Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2022 – EU – Primær bevægelighed – tidsubegrænset ophold - dispensation for ophør
Dato: 19-10-2022Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2022 – EU – Primær bevægelighed – tidsubegrænset ophold - dispensation for ophør
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på dispensation for ophør af tidsubegrænset opholdsret.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i december 2008 og fik i februar 2014 ret til tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren udrejste herefter til USA fra november 2016 til maj 2018 og igen i februar 2019. Ansøgeren havde forinden udrejsen i 2019 indgivet ansøgning om dispensation for ophør af sin tidsubegrænsede opholdsret, hvilket SIRI imødekom. Ansøgeren havde i forbindelse med dispensationsansøgningen indsendt dokumentation for studieaktivitet frem til maj 2022. Ansøgerens ægtefælle og børn udrejste sammen med ansøgeren. Ansøgeren indgav i april 2022 ansøgning om yderligere dispensation for mindst 2 år og oplyste i den forbindelse bl.a., at ansøgeren havde fået ansættelse ved sin tidligere praktikplads for at opnå yderligere erfaring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra maj 2022.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles yderligere dispensation for ophør af sin tidsubegrænsede opholdsret, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ved sin anmodning om dispensation i 2019 oplyste, at ansøgeren ønskede dispensation for ophør med henblik på gennemførelse af uddannelse. Som dokumentation herfor havde ansøgeren indsendt et brev fra juli 2019 fra en amerikansk uddannelsesinstitution, hvoraf det fremgik, at det var forventet, at ansøgeren havde færdiggjort sine studier i maj 2022. SIRI gav ansøgeren dispensation for ophør frem til juli 2022.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt, på, at ansøgeren ved sin anmodning fra april 2022 oplyste, at ansøgeren ønskede dispensation for ophør af sin opholdstilladelse i Danmark i mindst yderligere 2 år. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at Covid-19 havde haft betydning for ansøgerens studier i USA, at ansøgeren havde afsluttet it-studie som planlagt, men at ansøgeren ikke havde været i stand til at gennemføre flere kliniske timer, som var nødvendige for ansøgerens uddannelse, og at ansøgeren var blevet tilbudt et job det samme sted, hvor ansøgeren havde været i praktik.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansættelsestilbuddet fra april 2022, som ansøgeren havde indsendt til SIRI, vedrørte en anden stilling, og at ansættelsen ikke var tidsbegrænset.
Derudover har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af det til klagen indsendte brev fra juni 2022 fra den amerikanske uddannelsesinstitution, at ansøgeren færdiggjorde en uddannelse i maj 2022.
Den uddannelse, som dispensationen blev meddelt til, er således afsluttet som planlagt.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at give ansøgeren dispensation for ophør af tidsubegrænset opholdsret for en varighed på mindst yderligere 2 år med henblik på en ansættelse, som er uden tidsbegrænsning.
Udlændingenævnet finder således ikke, at deltagelse i yderligere kliniske timer udgør et velbegrundet formål, ligesom ansøgerens tidsubegrænsede ansættelse kan give anledning til tvivl om, hvorvidt ansøgeren reelt agter at vende tilbage til Danmark, selvom det er anført, at yderligere erfaring og en professionel licens vil være meget nyttig og et væsentligt aktiv ved ansøgerens tilbagevenden til Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren ikke har været i stand til at gennemføre flere kliniske timer, og at COVID-19 har haft betydning for ansøgerens studier. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på trods heraf har færdiggjort sin uddannelse.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at ansøgerens status som international studerende er i færd med at blive forlænget, idet den opholdsretlige status i USA ikke har betydning for vurderingen af, om der kan meddeles dispensation for ophør.
Derudover kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at ansøgerens ægtefælles helbredstilstand er blevet forværret under COVID-19, og at deres økonomiske situation er blevet stærkt påvirket, idet ansøgeren ikke på denne baggrund kan få dispensation for ophør af tidsubegrænset opholdsret i Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren indrejste i Danmark i december 2008, og at ansøgeren således havde haft en opholdsret i Danmark i omtrent 10 år, da ansøgeren udrejste af Danmark i februar 2019. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var udrejst af Danmark sammen med sin ægtefælle og deres børn i perioden fra november 2016 til maj 2018, og at ansøgeren har opholdt sig uden for Danmark siden februar 2019. Ansøgeren har således samlet opholdt sig uden for Danmark i 5 år, hvorfor tilknytningen til Danmark ikke kan anses for at medføre, at det er særligt belastende for ansøgeren, såfremt ansøgerens tidsubegrænsede opholdsret ophører.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren selv valgte at forlade Danmark for at tage ophold i USA, og at der ikke er noget til hinder for, at ansøgeren kan genindrejse i Danmark på et senere tidspunkt.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke kan anses for at have bevaret en sådan tilknytning til Danmark, at det må anses for særligt belastende, at anse ansøgerens opholdsret for ophørt, jf. udlændingelovens § 26 og EU-opholdsbekendtgørelsens § 37.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Dato: 13-10-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolide-ret familieliv
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden med-lemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælles særbarn, indgav i november 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Den danske statsborger havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Spanien sammen med sin ægtefælle, som var ansøgerens mor. I 2020 blev ægtefællen meddelt opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i forbin-delse med parrets tilbagevenden til Danmark. Ansøgeren havde ikke opholdt sig i Spanien med den danske statsborger, men indgav først sin ansøgning efter, at den danske statsborger var vendt tilbage til Danmark. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen var, at ansøgerens mor fødte parrets fæl-les barn kort tid efter, at de vendte retur til Danmark, at det var en hård fødsel, samt at COVID-19 pan-demien herefter indtrådte.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra februar 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til op-hold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist – og på baggrund af SIRI's tidligere afgørelse fra april 2020 vedrørende ansøgerens mor – lagt til grund, at den danske statsborger i perioden fra februar 2019 til september 2019 havde etableret et reelt og faktisk ophold i Spanien.
Udlændingenævnet har også lagt til grund, at ansøgeren er at anse som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, idet hun er datter til den danske statsborgers ægtefælle.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og den danske statsborger ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan aflede en opholdsret efter EU-retten her i landet ved den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger vendte tilbage til Danmark i september 2019, og at det fremgår af ansøgerens ansøgning indgivet til SIRI, at hun indrejste i Dan-mark i september 2021, således ca. 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det i forbindelse med ansøgerens ansøgning blev oplyst, at ansøgeren og den danske statsborger aldrig havde opholdt sig sammen i Spanien.
Ansøgerens advokat har til støtte for klagen anført, at der ikke blev ansøgt om opholdsret for ansøge-ren på et tidligere tidspunkt grundet den danske statsborgers ægtefælles graviditet og fødsel samt COVID-19 pandemien. Ansøgerens advokat har også anført, at en myndighed ifølge officialprincippet er forpligtet til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til sagen.
Dette kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at EU-retten er konsta-terende, hvorfor det afgørende i vurderingen af, om ansøgeren kan meddeles ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er, om hun på tidspunktet, hvor den danske statsborger udøvede sin ret til fri bevægelighed i Spanien, opholdt sig sammen med ham i Spanien og dér konsoliderede et familieliv, hvilket efter egne oplysninger ikke var tilfældet.
Da ansøgeren ikke på noget tidspunkt har opholdt sig sammen med den danske statsborger i Spanien, kan hun ikke anses for at have opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien.
Ansøgerens advokats oplysninger om ansøgerens personlige forhold her i landet, hertil om bl.a. hendes skoleforhold, samlivsforhold m.v., samt at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Filippinerne, da der ikke er nogle, der er i stand til at tage sig af hende, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om efterfølgende forhold, som taler for, at familielivet først er indledt efter, at ansøgeren indrejste her i landet 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden, samt at disse oplysninger ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingel-serne for en afledt ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 er opfyldt. Hertil bemær-ker Udlændingenævnet i øvrigt, at der ikke er dokumentation for, at ansøgeren ikke har noget familie i Filippinerne, der kan tage sig af hende.
Da den danske statsborger boede i Danmark på tidspunktet for ansøgerens indrejse her i landet, er der tale om et rent internt forhold, hvorfor familiesammenføring skal vurderes efter nationale regler.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår
Dato: 04-10-2022Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om nægtelse af forlængelse af en kinesisk statsborgers opholdstilladelse efter beløbsordningen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i november 2018 meddelt opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som køkkenchef hos en restaurant. Opholdstilladelsen var bl.a. betinget af, at ansøgeren fik en årlig løn på mindst 417.793,60 kr., som skulle udbetales til en dansk bankkonto. Efter at have indgivet en forlængelsesansøgning afholdt Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) i marts 2022 et interview med ansøgeren. Ansøgeren oplyste under interviewet, at han i 2021 lånte omkring 390.000 kr. til sin arbejdsgiver til betaling af restaurantens lønninger og husleje grundet Covid-19. I april 2022 traf SIRI afgørelse om nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra april 2022. Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse efter beløbsordningen som køkkenchef hos en restaurant.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at betingelserne for ansøgerens tilladelse ikke er blevet overholdt, idet han ikke har arbejdet i overensstemmelse med de løn- og ansættelsesvilkår, som hans opholdstilladelse fra november 2018 var betinget af.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at det fremgår af ansøgerens opholdstilladelse fra november 2018, at den var betinget af bl.a., at han modtager en årlig løn på mindst 417.793,60 kr., som skal udbetales til en dansk bankkonto, og at de væsentligste løn- og ansættelsesvilkår løbende skal være i overensstemmelse med de sædvanlige vilkår, som er gældende i Danmark.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger givet under interviewet med SIRI i marts 2022 om, at han i januar og februar 2021 havde ydet lån på omkring 390.000 kr. til sin arbejdsgiver, som desuden er ansøgerens tidligere ægtefælle, og at hans lån til arbejdsgiveren blev tilbagebetalt i 2021, herunder at den sidste del af lånet blev tilbagebetalt i juli 2021.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger givet under interviewet med SIRI om, at lånet skulle bruges til betaling af restaurantens lønninger og husleje, idet restauranten var nedlukket i en længere periode grundet COVID-19 og derfor ikke havde indtægter, og restauranten først ville modtage tilskud senere.
Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgeren reelt ikke har modtaget løn fra sin arbejdsgiver i perioden fra januar 2021, hvor den første del af lånet blev overført til arbejdsgiveren, til juni 2021, som er den sidste måned, hvor der blev udbetalt løn til ansøgeren, inden lånet i sin helhed var blevet tilbagebetalt til ansøgeren.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at lånet som ansøgeren ydede til sin arbejdsgiver i perioden fra januar 2021 til og med juni 2021 blev brugt til bl.a. betaling af ansøgerens løn, og at ansøgeren dermed reelt har afholdt sin egen løn i denne periode.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at det ikke er korrekt, at ansøgerens lån til arbejdsgiveren var på omkring 390.000 kr., idet det ydede lån alene var på 290.000 kr., og at dette vidner om tolkningsproblemer og uoverensstemmende forklaringer mellem ansøgeren og tolken.
Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at lånet fra ansøgeren blev ydet med henblik på, at arbejdsgiveren kunne betale restaurantens faste omkostninger under COVID-19 nedlukningen, at det aldrig har været formålet, at lånet skulle benyttes til betaling af lønninger eller lignende, og at lånet i sin helhed er blevet tilbagebetalt til ansøgeren.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af samtalereferatet fra marts 2022, at ansøgeren er blevet vejledt om at gøre opmærksom på, hvis han ikke forstår tolken, og at han er blevet vejledt om, at han er forpligtet til at give korrekte oplysninger.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af samtalereferatet fra marts 2022, at referatet er blevet oversat for ansøgeren, at han ingen bemærkninger har til oversættelsen, at referatet er underskrevet af ham, at han med sin underskrift bekræfter, at han har givet korrekte oplysninger under interviewet, og at referatet afspejler hans svar.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til støtte for klagen er fremsendt konto-bevægelser for ansøgerens bankkonto i Jyske Bank for perioden fra januar 2021 til december 2021, og at det fremgår af disse, at ansøgeren har ydet lån til arbejdsgiveren på 290.000 kr., og dermed ikke 390.000 kr., som ansøgeren selv har oplyst under interviewet med SIRI i marts 2022.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren har ydet lån af et væsentligt omfang til sin arbejdsgiver til afholdelse af arbejdsgiverens omkostninger under restaurantens nedlukning grundet COVID-19.
Udlændingenævnet finder desuden, at det ikke er sædvanligt efter danske løn- og ansættelsesforhold, at en arbejdstager låner større økonomiske beløb til sin arbejdsgiver, uanset om lånet ydes til arbejdsgiverens afholdelse af faste omkostninger eller lønninger til ansatte, og at det således ikke har betydning for sagen, at lånet efterfølgende blev tilbagebetalt.
Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at SIRI ikke har foretaget en vurdering af ansøgerens tilknytning til Danmark i henhold til udlændingelovens § 26, stk. 1, og EMRK artikel 8, at ansøgeren har ret til fortsat ophold i Danmark, idet han igennem 5 års fuldtidsarbejde her i landet har opnået tilstrækkelig stærk tilknytning til det danske arbejdsmarked, og at ansøgeren har familie og børn i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en udlændings tilknytning til Danmark ikke kan indgå som en del af vurderingen ved en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse med henblik på at opnå opholdstilladelse efter beløbsordningen, idet der er tale om en opholdstilladelse som meddeles med henblik på midlertidigt ophold i Danmark.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2022 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma
Dato: 03-10-2022Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2022 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen til en statsborger fra Brasilien.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i oktober 2019 om opholds- og arbejdstilladelse som værkstedsarbejder på baggrund af beløbsordningen. I december 2019 meddelte Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) ansøgeren afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, idet der var grund til at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som værkstedsarbejder måtte anses for proforma.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra december 2019. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse efter beløbsordningen som værkstedsarbejder hos virksomhed A, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2 (nugældende § 9 a, stk. 2, nr. 3).
Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder, at der er grundlag for at antage, at den tilbudte ansættelse som værkstedsarbejder hos virksomhed A må anses for proforma, idet der er en formodning for, at det afgørende formål med ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen er at opnå et fortsat og længerevarende ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den tilbudte løn på 36.000 kr. om måneden, svarende til 432.000 kr. om året, medfører, at ansøgeren netop er omfattet af beløbskravet til beløbsordningen, som på ansøgningstidspunktet i 2019 var 426.985,06 kr., og at lønniveauet på 36.000 kr. om måneden forekommer uforholdsmæssigt højt i forhold til lønniveauet på 30.138,35 kr. om måneden for den eneste ansatte i virksomheden, som er arbejdsgiveren og ansøgerens papfar.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at det til støtte for klagen er anført, at arbejdsgiveren, som også er kapitalejer, ikke tjener de samme penge, som ansøgeren, idet kapitalejeren har en række lønfordele og supplerende kan udtage årligt et udbytte på ca. 108.000 kr. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er proportionalitet mellem ansøgerens månedsløn på 36.000 kr. og den tilbudte beskæftigelse som værkstedsarbejder, idet det fremgår af ansættelseskontrakten og svaret fra arbejdsgiverens revisor, at ansøgeren skal assistere med produktion af møbler og skumprodukter samt opgaver med planlægning, håndtering, fragt og afsendelse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, som var 36 år på ansøgningstidspunktet, i ansøgningsskemaet ikke har angivet oplysninger om hans eventuelle uddannelse eller relevante arbejdserfaring, at ansøgeren ikke ses at have fremlagt dokumentation herfor, ligesom ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at han ikke er i gang med en uddannelse, der er relevant for det tilbudte arbejde.
Det forhold, at arbejdsgiveren mener, at ansøgeren har de kvalifikationer, der netop skal bruges i virksomheden, at arbejdsgiveren har et stort behov for pålidelig arbejdskraft, og at arbejdsgiveren kan betro ansøgeren med firmaets pengekasse, fordi arbejdsgiveren er gift med ansøgerens mor, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at formålet med beløbsordningen er at tiltrække højuddannet arbejdskraft og udlændinge til ansættelse i funktioner, som kræver særlige kvalifikationer, der er efterspurgte af virksomheder i Danmark, hvilket Udlændingenævnet ikke finder, at ansøgerens kvalifikationer eller ansættelsens indhold opfylder.
Det er til støtte for klagen anført, at arbejdsgiverens andet firma har en ufaglært ansat 4 dage om ugen til 28.000 kr. om måneden, hvorfor ansøgerens tilbudte løn på 36.000 kr. om måneden er et passende lønniveau.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til et andet resultat, da der ved behandlingen af ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse kun tages stilling til den pågældende virksomheds økonomi og drift, og dermed ikke til andre virksomheder, som arbejdsgiveren eventuelt ejer ved siden af.
Udlændingenævnet har noteret sig, at ifølge offentligt tilgængelige oplysninger fra CVR-registreret har virksomhed A altid haft 1 årsværk ansat siden 2. kvartal 2012 og kun i 2019 har besluttet at ansætte en værkstedsarbejder, at arbejdsgiveren ifølge ansøgningsskemaet er gift med ansøgerens mor, og at ansøgeren har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i Danmark knap 1 år efter, at hans mor flyttede til Danmark. Dette bestyrker efter Udlændingenævnets opfattelse indikationerne for proforma, og at formålet med ansøgerens ansættelse netop er, at ansøgeren skal opnå opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at det ved vurderingen af, om der kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, ikke kun vurderes, om de formelle krav, her under om løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige, er opfyldt, men at det også indgår i vurderingen, om ansættelsestilbuddet synes at have et faktisk og reelt indhold, herunder på baggrund af oplysninger om ansøgerens uddannelse, kvalifikationer og alder. Det følger af Udlændingemyndighedernes administrative praksis, at uanset at de formelle krav, herunder kravet om årlig aflønning på et fastsat mindstebeløb er opfyldt, vil der kunne meddeles afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, såfremt det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse må antages at være at opnå et opholdsgrundlag i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen må anses for at opnå et længerevarende ophold i Danmark, som han ellers ikke ville kunne opnå.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 03. oktober 2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlem
Dato: 03-10-2022Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, der havde søgt om tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen indrejste i Danmark i september 2015 og fik udstedt et opholdsdokument som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren var blevet gift med referencen i juli 2015, og indrejste herefter i Danmark i november 2015, hvor han fik udstedt et EU-opholdskort som familiemedlem. Ansøgeren indgav i november 2020 en ansøgning om tidsubegrænset opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagen, at referencen ikke havde fået indberettet løn siden januar 2016, at hun var udrejst af landet i oktober 2017, og at parret blev skilt i januar 2022.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som medfølgende familiemedlem uafbrudt i 5 år.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens daværende ægtefælle i marts 2015 fik udstedt et registreringsbevis som arbejdstager. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det af CPR fremgår, at hun i oktober 2017 udrejste af Danmark, ligesom det ikke er dokumenteret, at hun efter denne dato faktisk har opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke siden oktober 2017 har haft opholdsret som medfølgende familiemedlem til en unionsborger, som har opholdsret i Danmark i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser. Ansøgeren har således ikke haft lovligt ophold her i landet uafbrudt i 5 år i henhold til EU-retten, jf. også begrundelsen nedenfor.
Ansøgeren kan derfor ikke gives ret til tidsubegrænset ophold i Danmark, uanset at han måtte have opholdt sig i landet i mere end 5 år.
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgerens ret til ophold i Danmark ophørte i oktober 2017, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i november 2015 blev meddelt ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til dennes daværende ægtefælle, der havde ret til ophold i Danmark som arbejdstager, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 1 (nu § 10, stk. 1). Det er derfor en betingelse for ansøgerens ret til ophold, at den daværende ægtefælle opholder sig her i landet samt opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det af CPR fremgår, at den daværende ægtefælle i oktober 2017 udrejste af Danmark, og at der ikke til sagen er fremlagt dokumentation for, at hun efterfølgende faktisk har opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har haft en afledt opholdsret siden oktober 2017, hvor ansøgeren daværende ægtefælle udrejste af Danmark.
Det forhold, at der til sagen er fremlagt kopi af Familieretshuset bekræftelse fra december 2019 på ansøgerens ansøgning om direkte skilsmisse, og at det samtidigt er oplyst, at ansøgeren grundet samlivets ophævelse ikke har haft mulighed for at give oplysninger om sin daværende ægtefælles forhold, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke kan konstateres, at ansøgerens daværende ægtefælle efter oktober 2017 har haft en lønindtægt i Danmark eller at der ikke på anden vis er fremlagt dokumentation for, at hun har opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke kan bevare sin opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, om besvarelse af familiemedlemmers opholdsret efter ophør af ægteskab, idet det til sagen er dokumenteret, at ansøgeren først indledte en skilsmissesag efter, at den daværende ægtefælle udrejste. Udlændingenævnet henviser herved til, at hvis unionsborgeren er udrejst af værtsmedlemsstaten inden proceduren til skilsmisse er begyndt, kan en tredjelandsstatsborger ikke besvare sin ret til ophold i værtsstaten efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 16, stk. 1 og stk. 2, samt EU-domstolens dom i sagen C-218/14, Singh.
Udlændingenævnet finder endvidere, at uanset om skilsmisseproceduren mellem ansøgeren og dennes daværende ægtefællen blev indledt før oktober 2017, hvor ægtefællen udrejste, vil ansøgeren ikke være omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, idet ansøgeren og den daværende ægtefælle på daværende tidspunkt ikke havde været gift i mindst 3 år. Udlændingenævnet henviser herved til, at det af CPR fremgår, at de blev gift i juli 2015.
Det forhold, at det til klagen er oplyst, at ansøgerens ret til ophold ikke kan tilbagekaldes med bagudrettet virkning, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at reglerne om ret til ophold efter EU-retten er konstaterende og ikke retsstiftende, hvorfor ansøgerens opholdsret ophører, når betingelserne for udstedelsen ikke længere er opfyldt. Udlændingenævnet finder, at betingelserne ikke har været opfyldt siden ansøgerens daværende ægtefællen udrejste.
Desuden har Udlændingenævnet lagt vægt på, at udstedelsen af et opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsen ikke i sig selv skaber en opholdsret, men i stedet er et udtryk for at myndighederne på tidspunktet for udstedelsen har konstateret den individuelle retsstilling. Det følger bl.a. af EU-domstolens dom af 14. september 2017 i sag C-184/16, Petrea. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens ret til ophold kan bevares, selvom udlændingemyndighederne først ved ansøgerens ansøgning om tidsubegrænset opholdsret konstaterer, at hans ret til ophold allerede ophørte i oktober 2017, idet et opholdskort ikke alene kan bevise et lovligt ophold.
Udlændingenævnet finder desuden, at der ikke foreligger oplysninger, der taler for, at ansøgeren har ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i november 2015 i en alder af 26 år, hvorfor han har haft ophold uden for Danmark i størstedelen af sit liv. Det kan derfor ikke antages, at ansøgeren har opnået sådan en særlig tilknytning til Danmark, at hans opholdsret alene kan besvares på den baggrund.
Det forhold, at ansøgeren på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i ca. 7 år, og at han har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet i næsten hele perioden, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens daværende ægtefælle i oktober 2017 udrejste fra Danmark, hvorfor ansøgeren ikke på den baggrund har haft en afledt opholdsret i Danmark som medfølgende familiemedlem i størstedelen af den periode, hvor han har opbygget sin tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har bestået i Prøve i Dansk 2, og at han efter det oplyste har familie, som er bosiddende her i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på anden vis har opnået en særlig tilknytning til Danmark, samt at det ligeledes er oplyst, at ansøgerens far, moster og kusiner forsat bor i Tyrkiet, hvorfor han forsat har en familiemæssig tilknytning til sit hjemland.
Udlændingenævnet har afslutningsvist lagt vægt på, at ansøgeren til SIRI har oplyst, at han ikke lider at helbredsmæssige problemer, og at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, som bevirker, at ophør ansøgerens ret til ophold må anses for særligt belastende.
På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kan antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af ansøgerens ret til ophold i Danmark efter EU-retten vil virke særlig belastende for ham.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Familiesammenføring, andre - Immigration
Dato: 28-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Familiesammenføring, andre - Immigration
Udlændingenævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af ganske særlige grunde efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik første gang opholdstilladelse i Danmark i 2009 i en alder af 14 år som medfølgende familie til sin far, og hun har siden sin indrejse i landet gennemført 10. klasse og HF samt påbegyndt en videregående uddannelse. Ansøgeren har herudover periodevis haft fritidsarbejde, frivilligt arbejde og fuldtidsarbejde i Danmark. Primo maj 2021 stadfæstede Udlændingenævnet Styrelsen for International Rekruttering og Integrations nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse efter § 9 m. Udlændingestyrelsen gav herefter ultimo maj 2021 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af ultimo maj 2021.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, som taler for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse er truffet på baggrund af en helt konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger. Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden 2009, hvorved hun har opholdt sig i Danmark i en del af sine formative år, at hun således indrejste i Danmark som mindreårig sammen med sine forældre, der begge har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren kun har meget begrænset tilknytning til Kina.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det er oplyst, at ansøgeren behersker dansk fuldt ud i skrift og tale, at hun har gennemført både 10. klasse og HF i Danmark og er i gang med en videregående uddannelse.
På baggrund af det anførte finder Udlændingenævnet, at ansøgeren har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at der foreligger sådanne særlige grunde, at opholdstilladelse bør meddeles.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan træffe en afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til ansøgeren.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2022 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Ægtefælle
Dato: 28-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2022 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Ægtefælle
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en pakistansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde fremlagt forskellige oplysninger om sin alder og vielsesdato med henblik på at dokumentere, at hun var over 18 år på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, og SIRI gav hende i oktober 2019 afslag på opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle, idet styrelsen fandt, at der var fremlagt dokumenter, der var udfærdiget med det formål at få opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRIs afgørelse fra oktober 2019. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til referencen, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, idet der foreligger en begrundet formodning for, at der i forbindelse med sagen er fremlagt dokumenter, der er udfærdiget med det formål at få opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, og § 40, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., påhviler en udlænding at give de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives. Det følger endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at såfremt en udlænding afgiver urigtige oplysninger eller erklæringer eller svigagtigt fortier oplysninger, kan udlændingen gives afslag på ansøgningen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der til sagen er fremlagt dokumentation, der må anses for konstrueret med det formål at give ansøgeren opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem til referencen.
Udlændingenævnet har således vurderet, at der er væsentlige uoverensstemmelser mellem den dokumentation, som er vedlagt ansøgningen om opholdstilladelse fra september 2018, ansøgerens tidligere ansøgninger om opholdstilladelse fra henholdsvis maj 2017 og januar 2018 og de svar, ansøgeren har afgivet under interviews med Den Danske Ambassade i Islamabad henholdsvis maj 2017, marts 2018 og oktober 2018.
I den forbindelse har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af alle ansøgerens personlige dokumenter vedlagt ansøgningen fra 2017, samt egne oplysninger i ansøgningsskemaet, at hun er født i februar 2001, at vielsesdatoen ifølge ”Nikah form” var i maj 2016, og at ægteskabet ifølge ”Marriage Registration Certificate” blev registreret i februar 2017, på et tidspunkt hvor hun var 16 år. Dertil kommer, at i ansøgningen fra januar 2018 har ansøgeren oplyst, at hun er født i februar 1999, hvilket også fremgår af de til ansøgningen vedlagte personlige dokumenter, mens det fremgår af ny ”Nikah Naama”, at ægteskabet blev indgået i september 2015, og ifølge ny ”Marriage Registration Certificate” blev registreret i september 2015 på et tidspunkt, hvor hun var 16 år.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren under interviewet med ambassaden i maj 2017 oplyste, at hun var født i august 1997, og at hun under interviewet i marts 2018 på ny oplyste, at hun er født i august 1997.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren i den efterfølgende ansøgning af fra september 2018, som hun har underskrevet på tro og love, har oplyst, at hun er født i februar 1999, hvilket også fremgår af de til ansøgningen vedlagte personlige dokumenter, at det fremgår af en ny ”Nikah Nama”, at ægteskabskontrakten blev indgået i november 2017 samt registreret i juni 2018, og at det fremgår af en ny ”Marriage Registration Certificate”, at ægteskabet blev indgået i november 2017 på et tidspunkt, hvor hun var 18 år.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen har anført, at datoen september 2015 vedrører parrets forlovelse, at datoen februar 2017 vedrører parrets religiøse bryllupsceremoni, og at datoen november 2017 vedrører ”Ruskhati-ceremonien”, hvorefter parret som par måtte bo sammen.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet disse oplysninger ikke afkræfter formodningen for, at de indsendte dokumenter er udfærdiget med det formål at få opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under interviewet med ambassaden i maj 2017 oplyste om både forlovelsen og bryllupsceremonien med henvisning til september 2015, og at hun oplyste, at hun og referencen efter denne dato boede sammen som ægtefæller, indtil referencen rejste tilbage til Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen har anført, at ansøgerens korrekte fødselsdag er i februar 1999, og at tidligere divergerende oplysninger herom skyldtes henholdsvis en administrativ fejl hos myndighederne i Pakistan, og at ansøgeren var nervøs under interviewet med ambassaden i maj 2017.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ambassaden i forbindelse med interviewet i maj 2017 vurderede, at ansøgeren ikke virkede nervøs, og at hun svarede uden at tøve, samt at ansøgeren på ny, under det senere interview i marts 2018, gentog at hun er født i august 1997.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren første gang fik afslag på opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie til referencen i november 2017, fordi ægteskabet ikke kunne anerkendes i Danmark, idet ansøgeren var under 18 år. Det understøtter således formodningen for, at der til sagen har været fremlagt dokumentation konstrueret til det formål at få opholdstilladelse i Danmark, da referencen og ansøgeren først efterfølgende har oplyst, at ansøgerens korrekte fødselsdato er i februar 1999, hvorved ansøgeren netop ville være fyldt 18 år i 2017.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke har afkræftet formodningen for, at dokumenterne er konstrueret med det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet meddeler hende derfor afslag på ansøgningen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at det forhold, at referencen og ansøgeren i oktober 2021 har fået en søn, og at referencen til støtte for klagen har anført, at adskillelsen har store konsekvenser, og at det er en menneskeret at bo sammen i Danmark, ikke kan føre til et andet resultat.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke er oplyst om forhold, der gør, at referencen ikke kan indrejse i Pakistan for dér at udøve familielivet.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juli 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Aktuel beskæftigelse
Dato: 28-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 15. juli 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Aktuel beskæftigelse
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse fra januar 2021.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var under uddannelse til tømrer og havde indgået en uddannelsesaftale med et praktiksted. Udlændingestyrelsen gav i januar 2021 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet han ikke aktuelt var tilknyttet arbejdsmarkedet ved ordinær beskæftigelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er født i Danmark i februar 1994, og at ansøgeren første gang fik udstedt bevis for opholdstilladelse i december 1999. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder en eller flere af de øvrige betingelser, der kræves for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder kravet om aktuelt at være tilknyttet arbejdsmarkedet ved ordinær beskæftigelse, jf. § 11, stk. 3, nr. 9.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren er under uddannelse til tømrer, og at ansøgeren har indgået en uddannelsesaftale vedr. erhvervsuddannelse med praktikuddannelse og skoleundervisning med en tømrervirksomhed, hvoraf det fremgår, at uddannelsesaftalen er gældende i perioden fra juli 2021 til december 2022.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgeren forventes udlært som tømrer i september 2024.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren har været i fast arbejde siden juni 2014, ud over én måned, hvor ansøgeren modtog dagpenge, at ansøgerens fagforening rådede ansøgeren til at opsige sin stilling hos en cafe med henblik på at komme i virksomhedspraktik hos en tømrervirksomhed, og at dette ikke burde have konsekvenser for ansøgerens mulighed for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, da det vil gavne ansøgerens karriere på sigt.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren altid har været arbejdsom, at ansøgeren er født i Danmark, at ansøgeren har intentioner om at søge om dansk statsborgerskab, når ansøgeren får tidsubegrænset opholdstilladelse, og at ansøgeren har indsendt bevis for bestået statsborgerskabsprøve.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en betingelse, at en udlænding skal være tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor den pågældende vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, og at det anførte til støtte for klagen ikke kan medføre, at der dispenseres for denne betingelse.
Udlændingenævnet finder således, at en praktikuddannelse ikke kan sidestilles med ordinær beskæftigelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, da det er en del af ansøgerens uddannelse til tømrer.
Udlændingenævnet finder endelig, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige forhold, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 17, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke har et handicap, der forhindrer ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, og på nuværende tidspunkt give ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2022 – Visum – Karensperiode – multiple visum – Delvis stadfæstelse
Dato: 28-09-2022I september 2022 stadfæstede Udlændingenævnet delvist Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Thailand, der tidligere var meddelt et 1-årigt multiple Schengenvisum. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på Schengenvisum til Danmark på baggrund af et overstay på 45 dage i forbindelse med ansøgers tidligere visumophold fra 2019 til 2020.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde ansøgt om et Schengenvisum gældende for 90 dage med henblik på at besøge sin herboende kæreste. Ansøger var tidligere meddelt Schengenvisum til Danmark for 90 dage i perioden fra primo februar 2019 til primo februar 2020.
Ansøgeren havde i forbindelse med sit tidligere visumophold haft et overstay på hhv. 4 dage, 38 dage og 4 dage. Udlændingestyrelsen havde i beregningen af ansøgerens overstay sammenlagt samtlige overstay, hun havde haft under flere 180-dages perioder og nåede frem til, at hun samlet set havde haft et overstay på 45 dage. Udlændingestyrelsen meddelte på baggrund heraf ansøgeren en karensperiode på 5 år.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2020, dog således at karenstiden nedsættes fra 5 år til 3 år. Ansøgeren kan således ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. vi-sumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, stk. 1 og 3, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.
Ansøgeren har ved sit seneste meddelte Schengenvisum, meddelt for 90 dage i perioden fra den 5. februar 2019 til den 4. februar 2020, haft følgende ophold i Danmark:
• Fra februar 2019 til marts 2019: ophold på 45 dage
• Fra maj 2019 til juli 2019: ophold på 45 dage
• Fra august 2019 til september 2019: ophold på 49 dage
• Fra november 2019 til januar 2020: ophold på 38 dage
• Fra januar til januar 2020: ophold på 4 dage
Da opholdets varighed skal beregnes på baggrund af ansøgerens ophold inden for en periode på de sidste 180 dage, skal opholdet på højst 90 dage beregnes for perioden fra medio juli 2019 til medio januar 2020, hvor ansøgeren sidst udrejste af Schengenområdet.
Ansøgeren har i denne 180-dages periode opholdt sig i Schengenområdet i en samlet periode på i alt 91 dage, som fordeler sig på følgende måde:
• Medio juli 2019: ophold på 1 dag
• Fra medio august 2019 til ultimo september 2019: ophold på 49 dage
• Fra ultimo november 2019 til primo januar 2020: ophold på 38 dage
• Fra ultimo januar til medio januar 2020: ophold på 4 dage
Udlændingenævnet bemærker hertil, at en dato i januar 2020 alene er medregnet én gang.
Udlændingenævnet har på baggrund heraf lagt til grund, at ansøgeren har haft et overstay på én dag, idet ansøgeren har opholdt sig i Schengenområdet i 91 dage i den sidste 180-dags periode fra medio juli 2019 til medio januar 2020.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøger ikke kan meddeles visum i en periode på 3 år, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1, 2. pkt.
Udlændingenævnet finder, at der ved beregning af et eventuelt overstay ved et tidligere visumophold, ikke er hjemmel til at sammenlægge samtlige perioder med overstay inden for samme Schengenvisums gyldighedsperiode, der i dette tilfælde er på l år. Udlændingenævnet finder endvidere, at der som følge heraf, skal tages udgangspunkt i den seneste periode på 180 dage, som beregnes bagudrettet fra den sidste dag, hvor udlændingen udrejser af Schengenområdet.
Udlændingenævnet finder endvidere, at overskridelsen af visummets gyldighed ikke skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges ansøger til last, og som har gjort det umuligt for ansøgeren at forlade Danmark eller Schengenlandene inden for visummets gyldighedsperiode, ligesom Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel ikke bør meddeles en karensperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig, at visummets gyldighed ikke overskrides.
Det forhold, at ansøgerens kæreste har anført, at hun ikke nåede sit fly på grund af en tidskrævende paskontrol, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, eftersom det er ansøgers eget ansvar at sikre, at vedkommende udrejser rettidigt af Schengenområdet.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger omstændigheder, der kan godtgøre, at overskridelsen af visummets gyldighed beror på en undskyldelig misforståelse, der konkret kan begrunde en fravigelse af karensreglerne.
Udlændingenævnet har dertil lagt vægt på, at det er fast praksis på de danske repræsentationer, at en vi-sumansøger modtager en vejledning "Information sheet to visa holders" fra repræsentationen, som udsteder Schengenvisummet om, hvordan visumstickeren skal læses, herunder hvor mange dage det meddelte visum er gyldigt til.
Det forhold, at ansøgerens kæreste ved en fejl havde regnet forkert i forhold til udrejsefristen, kan tilsvarende ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet finder heller ikke, at der foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel kan meddeles visum til Danmark.
Det forhold, at ansøgerens kæreste havde dårligt helbred, herunder var hjertepatient og havde problemer med brystet, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller in-ternationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Ansøger kan således – medmindre der foreligger ganske særlige grunde – tidligst medio januar 2023 med-deles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld - Forsørgelseskrav
Dato: 16-09-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt - Forsørgelseskrav
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Libanon, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og havde boet i Tyskland sammen med ægtefællen og deres fælles børn. I november 2020 indrejste familien i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ægtefællen havde opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler, idet ægtefællen i starten af opholdet havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark og derefter havde modtaget offentlige ydelser fra Danmark og rådede ikke over tilstrækkelige midler til sig selv og familien ved sin tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til sin ægtefælle, som er dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler og således som ikke-økonomisk aktiv, idet ansøgerens ægtefælle hverken var arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Tyskland. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle ved sin tilbagevenden til Danmark fortsat var ikke-økonomisk aktiv, og at der således kan stilles et forsørgelseskrav.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at der ikke kan stilles et forsørgelseskrav, idet ansøgerens ægtefælle må betragtes som selvstændig erhvervsdrivende ved sin tilbagevenden til Danmark, da denne var midlertidig uarbejdsdygtig som følge af sygdom eller ulykke, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det ikke ud fra en analog anvendelse af EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1, kan udledes, at ansøgerens ægtefælle var økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark. Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om en sådan analog anvendelse blev lagt til grund, ville ansøgerens ægtefælles opholdsret i Danmark – og således også dennes status som selvstændig erhvervsdrivende – være ophørt i det øjeblik, hvor vedkommende opgav sit ophold i Danmark og etablerede sig i Tyskland. Det er således ikke muligt for en unionsborger at bevare en opholdsret i en medlemsstat som f.eks. selvstændig erhvervsdrivende, når unionsborgeren samtidig hermed etablerer sig og udøver en opholdsret efter opholdsdirektivet i en andet medlemsstat.
Ved vurderingen af, om forsørgelseskravet er opfyldt har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgerens ægtefælle har modtaget sygedagpenge i perioden juni 2019 – juni 2021, og at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med, at sygedagpengene er stoppet, og ansøgerens ægtefælle er overgået til et jobafklaringsforløb.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgerens ægtefælle derudover modtager børne- og ungeydelse og boligstøtte og ikke råder over andre indtægter eller anden formue.
Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens ægtefælle siden sin tilbagevenden til Danmark alene har forsørget sig selv og sin familie ved offentlige ydelser.
Det anførte til Udlændingenævnet om, at ansøgerens ægtefælle har modtaget boligstøtte i Danmark, og at den månedlige indkomst derfor lever op til forsørgelseskravet, vil ikke kunne føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indkomst, der stammer fra offentlige ydelser ikke medregnes ved vurderingen af den samlede indtægt, med mindre der er tale om berettigede arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser, der er udtryk for en tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dette følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 2.
Af samme grund vil det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har fået udbetalt en højere månedlig ydelse i form af ressourceforløbsydelse, idet ressourceforløbsydelse ej heller ikke er udtryk for en tilknytning til arbejdsmarkedet og således ikke kan indgå ved vurderingen af familiens rådighedsbeløb.
Det anførte om, at ansøgerens ægtefælle kunne forsørge familien under opholdet i Tyskland på baggrund af de danske offentlige ydelser, kan ikke i sig selv føre til, at forsørgelseskravet anses for opfyldt ved familiens tilbagevenden til Danmark.
Endvidere kan oplysningerne til Udlændingenævnet om ansøgerens ægtefælles helbred, herunder at det fremgår af den generelle helbredsattest, at ansøgerens ægtefælle lider af bl.a. PTSD, stress og smerter i form af slidgigt m.v., ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om de pågældende helbredsoplysninger var understøttet af yderligere lægefaglig dokumentation, er der ikke tale om forhold af en sådan særlig karakter, at det ville kunne føre til, at forsørgelseskravet ikke stilles.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har været gift siden 2001 og har 4 danske børn, hvoraf den ældste er myndig, og at det er anført, at nægtelse af opholdsret vil være i strid med EMRK art. 8, idet det ikke vil være proportionalt at henvise familien til at tage ophold i Libanon, da de ingen tilknytning har dertil.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK art. 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, idet familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af parrets mindreårige børn på nuværende tidspunkt kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet de som følge af deres alder, deres tidligere ophold i Libanon og deres ophold i Tyskland frem til november 2020, har afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at børn først efter 6 til 7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anse for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet.
Udlændingenævnet skal i øvrigt bemærke, at henvisningen til Zambrano-dommen og det anførte om, at børnene har en nær tilknytning til ansøgeren, og at ansøgerens ægtfælles diagnoser nødvendiggør tilstedeværelsen af ansøgeren i Danmark, ikke er forhold, der kan tages i betragtning ved vurderingen af, om ansøgeren har opnået en ret til ophold på baggrund af opholdsdirektivets regler om fri bevægelighed, som er udmøntet i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-Domstolens praksis i henholdsvis Zambrano-dommen og Chavez-Vilchez-dommen.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet