Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 99 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

Dato: 10-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en irakisk statsborger. Det fremgik af sagen, at ansøgeren siden december 2005 havde haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til en herboende flygtning i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det fremgik desuden, at ansøgeren i perioden fra oktober 2013 til juni 2014 havde været i beskæftigelse 37 timer ugentligt, at han fra oktober 2013 til april 2015 havde været under uddannelse som smed, og at han i maj 2015 ikke havde været i lønnet beskæftigelse. Det fremgik endvidere, at ansøgeren var stærkt ordblind.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på tidspunktet, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indtil april 2015 havde været under uddannelse som smed og efter det oplyste ikke på afgørelsestidspunktet var under videregående uddannelse, ligesom ansøgeren ikke var i lønnet beskæftigelse i maj 2015. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at en igangværende erhvervsuddannelse ikke opfylder udlændingelovens betingelse om, at ansøgeren skal være i aktuel beskæftigelse eller under uddannelse, da sidstnævnte alene omfatter videregående uddannelser. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke sås dokumenteret, at omfanget af ansøgerens ordblindhed var af en sådan karakter, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, burde fraviges under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 14. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren efter de foreliggende oplysninger havde gennemført et uddannelsesforløb som smed. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren efter advokatens opfattelse ville få meget svært ved at få et arbejde, idet ansøgeren ikke var i stand til at læse hverken vejledninger, SMS’er eller e-mails, og at han ikke havde mulighed for at tage en uddannelse, der krævede nogen form for boglighed, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at det forhold, at ansøgeren efter endt uddannelse ikke havde fundet et job, ikke i sig selv kunne føre til, at det måtte anses for uforholdsmæssigt at stille krav om, at ansøgeren skulle opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville være i stand til at opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, om aktuel beskæftigelse eller uddannelse, idet alle typer af lønnet arbejde i en uopsagt stilling er tilstrækkelige til at opfylde kravet, og idet ansøgeren tidligere havde været i beskæftigelse i længere perioder. FAM/2015/106.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Sprogprøvekravet

Dato: 10-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 12, nr. 5, idet den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Den herboende ægtefælle blev i marts 2004 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Den herboende ægtefælle havde oplyst, at han i forbindelse med sit grundforløb hos Teknisk Erhvervsskole i faget Dansk F havde fået karakteren 02 i standpunktskarakter, at denne karakter var overført som hans prøvekarakter, at han havde modtaget danskundervisning på F-niveau i forbindelse sin uddannelse som sikkerhedsvagt, at han havde fulgt danskundervisning på en ungdomsskole, og det således var den herboende ægtefælles opfattelse, at han havde modtaget undervisning og fremlagt projektopgaver på et højere niveau end Prøve i Dansk 1. Den herboende ægtefælle havde endvidere henvist til bekendtgørelse om danskprøve A1 – A 2 niveau for familiesammenførte udlændinge § 23, kapitel 10 – Ikrafttræden, Bilag 1, hvoraf det fremgår, at bevis for gennemført grundforløb kan anses som fornøden dokumentation for, at en udlænding har bestået en danskprøve på mindst A1-niveau.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5., og at ansøgeren derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle fik karakteren 02 i standpunktskarakter i faget Dansk F på et grundforløb, og at denne standpunktskarakter blev overført som den herboende ægtefælles prøvekarakter i Dansk F, da faget dansk ikke blev udtrukket til eksamen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle ikke havde aflagt prøve i faget. Udlændingenævnet bemærkede, at for at opfylde betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau skal den herboende ægtefælle have taget og bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at den herboende ægtefælle havde modtaget danskundervisning på F-niveau i forbindelse med sin uddannelse som sikkerhedsvagt, at han havde fulgt danskundervisning på en ungdomsskole, og at det således var den herboende ægtefælles opfattelse, at han havde modtaget undervisning og fremlagt projektopgaver på et højere niveau end Prøve i Dansk 1, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller aflagt en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde henvist til bekendtgørelse om danskprøve A1 – A 2 niveau for familiesammenførte udlændinge § 23, kapitel 10 – Ikrafttræden, Bilag 1, hvoraf det fremgår, at bevis for gennemført grundforløb kan anses som fornøden dokumentation for, at en udlænding har bestået en danskprøve på mindst A1-niveau, kunne ikke føre til et andet udfald, idet bekendtgørelsen vedrører danskprøver på et betydeligt lavere niveau end Prøve i Dansk 1. FAM/2015/107.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juni 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

Dato: 09-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en rumænsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren var efter egne oplysninger senest indrejst i Danmark i december 2014. Det fremgik af sagen, at han i løbet af fire til fem dage i december 2014 i Danmark var blevet tildelt et bødeforlæg på 800 kr. for at have begået hærværk, at han havde vedtaget et bødeforlæg på 500 kr. for at have at have begået butikstyveri, at han havde vedtaget endnu et bødeforlæg på 500 kr. for at have begået butikstyveri, at han havde vedtaget et bødeforlæg på 1.500 kr. for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og at han have vedtaget et bødeforlæg på 3.000 kr. for at have begået hærværk. Det fremgik endvidere, at klageren i januar 2015 havde vedtaget en bøde og frakendelse af førerretten i tre år for i december 2014 at have ført en bil påvirket af euforiserende stoffer. Det fremgik derudover, at klageren efter egne oplysninger ikke arbejdede, at han drak dagligt, at han røg hash og marihuana, at han ikke kunne redegøre for, hvorledes han skaffede penge til dette forbrug, og at han i december 2014 havde stjålet, fordi han og hans kæreste ikke havde penge. Københavns Byret fandt i forbindelse med et retsmøde en dag efter Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af klageren, at klagerens adfærd efter de foreliggende oplysninger ikke var tilstrækkelig til, at den kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. Københavns Byret inddrog ved sin afgørelse alene to af de i alt fem forhold, klageren havde begået.

Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i december 2014 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder, hvorefter Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 2. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i december 2014 havde ført en bil påvirket af euforiserende stoffer – et forhold han havde erkendt og vedtaget en bøde og frakendelse af førerretten for – at klageren i december 2014 havde modtaget en bøde for hærværk begået samme dag, at klageren i december 2014 havde modtaget to bøder for to forskellige butikstyverier begået samme dag, og at klageren i december 2014 havde modtaget to bøder for henholdsvis hærværk og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for forhold begået i København i december 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at uanset at klageren var EU-borger, kunne klageren udvises administrativt med indrejseforbud, idet klagerens fortsatte tilstedeværelse måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt således, at henset til, at det kunne lægges til grund, at klageren havde begået alle de anførte strafbare forhold over fire-fem dage, ville det ikke være stridende mod EU-rettens regler om fri bevægelighed at udvise klageren. Det forhold, at Københavns Byret i december 2014 havde fundet, at klagerens adfærd efter de foreliggende oplysninger ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse og havde fundet, at udvisningen ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at Københavns Byret ved sin kendelse i december 2014 alene konkret havde taget stilling til de to begåede forhold vedrørende overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og hærværk. Udlændingenævnet lagde endelig afgørende vægt på, at klageren udover disse to forhold havde begået en række andre kriminelle forhold, som han havde modtaget og til dels vedtaget bøder for, og som ikke indgik i Københavns Byrets kendelse fra december 2014. FAM/2015/105.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 08-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, til en indisk statsborger under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, idet han alene havde været i beskæftigelse i, hvad der svarede til sammenlagt 26,2 måneder.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse fra februar 2014 og fortsat måtte antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle i perioden fra april 2009 til og med april 2010 havde modtaget sygedagpenge, at han havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge i perioden fra august 2010 til og med april 2011, at han havde dokumenteret, at han havde arbejdet fuld tid i månederne juni 2011, august 2011, september 2011 og i perioden fra marts 2012 til og med januar 2014, bortset fra august 2012 og december 2013, og at han havde arbejdet på deltid i november 2011 og februar 2012. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende ægtefælle ikke herved havde dokumenteret at have været i beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de seneste fem år fra ansøgningstidspunktet – fra februar 2009 til februar 2014 – idet han alene havde dokumenteret, at han havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse (30-37 timer ugentligt) i 25 måneder i perioden, og at han havde været i deltidsbeskæftigelse (15 til 29 timer ugentligt) i to måneder, der kunne indgå med 3/5 i beregningen, altså omregnet til 1,2 måneder, og således alene havde været i beskæftigelse i 26,2 måneder i perioden. Udlændingenævnet kunne således ikke lægge til grund, at perioden fra april 2009 til og med april 2010, hvor den herboende ægtefælle havde modtaget sygedagpenge, kunne indgå i beregningen af beskæftigelseskravet, idet perioden ikke sås at være inden for rammerne af et ansættelsesforhold, idet han til og med marts 2009 var selvstændigt erhvervsdrivende, og at han efter sin periode med sygedagpenge efter det oplyste ikke genoptog sin virksomhed som selvstændigt erhvervsdrivende, men havde en periode, hvor han modtog arbejdsløshedsdagpenge. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om, at den herboende ægtefælle led af sygdom eller handicap, eller at der var andre forhold vedrørende ansøgeren, der kunne føre til, at betingelsen ikke burde stilles. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, som blev født i Danmark i marts 2014, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes herboende ægtefælle og deres fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Indien, hvor parret og deres fællesbarn var statsborgere, hvor ansøgeren havde sine forældre og søskende, og hvor parret mødte hinanden personligt for første gang og indgik ægteskab, for dér at udøve familielivet sammen, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at parrets fællesbarn grundet barnets alder og varigheden af barnets ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, som kunne føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Det blev i den forbindelse bemærket, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8, ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/52.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Dato: 02-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Kosovo, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i september 2014, og at ansøgerens visum var gyldigt for en indrejse i 90 dage i perioden fra september 2014 til december 2014. Ved indgivelsen af ansøgningen i januar 2015 havde ansøgeren således opholdt sig i Danmark i 111 dage. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren i perioden fra og med september 2014 til og med januar 2015 havde opholdt sig mere end 90 dage i Schengenområdet inden for en periode på 180 dage. Udlændingenævnet bemærkede, at beregningen af de 90 dage foretages med udgangspunkt i 1. opholdsdag, og at indrejsedagen således medregnes i de 90 dages visumophold. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold, da han indgav ansøgningen i januar 2015. Udlændingenævnet fandt, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 21, at der med vurderingen af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at en ansøgning skal tillades indgivet, navnlig sigtes til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om hensynet til familiens enhed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af EMRK artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK artikel 8 om familiesammenføring, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det var indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og dennes ægtefælle havde to børn, der var født henholdsvis i april 2013 og i december 2014 i Danmark, og som havde opholdstilladelser i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldige frem til henholdsvis april 2031 og december 2032. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens familieliv med hans ægtefælle var etableret på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde haft lovligt ophold her i landet. Ansøgeren fandtes således ikke at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve sit familieliv i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens og dennes ægtefælles to børn ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet børn først antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet, hvor barnet har været tilknyttet dansk institution eller skole. Det forhold, at der var henvist til FN’s Børnekonvention og hensynet til familiens enhed, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet denne konvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2015/104.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år

Dato: 02-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, litra c, til fem irakiske statsborgere. Ansøgerne, var født i henholdsvis 2000, 2002, 2003, 2005 og 2008 og søgte i september 2014 om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende halvbroder, der var født i 1959. Partsrepræsentanten havde til sagen oplyst, at børnenes moder var blevet gift igen, og at hendes nye ægtefælle ikke ville have hendes særbørn boende, samt at den herboende halvbroder havde fået tildelt forældremyndigheden over børnene.

Udlændingenævnet fandt, at de fem ansøgere ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at der burde meddeles opholdstilladelse til de fem ansøgere under henvisning til den herboende halvbroder som nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering til grund, at de fem ansøgere efter de foreliggende oplysninger ikke var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg, idet deres moder opholdt sig i hjemlandet, og at der således ikke forelå særlige grunde til, at der burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til den herboende halvbroder som nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at den herboende halvbroder indrejste i Danmark i august 2001, at han aldrig havde boet sammen med de fem ansøgere eller bidraget til deres forsørgelse, og at de efter det oplyste boede hos en bekendt af familien, siden de fem ansøgeres moders nye ægtefælle efter det oplyste afviste at have dem boende. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at børnene havde deres moder i Irak, og at hun sås at have påtaget sig et ansvar for at finde et sted, hvor børnene kunne få omsorg og forsørgelse. Det forhold, at den herboende halvbroder skulle være tillagt forældremyndigheden, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til det oplyste om den herboende halvbroders kontakt med børnene, herunder karakteren og omfanget af denne. Udlændingenævnet bemærkede, at de fem ansøgeres fader efter det oplyste afgik ved døden i september 2009, at den herboende halvbroder i august 2013 efter det oplyste fik overdraget forældremyndigheden til sig, og at han først i september 2014 søgte om familiesammenføring med børnene. De fem ansøgeres moder havde således efter deres faders død fungeret som den primære omsorgsgiver, og uanset det oplyste om, at moderens nye ægtefælle ikke ville have børnene boende hos sig, fandt Udlændingenævnet, at de fem ansøgeres moder fortsat ville kunne drage omsorg for dem. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende halvbroder ikke havde boet sammen med børnene, samt at moderens rolle som den primære forsørger og omsorgsperson måtte antages at have medført, at der ikke forelå en sådan tilknytning mellem den herboende halvbroder og de fem ansøgere, der lå ud over, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til den herboende halvbroder, at der var grundlag for at meddele de fem ansøgere opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Det forhold, at den af familien bekendte person ikke kunne have børnene boende fremover, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet generelle sociale og økonomiske forhold i en udlændings hjemland eller opholdssted ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/51.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. juni 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Vold

Dato: 01-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en srilankansk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Klageren havde i perioden fra november 2007 til maj 2009 haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, som au pair og hun var på ny indrejst i Danmark i december 2012. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren levede sammen med sin herboende ægtefælle på fælles bopæl. I oktober 2013 oplyste Statsforvaltningen over for Udlændingestyrelsen, at klageren og den herboende ægtefælle var blevet bevilliget skilsmisse. Af skema om personlige forhold samt tilknytning til Danmark fra september 2014 fremgik det, at klageren var fraflyttet sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl i november 2013, og at samlivsophøret skyldtes, at hun havde været udsat for overgreb af sin ægtefælle op til flere gange, at den herboende ægtefælle havde været hende utro, at den herboende ægtefælle havde sat klagerens ting på gaden, før hun var fraflyttet bopælen, og at klageren på tidspunktet for skemaets udfyldelse havde boet på et krisecenter i tre måneder. Det fremgik endvidere af skemaet, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 1 og Prøve i Dansk 2, at hun forventede at bestå Prøve i Dansk 3 ved udgangen af 2014, og at klageren var blevet optaget på social- og sundhedsskolen som assistent, som hun skulle påbegynde i januar 2015, når hun havde bestået Prøve i Dansk 3 i november 2014. Vedlagt skemaet var en kopi af journal fra november 2013 til februar 2014 fra krisecenteret, og af journalen fremgik det, at klageren var ankommet til krisecentret i november 2013, at den herboende tidligere ægtefælle flere gange havde slået hende, haft andre kvinder med hjem og smidt hendes ting ud af huset. I november 2014 og maj 2015 oplyste klagerens partsrepræsentant, at klageren var blevet sammen med den herboende ægtefælle, da klageren frygtede at miste sin opholdstilladelse. Klagerens partsrepræsentant fremsendte endvidere i maj 2015 en kopi af et jobcenters orienteringsskrivelse fra april 2015, hvoraf det fremgik, at klageren i november 2014 havde rettet henvendelse til jobcentret og oplyst, at hun havde ægteskabelige problemer, og at hun i november 2012 til jobcenteret havde fortalt, at hendes mand havde været hende utro, og at ægtefællen havde været voldelig overfor hende flere gange.

Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren samlevede på fælles bopæl med sin herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter sine egne oplysninger havde ophævet samlivet i november 2013, da hun var ophørt med at have fælles bopæl med den tidligere ægtefælle, og at hun var blevet skilt fra den tidligere ægtefælle i oktober 2013. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke læn¬gere til stede, og tilladelsen kunne derfor inddrages, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse som au pair fra november 2007 til maj 2009, at hun var indrejst i Danmark i februar 2008, at hun efter oplysninger i Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i november 2011, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse som familiesammenført på baggrund af sit ægteskab, hvorefter hun var indrejst i Danmark i december 2012 og at hun på afgørelsestidspunktet alene havde opholdt sig i Danmark cirka to år og seks måneder siden hendes sidste indrejse. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at opholdstilladelse som au pair gives med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, og at ansøgeren i kraft af sit tidligere ophold som au pair ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at inddragelsen af hendes opholdstilladelse, som var blevet meddelt på baggrund af hendes ægteskab, måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3, og at klageren forventede at påbegynde social- og sundhedshjælperuddannelsen i januar 2015. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, hvorfra hun var indrejst i Danmark som 23-årig og senest som 28-årig, og hvor hun havde boet i perioden fra november 2011 til december 2012, og hvor hun havde sin familie. Det anførte om, at klageren under sit ægteskab med sin ægtefælle skulle have været udsat for vold, at han havde været hende utro, og at han havde truet med at smide hende og hendes ting ud af huset, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at uanset om det måtte lægges til grund, at klageren havde været udsat for vold af sin tidligere ægtefælle, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering, henset til at årsagen til samlivsophævelsen ikke var den påståede vold, men et manglende ønske fra den tidligere ægtefælle om fortsat at samleve med klageren. FAM/2015/135.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Sprogfærdigheder

Dato: 28-05-2015

Udlændingenævnet hjemviste i maj 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Iran og afviste samtidig at behandle klager over afslag på opholdstilladelse til ansøgerens ægtefælle og datter som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, da der ikke var betalt gebyr for behandling af klagen. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde i oktober 2014 meddelt ansøgeren og ansøgerens ægtefælle og datter afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen og som medfølgende familie til ansøgeren, idet ansøgeren opnåede 80 point, herunder 60 point for uddannelse, 10 point for arbejdserfaring og 10 point for alder.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen under henvisning til, at betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde indsendt en erklæring fra det universitet, hvor hun var Ph.d. studerende, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været fuldtids Ph.d. studerende siden september 2011, at hun i denne periode ligeledes havde været beskæftiget som ’Research Assistant’, at hun havde bestået sin Ph.d. ’Comprehensive Exam’, og at hun havde gennemført alle sine fag på engelsk. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde fremsendt en karakterudskrift, hvoraf det fremgik, at hun havde fulgt og afsluttet sine fag på det universitet, hvor hun var Ph.d. studerende med opnåede point og karakterer. Udlændingenævnet fandt det på den baggrund godtgjort, at ansøgeren havde gennemført minimum ét års studier på engelsk, og at hun – på trods af at hun fortsat var Ph.d. studerende – havde afsluttet i hvert fald ét år af sine studier med en eksamen, hvorfor hun kunne tildeles 20 point for sprog. Da det fremgik af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse, at styrelsen ikke havde bedt Styrelsen for Videregående Uddannelser om at foretage en vurdering af ansøgerens uddannelsesniveau, hjemviste Udlændingenævnet sagen til fornyet behandling. Udlændingenævnet afviste samtidig at behandle ansøgerens klage vedrørende ansøgerens ægtefælle og datter, idet Udlændingenævnet ikke havde modtaget betaling af gebyrerne herfor. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik på engelsk af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings klagevejledning i afgørelserne, at der senest samtidig med klagen skulle indbetales et gebyr, og at ansøgeren i forbindelse med klagen over afgørelsen vedrørende sig selv havde indbetalt gebyr. ERH/2015/103.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Sprogfærdigheder

Dato: 28-05-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Iran. Ansøgningen var vedhæftet en arbejdsgivererklæring fra juni 2014 fra en iransk virksomhed, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været beskæftiget som head of International Procurement Control Department i perioden fra september 2011 til juni 2014. I forbindelse med klagen fremsendte ansøgeren en ny arbejdsgivererklæring fra en anden iransk virksomhed, hvor ansøgeren havde været beskæftiget fra februar 2011 til september 2011 som head of International Procurement Control Department. Ansøgeren havde ikke tidligere oplyst om denne ansættelse.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdtilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i greencardbekendtgørelsens § 1, stk. 2, om, at ansøgeren skal opnå mindst 100 point for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for arbejde omfattet af positivlisten. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens stillingsbetegnelse som head of International Procurement Control Department ikke var omfattet af den positivliste, som var gældende på ansøgningstidspunktet eller de efterfølgende gældende positivlister. Udlændingenævnet fandt det i øvrigt påfaldende, at ansøgeren ikke tidligere havde omtalt sin ansættelse i perioden fra februar 2011 til september 2011, navnlig henset til at der var plads i ansøgningsskemaet til at angive flere arbejdsgivere, jf. udlændingelovens § 40. Udlændingenævnet fandt i forbindelse hermed, at der ikke var anledning til at undersøge ansættelsesforholdet yderligere, da ansøgeren alligevel ikke kunne opnå 100 point. Udlændingenævnet fandt ydermere, at ansøgeren alene kunne tildeles 15 point for sine engelske sprogfærdigheder. Ansøgeren havde ganske vist fra juni 2008 til januar 2011 gennemført en masteruddannelse på et universitet i Malaysia, hvor undervisningssproget var engelsk, og ansøgeren havde således gennemført mindst ét års studier på engelsk, hvilket ifølge greencardbekendtgørelsens pointsystem svarede til et færdighedsniveau i engelsk svarende til 20 point. Men henset til, at ansøgeren i april 2014 havde gennemført en engelsk IELTS-test med resultatet 6.0, og at dette resultat ifølge greencardordningens pointsystem svarede til 15 point, fandt Udlændingenævnet endelig, at ansøgeren alene kunne tildeles point herfor, da ansøgerens IELTS-test udgjorde den seneste dokumentation for niveauet af ansøgerens engelske sprogfærdigheder. ERH/2015/133.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Ph.d.-studerende

Dato: 28-05-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en iransk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det fremgik af ansøgerens ansøgning, at hun besad en bachelorgrad i fysioterapi fra et universitet i Iran samt en mastergrad i fysioterapi fra det samme universitet, og at hun siden oktober 2012 havde været ansat på et universitet i Nederlandene. Styrelsen For Arbejdsmarked og Rekruttering havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen, da ansøgeren alene kunne opnå i alt maksimalt 90 point, herunder maksimalt 60 point for sit uddannelsesniveau, 20 point for sprog og 10 point for alder. Ansøgeren anførte overfor Udlændingenævnet, at hun burde tildeles yderligere point for arbejdserfaring, da ansøgeren i perioden fra januar 2000 til november 2002 havde været ansat på et hospital i Iran som fysioterapeut 42 timer ugentligt, at ansøgeren i perioden fra januar 2003 til september 2004 havde været ansat på en sundhedsklinik i Iran som fysioterapeut 42 timer ugentligt, at ansøgeren i perioden fra februar 2008 til februar 2012 havde været ansat på den samme sundhedsklinik som fysioterapeut 21 timer ugentligt, og at ansøgeren fra oktober 2012 havde været ansat som forsker på et universitet i Nederlandene 38 timer ugentligt.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i greencardbekendtgørelsens § 1, stk. 2, om, at ansøgeren skal have opnået mindst 100 point for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgeren på det foreliggende grundlag højst kunne opnå i alt 90 point, idet ansøgeren højst kunne opnå 60 point på baggrund af sit højeste uddannelsesniveau, 20 point for sine engelske sprogfærdigheder, og 10 point på baggrund af sin alder på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet henledte ansøgerens opmærksomhed på, at der alene kan tildeles point for opnået arbejdserfaring, hvis denne tidsmæssigt ligger inden for de seneste fem år forud for ansøgningens indgivelse. Den for ansøgeren relevante periode var derfor fra september 2009 til september 2014. Beskæftigelsen forud for september 2009 kunne ansøgeren ikke tildeles point for. Udlændingenævnet fandt, for så vidt angik perioden fra september 2009 til februar 2012, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for sin arbejdserfaring for denne periode, da der efter praksis skulle være tale om arbejde af væsentligt omfang, og da 21 timer om ugen ikke var at betragte som arbejde af væsentligt omfang. Det anførte om, at ansøgeren siden oktober 2012 havde været ansat som forsker på et universitet i Nederlandene 38 timer ugentligt, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af ansøgerens arbejdsgivererklæring fra oktober 2012 fra universitetet i Nederlandene fremgik, at ansøgeren var ansat som ph.d. studerende, og at ph.d.-studier efter praksis under greencardordningen ikke kan sidestilles med arbejdserfaring. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens forskningsarbejde var udført i forbindelse med hendes ph.d.-studie, at hun måtte anses for at være studerende, og at hun på den baggrund ikke kunne tildeles point herfor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for sin tilpasningsevne, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret lovligt ophold og beskæftigelse i mindst et sammenhængende år i et EU/EØS-land eller Schweiz, og idet ansøgeren ikke havde dokumenteret at have afsluttet mindst et års videregående uddannelse med en eksamen i et EU/EØS-land eller Schweiz. ERH/2015/134.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen