Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2022 – EU – Ukraine særlov – Skæringsdato
Dato: 16-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2022
Emneord: Særlov Ukraine - skæringsdato
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag vedrørende er ukrainsk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren udrejste af Ukraine i august 2021 og indrejste senest i Danmark i marts 2022, hvor han indgav ansøgning om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven). I ansøgerens pas fremgik det, at pågældende var indrejst i Tyrkiet primo august 2021 og efterfølgende indrejst i Danmark i december 2021, hvorefter ansøgeren udrejste primo februar 2022 og genindrejste i Danmark i marts 2022.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2022. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som en person, der er fordrevet fra Ukraine, efter særlovens § 1.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at ansøgeren er ukrainsk statsborger, idet ansøgeren har et ukrainsk nationalitetspas.
Ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af særloven, har Udlændingenævnet herefter lagt vægt på, at ansøgeren ikke er udrejst af Ukraine den 1. februar 2022 eller senere, da det fremgår af ansøgerens passtempel og af oplysningerne i ansøgerens ansøgning, at ansøgeren allerede udrejste af Ukraine i august 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning har oplyst, at ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet, ligesom ansøgeren i sit pas bl.a. har et indrejsestempler til Tyrkiet fra august 2021.
Da ansøgeren ikke er udrejst af Ukraine den 1. februar 2022 eller senere, er det Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 1, nr. 1.
Det er endvidere Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 1, nr. 3. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste senest indrejste i Danmark i marts 2022. Det fremgår af ansøgerens passtempler, at ansøgeren indrejste i Danmark fra Tyrkiet ultimo december 2021, at ansøgeren udrejste fra Danmark igen primo februar 2022 til Tyrkiet og indrejste i Danmark igen primo marts 2022. Ansøgeren opholdt sig dermed ikke i Danmark den 24. februar 2022, hvorfor ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 1, nr. 3.
Udlændingenævnet har derudover vurderet, at ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 2, stk. 1, nr. 1, da det kun er en samlever i fast samlivsforhold af længere varighed med personer, der har opholdstilladelse efter særlovens § 1, der kan få opholdstilladelse efter særloven. Allerede fordi, at referencen ikke har opholdstilladelse efter særlovens § 1, kan ansøgeren ikke meddeles opholdstilladelse som familiemedlem efter særloven.
Endvidere kan oplysningerne om, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til og finde fast bopæl i Ukraine på grund af krigen, ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke kan gives opholdstilladelse efter særloven som følge af eventuelle asylretlige motiver.
Oplysningerne om, at ansøgeren har en opholdstilladelse i Tyrkiet, er ikke indgået i Udlændingenævnets vurdering, da der ikke er indsendt dokumentation herfor. Udlændingenævnet skal dog henvise til, at det følger af særlovens § 5, at en ansøgning om opholdstilladelse kan afvises, hvis udlændingen er statsborger i et andet land uden for Ukraine eller allerede har opnået opholdstilladelse i et andet land uden for Ukraine. Dette gælder uanset, om der er tale om en opholdstilladelse, som ikke giver ret til at arbejde.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2022 – administrativ udvisning - EU-borger – kriminalitet
Dato: 15-09-2022Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Rumænien, da han gentagne gange var sigtet og straffet for ensartet berigelseskriminalitet.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren indrejste i Danmark ad flere om gange, herunder i marts 2017, i juli 2018 og senest i januar 2019. Under sine ophold i Danmark havde klageren flere gange begået berigelseskriminalitet, herunder bl.a. tyveri af en cykel, en taske og dagligvarer.
Klageren blev antruffet af politiet i februar 2019, da han var i færd med at putte en parfume i sin lomme i et indkøbscenter. Derudover var klageren i besiddelse af 2,25 gram hash, som klageren erkendte var til eget brug. Han vedtog en udenretlig bøde på 5.400 kr. for tyveri og for besiddelse af euforiserende stoffer.
Udlændingestyrelsen traf i februar 2019 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud for klageren, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, idet styrelsen vurderede, at klageren udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, da det var en grundlæggende samfundsinteresse at kunne beskytte sig mod tyveri. Udlændingestyrelsen vurderede derfor, at udvisningen af klageren ikke var uforeneligt med EU-reglerne og EU-domstolens praksis om udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne.
Udlændingenævnets vurdering
”Udlændingenævnet finder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i 2 år i medfør af § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 5, 1. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen i primo februar 2019.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af sagens oplysninger fremgår, at klageren i primo februar 2019 blev antruffet af politiet, at klageren efterfølgende blev anholdt og sigtet for butikstyveri og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og at klageren har erkendt tyveriet af en parfume.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har vedtaget en udenretlig bøde på 5.400 kr. for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved at have stjålet en parfume til en værdi af 660 kr., samt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at klageren tidligere har været idømt bøder og er blevet sigtet flere gange i sager om berigelseskriminalitet:
- I marts 2017 blev klageren sigtet for brugstyveri af en cykel. Politiet afgjorde sagen med udstedelse af en bøde på 1.000 kr.
- I juli 2018 blev klageren sigtet for tyveri af en taske til en værdi af 3.500 kr. Klageren nægtede forholdet. Politiet afgjorde sagen med udstedelse af en bøde på 3.000 kr.
- I september 2018 vedtog klageren en bøde på 1.000 kr. for tyveri af vin og en pastaret.
- I oktober 2018 vedtog klageren en bøde på 2.500 kr. for bl.a. tyveri af pant til en værdi af 225 kr.
- I januar 2019 blev klageren sigtet for tyveri af dagligvarer for 384,33 kr. fra en butik.
- I primo januar 2019 vedtog klageren en bøde på 500 kr. for tyveri af 2 flasker vin samt en dåse kaffe.
Udlændingenævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerens adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet finder derfor, at udvisningen ikke er uforenelig med EU-reglerne.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klageren siden 2017 er blevet sigtet i flere sager om berigelseskriminalitet, og at klageren har vedtaget 3 af bøderne.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er rumænsk statsborger, at han ikke har haft længerevarende ophold i Danmark, at han ikke har særlig tilknytning til Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kan føre til, at en udvisning af klageren må antages at virke særligt belastende for klageren.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, 1. pkt., idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af primo februar 2019.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 25.04.2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse
Dato: 14-09-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v. til en statsborger fra Tyrkiet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2000 efter dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. I februar 2005 blev ansøgeren og hans ægtefælle skilt, og ansøgerens opholdstilladelse blev som følge heraf inddraget i december 2005. I december 2010 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse, gyldig til december 2011. I juni 2013 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse som økonomisk aktiv arbejdstager på baggrund af Associeringsaftalen artikel 6, stk. 1, 3. led, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Opholds- og arbejdstilladelsen var gældende til juni 2016. Ansøgeren havde ifølge det elektroniske indkomstregister eIndkomst ikke modtaget løn siden 2014. I august 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse. I oktober 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter Associeringsaftalen m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kan forlænges.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at tyrkiske arbejdstagere på visse betingelser kan have en ret til at forblive i en medlemsstat i medfør af Associeringsaftalen m.v., såfremt den pågældende tyrkiske statsborger har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, idet ansøgeren ikke længere er økonomisk aktiv som arbejdstager her i landet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke har haft en indkomst siden august 2014, ligesom det til sagen er oplyst, at ansøgeren ikke er i beskæftigelse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen er betinget af, at ansøgeren fortsat er økonomisk aktiv i Danmark, og at ansøgeren dermed må antages at have været bekendt med, at det er en betingelse for forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren er økonomisk aktiv i Danmark.
Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i 2005 på grundlag af ansøgerens status som økonomisk aktiv var omfattet af stand still-klausulerne, at ansøgeren var at anse for arbejdstager i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6´s forstand, og at en tidsbegrænset ægtefælleopholdstilladelse efter 2 års lovligt ophold ikke kan inddrages, samt at der ikke er et krav om at ansøgeren skal være arbejdstager, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at uanset at ansøgeren i 2005 var økonomisk aktiv og kunne støtte ret på stand still-klausulerne, fremgår det af sagen, at ansøgeren ikke har været økonomisk aktiv siden 2014, og at ansøgeren derfor må anses for at have fortabt sin rettigheder efter stand still-klausulerne.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2013 meddelte ansøgeren en opholdstilladelse på baggrund af Associeringsaftalen m.v. artikel 6, stk. 1, 3. led, og at der herved blev taget højde for ansøgerens associeringsrettigheder.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren siden august 2014 er ophørt fuldstændig med at have tilknytning til arbejdsmarkedet, og at der ikke i sagen foreligger oplysninger om, at ansøgeren inden for en rimelig frist har fundet sig et arbejde på ny. Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen fra oktober 2019 er anført, at ansøgeren har fundet sig et job.
Udlændingenævnet kan konstatere, at ansøgeren endvidere ikke har dokumenteret, hvorvidt ansøgeren fortsat har fast ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1.pkt. Udlændingenævnet skal henvise til, at Udlændingenævnet i februar 2022 har anmodet om dokumentation for, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i perioden fra maj 2016 og frem, hvor ansøgeren ifølge CPR ses udrejst, og at det af partsrepræsentantens e-mail fra marts 2022 fremgår, at ansøgeren ikke har dokumentation herfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at ansøgeren har haft en hård periode i sit liv uden familie, venner og beskæftigelse, og at ansøgeren har en dansk kæreste og en datter på 12 år.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter Associeringsaftalens artikel 6, stk. 1, ligesom det af sagen fremgår, at ansøgeren ser sin datter sjældent.
Udlændingenævnet finder således, at da ansøgeren ikke er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder her i landet, har ansøgeren ikke længere rettigheder i medfør af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1, eller stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v. til en statsborger fra Tyrkiet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2000 efter dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. I februar 2005 blev ansøgeren og hans ægtefælle skilt, og ansøgerens opholdstilladelse blev som følge heraf inddraget i december 2005. I december 2010 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse, gyldig til december 2011. I juni 2013 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse som økonomisk aktiv arbejdstager på baggrund af Associeringsaftalen artikel 6, stk. 1, 3. led, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Opholds- og arbejdstilladelsen var gældende til juni 2016. Ansøgeren havde ifølge det elektroniske indkomstregister eIndkomst ikke modtaget løn siden 2014. I august 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse. I oktober 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter Associeringsaftalen m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kan forlænges.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at tyrkiske arbejdstagere på visse betingelser kan have en ret til at forblive i en medlemsstat i medfør af Associeringsaftalen m.v., såfremt den pågældende tyrkiske statsborger har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, idet ansøgeren ikke længere er økonomisk aktiv som arbejdstager her i landet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke har haft en indkomst siden august 2014, ligesom det til sagen er oplyst, at ansøgeren ikke er i beskæftigelse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen er betinget af, at ansøgeren fortsat er økonomisk aktiv i Danmark, og at ansøgeren dermed må antages at have været bekendt med, at det er en betingelse for forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren er økonomisk aktiv i Danmark.
Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i 2005 på grundlag af ansøgerens status som økonomisk aktiv var omfattet af stand still-klausulerne, at ansøgeren var at anse for arbejdstager i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6´s forstand, og at en tidsbegrænset ægtefælleopholdstilladelse efter 2 års lovligt ophold ikke kan inddrages, samt at der ikke er et krav om at ansøgeren skal være arbejdstager, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at uanset at ansøgeren i 2005 var økonomisk aktiv og kunne støtte ret på stand still-klausulerne, fremgår det af sagen, at ansøgeren ikke har været økonomisk aktiv siden 2014, og at ansøgeren derfor må anses for at have fortabt sin rettigheder efter stand still-klausulerne.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2013 meddelte ansøgeren en opholdstilladelse på baggrund af Associeringsaftalen m.v. artikel 6, stk. 1, 3. led, og at der herved blev taget højde for ansøgerens associeringsrettigheder.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren siden august 2014 er ophørt fuldstændig med at have tilknytning til arbejdsmarkedet, og at der ikke i sagen foreligger oplysninger om, at ansøgeren inden for en rimelig frist har fundet sig et arbejde på ny. Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen fra oktober 2019 er anført, at ansøgeren har fundet sig et job.
Udlændingenævnet kan konstatere, at ansøgeren endvidere ikke har dokumenteret, hvorvidt ansøgeren fortsat har fast ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1.pkt. Udlændingenævnet skal henvise til, at Udlændingenævnet i februar 2022 har anmodet om dokumentation for, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i perioden fra maj 2016 og frem, hvor ansøgeren ifølge CPR ses udrejst, og at det af partsrepræsentantens e-mail fra marts 2022 fremgår, at ansøgeren ikke har dokumentation herfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at ansøgeren har haft en hård periode i sit liv uden familie, venner og beskæftigelse, og at ansøgeren har en dansk kæreste og en datter på 12 år.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter Associeringsaftalens artikel 6, stk. 1, ligesom det af sagen fremgår, at ansøgeren ser sin datter sjældent.
Udlændingenævnet finder således, at da ansøgeren ikke er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder her i landet, har ansøgeren ikke længere rettigheder i medfør af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1, eller stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse."
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12.05.2022 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 12. maj 2022 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Udlændingenævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, til en mindreårig brasiliansk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende mor, der også er brasiliansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er født i maj 2004, havde boet sammen med referencen i Brasilien hele livet, indtil referencen udrejste fra Brasilien til Danmark, hvor hun indgik ægteskab med en dansk mand. Ansøgeren boede herefter hos sin far, men i januar 2021 ville faren ikke længere have noget med ansøgeren at gøre, og ansøgeren fraflyttede derfor farens bopæl og flyttede sammen med sin lillebror hos en familie, der havde været babysittere for lillebroren, siden han var lille. Referencen søgte om ægtefællesammenføring på baggrund af ægteskabet med sin herboende danske mand og blev ultimo februar 2021 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Medio februar 2021 søgte ansøgeren om familiesammenføring med sin herboende mor. I marts 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring. Styrelsen meddelte samtidig ansøgerens lillebror opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Ansøgeren blev i juli 2021 meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende. Referencen og hendes herboende ægtefælle fik i juni 2021 et fællesbarn, som er dansk statsborger.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2021.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har boet sammen med referencen hele livet indtil referencen indrejste i Danmark for at søge om ægtefællesammenføring, at ansøgeren medio februar 2021 ansøgte om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at ansøgeren var referencens mindreårige barn, og at referencen ultimo februar 2021 fik opholdstilladelse som familieført på baggrund af sit ægteskab med sin herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren flyttede ind hos sin far ved referencens udrejse fra Brasilien, men at faren efterfølgende ikke ville have noget med ansøgeren at gøre, og at ansøgeren derfor var nødt til at flytte fra farens bopæl.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren var 16 år på ansøgningstidspunktet, at ansøgerens lillebror, i marts 2021 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført barn, og at referencen og hendes ægtefælle i juni 2021 har fået et fællesbarn, der er dansk statsborger.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i juli 2021 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende, at ansøgeren samme dag i Det Centrale Personregister er registreret indrejst i Danmark med bopæl på samme adresse som referencen, at ansøgeren fortsat bor sammen med referencen, og at det beskyttelsesværdige familieliv mellem ansøgeren og referencen således også er fortsat udøvet i Danmark under lovligt ophold.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet vurdering af disse konkrete forhold, at det er bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bliver meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, der taler for at give opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 9 c, stk.1.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022
Emneord: EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse om afslag vedrørende en statsborger fra Kenya, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er mindreårig, er barn af en statsborger fra Kenya, der i 2017 var blevet familiesammenført til sin danske ægtefælle, efter udlændingeloven. Ansøgeren indgav i januar 2021 ansøgning om familiesammenføring til sin mor efter udlændingeloven, som ansøgeren fik afslag på. Ansøgeren søgte efterfølgende i maj 2021 om afledt opholdsret som familiemedlem til ansøgerens mors ægtefælle, efter EU-reglerne bl.a. med henvisning til ansøgerens mors ægtefælles arbejdsmæssige rejseaktiviteter til andre medlemslande.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer indledningsvis, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat. Ansøgeren kan derfor ikke opnå opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger ikke har udfyldt afsnittet om ophold i andre medlemsstater i ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret efter EU-retten, og at han ikke i CPR, har været registreret udrejst af Danmark.
Udlændingenævnet har herefter foretaget en vurdering af, om ansøgeren kan have en afledt opholdsret som følge af, at den danske statsborgers regelmæssigt rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse indledningsvis lagt til grund, at den danske statsborger har dokumenteret, at han som følge af sine arbejdsopgaver hos sin arbejdsgiver rejser til andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en udtalelse fra maj 2021 fra den danske statsborgers arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger i perioden fra 2018 til 2021 samlet havde mere end 180 rejsedage p.a. primært til Holland og Tyskland, og at det forventedes, at den danske statsborger fremadrettet ville have samme arbejdsmønster. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen var indsendt timesedler vedrørende den danske statsborger, hvoraf hans lokationer fremgik. I perioden fra december 2020 til april 2021 havde den danske statsborger således alene 19 arbejdsdage i Danmark.
Uanset, at den danske statsborger således udøver erhvervsmæssig beskæftigelse i andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været nødvendig for at sikre, at den danske statsborger forsat kunne udøve sin ret til fri bevægelighed. Et afslag på familiesammenføring ville således ikke have afskrækket ham fra faktisk at udøve sine grundlæggende rettigheder i henhold til TEUF artikel 45.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens familiemæssige relation til den danske statsborger følger af den danske statsborgers ægteskab med ansøgerens mor. Ansøgerens mor fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i august 2017, og ansøgeren søgte i januar 2021 første gang om opholdstilladelse i Danmark.
Henset til, at der således forløb 3,5 år fra at ansøgerens mor fik opholdstilladelse til ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse, og den danske statsborger efter det oplyste i den forløbne periode har været i stand til at forsætte sin erhvervsmæssige beskæftigelse, herunder foretage forretningsrejser til andre medlemsstater, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været eller er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger fortsat kan udøve sin ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der ikke er indsendt oplysninger om, at familielivet mellem ansøgeren, ansøgerens mor, og den danske statsborger ikke kan udøves som hidtil, herunder via visumbesøg.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke opfyldte eller opfylder betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten, uanset at den danske statsborger har foretaget regelmæssige rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen, idet familiesammenføring ikke kan anses for nødvendig.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse fra september 2021”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 05.04.2022 – Studie – Formodning
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2022 – Studie – Formodning
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i oktober 2020 en ansøgning om opholdstilladelse som studerende i Danmark ved en videregående uddannelsesinstitution til Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Ansøgeren havde i 2019 fået afslag på en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til sin herboende mor, som han flere gange havde besøgt i perioden fra 2017 til 2020.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Ansøgeren kan ikke gives opholdstilladelse som studerende ved en videregående uddannelsesinstitution, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, og studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, jf. § 9.
Udlændingenævnet vurderer, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som studerende ikke kan anses at være, at ansøgeren ønsker at gennemføre en uddannelse ved en videregående uddannelsesinstitution, men at formålet må anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring til sin mor, og at ansøgeren har fået afslag på denne ansøgning i marts 2019, at ansøgeren påklagede denne afgørelse, at han på baggrund af Udlændingenævnets hjemvisning i maj 2019 atter blev meddelt afslag i juli 2019, og at han ikke ses at have påklaget denne afgørelse.
Udlændingenævnet har i den sammenhæng videre lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningen har oplyst, at have besøgt sin mor i følgende perioder: marts 2017 til april 2017, juni 2017 til juli 2017, januar 2018 til januar 2018, marts 2018 til april 2018, juni 2018 til marts 2019, juli 2019 til september 2019 og fra december 2019 til januar 2020. Hans seneste indrejse var oplyst som i juli 2020. Der er ikke oplyst en udrejsedato.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at han har en stor motivation for at studere og er meget aktiv på sin uddannelse, at dette er bekræftet af lærerne fra skolen, at uddannelsesinstitutionen er den eneste skole i Europa, der tilbyder en international uddannelse, og at han har ansøgt om et kollegieværelse på skolens kollegie.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke ændrer formodningen for, at det afgørende formål med ansøgningen er at opnå et længerevarende ophold i Danmark, og at denne formodning yderligere styrkes af, at ansøgeren i sin ansøgning har angivet, at ansøgeren skal bo hos sin mor.
-
Særlov Afghanistan – Persongruppe
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022
Emneord: Afghanistan særlov - personkreds
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag vedrørende et ægtepar og deres 2 mindreårige børn, der alle var statsborgere i Afghanistan. Familien havde søgt om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder m.v.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgerne indrejste i Danmark i august 2021 fra Afghanistan som følge af evakuering fra Kabul Lufthavn. Ansøgerne var blevet evakueret fra lufthavnen, fordi de afghanske styrker tillod familien adgang til lufthavnen som følge af børnenes helbredsproblemer. Børnene blev kort efter indrejsen i Danmark indlagt på hospitalet som følge af deres mave- og tarmproblemer. Forældrene havde ikke ydet bistand til den danske indsats i Afghanistan eller til internationale organisationer i Afghanistan og var heller ikke i familie med sådanne personer.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelser fra januar 2022. Ansøgeren, ansøgerens ægtefælle, og deres børn kan således ikke få opholdstilladelser som personer eller som familiemedlemmer til en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1-3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af politirapport fra august 2021, at ansøgeren, ansøgerens ægtefælle, og deres børn indrejste i Danmark i august 2021 som følge af evakuering fra Afghanistan med evakueringsfly, og at ansøgeren til Udlændingestyrelsen i september 2021 oplyste, at ansøgeren i Afghanistan havde haft en afdeling i en større butik, hvor ansøgeren reparerede mobiltelefoner. Derudover oplyste ansøgeren, at hverken ansøgeren eller ansøgerens far havde ydet bistand til den danske indsats i Afghanistan, og at hverken ansøgeren eller ansøgerens familie havde ydet bistand til internationale organisationer i Afghanistan. Ansøgeren oplyste endvidere, at ansøgeren og ansøgerens familie blev evakueret til Danmark, fordi de afghanske styrker 0-1 tillod, at ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og deres børn blev lukket ind i Kabuls lufthavn som følge af børnenes helbredsproblemer.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1.
Ansøgerens oplysninger til Udlændingestyrelsen fra december 2021 om, at ansøgeren 6 år tidligere muligvis skulle have påbegyndt ansættelse hos Læger Uden Grænser på et sygehus i Kunduz-provinsen, men at der blev kastet en bombe, der ødelagde hospitalet, kan ikke føre til en ændret vurdering, allerede fordi ansættelsesforholdet ikke blev realiseret, og fordi ansøgeren ikke i øvrigt bistod organisationen.
Udlændingenævnet finder endvidere, at hverken ansøgeren, ansøgerens ægtefælle eller deres børn er familiemedlem til en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 2.
Udlændingenævnet lægger som følge af ovenstående til grund, at idet hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle er omfattet af personkredsen i særlovens § 1, stk. 1, kan ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ikke kan få opholdstilladelse som familiemedlem efter særlovens § 1, stk. 2 under henvisning til hinanden.
Idet hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle er omfattet af særlovens § 1, stk. 1, kan deres børn ikke få opholdstilladelse efter særlovens § 1, stk. 2.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at hverken ansøgeren, ansøgerens ægtefælle eller deres børn i øvrigt har en familiemæssig tilknytning til en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ved interview med Udlændingestyrelsen i september 2021 og i december 2021 oplyste, at ansøgerens far bistod de tyske styrker via GIZ i forbindelse med hans ansættelse hos de afghanske myndigheder, og at ansøgeren ikke vidste, hvad han bistod dem med. Ansøgeren oplyste endvidere i december 2021, at ansøgeren ikke havde andre familiemedlemmer, der var blevet evakueret til Danmark eller andre lande.
Det er tillige indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle ved interview med Udlændingestyrelsen i december 2021 oplyste, at hendes bror, har arbejdet for amerikanerne ved en fabrik, der producerer el, at han var ansvarlig for indkøb, at der var mange kinesiske ansatte på fabrikken, at han modtog undervisning fra amerikanerne, og at han på tidspunktet for interviewet levede i skjul i enten Kabul eller Sarobi. Ansøgerens ægtefælle oplyste endvidere, at hendes far havde arbejdet på samme fabrik før hendes fødsel, og at han i den forbindelse samarbejdede med personer fra det tidligere Sovjet. Ansøgerens ægtefælle oplyste, at hendes mosters barnebarn var blevet evakueret til USA, fordi han havde haft arbejde.
Endelig er det indgået i Udlændingenævnets vurdering, at hverken ansøgerens far, ansøgerens ægtefælles bror, ansøgerens ægtefælles far eller ansøgerebs ægtefælles mosters barnebarn efter det oplyste var indstillet til evakuering efter aftale med Udenrigsministeriet.
Udlændingenævnet finder således, at hverken ansøgerens far, ansøgerens ægtefælles bror, ansøgerens ægtefælles far eller ansøgerens ægtefælles mosters barnebarn er omfattet af personkredsen i særlovens § 1, stk. 1, der kan gives opholdstilladelse i Danmark efter særlovens bestemmelser, hvorfor ansøgeren, ansøgerens ægtefælle, og deres børn ikke kan gives opholdstilladelse efter særlovens § 1, stk. 3, som følge af en familiemæssig tilknytning til dem.
Oplysningerne om at deres børn har helbredsmæssige problemer, herunder at de i august 2021 blev indlagt som følge af mave- og tarmproblemer, og at det på daværende tidspunkt blev mistænkt, at de lider af en sygdom samt at de efterfølgende har været i et udredningsforløb, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der efter særloven alene kan gives opholdstilladelse som følge af bistand i Afghanistan til de danske myndigheder m.v.
Oplysningerne om, at det i Kabul er rygtedes, at ansøgeren er spion som følge af, at ansøgeren og ansøgerens familie blev evakueret ud af Afghanistan, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke kan gives opholdstilladelse efter særloven som følge af eventuelle asylretlige motiver.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2022 – Administrativ udvisning af EU-borger – kriminalitet
Dato: 08-09-2022Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Rumænien, da han gentagne gange var sigtet og straffet for ensartet berigelseskriminalitet.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren indrejste til Danmark i 2016 og begik gentagen kriminalitet i perioden fra december 2016 til december 2019. Klageren var bl.a. dømt for tyveri to gange og havde vedtaget en bøde for et enkelt tyveriforhold. Klageren var sigtet for yderligere 2 forhold for henholdsvis tyveri, databedrageri og ulovlig omgang med hittegods.
Senest var klageren blevet antruffet af politiet i november 2020, idet han var blevet tilbageholdt af en vagt i forbindelse med butikstyveri af chokoladebarer og kaffeglas, hvilket klageren erkendte.
Klagen oplyste klageren, at han var hjemløs, stofmisbruger og prostitueret og stjal madvarer med henblik på videresalg for at få råd til stoffer. Klageren oplyste endvidere, at han arbejdede som prostitueret efter eget ønske, og at han ikke betalt penge til andre i forbindelse med prostitutionen.
Udlændingestyrelsen traf i november 2020 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud for klageren, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, idet styrelsen vurderede, at klageren udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, da det var en grundlæggende samfundsinteresse at kunne beskytte sig mod tyveri.
Udlændingenævnet har valgt kun at offentliggøre den del af Udlændingenævnets afgørelse, der vedrører udvisning af unionsborgeren pga. kriminalitet.
Udlændingenævnets vurdering
”På tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i november 2020 havde klageren ikke haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder.
Udlændingenævnet finder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i 2 år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen i november 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren blev antruffet og anholdt af politiet for butikstyveri af diverse madvarer, så de ikke kunne sælges, til en samlet værdi af 560 kr. Klageren blev i den forbindelse sigtet for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har erkendt tyveri af varerne, og at han har vedtaget en udenretlig bøde herfor.
Udlændingenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at tyveriet ikke er af tilfældig karakter, og at klagerens adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet finder derfor, at udvisningen ikke er uforenelig med EU-reglerne.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren gentagne gange er blevet sigtet og straffet for ensartet berigelseskriminalitet, herunder ved byrettens dom fra august 2020, hvor klageren blev straffet med 7 dages betinget fængsel for ulovlig omgang med hittegods og databedrageri, og en række butikstyverier begået hhv. i april 2018, i januar 2019, i oktober 2019 og i december 2019, hvorfor der ikke var tale om en begrænset skadevirkning. Udlændingenævnet finder derfor, at der er grundlag for at antage, at klageren vil begå lignende kriminalitet på ny.
Det forhold, at Center Mod Menneskehandel har udtalt, at klageren er offer for menneskehandel, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til Center Mod Menneskehandel samt til politiet har oplyst, at han arbejdede som prostitueret uden at være udsat fra pres fra andre.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at uanset om klageren tidligere skulle have været offer for menneskehandel, at der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke var tale om et aktuelt forhold, idet det er flere år siden, klageren forlod den herboende person, der havde udsat ham for pres og udnyttelse, og at klageren ikke har oplyst om, at han siden har været udsat for pres, tvang, udnyttelse eller lignende.
Udlændingenævnet finder ikke anledning til at partshøre klageren i forhold til, om klageren kan anses for at være i et aktuelt handelsforhold, da det påhviler udlændingen at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af sagen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er rumænsk statsborger, at klageren ikke har haft længerevarende ophold i Danmark, at klageren ikke har særlig tilknytning til Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klageren.
Udlændingenævnet finder desuden, at til trods for klagerens manglende tilknytning til Rumænien, kan dette ikke føre til, at en udvisning må antages at være uforenelig med EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 26 b.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom klagerens tilknytning skulle være større til Danmark end til Rumænien, vejer samfundsinteressen i, at klageren udvises af Danmark tungere, end hans manglende tilhørsforhold til Rumænien.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren kom til Danmark som helt ung, at han under hele sit ophold i Danmark har udøvet kriminalitet, at der er tale om hyppig og vedvarende gentagelser af kriminalitet begået i voksenalderen, at klageren ikke har formået eller forsøgt at integrere sig i Danmark, at klageren ingen relationer har opbygget i Danmark, hverken venskab, kærester eller herboende familie, og at klageren udvises i en periode på 2 år med mulighed for at returnere til Danmark ved udløbet af denne periode.
Det forhold, at der til støtte for klagen er anført, at flere af klagerens kriminelle forhold ligger langt tilbage i tid, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af byrettens dom fra august 2020, at klageren kontinuerligt i perioden ultimo december 2016 til ultimo december 2019 har begået kriminalitet, hvortil klageren er blevet dømt for 5 forskellige forhold, at han tidligere er straffet for tyveri ved to forskellige domme fra august 2019, at klageren har vedtaget en bøde for et enkelt tyveri forhold, og at han er sigtet for yderligere 2 forhold for henholdsvis tyveri, databedrageri og ulovlig omgang med hittegods.
Det forhold, at der til støtte for klagen er anført, at klagerens misbrug er i bedring, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er ført fornødent bevis for, at dette skulle være tilfældet, samt at klageren under afhøringen oplyste, at han har haft et stofmisbrug de sidste 2 år.
…
Det forhold, at det er anført, at den type misbrugsrelaterede berigelseskriminalitet, klageren har begået, er af mindre alvorlig karakter, at klageren ved byrettens dom i august 2020 blev dømt for mindre kriminalitet, at din klient i den forbindelse blev frifundet for udvisning, og at påstanden om udvisning blev frafaldet af anklagemyndigheden under retsmødet, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at nærværende sag omhandler et strafbart forhold begået i forlængelse af de strafbare forhold, som klageren blev dømt for i byretten i august 2020, og at der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens efterfølgende afgørelse i november 2020 således var tilvejebragt tilstrækkeligt grundlag for – ud fra en konkret vurdering af klagerens samlede handlemønster siden hans indrejse i Danmark, herunder formålet med tyveriet – at udvise klageren efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.
Det forhold, at det er anført, at små sporadiske butikstyverier ikke udgør en alvorlig trussel i opholdsdirektivets forstand, og at klageren alene blev idømt 7 dages betinget fængsel med dissens for bøde, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til ovennævnte begrundelse.
Det forhold, at der er henvist til en dom fra april 2018, hvor retten fandt, at udvisning i et sådant tilfælde var i strid med opholdsdirektivet, og at den tiltalte i den pågældende sag blev idømt 3 måneders betinget fængsel, hvorimod klageren alene blev idømt 7 dages betinget fængsel med dissens for bøde, kan ikke føre til en ændret vurdering, da den sag, som der er henvist til vedrører en EU-borger uden tidligere forstraffe, og sagerne derfor ikke umiddelbart er sammenlignelige.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom der er tale om småkriminalitet i form af tyveri, databedrageri og ulovlig omgang med hittegods og beløb af for forholdene set isoleret mindre værdi, tillægges det betydning i den samlede afvejning, at klageren siden sin indrejse i Danmark i 2016 har udført berigelseskriminalitet, og at der ikke på noget tidspunkt under klagerens ophold i Danmark har været en længere periode uden kriminalitet.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 5. september 2022 – EU – Brexit – Tidsubegrænset opholdsret
Dato: 05-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 5. september 2022 – EU – Brexit – tidsubegrænset opholdsret
Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, fordi den britiske statsborger ikke havde ret til tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik maj 2011 udstedt et registreringsbevis efter EU-retten. I maj 2018 udrejste ansøgeren herefter af Danmark til Taiwan og genindrejste i juli 2021 i Danmark. Der var ikke registreret lønindkomst for ansøgeren i eIndkomst i 2011, 2013, 2014, 2015, og 2016. Som dokumentation for ansøgerens uafbrudte ophold i Danmark i mindst 5 år var indsendt årsopgørelser for perioden fra 2013 til 2017, kontoudskrifter for ansøgerens konti hos 2 danske banker for perioderne fra maj 2021 til juni 2021, og for en periode på 9 dage i december 2020, samt en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i december 2016 blev ansat som adm. direktør i et dansk firma.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har opnået ret til tidsubegrænset ophold i Danmark i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. udtrædelsesaftalens artikel 15, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke i tilstrækkeligt grad er dokumenteret, at ansøgeren har haft et lovligt ophold her i landet som f.eks. arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende uafbrudt i 5 år.
Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, at midlertidige ophold uden for landet, der ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, fravær af længere varighed, som skyldes værnepligt eller ét fravær af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde, ikke betragtes som afbrudte ophold uden for landet.
Udlændingenævnet lægger til grund, at perioden, hvori ansøgeren potentielt kunne have erhvervet ret til tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten, begyndte i maj 2011, hvor ansøgeren fik udstedt et registreringsbevis, og frem til maj 2018, hvor ansøgeren i CPR blev registreret udrejst af Danmark til Taiwan.
Udlændingenævnet vurderer herefter, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren har haft et uafbrudt ophold i Danmark i 5 på hinanden følgende år siden maj 2011, hvor ansøgeren senest fik udstedt et opholdsdokument efter EU-retten.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke har modtaget lønindkomst i 2011, 2013, 2014, 2015, og 2016.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at SIRI ved brev fra juni 2021 oplyste ansøgeren om, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke havde modtaget indkomst i 2011, 2013, 2014 og 2015. SIRI anmodede samtidig om at indsende dokumentation for, at ansøgeren i perioden fra juni 2011 til maj 2018 havde haft lovligt ophold i 5 år i Danmark. SIRI oplyste, at den pågældende dokumentation f.eks kunne være kontoudtog, der understøttede, at ansøgeren havde haft udgifter til almindelig husholdning og/eller forbrug i Danmark, dokumenter, der understøttede, at ansøgeren havde været ved lægen, tandlæge, i skole eller lignende, eller dokumentation for, at ansøgeren havde benyttet sit rejsekort eller periodekort.
Udlændingenævnet finder endvidere, at de til sagen indsendte årsopgørelser for perioden fra 2013 til 2017 ikke i sig selv dokumenterer, at ansøgeren har haft et uafbrudt lovligt ophold i 5 på hinanden følgende år. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af årsopgørelserne alene fremgår, at ansøgeren har haft beskæftigelse af et vist omfang, men ikke at han faktisk har opholdt sig i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at SIRI i sin afgørelse alene har henvist til årsopgørelserne fra 2013, 2014, 2015, og således ikke forholdte sig til årsopgørelserne fra 2016 og 2017, idet årsopgørelser ikke alene kan dokumentere ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse endvidere til, at det af årsopgørelserne fra 2013 og 2014 fremgår, at ansøgeren havde en personlig indkomst på henholdsvis 88.320 kr. og 168.360 kr., mens det af årsopgørelserne for 2015 og 2016 fremgår, at ansøgeren i de pågældende år ikke havde en skattepligtig indkomst. Det er således alene årsopgørelsen for 2013, 2014 og 2017, der understøtter dine oplysninger om, at du havde ophold i Danmark i perioden fra 2011 til 2018.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har indsendt kontoudskrifter for sin konti hos 2 danske banker for perioderne fra ultimo maj 2021 til ultimo juni 2021, og for en periode på 9 dage i december 2020, da kontoudtogene alene dokumenterer, at ansøgeren har haft udgifter i Danmark i en meget begrænset periode på ca. 1 ½ måned.
Udlændingenævnet kan derfor ikke på denne baggrund lægge til grund, at ansøgeren har haft udgifter til almindelig hushold eller forbrug i Danmark i en uafbrudt periode på 5 på hinanden følgende år. Derudover vedrører kontoudskrifterne en periode, der ligger efter ultimo maj 2018, hvor ansøgeren udrejste og afbrød sit ophold i Danmark.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er oplysninger i sagen om, at ansøgerens udrejse ultimo 2018 og hans efterfølgende ophold uden for Danmark skyldtes grunde, der ville kunne føre til, at hans ophold ikke ville kunne anses for ophørt.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har indsendt en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgår, at ansøgeren i december 2016 blev ansat som adm. direktør i et dansk firma, fordi ansættelseskontrakten ikke dokumenterer, at ansøgeren har haft et ophold i Danmark i 5 år. Udlændingenævnet henviser herved til ansøgerens egne oplysninger om, samt CPR registreringen om, at ansøgeren udrejste af Danmark til Taiwan ultimo maj 2018.
Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren både har haft ejendom, børn og firma i Danmark i 6 år, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at disse oplysninger ikke er dokumenteret og ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at ansøgeren har haft uafbrudt ophold i Danmark i mindst 5 år. Ansøgeren har således ikke indsendt dokumentation for, at han har boet i sin ejendom i Danmark, at ansøgeren har haft beskæftigelse i Danmark, at ansøgerens børn har gået i institution i Danmark, og at ansøgeren i øvrigt har indrettet sig i Danmark på en sådan måde, at det kan konstateres, at ansøgeren har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen uafbrudt i 5 år.
Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et Brexit-opholdsdokument på baggrund af tidsubegrænset ophold.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet