Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 22-06-2017Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Syrien og dennes fire fælles børn med en herboende ægtefælle, som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for den ansøgende ægtefælle som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for parrets fællesbørn, der var under 15 år på ansøgningspunktet, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. I september 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I juli 2016 havde Udlændingestyrelsen forlænget den herboende ægtefælles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den ansøgende ægtefælle var derfor ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, da den herboende ægtefælle ikke havde haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste tre år. Af samme grund var parrets mindreårige fællesbørn ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at de var under 15 år. Udlændingenævnet fandt herefter, at den ansøgende ægtefælle og parrets fællesbørns ansøgninger om opholdstilladelse skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren og parrets fællesbørn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på tidspunktet for afgørelsen, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens og fællesbørnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde, for så vidt angik to af fællesbørnene, vægt på, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at den ansøgende ægtefælle efter det oplyste led af astma, og at der efter det oplyste skulle være en person til at holde øje med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var fremlagt dokumentation for sygdommen, ligesom det hverken var sandsynliggjort eller dokumenteret, at den ansøgende ægtefælles astma havde en karakter og et omfang, der medførte, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv eller fællesbørnene. Det forhold, at et af fællesbørnene havde en knude i højre ben, at hun havde væskeansamling og en betændelsestilstand af iskiasnerven, og at barnet burde opereres, således at knuden kunne undersøges nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det herved ikke var godtgjort, at fællesbarnet led af en så alvorlig sygdom, at der på den baggrund måtte anses at foreligge ganske særlige grunde til at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at selv om lidelsen kunne give smerter og væskeansamling, var der efter det oplyste tale om en godartet svulst i det ene ben. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at et andet fællesbarn havde medfødt hjernesvind, idet barnet led af en medfødt følelsesmæssig og mental forsinkelse, at fællesbarnet havde deformation af sine fødder og en forstyrret sprogudvikling, at fællesbarnet havde behov for specialiseret rehabilitering og træning og ikke kunne foretage toiletbesøg på egen hånd. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne anses at være tale om et handicap af en sådan karakter og omfang, at der herved måtte anses at foreligge ganske særlige grunde for at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste var tale om en medfødt lidelse, og at den specialiserede træning, som barnet havde brug for, var uafhængig af den ansøgende ægtefælles og den herboende ægtefælles indsats. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbørnene boede sammen med ansøgeren, og at ansøgeren kunne tage vare på børnene. Det forhold, at ansøgeren og fællesbørnene havde opholdt sig i et nedlagt butikslokale i Istanbul, Tyrkiet, at ansøgeren var fysisk og psykisk belastet og ikke kunne tjene penge til huslejen, og at børnene efter det oplyste ikke kunne få behandling i Tyrkiet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om de ansøgende familiemedlemmer måtte bo under dårlige forhold eller var på flugt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle selv havde epilepsi og i øvrigt ikke havde det godt fysisk og psykisk, og at han led af mareridt, koncentrationsbesvær og andre symptomer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle kunne modtage lægehjælp og medicinsk behandling i Danmark herfor og derudover kunne klare sig selvstændigt i Danmark, og således ikke var afhængig af den ansøgende ægtefælles omsorg. Det forhold, at den herboende ægtefælle var på flugt fra regeringen i Syrien, at han var hjemløs og statsløs, idet familien var kurdere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren og fællesbørnene i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2017/84.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. februar 2017 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 21-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en syrisk statsborger, der søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, som i oktober 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgeren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Henset til, at ansøgerens herboende ægtefælle i oktober 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgerens ægtefælle således ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at ansøgeren efter det oplyste ikke led af alvorlige sygdomme eller alvorlige handicaps, og at han derfor ikke havde behov for særlig pasning og pleje fra sin herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle først havde indgået ægteskab efter udrejsen fra Syrien, og at der ikke var stiftet familie mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på dette tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at der efter det oplyste først var blevet indledt et forhold mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Grækenland i slutningen af 2014, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ligeledes ikke var indrejst samtidigt i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen og til støtte for klagen var oplyst, at ansøgerens ægtefælle havde et særbarn, der var diagnosticeret med atypisk autisme og mental retardering af middelsvær grad, og som profiterede af at gå på en specialskole med socialpædagogiske tilbud, ligesom han havde brug for at have ansøgeren og ansøgerens ægtefælle omkring sig. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Danmark alene havde været/boet sammen siden juli 2015, og at ansøgeren alene havde været en del af ansøgerens ægtefælles særbarns liv siden slutningen af 2014. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgeren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med ansøgerens ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens ægtefælle aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal foretages en proportionalitetsafvejning, og er der uoverstigelige hindringer for ægtefællernes etablering i hjemlandet eller den ansøgende ægtefælles opholdsland, vil Danmark normalt være forpligtet til at tillade ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og ansøgerens ægtefælles rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde en uklar situation i Grækenland, at ansøgeren frygtede, at han ville blive henvist til et liv på gaden, uden job og uden bolig, og at usikkerheden omkring ansøgerens og ansøgerens ægtefælles fremtid som forenet familie påvirkede ansøgerens ægtefælle og ansøgerens ægtefælles familie. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Grækenland, og idet ægteskabet i Danmark var indgået på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde fået afvist sin asylansøgning i Danmark, og idet der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale og/eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/4.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 16-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en syrisk statsborger, der søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, som i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgeren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Henset til, at ansøgerens herboende ægtefælle i juni 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgerens ægtefælle ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, var ugyldig, da bestemmelsen efter advokatens opfattelse stred mod basale og klare menneskeretlige standarder, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Folketinget havde vedtaget bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, i overensstemmelse med lovgivningsproceduren, og at et flertal i Folketinget i den forbindelse havde fundet, at reglerne var i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet lagde herefter til grund, at bestemmelsen er gyldig, og at Udlændingenævnet derfor behandler denne type sager i overensstemmelse med loven. Udlændingenævnet foretager således en konkret og individuel prøvelse i hver enkelt sag om familiesammenføring, hvor den herboende reference har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, herunder en prøvelse af, om Danmarks internationale forpligtelser kan føre til, at en ansøger skal meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens herboende ægtefælles asylsag, at han var sund og rask, og at det fremgik af ansøgerens ansøgning, at hun ikke led af alvorlige sygdomme eller alvorlige handicaps, og at hun ikke havde behov for, at andre passede hende. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgeren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med sin herboende ægtefælle på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens ægtefælle ikke aktuelt havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i sin ansøgning havde oplyst, at hun var i risiko for repressalier, herunder tilfangetagelse, fra både myndigheder og militser i Syrien, hvis disse opdagede, at ansøgerens ægtefælle var flygtet, og at hun var bange, idet der kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/67.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 25-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til tre syriske ansøgere i medfør af henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9, stk. 1, nr. 2 og § 9 c, stk. 1. Den herboende ægtefælle og fader var i april 2015 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og denne opholdstilladelse var gyldig frem til april 2016. Det fremgik af den herboende references asylsag, at hverken han eller hans familie led af alvorlig sygdom eller handicap, og at ingen i husstanden havde særlige behov, såsom sygdom, svagelighed eller handicaps. I april 2015 påklagede den herboende reference Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2015 til Flygtningenævnet, idet han ikke havde fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I august 2015 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter den herboende reference havde opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgik af Flygtningenævnets sagsoplysninger, at den ansøgende ægtefælle havde en disc sygdom nederst i taljen og en kirtel sygdom. I juli 2015 ansøgte ansøgerne, som var henholdsvis ægtefælle, datter født i 2001 og søn født i 1997, om at blive familiesammenført med den herboende reference.
Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ægtefællen og datteren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 (for så vidt angik ægtefællen), og i § 9, stk. 1, nr. 2 (for så vidt angik datteren). I april 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende reference opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, hvilket Flygtningenævnet havde stadfæstet i august 2015. Denne opholdstilladelse var endnu ikke forlænget. Udlændingenævnet fandt derfor, at ægtefællen ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 1. Af samme grund var datteren ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 2, uanset at hun var under 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ægtefællen, sønnen og datteren opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og fader var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ingen i husstanden havde særlige behov, såsom sygdom, svagelighed eller handicaps, hvilket tillige fremgik af familiens egne oplysninger til sagen. Det forhold, at ægtefællen i ansøgningsskemaet havde oplyst, at den herboende reference havde ydet familien økonomisk støtte på 1.000 kr. to gange, og at den herboende reference havde passet ægtefællen inden den herboende references udrejse, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det samtidig var oplyst, at ægtefællen ikke led af alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at sønnen på ansøgningstidspunktet var fyldt 18 år og dermed var myndig, hvorfor han måtte formodes at kunne klare sig selv, samt at han ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ægtefællen og den mindreårige datter på tidspunktet for afgørelsen ej heller kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ægtefællen og datteren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende reference på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference aktuelt selv kun havde en etårig opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, jf. lovbemærkningerne. Det forhold, at det var anført, at familien var i risiko for overgreb og udvisning tilbage til Syrien, og at sønnen var i risiko for at blive tvangsindkaldt til den syriske hær, herunder at blive udsat for overgreb på liv og legeme, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 9 c, stk. 1. FAM/2015/228.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet