Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Økonomisk sikkerhedsstillelse
Dato: 18-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en ugandisk statsborger. Den herboende ægtefælle, der var dansk statsborger, indgav i marts 2014 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren, og Udlændingestyrelsen anmodede i april 2014 om yderligere oplysninger i sagen. Den herboende ægtefælle indgav ved personligt fremmøde i Udlændingestyrelsen i maj 2014 de ønskede oplysninger og oplyste samtidig, at den herboende ægtefælle ville opholde sig i Uganda fra maj til juli 2014, hvorfor den herboende ægtefælle anmodede om at modtage orientering om væsentligt nyt i sagen pr. e-mail. Udlændingestyrelsen anmodede i september 2014 ved brev sendt til den herboende ægtefælles danske adresse om at stille økonomisk sikkerhed inden tre uger. Samtidig med afsendelsen af brevet sendte Udlændingestyrelsen en e-mail til den herboende ægtefælle med orientering om, at der var sendt et brev til hans adresse vedrørende sagen. Udlændingestyrelsen orienterede samtidig om, at det afsendte brev indeholdt personfølsomme oplysninger, der ikke kunne oplyses i e-mailen. Udlændingestyrelsen modtog ikke efterfølgende svar fra den herboende ægtefælle, og det i september 2014 afsendte brev blev ikke modtaget retur fra postvæsenet. Udlændingestyrelsen meddelte derfor i marts 2015 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark, idet den herboende ægtefælle ikke havde fremsendt dokumentation for sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, enten i form af en anfordringsgaranti eller deponering på en dertil oprettet konto i et pengeinstitut, hvori kommunalbestyrelsen har pant, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle i sin klage havde anført, at han i maj 2014 havde anmodet Udlændingestyrelsen om fremtidigt at korrespondere med sig via sin e-mail-adresse, da han skulle rejse til Uganda og tidligere havde haft problemer med at tilgå sin digitale postkasse i Afrika, at han ikke havde modtaget Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 hverken i sin e-mail, sin digitale post, eller på sin postadresse, at han i september 2014 opholdt sig i Uganda, og at han hele tiden havde været i stand til at stille den fornødne økonomiske sikkerhed. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 blev sendt til den postadresse, som den herboende ægtefælle ifølge CPR var tilmeldt, at Udlændingestyrelsen samtidig havde orienteret den herboende ægtefælle på en e-mail til den af den herboende ægtefælle oplyste e-mail-adresse om afsendelsen af brevet, og at Udlændingestyrelsen ikke sås at have modtaget brevet retur fra postvæsenet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle ved henvendelse til Udlændingestyrelsen i maj 2014 havde oplyst, at han ville rejse til Uganda i maj 2014 med forventet hjemvenden i juli 2014, og at Udlændingestyrelsen derfor efter Udlændingenævnets opfattelse med rette havde kunnet forvente, at den herboende ægtefælle ville modtage Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 rettidigt. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændingestyrelsen som offentlig myndighed er forpligtet til at sikre, at personfølsomme og personhenførbare oplysninger ikke kan komme uvedkommende til kendskab, og at sådanne oplysninger derfor ikke må indgå i en almindelig e-mail. Dette gælder, uanset at modtageren har meddelt sit samtykke til eller ønske om at kommunikere via e-mail. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke var oplyst om eller henvist til ganske særlige grunde til, at krav om sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven burde undlades. Udlændingenævnet fandt endelig, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Uganda for der at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2015/187.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 03-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference havde i forbindelse med sin asylsag oplyst, at ægteskabet var indgået i november/december 2011 i Mogadishu, Somalia.
Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, hvorfor ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ægteskabet var indgået i Somalia, og at dokumentation fra Somalia, herunder vielsesattester, efter fast praksis ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet henviste herved til, at det afgørende i forhold til udlændingelovens regler for familiesammenføring, er, hvorvidt der er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem den herboende reference og ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det af den herboende reference oplyste om, at den herboende reference og ansøgeren havde boet sammen siden april 2011 indtil den herboende references flugt fra Somalia i marts 2012, hvorved den herboende reference og ansøgeren skulle have boet sammen i cirka elleve måneder, ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ansøgerens forældre var imod den herboende references og ansøgerens forhold, at den herboende reference blev afvist af ansøgerens forældre, da den herboende reference bad om deres accept, at den herboende reference og ansøgeren løb hjemmefra og blev viet af en sheik, at ansøgerens familie – efter at familien fik at vide, at den herboende reference og ansøgeren havde indgået ægteskab – angreb den herboende references og ansøgerens opholdssted, at ansøgerens familie ville dræbe den herboende reference, men at det ikke lykkedes, og at ansøgerens familie tog ansøgeren med sig. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter praksis krævede et dokumenteret samliv på fælles bopæl i mindst 1½ til 2 år frem til ansøgningstidspunktet, og at samlivet skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fandtes godtgjort, at der var etableret et familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2015/206.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 02-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, der var indrejst i Danmark i 2005, meddelt endeligt afslag på asyl i 2006 og efter en genoptagelse af sin asylsag meddelt opholdstilladelse som flygtning i 2013, ansøgte i 2014 om opholdstilladelse til ansøgeren og parrets to ældste børn. Det var oplyst, at parret indgik ægteskab i 1995 og derefter boede sammen indtil 2004, hvor den herboende reference rejste fra familien. Der var ikke fremlagt dokumentation for ægteskabets indgåelse. Den herboende reference var med resten af familien i 1999 flygtet fra Somalia til Etiopien. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark og opholdt sig fortsat i Etiopien med parrets to ældste børn. Den herboende reference oplyste på et mundtligt nævnsmøde, at familien var flyttet til Etiopien i 1999, fordi han havde problemer med myndighederne i Somalia. I Etiopien blev han og den øvrige familie også truet, men den herboende reference forlod Etiopien og efterlod den øvrige familie alene, fordi de ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at flygte sammen.
Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde indsendt gyldig dokumentation for, at parret havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at det angivne ægteskab efter det oplyste var indgået i Somalia, og at dokumentation fra Somalia ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, efter fast praksis for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at selv om der havde eksisteret et fast samlivsforhold af længere varighed i perioden mellem 1995 og 2004 mellem parret, havde den herboende reference selv valgt at afbryde samlivet. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at den herboende reference udrejste af Etiopien i 2004, at den herboende reference i 2005 blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende reference efter afslaget på opholdstilladelse ikke sås at have genoptaget familielivet med sin familie. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter fast praksis kræver dokumenteret samliv på fælles bopæl og uden væsentlige afbrydelser i mindst halvandet til to år frem til ansøgningstidspunktet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference havde oplyst, at han i sommeren 2006 var udrejst til Holland, og at han blev der, indtil han i 2012 igen indrejste i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere – uanset at det måtte lægges til grund, at den herboende reference i den pågældende periode havde opholdt sig i Holland – at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet han under det nævnte ophold ikke sås at have genoptaget familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at årsagen til, at parret ikke længere boede sammen, var, at den herboende reference måtte flygte fra Etiopien, og at det ikke var muligt for parret at flygte samlet som familie, da dette var for farligt, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde to fællesbørn, der i 2015 var indrejst i Danmark og havde taget ophold hos den herboende reference, samt to børn bosiddende i Etiopien hos ansøgeren, da parret siden 2004, på hvilket tidspunkt parret afbrød familielivet, ikke havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at parrets to yngste børn nu boede i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og såfremt børnene har gået i dansk skole eller institution, at dette kan føre til en fravigelse af de almindelige betingelser for ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle meddeles opholdstilladelse. Den herboende references forklaring ved Udlændingenævnets møde i november 2015 kunne på ovennævnte baggrund ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig afgørelser om afslag på familiesammenføring til parrets to ældste børn. FAM/2015/178.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 19-10-2015Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en eritreisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference blev meddelt asyl i juli 2013. I november 2013 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende reference. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at parret traf hinanden tre år før ægteskabets indgåelse, at parret havde gået i skole sammen, at parret ikke boede sammen inden ægteskabets indgåelse, og at parret så hinanden hver dag i skolen og på markedet inden ægteskabets indgåelse. Det fremgik endvidere, at parret indgik ægteskab i marts 1998 i Etiopien, at parret boede sammen efter ægteskabets indgåelse, at parret sidst så hinanden i 1999, og at parret holdt kontakt via telefon og Skype. Det fremgik af den herboende references asylsag fra november 2012, at referencen oplyste at have indgået ægteskab med ansøgeren imarts 1998, at parret ikke havde set hinanden siden december 1999, og at referencen på dette tidspunkt ikke vidste, hvad der var sket med ansøgeren. I maj 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen anført, at parret forsøgte at flygte i december 1999, at parret blev adskilt på grænsen mellem Etiopien og Sudan og mistede kontakten til hinanden, at den herboende reference fandt ansøgeren og sin lillesøster i 2013, at parret havde mistet alle personlige papirer, at indgåelse af ægteskab i Etiopien sker ved, at parterne indskrives i kirkebogen, at der ikke er tradition for udstedelse af vielsesattester ved indgåelse af ægteskab, at præsten, som forestod vielsen mellem parret, var død. Det blev endvidere anført til støtte for klagen, at parrets familier var vidne til ægteskabets indgåelse, at hverken den herboende reference og ansøger havde indgået et nyt forhold med en ny partner under parrets adskillelse, idet parret ikke havde kendskab til hinandens skæbne, og at den herboende reference betragtede parret som ægtefæller trods adskillelsen. Endelig var det anført til støtte for klagen, at den herboende reference efter adskillelsen spurgte enhver eritreer og etiopier, hun mødte, om de havde kendskab til ansøgerens skæbne, og at den herboende reference efter ankomsten til Danmark fortsatte søgningen efter ansøgeren, og at en etiopier fra Athen fandt ansøgeren i Etiopien.
Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende reference og ansøgeren havde indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for ægteskabets indgåelse, idet den herboende reference ikke havde fremsendt en vielsesattest. Det forhold, at den herboende reference havde anført, at indgåelse af ægteskab i Etiopien sker ved, at parterne indskrives i kirkebogen, at der ikke er tradition for udstedelse af vielsesattester ved indgåelse af ægteskab, og at præsten, som forestod vielsen mellem parret, var død, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at såfremt dokumentation for ægteskabet mellem parret forelå, ville ægteskabet ikke kunne anses for retsgyldigt efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference var henholdsvis 19 år og 14 år ved ægteskabets indgåelse i marts 1998 i Etiopien. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet betragtedes som retsgyldigt i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste herved til, at det afgørende i forhold til udlændingelovens regler for familiesammenføring, er, hvorvidt der er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at parret efter ægteskabets indgåelse i marts 1998 havde boet sammen, og at parret sidst havde set hinanden i december 1999. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det angivne samliv var etableret på et tidspunkt, hvor den herboende reference var 14 år, og ansøgeren var 19 år, og at samlivet blev afbrudt, da den herboende reference var 16 år, og ansøgeren var 21 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at et par ikke kan opnå en bedre retsstilling, end hvis parret havde indgået ægteskab, og at et ægteskab mellem mindreårige, eller hvor en af parterne er mindreårig, ikke kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren og den herboende references forhold ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende references alder ved ægteskabets indgåelse, og at parret sidst havde set hinanden i 1999, hvor den herboende reference var 16 år. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der på tidspunkterne for ægteskabets indgåelse og adskillelsen ikke var etableret et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at hverken ansøgeren eller den herboende reference havde indgået et nyt forhold med en ny partner under parrets adskillelse, idet parret ikke havde kendskab til hinandens skæbne, og at den herboende reference betragtede parret som ægtefæller trods adskillelsen, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/176.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 25-09-2015Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Vietnam, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev i marts 2014 meddelt afslag på visum, da ansøgeren skulle besøge sin herboende daværende kæreste, som var søster til ansøgerens nuværende ægtefælle. Ansøgeren ansøgte på ny om visum til Danmark i juni 2014 under henvisning til sin herboende daværende kæreste, og ansøgeren blev i juli 2014 meddelt visum til Danmark, hvorefter han indrejste i landet. Ansøgeren og ægtefællen mødte hinanden i august 2014 via ansøgerens tidligere kæreste, som også var ansøgerens ægtefælles søster, og parret flyttede sammen allerede samme dag, som parret mødte hinanden. I september 2014 indgik ansøgeren ægteskab med sin nuværende ægtefælle. Ansøgerens nuværende ægtefælle havde et handicap i form af en hjerneskade og havde som følge heraf svær mental nedsættelse. Kommunen havde overfor Udlændingestyrelsen udtrykt mistanke om, at ansøgerens ægtefælles søster havde arrangeret familiesammenføringen.
Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. § 9, stk. 9, og ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at der mellem parret var en ikke ubetydelig aldersforskel på 13 år, og at parret indgik ægteskab efter et meget kort personligt bekendtskab. Udlændingenævnet henviste herved til, at det i ansøgningsskemaet var oplyst, at parret mødte hinanden i august 2014 - kun 13 dage efter ansøgerens indrejse i Danmark - at det var gennem ansøgerens tidligere kæreste, som også var ansøgerens ægtefælles søster, at parret mødte hinanden, at parret efter det oplyste flyttede sammen allerede samme dag, som parret mødte hinanden, og at parret indgik ægteskab i september 2014 efter kun cirka én måneds bekendtskab. Det indgik endvidere i vurderingen, at ansøgeren tidligere havde været kæreste med ægtefællens søster, og at han i forbindelse med sit seneste besøg her i Danmark havde til hensigt at besøge ægtefællens søster. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Det forhold, at ægtefællens mentale nedsættelse med nedsat funktionsniveau ikke hindrede hende i at udøve normalt samliv med et andet menneske, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet kommunen overfor Udlændingestyrelsen havde udtrykt mistanke om, at ansøgerens tidligere kæreste, som var søster til ansøgerens nuværende ægtefælle, havde arrangeret familiesammenføringen. Det anførte om, at aldersforskellen mellem ansøgeren og ægtefællen ikke burde have betydning for sagen, idet dette var ganske normalt i parrets kultur, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at aldersforskellen imellem ansøgeren og ægtefællen ikke i sig selv var udslagsgivende, men alene indgik som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet måtte anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering, at der var et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren havde indgået ægteskab med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/192.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 16-09-2015Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en bhutanesisk statsborger, der boede i USA, og som havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle var i november 2010 blevet meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og var indrejst i Danmark i februar 2011. Den herboende ægtefælle havde inden for de seneste tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse modtaget ydelser efter integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysninger fra den herboende ægtefælles kommune, at den herboende ægtefælle i perioden fra februar 2011 til december 2011 havde modtaget hjælp til underhold efter integrationsloven og i perioden fra januar 2012 og frem til ansøgningstidspunktet havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, samt at hun i 2011 havde modtaget engangshjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse fortsat sås at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af en udtalelse fra Udlændingestyrelsen fremgik, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle, hvis hun tog ophold med sin ægtefælle i USA, ville risikere refoulement til Bhutan, hvor det ikke kunne afvises, at hun kunne blive udsat for asylretlig forfølgelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle til at indrejse og tage ophold i USA for der at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fem særbørn i Danmark, hvoraf de fire var umyndige og gik i skole, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, vil kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælles særbørn først var kommet til Danmark i februar 2011 og således kun havde haft fire og et halvt års ophold i Danmark. FAM/2015/221.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 07-09-2015Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs palæstinenser fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i juli 2014 og blev i august 2014 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgik af den herboende ægtefælles asylsag, at hun i maj 2009 indgik ægteskab med ansøgeren, som var hendes fætter. Det fremgik endvidere, at hun havde læst engelsk litteraturvidenskab på Universitetet i Homs og havde arbejdet som engelsklærer, og at ansøgeren var beskæftiget som ejendomsmægler. Det fremgik af sagen, at parret efter det oplyste boede sammen fra december 2009 til juli 2014, hvor den herboende ægtefælle flygtede, og at parret havde et fællesbarn født i februar 2014. Den herboende reference afgav i september 2015 mundtlig forklaring til Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at parret efter det oplyste havde haft et samliv på fælles, selvstændig bopæl efter ægteskabets indgåelse i cirka fire et halvt år forud for den herboende ægtefælles flugt fra hjemlandet, at parret havde et fællesbarn, at de begge var veluddannede, og at parret indgav ansøgning om familiesammenføring umiddelbart efter, at den herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at parret måtte antages at have afkræftet formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, eller at parret ikke aktuelt havde et selvstændigt ønske om at fortsætte samlivet. FAM/2015/161.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 27-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger født i 1986 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Den herboende ægtefælle var født i Danmark og var dansk statsborger. Den herboende ægtefælle boede frem til oktober 2014 hos sine forældre i Danmark. Den herboende ægtefælle udrejste af Danmark i april 2015 til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2009 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selvstændigt havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2012, og at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i april 2014. Ansøgeren havde ansøgt om et besøgsvisum til Danmark og var i den forbindelse til samtale på den danske ambassade i Islamabad i oktober 2014. Ansøgeren havde ved samtalen oplyst, at parret havde startet forholdet i 2012, at parrets forældre havde givet tilladelse til ægteskabet, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, at parret havde boet sammen som ægtefæller i fire dage, inden den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark, og at parret ikke havde set hinanden i perioden fra forholdets begyndelse til ægteskabets indgåelse. Den herboende ægtefælle var indkaldt til møde i Udlændingenævnet, men han mødte ikke op til mødet.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, idet ansøgeren og hendes ægtefælle var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret var mødtes første gang i 2009, da parret var henholdsvis 18 år og 22 år, at parret havde indledt forholdet i 2012, hvor parret var henholdsvis 21 år og 25 år, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, og at parret meget kortvarigt havde boet sammen som ægtefæller i omkring fire dage, før den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for forholdets begyndelse samt ægteskabets indgåelse havde boet hos sine forældre, og at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret selv havde planlagt deres bryllup, og at den herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var under uddannelse i Danmark, hvor han også havde et arbejde, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at parret havde boet sammen på en ferie i 2012, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne om parrets kontakt og opholdet ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. FAM/2015/219.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 27-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1989, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1991 i Danmark og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle boede frem til april 2015 hos sine forældre i Danmark indtil hans udrejse af Danmark til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2008 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selv havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2008, at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i juli 2010, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem. Ansøgerens ægtefælle var indkaldt til et møde i Udlændingenævnet med henblik på at afgive forklaring, men han mødte ikke op til mødet.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og ægtefællen var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ægtefællen var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, idet de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret indledte forholdet i 2008, at parret i 2010 selv besluttede at indgå ægteskab, og at parret selv planlagde deres bryllup, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om ægtefællens tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde således til grund, at parret mødtes første gang i 2008, da parret var henholdsvis 18 år og 16 år, og at parret indgik ægteskab i 2010, da parret var henholdsvis 20 år og 18 år. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ægtefællen på tidspunktet for ægteskabets indgåelse boede hos sine forældre. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet opholdene ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. FAM/2015/220.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år
Dato: 24-08-2015Udlændingenævnet omgjorde i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en nigeriansk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde. Det var oplyst til sagen, at den herboende ægtefælle, der var statsborger i Nigeria, i 2011 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på baggrund af ganske særlige personlige omstændigheder, og at parret havde mødt hinanden i Danmark, hvor de var blevet gift og havde stiftet familie. Kommunen havde under sagen oplyst, at fællesbarnet ville blive efterladt uden omsorgsperson, såfremt ansøgeren ikke vedblev at bo sammen med den herboende ægtefælle og fællesbarnet, og at kommunen i så fald ville træffe beslutning om at anbringe fællesbarnet uden for hjemmet. Det var desuden oplyst, at den herboende ægtefælle ville have behov for livslang psykosocial støtte, herunder antagelig behandling med psykofarmaka og kontakt til det psykiatriske behandlingssystem. Ansøgeren havde på ansøgningstidspunktet og frem til april 2015 haft opholdstilladelse i Italien.
Udlændingenævnet fandt, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at den herboende ægtefælle og fællesbarnet ikke blev henvist til at indrejse i Italien eller Nigeria for der at udøve familielivet sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de grundlæggende betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. Udlændingenævnet fandt således, at der i givet fald ville kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til fælles samliv på fælles bopæl med den herboende ægtefælle. FAM/2015/153.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet