Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en eritreisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.  Den herboende reference blev meddelt asyl i juli 2013. I november 2013 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende reference. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at parret traf hinanden tre år før ægteskabets indgåelse, at parret havde gået i skole sammen, at parret ikke boede sammen inden ægteskabets indgåelse, og at parret så hinanden hver dag i skolen og på markedet inden ægteskabets indgåelse. Det fremgik endvidere, at parret indgik ægteskab i marts 1998 i Etiopien, at parret boede sammen efter ægteskabets indgåelse, at parret sidst så hinanden i 1999, og at parret holdt kontakt via telefon og Skype. Det fremgik af den herboende references asylsag fra november 2012, at referencen oplyste at have indgået ægteskab med ansøgeren imarts 1998, at parret ikke havde set hinanden siden december 1999, og at referencen på dette tidspunkt ikke vidste, hvad der var sket med ansøgeren. I maj 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen anført, at parret forsøgte at flygte i december 1999, at parret blev adskilt på grænsen mellem Etiopien og Sudan og mistede kontakten til hinanden, at den herboende reference fandt ansøgeren og sin lillesøster i 2013, at parret havde mistet alle personlige papirer, at indgåelse af ægteskab i Etiopien sker ved, at parterne indskrives i kirkebogen, at der ikke er tradition for udstedelse af vielsesattester ved indgåelse af ægteskab, at præsten, som forestod vielsen mellem parret, var død. Det blev endvidere anført til støtte for klagen, at parrets familier var vidne til ægteskabets indgåelse, at hverken den herboende reference og ansøger havde indgået et nyt forhold med en ny partner under parrets adskillelse, idet parret ikke havde kendskab til hinandens skæbne, og at den herboende reference betragtede parret som ægtefæller trods adskillelsen.  Endelig var det anført til støtte for klagen, at den herboende reference efter adskillelsen spurgte enhver eritreer og etiopier, hun mødte, om de havde kendskab til ansøgerens skæbne, og at den herboende reference efter ankomsten til Danmark fortsatte søgningen efter ansøgeren, og at en etiopier fra Athen fandt ansøgeren i Etiopien. 

Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende reference og ansøgeren havde indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for ægteskabets indgåelse, idet den herboende reference ikke havde fremsendt en vielsesattest. Det forhold, at den herboende reference havde anført, at indgåelse af ægteskab i Etiopien sker ved, at parterne indskrives i kirkebogen, at der ikke er tradition for udstedelse af vielsesattester ved indgåelse af ægteskab, og at præsten, som forestod vielsen mellem parret, var død, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at såfremt dokumentation for ægteskabet mellem parret forelå, ville ægteskabet ikke kunne anses for retsgyldigt efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference var henholdsvis 19 år og 14 år ved ægteskabets indgåelse i marts 1998 i Etiopien. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet betragtedes som retsgyldigt i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste herved til, at det afgørende i forhold til udlændingelovens regler for familiesammenføring, er, hvorvidt der er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at parret efter ægteskabets indgåelse i marts 1998 havde boet sammen, og at parret sidst havde set hinanden i december 1999. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det angivne samliv var etableret på et tidspunkt, hvor den herboende reference var 14 år, og ansøgeren var 19 år, og at samlivet blev afbrudt, da den herboende reference var 16 år, og ansøgeren var 21 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at et par ikke kan opnå en bedre retsstilling, end hvis parret havde indgået ægteskab, og at et ægteskab mellem mindreårige, eller hvor en af parterne er mindreårig, ikke kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren og den herboende references forhold ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende references alder ved ægteskabets indgåelse, og at parret sidst havde set hinanden i 1999, hvor den herboende reference var 16 år. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der på tidspunkterne for ægteskabets indgåelse og adskillelsen ikke var etableret et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at hverken ansøgeren eller den herboende reference havde indgået et nyt forhold med en ny partner under parrets adskillelse, idet parret ikke havde kendskab til hinandens skæbne, og at den herboende reference betragtede parret som ægtefæller trods adskillelsen, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/176.

Senest opdateret: 19-10-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen