Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 27-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, til en statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2004 som kvoteflygtning, og havde i perioden frem til afgørelsestidspunktet været beskæftiget flere steder, primært som lagermedarbejder, servicemedarbejder og chauffør. Ansøgeren havde desuden gennemført enkelte kurser i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de seneste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren alene havde været i beskæftigelse i 11 måneder indenfor de seneste fem år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at de kurser, ansøgeren havde gennemført, ikke kunne indgå i vurderingen, da alene afsluttede gymnasiale uddannelser eller erhvervsuddannelser kan indgå i beregningen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at kravet om mindst tre års uddannelse eller beskæftigelse inden for de seneste fem år ikke kunne fraviges på baggrund af udlændingelovens § 11, stk. 15, uanset at ansøgeren havde haft lovligt ophold i mere end otte år i medfør af udlændingelovens § 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 15, at baggrunden for, at den pågældende ikke har kunnet opfylde betingelserne, skal have sammenhæng med den pågældendes flygtningestatus. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren havde været i beskæftigelse, men at han blot ikke havde været i beskæftigelse i mindst tre år inden for de seneste fem år. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne anses for dokumenteret eller godtgjort, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. FAM/2015/44.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Dato: 26-05-2015Udlændingenævnet hjemviste i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en pakistansk moder til en herboende søn.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud levede op til kravene om partshøring, jf. forvaltningslovens § 19. Udlændingenævnet henviste herved til, at Udlændingestyrelsen forud for, at styrelsen traf afgørelse i ansøgerens sag, havde foretaget en høring angående ansøgerens behandlingsmuligheder i hjemlandet, og at styrelsen i april 2015 modtog svar på dette, hvoraf det fremgik, at ansøgerens medicin var tilgængelig i Pakistan, og at de månedlige omkostninger for den omtalte medicin ville udgøre cirka 275 kr. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have sendt svaret i høring hos ansøgeren, og at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse, at styrelsen havde lagt vægt på høringssvaret fra april 2015. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til ansøgerens ansøgning om familiesammenføring. FAM/2015/94.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2015 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 26-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra Pakistan. Ansøgeren og den herboende reference havde indgået ægteskab i Pakistan ved stedfortræder, idet den herboende reference ikke havde været til stede ved ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de grundlæggende betingelser for at anse et ægteskab for gyldigt skal være opfyldt for at kunne meddele opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle, at dette blandt andet indebærer, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret, og at det efter dansk ret er en betingelse, at begge parter er fysisk til stede ved vielsen. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde oplyst over for Den Danske Ambassade i Islamabad, at vielsen mellem hende og den herboende reference var foregået telefonisk, og at det fremgik af den fremlagte vielsesattest, at den herboende reference ved vielsen var repræsenteret ved stedfortræder og således ikke var fysisk til stede. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at ægteskabet var indgået i overensstemmelse med retsreglerne i Pakistan, og at den herboende reference var bange for at rejse tilbage til Pakistan, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagens udfald, idet det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at parret havde haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl af halvandet til to års varighed, idet vielsen blev foretaget i juni 2014, og idet den herboende reference siden maj 2010 efter det oplyste havde været bange for at vende tilbage til Pakistan, samt idet det efter en gennemgang af ansøgerens pas kunne konstateres, at hun ikke sås at have været indrejst hverken i Danmark eller Sverige, hvor den herboende reference havde studeret. Udlændingenævnet fandt, at det på den baggrund ikke var godtgjort, at der mellem parret var etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, der kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. ERH/2015/72.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. maj 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet
Dato: 21-05-2015Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en græsk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af kriminalitet begået i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Klageren blev i januar 2015 anholdt for besiddelse af 0,83 gram kokain og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Klageren havde i forbindelse med en afhøring til politiet oplyst, at kokainen var til eget forbrug, og at han fire til fem gange inden for de seneste tre år ved ophold i Danmark havde købt kokain.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde udvises med indrejseforbud i to år, idet en sådan udvisning med indrejseforbud måtte anses for at være i strid med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt således, at klagerens fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke kunne antages at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-rettens regler om fri bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke tidligere sås at være idømt bøde- eller fængselsstraf for lignende forhold, og at klageren alene var i besiddelse af 0,83 gram kokain til eget forbrug. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde oplyst, at han under tidligere ophold i Danmark skulle have købt kokain uden at være dømt eller have modtaget bøde herfor, ikke kunne tillægges afgørende negativ betydning, sammenholdt med at den vedtagne bøde var for besiddelse af en begrænset mængde kokain til eget forbrug, som efter praksis alene ville medføre bødestraf. FAM/2015/93.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. maj 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold – Repatriering
Dato: 21-05-2015Udlændingenævnet genoptog sin afgørelse fra april 2013 og omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en russisk statsborger under henvisning til, at hun ikke havde boet lovligt i Danmark i mindst fem år forud for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren blev i juni 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og udrejste i perioden fra september 2010 til august 2012 til Rusland i forbindelse med forsøg på repatriering. Udlændingestyrelsen forlængede i november 2012 ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at Udlændingenævnet i februar 2014 traf afgørelse vedrørende ansøgerens tidligere ægtefælles ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, hvormed Udlændingenævnet samtidig tilkendegav en ændret praksis for vurdering af kriteriet ”fem års lovligt ophold”, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet omgjorde således i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til ansøgerens tidligere ægtefælle under henvisning til, at han samlet set havde haft fem års lovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at forholdene vedrørende udrejse, ophold i Rusland samt efterfølgende indrejse på ny i Danmark i henholdsvis ansøgerens og ansøgerens tidligere ægtefælles sager var identiske. FAM/2015/57.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej særlige grunde
Dato: 18-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om familiesammenføring, idet der var særlige grunde, der talte imod at tillade ansøgningen indgivet i Danmark jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Ansøgeren, som var statsborger i Taiwan, var af Udlændingestyrelsen i juli 2014 meddelt afslag på ansøgning om familiesammenføring under henvisning til, at ansøgeren og den herboende samlever ikke opfyldte kravet om længerevarende samliv. I oktober 2014 søgte ansøgeren på ny om familiesammenføring med den herboende samlever. Det fremgik af sagen, at ansøgeren havde opholdt sig hos den herboende samlever i kortere perioder, at de havde rejst sammen i perioder af en varighed på henholdsvis en og tre måneder, og at den herboende samlever havde boet hos ansøgeren i Taiwan i perioder af en varighed mellem en og halvanden måned. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet anførte den herboende samlever, at ansøgeren og den herboende samlever i november 2014 havde levet sammen i halvandet år, at ansøgeren havde haft et højt engagement i Danmark, idet hun havde været aktiv med hensyn til sprogundervisning, jobsøgning, sociale aktiviteter og business events, samt at hun havde fået tilbudt et job, som hun måtte give afkald på, idet hun ikke havde en arbejdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde kunne indgive sin ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i juli 2014 var blevet meddelt afslag på ansøgning om familiesammenføring, at ansøgeren og den herboende samlever ikke opfyldte kravet om længerevarende samliv, og at ansøgeren søgte at indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark cirka tre måneder efter, at Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag på ansøgning om familiesammenføring. Det fremgik af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 18 (nu § 9, stk. 21), at særlige grunde, der kan tale imod, at en udlænding kan indgive en ansøgning her i landet, vil være, hvis det er åbenbart, at udlændingen ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse, eller hvis udlændingen allerede er meddelt afslag på det, der ansøges om. Udlændingenævnet fandt, at det på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke var åbenbart, at det forhold, som begrundede afslaget, havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny. Det forhold, at ansøgeren og den herboende samlever i november 2014 havde levet sammen i halvandet år, at ansøgeren havde haft et højt engagement i Danmark, og at hun havde fået tilbudt et job i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark burde tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter Udlændingenævnets faste praksis ikke kan etableres samlivsforhold under ferie- og besøgsophold. FAM/2015/70.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Sprogfærdigheder
Dato: 18-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse fra oktober 2014 om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde tidligere haft opholds- og arbejdstilladelse som studerende i Danmark, og Udlændingenævnet havde i december 2013 stadfæstet Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse fra april 2013 om afslag på forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse som studerende samt styrelsens afgørelse fra august 2013 om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen. Udlændingenævnet meddelte endvidere i maj 2014 ansøgeren afslag på genoptagelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i greencardbekendtgørelsens § 1, stk. 2, om at ansøgeren skal opnå mindst 100 point for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgeren på det foreliggende grundlag kunne opnå i alt højst 95 point, idet ansøgeren kunne opnå 30 point på baggrund af hans højeste uddannelsesniveau, 10 bonuspoint for hans uddannelsesretning, 5 bonuspoint for uddannelse afsluttet ved et anerkendt universitet, 20 point for hans sprogfærdigheder, højst 10 point for hans arbejdserfaring, 5 point for hans tilpasningsevne og 15 point på baggrund af hans alder på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren alene kunne tildeles 20 point for sprogfærdigheder, og at ansøgeren ikke kunne tildeles yderligere point for sprogfærdigheder under henvisning til, at han havde studeret på dansk og engelsk i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens uddannelse Bachelor of Civil Engineering (Diplomingeniør i Bygningsteknik) alene var gennemført på engelsk, idet uddannelsesstedet overfor Udlændingenævnet havde oplyst, at uanset om det fremgår af uddannelsesdokumenterne fra uddannelsesstedet, at instruktioner og eksamener er foregået på både dansk og engelsk, ville uddannelsen Diplomingeniør i Bygningsteknik for de udenlandske studerendes vedkommende alene være gennemført på engelsk, og at både undervisningen, praktikophold, afgangsprojekter og eksamener foregik på engelsk, samt at ansøgeren efter at have været hørt herom ingen kommentarer hertil havde. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne tildeles yderligere point for sprogfærdigheder under henvisning til, at han havde arbejdet på dansk og engelsk. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han havde haft arbejde af væsentligt omfang i Danmark, hvor arbejdssproget var dansk. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark på baggrund af en studietilladelse, at han i medfør heraf alene måtte arbejde 15 timer per uge, dog fuldtid i månederne juni, juli og august, og at arbejde af 15 timer om ugen ikke var beskæftigelse af et væsentligt omfang. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det ved opslag i det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, fremgik, at ansøgeren i 2008 alene havde arbejdet fire timer i marts måned, og at han i 2012 alene havde arbejdet 16 timer i maj måned, 14 timer i juni måned, 11 timer i juli måned og 30 timer i august måned. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at han burde tildeles yderligere point for sine tyske og engelsk sprogfærdigheder, da han havde arbejdet på tysk og engelsk i forbindelse med et praktikophold i Østrig. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene kan tildeles point for sprogfærdigheder på baggrund af enten engelsk eller tysk, jf. greencardbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at Udlændingenævnet ved sin afgørelse fra december 2013 havde tildelt ham 30 point for sprogfærdigheder, da det af Udlændingenævnets afgørelse fra december 2013 fremgik, at Udlændingenævnet ikke vurderede ansøgerens sprogfærdigheder, da ansøgeren på daværende tidspunkt ikke ville kunne opnå 100 point, selvom han blev tildelt højst 30 point for sprogfærdigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren alene kunne tildeles 5 point for tilpasningsevne, og at ansøgeren ikke kunne tildeles yderligere point for tilpasningsevne på baggrund af studie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om mindst tre års afsluttet videregående uddannelse, og at ansøgeren alene kunne tildeles point for tilpasningsevne på baggrund af den konkrete normerede studietid. Udlændingenævnet fandt ydermere, at ansøgeren ikke kunne tildeles yderligere point for tilpasningsevne på baggrund af beskæftigelse, da der i praksis stilles krav om beskæftigelse af et væsentligt omfang, og da ansøgeren som følge af sin studietilladelse alene måtte arbejde 15 timer per uge, dog fuldtid i månederne juni, juli og august, og da det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at han ikke havde haft beskæftigelse af væsentlig omfang i mindst et sammenhængende år. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var medlem af forskellige danske foreninger, da der alene gives point for tilpasningsevne på baggrund af enten studie eller arbejde. ERH/2015/132.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Erhverv – Volontør
Dato: 18-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som volontør, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt., til en amerikansk statsborger. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren ansøgte om opholdstilladelse som volontør i december 2014, og at ansøgeren var født i september 1977 i Kina. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren ansøgte om opholdstilladelse som volontør ved en non-profit organisation i Danmark for kunstnere, musikere, arkitekter, teaterfolk og designere, der havde udviklet et website, som var en digital åben ressource for kreative mennesker, som ansøgeren blandt andet skulle videreudvikle, ligesom ansøgeren skulle formidle kontakter mellem kreative mennesker i USA, Kina og Danmark. Ansøgeren anførte i sin klage, at ansøgerens be¬skæftigelse hos den danske organisation havde en social karakter, og at foreningens formål ifølge dens vedtægter var at skabe en social platform for deling af ressourcer gennem en digital platform.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som volontør i medfør af udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren på ansøgnings-tidspunktet var 37 år, og at en ansøger som udgangspunkt højst kunne være 30 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke – som forudsat i lovbemærkningerne – var tale om socialt arbejde gennem aktiv deltagelse i projekter, der skal sikre almenvellets bedste her i landet, idet ansøgeren efter det oplyste primært var tiltænkt at skulle varetage udviklings- og vedligeholdelsesarbejde af et bestemt website for den danske organisation, og at ansøgeren derudover skulle fungere som et bindeled mellem branchefolk i USA, Kina og Danmark. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om et egentligt volontørprogram. ERH/2015/131.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Dato: 18-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som familiesammenført til en statsborger fra Somalia. Det fremgik af sagen, at ansøgeren, som var moder til den herboende reference, var født i 1960, og at den herboende søn havde boet sammen med hende samt forsørget hende, indtil han flygtede til Danmark i 2013. Det fremgik således, at ansøgeren, den herboende søn, hans ægtefælle og ansøgerens ældste søn, forinden han blev dræbt af Al-Shabaab, boede sammen i et hus i Somalia, inden den herboende søn udrejste fra Somalia i februar 2013. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ejede en lille butik, hvorfra hun solgte frugt og madvarer, og hvor hun fik hjælp af den herboende søns ægtefælle. Det fremgik herved, at ansøgeren var afhængig af hjælp fra hendes herboende søn og dennes ægtefælle, idet hun havde mistet hele sin slægt i Somalia, og at det var den herboende søns ægtefælle, som forsørgede hende på ansøgningstidspunktet. Herudover fremgik det, at ansøgeren på grund af stress i familien og Al-Shabaabs drab på hendes ældste søn havde det psykisk dårligt. Det fremgik ydermere, at det var ansøgeren, som finansierede den herboende søns udrejse fra Somalia ved at sælge familiens gård. Endvidere fremgik det, at den herboende søn havde talt med ansøgeren én gang i slutningen af februar 2013 efter sin udrejse til Danmark, at ansøgeren og den herboende søns ægtefælle efter hans flugt til Danmark i 2013 flygtede til en flygtningelejr i Uganda, at ansøgeren ville sidde tilbage i flygtningelejren i Uganda uden forsørgelse og uden familie, når den herboende søns ægtefælle rejste til Danmark, og at den herboende søns ægtefælle i december 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem den herboende søn og ansøgeren, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn og dennes ægtefælle fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, selvom hun ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var flygtet til Uganda. Udlændingenævnet fandt herved, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 at meddele afslag på opholdstilladelse, og Udlændingenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at ansøgeren havde klaret sig selv siden cirka 1990, hvor hun efter det oplyste blev enke, herunder at hun havde oppebåret en selvstændig indtægt samt opretholdt sin egen husstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søn ikke havde stiftet selvstændig bopæl, selvom han var blevet gift, men at han forblev en del af ansøgerens husstand. Udlændingenævnet bemærkede ydermere, at det forhold, at det var ansøgeren, som havde betalt for den herboende søns udrejse af Somalia, understøttede, at ansøgeren kunne handle selvstændigt. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende søns og ansøgerens tilknytning ikke gik ud over, hvad selve slægtsforholdet normalt medfører. Udlændingenævnet fandt herved, at der ikke mellem den herboende søn og ansøgeren var etableret et sådant afhængighedsforhold, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem den herboende søn og ansøgeren forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at Danmark var forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søn kom til Danmark i oktober 2013, og at ansøgeren således ikke havde boet sammen med ham i halvandet år. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren – inden hun selv flygtede fra Somalia – ejede en lille butik, hvor hun solgte frugt og madvarer, og hvor hun fik hjælp af den herboende søns ægtefælle. Herudover indgik det i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søns far døde i en bilulykke, da han var to år gammel, at den herboende søn havde boet sammen med ansøgeren, indtil han flygtede til Danmark i februar 2013, at han havde forsørget hende, og at hun var afhængig af hjælp fra den herboende søn og dennes ægtefælle. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til et andet udfald af sagen, da den herboende søn og dennes ægtefælle fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, selvom hun ikke havde opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/54.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Afslag som følge af indrejseforbud
Dato: 18-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en liberisk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Ansøgeren blev i september 2012 af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med et indrejseforbud i to år. Det fremgik af sagen, at ansøgeren senest i 2005 havde fået sin opholdstilladelse i Italien forlænget, og at han første gang kom til Danmark i 2008/2009. Det fremgik endvidere af sagen, at Flygtningenævnet i april 2014 traf endelig afgørelse om afslag på asyl til ansøgeren, og at ansøgeren sidst i april 2014 indgav ansøgning om familiesammenføring med sin herboende datter, der var født i juli 2010, idet han ønskede opholdstilladelse for at være tættere på sin datter. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden på forskellige ugedage, og at ansøgeren og hans datter i forbindelse med dette samvær hver måned overnattede en enkelt nat sammen på moderens bopæl.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde været udrejst af Danmark i to år siden Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse i september 2012, og ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i september 2012 blev administrativt udvist af Danmark i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og at ansøgeren efter det til sagen oplyste ikke var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, og at afslag på opholdstilladelse var proportionalt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selvom det lagdes til grund, at ansøgeren og hans datter havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet ansøgeren efter det oplyste havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at han efter det oplyste havde opholdt sig i Danmark siden hendes fødsel, var Danmark ikke nærmest til at beskytte deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark, idet han ikke havde haft ret til at tage fast ophold i Danmark. Det forhold, at det til klagen var anført, at et afslag ville stride mod barnets tarv, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for afgørelsen alene havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at den månedlige overnatning foregik på moderens bopæl. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville stride mod barnets tarv at henvise ansøgeren og hans datter til at udøve samvær under besøgs- og visumophold. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end EMRK artikel 8. FAM/2015/92.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet