Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 04-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, til et par fra Somalia under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet parret efter det oplyste blev gift i Somalia, og idet de danske myndigheder ikke siden 1995 havde tillagt somaliske dokumenter sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, parret ikke havde levet sammen siden 2000, og at parrets tidligere samlivsforhold således blev afbrudt senest i juni 2000, da den herboende ægtefælle udrejste til Etiopien for dér at indgå ægteskab med en anden herboende somalisk kvinde, som han efterfølgende rejste til Danmark med. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke forelå særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da den herboende ægtefælle under sin asylsag havde oplyst, at han i juni 2000 forlod ansøgeren og parrets fællesbørn for at blive gift med anden herboende somalisk kvinde. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret ikke havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, som havde fået opholdstilladelse i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at barnet som følge af dets unge alder ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning her til landet, at der burde gives ansøgeren opholdstilladelse alene under henvisning hertil. FAM/2014/60.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 04-06-2014Udlændingenævnet omgjorde i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2002 i Irak. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1990. Ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde igennem flere perioder på sammenlagt mere end fire år boet sammen i Irak. Parret fik i september 2004 og i september 2005 (tvillinger) tre fællesbørn, som var danske statsborgere. Siden 2009 havde børnene været i Danmark. Et af parrets børn, som var født i september 2005, var handicappet, og barnet havde behov for særlige institutionstilbud, herunder aflastningsinstitution af hensyn til de to øvrige børn.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for bedst stammede med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle ikke skulle henvises til at udøve familielivet i Irak. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parrets ene fællesbarn, som var handicappet og led af infantil autisme og uspecificeret mental retardering havde opholdt sig i Danmark siden 2009, og at barnet modtog særlig pædagogisk behandling på en særlig institution. FAM/2014/59.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 27-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Somalia under henvisning til, at det af ansøgeren og dennes ægtefælle indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og at der ikke forelå særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, som også var somalisk statsborger, indrejste i Danmark i juni 2013 og blev i april 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Under asylsagen oplyste den herboende reference, at han blev gift med ansøgeren i Somalia i marts eller april 2012, men at han aldrig boede sammen med ansøgeren, idet han blev boende hos sine forældre, mens han i forbindelse med familiesammenføringssagen oplyste, at parret boede sammen i en måned efter brylluppet, og at han havde haft kontakt med ansøgeren via telefon og Skype.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at det indgåede ægteskab ikke var retsgyldigt og derfor ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet parret efter det oplyste blev gift i Somalia i 2012, og idet de danske udlændingemyndigheder ikke siden 1995 havde tillagt somaliske dokumenter sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret efter ægteskabets indgåelse ikke havde dokumenteret at have etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, eftersom de ikke havde levet sammen, da den herboende ægtefælle efter brylluppet fortsat havde boet sammen med sine forældre, hvorfor parret ikke havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions, artikel 8. FAM/2014/106.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 27-05-2014Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en somalisk statsborger på baggrund af, at den herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den herboende ægtefælle kom til Danmark som kvoteflygtning, at han led af alvorlig sygdom, at han efter en hjerneoperation i 2012 var blevet dobbeltsidig delvis lammet i benene, at han var invalideret med en meget begrænset gangfunktion, at han havde udviklet epilepsi med generaliseret krampeanfald og bevidsthedstab, at han led af sukkersyge, og at han blev behandlet med antipsykotiske medicin. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at parrets ægteskab blev indgået før den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og at ægtefællerne var blevet adskilt på tidspunktet, hvor den herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning i Danmark, samt at ansøgeren var udrejst af Somalia og på afgørelsestidspunktet havde haft opholdstilladelse i Italien igennem fem-seks år. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder fandt Udlændingenævnet, at parret ikke burde henvises til at udøve familielivet i Italien. FAM/2014/105.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 26-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 5, til en tyrkisk statsborger. Den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra januar 2010 til januar 2014, og havde siden februar 2014 modtaget folkepension. Den herboendes ægtefælle havde i 2009 fået konstateret diskusprolaps og havde efter det oplyste været præget af sorg og depression grundet sygdommen. Det fremgik af sagen, at ansøgeren afviste behandling for sygdommen. På afgørelsestidspunktet var den herboende ægtefælle ikke i medicinsk behandling.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik inden for de seneste tre år, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fået konstateret diskusprolaps og havde været præget af sorg og depression, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om helbredsforhold af en sådan karakter, at det kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den herboende ægtefælle ikke modtog behandling eller medicin, og at vedkommende forud for meddelelse af førtidspension var blevet vurderet egnet til et skånejob. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde modtaget folkepension siden februar 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet ikke fandt det dokumenteret, at vedkommende havde været ude af stand til at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, frem til meddelelse af folkepension i februar 2014. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige – herunder helbredsmæssige – forhold der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise parret til at udøve familielivet i Tyrkiet. FAM/2014/64.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 19-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9. Ansøgeren blev i april 2013 meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til ansøgerens herboende voksne datter. I forbindelse med ansøgningen oplyste ansøgeren, at hun havde besøgt sin datter i Danmark fra juli 2012 til september 2012. I oktober 2013 indgik ansøgeren ægteskab med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren indgav senere i oktober 2013 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet. I forbindelse med ansøgningen oplyste ansøgeren blandt andet, at ansøgeren traf sin herboende ægtefælle via dating.dk under sit besøg i Danmark fra juli 2012 til september 2012. I december 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 9. Den herboende ægtefælle oplyste i forbindelse med klagen til Udlændingenævnet, at ansøgerens herboende datter havde forsøgt at finde en dansk mand til sin moder, således at ansøgeren kunne bo hos sin datter i Danmark, og at ansøgeren boede sammen med den herboende ægtefælle fra august 2012 til september 2012.
Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i april 2013 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, og at ansøgeren i denne forbindelse oplyste, at ansøgeren boede hos sin herboende datter i perioden fra juli 2012 til september 2012, mens ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med den herboende ægtefælle oplyste, at ansøgeren i perioden fra august 2012 til september 2012 boede sammen med den herboende ægtefælle. Det var endvidere ansøgerens herboende datter, som var anført som vært i forbindelse med et visum udstedt til ansøgeren gældende for 90 dage i en periode fra december 2012 til december 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle i forbindelse med klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde anfægtet Udlændingestyrelsens sagsfremstilling. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgeren ikke havde oplyst troværdigt om sine forhold, at det afgørende formål med ægteskabet for ansøgeren var at opnå opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/186.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Genoptagelse – Passivitet
Dato: 15-05-2014Udlændingenævnet afviste i maj 2014 at behandle en herboendes ægtefælle anmodning om genoptagelse af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra november 2010, hvorved ministeriet stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), til en iransk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at der gjaldt som udgangspunkt ingen frist gælder for anmodning om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, men at passivitetsbetragtninger kan inddrages i sager, hvor en genoptagelsesanmodning først indgives flere år efter, at afgørelsen er truffet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at realitetsbehandle genoptagelsesanmodningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i november 2010 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2010, at der således var forløbet mere end tre år mellem tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og indtil den herboende ægtefælles anmodning om genoptagelse af sagen, og at den herboende ægtefælle ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles ret til at anmode om genoptagelse af sagen var bortfaldet ud fra passivitetsbetragtninger. Den herboende ægtefælles anmodning om genoptagelse af sagen blev således afvist og blev ikke behandlet i Udlændingenævnet. FAM/2014/132.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Omgørelse
Dato: 15-05-2014Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark i 12 år, at den herboende ægtefælle havde haft tilknytning til det danske arbejdsmarked igennem flere år, og at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet ansøgeren havde været i Danmark på visumophold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7 var opfyldt. FAM/2014/133.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet
Dato: 13-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse under henvisning til ægteskab til en statsborger fra Libanon. Ansøgeren var født i august 1991 i Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle var født i 1974 i Libanon og var dansk statsborger. Det var til sagen oplyst, at parret mødtes gennem familie i 2012, at parret indgik ægteskab i januar 2013, at parret ikke havde boet sammen forud for ægteskabets indgåelse, at parret havde et fællesbarn født i Libanon i januar 2014, og at parret siden ægteskabets indgåelse havde haft kontakt på næsten daglig basis via Skype, Viber, WhatsApp m.v.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da hun på ansøgningstidspunktet var under 24 år. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der ville kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret mødtes og indgik ægteskab, og dér sammen med ansøgeren og parrets fællesbarn udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og parrets fællesbarn var bosat i en flygtningelejr sammen med ansøgerens ægtefælles moder og broder, der begge var syge, og at den herboende ægtefælle, såfremt han måtte tage ophold i Libanon, efter det oplyste ikke ville kunne forsørge familien. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke er sådanne ganske særlige grunde, der kan føre til, at en ansøger meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret mødte hinanden og indgik ægteskab, for dér at udøve familielivet sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv, uanset at der på tidspunktet har været etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. FAM/2014/137.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv
Dato: 13-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en vietnamesisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle var gift i Vietnam i perioden fra 1991 til 2000, og parret blev forældre til et barn i 1992. Den herboende ægtefælle blev i februar 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. Hun blev i november 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og i januar 2008 blev hun skilt fra sin tidligere danske ægtefælle. I 2006 indgik ansøgeren ægteskab med en herboende dansk statsborger, som var den herboende ægtefælles søster. Ansøgeren havde endvidere i 2007 kortvarig opholdstilladelse i Danmark som kok. I 2006 fik parret endnu et fællesbarn sammen. Begge børn havde siden henholdsvis indrejsen i 2003 og fødslen i 2006 haft uafbrudt ophold i Danmark. Parret havde i øvrigt under sagens behandling forklaret modstridende om parrets forhold forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Ansøgeren og referencen blev på ny gift i Vietnam i 2010.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at parret forud for ansøgerens indrejse i Danmark i juli 2007 havde kendt hinanden i Vietnam siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra 1991 til 2000, og at parret i denne periode fik et fællesbarn. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på parrets forklaringer om, hvordan kontakten mellem ægtefællerne blev genetableret, herunder at parret ved den seneste ansøgning om opholdstilladelse fra januar 2013 havde oplyst, at parret mødte hinanden i 2005. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse på grund af arbejde i perioden fra juli 2007 til oktober 2007, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som den pågældende havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Vietnam. Det bemærkedes i den forbindelse, at parrets andet fællesbarn blev født i 2006, mens den herboende ægtefælle var gift med sin tidligere ægtefælle, der var den herboende ægtefælles søster. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret talte vietnamesisk sammen, at ansøgeren havde forældre og søskende i Vietnam, og at den herboende ægtefælles to søskende ligeledes var bosiddende i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at det oplyste om, at den herboende ægtefælle siden 2003 havde boet i Danmark og siden 2007 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælle på baggrund af hendes ophold og beskæftigelsen havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke oversteg parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der kunne tale for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parrets fællesbørn opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, uanset at parrets yngste barn var født i 2006 i Danmark og siden havde boet her i landet. Det bemærkedes endvidere, at parrets ældste barn, som var født i 1992, på afgørelsestidspunktet var myndigt. Udlændingenævnet fandt således ikke, at barnets forhold kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. FAM/2014/147.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet