Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 94 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

Dato: 27-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en russisk statsborger fra Letland. Ansøgeren blev i juli 2008 meddelt opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2. I september 2013 indgav ansøgeren ansøgning til Statsforvaltning om EU-opholdsdokument i Danmark. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at han var statsborger i Letland. I september 2013 meddelte Statsforvaltningen ansøgeren, at ansøgningen om EU-opholdsdokument blev oversendt til Udlændingestyrelsen som en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, idet Statsforvaltningen ikke havde kompetence til at behandle ansøgninger for ansøgere med et Aliens Passport. Udlændingestyrelsen anmodede i januar 2014 om ansøgerens bemærkninger til, at Udlændingestyrelsen ville lægge til grund, at ansøgeren ikke var lettisk statsborger og dermed ikke var EU-statsborger. Ansøgeren oplyste i januar 2014 over for Udlændingestyrelsen, at han kom fra Letland, at han fik hjælp til at udfylde ansøgningen i Statsforvaltningen, at han ikke havde lettisk statsborgerskab, at han var født i Letland, at han boede i Letland indtil 2008, hvorefter han indrejste i Danmark, og at han havde været i uafbrudt beskæftigelse i Danmark, siden han indrejste i 2008. I juli 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I juli 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I august 2014 klagede ansøgeren over Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren anførte til støtte for sin klage, at han efter at have fremvist sit lettiske pas til Statsforvaltningen blev henvist til at udfylde et ansøgningsskema om opholdstilladelse efter EU-bekendtgørelsen, at han fik hjælp til at udfylde ansøgningen af en medarbejder fra Statsforvaltningen, at han havde et lettisk pas, men at han ikke var statsborger i Letland, at han var født i Letland, at han boede i Letland indtil 2008, hvorefter han indrejste i Danmark, og at hans ægtefælle i december 2013 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Vedlagt klagen var blandt andet en skrivelse fra den lettiske ambassade i Danmark fra august 2014, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ikke var statsborger i Letland, og at han tilhørte det russiske mindretal i Letland.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, da han ikke havde boet lovligt her i landet i mindst fem år og i hele denne periode havde været meddelt opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juli 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren havde således på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i relation til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, alene haft opholdstilladelse i Danmark i cirka ni måneder regnet fra juli 2014, idet gyldigheden af ansøgerens opholdstilladelse skulle regnes fra det tidspunkt, hvor betingelserne for opholdstilladelsen var opfyldt, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren havde boet i Danmark siden juli 2008, hvor han fejlagtigt var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at en betingelse for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens almindelige regler i Danmark er, at ansøgeren skal have boet lovligt i Danmark i mindst fem år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, at ansøgerens ret til ophold meddelt af Statsforvaltningen i juli 2008 var meddelt efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, og dermed ikke i medfør af udlændingelovens almindelige regler, og derfor allerede af den grund ikke kunne medregnes ved opgørelse af længden af ansøgerens lovlige ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Det forhold, at ansøgeren havde haft uafbrudt beskæftigelse i Danmark siden hans indrejse i 2008, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke kunne føre til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at han ikke havde haft ret til ophold i Danmark efter udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, før ansøgeren i juli 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om han havde været i god tro vedrørende sin ret til ophold i medfør af EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på denne baggrund kunne have fået en mulig berettiget forventning om fortsat ret til ophold, men ikke en berettiget forventning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle i december 2013 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter EU-reglerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgik af UdlændingeInformationsPortalen, at ansøgerens ægtefælle var lettisk statsborger, hvorimod ansøgeren var russisk statsborger fra Letland. FAM/2015/202.
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

Dato: 27-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger født i 1986 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Den herboende ægtefælle var født i Danmark og var dansk statsborger. Den herboende ægtefælle boede frem til oktober 2014 hos sine forældre i Danmark. Den herboende ægtefælle udrejste af Danmark i april 2015 til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2009 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selvstændigt havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2012, og at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i april 2014. Ansøgeren havde ansøgt om et besøgsvisum til Danmark og var i den forbindelse til samtale på den danske ambassade i Islamabad i oktober 2014. Ansøgeren havde ved samtalen oplyst, at parret havde startet forholdet i 2012, at parrets forældre havde givet tilladelse til ægteskabet, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, at parret havde boet sammen som ægtefæller i fire dage, inden den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark, og at parret ikke havde set hinanden i perioden fra forholdets begyndelse til ægteskabets indgåelse. Den herboende ægtefælle var indkaldt til møde i Udlændingenævnet, men han mødte ikke op til mødet.

Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, idet ansøgeren og hendes ægtefælle var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret var mødtes første gang i 2009, da parret var henholdsvis 18 år og 22 år, at parret havde indledt forholdet i 2012, hvor parret var henholdsvis 21 år og 25 år, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, og at parret meget kortvarigt havde boet sammen som ægtefæller i omkring fire dage, før den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for forholdets begyndelse samt ægteskabets indgåelse havde boet hos sine forældre, og at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret selv havde planlagt deres bryllup, og at den herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var under uddannelse i Danmark, hvor han også havde et arbejde, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at parret havde boet sammen på en ferie i 2012, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne om parrets kontakt og opholdet ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. FAM/2015/219.
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

Dato: 27-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1989, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1991 i Danmark og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle boede frem til april 2015 hos sine forældre i Danmark indtil hans udrejse af Danmark til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2008 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selv havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2008, at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i juli 2010, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem. Ansøgerens ægtefælle var indkaldt til et møde i Udlændingenævnet med henblik på at afgive forklaring, men han mødte ikke op til mødet.

Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og ægtefællen var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ægtefællen var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, idet de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret indledte forholdet i 2008, at parret i 2010 selv besluttede at indgå ægteskab, og at parret selv planlagde deres bryllup, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om ægtefællens tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde således til grund, at parret mødtes første gang i 2008, da parret var henholdsvis 18 år og 16 år, og at parret indgik ægteskab i 2010, da parret var henholdsvis 20 år og 18 år. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ægtefællen på tidspunktet for ægteskabets indgåelse boede hos sine forældre. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet opholdene ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. FAM/2015/220.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2015 – Au Pair – Livsforløb

Dato: 26-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark meddelt til en ansøger fra Filippinerne, da der ikke var en naturlig sammenhæng mellem det ønskede au pair-ophold og ansøgerens hidtidige livsforløb, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde på ansøgningstidspunktet afsluttet seks års grundskole, fire års gymnasium samt fire års videregående uddannelse. Ansøgeren havde desuden erhvervserfaring fra perioden fra august 2009 til januar 2011, fra april 2012 til april 2014 og fra november 2014 til tidspunktet for ansøgningens indgivelse i april 2015. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at der var en naturlig sammenhæng mellem det tilsigtede au pair-ophold og hans hidtidige livsforløb, at han ikke på baggrund af sin bacheloruddannelse ”Information Technology” havde fundet relevant beskæftigelse inden for IT-branchen, at han derfor havde haft tidsbegrænset og ufaglært arbejde i ovenstående perioder, samt at han sideløbende med disse ansættelser havde arbejdet frivilligt som lærer og hjulpet sine søstre med at tage sig af deres børn.

Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være, at han ønskede at udvide sin kulturelle horisont og forbedre sine sproglige og faglige kundskaber, og at der således ikke forelå en naturlig sammenhæng mellem det ønskede au pair-ophold og det hidtidige livsforløb. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse var 29 år, og at han havde gennemført 14 års skolegang i Filippinerne, herunder bacheloruddannelsen ”Information Technology”. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra 2006 til 2014 havde opnået ca. syv års arbejdserfaring på forskellige arbejdspladser. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund sammenholdt med hans samlede erhvervserfaring medførte, at han måtte antages at være så godt etableret, at et au pair-forløb ikke kunne anses som en naturlig forlængelse af hans hidtidige livsforløb. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det af ansøgeren anførte om, at der var en naturlig sammenhæng mellem det tilsigtede au pair-ophold og det hidtidige livsforløb, at han ikke på baggrund af sin bacheloruddannelse havde fundet relevant beskæftigelse, at han havde arbejdet frivilligt som lærer, og at han i næsten to år havde hjulpet sine søstre med at tage sig af deres børn, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. ERH/2015/77.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Børnesammenføring – Aldersgrænse på 15 år

Dato: 24-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af en herboende moder til en somalisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1. Den herboende reference indrejste i Danmark i marts 2013 og blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren, der indgav sin ansøgning om opholdstilladelse i Addis Abeba, Etiopien, i oktober 2013, oplyste på ansøgningstidspunktet, at han var under 15 år. Udlændingestyrelsen iværksatte i forbindelse med behandlingen af sagen en dna- og aldersundersøgelse.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet han ikke var under 15 år på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Retslægerådet i sin aldersundersøgelse af ansøgeren havde konkluderet, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet sandsynligvis var 19 år eller ældre. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Retslægerådet i sin undersøgelse havde konkluderet, at ansøgeren – på trods af at det ikke med rimelighed kunne afgøres, hvorvidt ansøgeren var under eller over 18 år på ansøgningstidspunktet – sandsynligvis var 19 år eller ældre på undersøgelsestidspunktet, hvorfor ansøgeren, uanset om han var under 18 år på ansøgningstidspunktet, i hvert fald var over 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ej heller kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Somalia, at han på ansøgningstidspunktet ikke havde været en del af den herboende references husstand i mere end et år, idet han udrejste af Somalia for at arbejde i Saudi Arabien, at ansøgeren nu opholdt sig i Etiopien, at hans moster, morbroder, faster samt yngre søskende ligeledes opholdt sig i Etiopien, hvorfor han ikke var uden omsorgspersoner i opholdslandet, og at han aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne opholde sig hos sine familiemedlemmer i Etiopien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference i sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren valgte at udrejse af Somalia som 13-årig for at arbejde i Saudi Arabien, og at den herboende reference udrejste af Somalia og søgte asyl i Danmark uden samtidig at søge om asyl for ansøgeren, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at det måtte antages at have været et bevidst valg, at den herboende reference afbrød familielivet med ansøgeren, da hun udrejste og overlod ham i hans egen og herefter sin ægtefælles varetægt. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. For så vidt angik FN’s Børnekonvention, lagde Udlændingenævnet vægt på, at denne konvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derudover ikke, at var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgeren, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde eller havde haft alvorlige sygdomme eller handicap. FAM/2015/152.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

Dato: 24-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2014 om inddragelse af en opholdstilladelse til en uruguayansk statsborger, som i december 2012 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, hvilket klageren ikke gjorde inden den fastsatte frist i september 2013, men først i december 2014.

Udlændingenævnet kunne på baggrund af sagens oplysninger ikke lægge til grund, at klageren havde gennemført en danskprøve på A1-niveau eller en sprogprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist, som var i september 2013. Det forhold, at det fremgik af sagen, at klageren havde bestået modultest på Dansk Uddannelse 3, modul 1-3, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af klagerens opholdstilladelse fra december 2012 udtrykkeligt fremgik, at hun skulle bestå en danskprøve på A1-niveau, og at hun ikke sås at have dokumenteret over for hverken Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet, at hun havde bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau inden fristens udløb i september 2013. Udlændingenævnet fandt derfor, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke læn¬gere var til stede, og at tilladelsen derfor kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, jf. § 9, stk. 30, jf. 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i december 2012 i en alder af 52 år blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Klageren sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka to år, og hun havde alene haft opholdstilladelse i Danmark i tretten måneder. Klageren kunne derfor ikke på baggrund af længden af sit ophold her i landet antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse af den grund ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at en udlænding, der meddeles opholdstilladelse i Danmark, har et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der er knyttet til opholdstilladelsen, hvilket fremgik dels af den oprindelige afgørelse fra januar 2014, og dels af et brev, som Udlændingestyrelsen havde fremsendt til klageren i februar 2013. Udlændingestyrelsen havde herudover gentaget denne vejledning generelt på www.nyidanmark.dk den 1. marts 2013, den 13. juni 2013 og den 28. juni 2013, og Udlændingestyrelsen havde den 30. august 2013 oplyst, at fristen for aflæggelse af danskprøven var forlænget til den 10. september 2013. Det forhold, at klagerens herboende ægtefælle havde et synshandicap, som ifølge ham var Udlændingestyrelsen bekendt, fritog ikke klageren og hendes ægtefælle for at gøre sig bekendt med indholdet af de breve, som de modtog fra offentlige myndigheder, herunder breve vedrørende klagerens opholdsgrundlag. Dette kunne f.eks. være sket ved en personlig eller telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke på baggrund af hendes ansættelse som deltidsansat på en skole kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse under henvisning hertil måtte antages at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Uruguay, hvortil hun var rejst tilbage to gange under sit ophold i Danmark, hvor hun var statsborger, og hvor hendes forældre, søskende og hendes myndige datter var bosat. Det forhold, at parret havde anført, at klagerens ægtefælle ikke kunne arbejde som gymnasielærer i spansk og historie i Uruguay på grund af sit handicap, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet bemærkede herved, at klageren i Uruguay måtte henvises til at forsørge sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren og hendes ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Uruguay for at udøve familielivet dér. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/216.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

Dato: 24-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Thailand. Den pågældende indgav i juni 2014 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden juli 2009. Ansøgerens advokat havde til støtte for klagen anført, at ansøgeren i august 2004 var blevet adopteret med virkning fra juli 2002, hvor ansøgeren var under 12 år, og at Statsamtet i marts 2005 havde truffet en ny afgørelse om retsvirkningstidspunktet, hvorefter adoptionen nu havde retsvirkning fra udstedelsen af den oprindelige bevilling fra august 2004, hvor ansøgeren var over 12 år. Ændringen af retsvirkningstidspunktet medførte ifølge advokaten, at ansøgeren ikke længere ville have et retskrav på dansk statsborgerskab. Advokaten havde endvidere anført, at Statsforvaltningen ved en afgørelse i april 2015 havde erkendt, at der var sket væsentlige sagsbehandlingsfejl, men at dette ikke kunne føre til en ny ændring af retsvirkningstidspunktet for adoptionen. Advokaten havde anført, at ansøgeren på baggrund af forløbet i Statsamtet havde krav på dansk statsborgerskab, subsidiært tidsubegrænset opholdstilladelse. Det blev endvidere til sagen oplyst, at ansøgeren kom til Danmark i en alder af ni år, at hun havde levet under utrygge forhold i Thailand, at dette havde præget ansøgeren, og at ansøgeren måske var sat tilbage rent udviklingsmæssigt.

Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om, at en ansøger ikke må have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil ansøgeren vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fra juli 2009 og frem til afgørelsestidspunktet havde fået udbetalt kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke grundlag for at anse den pågældende for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14 (hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention). Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst, at hun ikke led af et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Det anførte om, at ansøgeren var adopteret og i den forbindelse burde have erhvervet dansk indfødsret, og at den manglende indfødsret skyldtes en sagsbehandlingsfejl ved Statsamtet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at nævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren rettelig burde være meddelt dansk indfødsret. FAM/2015/99.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Selvforsørgelseskravet

Dato: 24-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsløs ansøger, født i Burma, der i 2003 indrejste i Danmark på baggrund af en opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 8, idet ansøgeren havde modtaget kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik i perioden fra august 2012 til august 2015, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.

Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark siden juli 2003 og dermed opfyldte den tidsmæssige betingelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte en af de øvrige grundlæggende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik i perioden fra august 2012 til august 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, der gav mulighed for at give tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde fremsendt en lægejournal samt en epikrise, hvoraf det fremgik, at ansøgeren led af sukkersyge og astma, at det fremgik af ansøgerens generelle helbredsattest fra november 2011, at ansøgeren havde haft en del fravær på grund af sygdom i forbindelse med beskæftigelsestilbud samt danskundervisning, at ansøgerens astma virkede til at have været en stor barriere i forhold til ansøgerens tilknytning til arbejdsmarkedet, og at ansøgeren ikke havde været i praktik siden 2014 som følge af ansøgerens helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der ikke blev vurderet at være dokumenteret helbredsmæssige problemer af en sådan karakter og omfang, at der kunne dispenseres fra betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen, hvor ansøgeren var bosat, havde oplyst, at ansøgeren skulle arbejdsprøves, at der skulle udarbejdes en arbejdsevneerklæring, og at kommunens plan var, at ansøgeren skulle i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke kunne dispenseres fra kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, med henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 15, uagtet at ansøgeren siden september 2003 havde haft opholdstilladelse som flygtning, idet der – på trods af at ansøgeren var flygtning – ikke i sagen var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige forhold, der havde sammenhæng med ansøgerens flygtningestatus, som kunne begrunde, at ansøgeren ikke havde opfyldt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, hvorfor der ikke kunne dispenseres efter udlændingelovens § 11, stk. 15. Udlændingenævnet fandt endelig, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kunne anses som uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5 overfor ansøgeren. FAM/2015/218.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år

Dato: 24-08-2015

Udlændingenævnet omgjorde i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en nigeriansk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde. Det var oplyst til sagen, at den herboende ægtefælle, der var statsborger i Nigeria, i 2011 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på baggrund af ganske særlige personlige omstændigheder, og at parret havde mødt hinanden i Danmark, hvor de var blevet gift og havde stiftet familie. Kommunen havde under sagen oplyst, at fællesbarnet ville blive efterladt uden omsorgsperson, såfremt ansøgeren ikke vedblev at bo sammen med den herboende ægtefælle og fællesbarnet, og at kommunen i så fald ville træffe beslutning om at anbringe fællesbarnet uden for hjemmet. Det var desuden oplyst, at den herboende ægtefælle ville have behov for livslang psykosocial støtte, herunder antagelig behandling med psykofarmaka og kontakt til det psykiatriske behandlingssystem. Ansøgeren havde på ansøgningstidspunktet og frem til april 2015 haft opholdstilladelse i Italien.

Udlændingenævnet fandt, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at den herboende ægtefælle og fællesbarnet ikke blev henvist til at indrejse i Italien eller Nigeria for der at udøve familielivet sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de grundlæggende betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. Udlændingenævnet fandt således, at der i givet fald ville kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til fælles samliv på fælles bopæl med den herboende ægtefælle. FAM/2015/153.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år

Dato: 21-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til fem statsløse palæstinensere fra Syrien, der var født i henholdsvis 1967, 1995, 1999, 2004 og 2010. Den herboende reference, som var 17 år på ansøgningstidspunktet, udrejste fra Syrien til Egypten med sin onkel i juni 2013 og indrejste i Danmark i juni 2014 med sin onkel, hvor han søgte asyl. Den herboende reference oplyste til sin asylsag, at han ønskede sin onkel som ledsager, indtil hans øvrige familie kom til Danmark. Ansøgerne søgte i september 2014 om familiesammenføring med den herboende reference, som var henholdsvis deres søn og bror.

Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references mor og ældste søster, at de ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og den herboende reference, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydelig vægt, at den herboende reference udrejste fra Syrien til Egypten i juni 2013, hvorefter han ikke havde været en del af sin mor og søsters husstand, i hvert fald et år forinden han indgav ansøgning om familiesammenføring, ligesom den herboende reference til sin asylsag havde oplyst, at det var planen, at han og hans onkel skulle udrejse sammen fra Egypten og bo sammen i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at familielivet mellem den herboende reference og ansøgerne blev frivilligt afbrudt, da han udrejste af Syrien. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet udfald, idet disse forhold var af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. For så vidt angik FN’s Børnekonvention, bemærkede Udlændingenævnet, at denne ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende reference efter det oplyste ikke længere kunne bo sammen med sin onkel i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende reference på afgørelsestidspunktet var myndig og måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references tre yngste søskende, at disse ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at ansøgerne ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med deres mor i Syrien. Udlændingenævnet fandt således ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger at kunne lægge til grund, at ansøgerne led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig sammen med deres mor, herunder at ansøgerne var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Syrien, ligesom der ikke forelå særlige grunde til, at der burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til den herboende reference som nærmeste familie. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne, siden deres far afgik ved døden, havde boet hos deres mor i Syrien, hvor den herboende references ældste myndige søster ligeledes var bosat, og at ansøgernes mor således havde været den primære omsorgsperson, siden ansøgernes far afgik ved døden, og derved også før den herboende reference udrejste af Syrien. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende references yngste søskende ej heller kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde delt bopæl med ansøgerne siden sin udrejse af Syrien, ligesom han ikke havde fungeret som ansøgernes forsøger. Udlændingenævnet lagde således til grund, at der mellem den herboende reference og ansøgerne ikke var etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne begrunde, at ansøgerne blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at et afslag på opholdstilladelse i Danmark for ansøgerne ville udgøre en krænkelse af den herboende reference og ansøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at generelt dårlige økonomiske og sociale forhold i en ansøgers hjemland, herunder eventuelle asylretlige forhold, ikke kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1, pkt. FAM/2015/151.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen