Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. december 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 18-12-2013Udlændingenævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7 til en statsborger fra Egypten. Ansøgerens ægtefælle var født i februar 1979 i Egypten. Han indrejste i Danmark første gang i marts 2002 og blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i september 2002, og i december 2009 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var født i januar 1982 i Egypten, hvor hun også var statsborger. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren tidligere havde besøgt Danmark i perioderne fra oktober 2010 til juni 2011, fra september 2011 til december 2011 og fra januar 2013, at parret havde to fællesbørn født henholdsvis i april 2007 og i juli 2010, som begge var egyptiske statsborgere, at begge børn opholdt sig i Danmark under sagens behandling, og at ansøgerens forældre og søskende opholdt sig i Egypten. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren mødte sin ægtefælle første gang til et bryllup i maj 2006, at parret i perioder siden 2006 havde boet sammen i Cairo, at parret indgik ægteskab i august 2009 i Egypten, at parret talte arabisk sammen, at ansøgeren havde en B.A. i økonomi, og at ansøgerens ægtefælle havde været i beskæftigelse i Danmark fra 2005 til 2011 og derudover havde været selvstændig i perioden fra 2011 til 2012.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Egypten, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Egypten, hvor ansøgeren også havde haft sin skolegang, og hvor ansøgerens og ansøgerens ægtefælles forældre og søskende opholdt sig, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i en alder af 23 år, og hvor han på afgørelsestidspunktet kun havde haft ophold i cirka 11 år. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at parret mødte hinanden i 2006 og senere indgik ægteskab i Egypten i august 2009, at ansøgerens ægtefælle siden da løbende havde besøgt ansøgeren og parrets to fællesbørn i Egypten, at begge børn var født i Egypten, og at parret talte arabisk sammen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at parret havde etableret og videreført et familieliv i Egypten fra 2006 og frem, og at dette familieliv tillige var blevet etableret på et tidspunkt, hvor ansøgerens ægtefælle fortsat var gift med en anden i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark i perioderne fra oktober 2010 til juni 2011, fra september 2011 til december 2011 og fra januar 2013 på henholdsvis visum og processuelt ophold, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund heraf ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Egypten. Den herboende ægtefælles tilknytning til det danske arbejdsmarked kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet han på afgørelsestidspunktet havde haft lidt under seks års arbejdsmarkedstilknytning, ligesom tilknytningen til arbejdsmarkedet ikke havde været uafbrudt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbørn til at indrejse og tage ophold i Egypten for dér at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at parrets fællesbørn var egyptiske statsborgere, at parrets ældste barn var opvokset de første fem år af sit liv i Egypten, og at børnene grundet deres alder og varigheden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, som dermed kunne føre til en fravigelse af betingelsen. FAM/2013/102.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. september 2013 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 26-09-2013Udlændingenævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 12, til en statsborger fra Canada. Ansøgeren ansøgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, som blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 2005, og var derfor omfattet at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 12. Den herboende ægtefælle havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at han i juni 2012 blev uddannet som radiograf, og at han var jobsøgende. Overfor Udlændingenævnet fremlagde den herboende ægtefælle dokumentation for, at han i perioden april 2013 til oktober 2013 var ansat på et sygehus som radiolog, og at ansættelsen i oktober 2013 uden yderligere varsel skulle ophøre.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse og fortsat måtte antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at han var tilknyttet arbejdsmarkedet, som det er påkrævet efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende ægtefælle var ansat i en tidsbegrænset stilling, og at ansættelsen i oktober 2013 skulle ophøre uden yderligere varsel. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 168 fremsat den 17. marts 2011, bemærkningerne til enkelte bestemmelser § 1, nr. 16), at udlændingen må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, hvis udlændingen kan godtgøre at være lønmodtager i en uopsagt tidsubegrænset stilling. FAM/2013/76.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 10-09-2013Udlændingenævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab til en statsborger fra Somalia. Ansøgeren var født i maj 1988 i Somalia, hvor hun ligeledes var statsborger. Ansøgerens ægtefælle var født i september 1987 i Somalia, hvor han også var statsborger. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i august 2002, og i november 2005 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren var opvokset i Mogadishu, at hun opholdt sig i Etiopien, at hendes forældre og søskende var bosiddende i Somalia, at parret traf hinanden som børn i Somalia i 2000, hvor parret var naboer og gik i samme skole, at parret indgik ægteskab i Somalia i 2011, og at parret efter ægteskabets indgåelse havde kommunikeret via telefon, ligesom ansøgerens ægtefælle havde besøgt ansøgeren i udlandet to gange siden ægteskabets indgåelse. Det fremgik herudover, at parret talte somalisk sammen, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, at hun havde gået i skole i Somalia, at ægtefællen forsørgede ansøgeren i Etiopien, at parret efter ægteskabets indgåelse havde boet sammen i Somalia i lidt under en måned, og at parret under ægtefællens besøg i Etiopien havde boet sammen dér i samlet 70 dage. Ansøgerens ægtefælle havde i perioden fra juni 2012 til august 2012 opholdt sig i Etiopien, hans forældre og søskende boede i Danmark, han havde siden januar 2007 været ansat som hospitalsmedhjælper på et sygehus med en ugentlig arbejdstid på 37 timer, og han havde ikke og var ikke i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet parrets samlede tilknytning til Somalia var større end deres samlede tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark for større end deres samlede tilknytning til et andet land, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle – hver især – havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, og at han således ikke havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor parrets samlede tilknytning til Somalia måtte antages at være stærkere end parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Somalia. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle efter det oplyste havde været i beskæftigelse siden januar 2007, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til, at tilknytningskravet på afgørelsestidspunktet kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold – herunder helbredsmæssige forhold – som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Somalia for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet befandt sig i Etiopien, kunne ikke føre til en anden vurdering, henset til at Etiopien og Somalia geografisk og kulturelt måtte anses for tæt forbundne. FAM/2013/103.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 15-08-2013Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Somalia efter udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle var født i januar 1983 i Somalia. Ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark første gang i april 1996, jf. den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 3, og blev i juni 2004 tildelt dansk statsborgerskab. Ansøgeren var født i Somalia, men havde opholdt sig i Kuwait siden 1990, hvor han var beskæftiget i en bank. Hans forældre og søskende var bosiddende i Somalia. Ansøgeren og dennes herboende ægtefælle traf hinanden som børn i Somalia, hvor de var naboer. Parret havde ikke boet sammen forinden indgåelsen af ægteskabet i november 2006 i Kuwait. Parret havde efterfølgende boet sammen i Kuwait i perioden fra 2006 til 2008 og i øvrigt kommunikeret via telefon og e-mail, ligesom den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Kuwait hvert år siden ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet parrets samlede tilknytning til henholdsvis Kuwait og Somalia var større end parrets samlede tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at hun havde boet i Danmark siden juli 1996, at hun blev tildelt dansk statsborgerskab i juni 2004, og at hun siden oktober 2011 havde været ansat som uddannet SOSU hjælper. Udlændingenævnet fandt derimod, at ansøgeren ikke havde opnået tilknytning til Danmark, idet ansøgeren efter det oplyste aldrig havde været på besøg i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at tilknytningskravet som altovervejende udgangspunkt ikke ville kunne anses for opfyldt, hvis ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover betydelig vægt på, at parret indgik ægteskab i november 2006 i Kuwait, men at de først i februar 2013 – knapt syv år efter – ansøgte om at blive familiesammenført, at parret efter ægteskabets indgåelse boede sammen i Kuwait i perioden fra 2006 til i hvert fald 2008, at ansøgerens ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Kuwait, og at hun i øvrigt havde været indrejst i Kuwait på årlig basis, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle måtte anses for at have indrettet familielivet således, at de skulle bo adskilt i henholdsvis Danmark og Kuwait. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde et brud på Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at Danmark – henset til den måde hvorpå ansøgeren og dennes herboende ægtefælle havde indrettet og udøvet familielivet – ikke kunne anses for nærmest til at beskytte dette familieliv. FAM/2013/119.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 15-08-2013Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i 1984 i en alder af 28 år, og han blev meddelt dansk statsborgerskab i 1992. Ansøgeren og den herboende ægtefælle blev gift i 1994 i Irak, og ansøgeren blev i 1996 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført med ægtefællen. Parret har fire fællesbørn, der er født i Danmark i henholdsvis 1997, 1999, 2000 og 2005. I 2006 og 2007 var familien udrejst til Irak i en periode på mere end 12 på hinanden følgende måneder, hvorefter Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen. I en periode fra 2010 til 2012 udrejste familien på ny til Irak.
Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at ægtefællerne begge er født og opvokset i Irak, hvor parret også blev gift, samt at parret og parrets fire fællesbørn i to længere perioder har været udrejst af Danmark til Irak, og at familien begge gange efter det oplyste udrejste med henblik på varigt ophold dér. Udlændingenævnets flertal lagde endvidere vægt på, at hverken den herboende ægtefælle eller ansøgeren havde opnået en sådan væsentlig tilknytning til Danmark via uddannelse, beskæftigelse eller sprogkurser, at ægtefællernes tilknytning til Danmark kunne anses for større end deres tilknytning til Irak. Udlændingenævnets flertal lagde derudover vægt på, at parrets fire fællesbørn ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet børnenes ophold i Danmark var blevet afbrudt af to længerevarende ophold i Irak. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af bestemmelsen. Det forhold, at familien havde haft flere dårlige oplevelser i Irak, at parrets ældste fællesbarn lider af epilepsi, og at ansøgeren siden 2007 har været nyrepatient, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet familien siden 2007 havde opholdt sig i længere perioder i Irak med henblik på at etablere et familieliv dér. FAM/2013/46.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet
Dato: 14-08-2013Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, jf. § 9, stk. 12, nr. 6, jf. § 11, stk. 3, nr. 8, til en ansøger fra Tyrkiet. Ansøgeren og hans herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der var født i Danmark i henholdsvis 2008 og 2010, og som var meddelt opholdstilladelse i Danmark. Den herboende ægtefælle modtog dagpenge før afholdelse af barsel i perioden fra november 2007 til marts 2009, hvorefter hun i perioden fra marts 2009 til juni 2009 modtog feriedagpenge og aktiveringsydelse, indtil hun fra juni 2009 på ny afholdt barsel. Efter endt barsel i november 2010 modtog den herboende ægtefælle dagpenge, indtil hun blev beskæftiget i oktober 2012.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle havde modtaget dagpenge før sin barsel fra november 2007, at hun havde modtaget aktiveringsydelse før sin barsel i juni 2009, og at hun modtog dagpenge, efter at hun ophørte med sin barsel i november 2010, og indtil hun blev beskæftiget i oktober 2012, samt at hun sammenlagt kun havde haft cirka otte måneders fuldtidsbeskæftigelse inden for de seneste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 12, ej heller under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder CEDAW-konventionen, kunne antages at være opfyldt, da den herboende ægtefælle ikke var i beskæftigelse før sin barsel i 2007, da hun ikke var i beskæftigelse i perioden, efter at hendes barsel ophørte i marts 2009, og indtil hun på ny afholdt barsel fra juni 2009, og da hun efter endt barsel i november 2010 fortsat ikke var i beskæftigelse. FAM/2013/87.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 14-08-2013Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7 til en statsløs palæstinenser fra Syrien. Ansøgerens ægtefælle var født i januar 1964 i Syrien, og han indrejste for første gang i Danmark i juli 1987. Han blev i oktober 1991 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og han blev tildelt dansk statsborgerskab i april 1999. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde to herboende fællesbørn født henholdsvis i juni 2009 og i oktober 2010 i Syrien. Børnene var begge danske statsborgere, og de indrejste og tog ophold i Danmark i december 2011. I december 2011 indrejste ansøgeren efter det oplyste i Danmark, hvor hun i januar 2012 indgav en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var født i februar 1978 i Syrien og var statsløs palæstinenser. Parret indgik ægteskab i Syrien i 2008. Den herboende ægtefælle havde ikke taget en erhvervskompetencegivende eller en lang videregående uddannelse i Danmark, ligesom han ikke havde været eller påregnede at komme i beskæftigelse. Ansøgerens ægtefælle havde siden 2001 været indskrevet ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor han havde gennemført eksaminer for, hvad der svarede til 10 ECTS-point. Han var diagnosticeret med iskæmisk hjertesygdom og angina pectoris, for hvilken lidelse han modtog medicinsk behandling. Den herboende ægtefælle blev tilkendt førtidspension i 2005. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle havde været ind- eller udrejst fra Danmark til Syrien og fra Syrien til Danmark på et større antal udokumenterede datoer i perioden fra september 2006 til december 2011.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Syrien, hvor de begge havde gået i skole, hvorfor de måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i oktober 1987 i en alder af 23 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter det oplyste traf hinanden i 2008 i Syrien, hvor de indgik ægteskab, at de først i januar 2012 ansøgte om at blive familiesammenført, hvorfor parret af denne grund måtte anses for at have bevaret en væsentlig tilknytning til Syrien, idet parret i perioden fra 2008, hvor de indgik ægteskab, til ansøgerens seneste indrejse i Danmark i december 2011 måtte anses for at have indrettet familielivet således, at de skulle bo adskilt i henholdsvis Danmark og i Syrien. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde været på to tremåneders visumbesøg i Danmark i henholdsvis 2009 og 2010, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ægteparrets fællesbørn tillige var bosiddende i Syrien sammen med ansøgeren indtil december 2011, mens ansøgerens ægtefælle var bosiddende i Danmark, og Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle gennem sine hyppige og langvarige ophold i Syrien havde bevaret en væsentlig tilknytning dertil. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens ægtefælle ikke på baggrund af sit uddannelsesforløb havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem, at dette i sig selv kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Syrien oversteg deres samlede tilknytning til Danmark, uagtet at ansøgerens ægtefælle havde boet i Danmark i knapt 26 år og blev tildelt dansk statsborgerskab i april 1999. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle ikke på noget tidspunkt havde været i beskæftigelse siden sin indrejse i Danmark i juli 1987, og at han – trods han i september 2001 var påbegyndt en videregående uddannelse – kun havde gennemført eksaminer svarende til 10 ECTS-point. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, som havde opholdt sig i Danmark siden december 2011, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet disse fællesbørn – henset til deres alder og deres korte ophold i Danmark – ikke kunne anses for at have opnået en sådan væsentlig selvstændig tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark under henvisning hertil måtte anses for større end deres samlede tilknytning til Syrien. FAM/2013/104.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv
Dato: 08-08-2013Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i 1985 i Tyrkiet, hvor de begge er født og opvokset i samme by og har gået på samme skole, og hvor parret boede sammen i perioden fra 1985 til 1995 og fik to fællesbørn i henholdsvis 1987 og 1989. Den herboende ægtefælle var i perioden fra 1995 til 2000 gift med en dansk statsborger og blev i henholdsvis 1996 og 1999 meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse og tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dette ægteskab. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2000 i Tyrkiet. Den herboende ægtefælle har siden 1997 haft tilknytning til det danske arbejdsmarked, og ansøgeren har flere gange siden 2001 været i Danmark. Ansøgeren er tidligere meddelt afslag på opholdstilladelse i 2003, 2005, 2006, 2007 og 2010 under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde etableret og videreført et familieliv i Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren og dennes ægtefælle begge er født og opvokset i samme by i Tyrkiet, og at parret har boet sammen i en periode på cirka 10 år og i denne periode fået to fællesbørn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at den herboende ægtefælle har haft ophold i Danmark i cirka 17 år og haft tilknytning til arbejdsmarkedet siden 1996, idet genoptagelsen af samlivet i 2000 indikerer, at den herboende ægtefælle har bevaret en væsentlig tilknytning til Tyrkiet, ligesom det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren flere gange har været i Danmark. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har en generel og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de ønsker at udøve deres familieliv, samt at parrets fællesbørns forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene er myndige. FAM/2013/34.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt samliv
Dato: 07-08-2013Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, jf. § 9, stk. 7, til en ansøger fra Tyrkiet. Den herboende ægtefælle blev i december 2000 som 32-årig meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i november 2009 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Den herboende ægtefælle var i perioden fra november 2007 til april 2012 gift med en dansk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødtes i Tyrkiet i 1989, hvor de under samlivsforhold som ugifte i 1991 og 1995 fik to fælles børn, født i Tyrkiet. Parret havde fået yderligere to fællesbørn, født i Tyrkiet i 2000 og 2010, og disse to børn blev i juni 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Parret indgik ægteskab i Tyrkiet i juli 2012.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, og lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor de også havde boet hovedparten af deres liv. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at parret forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde etableret et familieliv i Tyrkiet som ugifte samlevende, under hvilket parret blev forældre til to fællesbørn, og at parret blev forældre i 2000 og 2010 til yderligere to fællesbørn, født i Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at parrets fælles barn født i 2010 således blev født under den herboende ægtefælles ægteskab med sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret før og efter ægteskabets indgåelse havde haft telefonisk kontakt, og at den herboende ægtefælle gennem årene adskillige gange havde været på ferie i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som han havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, herunder at parret sammen havde fire børn født i Tyrkiet, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Det forhold, at fællesbørnene født i 2008 og 2010 i 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark og efterfølgende tog ophold her i landet, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene henset til længden af deres ophold her i landet, ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt ud fra en samlet vurdering af sagen, at parrets samlede tilknytning til Tyrkiet væsentligt oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. FAM/2013/88.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juli 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 04-07-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2013 om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 5, til en tyrkisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Danmark. Ansøgeren og dennes ægtefælle blev gift i maj 2010 i Tyrkiet, og ansøgerens ægtefælle fødte i juli 2012 parrets herboende fællesbarn. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle i juni 2012 havde modtaget 18.537 kr. i henhold til § 85, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik ydet til dækning af boligindskud. Udlændingestyrelsen meddelte på denne baggrund ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens ægtefælle anførte til støtte for klagen, at Udlændingestyrelsen havde oplyst overfor hende, at ydelser efter lov om aktiv social politik § 85, stk. 1, ikke var til hinder for familiesammenføring, samt at kommunen burde have vejledt hende om, at det kunne få betydning for familiesammenføring, hvis hun modtog en sådan ydelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens ægtefælle i juni 2012 modtog 18.537 kr. i henhold til § 85, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, og at dette beløb – uanset at der var tale om en enkeltstående ydelse, der ikke var direkte relateret til forsørgelse – ikke kunne anses for at være af mindre beløbsmæssig størrelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgerens ægtefælle ikke mente at være blevet vejledt korrekt, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at hverken Udlændingestyrelsen eller bopælskommunen på tidspunktet for udbetaling af enkeltydelsen – ud fra det til sagen oplyste – havde haft en konkret anledning til at vejlede ansøgerens ægtefælle om udlændingelovens § 9, stk. 5, da ægtefællen ved anmodningen om enkeltydelsen havde angivet sin civilstand som enlig, og da ansøgeren i juni 2012 ikke havde en verserende ansøgning om opholdstilladelse, idet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle først i februar 2013 indgav ansøgning om opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle på afgørelsestidspunktet havde tilbagebetalt de 18.537 kr. til kommunen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne henvises til at indrejse og tage ophold i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2013/120.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet