Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 98 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 30. juni 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Klagefrist – Genoptagelse

Dato: 30-06-2015

Udlændingenævnet afslog i juni 2015 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2015, hvorved Udlændingenævnet afviste at behandle en irakisk ansøgers klage over en afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse truffet af Udlændingestyrelsen i januar 2014, da klagen via Folketingets Ombudsmand i januar 2015 var indgivet efter klagefristens udløb. Ansøgeren anmodede i maj 2015 om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2015. Anmodningen om genoptagelse var vedlagt e-mails fra marts 2014 og oktober 2014, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ønskede at klage over Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2014. Disse e-mails var sendt til e-mailadressen udin@udin.dk.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde anført nye væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren til Udlændingenævnet havde indsendt sine e-mails fra marts 2014 og oktober 2014, men at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da ansøgeren havde sendt sin klage til en forkert e-mailadresse udin@udin.dk, idet Udlændingenævnets korrekte e-mailadresse er udln@udln.dk. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens ansvar som klager at sørge for, at klagen var afsendt korrekt. FAM/2015/138.
Udlændingenævnets afgørelse af 30. juni 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Kriminalitet – Karensperiode

Dato: 30-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 7, jf. § 11 a, stk. 2, nr. 1, idet ansøgeren i marts 2008 af Retten i Roskilde var blevet idømt ubetinget fængsel i 50 dage for overtrædelse af straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171, og at han var blevet løsladt fra afsoning af straffen i november 2009.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse henset til, at han ved Retten i Roskildes dom fra marts 2008 var blevet idømt ubetinget fængsel i 50 dage for overtrædelse af straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171, og at han blev løsladt fra afsoning i november 2009. Ansøgeren var således omfattet af en karensperiode på otte år fra tidspunktet for løsladelsen, jf. bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 7, jf. § 11 a, stk. 2, nr. 1, og ville således ikke i tiden frem til november 2017 kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren havde indsendt en straffeattest uden tilførsler, kunne i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering i sagen, idet det fremgik af straffeattesten, at afgørelser truffet inden for de sidste fem år alene var medtaget, hvis ikke der var forløbet fem år fra den endelige løsladelse. FAM/2015/139.
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2015 – Studie – Formodning – Progression

Dato: 25-06-2015

Udlændingenævnet omgjorde i juni 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som studerende, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, til en nepalesisk statsborger, der ønskede at studere på uddannelsen AP Degree in Marketing Management ved Zealand Institute for Business and Technology.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som studerende under henvisning til, at der var en formodning for, at intentionen med hendes ansøgning ikke var at studere i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i juni 2014 blev meddelt opholdstilladelse som studerende på en højskole med gyldighed til januar 2015, at hun allerede forud for den meddelte opholdstilladelse ved ambassadeinterview i maj 2014 med Den Danske Ambassade i Kathmandu, Nepal, havde oplyst, at hun havde valgt at følge ”Global Base Camp” på højskole for at forberede sig på sit videre studieforløb, og at hun havde planer om at studere en AP degree i Danmark, hvilket således allerede på dette tidspunkt var styrelsen bekendt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren ved personlig henvendelse i Udlændingenævnet havde indleveret en skrivelse fra februar 2015 fra Zealand Institute for Business and Technology, hvoraf det fremgik, at hun blev optaget på uddannelsen AP Degree in Marketing Management, efter at hun havde bestået en optagelsesprøve, at hendes niveau i engelsk var fint, at hun påbegyndte sit studie med studiestart i februar 2015, og at Zealand Institute for Business and Technology var af den opfattelse, at ansøgeren oprigtigt ønskede at studere. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der var en sammenhæng mellem uddannelsen AP Degree in Marketing Management og ansøgerens to-årige ”Higher Secondary Education in Management” afsluttet i hjemlandet i 2007, samt hendes erhvervsarbejde først som office assistant i World Bank og efterfølgende relevant erhvervserfaring som ”public relation officer” hos CEC Cablenet. Udlændingenævnet fandt desuden, at der var progression i ansøgerens uddannelsesforløb, idet hun i forvejen alene havde færdiggjort sin to-årige ”Higher Secondary Education in Management” i hjemlandet forud for sin optagelse på AP Degree in Marketing Management ved Zealand Institute for Business and Technology. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at der ikke var en vis formodning for, at formålet med hendes ansøgning om opholdstilladelse som studerende ikke var at studere. ERH/2015/53.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ej ganske særlige grunde

Dato: 24-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til to syriske statsborgere, der havde søgt om familiesammenføring med deres herboende søn, som var født i januar 1997, og som indrejste i Danmark i juni 2014. Det fremgik af referencens asylakter, at han indrejste i Danmark med sin onkel og fætter, at referencens udrejse af Egypten var planlagt af hans familie, herunder at referencen og dennes onkel skulle udrejse sammen, hvilket referencen var indforstået med. Det var oplyst, at referencen skulle bo sammen med sin onkel, når han ankom til Danmark, at han gerne ville bo med sin onkel, og at referencen og onklen altid havde boet sammen på samme matrikel under referencens opvækst i Syrien.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelser om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes og referencens rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det var planen ved referencens flugt, at ansøgerne skulle følge efter referencen, så ansøgerne og referencen kunne bo sammen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencens udrejse af Egypten var planlagt af hans familie, herunder at referencen og sin onkel skulle udrejse sammen, hvilket referencen var indforstået med, og at referencen således frivilligt udrejste af Egypten med hans onkel. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der således ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til EMRK artikel 8 kunne begrunde opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet havde endvidere noteret, at ansøgerne havde børn i såvel Sverige som Saudi Arabien. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke var uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen havde boet sammen med ansøgerne i ansøgernes hjem i Syrien indtil referencens flugt i oktober 2013. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var fyldt 18 år og dermed myndig, uanset at referencen søgte om familiesammenføring, da han var knap 18 år, og at han således måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter sine egne oplysninger også havde boet på samme matrikel som sin onkel hele sit liv, at han flygtede med blandt andet sin onkel fra Syrien, og at han efter det oplyste til sin asylsag fortsat gerne ville bo med onklen i Danmark. Det forhold, at referencen ikke var enig i Udlændingestyrelsens formulering om, at referencen selv havde valgt at afbryde familielivet, og at han i den forbindelse henviste til artikel 8 i EMRK, fandt Udlændingenævnet ikke på baggrund af ovenstående kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at EMRK artikel 8’s beskyttelse primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie, dvs. fader, moder og mindreårige børn, og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer "elements of dependency involving more than the normal emotional ties" mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Således vil Danmark kun i helt særlige tilfælde være forpligtet til at tillade familiesammenføring mellem eksempelvis forældre og voksne børn. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der i hver enkelt sag, hvor en udlænding søger om familiesammenføring, skal foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det på baggrund af sagens omstændigheder er proportionalt at meddele afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark for ansøgerne, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelser i Danmark. Det forhold, at den ene ansøger led af diabetes og diskusprolaps, at det ikke var muligt at finde medicin til ansøgeren, at den anden ansøger led af ødemer og problemer med kredsløbet, og at hun havde brug for medicin, hvilket var svært at få fat på i Syrien, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet aldersrelateret sygdom samt generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at det forhold, at baggrunden for ansøgningerne var, at ansøgerne befandt sig i Syrien og/eller Egypten under farlige omstændigheder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kan føre til opholdstilladelser efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. På denne baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet endeligt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelser i Danmark. FAM/2015/137.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

Dato: 24-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en israelsk statsborger. Den herboende ægtefælle havde siden sin fødsel i 1990 haft længerevarende ophold i Tyskland, Frankrig og Israel. Den herboende ægtefælle og ansøgeren havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at de første gang mødte hinanden i 2005 i Israel, på hvilket tidspunkt den herboende ægtefælle var volontør i Israel. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var opvokset i Danmark, Israel og Frankrig, at hun var født som dansk statsborger, at hun i perioden fra januar 2012 til maj 2013 havde opholdt sig i Tyskland grundet arbejde, at hun fra maj 2013 til august 2014 havde opholdt sig i Israel og Grækenland i forbindelse med studieophold og ferie, og at hun og ansøgeren talte engelsk og hebraisk sammen. Den herboende ægtefælle havde desuden oplyst, at parret i januar 2013 besluttede at indgå ægteskab, at parret boede sammen i perioderne fra juli 2011 til december 2011 i Israel, fra januar 2012 til maj 2013 i Tyskland og fra juni 2013 til juli 2014 i Israel, at parret indgik ægteskab i maj 2013 i Danmark, at parret efterfølgende var på ferie i august 2014 i Grækenland, og at parret sidst så hinanden i september 2014. Det fremgik endvidere, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i september 2014, at han havde besøgt Danmark i perioderne fra december 2006 til januar 2007, fra marts 2009 til april 2009, august 2010 til december 2010, fra juni 2011 til juli 2011 og i maj 2013. Den herboende ægtefælle havde herudover oplyst, at hun havde 14 søskende, hvoraf 12 af hendes søskende var bosat i Danmark, at hun fra august 2006 til august 2007 havde arbejdet 18 timer ugentligt i en forretning, at hun fra februar 2008 til marts 2008 havde arbejdet 40 timer ugentligt i hjemmeplejen, at hun fra august 2008 til maj 2009 havde arbejdet 40 timer ugentligt på en café, at hun fra oktober 2009 til juni 2011 havde arbejdet i hjemmeplejen, og at hun fra august 2014 havde arbejdet på et plejecenter cirka 37 timer ugentligt. Den herboende ægtefælle mente, at hun ikke skulle stå til regnskab for sine forældres valg om at rejse i Europa og dernæst bo i Israel i mange år, at den herboende ægtefælle havde fulgt sine forældre, da hun i en ung alder ikke selv havde mulighed for at vælge, hvor hun gerne ville opholde sig, at den herboende ægtefælle på trods af sit udlandsophold var blevet hjemmeskolet på dansk efter ACE-systemet, at den herboende ægtefælle i flere perioder havde opholdt sig i Danmark i forbindelse med et efterskoleophold og en gymnasial uddannelse, mens den herboende ægtefælle var i et forhold med ansøgeren, og at den herboende ægtefælle efter sin studentereksamen tog til Israel for at være sammen med ansøgeren, da han på daværende tidspunkt ikke havde afsluttet sin værnepligt i Israel. Den herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren herefter tog ophold i Tyskland, da den herboende ægtefælle på daværende tidspunkt ikke var fyldt 24 år, at den herboende ægtefælle og ansøgeren efter opholdet i Tyskland tog til Israel, hvor ansøgeren spontant valgte at studere i et år, og at den herboende ægtefælle således mente, at hendes tilknytning til Danmark var større end hendes tilknytning til Israel.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Israel, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle efter sine egne oplysninger sammenlagt havde boet i Danmark i cirka otte år afbrudt af flere ophold i Israel på mere end en måneds varighed, og at hun sammenlagt havde boet i Israel i cirka syv år og seks måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle mødte ansøgeren i Israel, at parret kommunikerede på engelsk og hebraisk, og at parret havde boet sammen i Israel i perioderne fra juli 2011 til december 2011 og igen fra juni 2013 til juli 2014. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at den herboende ægtefælle – uanset at hun var født i Danmark i marts 1990, og at hun var dansk statsborger – havde en væsentlig tilknytning til Israel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det oplyste om den herboende ægtefælles uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark ikke kunne føre til et ændret udfald, da den herboende ægtefælle på baggrund af de nævnte uddannelser og beskæftigelse ikke havde opnået en sådan fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at den herboende ægtefælle på baggrund heraf kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det anførte om, at den herboende ægtefælle ikke skulle stå til regnskab for sine forældres valg om at rejse i Europa og dernæst bo i Israel i mange år, og at den herboende ægtefælle havde fulgt sine forældre, da hun i en ung alder ikke havde mulighed for at vælge, hvor hun gerne ville opholde sig, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle selv af flere omgange havde valgt at udrejse til blandt andet Israel, og at hun herved havde afbrudt sin tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Israel, hvor han havde haft sin skolegang og havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, og hvor hans forældre og søskende fortsat boede. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde besøgt Danmark i perioderne fra december 2006 til januar 2007, fra marts 2009 til april 2009, i august 2010, i december 2010 til december 2010, fra juni 2011 til juli 2011 og i maj 2013. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold og henset til, at den herboende ægtefælle og ansøgeren samlet set havde en væsentlig tilknytning til Israel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Israel, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i Israel, og at den herboende ægtefælle havde besøgt og boet sammen med ansøgeren af flere omgange i Israel. FAM/2015/112.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Genoptagelse

Dato: 23-06-2015

Udlændingenævnet afslog i juni 2015 at genoptage en sag, hvorved en ansøger, der var britisk statsborger, var blevet meddelt afslag på familiesammenføring, idet den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet havde i september 2014 stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag fra september 2013 på familiesammenføring mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Udlændingenævnet havde i den forbindelse fundet, at det ikke var dokumenteret, at den herboende ægtefælle ikke kunne få opholdstilladelse i Storbritannien for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet havde ved sin afgørelse fra september 2014 endvidere lagt til grund, at den herboende ægtefælles samvær med hans særbørn i Danmark henset til den korte månedlige udstrækning, og at han ikke havde forældremyndighed over børnene, ikke kunne føre til, at et afslag ville være en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den herboende ægtefælle havde i forbindelse med anmodningen om genoptagelse oplyst, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i marts 2015 var blevet forældre til et fællesbarn, at den herboende ægtefælle var blevet meddelt afslag på besøgsvisum i Storbritannien, og at den herboende ægtefælle led af rygproblemer.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle i en e-mail fra oktober 2014 havde angivet, at han led af rygproblemer, og at hans e-mail var vedlagt en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at han var henvist til træningscenter, da operation ikke var aktuel, og at der blev arbejdet herimod at etablere en virksomhedspraktik, men at han selv vurderede, at dette ikke var aktuelt på grund af hans rygsmerter. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke var tale om helbredsmæssige oplysninger af en sådan karakter, at det – såfremt oplysningerne måtte have foreligget på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse fra september 2014 – ville have ført til, at der ville kunne have været dispenseret fra kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det forhold, at den herboende ægtefælle var blevet meddelt afslag på visum til Storbritannien, var ikke ensbetydende med, at han ikke ville kunne opnå opholdstilladelse i Storbritannien, herunder som familiesammenført. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt at henvise familien til at udøve familielivet i Storbritannien, idet ansøgeren var statsborger i Storbritannien, og idet begge hendes børn var statsborgere i Storbritannien. Udlændingenævnet bemærkede, at afslaget på besøgsvisum delvis var begrundet i, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke overfor de britiske udlændingemyndigheder havde fremlagt den nødvendige dokumentation for udstedelse af visummet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at parret efterfølgende var blevet forældre, ikke kunne føre til en genoptagelse af sagen, idet der var tale om en efterfølgende omstændighed, som allerede af den grund ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/111.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Dispensation fra bortfald – Længden af dispensationsperioden

Dato: 18-06-2015

Udlændingenævnet omgjorde i juni 2015 Udlændingestyrelsens vurdering af i hvilken periode, der kunne dispenseres fra bortfald af en opholdstilladelse til en statsborger fra Burma. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2014 meddelt ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 til februar 2015.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at der kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 til februar 2016 og dermed i et år yderligere. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2014 havde meddelt ansøgeren dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 og indtil februar 2015 under henvisning til ansøgerens arbejde som ”medical officer” på et universitet, og at Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgerens ophold i Malaysia tjente et velbegrundet og dokumenteret formål. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt fra det pågældende universitet, at ansøgeren var ansat som ”medical officer” i en periode på to år fra januar 2014 til januar 2016, og at der var tale om forlængelse af en tidligere kontrakt. FAM/2015/110.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – DNA

Dato: 15-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til en statsborger fra Somalia under henvisning til hendes herboende moder. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med behandlingen af sagen anmodet ansøgeren og ansøgerens søster, der samtidig søgte om familiesammenføring, om at medvirke til DNA undersøgelse ved Den Danske Ambassade i Etiopien. Ansøgeren oplyste i februar 2014 Den Danske Ambassade i Etiopien om, at hun ikke ønskede at få foretaget en DNA test. Ansøgerens søster fik samme dag foretaget DNA test.

Udlændingenævnet fandt, at det angivne familieforhold mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anses for godtgjort, hvorefter det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var barn af den herboende reference. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydelig vægt, at ansøgeren ikke havde medvirket til DNA test. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det af den herboende reference anførte om, at ansøgeren grundet sin alder kunne tjene penge og dermed bidrage til familiens økonomi, hvorfor den herboende references familie i Somalia havde overtalt ansøgeren til ikke at afgive mundskrab til brug for DNA testen, samt at ansøgerens søster var yngre, hvorfor familien i Somalia ikke havde protesteret imod hendes aflæggelse af DNA test, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det påhviler en udlænding, som søger om opholdstilladelse i Danmark at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse kan gives, jf. udlændingelovens § 40. Det forhold, at den herboende reference havde indsendt en fødselsattest for ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at angivelig dokumentation fra Somalia ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med en dermed manglende legitimitet til udøvelse af myndighed. FAM/2015/109.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. juni 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Sprogfærdigheder – Uddannelsesniveau

Dato: 11-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Kina. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren i 2004 havde gennemført uddannelsen Master of Medicin fra Beijing University of Chinese Medicine, Kina, at hun i perioden fra 2004 til 2006 efterfølgende havde været beskæftiget som ”Assistant Research Fellow in Confocal Research Devision” på Peking University, Kina, og at hun i perioden fra august 2004 til november 2010 havde været beskæftiget som ”Director of Confocal Research Division” på Peking University, Kina. Ansøgeren havde endvidere siden november 2010 været ansat som ph.d.-stipendiat på Aalborg Universitet, men ansøgeren havde endnu ikke gennemført sin ph.d.-afhandling, som det af sagen fremgik blev gennemført på engelsk. Ansøgeren havde opholdstilladelse i Danmark som ph.d.-studerende gældende til april 2015.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgeren på det foreliggende grundlag højst kunne opnå maksimalt 70 point, idet ansøgeren opnåede højst 60 point for ansøgerens højeste uddannelsesniveau og højst 10 point for arbejdserfaring som forsker. Udlændingenævnet fandt ikke anledning til at anmode Styrelsen for Videregående Uddannelser om at foretage en vurdering af ansøgerens uddannelsesniveau henset til, at ansøgeren højst ville kunne tildeles 60 point for sit samlede uddannelsesniveau, idet der efter greencardordningen højst tildeles 60 point for en kandidatgrad. Udlændingenævnet bemærkede, at en ansøger alene kunne opnå point for sit uddannelsesniveau, når en uddannelse var afsluttet, og at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke havde dokumenteret at have afsluttet sine ph.d.-studier på Aalborg Universitet. Udlændingenævnet henledte opmærksomheden på, at der alene kunne tildeles point for opnået arbejdserfaring, hvis denne tidsmæssigt lå inden for de seneste fem år forud for ansøgningens indgivelse. Henset til, at ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse efter greencardordningen i august 2014, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for sin ansættelse som ”Assistant Research Fellow in Confocal Research Devision”. Ansøgeren blev ikke tildelt point for sit arbejde som led i sin ph.d.-afhandling, idet ansøgerens forskningsarbejde var udført i forbindelse med et ph.d.-studium, at ansøgeren derfor måtte anses for at være studerende, og at ansøgeren på den baggrund ikke kunne tildeles point herfor. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for tilpasningsevne, idet der ikke var dokumentation for, at ansøgeren havde gennemført mindst et års videregående uddannelse afsluttet med en eksamen i et EU/EØS-land eller Schwiez, eller at ansøgeren havde haft lovligt ophold og beskæftigelse i et EU/EØS-land eller Schweiz i mindst et sammenhængende år, idet ansøgerens forskningsarbejde på Aalborg Universitet måtte anses som en integreret del af ansøgerens ph.d.-studium, som ikke selvstændigt kunne danne grundlag for point for tilpasningsevne. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for sine sprogkundskaber, idet ansøgeren hverken delvist eller fuldt ud havde afsluttet sine ph.d.-studier på Aalborg Universitet, og at der derfor ikke var grundlag for at tildele ansøgeren point for sprogfærdigheder, idet point herfor forudsætter et dokumenteret afsluttet uddannelsesforløb. ERH/2015/136.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. juni 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 11-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en moder til en herboende voksen datter. Ansøgeren var født i 1936 i Makedonien, hvor hun var statsborger. Referencen var født i 1967 i Makedonien og indrejste i marts 1986 i Danmark, hvor hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i januar 1988.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og referencen, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen indrejste i marts 1986 i Danmark, hvor referencen i januar 1988 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, at referencen i august 1992 indgik ægteskab i Danmark, at referencen havde fået tre børn, at referencen således havde stiftet egen familie i Danmark, at referencen ikke havde forsørget ansøgeren, og at referencen først i september 2014 – 28 år efter referencens indrejse i Danmark – havde ansøgt om familiesammenføring med ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren ikke havde haft et behov for at være en del af referencens eller dennes søskendes husstand, idet hun havde levet med sin ægtefælle, som hjalp hende indtil sin død, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der således ikke på den baggrund forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at beskyttelsen af familielivet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 tager sigte på den almindelige traditionelle europæiske kernefamilie. Således vil Danmark kun i helt særlige tilfælde være forpligtet til at tillade familiesammenføring mellem eksempelvis forældre og voksne børn. Det forhold, at ansøgeren havde været alvorligt syg, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen havde oplyst, at ansøgeren var færdigbehandlet, at ansøgeren ikke på afgørelsestidspunktet led af en alvorlig sygdom, og at ansøgeren fortsat havde adgang til læge. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste skulle være alene i Makedonien, idet hendes børn boede i henholdsvis Danmark, Schweiz og et ukendt land, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/108.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen