Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Nægtelse af forlængelse – Genoplivelse af betingelserne for opholdstilladelse
Dato: 02-04-2014Udlændingenævnets flertal stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om betingelserne tilknyttet en forlængelse af opholdstilladelse til en ansøger fra Bosnien-Hercegovina. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i 1993 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter den særlige Jugoslaver-nødlov og blev efterfølgende i 1995 meddelt asyl i Danmark. Ansøgeren fik i september 2004 opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev på daværende tidspunkt oplyst af Udlændingestyrelsen om, at forsørgelses- og boligkravet i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 3, og § 9, stk. 6, blev fraveget under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle på grund af sin flygtningestatus ikke kunne henvises til at tage ophold i sit hjemland. Ansøgeren blev endvidere oplyst om, at så længe dennes opholdstilladelse var tidsbegrænset, ville forsørgelses- og boligkravet kunne genoplives, såfremt fravigelsesgrunden ikke længere var til stede. I august 2011 indgav ansøgeren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at der – efter at ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt asyl i Danmark – var indtrådt fundamentale, varige og effektive ændringer i den herboende ægtefælles hjemland, hvorfor ophørsgrundene i flygtningekonventionens artikel 1 c (5) var indtrådt, hvilket betød, at ansøgerens opholdstilladelse kunne betinges af de almindelige krav til ægtefællesammenføring. Ansøgerens opholdstilladelse i Danmark blev således i juli 2013 forlænget, og kravene til forsørgelse blev genoplivet, således at ansøgerens opholdstilladelse nu var betinget af, at parret ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse, og at parret rådede over egen bolig af rimelig størrelse.
Udlændingenævnets flertal fandt ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2013. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgeren ved meddelelse af opholdstilladelse i 2004 blev vejledt af Udlændingestyrelsen om, at kravene ville kunne genoplives, hvis fravigelsesgrunden ikke længere var til stede, så længe hans opholdstilladelse var tidsbegrænset, at der i tiden efter, at ansøgerens herboende ægtefælle fik asyl i Danmark var indtrådt fundamentale, varige og effektive ændringer i hjemlandet, at de asylbegrundende omstændigheder således var ophørt for ansøgerens herboende ægtefælle, og at ansøgerens ægtefælle ikke længere ved en tilbagevenden til hjemlandet ville risikere asylrelevant forfølgelse. Flertallet fandt således, at der fortsat var grundlag for at genoplive betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse om, at opholdstilladelsen nu også var betinget af, at parret rådede over egen bolig af rimelig størrelse. FAM/2014/79.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse
Dato: 26-03-2014Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5 (krav om bestået Prøve i Dansk 1) til en tyrkisk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle, som i 1998 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet, var omfattet af betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12, hvorfor den herboende ægtefælle skulle opfylde de betingelser, der gælder for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse. Den herboende ægtefælle opfyldte ikke betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, idet hun alene havde dokumenteret, at hun sluttede Spor 2, Trin 2, som svarer til Dansk Uddannelse 2, modul 4, hvorfor hun således ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Der forelå i sagen ikke oplysninger om ganske særlige grunde, som kunne føre til fravigelse af kravet. Det forhold, at parret havde to børn, født i henholdsvis 2009 og 2012, med opholdstilladelse i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. FAM/2014/30.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv
Dato: 26-03-2014Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde i årene fra 1986 til 1999 etableret et familieliv i Tyrkiet, herunder var alle parrets fire fællesbørn født i Tyrkiet forud for referencens indrejse i Danmark i 1999. Den herboende ægtefælle blev i 1999 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende tysk statsborger. Den herboende ægtefælle fik i 2006 tidsubegrænset opholdstilladelse, hvorefter han i 2007 blev skilt fra sin tidligere herboende ægtefælle og på ny blev gift med ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og referencen var født og opvokset i Tyrkiet, hvor begge havde haft deres skolegang og en stor del af deres voksenliv, hvorfor de begge måtte antages at have en stærkere tilknytning til Tyrkiet end til Danmark, hvor den herboende reference først kom til i 1999 i en alder af 37 år, og hvor ansøgeren kun havde haft ophold på henholdsvis visum og processuelt ophold. Udlændingenævnet havde endvidere lagt betydelig vægt på, at parret i årene fra 1986-1999 havde etableret et oprindeligt familieliv i Tyrkiet, herunder at alle parrets fire fællesbørn var født i Tyrkiet forud for den herboende references indrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at referencen havde bevaret en meget væsentlig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet henviste til, at det med betydelig vægt vil tale imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, hvis den herboende ægtefælle og ansøgeren tidligere har været gift eller levet sammen – har haft et oprindeligt familieliv – i deres fælles hjemland inden den herboendes indrejse i Danmark, og ægtefællerne senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af (et nyt) ægteskab indgået efter den herboendes indrejse i Danmark, og at det også ville være tilfældet, uanset at den herboende ægtefælle f.eks. har haft opholdstilladelse i Danmark i over 12 år og har haft arbejdsmarkedstilknytning, da indgåelse af et ægteskab på ny med den tidligere ægtefælle/samlever indikerer en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet, hvorfor det oplyste om den herboende ægtefælles fire-årige tilknytning til arbejdsmarkedet under hans 15 årigt ophold i Danmark ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2014/103.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 20-03-2014Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), til en statsborger fra Libanon.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samtlige omstændigheder, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren og varigheden af ansøgerens herboende ægtefælles tilknytning til Danmark, herunder at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1986, at han havde været dansk statsborger siden 1992 og efter det oplyste, inden han blev førtidspensionist, havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, samt at han siden sin indrejse i Danmark ikke sås at have boet i udlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra 1995 til 2008 havde boet i Danmark, samt at parret i denne periode havde fået tre fællesbørn, som alle sammen var danske statsborgere. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at ansøgeren var født i Libanon, mens ansøgerens herboende ægtefælle var født i Irak, og at ansøgerens herboende ægtefælle udover ferieophold i Libanon ikke sås at have haft længerevarende ophold i Libanon. FAM/2014/115.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 20-03-2014Udlændingenævnet omgjorde i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7, til en statsborger fra Libanon.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samtlige omstændigheder, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren og varigheden af ansøgerens ægtefælles tilknytning til Danmark, herunder at ansøgerens ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1986, at han havde været dansk statsborger siden 1992 og efter det oplyste, inden han blev førtidspensionist, havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, samt at han siden sin indrejse i Danmark ikke sås at have boet i udlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra 1995 til 2008 havde boet i Danmark, samt at parret i denne periode havde fået tre fællesbørn, som alle sammen var danske statsborgere. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at ansøgeren var født i Libanon, mens ansøgerens ægtefælle var født i Irak, og at ansøgerens ægtefælle udover ferieophold i Libanon ikke sås at have haft længerevarende ophold i Libanon. FAM/2014/14.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 20-03-2014Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle blev i marts 1992 meddelt opholdstilladelse i Danmark og blev i august 1998 meddelt dansk statsborgerskab. Ansøgeren blev i september 1998 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med den herboende ægtefælle og blev i juni 2001 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Parret havde fået tre børn, født i september 1998, i februar 2002 i Danmark samt i november 2006 i Tyrkiet. Alle tre børn var danske statsborgere. Det var til sagen oplyst, at parret og parrets på daværende tidspunkt to børn i perioden fra september 2003 til september 2004 havde boet i Tyrkiet, at de herefter havde opholdt sig i Danmark frem til april 2005, hvor parret og parrets to børn igen udrejste til Tyrkiet, at parret og deres fællesbørn indrejste på ny i Danmark i april 2013, at parret talte tyrkisk sammen, at ansøgerens forældre og søskende var bosiddende i Tyrkiet, og at ansøgerens ægtefælles søskende var bosiddende i Tyrkiet.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selvom ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioden fra 1992 til september 2003 og fra september 2004 og frem til sin udrejse i 2005, og uanset at han i 1998 var blevet meddelt dansk indfødsret, opfyldte parret ikke tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, idet de havde opholdt sig udenfor Danmark i otte år, og idet de tog ophold i Tyrkiet, hvor de begge var født og opvokset. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at parret blev gift i Tyrkiet i 1997, hvor de senest i perioden fra 2005 til 2013 havde boet sammen med deres fællesbørn, at parret kommunikerede sammen på tyrkisk, at parret og deres fællesbørn havde været udrejst af Danmark i knap otte år, og at parret således havde valgt et etablere og opretholde familieliv i Tyrkiet i otte år forud for ansøgerens seneste indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens ægtefælle, uanset at han i 1998 erhvervede dansk statsborgerskab, fortsat havde en betydelig tilknytning til Tyrkiet. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælles fællesbørn var danske statsborgere, og at parret og fællesbørnene siden april 2013 havde boet i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til, at tilknytningskravet var opfyldt og lagde til grund, at parret og fællesbørnene ville kunne fortsætte med at udøve familielivet i Tyrkiet. FAM/2014/25.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 17-03-2014Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i juli 2013 i Etiopien. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996, var blevet dansk statsborger og havde været tilknyttet arbejdsmarkedet siden 2004.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet denne havde boet i Danmark med opholdstilladelse i mere end 12 år, og idet denne var tilknyttet arbejdsmarkedet og havde været det i mere end syv til otte år. Udlændingenævnet lagde dog samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, og at tilknyt-ningskravet derfor ikke kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for fravigelse af kravet og lagde til grund, at den herboende ægtefælle som dansk statsborger ville kunne indrejse og tage ophold i Somalia for dér at udøve familielivet med ansøgeren, henset til at den herboende ægtefælle og ansøgeren begge var født og opvokset i Somalia, at ansøgeren havde boet hele livet i Somalia, og at ansøgeren var somalisk statsborger. FAM/2014/34.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 26-02-2014Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, til et par fra Somalia under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret og da der ikke forelå særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet omgjorde dog samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse under henvisning til parrets samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Parret oplyste, at de havde indgået ægteskab i 2004 i Somalia og samlevet indtil 2008, hvor ansøgeren flygtede ud af Somalia. I perioden fra 2004 til 2008 fik parret fire børn. Ansøgeren blev i 2009 meddelt asyl i Italien. Den herboende ægtefælle og de fire børn blev i 2013 meddelt asyl i Danmark, og ansøgeren søgte kort tid herefter ægtefællesammenføring med den herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at parret ikke havde fremsendt en vielsesattest. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet fandt samtidig, at parret opfyldte samlivskravet, selvom parrets samliv havde været afbrudt siden 2008. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret efter egne oplysninger indgik ægteskab i 2004 og etablerede et samliv på fælles bopæl, at samlivet blev afbrudt i 2008, da ansøgeren grundet asylrelevant forfølgelse måtte flygte fra Somalia, at ansøgeren herefter blev meddelt asyl i Italien i 2009, og at samlivsafbrydelsen således ikke var frivillig. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret kort tid efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark søgte at genetablere familielivet. FAM/2014/10.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – Karenstid for kriminelle forhold begået mod tidligere ægtefælle
Dato: 19-02-2014Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Marokko. Den pågældendes herboende ægtefælle blev i april 2010 dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have udøvet vold imod sin datter og sin tidligere ægtefælle. Den herboende ægtefælle blev idømt tre måneders fængsel, hvoraf den ene måned blev gjort betinget. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i marts 2013. Til støtte for klagen blev det anført, at den herboende ægtefælle ikke kunne tage ophold i ansøgerens hjemland under henvisning til sine fire særbørn, som alle var danske statsborgere, som boede hos ham og havde samvær med deres moder i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle indenfor en periode på ti år forud for Udlændingenævnets afgørelse var idømt frihedsstraf for personfarlig kriminalitet som omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 10, imod sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 10. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fire særbørn, som alle var danske statsborgere, og som boede hos den herboende ægtefælle og havde samvær med deres moder i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 10, hvoraf det fremgår, at det forhold, at parret ikke har mulighed for sammen at tage ophold i et andet land, ikke i sig selv kan begrunde, at karensperioden i udlændingelovens § 9, stk. 10, ikke skal finde anvendelse, og at indskrænkningen i udlændingelovens § 9, stk. 10, er begrundet i hensynet til beskyttelsen af ansøgerens liv og personlige integritet, herunder hensynet til den pågældendes integrationsmuligheder, og dermed varetager hensynet til andres rettigheder og friheder, hvilket er et lovligt hensyn efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, stk. 2, og at det således er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet fandt således, at hensynet til beskyttelsen af ansøgerens liv og personlige integritet vejer tungere end hensynet til beskyttelsen af ansøgeren og ansøgerens ægtefælles ret til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. FAM/2014/62.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – Karenstid for kriminelle forhold begået mod tidligere ægtefælle
Dato: 19-02-2014Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Marokko. Den pågældendes herboende ægtefælle blev i december 2010 dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. til dels § 21, ved i august 2010 at have udøvet vold mod sin tidligere ægtefælle. Den herboende ægtefælle blev idømt fem måneders fængsel. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i oktober 2012, og i maj 2013 blev parrets fællesbarn født. Den herboende ægtefælle havde til sagen oplyst, at han var uskyldig, og at han havde anmodet om genoptagelse af sin straffesag. Den herboende ægtefælle havde endvidere tre mindreårige særbørn, som han skulle have overvåget samvær med i januar 2014.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle indenfor en periode på ti år forud for Udlændingenævnets afgørelse var idømt frihedsstraf for personfarlig kriminalitet som omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 10, imod sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 10. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde oplyst, at han var uskyldig, og at han havde anmodet om genoptagelse af sin straffesag, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet straffesagen på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var endelig. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde tre mindreårige særbørn, som han ønskede samvær med, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 10, hvoraf det fremgår, at det forhold, at parret ikke har mulighed for sammen at tage ophold i et andet land, ikke i sig selv kan begrunde, at karensperioden i udlændingelovens § 9, stk. 10, ikke skal finde anvendelse, og at indskrænkningen i udlændingelovens § 9, stk. 10, er begrundet i hensynet til beskyttelsen af ansøgerens liv og personlige integritet, herunder hensynet til den pågældendes integrationsmuligheder, og dermed varetager hensynet til andres rettigheder og friheder, hvilket er et lovligt hensyn efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, stk. 2, og at det således er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at parret havde fået et fællesbarn i maj 2013, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet parret havde indgået ægteskab, og ansøgeren var blevet gravid på et tidspunkt, hvor parret ikke havde en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark. FAM/2014/63.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet