udlændingenævnet lagde herved blandt andet afgørende vægt på, at ansøgeren havde dokumenteret, at han efter studiestart i september 2012 havde gennemført første og andet semester på pædagoguddannelsen, og at han derved havde opnået 60 ECTS-point. Det forhold, at det fremgik af lægelige udtalelser fra henholdsvis december 2014 og juni 2015 fra ansøgerens praktiserende læge, at ansøgerens prognose på længere sigt var usikker på grund af flere langvarige sygemeldinger siden januar 2013, at han ikke på noget tidspunkt i perioden havde været i stand til at varetage sit studium på relevant vis, at det på daværende tidspunkt var urealistisk, at han ville kunne færdiggøre sit studium, og at det heller ikke var realistisk, at han ville kunne varetage et arbejde på ordinære vilkår, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren efter det oplyste – til trods for de lægelige oplysninger om det modsatte – efter studiestart i september 2012 havde været i stand til at gennemføre første og andet semester på pædagoguddannelsen, og at han derved havde opnået 60 ECTS-point. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens praktiserende læge i juni 2015 havde udtalt, at ansøgeren fortsat havde behov for sygemelding for en længere periode, men at en prognose ikke kunne afgives på dette tidspunkt. Udlændingenævnet fandt således, at det forhold, at ansøgeren aktuelt måtte være stoppet på studiet på grund af sygemelding, ikke kunne anses som dokumentation for, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til studiet på et senere tidspunkt og opnå yderligere ECTS-point. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne afvises, at ansøgeren på et senere tidspunkt ville kunne opfylde beskæftigelseskravet – eventuelt i form af et fleksjob – eller uddannelseskravet, henset til at han havde fuldført et års studium på trods af sine helbredsforhold. FAM/2015/173.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 12-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, til en statsborger fra Syrien.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgerens karakterer i Dansk Prøve 2 belyste hendes præsentationsevne i skriftlig fremstilling, mundtlig kommunikation og læseforståelse samt afspejlede hendes vilje til at integrere sig i det danske samfund, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, der kunne føre til dispensation fra beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det forhold, at ansøgeren led af dissemineret sclerose, som er en kronisk lidelse, der ikke kan kureres, at medicin alene kunne mildne symptomerne, at hun havde en aftagende gangfunktion og kroniske smerter, og at hun i perioden fra april 2009 til marts 2014 havde haft samlet 185 patientaftaler med en samlet varighed på 177,75 timer, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke sås at have forsøgt at komme i beskæftigelse, herunder ved at forsøge at deltage i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger via kommunen, og at ansøgeren heller ikke forud for diagnosen i 2009 havde været i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at uanset at ansøgeren måtte anses for omfattet af FN’s handicapkonvention, var det ikke dokumenteret, at ansøgeren ikke ville være i stand til at opfylde betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Der henvistes herved til, at det forhold, at en ansøger har et handicap, ikke i sig selv kan føre til, at samtlige almindelige betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse bør fraviges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke sås at være afklaret i kommunalt regi, og at der ikke var rejst en sag om førtidspension. Udlændingenævnet fandt det derfor ikke uproportionalt at stille betingelsen om, at ansøgeren skulle opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da Udlændingenævnet på afgørelsestidspunktet ikke fandt det dokumenteret eller godtgjort, at hun ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, om end det eventuelt ikke kunne lade sig gøre med ordinær fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at fleksjob efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse, idet fleksjob er et tilbud til personer, der har en så varig og væsentlig nedsat arbejdsevne, at personen ikke har mulighed for at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, således ville kunne opfyldes ved fleksjob. FAM/2015/86.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

Dato: 12-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Irak, der i september 2001 var blevet meddelt opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren havde ifølge sine egne oplysninger modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden 2001.

Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om, at en ansøger ikke må have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil ansøgeren vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun i de sidste tre år fra ansøgningstidspunktet havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at hun i perioden fra juli 2012 til juli 2015 havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde fremlagt lægeerklæringer, der dokumenterede, at hun led af en række forskellige lidelser, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens bopælskommune havde oplyst, at hun endnu ikke var udredt helbredsmæssigt, og at det var kommunens plan, at hun efter den helbredsmæssige udredning skulle i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var uenig med bopælskommunen om kommunens fremtidige planer vedrørende hende, da det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun på et senere tidspunkt ikke ville kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet fandt derfor, at det på baggrund af de på afgørelsestidspunktet foreliggende oplysninger ikke kunne anses for uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, overfor ansøgeren. FAM/2015/203.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma

Dato: 12-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9 (proforma). Ved opslag i udlændingemyndighedernes visumsystem, IVR-VIS, fremgik det, at ansøgeren i august 2014 indgav ansøgning om besøgsvisum til sin svoger i Danmark, at ansøgeren i august 2014 blev meddelt et Schengen-visum på 90 dage, og at hun fra august 2014 kunne indrejse i Danmark. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i oktober 2014 via internettet, at parret mødte hinanden personligt samme dag i oktober 2014, at parret dagen efter traf beslutning om at indgå ægteskab, at parret ligeledes flyttede sammen samme dag, at parret i november 2014 indgik ægteskab, og at parret havde boet sammen, siden parret indgik ægteskabet. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet, at ansøgeren arbejdede som ”medical assistent” i hjemlandet, at ansøgeren ikke før havde været i Danmark, og at ansøgeren havde en søster, der boede i Danmark. I marts 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse. I marts 2015 klagede den herboende ægtefælle over Udlændingestyrelsen afgørelse. Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført, at parret havde kendt hinanden et par måneder, inden parret besluttede at indgå ægteskab, at parret allerede i september 2014 lærte hinanden at kende via internettet, og at beslutningen om at indgå ægteskab var påvirket af blandt andet ansøgerens besøgsvisums snarlige udløb. Under klagesagen fremlagde den herboende ægtefælle en udskrift fra et datingsite fra primo oktober 2014 med korrespon-dancen mellem parret, hvor hun brugte et alias. Under nævnsmødet i august 2015 forklarede den herboende ægtefælle, at parret lærte hinanden at kende i oktober 2014, at den herboende ægtefælle ikke var sikker, men oplyste, at det ud fra en kopi af den herboende ægtefælles egen e-mail så ud, som om parret for første gang fik kontakt i oktober 2014, at den herboende ægtefælle herefter besøgte ansøgeren hos ansøgerens søster, at den herboende ægtefælle ikke kendte ansøgerens familie i Danmark, og at ansøgeren herefter tog med den herboende ægtefælle hjem. Den herboende ægtefælle forklarede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle aftalte at indgå ægteskab, da parret blev nødt til det, hvis forholdet skulle have en chance, at ægteskabet ikke var et proformaægteskab, at ansøgeren var ansat som sekretær i en sundhedsklinik i Filippinerne, og at ansøgeren havde mistet sit arbejde.

Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i august 2014 på et 90-dages Schengen-visum, at ansøgeren indgik ægteskab med den herboende ægtefælle i november 2014, at ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende ægtefælle efter 89 dage i Danmark, og at beslutningen om ægteskab ifølge den herboende ægtefælles egen forklaring var begrundet i ansøgerens besøgsvisums snarlige udløb i november 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i oktober 2014 via internettet og fire dage senere personligt, at parret flyttede sammen en dag efter det første personlige møde i oktober 2014, og at parret således indgik ægteskab efter en måneds bekendtskab. Det af den herboende ægtefælle anførte om, at parret boede sammen forud for ægteskabets indgåelse, og at den herboende ægtefælle således mente, at parret havde haft samliv på fælles bopæl, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at parret ikke kunne antages at have et personligt kendskab til hinanden, som normalt vil kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Det forhold, at ansøgerens søster og svoger havde udtalt, at ansøgeren havde ledsaget sin niece til Danmark, at det var meningen, at ansøgeren skulle opholde sig hos sin søster og svoger, at ansøgeren ikke var kommet til Danmark for at få opholdstilladelse, og at det var ansøgerens søsters og svogers opfattelse, at ægteskabet mellem den herboende ægtefælle og ansøgeren ikke var et proformaægteskab, kunne ligeledes ikke føre til en ændret vurdering henset til sagens øvrige omstændigheder. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens oplysninger ikke svarede overens med ansøgerens handlemønster, herunder at ansøgeren optrådte på et datingsite, og at ansøgeren kort efter kontakten med den herboende ægtefælle flyttede ind på den herboende ægtefælles bopæl. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at hvis der på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er bestemte grunde for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er bestemte grunde for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2015/200.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Afslag på genoptagelse – Passivitet

Dato: 04-08-2015

Udlændingenævnet afslog i august 2015 at genoptage det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra juli 2011 vedrørende en pakistansk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse efter greencardordningen – på grund af retsfortabende passivitet. Ansøgeren anmodede i juni 2015 Udlændingenævnet om at genoptage sagen, idet han oplyste Udlændingenævnet om, at han havde bestået en ny uddannelse, og at han havde fået yderligere tre års arbejdserfaring.

Udlændingenævnet fandt, at der som udgangspunkt ikke er en frist for anmodning om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse. Udlændingenævnet fandt dog, at passivitetsbetragtninger kan inddrages i sager, hvor en genoptagelsesanmodning først indgives flere år efter, at afgørelsen er truffet. Udlændingenævnet fandt derfor, at der ikke var grundlag for at realitetsbehandle ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i juli 2011 havde stadfæstet Udlændingeservices afgørelse fra august 2010 om afslag på opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, og at der således var forløbet knap fire år fra afgørelsestidspunktet, til Udlændingenævnet modtog ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde bestået en ny uddannelse, og at ansøgeren havde fået yderligere tre års arbejdserfaring var efterfølgende forhold, som ikke ville kunne indgå i en eventuel genoptagelsessag. ERH/2015/76.
Udlændingenævnets afgørelse af 31. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1

Dato: 31-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en zambiansk statsborgers ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, da ansøgeren ikke opfyldte kravet om bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i ansøgningen ikke havde angivet at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en prøve på et tilsvarende niveau, ligesom ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation herfor. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af beviser fra juni 2007 og juni 2008, at ansøgeren ved folkeskolens afgangsprøve og folkeskolens 10.-klasse-prøve i danskdisciplinerne bortset fra orden fik et karaktergennemsnit på henholdsvis 5,75 (efter 13-skalaen) og 01 (efter 7-trins-skalaen), og at ansøgeren således ikke opfyldte danskprøvekravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Det forhold, at det fremgik af grundforløbsbevis fra januar 2011, at ansøgeren i faget Dansk C fik standpunktskarakteren 4, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der var tale om en standpunktskarakter og ikke en afsluttet danskprøve, uanset at karakteren var blevet overført som prøvekarakter. Endvidere kunne det forhold, at ansøgeren siden maj 2011 havde været ansat hos H&M Hennes & Mauritz A/S, og at han i perioden fra august 2011 til juli 2013 havde gennemført en grunduddannelse som salgsassistent hos virksomheden, ikke føre til en ændret vurdering, idet alene beståelse af danskprøver kan føre til opfyldelse af danskprøvekravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at han ikke led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/97.
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juli 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ansøgeren udvist ved dom

Dato: 29-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, til en statsborger fra Afghanistan. Højesteret stadfæstede i august 2005 Østre Landsrets dom fra marts 2005, hvorved ansøgeren blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, og idømt en fællesstraf af fængsel i fem år og seks måneder samt udvist for bestandig af Danmark. I oktober 2006 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I august 2010 stadfæstede Østre Landsret en byretsdom fra april 2010, hvorved ansøgeren blev idømt en straf af fængsel i fire år og ni måneder for en lang række overtrædelser af straffeloven. Østre Landsret fandt i februar 2015, at en udvisning af ansøgeren ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvorfor udvisningen af ansøgeren skulle opretholdes. Procesbevillingsnævnet meddelte i marts 2015 ansøgeren afslag på kære af Østre Landsrets kendelse fra februar 2015 til Højesteret. Udlændingestyrelsen afslog i april 2015 ansøgerens ansøgning om familiesammenføring med hans to mindreårige børn, født i henholdsvis 2008 og 2010, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, idet ansøgeren var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ved Østre Landsrets dom i marts 2005, som Højesteret stadfæstede ved dom i august 2005, blev idømt fængsel i fem år og seks måneder samt udvist af Danmark for bestandigt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde to børn, som boede sammen med børnenes moder i Danmark, ikke udgjorde en sådan særlig grund til at meddele ansøgeren opholdstilladelse uanset den ved dom idømte udvisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens børn var født, efter at ansøgeren ved Højesterets dom i august 2005 var blevet udvist for bestandigt af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller FN’s konvention om civile og politiske rettigheder, at nægte ansøgeren opholdstilladelse. FAM/2015/145.
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 29-07-2015

Udlændingenævnet omgjorde i juli 2015 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, til en russisk statsborger. Ansøgeren, der i august 2003 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, havde boet lovligt her i landet som flygtning i mere end otte år. Ansøgeren havde alene været i ordinær beskæftigelse i to dage i juni 2008, hvorefter han havde modtaget kontanthjælp.

Udlændingenævnet fandt efter en helt konkret vurdering, at ansøgeren i overensstemmelse med sine evner havde vist vilje til integration i det danske samfund, jf. udlændingelovens § 11, stk. 15, og at han således kunne fritages for uddannelses- og beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysningerne fra ansøgerens bopælskommune, at ansøgeren kontinuerligt havde deltaget i de af kommunen anviste aktiviteter som led i en jobplan, herunder deltaget i en række virksomhedspraktikforløb, samt at ansøgeren ifølge oplysningerne fra kommunen var udredt fra rehabilitering og afventede at komme i et ressourceforløb, hvorefter det endeligt skulle vurderes, om og i givet fald i hvilket omfang ansøgeren ville kunne opnå beskæftigelse i form af fleksjob eller lignende beskæftigelse med skånehensyn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren til klagen havde vedlagt en lægeerklæring fra sit forløb hos et rehabiliteringscenter, hvoraf det fremgik, at han led af PTSD i moderat grad, herunder oplevede mareridt og angst, og at hans tilstand vurderedes at være kronisk. FAM/2015/146.
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

Dato: 29-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren indgav i maj 2014 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren havde i perioden fra maj 2011 til maj 2015 adskillige gange modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Ansøgerens læge havde oplyst, at ansøgeren led af slidgigt i ryggen, hovedpine med migrænoide træk og posttraumatisk belastningsreaktion, at lidelserne var kroniske, og at hun grundet sin helbredsmæssige tilstand ikke var i stand til at kunne varetage arbejde hverken på kort eller lang sigt og ej heller selv, om der var skånemæssige hensyn, og at hun vurderedes uden arbejdsevne permanent. Ansøgeren havde fremsendt en udtalelse fra et jobcenter, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var bevilliget et ressourceforløb på fem år, idet det blev vurderet, at ansøgeren over tid og med den rette hjælp i form af en tværfaglig, håndholdt og langvarig indsats kunne opnå en forbedring af funktionsevnen. Til støtte for klagen var det anført, at ansøgeren opfyldte alle betingelserne for at være omfattet af den særregel, der gælder for flygtninge med mindst otte års lovligt ophold i Danmark, idet ansøgeren måtte betragtes som havende udvist vilje til integration ved en række integrationsfremmende aktiviteter, herunder praktik i en genbrugsbutik i et halvt år i 2003, at hun havde bestået prøve i Dansk 2 i 2007, og at hun havde gået på VUC og i 9. klasse i tre måneder i 2010.

Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om, at en ansøger ikke må have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil ansøgeren vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt, idet ansøgeren havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven inden for de seneste tre år, og at dette understøttedes af oplysninger fra e-Indkomst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra maj 2011 og senest i maj 2015 adskillige gange havde modtaget kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at anse den pågældende for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14 (hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap). Det forhold, at det fremgik af en lægeerklæring fra ansøgerens læge, at ansøgeren led af slidgigt i ryggen, hovedpine med migrænoide træk og posttraumatisk belastningsreaktion, at lidelserne havde været til stede i cirka ti år og var kroniske, at lidelserne ikke havde kunnet bedres, men at lidelserne alene havde kunnet stabiliseres, at ansøgerens prognose var dårlig, at ansøgeren grundet sin helbredsmæssige tilstand ikke var i stand til at kunne varetage arbejde hverken på kort eller lang sigt og ej heller, selv om der var skånemæssige hensyn, og at ansøgeren vurderedes uden arbejdsevne permanent, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af en afgørelse om ressourceforløb fra et jobcenter, at ansøgeren var blevet visiteret til et ressourceforløb i en periode på fem år fra juni 2014, idet det var rehabiliteringsteamets vurdering, at ansøgerens arbejdsevne kunne udvikles yderligere. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af en udtalelse fra jobcenteret, at ansøgeren over tid og med den rette hjælp i form af en tværfaglig, håndholdt og langvarig indsats kunne opnå bedring af funktionsevnen, samt at hvis ansøgerens funktionsevne på sigt blev bedret, burde det vurderes, om ansøgeren kunne deltage i en yderst skånsom arbejdsprøvning med rette skånehensyn og mentortilknytning. Udlændingenævnet fandt derfor, at det på den baggrund ikke var godtgjort eller sandsynliggjort at være udelukket, at ansøgeren på et senere tidspunkt ikke ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde anført, at hun havde været i praktik i en genbrugsbutik i et halvt år i 2003, at hun havde bestået prøve i Dansk 2 i 2007, og at hun havde gået på VUC og i 9. klasse i tre måneder i 2010. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse oplysninger ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren i perioden fra 2003 til 2010 alene havde deltaget i begrænset omfang i integrationsfremmende aktiviteter, og idet hun siden 2010 ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig i det danske samfund via deltagelse i undervisning eller andre aktiviteter. FAM/2015/144.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen