Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv
Dato: 14-03-2016Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Canada, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens samlevers samliv var af fast og længerevarende karakter og derfor opfyldte kravet om et længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret siden midten af 2011 havde rejst rundt i udlandet i en camper, der tillige fungerede som parrets opholdssted under rejserne, og at parret i vintrene boede i en lejet lejlighed eller hos parrets forældre i enten Danmark eller Canada. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets rejseaktiviteter og levevis til sagen var beskrevet og dokumenteret, og at parret i slutningen af 2015 fik et fællesbarn. FAM/2016/15.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv
Dato: 14-03-2016Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kenya, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens samlevers samliv var af fast og længerevarende karakter og derfor opfyldte kravet om et længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret havde haft et fast og næsten kontinuerligt samliv i Kenya på fælles bopæl siden slutningen af 2009, og at dette var dokumenteret blandt andet via pasregistreringer og lejekontrakter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret i 2009 havde fået et fællesbarn, der siden 2014 havde haft fast ophold hos ansøgerens samlever. FAM/2016/16.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 09-03-2016Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde fra august 2013 til og med juni 2015 modtaget kontanthjælp.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parrets fællesbarn, der var dansk statsborger, var diagnosticeret med kræftsygdommen Wilms tumor (kræft i nyrerne), og som følge heraf skulle undergå en operation og syv til ti måneders behandling med kemoterapi. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå ganske særlige grunde til at dispensere fra udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte anses for uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og ansøgerens familie til at udøve familielivet i Irak. FAM/2016/13.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 20-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra oktober 2013 til december 2013 modtaget kontanthjælp og havde i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet modtaget uddannelseshjælp. Det var under sagen oplyst, at den herboende ægtefælle var diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor med en række præparater. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel af de thailandske myndigheder for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, som han ikke havde afsonet, ligesom han herefter var eftersøgt af myndighederne i Thailand.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle i perioden fra oktober 2013 til december 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp), og at han havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 23 (uddannelseshjælp) i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet, samt oplysningerne fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at han yderligere havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik frem til juli 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle led af bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at MedCOI (1) i november 2015 havde oplyst over for Udlændingenævnet, at de relevante præparater var tilgængelige i Thailand, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ville kunne modtage den nødvendige og relevante behandling i Thailand. Udlændingenævnet fandt af de samme grunde, at der ikke var oplyst om sådanne forhold, der ville kunne føre til dispensation fra udlændingelovens § 9, stk. 5, i medfør af FN’s Handicapkonvention. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel i Thailand for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, at de thailandske myndigheder havde udstedt en arrestordre på ham, og at det til sagen var anført, at strafferammen for narkotikaforbrydelser i Thailand er høj, og at en dom for narkotika ofte kan medføre et indrejseforbud i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres fra ægtefællesammenføringsbetingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet forholdene ikke medførte, at Danmark måtte anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ægtefællerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det ikke var dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle var meddelt et indrejseforbud i Thailand. Udlændingenævnet fandt herudover – uanset længden af den idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise parret til at udøve familielivet i Thailand. Udlændingenævnet fandt således, at henset til, at det også i Danmark er strafbart at besidde amfetamin med henblik på videresalg, kunne en idømt fængselsstraf i Thailand herfor ikke føre til dispensation fra reglerne om ægtefællesammenføring i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at uanset, at besiddelse af amfetamin på 0,3 gram straffes hårdere i Thailand end i Danmark, ville besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg også i Danmark kunne medføre frihedsstraf, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne anses for uproportionalt at meddele afslag på familiesammenføring i Danmark uanset idømt frihedsstraf i Thailand på to år. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at parret og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for dér at udøve familielivet, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis som udgangspunkt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold med opholdstilladelse her i landet. FAM/2016/5.
(1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 11-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en serbisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle, som også var serbisk statsborger, blev i december 1991 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i oktober 1994 blev hun meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, under henvisning til sit første ægteskab. Denne opholdstilladelse blev inddraget i september 1995 på grund af skilsmisse. I januar 1997 blev ansøgerens herboende ægtefælle meddelt opholdstilladelse på ny under henvisning til sit andet ægteskab, og i februar 2001 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren selv blev i december 1994, februar 2002 og december 2012 meddelt afslag på asyl i Danmark. Ansøgeren var ligeledes i marts 2003 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I november 2012 blev ansøgeren af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. I januar 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, og Udlændingenævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012. Det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at parret tidligere havde oplyst, at de havde mødt hinanden i Serbien, da de var henholdsvis 14 år og 15 år, at de efterfølgende havde boet sammen og havde fået to børn i henholdsvis 1978 og 1984, og at de havde indgået ægteskab, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Det fremgik endvidere, at ansøgeren siden 1996 havde samlevet med sin herboende ægtefælle under besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed. Det fremgik af ansøgerens nye ansøgning, at parret i marts 2012 på ny havde indgået ægteskab i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Serbien, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 28 år, og hvor hun de seneste 19 år havde haft uafbrudt opholdstilladelse, og hvor ansøgeren ikke havde haft en gyldig opholdstilladelse, men alene havde haft processuelt ophold i få perioder. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde mødt hinanden i Serbien i 1977, at parret havde fået to fællesbørn i henholdsvis 1978 og 1984, at den herboende ægtefælle i 1991 blev meddelt opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med en anden mand, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle på ny havde indgået ægteskab i marts 2012. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i deres ansøgningsskema fra marts 2012 havde oplyst, at de havde indgået ægteskab første gang, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Udlændingenævnet henledte i den forbindelse til opmærksomheden på notat af 1. december 2005 om anvendelsen af tilknytningskravet ved ægtefællesammenføring, hvoraf det fremgår, at ”det med betydelig vægt vil tale imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, hvis den herboende og ansøgeren tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboendes indrejse i Danmark, og at parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboendes indrejse i Danmark. Indgåelsen af ægteskab på ny indikerer, at den herboende har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet.” Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens oplysninger om, at han i perioden fra 2010 til 2015 havde været på besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed hvert halve år, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Serbien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke ud over den herboende ægtefælle og de herboende voksne fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, at fællesbørnene var indrejst i Danmark i 1991 sammen med den herboende ægtefælle, og at ansøgeren således havde levet adskilt fra børnene i flere år, før de blev myndige. Udlændingenævnet fandt ydermere, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som hun havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Serbien, herunder fordi parret talte serbisk sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i følgeskab med den herboende ægtefælle og en tolk. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark med opholdstilladelse senest siden januar 1997, at hun forud for dette havde boet knap fire år i Danmark med opholdstilladelse, og at hun havde haft en tilknytning til arbejdsmarkedet i form af rengøringsarbejde og job på et vaskeri i en ukendt periode, inden hun blev tilkendt førtidspension. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at den herboende ægtefælle på baggrund af sit ophold og de nævnte beskæftigelser ikke havde opnået en sådan fast og væsentlig tilknytning til det danske uddannelsessystem og det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Serbien oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herved, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at det fremgik af ansøgerens skadesjournal fra august 2015, at det anbefaledes, at ansøgeren henvistes til Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri, idet han var plaget af stemmehøring, ligesom det anbefaledes, at han ikke udrejste alene, samt at ansøgerens familie havde oplyst, at det var deres opfattelse, at ansøgeren var alvorligt psykisk syg. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke på denne baggrund kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Serbien, idet ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke var af en sådan meget alvorlig karakter, at det i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i januar 2013 blev meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. FAM/2016/4.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Stillingtagen til retsgyldigt ægteskab
Dato: 03-12-2015Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Marokko, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen ved sin behandling af sagen ikke sås at have taget stilling til eller forbehold for, hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren til ansøgningen havde fremlagt en oversat vielsesattest, hvoraf det fremgik, at den herboende reference ikke selv var til stede ved vielsen, men at hans fader mødte op som befuldmægtiget på hans vegne. Derudover fremgik det af vielsesattesten, at den herboende references advokat havde skrevet under for ham. Det følger af Udlændingenævnets praksis, at udgangspunktet ved bedømmelse af sager om ægtefællesammenføring er, at vurderingen af, om betingelsen om et retsgyldigt ægteskab eller længerevarende samliv er opfyldt, går forud for en vurdering af de øvrige betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1. nr. 1. Der bør således som udgangspunkt ikke meddeles afslag under henvisning til, at en af de øvrige grundlæggende betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, såfremt der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet havde ikke herved taget stilling til, om ægteskabet var retsgyldigt. FAM/2015/233.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 03-12-2015Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en marokkansk statsborger til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen ved sin behandling af sagen ikke havde taget stilling til eller forbehold for, hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference til ansøgningen havde fremlagt en oversat vielsesattest. Det fremgik heraf, at den herboende reference ikke selv havde været til stede ved vielsen, men at den herboende references fader var mødt op som befuldmægtiget på den herboende references vegne, og at ansøgerens advokat havde skrevet under for den herboende reference. Udlændingenævnet fandt i overensstemmelse med praksis, at udgangspunktet ved bedømmelse af sager om ægtefællesammenføring er, at vurderingen af, om betingelsen om et retsgyldigt ægteskab eller længerevarende samliv er opfyldt, går forud for en vurdering af de øvrige betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1. nr. 1. Der bør således som udgangspunkt ikke meddeles afslag under henvisning til, at en af de øvrige grundlæggende betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, såfremt der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingenævnet ikke herved havde taget stilling til, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference var retsgyldigt. FAM/2015/217.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Dato: 25-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren havde indgivet ansøgningen om opholdstilladelse i februar 2015. Den herboende ægtefælle havde i sin del af ansøgningsskemaet oplyst, at hun lejede en bolig på 85 m2. Udlændingestyrelsen havde i juni 2015 foretaget et opslag i Det Centrale Personregister, hvoraf det fremgik, at den herboende ægtefælle var uden fast bopæl. Udlændingestyrelsen havde efterfølgende kontaktet den herboende ægtefælle telefonisk, som oplyste, at hun havde opgivet sin bopæl, at hun nu boede hos en veninde, at hun havde problemer med sine forældre, og at hun ikke ønskede, at hendes forældre skulle vide, hvor hun boede, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen i juni 2015 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 6. Den herboende ægtefælle havde i august 2015 anmodet Udlændingestyrelsen om genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. I oktober 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen havde i den forbindelse lagt vægt på, at den herboende ægtefælle efter egne oplysninger fortsat ikke rådede over sin egen bolig, da hun boede på et krisecenter, uanset hendes oplysninger om at hun afventede en bolig.
Udlændingenævnet fandt, for så vidt angik Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i perioden fra maj 2015 til juni 2015 var registreret uden bopæl i Det Centrale Personregister, herunder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at den herboende ægtefælle telefonisk havde bekræftet over for Udlændingestyrelsen, at hun havde opgivet sin bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle siden juni 2015 havde været registreret på et krisecenter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle fortsat ikke rådede over egen bolig. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter boligkravsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, 1. pkt., anses referencen for at råde over sin egen bolig, når referencen som ejer, andels- eller anpartshaver, lejer eller på anden lignende måde råder over brugsretten til en bolig eller en del af en bolig. Udlændingenævnet fandt således ikke, at et ophold på et krisecenter opfylder kravet om at råde over egen bolig, idet et sådant forhold forudsættes at være af midlertidig karakter. Det forhold, at baggrunden for, at den herboende ægtefælle boede på krisecenter, var, at hun havde brug for beskyttelse for sin familie, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle til Udlændingenævnet havde oplyst, at hun ventede på en permanent bolig. Udlændingenævnet fandt, for så vidt angik Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2015, at den herboende ægtefælle ikke ved anmodningen om genoptagelse var fremkommet med nye oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse i sagen, og at Udlændingestyrelsen derfor i oktober 2015 med rette havde afslået at genoptage Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015. FAM/2015/229.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 25-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til tre syriske ansøgere i medfør af henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9, stk. 1, nr. 2 og § 9 c, stk. 1. Den herboende ægtefælle og fader var i april 2015 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og denne opholdstilladelse var gyldig frem til april 2016. Det fremgik af den herboende references asylsag, at hverken han eller hans familie led af alvorlig sygdom eller handicap, og at ingen i husstanden havde særlige behov, såsom sygdom, svagelighed eller handicaps. I april 2015 påklagede den herboende reference Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2015 til Flygtningenævnet, idet han ikke havde fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I august 2015 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter den herboende reference havde opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgik af Flygtningenævnets sagsoplysninger, at den ansøgende ægtefælle havde en disc sygdom nederst i taljen og en kirtel sygdom. I juli 2015 ansøgte ansøgerne, som var henholdsvis ægtefælle, datter født i 2001 og søn født i 1997, om at blive familiesammenført med den herboende reference.
Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ægtefællen og datteren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 (for så vidt angik ægtefællen), og i § 9, stk. 1, nr. 2 (for så vidt angik datteren). I april 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende reference opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, hvilket Flygtningenævnet havde stadfæstet i august 2015. Denne opholdstilladelse var endnu ikke forlænget. Udlændingenævnet fandt derfor, at ægtefællen ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 1. Af samme grund var datteren ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 2, uanset at hun var under 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ægtefællen, sønnen og datteren opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og fader var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ingen i husstanden havde særlige behov, såsom sygdom, svagelighed eller handicaps, hvilket tillige fremgik af familiens egne oplysninger til sagen. Det forhold, at ægtefællen i ansøgningsskemaet havde oplyst, at den herboende reference havde ydet familien økonomisk støtte på 1.000 kr. to gange, og at den herboende reference havde passet ægtefællen inden den herboende references udrejse, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det samtidig var oplyst, at ægtefællen ikke led af alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at sønnen på ansøgningstidspunktet var fyldt 18 år og dermed var myndig, hvorfor han måtte formodes at kunne klare sig selv, samt at han ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ægtefællen og den mindreårige datter på tidspunktet for afgørelsen ej heller kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ægtefællen og datteren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende reference på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference aktuelt selv kun havde en etårig opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, jf. lovbemærkningerne. Det forhold, at det var anført, at familien var i risiko for overgreb og udvisning tilbage til Syrien, og at sønnen var i risiko for at blive tvangsindkaldt til den syriske hær, herunder at blive udsat for overgreb på liv og legeme, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 9 c, stk. 1. FAM/2015/228.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år
Dato: 19-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en thailandsk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i mere end de sidste tre år, idet den herboende ægtefælle var i besiddelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse gældende frem til august 2016, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, idet den herboende ægtefælle ikke var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet henviste herved til, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var statsborgere i Thailand, at parret mødte hinanden og indgik ægteskab i Thailand, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i Thailand sammen med ansøgeren to måneder om året frem til 2013 og herefter seks måneder i henholdsvis 2013 og 2014. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab på et tidspunkt, hvor den herboende ægtefælle alene havde midlertidig opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/244.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet