Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold
Dato: 17-08-2022Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Japan, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var kæreste med en dansk statsborger, og parret havde siden juni 2018 boet i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, herunder Marokko. Parret oplyste til ansøgningen, at de havde rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned. Parret havde i perioden fra januar 2020 til juli 2020 boet på en campingplads i Storbritannien, hvor de oprindeligt havde haft til hensigt at opholde sig i 3 måneder, idet ansøgeren alene have ret til at opholde sig i landet i 180 dage. Parret endte imidlertid med at opholde sig på campingpladsen frem til primo juli 2020 grundet COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat i perioden fra december 2019 og frem til juli 2020, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske statsborgers ophold i Storbritannien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra den danske statsborger.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at den danske statsborger flyttede til Storbritannien med henblik på at bosætte sig dér og etablere en reel tilværelse, eller at den danske statsborger har draget konsekvenserne af at være flyttet til et andet land.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har oplyst, at han og ansøgeren siden juni 2018 har boet sammen i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, og at de i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020 boede i deres autocamper på en campingplads i Storbritannien, hvor de ville opholde sig i 3 måneder, men at de endte med at være der i længere tid på grund af COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnet finder, at ovenstående oplysninger taler imod, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Storbritannien.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den danske statsborger og ansøgeren indrejste i Storbritannien alene med henblik på at opholde sig i Storbritannien i en kort periode og således ikke med henblik på, at etablere et reelt ophold i Storbritannien og faktisk bosætte sig i landet.
Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på den danske statsborgers oplysninger om, at han og ansøgeren siden juni 2018 har rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned, hvilket efter Udlændingenævnet opfattelse taler for, at opholdet i Storbritannien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
Det forhold, at den danske statsborger har fremlagt kopi af en underskrevet erklæring fra campingpladsen i Storbritannien, hvor det bekræftes, at den danske statsborger og ansøgeren har boet på campingpladsen i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020, en bookingbekræftelse fra campingpladsen fra januar 2020 samt 4 kvitteringer fra campingpladsen dateret i januar 2020, maj 2020, juni 2020 og juli 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Kontoudskrifter fra den danske statsborgers bankkonto i en britisk bank for perioden fra januar 2020 til juni 2020 og kontoudskrifterne fra hans danske bankkonto for perioden fra oktober 2019 til september 2020 kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Dette gælder uanset, at der af disse fremgår oplysninger om bl.a., at den danske statsborger siden december 2019 og frem til primo august 2020 har haft et sædvanligt forbrug i Storbritannien.
Ydermere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er fremlagt dokumentation i form af 2 booking bekræftelser fra december 2019 vedrørende den danske statsborgers og ansøgerens rejse med færge samt et brev fra juni 2020 udstedt af de britiske myndigheder, hvoraf det fremgår, at de britiske myndigheder traf afgørelse om at forlænge ansøgerens 180 dages ophold i Storbritannien frem til juli 2020 på baggrund af COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dokumentationen ikke i sig selv ændrer karakteren af den danske statsborgers og ansøgerens ophold i Storbritannien, der alene havde karakter af et ferielignende ophold. Dette understøttes af oplysningen om, at ansøgeren opholdt sig i Storbritannien i kraft af en begrænset ret til 3 måneders midlertidigt besøgsophold som visumfri statsborger og ikke med henblik på at tage fast ophold.
Den til sagen fremlagte kopi af den danske statsborgers skøde vedrørende salget af hans ejerbolig i Danmark, hvoraf det fremgår, at han indgik købsaftalen i juli 2019, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at købsaftalen ikke er indgået i umiddelbar forlængelse af, at den danske statsborger rejste til Storbritannien.
Den danske statsborgers oplysninger om, at SIRI i deres afgørelse havde vurderet, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, idet SIRI ikke i afgørelsen har anfægtet denne betingelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der altid skal foretages en samlet vurdering af, hvorvidt samtlige af betingelser er opfyldt for at blive meddelt opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger efter EU-retten.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved brev fra januar 2022 gav den danske statsborger mulighed for at fremkomme med yderligere oplysninger eller dokumentation til sagen, som bl.a. kunne tale for, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, og at der ikke er fremkommet yderligere til sagen herefter.
Det er i øvrigt indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har fremlagt forskellig dokumentation til sagen vedr. hans og ansøgerens samlivsforhold, og at han også i sin klage er fremkommet med oplysninger til støtte hertil.
Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger har fremlagt kopi af bl.a. et antal billeder visende ham og ansøgeren sammen i forskellige lande, en underskrevet erklæring fra maj 2019 fra en campingplads beliggende i Marokko, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger og ansøgeren har opholdt sig på campingstedet fra april 2019 til maj 2019 samt et brev fra marts 2021 fra Familieretshuset vedrørende ægteskabsbevis. Ligeledes er der fremlagt dokumentation for ansøgerens ufrivillige abort og scanningsbilleder fra et dansk hospital.
Den danske statsborger har endvidere i sin klage anført bl.a., at han har haft tilstrækkelige indtægter og midler til at forsørge både sig selv og ansøgeren gennem hele deres samlivsforhold, og at der efter EU-retten ikke gælder et minimumskrav for samlivets varighed, men alene en antagelse eller en formodning.
Udlændingenævnet finder, at ovenstående ikke kan føre til en ændret vurdering allerede fordi, at det er Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger ikke har haft etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien. Udlændingenævnet har således i denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne for at kunne anses for omfattet af personkredsen som familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Oplysningerne om, at den danske statsborger og ansøgeren har et stort ønske om at blive gift og stifte familie, og den danske statsborgers henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 vedrørende retten til respekt for familieliv og artikel 9 vedrørende retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af ovenstående grunde SIRI's afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. juni 2022 – EU – Primær bevægelighed – selvstændig erhvervsdrivende
Dato: 17-08-2022Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI´s afgørelse om, at en statsborger fra Polen ikke opfyldte betingelserne for at opnå opholdsret som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i oktober 2021 om ret til ophold som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-retten. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han var medejer af en virksomhed sammen med en anden navngiven person her i landet. Som dokumentation for virksomhedens drift og aktiviteter samt ansøgerens involvering i virksomheden fremlagde ansøgeren bl.a. kopi af virksomhedens forretningsplan, driftsbudget og resultatopgørelse. Det var ikke til sagen indsendt dokumentation for at ansøgeren var involveret i udøvelsen af de økonomiske aktiviteter i virksomheden.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra januar 2022. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som selvstændig erhvervsdrivende i EU-rettens forstand, idet han ikke har sandsynliggjort, at han aktuelt udfører arbejde af faktisk og reel karakter i virksomheden i et ikke ubetydeligt omfang, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren på en stabil og vedvarende måde har involveret sig og foretaget regelmæssige økonomiske aktiviteter i virksomheden i et sådant omfang, at han kan anses som selvstændig erhvervsdrivende.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremlagte forretningsplan for virksomheden, at det hovedsageligt er en anden navngiven person, som er ansvarlig for den regelmæssige drift af og de økonomiske aktiviteter i virksomheden.
Det fremgår således af forretningsplanen, at den anden navngivne person i virksomheden er ansvarlig for bl.a. den digitale markedsføring, kundebesøg, telefonsalg, annoncering, tryksager, presse og PR, skiltning præsentationsmateriale, digitale bogføring, momsafregning, varebestilling m.v.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgerens aktiviteter i virksomheden alene består ved, at han sammen med den anden navngivne person er ansvarlig for forhandlingen i forhold til priser og rabatter, og at han i samråd med en rådgivningsvirksomhed og den anden navngivne person er med til at udarbejde virksomhedens regnskab.
Udlændingenævnet finder, at disse oplysninger taler imod, at ansøgeren i en tilstrækkelig grad tager del i og involverer sig i udøvelsen af de økonomiske aktiviteter i virksomheden, ligesom oplysningerne ikke er dokumenteret.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt kopi af et internt driftsbudget for virksomheden i perioden fra november 2021 til oktober 2022, ligesom det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i forbindelse med klagen har fremlagt kopi af en resultatopgørelse for virksomhedens regnskabsår, hertil for perioden fra juni 2021 til december 2021.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at driftsbudgettet og resultatopgørelsen for virksomheden ikke dokumenterer ansøgerens faktiske deltagelse i virksomheden, at der ikke herudover er fremlagt dokumentation for virksomhedens faktiske omsætning, den daglige drift og de regelmæssige økonomiske aktiviteter. Udlændingenævnet henviser herved til dokumentation i form af f.eks. fakturaer, kvitteringer eller lignende i forbindelse med udførelsen af arbejdsopgaverne i virksomheden, virksomhedens kontakt med kunder og eventuelle køb af produkter og øvrige arbejdsredskaber til brug for udførelsen af arbejdet m.v.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremlagt kopi af et kontoudskrift for perioden fra november 2021 til december 2021, hvorpå der i december 2021 er registreret posteringer vedrørende økonomiske aktiviteter i virksomheden.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at det er den anden navngivne persons navn, der fremgår af udskriftet, og at de økonomiske aktiviteter således ikke kan henføres til ansøgeren.
Det er endvidere indgået i vurderingen, at ansøgeren i forbindelse med klagen har fremlagt kopi af et udskrift fra januar 2022 fra banken, hvorpå ansøgerens navn fremgår. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet der på udskriftet ikke fremgår oplysninger om posteringer vedrørende økonomiske aktiviteter i virksomheden.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det ved opslag i www.virk.dk fremgår, at ansøgeren og den anden navngivne person begge er medejere af virksomheden. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at ansøgeren aktuelt udfører arbejde af faktisk og reel karakter i virksomheden i et ikke ubetydeligt omfang.
Endelig kan det heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt kopi af en lejekontrakt for beboelse gældende fra august 2021 beliggende på en dansk adresse, og hvorpå både ansøgeren og den anden navngivne person fremgår som lejere af lejligheden. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der er tale om en beboelseslejlighed, som ikke i sig selv kan tillægges vægt i vurderingen af, om ansøgeren kan anses som selvtænding erhvervsdrivende i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet stadfæster derfor på baggrund af ovenstående SIRI's afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2022 – Ægtefællesammenføring - Selvforsørgelseskrav
Dato: 17-08-2022Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger i Kosovo, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
I januar 2019 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Kosovo, hvor de begge er statsborgere. I januar 2021 søgte ansøgeren om opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med referencen. Referencen og ansøgeren fik i september 2021 et fællesbarn, der også er statsborger i Kosovo. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik senest i maj 2019. I februar 2022 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Referencen har inden for de seneste 3 år modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, er derfor ikke opfyldt, og ansøgeren kan således ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne i det elektroniske indkomstregister eIndkomst, hvoraf det fremgår, at referencen har modtaget kontanthjælp, udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik § 25, senest i maj 2019.
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke er oplyst om særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet vurderer ikke, at der til sagen er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren, referencen og deres fællesbarn ikke vil kunne udrejse og tage ophold i Kosovo, hvor ansøgeren, referencen og parrets fællesbarn er statsborgere, hvor parret mødtes og indgik ægteskab, og hvor parret taler sproget for at udøve familielivet dér.
Udlændingenævnet henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har et fællesbarn, som er født i september 2021, og som i februar 2022 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført barn i Danmark, og at der med klagen er fremsendt et dokument om opskrivning til dagpleje, integreret institution og børnehave kommunen for barnet.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, idet barnet ikke har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børn efter fast praksis først efter 6-7 års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en institution eller skole anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der kan ske fravigelse af udlændingelovens § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren og referencen selv valgte at stifte familie på et tidspunkt, hvor ansøgerens opholdsgrundlag ikke var fastlagt.
På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde i øvrigt, vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2022 – EU – Primær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt
Dato: 09-08-2022Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2022 – EU – Primær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 SIRIs afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til sin myndige søn, der var unionsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i april 2017 og indgav i december samme år ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin myndige søn, der havde opholdsret i Danmark. Ansøgeren fik afslag og i februar 2021 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdsret til sin søn, der havde fået tidsubegrænset opholdsret. Ansøgeren og unionsborgeren havde efter det oplyste boet sammen i Italien frem til 2014, hvorefter ansøgeren udrejste til Pakistan sammen med sin nu afdøde ægtefælle. Unionsborgeren var indrejst i Danmark i februar 2016 med sin ægtefælle og børn. Der var til sagen bl.a. fremlagt kopi af unionsborgerens kontoudtog og det var oplyst, at ansøgeren var analfabet og ikke havde en bankkonto. Der var til sagen fremlagt en lægeudtalelse fra juni 2021, hvoraf det fremgik, at ansøgeren gennem flere år havde led af kronisk hepatitis HCV samt en yderligere række alderdomsrelaterede sygdomme som f.eks. demenssymptomer og var i behandling med PPI og riopan gel.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 2, som person med ret til tidsubegrænset opholdsret.
Udlændingenævnet fastholder imidlertid SIRI’s afgørelse fra december 2021. Ansøgeren har således ikke ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens §15, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, 5 eller 6.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren i et omfang, der kan begrunde, at ansøgeren falder under bestemmelsens anvendelsesområde.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren siden 2001, og at partsrepræsentanten i forbindelse med ansøgningen fra december 2017 havde oplyst, at unionsborgeren hver anden til tredje måned via bekendte sendte penge til ansøgeren under hendes ophold i Pakistan, som efter det oplyste varede fra 2014 til april 2017.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation til støtte for, at der har fundet forsørgelse sted, herunder oplysninger om, til hvem, hvornår og hvordan de pågældende penge er blevet overleveret, hvilke beløb, der er tale om, hvad beløbet skulle dække samt dokumentation, der understøtter, at ansøgeren faktisk har modtaget pengene.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten ved henvendelse i april 2018 oplyste, at ansøgeren ikke havde en bankkonto, at hun er analfabet, og at hun ikke selv kunne tage vare på sin egen økonomi eller være i stand til at afhente beløbene hos en transfer og veksle til hjemlandets valuta, idet det ikke alene på denne baggrund kan anses for godtgjort, at der har været et reelt forsørgelsesbehov mellem unionsborgeren og ansøgeren i perioden forud for ansøgeren indrejse i Danmark.
Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der i forbindelse med ansøgning i februar 2021 er et kontoudskrift af unionsborgerens konto i en dansk bank for perioden fra marts 2016 til marts 2017, idet det ikke heraf fremgår, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren.
Det til støtte for klagen anførte om, at det er dokumenteret, at ansøgeren har boet hos sin søn i de sidste par år, og at det dermed er underforstået, at hun er blevet forsørget af ham, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det materielle behov for forsørgelse skal foreligge i familiemedlemmets hjemland eller i det land, hvor den pågældende kom fra, på det tidspunkt, hvor familiemedlemmet ansøger om at slutte sig til unionsborgeren.
Udlændingenævnet henviser herved til, at der kan stilles krav om, at familiemedlemmet i en anseelig periode regelmæssigt skal have modtaget en sum penge fra unionsborgeren, og at denne sum skal være nødvendig for at sikre familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder, jf. C-423/12, Reyes.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens§ 3, stk.1, nr. 5
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har været optaget i unionsborgeren husstand forud for hendes indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren indrejste i Danmark i februar 2016, at han i februar 2016 fik udstedt et registreringsbevis som arbejdstager, og at han i juli 2021 fik tidsubegrænset opholdsret, og at det derved må lægges til grund, at han har haft sin hustand i Danmark. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansøgning om opholdsret fra december 2017, at hun indrejste i Danmark i april 2017, og at det fremgår af ansøgning om opholdsret i februar 2021, at hun indrejste i Danmark i oktober 2017. Uanset om hun indrejste i april 2017 eller oktober 2017 fra Pakistan, må det lægges til grund, at hun ikke delte hustand med unionsborgeren umiddelbart forud for sin indrejse.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren boede sammen med unionsborgeren, hendes ægtefælle, og unionsborgeren ægtefælle og børn i Italien frem til 2014, hvor ansøgeren udrejste til Pakistan med sin ægtefælle, da hun efter det oplyste først indrejste i Danmark i oktober 2017. Uanset om de havde delt bopæl i Italien frem til 2014 ville ansøgeren således ikke kunne anses for at have været en del af unionsborgerens husstand i en længere periode umiddelbart forud for sin indrejse i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten har oplyst, at ansøgeren i januar 2017 vendte tilbage til Italien for at bo dér sammen med unionsborgeren, idet unionsborgeren på daværende tidspunkt boede i Danmark, og partsrepræsentanten i 2018 oplyste, at ansøgeren boede sammen med sin datter i Italien i 2017, før hendes indrejse i Danmark.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6
Udlændingenævnet finder endeligt, at der ikke er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af den til sagen indsendte lægeerklæring fra juni 2021 fra en dansk læge, at ansøgeren lider af helbredsmæssige problemer, herunder kronisk hepatitis HCV, gastrit, svimmelhed, faldtendens, og at hun er svagtseende og lider af inkontinenssymptomer, at hun er kronificeret og har klare demens-symptomer, og at hun er i behandling med PPI og riopan gel.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren har lidt af flere af de pågældende helbredsproblemer gennem flere år, idet det fremgår af den tidligere indsendte udtalelse fra maj 2017 fra ansøgerens læge i Italien, at hun led af kronisk hepatitis HCV og var i behandling med Interferon og Ribavirin, at hun havde behov for løbende blodprøver, undersøgelser og klinisk kontrol, og at hun også led af mavebrok og gastritis og var i behandling med Ranitidin og Riopan gel.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der efter det oplyste i perioden fra 2014, hvor hun udrejste af Italien, og indtil hendes indrejse i Danmark, har været andre personer, der har boet sammen med hende og efter det oplyste har kunnet give hende den nødvendige hjælp og pleje, herunder hendes ægtefælle, en hjemmehjælper i Pakistan, og hendes datter i Italien.
Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren er mere end 80 år og er begyndt at udvise demenslignende symptomer, og at hun ikke er blevet plejet af, eller modtaget økonomisk eller social hjælp fra andre personer end unionsborgeren, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke på denne baggrund kan anses for absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren, idet hendes tidligere plejebehov har været tilgodeset via bl.a. en hjemmehjælper.
Udlændingenævnet finder således, at oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige problemer ikke i sig selv kan føre til en antagelse om, at der er tale om helbredsmæssige forhold, som gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer hende.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2022 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA
Dato: 04-08-2022Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2022 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 og § 9 c, stk. 1 til en statsborger fra Eritrea under henvisning til hendes herboende mor.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen havde i november 2016 meddelt opholdstilladelse til ansøgeren som familiesammenført under henvisning til referencen. Ansøgeren indrejste imidlertid ikke i Danmark inden for indrejsefristen. I forbindelse med behandlingen af en ny ansøgning om opholdstilladelse indgivet af referencen i juli 2019 havde Udlændingestyrelsen anmodet ansøger og reference om at medvirke til DNA-undersøgelse. Ansøger og reference indvilligede heri. Det fremgik af konklusionerne fra Retsgenetisk Afdeling, at resultaterne talte imod, at ansøger er barn af referencen, og at sikkerheden af udelukkelsen oversteg 99,99%.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af 11. marts 2021. Ansøger kan således ikke gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, eller § 9 c, stk. 1.
Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 stk. 1, nr. 2
Det er en betingelse for, at ansøger kan gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til dig efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøger er et mindreårigt barn af dig.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøger er et mindreårigt barn af dig, og hun kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse på det foreliggende grundlag, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at det fremgår af Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020, at resultaterne taler imod, at ansøger er barn af dig, og at sikkerheden af udelukkelsen overstiger 99,99%.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du til sagen har oplyst, at du har fået foretaget en anden DNA-prøve ved A-sygehus i november 2019, idet Udlændingestyrelsen i brev af oktober 2019 henviste dig til at få udtaget mundskrab på B- Sygehus, og idet du ikke har indsendt dokumentation for ovennævnte prøve fra B-Sygehus.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøger blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til dig i november 2016, og at ansøger ikke havde mulighed for at udrejse af Eritrea og indrejse og tage ophold i Danmark inden for indrejsefristen på grund af sin alder. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det påhviler ansøgeren selv at overholde de betingelser, der er fastsat for en meddelt opholdstilladelse, og at Udlændingestyrelsen gentagne gange udsatte indrejsefristen for at give ansøger lejlighed for at rejse ind i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udlændingemyndighederne ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 eller § 9 c, stk. 1, kan kræve, at ansøgeren og den person, til hvem ansøgeren oplyser at have den familiemæssige tilknytning, som skal danne grundlag for opholdstilladelsen, medvirker til en dna-undersøgelse med henblik på at fastslå den familiemæssige tilknytning, såfremt denne ikke på anden måde kan anses for tilstrækkeligt dokumenteret. Der henvises til afsnittet om Retsregler ovenfor.
Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til sagen har indsendt en fødselsattest i Eritrea i december 2008, hvor det fremgår, at ansøger er født i november 2008 i Eritrea og at du er mor til hende, samt at du i øvrigt til sagen har oplyst, at hun er din datter. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en fødselsattest og erklæringer om slægtskab i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at fastslå slægtskabet, idet det er en grundlæggende betingelse for meddelelse for opholdstilladelse for børn, at den familiemæssige tilknytning i forhold til den herboende forældre kan fastslås, og at adgangen for udlændingemyndighederne til at kræve en dna-undersøgelse har til formål at understøtte fastlæggelsen af slægtskabet, idet resultatet af dna-undersøgelsen udgør et tungtvejende bevismæssigt grundlag.
Af samme årsag kan den indsendte oversættelse af, hvad der angiveligt er din vielsesattest, hvoraf det fremgår, du og [X] indgik ægteskab i Eritrea i maj 2006 ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at nævnet – som anført oven for – har lagt afgørende vægt på resultatet af den foretagne dna-undersøgelse.
Det kan ej heller føre til et ændret resultat, at du til klagen har oplyst, at du har haft daglig kontakt med ansøger siden 2013 først pr. telefon og siden over videochat via Messenger, idet Udlændingenævnet har lagt vægt på, at denne kontakt ikke er dokumenteret.
Det kan endvidere ikke føre til et andet resultat, at du er utilfreds med prøvens resultat, idet Udlændingenævnet ikke finder, at der er fremlagt dokumentation eller oplysninger i øvrigt, der kan bringe tvivl omkring Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at betingelsen for, at ansøger kan gives opholdstilladelse i Danmark derfor ikke er opfyldt.
Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at ansøger ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøger skal have opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har vurderet, at forholdet mellem dig og ansøger ikke kan anses for at udgøre et familieliv som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020, hvor resultaterne taler imod, at ansøger er barn af dig, og at sikkerheden af udelukkelsen overstiger 99,99%.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at slægtskabet mellem dig og ansøger i øvrigt ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, idet du alene har fremlagt hendes fødselsattest og en oversat kopi af, hvad der angiveligt er din vielsesattest, der ikke alene kan danne grundlag for gyldig dokumentation for slægtskabet mellem dig og ansøger.
Udlændingenævnet finder, at der i øvrigt ikke foreligger personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at ansøger kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Det til sagen oplyste, at ansøgers far er i fængsel og ikke har haft kontakt til hende siden 2013 kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det anførte ikke er dokumenteret eller på anden måde godtgjort.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at hensynet til barnets tarv taler for at sikre, at slægtskabet mellem et barn og en herboende forælder er i overensstemmelse med det af forælderen oplyste.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udlændingemyndighederne ikke kan meddele opholdstilladelse til personer, hvor rette identitet ikke er fastlagt, herunder slægtskabet mellem barnet og den herboende reference.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til klagen har oplyst, at du ikke kan vende tilbage til Eritrea på grund af risiko for forfølgelse fra de eritreiske myndigheder. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet at oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøgers personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.
På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøger afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet vurderer i relation hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2022 – Erhverv – Beløbsordningen – Ej sædvanlig løn
Dato: 28-07-2022Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2022 – Erhverv – Beløbsordningen – Ej sædvanlig løn
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i september 2020 en ansøgning til Styrelsen for international Rekruttering og Integration (SIRI) om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som developer. Ansøgeren havde 14 års relevant erhvervserfaring, en uddannelse vurderet af Styrelsen for Forskning og Uddannelse svarende til en dansk kandidatuddannelse som civilingeniør, og han var tilbudt en månedsløn på 36.500 kr. Efter at have modtaget en udtalelse om ansættelsesvilkårene fra Prosa, gav SIRI afslag under henvisning til, at ansættelsesvilkårene ikke var sædvanlige efter danske forhold. Det var til støtte for klagen anført, at den anvendte beregning af gennemsnitslønnen var usikker, samt at den hørte fagforening havde en interessekonflikt.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRIs afgørelse fra marts 2021. Ansøgeren får således ikke opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som developer hos en dansk virksomhed, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3.
Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder, at løn- og ansættelsesvilkårene, der danner grundlag for ansøgningen om opholdstilladelse, ikke er sædvanlige.
Udlændingenævnet vurderer således, at den tilbudte månedsløn på 36.500 kr. brutto er for lav i forhold til ansøgerens uddannelses- og erhvervserfaring.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Prosa ved udtalelse fra november 2020 konkret har vurderet, at ansøgerens løn- og ansættelsesforhold ikke er sædvanlige efter danske forhold, da medianlønnen for en ansat inden for erhvervsområdet web- og multimedieudvikling med DISCO-koden 251300 med 10-14 års erhvervserfaring udgør 48.057 kr. inklusiv eget pensionsbidrag i Region Hovedstaden. Den tilbudte løn er således væsentligt under de sædvanlige danske lønvilkår for denne type stilling.
Udlændingenævnet henviser også til, at selv hvis der tages udgangspunkt i nedre kvartil frem for medianlønnen i statistikken fra DA’s lønstatistik, så skulle lønnen udgøre 43.661 kr., hvilket fortsat er langt over ansøgerens tilbudte løn.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har en uddannelse fra 2005 som Styrelsen for Forskning og Uddannelse har vurderet svarende til en dansk kandidatuddannelse som civilingeniør i informationsteknologi.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har dokumenteret relevant arbejdserfaring på mere end 14 år. Han har således arbejdet som Chief Infrastructure Officer i perioden fra januar 2006 til februar 2019, og herefter som program- og systemudvikler for en dansk virksomhed fra september 2019 til juni 2020.
Det forhold, at gennemsnitslønnen i jobindex og HK’s lønstatistikker inden for området web- og multimedieudvikling er på samme niveau, som den tilbudte løn, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at stillingen som web- og multimedieudvikler, og det dertilhørende lønniveau ikke kan sidestilles med det faktum, at ansøgeren har en kandidatuddannelse som civilingeniør, og har 14 års erfaring, hvoraf 13 af disse har været som Chief infrastructure Officer.
Det fremgår desuden af HK’s lønstatistik, at den beregnes på baggrund af medlemmernes egne oplysninger, ligesom det fremgår af jobindex.dk, at lønniveauet er beregnet ud fra lønoplysninger fra CV'er i en database oplyst af brugerne selv, og at der ikke kan garanteres for nøjagtigheden.
Det til støtte for klagen anførte om, at det ikke er muligt at få indblik i Prosas beregning af gennemsnitslønnen, og at dette er en fagforening, der har sine egne interesser og beskæftiger sig med danske programmører, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at SIRI har hørt både HK og Prosa i forbindelse med vurderingen af, om løn- og ansættelsesvilkårene er sædvanlige på det danske arbejdsmarked, og at Prosa er en fagforening, hvis medlemmer arbejder med it og it-systemer i en bred forstand, jf. Prosas hjemmeside https://www.prosa.dk/medlemskab/hvem-kan-blive-medlem .
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at Prosa i høringssvaret har benyttet DA’s lønstatistik, som konkret bl.a. tager udgangspunkt i ansøgerens erhvervserfaring, hvor generelle lønberegnere og statistikker tager udgangspunkt i et gennemsnit uagtet erfaring, alder og uddannelsesbaggrund, inden for branchen web- og multimediedesigner.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at det af lovbemærkningerne udtrykkeligt fremgår, at det er et krav for at meddele opholdstilladelse, at udlændingen ansættes på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår efter danske forhold, og at SIRI kan høre en relevant brancheorganisation eller de regionale arbejdsmarkedsråd herom, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet har endelig noteret sig, at Prosa har udtalt, at der i kontrakten er indsat en kunde- og konkurrenceklausul, som efter Prosas vurdering er ugyldig, da den ikke følger reglerne om kompensation.
Udlændingenævnet finder således efter en konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder, at løntilbuddet, der danner grundlag for ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse, ikke er sædvanligt efter danske forhold.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2022 – Ægtefællesammenføring – proforma
Dato: 14-07-2022Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2022 – Ægtefællesammenføring – proforma
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik i juni 2012 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I januar 2019 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Sudan, og i februar 2019 søgte ansøgeren om opholdstilladelse under henvisning til ægteskabet. Det fremgik af ansøgningen, at parret mødte hinanden tilfældigt i Tyrkiet i 2015, at de efterfølgende havde holdt kontakten over diverse internet- og telefonudbydere og at de besluttede sig for at indgå ægteskab i oktober 2018. Det fremgik endeligt af ansøgningen, at ansøgeren og referencen sidst havde set hinanden i Sudan i februar 2019. Til sagen var der indsendt dokumentation for chatkorrespondance for diverse perioder efter februar 2019 og det var oplyst, at det ikke havde været muligt at dokumentere kommunikationen forud for februar 2019, da begge parter havde udskiftet deres telefon. I januar 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2020. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet Udlændingenævnet vurderer, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse til ansøger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det alene er dokumenteret, at ansøgeren og referencen mødte hinanden personligt i Sudan, hvor begge indrejste i januar 2019, at parret blev viet i januar 2019 i Sudan og at parret har opholdt sig sammen der indtil februar 2019, hvor referencen ifølge stemplerne i sit pas udrejste af Sudan.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren referencen har indgået ægteskab efter et meget kortvarigt bekendtskab, og at de derfor ikke kan anses for at have opnået et sådant sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab. Udlændingenævnet har herved særligt lagt vægt på, at parret kun tilbragte 7 dage sammen, inden de blev viet i januar 2019.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det indgår som et centralt og vægtigt kriterium i afvejningen af, om der foreligger et proformaægteskab, at parret har haft et længerevarende og indgående, personligt bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i ansøgningen om familiesammenføring modtaget i Udlændingestyrelsen i februar 2019 er oplyst, at parret mødte hinanden for første gang i Tyrkiet i 2015, hvor de blev forelskede.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har været i Tyrkiet i 2015.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om parrets møde i Tyrkiet i 2015. Det er således i ansøgningsskemaet oplyst, at ansøgeren og referencen mødtes tilfældigt i Tyrkiet i april 2015, hvor de blev forelskede.
Du har imidlertid oplyst i henvendelse af april 2020, at ansøgerens og referencens familie er nære venner, at parret mødtes i Tyrkiet i 2015, hvor begge var på ferie med deres familier, og at ansøgeren og referencen på ferien udviklede en tæt relation, som mundede ud i en forlovelse i april 2015.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at oplysningerne om parrets forlovelse først er fremkommet under klagesagen, efter at ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af stemplerne i referencens pas, at han indrejste i Tyrkiet i marts 2015 og udrejste af Tyrkiet i april 2015, og at parret således, såfremt det måtte lægges til grund, at ansøgeren var i Tyrkiet i 2015, skulle have udviklet en tæt relation på 4 dage, inden de blev forlovet i april 2015.
Ligeledes har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for parrets kontakt via sociale medier forud for ægteskabets indgåelse.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen ved sin henvendelse af september 2019 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at parret ikke er i besiddelse af dokumentation for deres kontakt med hinanden forud for februar 2019, fordi samtalerne er gået tabt, efter både ansøgeren og referencen har skiftet telefoner, og at du til klagen har anført, at dette ikke bør komme ansøgeren til skade.
Udlændingenævnet vurderer, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen om familiesammenføring, at parret har kommunikeret ved hjælp af en række af forskellige kommunikationsudbydere, som kan tilgås både via telefon og via computer, hvorfor parret bør kunne tilgå eventuel korrespondance for den ovenfor anførte periode. Udlændingenævnet bemærker hertil, at det påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Ligeledes er det indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at du til Udlændingenævnet i april 2020 har indsendt 3 udtalelser fra ansøgerens nuværende og forhenværende arbejdsgivere samt ansøgeren, ansøgerens mor, svigermor og advokat vedrørende ansøgerens kontakt til referencen forud for ægteskabets indgåelse i Sudan i januar 2019. Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om ansøgerens ansættelsesforhold.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet, som hun har underskrevet i februar 2019, har oplyst, at hun på daværende tidspunkt havde et arbejde på sin egen klinik, hvor hun havde været ansat siden januar 2014. Hun oplyste derudover, at hun ikke tidligere havde haft et arbejde med en arbejdstid på mindst 30 timer om ugen.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af udtalelserne, at ansøgeren i perioden fra oktober 2013 til marts 2015, hvor hun tog på ferie, har arbejdet hos A i Syrien, og at hun siden april 2015 har arbejdet på B. Oplysningerne i erklæringerne stemmer således ikke overens med ansøgers oplysninger i ansøgningsskemaet, som ansøger har underskrevet på tro og love.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udtalelserne hverken er underskrevne eller på anden vis er certificerede, og at der ikke er vedlagt udtalelser på originalsproget på trods af, at erklæringerne fremstår som oversættelser af andre dokumenter, hvilket ses på, at der under de personer, der efter det oplyste har afgivet erklæringerne, står eksempelvis ”(Signature)” på trods af, at der ikke er en underskrift. Det fremgår imidlertid ikke, hvem der har oversat de pågældende dokumenter. Udlændingenævnet har hertil tillige lagt vægt på, at der gennem alle 3 udtalelser fremgår flere stave- og grammatikfejl. Det fremgår således af 2 af udtalelserne – fra hhv. A og fra ansøgeren – at udtalelserne var ”Organized on” (organiseret/tilrettelagt den) i forbindelse med dateringen af udtalelsen. Derudover fremgår det samme afsnit i de to udtalelser fra ansøgers arbejdsgivere, idet der i begge udtalelser er anført: ”We appreciate the capapbilities of [Ansøgers navn] and the medical staff certify her competence and working quality with politness in communication with the others and the patients.”. Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på, at alle 3 udtalelser er dateret samme dato – februar 2020 – på trods af, at ansøgeren stoppede med at arbejde hos A i Syrien i marts 2015.
Udlændingenævnet kan på ovenstående baggrund ikke lægge dokumenterne til grund, idet de vurderes at være konstrueret til lejligheden med henblik på at opnå opholdstilladelse til ansøgeren.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til klagen har anført, at parret taler samme sprog, at de kommer fra det samme område i Syrien, at ingen af parterne har været gift forud for deres ægteskab med hinanden samt at både ansøgeren og referencen er arbejdsomme mennesker, idet ansøgerens arbejde som XX på et X i Syrien bør tillægges vægt i vurderingen heraf. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke opvejer ansøger og referencens manglende personlige bekendtskab og de divergerende oplysninger i sagen, som efter Udlændingenævnets vurdering bevirker, at ansøgeren og referencens ægteskab må anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse til ansøger.
Af samme årsag kan det ikke føre til en ændret vurdering, at du til klagen har anført, at årsagen til, at ansøgeren og referencen ikke har samlevet skyldes, at ansøgeren ikke har haft mulighed for at komme til Danmark og referencens opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der alene ses at have været meget begrænset kontakt mellem ansøgeren og referencen, efter at de indgik ægteskab, idet ansøgeren og referencen sidst så hinanden personligt omkring februar 2019, at parret højst har tilbragt 11 dage sammen efter, at de blev viet, og at der alene er sendt dokumentation for kontakt i en begrænset periode, idet referencen til Udlændingestyrelsen i september 2019 har indsendt, hvad der angiveligt er korrespondance mellem ansøgeren og referencen i form af udskrifter af online chats for perioden august 2019 til september 2019 på originalsprog, skærmprint af online chat fra februar 2019, marts, april, maj, juni og juli (årstal fremgår kun eksplicit februar 2019) på originalsprog samt skærmprint af opkaldsoversigt, hvor det fremgår, at der er foretaget en række kortere videoopkald til ”[Ansøgers fornavn]” omkring september 2019.
Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at der er mere en 14 års aldersforskel mellem ansøger og reference, idet det ikke kan føre til en ændret vurdering, at du til klagen har anført, at aldersforskellen er normal.
Det bemærkes hertil, at aldersforskellen ikke i sig selv er udslagsgivende, men at det indgår som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet må anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøger.
Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at der er grundlag for at antage, at ægteskabet mellem ansøger og reference er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark til ansøger. Af samme grund finder Udlændingenævnet, at parret ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2022 – Ægtefællesammenføring – proforma
Dato: 14-07-2022Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2022 – Ægtefællesammenføring – proforma
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik i juni 2012 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I januar 2019 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Sudan, og i februar 2019 søgte ansøgeren om opholdstilladelse under henvisning til ægteskabet. Det fremgik af ansøgningen, at parret mødte hinanden tilfældigt i Tyrkiet i 2015, at de efterfølgende havde holdt kontakten over diverse internet- og telefonudbydere og at de besluttede sig for at indgå ægteskab i oktober 2018. Det fremgik endeligt af ansøgningen, at ansøgeren og referencen sidst havde set hinanden i Sudan i februar 2019. Til sagen var der indsendt dokumentation for chatkorrespondance for diverse perioder efter februar 2019 og det var oplyst, at det ikke havde været muligt at dokumentere kommunikationen forud for februar 2019, da begge parter havde udskiftet deres telefon. I januar 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2020. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet Udlændingenævnet vurderer, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse til ansøger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det alene er dokumenteret, at ansøgeren og referencen mødte hinanden personligt i Sudan, hvor begge indrejste i januar 2019, at parret blev viet i januar 2019 i Sudan og at parret har opholdt sig sammen der indtil februar 2019, hvor referencen ifølge stemplerne i sit pas udrejste af Sudan.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren referencen har indgået ægteskab efter et meget kortvarigt bekendtskab, og at de derfor ikke kan anses for at have opnået et sådant sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab. Udlændingenævnet har herved særligt lagt vægt på, at parret kun tilbragte 7 dage sammen, inden de blev viet i januar 2019.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det indgår som et centralt og vægtigt kriterium i afvejningen af, om der foreligger et proformaægteskab, at parret har haft et længerevarende og indgående, personligt bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i ansøgningen om familiesammenføring modtaget i Udlændingestyrelsen i februar 2019 er oplyst, at parret mødte hinanden for første gang i Tyrkiet i 2015, hvor de blev forelskede.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har været i Tyrkiet i 2015.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om parrets møde i Tyrkiet i 2015. Det er således i ansøgningsskemaet oplyst, at ansøgeren og referencen mødtes tilfældigt i Tyrkiet i april 2015, hvor de blev forelskede.
Du har imidlertid oplyst i henvendelse af april 2020, at ansøgerens og referencens familie er nære venner, at parret mødtes i Tyrkiet i 2015, hvor begge var på ferie med deres familier, og at ansøgeren og referencen på ferien udviklede en tæt relation, som mundede ud i en forlovelse i april 2015.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at oplysningerne om parrets forlovelse først er fremkommet under klagesagen, efter at ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af stemplerne i referencens pas, at han indrejste i Tyrkiet i marts 2015 og udrejste af Tyrkiet i april 2015, og at parret således, såfremt det måtte lægges til grund, at ansøgeren var i Tyrkiet i 2015, skulle have udviklet en tæt relation på 4 dage, inden de blev forlovet i april 2015.
Ligeledes har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for parrets kontakt via sociale medier forud for ægteskabets indgåelse.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen ved sin henvendelse af september 2019 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at parret ikke er i besiddelse af dokumentation for deres kontakt med hinanden forud for februar 2019, fordi samtalerne er gået tabt, efter både ansøgeren og referencen har skiftet telefoner, og at du til klagen har anført, at dette ikke bør komme ansøgeren til skade.
Udlændingenævnet vurderer, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen om familiesammenføring, at parret har kommunikeret ved hjælp af en række af forskellige kommunikationsudbydere, som kan tilgås både via telefon og via computer, hvorfor parret bør kunne tilgå eventuel korrespondance for den ovenfor anførte periode. Udlændingenævnet bemærker hertil, at det påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Ligeledes er det indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at du til Udlændingenævnet i april 2020 har indsendt 3 udtalelser fra ansøgerens nuværende og forhenværende arbejdsgivere samt ansøgeren, ansøgerens mor, svigermor og advokat vedrørende ansøgerens kontakt til referencen forud for ægteskabets indgåelse i Sudan i januar 2019. Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om ansøgerens ansættelsesforhold.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet, som hun har underskrevet i februar 2019, har oplyst, at hun på daværende tidspunkt havde et arbejde på sin egen klinik, hvor hun havde været ansat siden januar 2014. Hun oplyste derudover, at hun ikke tidligere havde haft et arbejde med en arbejdstid på mindst 30 timer om ugen.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af udtalelserne, at ansøgeren i perioden fra oktober 2013 til marts 2015, hvor hun tog på ferie, har arbejdet hos A i Syrien, og at hun siden april 2015 har arbejdet på B. Oplysningerne i erklæringerne stemmer således ikke overens med ansøgers oplysninger i ansøgningsskemaet, som ansøger har underskrevet på tro og love.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udtalelserne hverken er underskrevne eller på anden vis er certificerede, og at der ikke er vedlagt udtalelser på originalsproget på trods af, at erklæringerne fremstår som oversættelser af andre dokumenter, hvilket ses på, at der under de personer, der efter det oplyste har afgivet erklæringerne, står eksempelvis ”(Signature)” på trods af, at der ikke er en underskrift. Det fremgår imidlertid ikke, hvem der har oversat de pågældende dokumenter. Udlændingenævnet har hertil tillige lagt vægt på, at der gennem alle 3 udtalelser fremgår flere stave- og grammatikfejl. Det fremgår således af 2 af udtalelserne – fra hhv. A og fra ansøgeren – at udtalelserne var ”Organized on” (organiseret/tilrettelagt den) i forbindelse med dateringen af udtalelsen. Derudover fremgår det samme afsnit i de to udtalelser fra ansøgers arbejdsgivere, idet der i begge udtalelser er anført: ”We appreciate the capapbilities of [Ansøgers navn] and the medical staff certify her competence and working quality with politness in communication with the others and the patients.”. Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på, at alle 3 udtalelser er dateret samme dato – februar 2020 – på trods af, at ansøgeren stoppede med at arbejde hos A i Syrien i marts 2015.
Udlændingenævnet kan på ovenstående baggrund ikke lægge dokumenterne til grund, idet de vurderes at være konstrueret til lejligheden med henblik på at opnå opholdstilladelse til ansøgeren.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til klagen har anført, at parret taler samme sprog, at de kommer fra det samme område i Syrien, at ingen af parterne har været gift forud for deres ægteskab med hinanden samt at både ansøgeren og referencen er arbejdsomme mennesker, idet ansøgerens arbejde som XX på et X i Syrien bør tillægges vægt i vurderingen heraf. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke opvejer ansøger og referencens manglende personlige bekendtskab og de divergerende oplysninger i sagen, som efter Udlændingenævnets vurdering bevirker, at ansøgeren og referencens ægteskab må anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse til ansøger.
Af samme årsag kan det ikke føre til en ændret vurdering, at du til klagen har anført, at årsagen til, at ansøgeren og referencen ikke har samlevet skyldes, at ansøgeren ikke har haft mulighed for at komme til Danmark og referencens opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der alene ses at have været meget begrænset kontakt mellem ansøgeren og referencen, efter at de indgik ægteskab, idet ansøgeren og referencen sidst så hinanden personligt omkring februar 2019, at parret højst har tilbragt 11 dage sammen efter, at de blev viet, og at der alene er sendt dokumentation for kontakt i en begrænset periode, idet referencen til Udlændingestyrelsen i september 2019 har indsendt, hvad der angiveligt er korrespondance mellem ansøgeren og referencen i form af udskrifter af online chats for perioden august 2019 til september 2019 på originalsprog, skærmprint af online chat fra februar 2019, marts, april, maj, juni og juli (årstal fremgår kun eksplicit februar 2019) på originalsprog samt skærmprint af opkaldsoversigt, hvor det fremgår, at der er foretaget en række kortere videoopkald til ”[Ansøgers fornavn]” omkring september 2019.
Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at der er mere en 14 års aldersforskel mellem ansøger og reference, idet det ikke kan føre til en ændret vurdering, at du til klagen har anført, at aldersforskellen er normal.
Det bemærkes hertil, at aldersforskellen ikke i sig selv er udslagsgivende, men at det indgår som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet må anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøger.
Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at der er grundlag for at antage, at ægteskabet mellem ansøger og reference er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark til ansøger. Af samme grund finder Udlændingenævnet, at parret ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16.06.2022 – Primær bevægelighed – Medfølgende familiemedlem – Samlevende
Dato: 16-06-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 16.06.2022 – Primær bevægelighed – Medfølgende familiemedlem – Samlevende
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Kenya. Ansøgeren havde søgt om opholdskort som samlevende til en rumænsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var efter det oplyste indrejst i Danmark i januar 2017. Unionsborgeren var i CPR registreret indrejst i februar 2020 og havde ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-retten. Til ansøgningen om opholdsret som samlevende var vedlagt et antal billeder af parret og screenshots af whatsapp-samtaler mellem parret. Der var ingen dokumentation for at parret på noget tidspunkt havde haft fælles bopæl. I januar 2022 fødte ansøgeren parrets fællesbarn.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har indledningsvis lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen, idet han opfylder betingelserne på baggrund af sin opholdsret som arbejdstager, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til unionsborgeren efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, idet ansøgeren ikke er omfattet af kredsen af familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, der kan få opholdsret i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det ikke er behørigt dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren kan anses som faste samlevende efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2, da der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at der imellem dem består en varig tilknytning.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der som dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende er indsendt et antal billeder og screenshots af whatsapp-samtaler. Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse ikke dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende, idet det indsendte alene dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har haft kontakt. Det kan på baggrund af de indsendte oplysninger således ikke lægges til grund, at der består en behørigt dokumenteret varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremlagt dokumentation for at ansøgeren og unionsborgeren har haft fælles bopæl, f.eks. i form at en lejekontrakt eller skøde, at der ikke er indsendt dokumentation for betaling af husleje, eller øvrige udgifter til fælles forbrug eller anden behørig dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at SIRI ved brev fra september 2021 oplyste, at førend ansøgeren kunne få et opholdsdokument som samlevende, var det nødvendigt, at det blev dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren havde haft et længerevarende fast samlivsforhold med fælles bopæl i 1½ til 2 år, og at de oplysninger og dokumenter, som ansøgeren havde indleveret i forbindelse med ansøgningen ikke var tilstrækkelig dokumentation. SIRI oplyste herefter, at dokumentation f.eks. kunne være dokumentation for fælles bopælsregistrering, fælles lejekontrakt, fælles bankkonto, fælles lån, fælles regninger, fælles forsikringer, og breve sendt til ansøgeren og unionsborgeren til deres adresse, men at der ikke er indsendt sådan dokumentation.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste indrejste i Danmark i januar 2017, at ansøgeren således efter det oplyste skulle have haft bopæl i Danmark i mere end 5 år, men at der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren har foretaget dispositioner i Danmark i denne periode udover 1 undersøgelse i København i juli 2021 i forbindelse med ansøgerens graviditet.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren indrejste i Danmark i februar 2020, og at han samme dag fik opholdsbevis som arbejdstager efter EU-retten, og at ansøgeren og unionsborgeren, efter det oplyste, således begge skulle have opholdt sig i Danmark i mere end 2 år, da dette forhold ikke dokumenterer, at ansøgeren på noget tidspunkt har været samlevende med unionsborgeren.
Det forhold, at det til sagen blev oplyst, at ansøgeren var gravid med ansøgeren og unionsborgerens fællesbarn, og at det fremgår CPR, at ansøgeren i januar 2022 fødte et barn og at unionsborgeren er registreret som far kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke i sig selv dokumenterer, at der består en varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er fremlagt anden dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren på noget tidspunkt har været samlevende.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse fra december 2021.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 14-06-2022Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i januar 2021 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at arbejde på en byggeplads i Kastrup. Ansøgeren havde forinden søgt om udstedelse af EU-opholdskort hos SIRI som udstationeret tredjelandsstatsborger, idet ansøgeren oplyste at være udstationeret i Danmark for at levere tjenesteydelser på vegne af sin polske arbejdsgiver. I februar 2021 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra februar 2021. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder derimod, at de foreliggende oplysninger samlet set medfører en antagelse om, at formålet med ansøgerens udstationering til Danmark har været at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og at omgå reglerne om arbejdstilladelse.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark den 16. december 2020, hvor ansøgeren efter det oplyste skulle udføre arbejdsopgaver på vegne af sin polske arbejdsgiver, som ifølge den fremlagte ansættelseskontrakt af 12. december 2020 havde ansat ansøgeren som fliselægger (”glazumik”) i en tidsbegrænset stilling indtil den 12. december 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er uoverensstemmelse mellem varigheden af ansøgerens udstationering til Danmark og varigheden af den tjenesteydelse, som den polske virksomhed skulle levere til den danske virksomhed (modtager-virksomheden), hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til Polen og udføre arbejde for den polske virksomhed i overensstemmelse med ansættelseskontrakten.
Det fremgår således af den fremlagte udstationeringsaftale af 15. december 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, at ansøgeren fra den 16. december 2020 til den 16. marts 2021 skulle udstationeres af den polske virksomhed for at udføre arbejdsopgaver i Danmark.
Derimod fremgår det af den fremlagte underentrepriseaftale af 4. januar 2021 mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, at aftalen alene omfatter perioden fra den 4. januar 2021 til den 30. januar 2021. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at den polske virksomhed før den 4. januar 2021 eller efter den 30. januar 2021 havde en aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgerens udstationeringsaftale ikke indeholder oplysninger om f.eks., hvilke konkrete arbejdsopgaver ansøgeren skulle udføre, hvor i Danmark eller til hvilken virksomhed, der skulle leveres tjenesteydelser, men at det alene er angivet i aftalen, at ansøgeren skulle udføre arbejdsopgaver relateret til byggeri og generelle renoveringsopgaver i Danmark.
Udlændingenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren blev udstationeret til Danmark blot 4 dage efter sin ansættelse og inden underentrepriseaftalens indgåelse, og at arbejdsopgaverne i udstationeringsaftalen er meget bredt formuleret, taler for, at formålet med ansøgerens ansættelse og udstationering alene var at blive sendt til Danmark for at opnå adgang til arbejdsmarkedet.
Ved vurderingen af, om ansøgeren kan anses for at have opfyldt betingelserne som udstationeret i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, har Udlændingenævnet yderligere lagt vægt på, at det fremgår af underentrepriseaftalen, at den polske virksomheds arbejdsopgaver omfattede udjævning af gulve i badeværelser, vandtætning, montering af keramiske fliser på vægge og gulve i badeværelser, fugesømme, montering af døre samt montering af gipsplader til kloakrør til en samlet pris af 180.000 kr. ekskl. moms.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren den 27. januar 2021 blev antruffet af politiet på byggepladsen, mens ansøgeren var i gang med at udføre malerarbejde på en altan, hvilket er en arbejdsydelse, som ikke er omfattet af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed.
I forlængelse heraf har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at det fremgår af politiets rapport af 27. januar 2021, at ansøgeren bl.a. oplyste, at han var blevet forevist arbejde af andre udenlandske håndværkere på byggepladsen.
Det fremgår desuden af afhøringsrapporten, at ansøgeren ikke vidste, hvad ansøgeren skulle, når arbejdet i Danmark var afsluttet, men at ansøgeren formodede, at hans ansættelseskontrakt med den polske virksomhed udløb i slutningen af april 2021, hvor ansøgerens visum udløb, idet ansøgeren ikke ville have lovligt ophold i Polen derefter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansættelsen udløber den 12. december 2021, mens det er anført i den fremlagte arbejdsgivererklæring, at ansøgerens ansættelse er tidsubegrænset. Hertil skal Udlændingenævnet også bemærke, at den fremlagte arbejdsgivererklæring er underskrevet af den polske virksomhed 7 uger inden ansøgerens ansættelsesdato.
Udlændingenævnet finder herefter, at det forhold, at ansøgeren blev antruffet i færd med at udføre arbejde, som ikke var omfattet af underentrepriseaftalen, at ansøgeren efter det oplyste blev anvist arbejde af andre udenlandske håndværkere, og at der er usikkerhed og divergerende oplysninger omkring varigheden af ansøgerens ansættelse hos den polske virksomhed, også samlet set taler imod, at ansøgeren var udstationeret for at levere en afgrænset og konkret tjenesteydelse på vegne af den polske virksomhed, hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til fast beskæftigelse hos virksomheden i Polen.
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser med henblik på at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den polske virksomhed er anmeldt i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden 5.-30. januar 2021, og at ansøgeren står angivet som kontaktperson i perioden 5.-9. januar 2021. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at den polske virksomhed driver reel virksomhed i Polen, at samtlige medarbejdere udfører arbejde i Polen under deres ansættelse, og at der til støtte herfor er fremlagt en række dokumenter vedrørende stiftelsen af virksomheden, diverse entrepriseaftaler, køb af arbejdstøj, m.v. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at udstationeringen ikke har elementer af social dumping, og at den polske virksomhed er medlem af Dansk Industri og har tegnet overenskomst med 3F.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset den polske virksomheds aktiviteter i Polen og dens tilknytning til danske fagforeninger m.v., så kan det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag ikke anses for godtgjort, at ansøgerens udstationering har været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Det anførte om, at der ved vurderingen af, om ansøgeren havde fast beskæftigelse i Polen, ikke kan stilles et krav om 30 dages anciennitet forinden udstationeringen, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har foretaget en særskilt vurdering af fastheden af ansøgerens beskæftigelse hos den polske virksomhed, og at ansættelsestidspunktet således ikke i sig selv har været afgørende for vurderingen. Udlændingenævnet henviser videre til, at ansættelsestidspunktet – som beskrevet ovenfor – er indgået som et element i den samlede vurdering af, om der var tale om en reel udstationering, eller om den havde karakter af misbrug.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er oplyst, at den polske virksomhed har udstationeret medarbejdere til Danmark siden 2019, og at 2 andre ukrainske statsborgere tidligere er blevet vurderet til at have lovligt ophold i Danmark som udstationeret for virksomheden.
Udlændingenævnet henviser herved igen til, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag må lægges til grund, at der er tale om forsøg på at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, uanset om det tidligere er blevet vurderet, at medarbejdere fra den polske virksomhed kan have været omfattet af retten til ophold som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse”.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet