Ægtefællesammenføring

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juli 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 04-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Sri Lanka, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen havde oplyst, at den herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i sammenlagt to år og otte måneder – senest i december 2011 – at ydelserne var udbetalt til underhold, og at der ikke var tale om enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse. Det forhold, at den herboende ægtefælles arbejdsevne var nedsat, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at den herboende ægtefælle var i behandling for PTSD, at der var mistanke om, at han led af et lavt intelligensniveau, at han modtog medicin, samt at det ikke kunne udelukkes, at han ville få påtrængende selvmordstanker ved yderligere pres og belastninger, kunne ikke føre til en fravigelse af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. FAM/2013/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 27-06-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 6, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren, ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn boede for sig selv i Danmark i perioden fra 2007 til 2011. I september 2011 flyttede ansøgeren, ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ind hos den herboende ægtefælles forældre. Den herboende ægtefælle led af paranoid skizofreni. Af den kommunale sag fremgik det, at parrets fællesbørn stod til at blive tvangsfjernet, før familien flyttede ind hos den herboende ægtefælles forældre, og at børnenes tarv og trivsel efter indflytningen hos den herboende ægtefælles forældre blev forbedret.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som følge af, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af den kommunale sag fremgik, at parrets fællesbørn forud for, at familien flyttede sammen med den herboende ægtefælles forældre, ikke var i trivsel og stod til at blive anbragt uden for hjemmet, men at det havde været gavnligt for børnenes trivsel, at familien flyttede sammen med den herboende ægtefælles forældre. Udlændingenævnet fandt herefter, at det aktuelle boligforhold havde været afgørende for børnenes trivsel, og at boligkravet under henvisning dertil konkret burde fraviges. FAM/2013/56.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 27-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Irak efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, med henvisning til, at der var tale om et tvangsægteskab. Parret er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er fætter og kusine. Parret mødte hinanden i 2004, da ansøgeren var 19 år og den herboende ægtefælle var 13 år, og besluttede sig i 2008 for at indgå ægteskab. Parrets ægteskab blev registreret i Irak i februar 2009. Parret havde efter registreringen af ægteskabet kontakt ved den herboende ægtefælles årlige ferieophold i Irak og telefonisk. Parret har et barn, der er født i 2009.

    Udlændingenævnet fandt, at parterne var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parterne ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab udover den familiemæssige relation inden ægteskabets indgåelse, og at parret ikke i tiden efter brylluppet havde haft et sådant samliv, at det kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Oplysningerne om, at ægteskabet var indgået efter eget ønske, kunne på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde også vægt på parrets unge alder, herunder at den herboende ægtefælle ikke var myndig på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parret havde fået et fællesbarn, ikke i sig selv kunne afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske. FAM/2013/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 25-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en vietnamesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at parret efter at have kommunikeret via sms siden slutningen af 2011 mødte hinanden for første gang i starten af januar 2012, og at parret indgik ægteskab allerede i marts 2012. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var mere end 30 års aldersforskel imellem parret, at parret på baggrund af det af ansøgerens herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet måtte antages at have haft kommunikationsvanskeligheder, og at den herboende ægtefælle rejste hjem til Danmark kun fire dage efter brylluppet. Den herboende ægtefælles forklaring under nævnsmødet kunne ikke afkræfte formodningen for, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2013/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 25-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Marokko, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at parret mødtes via internettet i november 2011, at parret mødte hinanden personligt første gang i Marokko i marts 2012, hvor parret samme dag eller dagen efter rettede henvendelse til de marokkanske vielsesmyndigheder med henblik på at blive gift, og at parret blev gift 13 dage efter parrets første personlige møde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var 20 års aldersforskel imellem parret, og at parret under en simultanafhøring ved Udlændingestyrelsen havde afgivet divergerende forklaringer omkring en række væsentlige spørgsmål. Endelig tillagde Udlændingenævnet det vægt, at den herboende ægtefælle tidligere havde været gift med en udlænding, som han var blevet skilt fra kort tid efter, at hun var meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark. Den herboende ægtefælles forklaring under nævnsmødet kunne ikke afkræfte formodningen for, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2013/62.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 10-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til et par fra Iran under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, at der ikke havde været tale om et længerevarende samliv, og at der ikke forelå ganske særlige omstændigheder i øvrigt. Parret havde den 19. juli 2012 indgået ægteskab i Iran per stedfortræder, hvor den herboende part således ikke var til stede ved vielsen, men alene ansøgeren og den herboende parts fader. Parret havde oplyst til sagen, at de sidst så hinanden den 15. september 2012 i Irak, hvor vielsen skulle have fundet endeligt sted. Den herboende havde til støtte for klagen anført blandt andet, at han på grund af asylrelevant forfølgelse ikke havde været i stand til at indrejse i Iran for derved at være til stede ved vielsen.

    Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at ægteskabet var indgået per stedfortræder. Det forhold, at den herboende havde anført, at han som flygtning fra Iran ikke kunne rejse dertil og dermed være til stede ved vielsen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en fravigelse af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ligesom det forhold, at vielsen skulle have fundet endeligt sted den 15. september 2012 i Irak, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den til sagen fremlagte vielsesattest sås udstedt af de iranske – og ikke de irakiske – myndigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, idet parret efter det oplyste aldrig havde boet på fælles adresse, men alene havde haft kontakt via blandt andet kommunikationsmidlet Skype, ligesom Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet parret efter Udlændingenævnets vurdering ikke havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og idet der i øvrigt ikke til sagen forelå oplysninger om ansøgerens forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun burde meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2013/23.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2013 – Ægtefællesammenføring - Selvforsørgelseskravet

    Dato: 10-06-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Elfenbenskysten. Den herboende ægtefælle havde indenfor de seneste 3 år forud for afgørelsestidspunktet modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren havde under sagens behandling i Udlændingenævnet anført, at parret ikke blev vejledt af kommunen om konsekvenserne for familiesammenføring ved modtagelse af offentlig hjælp til forsørgelse.

    Udlændingenævnet fandt, at der i sagen forelå særlige grunde til at fravige selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, da kommunen ikke fandtes at have overholdt sin vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboendes opholdskommune var bekendt med, at den herboende ægtefælle havde en udenlandsk ægtefælle, da både den herboende og den herboendes ægtefælle var mødt til kontanthjælpssamtale i kommunen. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at kommunen ikke havde vejledt parret om følgerne for familiesammenføring ved modtagelse af offentlig hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at kommunen ikke havde overholdt god forvaltningsskik, herunder den generelle vejledningspligt, jf. forvaltningslovens § 7, og at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 5. under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 25. FAM/2013/30.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 03-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet ansøgerens mor er kusine til den herboende ægtefælles bedstefar. Parret mødte hinanden og indgik ægteskab i juli 2010. Parret har efter det oplyste været sammen i Afghanistan i perioderne fra juli 2010 til august 2010 og i august 2012. Ansøgeren har endvidere været i Danmark fra april 2011 til oktober 2011 samt fra november 2011 til juni 2012. I februar 2012 fødte ansøgeren parrets fælles barn.

    Udlændingenævnet fandt, at parret på baggrund af egne oplysninger var nært beslægtede, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., og at parret ikke havde haft forudgående kendskab, der kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab, idet parret efter det oplyste ikke havde boet sammen inden ægteskabet, og at parret ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne hertil. Det forhold, at parret havde fremlagt en kvittering for udgifterne til brylluppet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke heraf fremgik, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne dertil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde haft et efterfølgende samliv, der kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Ansøgerens og den herboende ægtefælles oplysninger om, at ægteskabet var indgået efter eget ønske, kunne på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering i sagen. FAM/2013/42.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2013 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 27-05-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 6, til en ansøger fra Kroatien, idet den herboende ægtefælle til brug for sagen havde fremlagt dokumentation for, at hun lejede en ungdomsbolig, og at lejemålet løb fra den 1. december 2011 til den 1. december 2013. Den herboende ægtefælle havde anført, at hun ca. tre måneder før lejekontraktens udløb ville modtage et brev fra boligforeningen, hvor hun ville blive tilbudt en forlængelse af lejekontrakten med et år, og at denne procedure ville blive gentaget år for år, da hun havde ret til at bo på lejemålet, til hun er 35 år.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle havde underskrevet en tidsbegrænset lejekontrakt for en to-årig periode, og at lejemålet således ikke var gyldigt i mindst tre år fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at det oplyste om den herboendes mulighed for forlængelse af lejemålet ikke godtgjorde, at boligkravet efter udlændingelovens § 9, stk. 6 kunne anses for opfyldt, da det anførte ikke førte til, at det var dokumenteret, at den herboende ægtefælles lejekontrakt ville blive forlænget således, at hun rådede over lejemålet i mindst tre år. FAM/2013/28.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. april 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 19-04-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholds-tilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5 (krav om, at den herboende ægtefælle ikke må have modtaget offentlig hjælp tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse), til en ansøger fra Filippinerne. Den herboende ægtefælle havde indenfor de seneste tre år forud for afgørelsestidspunktet modtaget en enkeltstående ydelse på ca. 4.200 kr. efter lov om aktiv socialpolitik. Parret havde under sagens behandling i Udlændingenævnet anført, at der var tale om en engangsudbetaling til dækning af udgifter til el, at ydelsen var tilbagebetalingspligtig, og at den herboende ægtefælle havde indgået afdragsordning herom.

    Udlændingenævnet fandt, at det modtagne beløb lå væsentligt over bagatelgrænsen for modtagelse af offentlige ydelser efter udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ydelsen var givet med henblik på forsørgelse, og at det modtagne beløb lå væsentligt over det beløb (900 kr.), der i forarbejderne til bestemmelsen er angivet som eksempel på et beløb, der ligger under bagatelgrænsen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2013/10.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen