Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv
Dato: 07-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 7. Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødtes i 1996 og fik i 1997 og 2000 to fællesbørn. Familien indrettede sig enten således, at de boede sammen, eller at den nu herboende ægtefælle løbende besøgte ansøgeren og fællesbørnene i årene 1996 til ultimo 2000. I 2001 indrejste den herboende ægtefælle i Danmark og blev meddelt opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger. I 2005 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse og blev i 2006 skilt fra sin herboende danske ægtefælle. I 2007 indgik ansøgeren og den herboende ægtefælle ægteskab, og parret blev i 2009 forældre til endnu et fællesbarn. I 2009 og 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. I 2011 afviste Udlændingestyrelsen, at ansøgeren kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18 (nu § 9, stk. 21), idet forholdene, der begrundede afslagene i 2009 og 2010, ikke havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde vægt på, ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret havde haft deres skolegang og tilknytning til arbejdsmarkedet, og at den herboende ægtefælle først i en alder af 27 år var indrejst i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren udover den herboende ægtefælle og de tre fællesbørn ingen tilknytning havde til Danmark, og uanset at ansøgeren havde været på visumophold i Danmark tre gange forud for den seneste indrejse i 2013, kunne dette ikke føre til en anden vurdering, idet parret ikke herved havde opnået en større tilknytning til Danmark end til Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, idet indgåelse af ægteskab på ny indikerer, at den herboende ægtefælle har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som den herboende ægtefælle havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet tillagde det betydelig vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde indrettet sig således, at parret enten boede sammen, eller at den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren og fællesbørnene, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret talte kurdisk og tyrkisk sammen, og at parrets forældre og søskende stadig boede i Tyrkiet. Det forhold, at parrets tre fællesbørn henholdsvis i oktober 2010 i en alder af ét år og i 2012 i en alder af henholdsvis 12 og 15 år var meddelt opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en fravigelse af de almindelige betingelser for familiesammenføring, da fællesbørnene ikke havde boet i Danmark fast og sammenhængende i seks til syv år og herunder gået i danske institutioner og/eller skoler. FAM/2014/40.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 01-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9. Ansøgeren blev i 2010 meddelt endeligt afslag på asyl og tvangsmæssigt udsendt til Afghanistan. Ansøgeren indrejste på ny i Danmark i juni 2012 og søgte asyl, hvilket ansøgeren i april 2013 på ny blev meddelt endeligt afslag på. Kort tid herefter indgik ansøgeren ægteskab i Danmark med sin herboende ægtefælle. Parret havde fået dispensation til at indgå ægteskab i Danmark, idet den herboende ægtefælle er anerkendt flygtning i Danmark. Ægtefællen var mor til en kvinde, som ansøgeren under sin første asylsag oplyste at have været forlovet med, men som havde hævet forlovelsen med ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Udlændinge-nævnet lagde vægt på, at ansøgeren to gange tidligere var meddelt endeligt afslag på asyl i Danmark i 2010 og 2013, og at parret kort tid efter det sidste afslag indgik ægteskab og søgte om familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren primært ønskede en opholdstilladelse i Danmark, uanset på hvilket grundlag opholdstilladelsen meddeles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i forbindelse med asylsagerne og ægtefællesammenføringssagen havde givet divergerende oplysninger om, hvem ansøgeren var i et forhold med, herunder den herboende ægtefælle og dennes datter, samt hvornår ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden og blev forlovet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke havde fortalt troværdigt om sine forhold, og at det afgørende formål med ægteskabet var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/35.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 01-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en serbisk statsborger. Den herboende ægtefælle indrejste i Danmark i 1988 som 6-årig. Hans moder var bosiddende i Danmark. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at han var udrejst til Serbien fra marts 2001 til august 2002 og fra september 2005 til november 2012, hvor han havde uddannet sig, og hvor parret var mødtes og var blevet gift. Ansøgeren havde haft fire besøgsophold i Danmark i perioden fra januar 2011 til november 2012, og hun var på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse gravid. Det var til sagen oplyst, at den herboende ægtefælle var ansat på et hospital som kontorassistent, mens han ventede på at få sin autorisation som læge i Danmark. Den herboende ægtefælle havde været udrejst af Danmark til Serbien i samlet ca. otte år.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle – uanset at han var indrejst i Danmark som mindreårig og var blevet dansk statsborger – fortsat havde en betydelig tilknytning til ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var født i Serbien og havde familie dér, ligesom de kommunikerede på serbisk, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i mere end otte år i Serbien, hvor han dels var gået på gymnasiet og dels havde uddannet sig til læge, og hvor parret var blevet gift. Det oplyste om den herboende ægtefælles familiemæssige tilknytning til Danmark og hans tidligere beskæftigelse, herunder at han i perioden fra april 2004 til juli 2005 havde arbejdet som postbud, at han i perioden fra februar 2005 til maj 2005 havde gennemført hærens basisuddannelse som værnepligtig, at han i perioden fra august 2007 til oktober 2007 havde arbejdet som vikar med pleje af udviklingshæmmede børn og voksne, og at han i perioden fra november 2013 til februar 2014 havde arbejdet som frivillig læge på Frederiksberg Hospital, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Ansøgerens fire besøgsophold i Danmark og det forhold, at hun var gravid, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. FAM/2014/43.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år
Dato: 29-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1., og § 9 c, stk. 1, til en tyrkisk statsborger. Den herboende ægtefælle blev senest i august 2013 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle, der er tyrkisk statsborger, ikke havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, selvom referencen havde boet i Danmark siden 1999. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, som var født i 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at barnet ikke var registreret med bopæl i Danmark. FAM/2014/45.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 29-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en statsborger i Sri Lanka. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i september 2010 i Frankrig, hvor ansøgeren var asylsøger og havde fået afslag på asyl. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996. I maj 2012 fik parret et fællesbarn.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Sri Lanka, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det er en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet denne havde boet i Danmark med opholdstilladelse i mere end 12 år, og idet denne var tilknyttet arbejdsmarkedet. Samtidig lagde Udlændingenævnet til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet som følge af dets unge alder ikke kunne antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde gives opholdstilladelse under henvisning hertil. FAM/2014/46.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 24-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en serbisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1998, og han fik dansk indfødsret i juni 2004. Den herboende ægtefælle havde oplyst at have arbejdet i Danmark fra 2007 til 2010 og at have boet sammenlagt i Danmark i over 12 år. Den herboende ægtefælle havde haft størstedelen af sin skolegang i det tidligere Jugoslavien (nu Bosnien-Hercegovina). Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i juli 2001 i Serbien. Ansøgeren var født i Beograd i 1981, og hun opholdt sig i Danmark i 2009 og 2012 på visumophold. Ansøgerens forældre og søskende boede i Serbien. Den herboende ægtefælle udrejste af Danmark til Bosnien-Hercegovina i februar 2011, og ansøgeren og den herboende ægtefælle blev kort tid efter gift i Serbien. Den herboende ægtefælle rejste til Dubai i april 2011, hvortil ansøgeren indrejste måneden efter. Parret boede herefter sammen i De Forenede Arabiske Emirater fra maj 2011 til maj 2012. I samme periode var den herboende ægtefælle i Det Centrale Personregister registreret som bosat i Bosnien-Hercegovina.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle var født og opvokset i Jugoslavien og fik opholdstilladelse i Danmark i 1998 som 23-årig, og at Bosnien-Hercegovina geografisk og kulturelt er tæt tilknyttet Serbien, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var født, opvokset og havde haft sin skolegang i Serbien, at ansøgeren havde familie og venner i Serbien, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle blev gift i Serbien i 2011. Udlændingenævnet lagde herved betydelig vægt på, at ansøgerens ægtefælle valgte at rejse ud af Danmark i 2011 og ifølge Det Centrale Personregister bosatte sig i Bosnien-Hercegovina, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle valgte at stifte familie, for derefter at flytte sammen til Dubai fra Bosnien-Hercegovina/Serbien. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren kun havde opnået en begrænset tilknytning til Danmark ved ansøgerens visumophold i 2009 og 2012. Det var indgået i grundlaget for afgørelsen, at den herboende ægtefælle efter det oplyste havde gennemført en styrmandsuddannelse og pilotuddannelse i Danmark og efter det oplyste havde arbejdet i Danmark i perioden fra 2007 til 2010. Udlændingenævnet havde ikke modtaget dokumentation for dette. Udlændingenævnet bemærkede dog hertil, at det oplyste arbejde i perioden fra 2007 til 2010 ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Det indgik i vurderingen, at den herboende ægtefælle havde været beskæftiget i Danmark siden november 2012, og at han erhvervede dansk indfødsret i 2004. Dette fandt Udlændingenævnet imidlertid ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det kunne samtidig ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark i mere end 12 år, idet de 12 år i Danmark ikke havde været sammenhængende, og idet parret havde etableret familieliv på et tidspunkt, hvor ægteparret var udrejst af Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde fremsendt dokumentation for at have været ansat som pilot i Dubai i en del af den periode, hvor ægtefællen ifølge Det Centrale Personregister havde opholdt sig i Bosnien-Hercegovina, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. FAM/2014/141.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 23-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Pakistan efter udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var begge født og opvokset i Pakistan og var pakistanske statsborgere. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle var født i april 1970, at han indgik ægteskab i Danmark med en herboende person i maj 1995, at han i juni 1996 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dette ægteskab, at han i marts 1999 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, at han i marts 2000 blev skilt fra sin herboende ægtefælle, at han i maj 2000 indgik ægteskab med ansøgeren i Pakistan, og at parret senest i september 2013 indgav ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab. I den forbindelse havde ansøgeren oplyst, at parrets ægteskab var arrangeret af deres familier, og at ægteskabet blev arrangeret fem år forud for ægteskabets indgåelse, ligesom parret selv havde accepteret ægteskabet fem år forud for ægteskabets indgåelse. Parret havde tre børn, født i henholdsvis september 2004, november 2006 og december 2010, som alle tre havde opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde efter ægteskabets indgåelse haft kontakt via besøgsophold og telefon, hvor parret talte urdu og punjabi sammen, og ansøgeren havde opholdt sig i Danmark på visum og processuelt ophold i 2007, 2012 og 2013.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor de også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i juni 1996 i en alder af 26 år, og hvor ansøgerens ægtefælle havde haft ophold i cirka 18 år. Udlændingenævnet havde i den forbindelse lagt betydelig vægt på, at parret blev forlovet i Pakistan i 1995, hvor der blev truffet aftale om indgåelse af ægteskab, og at ansøgerens ægtefælle således blev gift med en herboende filippinsk statsborger, da han var forlovet og vidste, at han skulle giftes i Pakistan med ansøgeren. Det bemærkedes, at ansøgerens ægtefælle blev skilt fra sin tidligere ægtefælle kort tid efter, at han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han dernæst kort tid efter blev gift med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at parrets forhold – henset til den måde parret valgte at etablere familielivet på – havde karakter af et oprindeligt familieliv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at familielivet blev etableret i Pakistan og fortsat havde været udøvet med udgangspunkt i Pakistan. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at parrets fællesbørn var født og til dels opvokset i Pakistan, og at parret i perioden 2001-2012 ikke havde søgt familiesammenføring i Danmark, hvilket understøttede parrets væsentlige tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på visumophold i 2007, 2012 og 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Pakistan. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret talte urdu og punjabi sammen, at ansøgerens søskende var bosiddende i Pakistan, at ansøgerens ægtefælles forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Pakistan, og at ansøgerens ægtefælle flere gange havde været på besøgsophold i Pakistan. FAM/2014/26.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 14-04-2014Udlændingenævnet omgjorde i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring på baggrund af et samlivsforhold til en statsborger fra New Zealand.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende samlever havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fremgik af den herboende samlevers kommunes journalnotater eller andre sagsnotater i kommunen, at hun var blevet vejledt om konsekvenserne vedrørende familiesammenføring i forbindelse med at modtage kontanthjælp, samt at medarbejderne i kommunens jobcenter ikke kunne erindre at have rådgivet den herboende samlever om betydningen af modtagelse af kontanthjælp i familiesammenføringssager. Udlændingenævnet fandt på baggrund heraf, at kommunen ikke havde overholdt god forvaltningsskik, herunder den generelle vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, hvorfor Udlændingestyrelsens afgørelse blev omgjort. FAM/2014/15.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 07-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er grankusine og granfætter. Parret mødte hinanden første gang i marts 2013 i Pakistan, hvor ansøgeren opholdt sig. Parret havde forinden talt i telefon sammen i ét år og i løbet af dette år aftalt at indgå ægteskab. Parret indgik ægteskab i Pakistan to uger efter det første møde med hinanden. Herefter rejste den herboende ægtefælle tilbage til Danmark, og ansøgeren indrejste i Danmark i juli 2013. Kort tid herefter blev ansøgeren gravid. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at han havde bedt sin mor om at undersøge, om der var en kvinde i moderens omgangskreds, der havde en datter, som den herboende ægtefælle kunne indgå ægteskab med. I forbindelse med klagen anførte ansøgerens advokat, at ansøgeren og den herboende ægtefælle først ved ægteskabets indgåelse var blevet bekendt med deres indbyrdes slægtskabsforhold, og at slægtskabet således ikke havde haft indflydelse på ansøgerens og ansøgerens ægtefælles ægteskab, hvilket efter advokatens opfattelse udelukkede, at der kunne være tale om tvangsægteskab.
Udlændingenævnet fandt, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtkendskab udover den familiemæssige relation forud for ægteskabets indgåelse, og at parret kun havde boet sammen i forbindelse med ægteskabets indgåelse og ansøgerens besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at parrets indbyrdes kontakt via telefon og internet forud for ægteskabets indgåelse ikke havde haft en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab var tilbagevist. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet eller udgifterne hertil. Det forhold, at ansøgeren var gravid på tidspunktet for klagen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da graviditet ikke i sig selv kan afkræfte formodningen for, at ægteskabet er indgået efter begge parters ønske. FAM/2014/38.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 07-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet den herboende ægtefælle og ansøgeren er granfætter og grankusine. Parret mødte hinanden første gang i 2010 under den herboende ægtefælles ferie i Tyrkiet. Parret holdt kontakt med hinanden i to år via telefon og Facebook, og den herboende rejste på ferie i Tyrkiet et par gange, blandt andet i juli 2012, hvor parret indgik ægteskab. Herefter rejste den herboende ægtefælle og ansøgeren til Danmark og indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren nedkom i februar 2014 med parrets fællesbarn. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at parret selv planlagde brylluppet med hjælp fra deres forældre, at de finansierede brylluppet med de pengegaver, parret modtog i forbindelse med brylluppet, og at det ville være vanskeligt for den herboende ægtefælle at udøve familielivet i Tyrkiet, da den herboende ægtefælle oplevede at have en større tilknytning til Danmark end Tyrkiet.
Udlændingenævnet fandt, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde haft et længere og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, der rakte ud over, hvad der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet bemærkede, at det efter omstændighederne vil kunne tilbagevise formodningen om, at et ægteskab ikke er indgået efter begge parters eget valg, hvis der efter ægteskabets indgåelse har været et samliv af betydelig varighed, og det må lægges til grund, at begge parter ønsker at forsætte samlivet, og at parrets forudgående kontakt til hinanden i den forbindelse ikke kunne sidestilles med et egentligt samliv. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter gældende praksis vil et samliv, som har varet i to år, kunne føre til, at der foreligger et samliv, der anses for værende af betydelig varighed. Samlivet skal kunne dokumenteres. Det forhold, at ansøgeren i februar 2014 nedkom med parrets fællesbarn, kunne ej heller føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at dette i sig selv ikke var nok til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske. FAM/2014/39.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet