Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet
Dato: 17-02-2014Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs kurder fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at ansøgeren var under 24 år, og der ikke forelå ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse. Det fremgik af sagen, at ansøgerens herboende ægtefælle i 2009 var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning, og at han ikke kunne vende tilbage til hjemlandet, da han fortsat risikerede asylrelevant forfølgelse. Ansøgeren havde boet cirka fire år i Tyskland, hvor hun havde opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da ansøgeren var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Tyskland, og at der ikke var oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyskland, hvor parret havde mødt hinanden, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren var gravid med forventet termin i juni 2014, kunne heller ikke føre til en anden vurdering. FAM/2014/76.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelses-kravet – Sygdom
Dato: 11-02-2014Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, til en statsborger fra Tyrkiet. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i perioden fra maj 2011 og frem til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse inden for de seneste tre år havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle led af emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderline, en evasiv personlighedsforstyrrelse, PTSD, OCD og ADHD, at hun havde været indlagt på baggrund af depressive symptomer og selvmordsforsøg, at hun havde haft psykoselignende symptomer med stemmehøring, der havde opfordret hende til at begå selvmord, og at hun var i medicinsk behandling for sine psykiske lidelser, ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at hun ikke var tilkendt førtidspension, og at hun havde søgt optagelse på social- og sundhedsskolen med henblik på at tage en uddannelse. Udlændingenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle måtte anses for at være afskåret fra på et senere tidspunkt at kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens herboende ægtefælles helbredsmæssige forhold ikke bevirkede, at parret ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor ansøgerens forældre, søskende og fem børn var bosat, for at udøve familielivet dér, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det i sagen anførte om, at det ville være en for stor omvæltning for ansøgerens herboende ægtefælle at bosætte sig sammen med ansøgeren i Tyrkiet på grund af hendes sygdomme, idet hun havde sin familie og sine venner i Danmark, og at hun havde behov for faste rammer, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at parret mødtes i Tyrkiet, hvor de indgik ægteskab, og hvor ansøgerens herboende ægtefælle efter egne oplysninger – på trods af hendes helbredsmæssige forhold – havde haft flere besøgsophold. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle havde lært det tyrkiske sprog under sine mange ferieophold i Tyrkiet, og at hun desuden havde taget et tyrkisk sprogkursus i Danmark. FAM/2014/202.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 31-01-2014Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Kina. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle i perioden fra september 2009 til december 2010 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik §§ 11 og 25.
Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt, idet ansøgerens ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioden fra september 2009 til december 2010 havde modtaget kontanthjælp. Det var indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens ægtefælle påbegyndte at modtage offentlig hjælp efter et længerevarende udlandsophold, og at ansøgerens ægtefælle havde anført, at han ikke ville have taget imod kommunens tilbud om offentlig hjælp, hvis han havde været oplyst om konsekvenserne heraf. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, og lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle modtog offentlig hjælp i en periode på 15 en halv måned, og at der således ikke var tale om hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke var direkte relateret til forsørgelse. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, og lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige, forhold, der bevirkede, at ansøgerens ægtefælle ikke ville kunne henvises til at tage ophold i Kina for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioden fra september 2007 til maj 2009 boede og arbejdede i Kina, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødte hinanden, og hvor parret blev gift i september 2011. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var i lære som kok og muligvis skulle afbryde sit uddannelsesforløb, såfremt han valgte at udøve familielivet med ansøgeren i Kina, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren var flyttet tilbage til sine forældre i Kina, og at dette var usædvanligt og et stigende problem for ansøgeren grundet kinesisk kultur og tradition, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan føre til en fravigelse af betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det forhold, at ansøgeren var gravid med termin i marts 2013, kunne ligeledes ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret indgik ægteskab, samt at ansøgeren blev gravid, på et tidspunkt hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark. FAM/2013/118.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 29-01-2014Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse til en statsborger fra Marokko, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i september 2010 vurderet til at være omfattet af fleksjobordningen og modtog i ledighedsperioder ledighedsydelser efter § 74 i lov om aktiv socialpolitik. I 2011 modtog ansøgerens herboende ægtefælle ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, jf. § 11 (kontanthjælp), i en måned. Det fremgik af journalnotater fra det jobcenter, som ansøgerens herboende ægtefælle havde været tilknyttet, at ansøgerens herboende ægtefælle selv havde opsagt sit fleksjob på grund af samarbejdsvanskeligheder med arbejdsgiveren, hvorfor den herboende ægtefælle selvforskyldt var blevet ledig og dermed havde været selvforskyldt i at modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, jf. § 11, i den pågældende måned. I juni 2012 overgik ansøgerens herboende ægtefælle til at modtage ydelser efter § 25, jf. § 11 i lov om aktiv socialpolitik, idet ansøgerens ægtefælle havde været ledig i seks måneder og var over 60 år, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 74 b, stk. 7. I november 2012 overgik ansøgerens herboende ægtefælle til folkepension.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerens ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, jf. § 11, i en måned i 2011, og at ansøgerens ægtefælle var selvforskyldt i modtagelsen af disse ydelser. Udlændingenævnet bemærkede, at de ydelser, som ansøgerens ægtefælle havde modtaget efter lov om aktiv socialpolitiks § 74 (ledighedsydelser), ikke burde føre til afslag efter bestemmelsen, idet ansøgerens herboende ægtefælle på dette tidspunkt var visiteret til fleksjob, hvorfor han var afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, og idet ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ydelserne, der blev udbetalt efter juni 2012 – til trods for at disse blev udbetalt efter § 25, jf. § 11, i lov om aktiv socialpolitik – ikke indgik i beregningen af, om ansøgerens herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik inden for de seneste tre år, idet ansøgerens ægtefælle, som på dette tidspunkt var fyldt 60 år, ikke længere kunne modtage ledighedsydelse, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 74 b, stk. 7. FAM/2014/28.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Dato: 27-01-2014Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i juli 2013. Efterfølgende fremsendte parret en lejekontrakt til Udlændingestyrelsen, som var underskrevet i september 2013, og hvoraf det blandt andet fremgik, at lejemålet begyndte i december 2012, at boligen bestod af fire værelser, at det samlede areal udgjorde 125 m2, at huslejen udgjorde i alt 100 kr. pr. måned, at udlejeren leverede varme, varmt vand og el på lejemålet, og at udlejeren leverede fællessignalforsyning, hvortil lejeren skulle betale bidrag. Den herboende ægtefælle havde i over et år været skrevet op til en lejebolig hos et boligselskab. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som var født i september 2010.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den til sagen fremlagte lejekontakt var underskrevet i september 2013 – altså efter ansøgningens indgivelse – og at lejeforholdet påbegyndtes i december 2012. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at lejemålet efter det oplyste var ejet af en bekendt til den herboende ægtefælle, og at udlejerens fader og broder endvidere var bosiddende på adressen, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have den fulde rådighed over lejemålet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at huslejen alene udgjorde 100 kr. om måneden for et lejemål bestående af fire værelser og med et samlet areal på 125 m2. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse omstændigheder, at der ikke forelå et reelt lejeforhold mellem den herboende ægtefælle og udlejeren, hvorfor den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at have godtgjort at råde over en bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6, og lagde vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Pakistan. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, som talte dansk, og som gik i dansk børnehave, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet på grund af dets unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. FAM/2014/27.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet
Dato: 17-01-2014Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til, at ansøgeren var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i august 2008 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren blev født i Tyrkiet i december 1990, og ansøgeren indgik i juli 2013 ægteskab med sin herboende ægtefælle. I august 2013 indrejste ansøgeren i Danmark, og ansøgeren indgav i oktober 2013 ansøgning om opholdstilladelse. Det var af parterne oplyst, at de ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, og at parret efter vielsen havde kommunikeret via telefon og SMS. Det fremgik af sagen, at den herboende ægtefælle led af øjenlidelserne amaurosis congenita og pseudophakia. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2013 ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Under klagesagen blev det anført, at den herboende ægtefælle var synshandicappet, at den herboende ægtefælle i denne forbindelse havde brug for hjælp fra ansøgeren og sine forældre, at den herboende ægtefælle var førtidspensionist i Danmark, og at den herboende ægtefælle grundet synshandicappet ikke kunne tage ophold i Tyrkiet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da ansøgeren var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter de oplyste forhold ikke var forhindret i at udøve familielivet i Tyrkiet, samt at den herboende ægtefælle, som havde et medfødt synshandicap, ikke led af en behandlingskrævende sygdom, hvorfor det ikke var godtgjort, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne modtage den nødvendige pasning og pleje i Tyrkiet. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle i 2011, 2012 og 2013 havde opholdt sig i Tyrkiet, hvor parret endvidere indgik ægteskabet. Det kunne ikke føre til et ændret resultat, at den herboende ægtefælle blev meddelt førtidspension i januar 2013. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise ansøgeren til at udøve familielivet med ansøgerens ægtefælle i Tyrkiet. FAM/2014/138.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse
Dato: 15-01-2014Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Thailand. Den herboende ægtefælle var i april 2008 blevet visiteret til fleksjob på grund af en varig funktionsnedsættelse, og den herboende ægtefælle havde siden august 2012 på baggrund heraf modtaget ledighedsydelser efter lov om aktiv socialpolitik § 74.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/1.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse
Dato: 15-01-2014Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Bosnien-Hercegovina. Den herboende ægtefælle blev i december 2010 visiteret til fleksjob og modtog i en periode på tre måneder fra januar 2011 til marts 2011 ledighedsydelse grundet varig funktionsnedsættelse, hvorefter han påbegyndte et fleksjob.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændinge¬lovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/3.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse
Dato: 15-01-2014Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Marokko. Den herboende ægtefælle blev i 2008 sygemeldt fra sit arbejde grundet sit psykiske helbred og modtog i en periode fra 2010 til 2012 ledighedsydelse efter lov om aktiv social politik. Den herboende ægtefælle kunne grundet sit psykiske helbred ikke fungere i et fleksjob, og ægtefællen blev i 2012 efter flere afklaringsforløb tilkendt førtidspension.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/4.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 13-01-2014Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstil-ladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Iran med tidsubegrænset opholdstilladelse i USA. Den herboende ægtefælle, der også var statsborger i Iran, var i 2010 sammen med sin myndige bror blevet meddelt asyl i Danmark. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra oktober 2010 til marts 2012, i oktober 2012 og i perioden fra februar 2013 til april 2013 indenfor de seneste tre år forud for afgørelsestidspunktet modtaget ydelser efter integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik. Ydelserne var udbetalt til forsørgelse. Under sagens behandling blev det oplyst, at den herboende ægtefælle led af posttraumatisk stressbelastning (PTSD), og at hun led af smerter efter skudskader. Der blev endvidere henvist til det tætte familieforhold mellem den herboende ægtefælle og hendes myndige bror, som hun søgte asyl sammen med.
Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt, idet ansøgerens ægtefælle inden for de sidste tre år forud for afgørelsen havde modtaget ydelser efter henholdsvis integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik, og at ydelserne var udbetalt til underhold. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle efter det oplyste var velfungerende i dagligdagen og måtte antages at kunne opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5, på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle kunne henvises til at indrejse og tage ophold i USA, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens ægtefælle ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at denne ikke ville kunne opnå tilladelse til at tage ophold i USA for dér at udøve familielivet med ansøgeren, og at Udlændingestyrelsen havde vurderet, at ansøgerens ægtefælle ikke ville risikere tilbagesendelse fra USA til sit hjemland (refoulement). Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var blevet meddelt asyl i Danmark sammen med sin bror, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens ægtefælle havde stiftet selvstændig familie med ansøgeren, og idet ansøgerens ægtefælles bror ikke boede sammen med ansøgerens ægtefælle, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at den herboende ægtefælle og hendes myndige bror havde en sådan særlig tilknytning til hinanden, der gik ud over, hvad der følger af selve slægtskabet, at dette ville kunne føre til et andet resultat i sagen. FAM/2014/9.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet