Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 97 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 23. juli 2015 – Au pair – Formodning – Formål

Dato: 23-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde forud for sin ansøgning om opholdstilladelse som au pair gennemført et formålsinterview med Den Danske Ambassade i Manila, Filippinerne. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at hun skulle afløse sin søster som au pair hos værtsfamilien på grund af søsterens kommende studier i Danmark, at hun havde fået kontakt til værtsfamilien via sin søster, at hun med au pair-opholdet forventede at finde en dansk ægtefælle, tjene penge og hjælpe sin familie, og at hun på sigt ønskede at studere en bacheloruddannelse i Filippinerne eller i Danmark gennem værtsfamilien. Ved Udlændingenævnets opslag i Det Centrale Personregister (CPR) fremgik det, at ansøgerens søster var boende på værtsfamiliens adresse. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at hun via sin søster havde fået et positivt indtryk af Danmark, at hun skulle afløse sin søster som au pair, at hun ønskede en kulturel udveksling og at udvide sin horisont, samt at det afgørende formål med ansøgningen var at udvikle sig som menneske.

Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være, at hun ønskede at udvide sin kulturelle horisont og forbedre sine sproglige og faglige kundskaber. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i forbindelse med formålsinterviewet havde oplyst, at hun skulle afløse sin søster hos værtsfamilien, hvor søsteren på afgørelsestidspunktet boede, hvorfor hun derfor skulle bo på samme adresse som sin søster, som hun sprogligt måtte forventes at kommunikere med på filippinsk. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af formålsinterviewet fremgik, at ansøgerens forventning til et au pair-ophold i Danmark var at finde en dansk ægtefælle, at tjene penge og hjælpe sin familie, og at hun på sigt ønskede at studere en bacheloruddannelse i Filippinerne eller i Danmark gennem værtsfamilien. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var en formodning for, at ansøgeren havde haft en intention om at opnå et længerevarende ophold i Danmark, som ikke alene var begrundet med ønsket om et au pair-ophold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det af ansøgeren anførte om, at hun via sin søster havde fået et positivt indtryk af Danmark, at hun skulle afløse sin søster som au pair, at hun ønskede en kulturel udveksling og at udvide sin horisont, samt at det afgørende formål med ansøgningen var at udvikle sig som menneske, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. ERH/2015/102.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juli 2015 – Erhverv – Greencardordningen

Dato: 23-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det fremgik af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, at ansøgeren havde en Bachelor of Science (honours) Agriculture fra 2011 samt en Master of Science (honours) Agriculture fra 2013. Ansøgeren havde endvidere anført, at han i perioderne fra juli 2010 til februar 2011 og fra juli 2011 til tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen havde været beskæftiget som researcher på en folkeskole. I marts 2014 havde styrelsen anmodet ansøgeren om at indsende en detaljeret beskrivelse af ansøgerens arbejde på folkeskolen. Derudover havde styrelsen anmodet om ansøgerens kommentarer til, at han i ansøgningen havde anført, at han i beskæftigelsen som reseacher i perioderne fra juli 2010 til februar 2011 og fra juli 2011 til tidspunktet for ansøgningens indgivelse havde arbejdet 48 timer ugentligt, og at ansøgeren samtidig havde anført, at han ligeledes havde studeret i perioderne fra juli 2007 til juli 2011 og fra september 2011 til september 2013. I april 2014 havde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering modtaget ansøgerens arbejdsgivererklæringer samt udtalelser fra folkeskolen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra juli 2010 til februar 2011 og i perioden fra juli 2011 til datoen for erklæringen havde været beskæftiget som researcher 48 timer om ugen, og at arbejdssproget var engelsk. I august 2014 havde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering anmodet om ansøgerens bemærkninger til, at hans arbejdsgivererklæring var enslydende med en anden arbejdsgivererklæring, som styrelsen havde modtaget fra en anden pakistansk greencardansøger, som skulle arbejde på en anden skole. I september 2014 havde ansøgeren oplyst, at det var skoleinspektøren på folkeskolen, som havde udstedt arbejdsgivererklæringerne samt udtalelserne, og at det var almindelig praksis i Pakistan at få hjælp og inspiration på internettet ved udarbejdelse af arbejdsgivererklæringer. Endvidere anførte ansøgeren, at han sagtens kunne studere på en masteruddannelse samtidig med, at han arbejdede 48 timer om ugen på folkeskolen, idet hans masteruddannelse var en praktisk uddannelse. I oktober 2014 havde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen under henvisning til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgeren måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der ansås for konstrueret med henblik på det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde fremsendt arbejdsgivererklæringer samt udtalelser fra en folkeskole, der fremstod enslydende med en arbejdsgivererklæring fremsendt af en anden pakistansk greencardansøger, som skulle arbejde på en anden skole. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at det var almindelig praksis i Pakistan at få hjælp og inspiration på internettet ved udarbejdelse af blandt andet arbejdsgivererklæringer, hvorfor ansøgeren bad om, at der sås bort fra dette, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den anden ansøgers arbejdsgivererklæringers form og indhold var ens, idet de indeholdt samme grammatik og sætningsopbygning. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at folkeskolen, der oplyste at have engelsk som arbejdssprog, måtte forventes at kunne formulere en arbejdsgivererklæring på engelsk uden hjælp fra internettet. Udlændingenævnet fandt det endvidere utroværdigt, at en folkeskole havde ansat en researcher inden for jord og landbrug, der havde til opgave at samle, analysere og evaluere information omkring kemi, biologi og fysik vedrørende jord med henblik på at informere om og påvirke landbrugsproduktion, miljømæssig kvalitet, folkesundhed, klimaforandringer og biodiversitet. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgeren i forbindelse med klagen angiveligt havde sendt billeder af skolen, ansøgeren og nogle unavngivne personer. Udlændingenævnet fandt herefter ikke anledning til at tage stilling til, om ansøgeren kunne tildeles point for uddannelse, uddannelsesretning, sprogfærdigheder, arbejdserfaring eller alder. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgeren måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der måtte anses for konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. ERH/2015/143.
Udlændingenævnets afgørelse af 17. juli 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Genoptagelse – Retsfortabende passivitet

Dato: 17-07-2015

Udlændingenævnet afviste i juli 2015 en anmodning om genoptagelse af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse vedrørende en kinesisk statsborger fra august 2011, hvorved ministeriet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse fra februar 2011 om en afvisning af indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens daværende § 9, stk. 18. I oktober 2014 rettede ansøgerens søn henvendelse til Udlændingenævnet, hvilket blev opfattet som en anmodning om genoptagelse.

Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at realitetsbehandle anmodningen om genoptagelse af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra august 2011. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var forløbet mere end tre år mellem tidspunktet for ministeriets afgørelse, og indtil udlændingemyndighederne modtog anmodningen om genoptagelse, og at ansøgeren ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden der blev anmodet om genoptagelse. Udlændingenævnet fandt således, at anmodningen om genoptagelse ikke kunne behandles på grund af retsfortabende passivitet, og at der ikke i sagen forelå sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at retten til at indgive en anmodning om genoptagelse ikke skulle anses for bortfaldet. FAM/2015/142.
Udlændingenævnets afgørelse af 17. juli 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Afslag på genoptagelse – Passivitet

Dato: 17-07-2015

Udlændingenævnet meddelte i juli 2015 en ansøger afslag på en anmodning om genoptagelse af ansøgerens sag, hvori det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde truffet afgørelse i oktober 2006 om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at der som udgangspunkt ingen frist er for anmodning om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, men at passivitetsbetragtninger kan inddrages i sager, hvor en genoptagelsesanmodning først indgives flere år efter, at afgørelsen er truffet. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke var grundlag for at realitetsbehandle ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration den i oktober 2006 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2006 om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i Danmark, og at der således var forløbet mere end otte og et halvt år fra afgørelsestidspunktet, til Udlændingestyrelsen modtog ansøgerens henvendelse om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen skulle afvises og ikke blive behandlet i Udlændingenævnet. FAM/2015/73.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2015 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

Dato: 13-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15, til to statsborgere fra Vietnam, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende fader. Den herboende fader blev i 1992 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført og indgik i 2010 på ny ægteskab med ansøgernes moder i Vietnam. Ansøgerne, der var født i henholdsvis 2001 og 2006, havde besøgt Danmark i tre måneder i 2010, ligesom den herboende fader havde besøgt ansøgerne årligt i Vietnam, hvor ansøgerne havde gået i skole. Ansøgernes moder havde i forbindelse med ansøgningen oplyst, at hun ikke så sig i stand til at tage sig af ansøgerne grundet økonomiske vanskeligheder. Den herboende faders bopælskommune erklærede i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse, at den herboende fader løbende havde modtaget offentlig støtte efter lov om aktiv socialpolitiks § 25.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet væsentlige hensyn talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil ansøgerne kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 15, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det til sagen var oplyst, at den herboende fader allerede var udrejst af Vietnam inden ansøgernes fødsel, at han så børnene én gang om året, at ansøgerne efter det oplyste alene havde været i Danmark i 2010, at den herboende fader alene havde været i Vietnam i en kortere periode i 2013, og at han herudover inden for de seneste to år alene havde set ansøgerne i forbindelse med deres nylige indrejse i Danmark i juni 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerne og deres fader ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at den herboende fader siden januar 2008 havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, og at den herboende faders bopælskommune havde erklæret, at den herboende fader løbende havde modtaget offentlig støtte efter lov om aktiv socialpolitiks § 25. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende fader ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 15, 1. pkt. Det forhold, at ansøgernes moder var udrejst af Vietnam og kort forinden hendes og ansøgernes seneste indrejse i Danmark i juni 2014 havde erklæret, at hun overdrog forældremyndigheden til den herboende fader grundet økonomiske vanskeligheder, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne siden deres fødsel havde boet i Vietnam, at ansøgernes moder i hele denne periode havde haft forældremyndigheden, og at hun således fortsat måtte anses som værende den reelle forældremyndighedsindehaver og primære omsorgsperson, ligesom den herboende faders kontakt til ansøgerne havde været meget begrænset. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være i strid med barnets tarv at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise den herboende fader til at udøve samværet med ansøgerne i samme omfang som hidtil og at henvise ansøgerne til at tage ophold sammen med deres moder. FAM/2015/141.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

Dato: 13-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en serbisk statsborger.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren i perioden fra januar 2011 til april 2015 havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, at der var mulighed for, at der kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere vilkår end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun ikke led af et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at hun i perioden fra februar 2011 til marts 2013 havde været i beskæftigelse 20 timer om ugen, og at hun siden marts 2013 efter egne oplysninger havde været i beskæftigelse 30 timer om ugen. Det forhold, at det fremgik af udtalelse fra juni 2011 fra Middelfart Rygcenter, at ansøgeren havde langvarige og tilsyneladende forværrende lænderygsmerter ledsaget af regelmæssige episoder med fuldstændig symptomfravær, at hendes ryglidelse vurderedes stationær med varigt skånebehov, og at det fremgik af udtalelse fra marts 2014 fra Jobcenter Kolding, at ansøgeren havde modtaget ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik, fordi hun på grund af ryggenerne ikke var i stand til at varetage en fuldtidsstilling, og at hun på grund af disse ryggener samt hendes ægtefælles pasningsbehov ej heller havde været forsøgt reaktiveret, kunne ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ligeledes fremgik af udtalelse fra juni 2011 fra Middelfart Rygcenter, at der var mulighed for forbedring, hvis der iværksattes et kontinuerligt træningsforløb, og at ansøgeren angiveligt ikke var forsøgt behandlet konservativt for lænderygproblematikken. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens helbredsmæssige tilstand ikke på afgørelsestidspunktet var af en sådan karakter og omfang, at kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp kunne fraviges henset til, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. FAM/2015/84.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

Dato: 13-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Kosovo. Ansøgeren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i form af kontanthjælp som supplement til sin lønindtægt, idet beløbet blev udbetalt efter reglerne om gensidig forsørgelsespligt mellem ægtefæller.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioderne fra januar 2014 til april 2014 og fra juni 2014 til september 2014 havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at han ikke inden for de sidste syv år forud for klagetidspunktet havde ansøgt om at modtage offentlig hjælp, at han ikke kunne nægte at modtage supplerende kontanthjælp fra kommunen, der blev udbetalt uden, at han havde ansøgt herom, og at han anså det for urimeligt, hvis han på baggrund heraf ansås for ikke at opfylde betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i forbindelse vægt på, at ydelserne, som ansøgeren havde modtaget i perioderne fra januar 2014 til april 2014 og fra juni 2014 til september 2014, var ydelser udbetalt til forsørgelse, at kommunen siden april 2014 havde udbetalt i alt 9.586 kr. til ansøgeren, og at han var oplyst om, at han – så længe hans ægtefælle modtog kontanthjælp – ville få udbetalt supplerende kontanthjælp, når hans indtægter lå under to gange kontanthjælpstaksten. Udlændingenævnet bemærkede, at udbetaling af supplerende kontanthjælp til ansøgeren var begrundet i reglerne om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvar for blandt andet at forsørge sig selv og sin ægtefælle, jf. § 2 a i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde skrevet under på sin ægtefælles ansøgning om kontanthjælp, og at han på den baggrund – henset til reglerne om gensidig forsørgelsespligt – ansås for at være medansøgende i forhold til sin ægtefælles sag om udbetaling af sociale ydelser. Det forhold, at kommunen havde oplyst, at ansøgeren ikke havde modtaget vejledning om modtagelse af sociale ydelser, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle ansøgte om kontanthjælp i januar 2012, og at det ikke fremgik af kommunens journal, at ansøgeren havde oplyst kommunen om en forestående sag om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige, forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere vilkår end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. FAM/2015/85.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Selvforsørgelseskravet

Dato: 13-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en pakistansk statsborgers ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5., idet ansøgeren – inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles – havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.

Udlændingenævnet lagde vægt på oplysningerne fra eIndkomst samt ansøgerens egne oplysninger om, at han i perioden fra januar 2014 til februar 2014 samt i perioden fra april 2014 til juni 2014 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren alene havde modtaget enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, og at der var tale om supplerende kontanthjælp, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde modtaget ydelser udbetalt til forsørgelse, og at ansøgeren i alt havde modtaget 34.104 kr. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udbetaling af supplerende kontanthjælp til ansøgeren var begrundet i reglerne om ægtefællers gensidige forsørgelsespligt, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvaret for blandt andet at forsørge sig selv og sin ægtefælle, jf. § 2 a i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde vedvarende smerter efter en operation for karpaltunnelsyndrom, og at det ikke var muligt at vurdere ansøgerens ægtefælles beskæftigelsespotentiale, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var tale om forhold, der kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, i forhold til ansøgerens ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kunne anses for uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, over for ansøgeren. FAM/2015/140.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 09-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en russisk statsborger. Ansøgeren blev i december 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU- og EØS-bekendtgørelsen på et forkert grundlag, da ansøgeren blev anset for at være lettisk statsborger og dermed EU-borger, hvorimod han rettelig var russisk statsborger. I juni og juli 2013 meddelte Statsforvaltningen ansøgeren, at hans ansøgning om tids¬ubegrænset opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen ikke kunne imødekommes. I juni 2014 stadfæstede Udlændingestyrelsen Statsforvaltningens afslag på tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingestyrelsen oplyste overfor ansøgeren, at Udlændingestyrelsen tillige havde behandlet ansøgerens sag efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag efter denne bestemmelse. I september 2014 meddelte Statsforvaltningen, at ansøgerens opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt. I oktober 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til Udlændingenævnet og anførte i den forbindelse, at han havde boet og arbejdet i Danmark siden december 2008, at han opfyldte alle betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse som EU-borger, og at Statsforvaltningens fejl ikke burde komme ham til skade. Ansøgeren anførte endvidere, at han indtil september 2013 havde været på dagpenge fra sin A-kasse, at han havde et lettisk pas, at han var lettisk statsborger, og at han var EU-borger. Vedlagt klagen var en kopi af det, som ansøgeren oplyste var et lettisk stats¬borgerpas fra december 1970. Det fremgik af de kopierede sider, at passet var udstedt af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, og ansøgerens nationalitet var russisk.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til personer i Danmark, og at han ikke havde oplyst om sådanne omstændigheder, herunder at han skulle lide af alvorlige sygdomme eller handicaps, at dette kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde oplyst, at han havde været i arbejde siden maj 2014, og at han havde uddannet sig til buschauffør og lastbilchauffør. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet henviste til, at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at ansøgeren ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i perioderne fra april 2011 til maj 2013, fra juli 2013 til juni 2014 og fra september 2014 til marts 2015. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren i kraft af sit ophold i Danmark, herunder karakteren og længden heraf, hvor han i cirka fem år havde haft ret til ophold på et forkert grundlag, sammenholdt med ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarkedet, ikke havde opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning hertil. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at det ikke burde komme ham til skade, at han af Statsforvaltningen i december 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU- og EØS-bekendtgørelsen, og at han var lettisk statsborger og dermed EU-borger, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgik af blandt andet kopi af certifikat med bilag fra den lettiske ambassade i Danmark fra juli 2013 samt af kopier af ansøgerens lettiske fremmedpas, at han ikke var statsborger i Letland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens statsborgerskabsstatus ikke i sig selv var afgørende for, hvorvidt ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på baggrund af sin tidligere ret til ophold meddelt på forkert grundlag havde opnået en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens almindelige regler. FAM/2015/204.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

Dato: 09-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i 1996 meddelt opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, han blev i 1997 blev meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I februar 2012 indgik parret ægteskab i Libanon, hvorefter ansøgerens herboende ægtefælle besøgte hende i Libanon, inden hun indrejste i Danmark i november 2013 og søgte om familiesammenføring. Ansøgerens herboende ægtefælle var samboende med sit særbarn, som er født i 2001, og han havde derudover et myndigt særbarn, der var født i 1994. Parret fik et fællesbarn i Danmark i marts 2014. Den herboende ægtefælle var førtidspensionist.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og hendes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at han kom til Danmark i november 1992 i en alder af 25 år, og at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Libanon inden sin indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at han havde haft lovligt ophold i Danmark i cirka 19 år, at han efter det oplyste ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark, havde været i beskæftigelse eller på anden vis havde forsøgt at integrere sig i det danske samfund, siden han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996. Det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle i 1996/97 havde forsøgt at etablere en fødevareforretning, og at han talte og forstod dansk, når der ikke blev anvendt vanskelige udtryk, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da tilknytningen til arbejdsmarkedet lå langt tilbage i tid, og da han efter det oplyste ikke efterfølgende forud for sin førtidspensionering havde været i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde herudover til grund, at ansøgeren var statsløs palæstinenser fra Libanon, hvor hun var født, opvokset, havde haft sin skolegang og hele sit voksne liv, hvor hendes forældre og søskende fortsat boede, hvor ansøgeren og hendes herboende ægtefælle mødte hinanden i 2011, hvor parret indgik ægteskab i 2012, og at de talte arabisk sammen, at de begge havde søskende i Libanon, at ansøgerens herboende ægtefælle derudover havde to brødre i Danmark, at hans moder var død, men at hans fader boede i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Libanon. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at advokaten til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerens herboende ægtefælles yngste særbarn havde fået en stærk tilknytning til Danmark, hvor han gik i skole og til fodbold samt havde skabt sig en vennekreds. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn, som ifølge Det Centrale Personregister havde været udrejst af Danmark til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013 grundet varigheden af barnets ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark og dermed føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års uafbrudt lovligt ophold her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den omstændighed, at parrets fællesbarn havde fået opholdstilladelse i Danmark i juni 2014, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet fællesbarnet ikke ansås for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt herudover, at den omstændighed, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet dette ophold ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til en udtalelse i juni 2014 fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Libanon ikke risikerede asylrelevant forfølgelse, hvilket han ikke havde kommenteret efter Udlændingestyrelsens partshøring fra juni 2014. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udsat for regelmæssig tortur under fængselsophold, før han kom til Danmark, at han led af PTSD, generaliseret angst og en kronisk forstemningstilstand og en moderat restriktiv lungefunktionsnedsættelse og aktuelt var i behandling med blandt andet de antidepressive præparater Citalopram og Mirtazapin, kunne ikke føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at MedCOI(1) havde oplyst, at begge de medicinske præparater Citalopram og Mirtazapin var tilgængelige i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle således kunne købe sin medicin i Libanon. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret var mødtes og var blevet gift, og hvorfra de begge var statsløse palæstinensere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at begge ansøgerens herboende ægtefælles særbørn var blevet danske statsborgere, og at parrets fællesbarn eventuelt havde udsigt til at blive dansk statsborger i slutningen af 2015, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der alene dispenseres fra tilknytningskravet i forhold til danske statsborgere, hvis den herboende ægtefælle har været dansk statsborger i 26 år, eller har haft lovligt ophold i Danmark i 26 år. Det af advokaten anførte om, at det ville være udfordrende for ansøgerens herboende ægtefælle at blive henvist til at udøve familielivet i Libanon på grund af hans forhold til sit særbarn, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn efter det oplyste havde sin moder i Libanon, og desuden ifølge oplysningerne fra Det Centrale Personregister havde været udrejst til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013, og således ikke havde fået en væsentlig tilknytning til Danmark, selvom hans skole havde oplyst, at han var aktiv i skolen og den lokale fodboldklub, at han viste stor vilje til at lære det danske sprog, at han i oktober 2014 var blevet udsluset fra modtagerklassen og var startet i en 6. klasse, og at han var velfungerende såvel fagligt som socialt på trods af, at hans danske ikke var helt alderssvarende. FAM/2015/171.

(1) MedCOI er et projekt finansieret af Den Europæiske Flygtningefond med henblik på at indhente oplysninger om tilgængelig medicin i ansøgeres hjemlande.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen