Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2022 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA
Dato: 04-08-2022Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2022 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 og § 9 c, stk. 1 til en statsborger fra Eritrea under henvisning til hendes herboende mor.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen havde i november 2016 meddelt opholdstilladelse til ansøgeren som familiesammenført under henvisning til referencen. Ansøgeren indrejste imidlertid ikke i Danmark inden for indrejsefristen. I forbindelse med behandlingen af en ny ansøgning om opholdstilladelse indgivet af referencen i juli 2019 havde Udlændingestyrelsen anmodet ansøger og reference om at medvirke til DNA-undersøgelse. Ansøger og reference indvilligede heri. Det fremgik af konklusionerne fra Retsgenetisk Afdeling, at resultaterne talte imod, at ansøger er barn af referencen, og at sikkerheden af udelukkelsen oversteg 99,99%.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af 11. marts 2021. Ansøger kan således ikke gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, eller § 9 c, stk. 1.
Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 stk. 1, nr. 2
Det er en betingelse for, at ansøger kan gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til dig efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøger er et mindreårigt barn af dig.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøger er et mindreårigt barn af dig, og hun kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse på det foreliggende grundlag, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at det fremgår af Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020, at resultaterne taler imod, at ansøger er barn af dig, og at sikkerheden af udelukkelsen overstiger 99,99%.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du til sagen har oplyst, at du har fået foretaget en anden DNA-prøve ved A-sygehus i november 2019, idet Udlændingestyrelsen i brev af oktober 2019 henviste dig til at få udtaget mundskrab på B- Sygehus, og idet du ikke har indsendt dokumentation for ovennævnte prøve fra B-Sygehus.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøger blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til dig i november 2016, og at ansøger ikke havde mulighed for at udrejse af Eritrea og indrejse og tage ophold i Danmark inden for indrejsefristen på grund af sin alder. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det påhviler ansøgeren selv at overholde de betingelser, der er fastsat for en meddelt opholdstilladelse, og at Udlændingestyrelsen gentagne gange udsatte indrejsefristen for at give ansøger lejlighed for at rejse ind i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udlændingemyndighederne ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 eller § 9 c, stk. 1, kan kræve, at ansøgeren og den person, til hvem ansøgeren oplyser at have den familiemæssige tilknytning, som skal danne grundlag for opholdstilladelsen, medvirker til en dna-undersøgelse med henblik på at fastslå den familiemæssige tilknytning, såfremt denne ikke på anden måde kan anses for tilstrækkeligt dokumenteret. Der henvises til afsnittet om Retsregler ovenfor.
Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til sagen har indsendt en fødselsattest i Eritrea i december 2008, hvor det fremgår, at ansøger er født i november 2008 i Eritrea og at du er mor til hende, samt at du i øvrigt til sagen har oplyst, at hun er din datter. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en fødselsattest og erklæringer om slægtskab i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at fastslå slægtskabet, idet det er en grundlæggende betingelse for meddelelse for opholdstilladelse for børn, at den familiemæssige tilknytning i forhold til den herboende forældre kan fastslås, og at adgangen for udlændingemyndighederne til at kræve en dna-undersøgelse har til formål at understøtte fastlæggelsen af slægtskabet, idet resultatet af dna-undersøgelsen udgør et tungtvejende bevismæssigt grundlag.
Af samme årsag kan den indsendte oversættelse af, hvad der angiveligt er din vielsesattest, hvoraf det fremgår, du og [X] indgik ægteskab i Eritrea i maj 2006 ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at nævnet – som anført oven for – har lagt afgørende vægt på resultatet af den foretagne dna-undersøgelse.
Det kan ej heller føre til et ændret resultat, at du til klagen har oplyst, at du har haft daglig kontakt med ansøger siden 2013 først pr. telefon og siden over videochat via Messenger, idet Udlændingenævnet har lagt vægt på, at denne kontakt ikke er dokumenteret.
Det kan endvidere ikke føre til et andet resultat, at du er utilfreds med prøvens resultat, idet Udlændingenævnet ikke finder, at der er fremlagt dokumentation eller oplysninger i øvrigt, der kan bringe tvivl omkring Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at betingelsen for, at ansøger kan gives opholdstilladelse i Danmark derfor ikke er opfyldt.
Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at ansøger ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøger skal have opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har vurderet, at forholdet mellem dig og ansøger ikke kan anses for at udgøre et familieliv som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020, hvor resultaterne taler imod, at ansøger er barn af dig, og at sikkerheden af udelukkelsen overstiger 99,99%.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at slægtskabet mellem dig og ansøger i øvrigt ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, idet du alene har fremlagt hendes fødselsattest og en oversat kopi af, hvad der angiveligt er din vielsesattest, der ikke alene kan danne grundlag for gyldig dokumentation for slægtskabet mellem dig og ansøger.
Udlændingenævnet finder, at der i øvrigt ikke foreligger personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at ansøger kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Det til sagen oplyste, at ansøgers far er i fængsel og ikke har haft kontakt til hende siden 2013 kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det anførte ikke er dokumenteret eller på anden måde godtgjort.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at hensynet til barnets tarv taler for at sikre, at slægtskabet mellem et barn og en herboende forælder er i overensstemmelse med det af forælderen oplyste.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udlændingemyndighederne ikke kan meddele opholdstilladelse til personer, hvor rette identitet ikke er fastlagt, herunder slægtskabet mellem barnet og den herboende reference.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til klagen har oplyst, at du ikke kan vende tilbage til Eritrea på grund af risiko for forfølgelse fra de eritreiske myndigheder. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet at oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøgers personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.
På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøger afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet vurderer i relation hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2022 – Erhverv – Beløbsordningen – Ej sædvanlig løn
Dato: 28-07-2022Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2022 – Erhverv – Beløbsordningen – Ej sædvanlig løn
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i september 2020 en ansøgning til Styrelsen for international Rekruttering og Integration (SIRI) om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som developer. Ansøgeren havde 14 års relevant erhvervserfaring, en uddannelse vurderet af Styrelsen for Forskning og Uddannelse svarende til en dansk kandidatuddannelse som civilingeniør, og han var tilbudt en månedsløn på 36.500 kr. Efter at have modtaget en udtalelse om ansættelsesvilkårene fra Prosa, gav SIRI afslag under henvisning til, at ansættelsesvilkårene ikke var sædvanlige efter danske forhold. Det var til støtte for klagen anført, at den anvendte beregning af gennemsnitslønnen var usikker, samt at den hørte fagforening havde en interessekonflikt.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRIs afgørelse fra marts 2021. Ansøgeren får således ikke opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som developer hos en dansk virksomhed, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3.
Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder, at løn- og ansættelsesvilkårene, der danner grundlag for ansøgningen om opholdstilladelse, ikke er sædvanlige.
Udlændingenævnet vurderer således, at den tilbudte månedsløn på 36.500 kr. brutto er for lav i forhold til ansøgerens uddannelses- og erhvervserfaring.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Prosa ved udtalelse fra november 2020 konkret har vurderet, at ansøgerens løn- og ansættelsesforhold ikke er sædvanlige efter danske forhold, da medianlønnen for en ansat inden for erhvervsområdet web- og multimedieudvikling med DISCO-koden 251300 med 10-14 års erhvervserfaring udgør 48.057 kr. inklusiv eget pensionsbidrag i Region Hovedstaden. Den tilbudte løn er således væsentligt under de sædvanlige danske lønvilkår for denne type stilling.
Udlændingenævnet henviser også til, at selv hvis der tages udgangspunkt i nedre kvartil frem for medianlønnen i statistikken fra DA’s lønstatistik, så skulle lønnen udgøre 43.661 kr., hvilket fortsat er langt over ansøgerens tilbudte løn.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har en uddannelse fra 2005 som Styrelsen for Forskning og Uddannelse har vurderet svarende til en dansk kandidatuddannelse som civilingeniør i informationsteknologi.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har dokumenteret relevant arbejdserfaring på mere end 14 år. Han har således arbejdet som Chief Infrastructure Officer i perioden fra januar 2006 til februar 2019, og herefter som program- og systemudvikler for en dansk virksomhed fra september 2019 til juni 2020.
Det forhold, at gennemsnitslønnen i jobindex og HK’s lønstatistikker inden for området web- og multimedieudvikling er på samme niveau, som den tilbudte løn, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at stillingen som web- og multimedieudvikler, og det dertilhørende lønniveau ikke kan sidestilles med det faktum, at ansøgeren har en kandidatuddannelse som civilingeniør, og har 14 års erfaring, hvoraf 13 af disse har været som Chief infrastructure Officer.
Det fremgår desuden af HK’s lønstatistik, at den beregnes på baggrund af medlemmernes egne oplysninger, ligesom det fremgår af jobindex.dk, at lønniveauet er beregnet ud fra lønoplysninger fra CV'er i en database oplyst af brugerne selv, og at der ikke kan garanteres for nøjagtigheden.
Det til støtte for klagen anførte om, at det ikke er muligt at få indblik i Prosas beregning af gennemsnitslønnen, og at dette er en fagforening, der har sine egne interesser og beskæftiger sig med danske programmører, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at SIRI har hørt både HK og Prosa i forbindelse med vurderingen af, om løn- og ansættelsesvilkårene er sædvanlige på det danske arbejdsmarked, og at Prosa er en fagforening, hvis medlemmer arbejder med it og it-systemer i en bred forstand, jf. Prosas hjemmeside https://www.prosa.dk/medlemskab/hvem-kan-blive-medlem .
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at Prosa i høringssvaret har benyttet DA’s lønstatistik, som konkret bl.a. tager udgangspunkt i ansøgerens erhvervserfaring, hvor generelle lønberegnere og statistikker tager udgangspunkt i et gennemsnit uagtet erfaring, alder og uddannelsesbaggrund, inden for branchen web- og multimediedesigner.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at det af lovbemærkningerne udtrykkeligt fremgår, at det er et krav for at meddele opholdstilladelse, at udlændingen ansættes på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår efter danske forhold, og at SIRI kan høre en relevant brancheorganisation eller de regionale arbejdsmarkedsråd herom, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet har endelig noteret sig, at Prosa har udtalt, at der i kontrakten er indsat en kunde- og konkurrenceklausul, som efter Prosas vurdering er ugyldig, da den ikke følger reglerne om kompensation.
Udlændingenævnet finder således efter en konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder, at løntilbuddet, der danner grundlag for ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse, ikke er sædvanligt efter danske forhold.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2022 – Ægtefællesammenføring – proforma
Dato: 14-07-2022Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2022 – Ægtefællesammenføring – proforma
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik i juni 2012 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I januar 2019 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Sudan, og i februar 2019 søgte ansøgeren om opholdstilladelse under henvisning til ægteskabet. Det fremgik af ansøgningen, at parret mødte hinanden tilfældigt i Tyrkiet i 2015, at de efterfølgende havde holdt kontakten over diverse internet- og telefonudbydere og at de besluttede sig for at indgå ægteskab i oktober 2018. Det fremgik endeligt af ansøgningen, at ansøgeren og referencen sidst havde set hinanden i Sudan i februar 2019. Til sagen var der indsendt dokumentation for chatkorrespondance for diverse perioder efter februar 2019 og det var oplyst, at det ikke havde været muligt at dokumentere kommunikationen forud for februar 2019, da begge parter havde udskiftet deres telefon. I januar 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2020. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet Udlændingenævnet vurderer, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse til ansøger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det alene er dokumenteret, at ansøgeren og referencen mødte hinanden personligt i Sudan, hvor begge indrejste i januar 2019, at parret blev viet i januar 2019 i Sudan og at parret har opholdt sig sammen der indtil februar 2019, hvor referencen ifølge stemplerne i sit pas udrejste af Sudan.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren referencen har indgået ægteskab efter et meget kortvarigt bekendtskab, og at de derfor ikke kan anses for at have opnået et sådant sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab. Udlændingenævnet har herved særligt lagt vægt på, at parret kun tilbragte 7 dage sammen, inden de blev viet i januar 2019.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det indgår som et centralt og vægtigt kriterium i afvejningen af, om der foreligger et proformaægteskab, at parret har haft et længerevarende og indgående, personligt bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i ansøgningen om familiesammenføring modtaget i Udlændingestyrelsen i februar 2019 er oplyst, at parret mødte hinanden for første gang i Tyrkiet i 2015, hvor de blev forelskede.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har været i Tyrkiet i 2015.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om parrets møde i Tyrkiet i 2015. Det er således i ansøgningsskemaet oplyst, at ansøgeren og referencen mødtes tilfældigt i Tyrkiet i april 2015, hvor de blev forelskede.
Du har imidlertid oplyst i henvendelse af april 2020, at ansøgerens og referencens familie er nære venner, at parret mødtes i Tyrkiet i 2015, hvor begge var på ferie med deres familier, og at ansøgeren og referencen på ferien udviklede en tæt relation, som mundede ud i en forlovelse i april 2015.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at oplysningerne om parrets forlovelse først er fremkommet under klagesagen, efter at ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af stemplerne i referencens pas, at han indrejste i Tyrkiet i marts 2015 og udrejste af Tyrkiet i april 2015, og at parret således, såfremt det måtte lægges til grund, at ansøgeren var i Tyrkiet i 2015, skulle have udviklet en tæt relation på 4 dage, inden de blev forlovet i april 2015.
Ligeledes har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for parrets kontakt via sociale medier forud for ægteskabets indgåelse.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen ved sin henvendelse af september 2019 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at parret ikke er i besiddelse af dokumentation for deres kontakt med hinanden forud for februar 2019, fordi samtalerne er gået tabt, efter både ansøgeren og referencen har skiftet telefoner, og at du til klagen har anført, at dette ikke bør komme ansøgeren til skade.
Udlændingenævnet vurderer, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen om familiesammenføring, at parret har kommunikeret ved hjælp af en række af forskellige kommunikationsudbydere, som kan tilgås både via telefon og via computer, hvorfor parret bør kunne tilgå eventuel korrespondance for den ovenfor anførte periode. Udlændingenævnet bemærker hertil, at det påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Ligeledes er det indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at du til Udlændingenævnet i april 2020 har indsendt 3 udtalelser fra ansøgerens nuværende og forhenværende arbejdsgivere samt ansøgeren, ansøgerens mor, svigermor og advokat vedrørende ansøgerens kontakt til referencen forud for ægteskabets indgåelse i Sudan i januar 2019. Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om ansøgerens ansættelsesforhold.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet, som hun har underskrevet i februar 2019, har oplyst, at hun på daværende tidspunkt havde et arbejde på sin egen klinik, hvor hun havde været ansat siden januar 2014. Hun oplyste derudover, at hun ikke tidligere havde haft et arbejde med en arbejdstid på mindst 30 timer om ugen.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af udtalelserne, at ansøgeren i perioden fra oktober 2013 til marts 2015, hvor hun tog på ferie, har arbejdet hos A i Syrien, og at hun siden april 2015 har arbejdet på B. Oplysningerne i erklæringerne stemmer således ikke overens med ansøgers oplysninger i ansøgningsskemaet, som ansøger har underskrevet på tro og love.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udtalelserne hverken er underskrevne eller på anden vis er certificerede, og at der ikke er vedlagt udtalelser på originalsproget på trods af, at erklæringerne fremstår som oversættelser af andre dokumenter, hvilket ses på, at der under de personer, der efter det oplyste har afgivet erklæringerne, står eksempelvis ”(Signature)” på trods af, at der ikke er en underskrift. Det fremgår imidlertid ikke, hvem der har oversat de pågældende dokumenter. Udlændingenævnet har hertil tillige lagt vægt på, at der gennem alle 3 udtalelser fremgår flere stave- og grammatikfejl. Det fremgår således af 2 af udtalelserne – fra hhv. A og fra ansøgeren – at udtalelserne var ”Organized on” (organiseret/tilrettelagt den) i forbindelse med dateringen af udtalelsen. Derudover fremgår det samme afsnit i de to udtalelser fra ansøgers arbejdsgivere, idet der i begge udtalelser er anført: ”We appreciate the capapbilities of [Ansøgers navn] and the medical staff certify her competence and working quality with politness in communication with the others and the patients.”. Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på, at alle 3 udtalelser er dateret samme dato – februar 2020 – på trods af, at ansøgeren stoppede med at arbejde hos A i Syrien i marts 2015.
Udlændingenævnet kan på ovenstående baggrund ikke lægge dokumenterne til grund, idet de vurderes at være konstrueret til lejligheden med henblik på at opnå opholdstilladelse til ansøgeren.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til klagen har anført, at parret taler samme sprog, at de kommer fra det samme område i Syrien, at ingen af parterne har været gift forud for deres ægteskab med hinanden samt at både ansøgeren og referencen er arbejdsomme mennesker, idet ansøgerens arbejde som XX på et X i Syrien bør tillægges vægt i vurderingen heraf. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke opvejer ansøger og referencens manglende personlige bekendtskab og de divergerende oplysninger i sagen, som efter Udlændingenævnets vurdering bevirker, at ansøgeren og referencens ægteskab må anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse til ansøger.
Af samme årsag kan det ikke føre til en ændret vurdering, at du til klagen har anført, at årsagen til, at ansøgeren og referencen ikke har samlevet skyldes, at ansøgeren ikke har haft mulighed for at komme til Danmark og referencens opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der alene ses at have været meget begrænset kontakt mellem ansøgeren og referencen, efter at de indgik ægteskab, idet ansøgeren og referencen sidst så hinanden personligt omkring februar 2019, at parret højst har tilbragt 11 dage sammen efter, at de blev viet, og at der alene er sendt dokumentation for kontakt i en begrænset periode, idet referencen til Udlændingestyrelsen i september 2019 har indsendt, hvad der angiveligt er korrespondance mellem ansøgeren og referencen i form af udskrifter af online chats for perioden august 2019 til september 2019 på originalsprog, skærmprint af online chat fra februar 2019, marts, april, maj, juni og juli (årstal fremgår kun eksplicit februar 2019) på originalsprog samt skærmprint af opkaldsoversigt, hvor det fremgår, at der er foretaget en række kortere videoopkald til ”[Ansøgers fornavn]” omkring september 2019.
Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at der er mere en 14 års aldersforskel mellem ansøger og reference, idet det ikke kan føre til en ændret vurdering, at du til klagen har anført, at aldersforskellen er normal.
Det bemærkes hertil, at aldersforskellen ikke i sig selv er udslagsgivende, men at det indgår som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet må anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøger.
Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at der er grundlag for at antage, at ægteskabet mellem ansøger og reference er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark til ansøger. Af samme grund finder Udlændingenævnet, at parret ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2022 – Ægtefællesammenføring – proforma
Dato: 14-07-2022Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2022 – Ægtefællesammenføring – proforma
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik i juni 2012 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I januar 2019 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Sudan, og i februar 2019 søgte ansøgeren om opholdstilladelse under henvisning til ægteskabet. Det fremgik af ansøgningen, at parret mødte hinanden tilfældigt i Tyrkiet i 2015, at de efterfølgende havde holdt kontakten over diverse internet- og telefonudbydere og at de besluttede sig for at indgå ægteskab i oktober 2018. Det fremgik endeligt af ansøgningen, at ansøgeren og referencen sidst havde set hinanden i Sudan i februar 2019. Til sagen var der indsendt dokumentation for chatkorrespondance for diverse perioder efter februar 2019 og det var oplyst, at det ikke havde været muligt at dokumentere kommunikationen forud for februar 2019, da begge parter havde udskiftet deres telefon. I januar 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2020. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet Udlændingenævnet vurderer, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse til ansøger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det alene er dokumenteret, at ansøgeren og referencen mødte hinanden personligt i Sudan, hvor begge indrejste i januar 2019, at parret blev viet i januar 2019 i Sudan og at parret har opholdt sig sammen der indtil februar 2019, hvor referencen ifølge stemplerne i sit pas udrejste af Sudan.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren referencen har indgået ægteskab efter et meget kortvarigt bekendtskab, og at de derfor ikke kan anses for at have opnået et sådant sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab. Udlændingenævnet har herved særligt lagt vægt på, at parret kun tilbragte 7 dage sammen, inden de blev viet i januar 2019.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det indgår som et centralt og vægtigt kriterium i afvejningen af, om der foreligger et proformaægteskab, at parret har haft et længerevarende og indgående, personligt bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i ansøgningen om familiesammenføring modtaget i Udlændingestyrelsen i februar 2019 er oplyst, at parret mødte hinanden for første gang i Tyrkiet i 2015, hvor de blev forelskede.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har været i Tyrkiet i 2015.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om parrets møde i Tyrkiet i 2015. Det er således i ansøgningsskemaet oplyst, at ansøgeren og referencen mødtes tilfældigt i Tyrkiet i april 2015, hvor de blev forelskede.
Du har imidlertid oplyst i henvendelse af april 2020, at ansøgerens og referencens familie er nære venner, at parret mødtes i Tyrkiet i 2015, hvor begge var på ferie med deres familier, og at ansøgeren og referencen på ferien udviklede en tæt relation, som mundede ud i en forlovelse i april 2015.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at oplysningerne om parrets forlovelse først er fremkommet under klagesagen, efter at ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af stemplerne i referencens pas, at han indrejste i Tyrkiet i marts 2015 og udrejste af Tyrkiet i april 2015, og at parret således, såfremt det måtte lægges til grund, at ansøgeren var i Tyrkiet i 2015, skulle have udviklet en tæt relation på 4 dage, inden de blev forlovet i april 2015.
Ligeledes har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for parrets kontakt via sociale medier forud for ægteskabets indgåelse.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen ved sin henvendelse af september 2019 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at parret ikke er i besiddelse af dokumentation for deres kontakt med hinanden forud for februar 2019, fordi samtalerne er gået tabt, efter både ansøgeren og referencen har skiftet telefoner, og at du til klagen har anført, at dette ikke bør komme ansøgeren til skade.
Udlændingenævnet vurderer, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen om familiesammenføring, at parret har kommunikeret ved hjælp af en række af forskellige kommunikationsudbydere, som kan tilgås både via telefon og via computer, hvorfor parret bør kunne tilgå eventuel korrespondance for den ovenfor anførte periode. Udlændingenævnet bemærker hertil, at det påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Ligeledes er det indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at du til Udlændingenævnet i april 2020 har indsendt 3 udtalelser fra ansøgerens nuværende og forhenværende arbejdsgivere samt ansøgeren, ansøgerens mor, svigermor og advokat vedrørende ansøgerens kontakt til referencen forud for ægteskabets indgåelse i Sudan i januar 2019. Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om ansøgerens ansættelsesforhold.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet, som hun har underskrevet i februar 2019, har oplyst, at hun på daværende tidspunkt havde et arbejde på sin egen klinik, hvor hun havde været ansat siden januar 2014. Hun oplyste derudover, at hun ikke tidligere havde haft et arbejde med en arbejdstid på mindst 30 timer om ugen.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af udtalelserne, at ansøgeren i perioden fra oktober 2013 til marts 2015, hvor hun tog på ferie, har arbejdet hos A i Syrien, og at hun siden april 2015 har arbejdet på B. Oplysningerne i erklæringerne stemmer således ikke overens med ansøgers oplysninger i ansøgningsskemaet, som ansøger har underskrevet på tro og love.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udtalelserne hverken er underskrevne eller på anden vis er certificerede, og at der ikke er vedlagt udtalelser på originalsproget på trods af, at erklæringerne fremstår som oversættelser af andre dokumenter, hvilket ses på, at der under de personer, der efter det oplyste har afgivet erklæringerne, står eksempelvis ”(Signature)” på trods af, at der ikke er en underskrift. Det fremgår imidlertid ikke, hvem der har oversat de pågældende dokumenter. Udlændingenævnet har hertil tillige lagt vægt på, at der gennem alle 3 udtalelser fremgår flere stave- og grammatikfejl. Det fremgår således af 2 af udtalelserne – fra hhv. A og fra ansøgeren – at udtalelserne var ”Organized on” (organiseret/tilrettelagt den) i forbindelse med dateringen af udtalelsen. Derudover fremgår det samme afsnit i de to udtalelser fra ansøgers arbejdsgivere, idet der i begge udtalelser er anført: ”We appreciate the capapbilities of [Ansøgers navn] and the medical staff certify her competence and working quality with politness in communication with the others and the patients.”. Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på, at alle 3 udtalelser er dateret samme dato – februar 2020 – på trods af, at ansøgeren stoppede med at arbejde hos A i Syrien i marts 2015.
Udlændingenævnet kan på ovenstående baggrund ikke lægge dokumenterne til grund, idet de vurderes at være konstrueret til lejligheden med henblik på at opnå opholdstilladelse til ansøgeren.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til klagen har anført, at parret taler samme sprog, at de kommer fra det samme område i Syrien, at ingen af parterne har været gift forud for deres ægteskab med hinanden samt at både ansøgeren og referencen er arbejdsomme mennesker, idet ansøgerens arbejde som XX på et X i Syrien bør tillægges vægt i vurderingen heraf. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke opvejer ansøger og referencens manglende personlige bekendtskab og de divergerende oplysninger i sagen, som efter Udlændingenævnets vurdering bevirker, at ansøgeren og referencens ægteskab må anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse til ansøger.
Af samme årsag kan det ikke føre til en ændret vurdering, at du til klagen har anført, at årsagen til, at ansøgeren og referencen ikke har samlevet skyldes, at ansøgeren ikke har haft mulighed for at komme til Danmark og referencens opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der alene ses at have været meget begrænset kontakt mellem ansøgeren og referencen, efter at de indgik ægteskab, idet ansøgeren og referencen sidst så hinanden personligt omkring februar 2019, at parret højst har tilbragt 11 dage sammen efter, at de blev viet, og at der alene er sendt dokumentation for kontakt i en begrænset periode, idet referencen til Udlændingestyrelsen i september 2019 har indsendt, hvad der angiveligt er korrespondance mellem ansøgeren og referencen i form af udskrifter af online chats for perioden august 2019 til september 2019 på originalsprog, skærmprint af online chat fra februar 2019, marts, april, maj, juni og juli (årstal fremgår kun eksplicit februar 2019) på originalsprog samt skærmprint af opkaldsoversigt, hvor det fremgår, at der er foretaget en række kortere videoopkald til ”[Ansøgers fornavn]” omkring september 2019.
Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at der er mere en 14 års aldersforskel mellem ansøger og reference, idet det ikke kan føre til en ændret vurdering, at du til klagen har anført, at aldersforskellen er normal.
Det bemærkes hertil, at aldersforskellen ikke i sig selv er udslagsgivende, men at det indgår som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet må anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøger.
Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at der er grundlag for at antage, at ægteskabet mellem ansøger og reference er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark til ansøger. Af samme grund finder Udlændingenævnet, at parret ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16.06.2022 – Primær bevægelighed – Medfølgende familiemedlem – Samlevende
Dato: 16-06-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 16.06.2022 – Primær bevægelighed – Medfølgende familiemedlem – Samlevende
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Kenya. Ansøgeren havde søgt om opholdskort som samlevende til en rumænsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var efter det oplyste indrejst i Danmark i januar 2017. Unionsborgeren var i CPR registreret indrejst i februar 2020 og havde ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-retten. Til ansøgningen om opholdsret som samlevende var vedlagt et antal billeder af parret og screenshots af whatsapp-samtaler mellem parret. Der var ingen dokumentation for at parret på noget tidspunkt havde haft fælles bopæl. I januar 2022 fødte ansøgeren parrets fællesbarn.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har indledningsvis lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen, idet han opfylder betingelserne på baggrund af sin opholdsret som arbejdstager, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til unionsborgeren efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, idet ansøgeren ikke er omfattet af kredsen af familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, der kan få opholdsret i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det ikke er behørigt dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren kan anses som faste samlevende efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2, da der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at der imellem dem består en varig tilknytning.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der som dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende er indsendt et antal billeder og screenshots af whatsapp-samtaler. Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse ikke dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende, idet det indsendte alene dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har haft kontakt. Det kan på baggrund af de indsendte oplysninger således ikke lægges til grund, at der består en behørigt dokumenteret varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremlagt dokumentation for at ansøgeren og unionsborgeren har haft fælles bopæl, f.eks. i form at en lejekontrakt eller skøde, at der ikke er indsendt dokumentation for betaling af husleje, eller øvrige udgifter til fælles forbrug eller anden behørig dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at SIRI ved brev fra september 2021 oplyste, at førend ansøgeren kunne få et opholdsdokument som samlevende, var det nødvendigt, at det blev dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren havde haft et længerevarende fast samlivsforhold med fælles bopæl i 1½ til 2 år, og at de oplysninger og dokumenter, som ansøgeren havde indleveret i forbindelse med ansøgningen ikke var tilstrækkelig dokumentation. SIRI oplyste herefter, at dokumentation f.eks. kunne være dokumentation for fælles bopælsregistrering, fælles lejekontrakt, fælles bankkonto, fælles lån, fælles regninger, fælles forsikringer, og breve sendt til ansøgeren og unionsborgeren til deres adresse, men at der ikke er indsendt sådan dokumentation.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste indrejste i Danmark i januar 2017, at ansøgeren således efter det oplyste skulle have haft bopæl i Danmark i mere end 5 år, men at der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren har foretaget dispositioner i Danmark i denne periode udover 1 undersøgelse i København i juli 2021 i forbindelse med ansøgerens graviditet.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren indrejste i Danmark i februar 2020, og at han samme dag fik opholdsbevis som arbejdstager efter EU-retten, og at ansøgeren og unionsborgeren, efter det oplyste, således begge skulle have opholdt sig i Danmark i mere end 2 år, da dette forhold ikke dokumenterer, at ansøgeren på noget tidspunkt har været samlevende med unionsborgeren.
Det forhold, at det til sagen blev oplyst, at ansøgeren var gravid med ansøgeren og unionsborgerens fællesbarn, og at det fremgår CPR, at ansøgeren i januar 2022 fødte et barn og at unionsborgeren er registreret som far kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke i sig selv dokumenterer, at der består en varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er fremlagt anden dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren på noget tidspunkt har været samlevende.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse fra december 2021.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 14-06-2022Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i januar 2021 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at arbejde på en byggeplads i Kastrup. Ansøgeren havde forinden søgt om udstedelse af EU-opholdskort hos SIRI som udstationeret tredjelandsstatsborger, idet ansøgeren oplyste at være udstationeret i Danmark for at levere tjenesteydelser på vegne af sin polske arbejdsgiver. I februar 2021 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra februar 2021. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder derimod, at de foreliggende oplysninger samlet set medfører en antagelse om, at formålet med ansøgerens udstationering til Danmark har været at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og at omgå reglerne om arbejdstilladelse.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark den 16. december 2020, hvor ansøgeren efter det oplyste skulle udføre arbejdsopgaver på vegne af sin polske arbejdsgiver, som ifølge den fremlagte ansættelseskontrakt af 12. december 2020 havde ansat ansøgeren som fliselægger (”glazumik”) i en tidsbegrænset stilling indtil den 12. december 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er uoverensstemmelse mellem varigheden af ansøgerens udstationering til Danmark og varigheden af den tjenesteydelse, som den polske virksomhed skulle levere til den danske virksomhed (modtager-virksomheden), hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til Polen og udføre arbejde for den polske virksomhed i overensstemmelse med ansættelseskontrakten.
Det fremgår således af den fremlagte udstationeringsaftale af 15. december 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, at ansøgeren fra den 16. december 2020 til den 16. marts 2021 skulle udstationeres af den polske virksomhed for at udføre arbejdsopgaver i Danmark.
Derimod fremgår det af den fremlagte underentrepriseaftale af 4. januar 2021 mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, at aftalen alene omfatter perioden fra den 4. januar 2021 til den 30. januar 2021. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at den polske virksomhed før den 4. januar 2021 eller efter den 30. januar 2021 havde en aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgerens udstationeringsaftale ikke indeholder oplysninger om f.eks., hvilke konkrete arbejdsopgaver ansøgeren skulle udføre, hvor i Danmark eller til hvilken virksomhed, der skulle leveres tjenesteydelser, men at det alene er angivet i aftalen, at ansøgeren skulle udføre arbejdsopgaver relateret til byggeri og generelle renoveringsopgaver i Danmark.
Udlændingenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren blev udstationeret til Danmark blot 4 dage efter sin ansættelse og inden underentrepriseaftalens indgåelse, og at arbejdsopgaverne i udstationeringsaftalen er meget bredt formuleret, taler for, at formålet med ansøgerens ansættelse og udstationering alene var at blive sendt til Danmark for at opnå adgang til arbejdsmarkedet.
Ved vurderingen af, om ansøgeren kan anses for at have opfyldt betingelserne som udstationeret i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, har Udlændingenævnet yderligere lagt vægt på, at det fremgår af underentrepriseaftalen, at den polske virksomheds arbejdsopgaver omfattede udjævning af gulve i badeværelser, vandtætning, montering af keramiske fliser på vægge og gulve i badeværelser, fugesømme, montering af døre samt montering af gipsplader til kloakrør til en samlet pris af 180.000 kr. ekskl. moms.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren den 27. januar 2021 blev antruffet af politiet på byggepladsen, mens ansøgeren var i gang med at udføre malerarbejde på en altan, hvilket er en arbejdsydelse, som ikke er omfattet af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed.
I forlængelse heraf har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at det fremgår af politiets rapport af 27. januar 2021, at ansøgeren bl.a. oplyste, at han var blevet forevist arbejde af andre udenlandske håndværkere på byggepladsen.
Det fremgår desuden af afhøringsrapporten, at ansøgeren ikke vidste, hvad ansøgeren skulle, når arbejdet i Danmark var afsluttet, men at ansøgeren formodede, at hans ansættelseskontrakt med den polske virksomhed udløb i slutningen af april 2021, hvor ansøgerens visum udløb, idet ansøgeren ikke ville have lovligt ophold i Polen derefter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansættelsen udløber den 12. december 2021, mens det er anført i den fremlagte arbejdsgivererklæring, at ansøgerens ansættelse er tidsubegrænset. Hertil skal Udlændingenævnet også bemærke, at den fremlagte arbejdsgivererklæring er underskrevet af den polske virksomhed 7 uger inden ansøgerens ansættelsesdato.
Udlændingenævnet finder herefter, at det forhold, at ansøgeren blev antruffet i færd med at udføre arbejde, som ikke var omfattet af underentrepriseaftalen, at ansøgeren efter det oplyste blev anvist arbejde af andre udenlandske håndværkere, og at der er usikkerhed og divergerende oplysninger omkring varigheden af ansøgerens ansættelse hos den polske virksomhed, også samlet set taler imod, at ansøgeren var udstationeret for at levere en afgrænset og konkret tjenesteydelse på vegne af den polske virksomhed, hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til fast beskæftigelse hos virksomheden i Polen.
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser med henblik på at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den polske virksomhed er anmeldt i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden 5.-30. januar 2021, og at ansøgeren står angivet som kontaktperson i perioden 5.-9. januar 2021. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at den polske virksomhed driver reel virksomhed i Polen, at samtlige medarbejdere udfører arbejde i Polen under deres ansættelse, og at der til støtte herfor er fremlagt en række dokumenter vedrørende stiftelsen af virksomheden, diverse entrepriseaftaler, køb af arbejdstøj, m.v. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at udstationeringen ikke har elementer af social dumping, og at den polske virksomhed er medlem af Dansk Industri og har tegnet overenskomst med 3F.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset den polske virksomheds aktiviteter i Polen og dens tilknytning til danske fagforeninger m.v., så kan det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag ikke anses for godtgjort, at ansøgerens udstationering har været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Det anførte om, at der ved vurderingen af, om ansøgeren havde fast beskæftigelse i Polen, ikke kan stilles et krav om 30 dages anciennitet forinden udstationeringen, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har foretaget en særskilt vurdering af fastheden af ansøgerens beskæftigelse hos den polske virksomhed, og at ansættelsestidspunktet således ikke i sig selv har været afgørende for vurderingen. Udlændingenævnet henviser videre til, at ansættelsestidspunktet – som beskrevet ovenfor – er indgået som et element i den samlede vurdering af, om der var tale om en reel udstationering, eller om den havde karakter af misbrug.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er oplyst, at den polske virksomhed har udstationeret medarbejdere til Danmark siden 2019, og at 2 andre ukrainske statsborgere tidligere er blevet vurderet til at have lovligt ophold i Danmark som udstationeret for virksomheden.
Udlændingenævnet henviser herved igen til, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag må lægges til grund, at der er tale om forsøg på at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, uanset om det tidligere er blevet vurderet, at medarbejdere fra den polske virksomhed kan have været omfattet af retten til ophold som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2022 – visum – hensigt om at forlade Schengenlandene (karens) – EU-regler
Dato: 10-06-2022Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en tyrkisk statsborger, som havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin herboende datter og svigersøn. Ansøgeren ifaldt 5 års karens, da hun under sit visumophold havde søgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren var en ældre enke og led af en række sygdomme, herunder demens og hjertesvigt. Hun havde under sit visumophold i 2018 søgt om familiesammenføring med sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som hun fik afslag på i maj 2018. Denne afgørelse blev stadfæstet af Udlændingenævnet i marts 2019.
Ansøgers svigersøn, der var dansk statsborger, havde i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af nærværende visumansøgning oplyst, at svigersønnen var EU-borger og havde udøvet sin ret til fri bevægelighed, idet svigersønnen havde boet i Schweiz i 2014, og at ansøgeren som følge heraf var omfattet af EU-reglerne.
Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af de særlige EU-regler om udstedelse af visum til familiemedlemmer til EU-borgere, da hendes svigersøn, ikke havde anvendt retten til fri bevægelighed efter EU-reglerne i 6 år. Udlændingestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ansøgning om visum ikke var indgivet umiddelbart efter hendes svigersøns tilbagevenden til Danmark og derfor ikke var indgivet i naturlig forlængelse af hans hjemvenden.
Udlændingenævnets afgørelse:
”EU-retlige regler
Udlændingenævnet har indledningsvist konstateret, at ansøgers ansøgning om Schengenvisum til Danmark ikke er omfattet af EU-reglerne.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke efter EU-opholdsdirektivet kan anses som "familiemedlem" til en unionsborger, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 2, og EUopholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgers svigersøn boede i Schweiz indtil 2014, og at det dermed er 8 år siden, at svigersønnen har benyttet sig af retten til fri bevægelighed som EU-borger. Ansøgerens ansøgning om Schengenvisum til Danmark er som følge heraf ikke indgivet i naturlig forlængelse af svigersønnens tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke forsørges af sin svigersøn eller datter, samt at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har været optaget i svigersønnens husstand.
Da ansøgeren ikke kan få meddelt Schengenvisum efter EU-reglerne, finder Udlændingenævnet, at Udlændingestyrelsen med rette tillige vurderede ansøgningen efter de almindelige regler om Schengenvisum til Danmark.
Danske regler om Schengenvisum
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af ultimo august 2020. Ansøgeren kan således ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 3, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, stk. 1 og 3, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt afgørende vægt på, at ansøgeren ved sit seneste meddelte Schengenvisum, meddelt for 90 dage i perioden fra ultimo oktober 2017 til primo februar 2018, medio januar 2018 indgav ansøgning om familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med sin herboende datter. Ansøgeren har dermed under sit visumophold indgivet en ansøgning om opholdstilladelse på andet grundlag end asyl, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 3.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgningen om opholdstilladelse ikke er omfattet af undtagelsestilfældene oplistet i udlændingelovens § 4 c, stk. 4, nr. 2, idet ansøgeren har ansøgt om opholdstilladelse i Danmark med henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og den familiemæssige tilknytning mellem ansøgeren og hendes datter ikke er omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren har søgt om en af de typer opholdstilladelse, der efter udlændingelovens § 4 c, stk. 4, nr. 2, medfører en karensperiode på 5 år.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren misbrugte sit seneste visumophold til at indgive en ansøgning om familiesammenføring og på den baggrund få processuelt ophold i Danmark. Ansøgeren har således haft til hensigt at forlænge opholdet i Danmark ud over perioden for det udstedte visums gyldighed.
Det forhold, at ansøgeren udrejste af Danmark ultimo januar 2018 efter 85 dages ophold, kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren på ny indrejste i Danmark ultimo januar 2018 på baggrund af det processuelle ophold og først udrejste af Danmark medio august 2018.
Udlændingenævnet finder på baggrund heraf, at ansøgeren ikke er udrejst af Schengenlandene i overensstemmelse med sit visums gyldighed, jf. udlændingelovens § 4 e, stk. 4, nr. 8.
Udlændingenævnet bemærker desuden, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring i ansøgningsskemaet modtog vejledning om, at ansøgeren ved indgivelse af ansøgning om familiesammenføring ville kunne blive udelukket fra at få visum til Danmark i en periode på 5 år.
Udlændingenævnet finder heller ikke, at der foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel kan meddeles visum til Danmark.
Det forhold, at ansøgeren er enke, og at ansøgeren lider af bl.a. demens og hjertesvigt, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke kan meddeles visum i en periode på 5 år, jf. udlændingelovens § 4 e, stk. 3, nr. 3. Ansøgeren kan således – medmindre der foreligger ganske særlige grunde – tidligst medio januar 2023 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Anvendelsesområde
Dato: 17-05-2022Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger, og indgav i april 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en værtsmedlemsstat. Parret havde været sammen siden 1995 og havde boet sammen på øen Isle of Man siden 1999. Parret havde giftet sig i 2001.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra august 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og den danske statsborger har boet på øen Isle of Man siden 1999, og at de på den baggrund har indgivet en ansøgning til SIRI vedrørende ansøgerens ret til ophold som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Hertil har Udlændingenævnet lagt afgørende vægt på, at EU-rettens regler vedrørende den frie bevægelighed for arbejdstagere ikke finder anvendelse for Isle of Man. Ansøgerens ægtefælle har således ikke udøvet en ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og hendes ophold på øen Isle of Man kan derfor ikke føre til, at ansøgeren kan få ret til ophold som familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Det forhold, at ansøgeren til klagen har anført, at uanset at Isle of Man er delvis selvstændig, så er øen tæt tilknyttet til Storbritannien, som altid har været en del af EU, kan ikke føre til en ændret vurdering, da Isle of Man ikke er en del af EU eller EØS-samarbejdet.
Uanset, at ansøgeren og den danske statsborger skulle have modtaget vejledning fra SIRI om, at de kunne indgive en ansøgning om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, på baggrund af deres ophold på Isle of Man, så kan dette ikke føre til en ændret vurdering, da EU-opholdsbekendtgørelsen ikke finder anvendelse for ophold uden for medlemsstaternes område
Da Udlændingenævnet finder, at den danske statsborgers ophold på Isle of Man ikke falder under EU-opholdsbekendtgørelsens anvendelsesområde, har Udlændingenævnet ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt ansøgeren på baggrund af sagens oplysninger kan meddeles opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Oplysningerne til sagen om, at ansøgeren og den danske statsborger har været sammen siden 1995, at de har været gift siden 2001, og at de har boet sammen på Isle of Man siden 1999, samt at ansøgeren har en selvstændig tilknytning til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 17-05-2022Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik opholdstilladelse med henblik på midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark i november 2016. Han udrejste efterfølgende til Tyrkiet i august 2017. Som følge af hans udrejse foretog Udlændingestyrelsen efterfølgende en vurdering af, hvorvidt hans opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og som et led i sagsbehandlingen deltog referencen i februar 2020 i et interview på Den Danske Ambassade i Tyrkiet. Under interviewet oplyste referencen, at han under sin udlandsrejse havde indgået et ægteskab, samt at han alene havde opholdt sig i Tyrkiet. Referencen sendte senere i februar 2020 til Udlændingestyrelsen en vielsesattest, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen havde indgået ægteskab i Syrien i marts 2018, og at referencen havde været til stede ved vielsen. I maj 2020 oplyste referencen imidlertid til Udlændingestyrelsen, at han ikke havde været i Syrien under sit ophold i Tyrkiet. Han oplyste endvidere, at han ikke havde været til stede ved vielsen, og at et familiemedlem havde skrevet under på vielsesattesten på hans vegne. Ansøgeren indgav i oktober 2020 en ansøgning om ægtefællesammenføring under henvisning til sit ægteskab med referencen. I forbindelse med ansøgningen oplyste referencen og ansøgeren, at de havde indgået ægteskab i Tyrkiet i oktober 2018. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2021 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin bortfaldssag i februar 2020 på Den Danske Ambassade i Tyrkiet oplyste, at han var blevet gift under sit ophold i Tyrkiet, og at han som dokumentation herfor fremsendte et dokument med titlen Marriage Instrument, udstedt i marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, hvoraf det fremgår, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i marts 2018.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i klagen har bekræftet, at den fremsendte vielsesattest er den officielle vielsesattest.
Udlændingenævnet har endeligt lagt vægt på, at referencen ligeledes i forbindelse med sin bortfaldssag i maj 2020 oplyste, at han ikke havde været i Syrien under sit udenlandsophold, idet de havde lavet en aftale med dommeren om, at familiemedlemmer i Syrien i stedet kunne underskrive ægteskabskontrakten. I ansøgningsskemaet indgivet i oktober 2020, der er udfyldt af referencen, er der svaret afkræftende til, at de begge var til stede ved vielsen i ansøgerens del af skemaet, mens det af referencens del fremgår, at de begge var til stede.
Udlændingenævnet vurderer på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at referencen har været fysisk til stede ved vielsen, og at deres ægteskab derfor ikke kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, nr. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, hvorefter det er et krav, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændingenævnet har med denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt den fremlagte vielsesattest må antages at være ægte, idet der også er oplyst divergerende omkring ægteskabets indgåelse.
Det fremgår således af den syriske vielsesattest, udstedt ultimo marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab primo marts 2018. Det bemærkes, at både referencen og ansøgeren står som værende ”husband” (ægtemand) på dokumentet.
Ligeledes har referencen i november 2020 til Udlændingestyrelsen indgivet en håndskrevet arabisk ægteskabskontrakt samt en engelsk oversat version af denne kontrakt dateret samme dag i primo marts 2018, som ægteskabet ifølge den syriske vielsesattest skulle være indgået, hvoraf det fremgår, at deres ægteskab er indgået (”concluded”). I referencens klage har han dog oplyst, at dette dokument er en forlovelseskontrakt.
Det fremgår imidlertid af ansøgerens del af ansøgningen om ægtefællesammenføring, at de blev gift ultimo oktober 2018 i Tyrkiet. Af referencens del fremgår det, at de blev gift medio oktober 2018 i Tyrkiet.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen har anført, at fejl i datoerne på vielsesattesten skyldes en fejl fra udstederens side, og at referencen grundet sin analfabetisme ikke har været opmærksom på fejlen. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet det ikke ændrer ved, at referencen ikke har været til stede ved vielsen, og at oplysningerne i ansøgningsskemaet heller ikke stemmer overens med oplysningerne på den efter det oplyste officielt udstedte vielsesattest.
Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren skulle være gift i Tyrkiet, da referencen selv har henvist til den syriske vielsesattest, som den officielle vielsesattest. Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at der heller ikke er fremlagt en officiel tyrkisk vielsesattest.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om, hvordan referencen og ansøgeren mødte hinanden.
Det fremgår således af ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at parret fik kontakt med hinanden en specifik dato i juli 2018 over internettet. Af referencens del af ansøgningsskemaet fremgår imidlertid, at de mødte hinanden i juli 2018 gennem referencens søster. Af henvendelsen af februar 2022 til Udlændingenævnet fremgår det, at de lærte hinanden at kende gennem referencens søster, og at ansøgerens onkel er referencens svoger.
Det fremgår i øvrigt af Det Centrale Personregister (CPR), at referencen er gift med en anden kvinde, der ifølge referencens ansøgning er hans tidligere ægtefælle.
Udlændingenævnet kan derudover ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har haft et fast samlivsforhold af længere varighed.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at de ikke har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at de har været i et fast længerevarende samlivsforhold.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der til sagen er afgivet divergerende oplysninger om referencens og ansøgerens samliv og kontakt efter vielsen, idet det er oplyst i ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at de ikke har boet sammen på noget tidspunkt, at de har haft kontakt næsten hver dag via internet og telefon siden vielsen, og at de sidst så hinanden i juni 2020. I referencens del af ansøgningsskemaet samt i referencens klage oplyser han imidlertid, at de har boet sammen siden vielsen - fra oktober 2018 til juni 2020 - og at de sidst så hinanden medio juli 2020.
Den til støtte for klagen indsendte dokumentation for deres samliv kan ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke var muligt for Udlændingenævnet at læse dokumenterne, og da de indsendte billeder ikke i sig selv kan danne grundlag for, at de har haft et samliv af længere varighed.
Udlændingenævnet har dog lagt vægt på, at der blandt den indsendte dokumentation er et dokument med titlen ”Lease contract”, der også ses at være indsendt i forbindelse med referencens bortfaldssag. Ud fra dokumentet på bortfaldssagen ses det at være en lejekontrakt, indgået med en navngiven lejer, der ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra april 2018. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at dokumentet ikke dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Der er endvidere til bortfaldssagen indsendt et dokument med titlen ”Rental contract”, der også er en lejekontrakt indgået med en anden navngiven lejer, der heller ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra januar 2017. Udlændingenævnet finder heller ikke, at dette dokument dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Den henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke foreligger særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har etableret et familieliv, som er omfattet Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det angivne ægteskab mellem referencen og ansøgeren ikke kan anerkendes efter dansk ret, og at der ikke er etableret et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet henviser til den ovenfor anførte begrundelse herom.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at referencen og ansøgeren ikke kan anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det må anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne at beskytte et eksisterende familieliv.
Det forhold, at referencen efter det oplyste lider af forhøjet blodtryk og diskusprolaps i lænderyggen med tryk på nerveroden, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgeren ikke har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv.
Det til støtte for klagen anførte om, at referencens familie truer ansøgeren og vil tvinge hende tilbage til Syrien, kan endvidere ikke føre til en anden vurdering, idet Udlændingenævnet herved bemærker, at oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring. -
Udlændingenævnets afgørelse af 12.05.2022 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Dato: 12-05-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 12. maj 2022 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Udlændingenævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, til en mindreårig brasiliansk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende mor, der også er brasiliansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er født i maj 2004, havde boet sammen med referencen i Brasilien hele livet, indtil referencen udrejste fra Brasilien til Danmark, hvor hun indgik ægteskab med en dansk mand. Ansøgeren boede herefter hos sin far, men i januar 2021 ville faren ikke længere have noget med ansøgeren at gøre, og ansøgeren fraflyttede derfor farens bopæl og flyttede sammen med sin lillebror hos en familie, der havde været babysittere for lillebroren, siden han var lille. Referencen søgte om ægtefællesammenføring på baggrund af ægteskabet med sin herboende danske mand og blev ultimo februar 2021 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Medio februar 2021 søgte ansøgeren om familiesammenføring med sin herboende mor. I marts 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring. Styrelsen meddelte samtidig ansøgerens lillebror opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Ansøgeren blev i juli 2021 meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende. Referencen og hendes herboende ægtefælle fik i juni 2021 et fællesbarn, som er dansk statsborger.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2021.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har boet sammen med referencen hele livet indtil referencen indrejste i Danmark for at søge om ægtefællesammenføring, at ansøgeren medio februar 2021 ansøgte om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at ansøgeren var referencens mindreårige barn, og at referencen ultimo februar 2021 fik opholdstilladelse som familieført på baggrund af sit ægteskab med sin herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren flyttede ind hos sin far ved referencens udrejse fra Brasilien, men at faren efterfølgende ikke ville have noget med ansøgeren at gøre, og at ansøgeren derfor var nødt til at flytte fra farens bopæl.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren var 16 år på ansøgningstidspunktet, at ansøgerens lillebror, i marts 2021 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført barn, og at referencen og hendes ægtefælle i juni 2021 har fået et fællesbarn, der er dansk statsborger.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i juli 2021 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende, at ansøgeren samme dag i Det Centrale Personregister er registreret indrejst i Danmark med bopæl på samme adresse som referencen, at ansøgeren fortsat bor sammen med referencen, og at det beskyttelsesværdige familieliv mellem ansøgeren og referencen således også er fortsat udøvet i Danmark under lovligt ophold.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet vurdering af disse konkrete forhold, at det er bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bliver meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, der taler for at give opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 9 c, stk.1.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet