Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2022 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Ægtefælle
Dato: 28-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2022 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Ægtefælle
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en pakistansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde fremlagt forskellige oplysninger om sin alder og vielsesdato med henblik på at dokumentere, at hun var over 18 år på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, og SIRI gav hende i oktober 2019 afslag på opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle, idet styrelsen fandt, at der var fremlagt dokumenter, der var udfærdiget med det formål at få opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRIs afgørelse fra oktober 2019. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til referencen, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, idet der foreligger en begrundet formodning for, at der i forbindelse med sagen er fremlagt dokumenter, der er udfærdiget med det formål at få opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, og § 40, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., påhviler en udlænding at give de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives. Det følger endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at såfremt en udlænding afgiver urigtige oplysninger eller erklæringer eller svigagtigt fortier oplysninger, kan udlændingen gives afslag på ansøgningen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der til sagen er fremlagt dokumentation, der må anses for konstrueret med det formål at give ansøgeren opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem til referencen.
Udlændingenævnet har således vurderet, at der er væsentlige uoverensstemmelser mellem den dokumentation, som er vedlagt ansøgningen om opholdstilladelse fra september 2018, ansøgerens tidligere ansøgninger om opholdstilladelse fra henholdsvis maj 2017 og januar 2018 og de svar, ansøgeren har afgivet under interviews med Den Danske Ambassade i Islamabad henholdsvis maj 2017, marts 2018 og oktober 2018.
I den forbindelse har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af alle ansøgerens personlige dokumenter vedlagt ansøgningen fra 2017, samt egne oplysninger i ansøgningsskemaet, at hun er født i februar 2001, at vielsesdatoen ifølge ”Nikah form” var i maj 2016, og at ægteskabet ifølge ”Marriage Registration Certificate” blev registreret i februar 2017, på et tidspunkt hvor hun var 16 år. Dertil kommer, at i ansøgningen fra januar 2018 har ansøgeren oplyst, at hun er født i februar 1999, hvilket også fremgår af de til ansøgningen vedlagte personlige dokumenter, mens det fremgår af ny ”Nikah Naama”, at ægteskabet blev indgået i september 2015, og ifølge ny ”Marriage Registration Certificate” blev registreret i september 2015 på et tidspunkt, hvor hun var 16 år.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren under interviewet med ambassaden i maj 2017 oplyste, at hun var født i august 1997, og at hun under interviewet i marts 2018 på ny oplyste, at hun er født i august 1997.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren i den efterfølgende ansøgning af fra september 2018, som hun har underskrevet på tro og love, har oplyst, at hun er født i februar 1999, hvilket også fremgår af de til ansøgningen vedlagte personlige dokumenter, at det fremgår af en ny ”Nikah Nama”, at ægteskabskontrakten blev indgået i november 2017 samt registreret i juni 2018, og at det fremgår af en ny ”Marriage Registration Certificate”, at ægteskabet blev indgået i november 2017 på et tidspunkt, hvor hun var 18 år.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen har anført, at datoen september 2015 vedrører parrets forlovelse, at datoen februar 2017 vedrører parrets religiøse bryllupsceremoni, og at datoen november 2017 vedrører ”Ruskhati-ceremonien”, hvorefter parret som par måtte bo sammen.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet disse oplysninger ikke afkræfter formodningen for, at de indsendte dokumenter er udfærdiget med det formål at få opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under interviewet med ambassaden i maj 2017 oplyste om både forlovelsen og bryllupsceremonien med henvisning til september 2015, og at hun oplyste, at hun og referencen efter denne dato boede sammen som ægtefæller, indtil referencen rejste tilbage til Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen har anført, at ansøgerens korrekte fødselsdag er i februar 1999, og at tidligere divergerende oplysninger herom skyldtes henholdsvis en administrativ fejl hos myndighederne i Pakistan, og at ansøgeren var nervøs under interviewet med ambassaden i maj 2017.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ambassaden i forbindelse med interviewet i maj 2017 vurderede, at ansøgeren ikke virkede nervøs, og at hun svarede uden at tøve, samt at ansøgeren på ny, under det senere interview i marts 2018, gentog at hun er født i august 1997.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren første gang fik afslag på opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie til referencen i november 2017, fordi ægteskabet ikke kunne anerkendes i Danmark, idet ansøgeren var under 18 år. Det understøtter således formodningen for, at der til sagen har været fremlagt dokumentation konstrueret til det formål at få opholdstilladelse i Danmark, da referencen og ansøgeren først efterfølgende har oplyst, at ansøgerens korrekte fødselsdato er i februar 1999, hvorved ansøgeren netop ville være fyldt 18 år i 2017.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke har afkræftet formodningen for, at dokumenterne er konstrueret med det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet meddeler hende derfor afslag på ansøgningen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at det forhold, at referencen og ansøgeren i oktober 2021 har fået en søn, og at referencen til støtte for klagen har anført, at adskillelsen har store konsekvenser, og at det er en menneskeret at bo sammen i Danmark, ikke kan føre til et andet resultat.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke er oplyst om forhold, der gør, at referencen ikke kan indrejse i Pakistan for dér at udøve familielivet.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juli 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Aktuel beskæftigelse
Dato: 28-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 15. juli 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Aktuel beskæftigelse
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse fra januar 2021.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var under uddannelse til tømrer og havde indgået en uddannelsesaftale med et praktiksted. Udlændingestyrelsen gav i januar 2021 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet han ikke aktuelt var tilknyttet arbejdsmarkedet ved ordinær beskæftigelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er født i Danmark i februar 1994, og at ansøgeren første gang fik udstedt bevis for opholdstilladelse i december 1999. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder en eller flere af de øvrige betingelser, der kræves for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder kravet om aktuelt at være tilknyttet arbejdsmarkedet ved ordinær beskæftigelse, jf. § 11, stk. 3, nr. 9.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren er under uddannelse til tømrer, og at ansøgeren har indgået en uddannelsesaftale vedr. erhvervsuddannelse med praktikuddannelse og skoleundervisning med en tømrervirksomhed, hvoraf det fremgår, at uddannelsesaftalen er gældende i perioden fra juli 2021 til december 2022.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgeren forventes udlært som tømrer i september 2024.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren har været i fast arbejde siden juni 2014, ud over én måned, hvor ansøgeren modtog dagpenge, at ansøgerens fagforening rådede ansøgeren til at opsige sin stilling hos en cafe med henblik på at komme i virksomhedspraktik hos en tømrervirksomhed, og at dette ikke burde have konsekvenser for ansøgerens mulighed for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, da det vil gavne ansøgerens karriere på sigt.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren altid har været arbejdsom, at ansøgeren er født i Danmark, at ansøgeren har intentioner om at søge om dansk statsborgerskab, når ansøgeren får tidsubegrænset opholdstilladelse, og at ansøgeren har indsendt bevis for bestået statsborgerskabsprøve.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en betingelse, at en udlænding skal være tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor den pågældende vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, og at det anførte til støtte for klagen ikke kan medføre, at der dispenseres for denne betingelse.
Udlændingenævnet finder således, at en praktikuddannelse ikke kan sidestilles med ordinær beskæftigelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, da det er en del af ansøgerens uddannelse til tømrer.
Udlændingenævnet finder endelig, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige forhold, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 17, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke har et handicap, der forhindrer ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, og på nuværende tidspunkt give ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2022 – Visum – Karensperiode – multiple visum – Delvis stadfæstelse
Dato: 28-09-2022I september 2022 stadfæstede Udlændingenævnet delvist Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Thailand, der tidligere var meddelt et 1-årigt multiple Schengenvisum. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på Schengenvisum til Danmark på baggrund af et overstay på 45 dage i forbindelse med ansøgers tidligere visumophold fra 2019 til 2020.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde ansøgt om et Schengenvisum gældende for 90 dage med henblik på at besøge sin herboende kæreste. Ansøger var tidligere meddelt Schengenvisum til Danmark for 90 dage i perioden fra primo februar 2019 til primo februar 2020.
Ansøgeren havde i forbindelse med sit tidligere visumophold haft et overstay på hhv. 4 dage, 38 dage og 4 dage. Udlændingestyrelsen havde i beregningen af ansøgerens overstay sammenlagt samtlige overstay, hun havde haft under flere 180-dages perioder og nåede frem til, at hun samlet set havde haft et overstay på 45 dage. Udlændingestyrelsen meddelte på baggrund heraf ansøgeren en karensperiode på 5 år.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2020, dog således at karenstiden nedsættes fra 5 år til 3 år. Ansøgeren kan således ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. vi-sumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, stk. 1 og 3, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.
Ansøgeren har ved sit seneste meddelte Schengenvisum, meddelt for 90 dage i perioden fra den 5. februar 2019 til den 4. februar 2020, haft følgende ophold i Danmark:
• Fra februar 2019 til marts 2019: ophold på 45 dage
• Fra maj 2019 til juli 2019: ophold på 45 dage
• Fra august 2019 til september 2019: ophold på 49 dage
• Fra november 2019 til januar 2020: ophold på 38 dage
• Fra januar til januar 2020: ophold på 4 dage
Da opholdets varighed skal beregnes på baggrund af ansøgerens ophold inden for en periode på de sidste 180 dage, skal opholdet på højst 90 dage beregnes for perioden fra medio juli 2019 til medio januar 2020, hvor ansøgeren sidst udrejste af Schengenområdet.
Ansøgeren har i denne 180-dages periode opholdt sig i Schengenområdet i en samlet periode på i alt 91 dage, som fordeler sig på følgende måde:
• Medio juli 2019: ophold på 1 dag
• Fra medio august 2019 til ultimo september 2019: ophold på 49 dage
• Fra ultimo november 2019 til primo januar 2020: ophold på 38 dage
• Fra ultimo januar til medio januar 2020: ophold på 4 dage
Udlændingenævnet bemærker hertil, at en dato i januar 2020 alene er medregnet én gang.
Udlændingenævnet har på baggrund heraf lagt til grund, at ansøgeren har haft et overstay på én dag, idet ansøgeren har opholdt sig i Schengenområdet i 91 dage i den sidste 180-dags periode fra medio juli 2019 til medio januar 2020.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøger ikke kan meddeles visum i en periode på 3 år, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1, 2. pkt.
Udlændingenævnet finder, at der ved beregning af et eventuelt overstay ved et tidligere visumophold, ikke er hjemmel til at sammenlægge samtlige perioder med overstay inden for samme Schengenvisums gyldighedsperiode, der i dette tilfælde er på l år. Udlændingenævnet finder endvidere, at der som følge heraf, skal tages udgangspunkt i den seneste periode på 180 dage, som beregnes bagudrettet fra den sidste dag, hvor udlændingen udrejser af Schengenområdet.
Udlændingenævnet finder endvidere, at overskridelsen af visummets gyldighed ikke skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges ansøger til last, og som har gjort det umuligt for ansøgeren at forlade Danmark eller Schengenlandene inden for visummets gyldighedsperiode, ligesom Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel ikke bør meddeles en karensperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig, at visummets gyldighed ikke overskrides.
Det forhold, at ansøgerens kæreste har anført, at hun ikke nåede sit fly på grund af en tidskrævende paskontrol, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, eftersom det er ansøgers eget ansvar at sikre, at vedkommende udrejser rettidigt af Schengenområdet.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger omstændigheder, der kan godtgøre, at overskridelsen af visummets gyldighed beror på en undskyldelig misforståelse, der konkret kan begrunde en fravigelse af karensreglerne.
Udlændingenævnet har dertil lagt vægt på, at det er fast praksis på de danske repræsentationer, at en vi-sumansøger modtager en vejledning "Information sheet to visa holders" fra repræsentationen, som udsteder Schengenvisummet om, hvordan visumstickeren skal læses, herunder hvor mange dage det meddelte visum er gyldigt til.
Det forhold, at ansøgerens kæreste ved en fejl havde regnet forkert i forhold til udrejsefristen, kan tilsvarende ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet finder heller ikke, at der foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel kan meddeles visum til Danmark.
Det forhold, at ansøgerens kæreste havde dårligt helbred, herunder var hjertepatient og havde problemer med brystet, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller in-ternationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Ansøger kan således – medmindre der foreligger ganske særlige grunde – tidligst medio januar 2023 med-deles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld - Forsørgelseskrav
Dato: 16-09-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt - Forsørgelseskrav
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Libanon, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og havde boet i Tyskland sammen med ægtefællen og deres fælles børn. I november 2020 indrejste familien i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ægtefællen havde opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler, idet ægtefællen i starten af opholdet havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark og derefter havde modtaget offentlige ydelser fra Danmark og rådede ikke over tilstrækkelige midler til sig selv og familien ved sin tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til sin ægtefælle, som er dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler og således som ikke-økonomisk aktiv, idet ansøgerens ægtefælle hverken var arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Tyskland. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle ved sin tilbagevenden til Danmark fortsat var ikke-økonomisk aktiv, og at der således kan stilles et forsørgelseskrav.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at der ikke kan stilles et forsørgelseskrav, idet ansøgerens ægtefælle må betragtes som selvstændig erhvervsdrivende ved sin tilbagevenden til Danmark, da denne var midlertidig uarbejdsdygtig som følge af sygdom eller ulykke, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det ikke ud fra en analog anvendelse af EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1, kan udledes, at ansøgerens ægtefælle var økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark. Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om en sådan analog anvendelse blev lagt til grund, ville ansøgerens ægtefælles opholdsret i Danmark – og således også dennes status som selvstændig erhvervsdrivende – være ophørt i det øjeblik, hvor vedkommende opgav sit ophold i Danmark og etablerede sig i Tyskland. Det er således ikke muligt for en unionsborger at bevare en opholdsret i en medlemsstat som f.eks. selvstændig erhvervsdrivende, når unionsborgeren samtidig hermed etablerer sig og udøver en opholdsret efter opholdsdirektivet i en andet medlemsstat.
Ved vurderingen af, om forsørgelseskravet er opfyldt har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgerens ægtefælle har modtaget sygedagpenge i perioden juni 2019 – juni 2021, og at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med, at sygedagpengene er stoppet, og ansøgerens ægtefælle er overgået til et jobafklaringsforløb.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgerens ægtefælle derudover modtager børne- og ungeydelse og boligstøtte og ikke råder over andre indtægter eller anden formue.
Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens ægtefælle siden sin tilbagevenden til Danmark alene har forsørget sig selv og sin familie ved offentlige ydelser.
Det anførte til Udlændingenævnet om, at ansøgerens ægtefælle har modtaget boligstøtte i Danmark, og at den månedlige indkomst derfor lever op til forsørgelseskravet, vil ikke kunne føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indkomst, der stammer fra offentlige ydelser ikke medregnes ved vurderingen af den samlede indtægt, med mindre der er tale om berettigede arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser, der er udtryk for en tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dette følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 2.
Af samme grund vil det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har fået udbetalt en højere månedlig ydelse i form af ressourceforløbsydelse, idet ressourceforløbsydelse ej heller ikke er udtryk for en tilknytning til arbejdsmarkedet og således ikke kan indgå ved vurderingen af familiens rådighedsbeløb.
Det anførte om, at ansøgerens ægtefælle kunne forsørge familien under opholdet i Tyskland på baggrund af de danske offentlige ydelser, kan ikke i sig selv føre til, at forsørgelseskravet anses for opfyldt ved familiens tilbagevenden til Danmark.
Endvidere kan oplysningerne til Udlændingenævnet om ansøgerens ægtefælles helbred, herunder at det fremgår af den generelle helbredsattest, at ansøgerens ægtefælle lider af bl.a. PTSD, stress og smerter i form af slidgigt m.v., ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om de pågældende helbredsoplysninger var understøttet af yderligere lægefaglig dokumentation, er der ikke tale om forhold af en sådan særlig karakter, at det ville kunne føre til, at forsørgelseskravet ikke stilles.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har været gift siden 2001 og har 4 danske børn, hvoraf den ældste er myndig, og at det er anført, at nægtelse af opholdsret vil være i strid med EMRK art. 8, idet det ikke vil være proportionalt at henvise familien til at tage ophold i Libanon, da de ingen tilknytning har dertil.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK art. 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, idet familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af parrets mindreårige børn på nuværende tidspunkt kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet de som følge af deres alder, deres tidligere ophold i Libanon og deres ophold i Tyskland frem til november 2020, har afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at børn først efter 6 til 7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anse for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet.
Udlændingenævnet skal i øvrigt bemærke, at henvisningen til Zambrano-dommen og det anførte om, at børnene har en nær tilknytning til ansøgeren, og at ansøgerens ægtfælles diagnoser nødvendiggør tilstedeværelsen af ansøgeren i Danmark, ikke er forhold, der kan tages i betragtning ved vurderingen af, om ansøgeren har opnået en ret til ophold på baggrund af opholdsdirektivets regler om fri bevægelighed, som er udmøntet i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-Domstolens praksis i henholdsvis Zambrano-dommen og Chavez-Vilchez-dommen.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2022 – EU – Ukraine særlov – Skæringsdato
Dato: 16-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2022
Emneord: Særlov Ukraine - skæringsdato
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag vedrørende er ukrainsk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren udrejste af Ukraine i august 2021 og indrejste senest i Danmark i marts 2022, hvor han indgav ansøgning om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven). I ansøgerens pas fremgik det, at pågældende var indrejst i Tyrkiet primo august 2021 og efterfølgende indrejst i Danmark i december 2021, hvorefter ansøgeren udrejste primo februar 2022 og genindrejste i Danmark i marts 2022.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2022. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som en person, der er fordrevet fra Ukraine, efter særlovens § 1.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at ansøgeren er ukrainsk statsborger, idet ansøgeren har et ukrainsk nationalitetspas.
Ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af særloven, har Udlændingenævnet herefter lagt vægt på, at ansøgeren ikke er udrejst af Ukraine den 1. februar 2022 eller senere, da det fremgår af ansøgerens passtempel og af oplysningerne i ansøgerens ansøgning, at ansøgeren allerede udrejste af Ukraine i august 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning har oplyst, at ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet, ligesom ansøgeren i sit pas bl.a. har et indrejsestempler til Tyrkiet fra august 2021.
Da ansøgeren ikke er udrejst af Ukraine den 1. februar 2022 eller senere, er det Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 1, nr. 1.
Det er endvidere Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 1, nr. 3. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste senest indrejste i Danmark i marts 2022. Det fremgår af ansøgerens passtempler, at ansøgeren indrejste i Danmark fra Tyrkiet ultimo december 2021, at ansøgeren udrejste fra Danmark igen primo februar 2022 til Tyrkiet og indrejste i Danmark igen primo marts 2022. Ansøgeren opholdt sig dermed ikke i Danmark den 24. februar 2022, hvorfor ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 1, nr. 3.
Udlændingenævnet har derudover vurderet, at ansøgeren ikke er omfattet af særlovens § 2, stk. 1, nr. 1, da det kun er en samlever i fast samlivsforhold af længere varighed med personer, der har opholdstilladelse efter særlovens § 1, der kan få opholdstilladelse efter særloven. Allerede fordi, at referencen ikke har opholdstilladelse efter særlovens § 1, kan ansøgeren ikke meddeles opholdstilladelse som familiemedlem efter særloven.
Endvidere kan oplysningerne om, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til og finde fast bopæl i Ukraine på grund af krigen, ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke kan gives opholdstilladelse efter særloven som følge af eventuelle asylretlige motiver.
Oplysningerne om, at ansøgeren har en opholdstilladelse i Tyrkiet, er ikke indgået i Udlændingenævnets vurdering, da der ikke er indsendt dokumentation herfor. Udlændingenævnet skal dog henvise til, at det følger af særlovens § 5, at en ansøgning om opholdstilladelse kan afvises, hvis udlændingen er statsborger i et andet land uden for Ukraine eller allerede har opnået opholdstilladelse i et andet land uden for Ukraine. Dette gælder uanset, om der er tale om en opholdstilladelse, som ikke giver ret til at arbejde.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2022 – administrativ udvisning - EU-borger – kriminalitet
Dato: 15-09-2022Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Rumænien, da han gentagne gange var sigtet og straffet for ensartet berigelseskriminalitet.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren indrejste i Danmark ad flere om gange, herunder i marts 2017, i juli 2018 og senest i januar 2019. Under sine ophold i Danmark havde klageren flere gange begået berigelseskriminalitet, herunder bl.a. tyveri af en cykel, en taske og dagligvarer.
Klageren blev antruffet af politiet i februar 2019, da han var i færd med at putte en parfume i sin lomme i et indkøbscenter. Derudover var klageren i besiddelse af 2,25 gram hash, som klageren erkendte var til eget brug. Han vedtog en udenretlig bøde på 5.400 kr. for tyveri og for besiddelse af euforiserende stoffer.
Udlændingestyrelsen traf i februar 2019 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud for klageren, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, idet styrelsen vurderede, at klageren udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, da det var en grundlæggende samfundsinteresse at kunne beskytte sig mod tyveri. Udlændingestyrelsen vurderede derfor, at udvisningen af klageren ikke var uforeneligt med EU-reglerne og EU-domstolens praksis om udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne.
Udlændingenævnets vurdering
”Udlændingenævnet finder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i 2 år i medfør af § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 5, 1. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen i primo februar 2019.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af sagens oplysninger fremgår, at klageren i primo februar 2019 blev antruffet af politiet, at klageren efterfølgende blev anholdt og sigtet for butikstyveri og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og at klageren har erkendt tyveriet af en parfume.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har vedtaget en udenretlig bøde på 5.400 kr. for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved at have stjålet en parfume til en værdi af 660 kr., samt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at klageren tidligere har været idømt bøder og er blevet sigtet flere gange i sager om berigelseskriminalitet:
- I marts 2017 blev klageren sigtet for brugstyveri af en cykel. Politiet afgjorde sagen med udstedelse af en bøde på 1.000 kr.
- I juli 2018 blev klageren sigtet for tyveri af en taske til en værdi af 3.500 kr. Klageren nægtede forholdet. Politiet afgjorde sagen med udstedelse af en bøde på 3.000 kr.
- I september 2018 vedtog klageren en bøde på 1.000 kr. for tyveri af vin og en pastaret.
- I oktober 2018 vedtog klageren en bøde på 2.500 kr. for bl.a. tyveri af pant til en værdi af 225 kr.
- I januar 2019 blev klageren sigtet for tyveri af dagligvarer for 384,33 kr. fra en butik.
- I primo januar 2019 vedtog klageren en bøde på 500 kr. for tyveri af 2 flasker vin samt en dåse kaffe.
Udlændingenævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerens adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet finder derfor, at udvisningen ikke er uforenelig med EU-reglerne.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klageren siden 2017 er blevet sigtet i flere sager om berigelseskriminalitet, og at klageren har vedtaget 3 af bøderne.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er rumænsk statsborger, at han ikke har haft længerevarende ophold i Danmark, at han ikke har særlig tilknytning til Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kan føre til, at en udvisning af klageren må antages at virke særligt belastende for klageren.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, 1. pkt., idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af primo februar 2019.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 25.04.2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse
Dato: 14-09-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v. til en statsborger fra Tyrkiet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2000 efter dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. I februar 2005 blev ansøgeren og hans ægtefælle skilt, og ansøgerens opholdstilladelse blev som følge heraf inddraget i december 2005. I december 2010 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse, gyldig til december 2011. I juni 2013 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse som økonomisk aktiv arbejdstager på baggrund af Associeringsaftalen artikel 6, stk. 1, 3. led, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Opholds- og arbejdstilladelsen var gældende til juni 2016. Ansøgeren havde ifølge det elektroniske indkomstregister eIndkomst ikke modtaget løn siden 2014. I august 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse. I oktober 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter Associeringsaftalen m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kan forlænges.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at tyrkiske arbejdstagere på visse betingelser kan have en ret til at forblive i en medlemsstat i medfør af Associeringsaftalen m.v., såfremt den pågældende tyrkiske statsborger har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, idet ansøgeren ikke længere er økonomisk aktiv som arbejdstager her i landet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke har haft en indkomst siden august 2014, ligesom det til sagen er oplyst, at ansøgeren ikke er i beskæftigelse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen er betinget af, at ansøgeren fortsat er økonomisk aktiv i Danmark, og at ansøgeren dermed må antages at have været bekendt med, at det er en betingelse for forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren er økonomisk aktiv i Danmark.
Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i 2005 på grundlag af ansøgerens status som økonomisk aktiv var omfattet af stand still-klausulerne, at ansøgeren var at anse for arbejdstager i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6´s forstand, og at en tidsbegrænset ægtefælleopholdstilladelse efter 2 års lovligt ophold ikke kan inddrages, samt at der ikke er et krav om at ansøgeren skal være arbejdstager, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at uanset at ansøgeren i 2005 var økonomisk aktiv og kunne støtte ret på stand still-klausulerne, fremgår det af sagen, at ansøgeren ikke har været økonomisk aktiv siden 2014, og at ansøgeren derfor må anses for at have fortabt sin rettigheder efter stand still-klausulerne.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2013 meddelte ansøgeren en opholdstilladelse på baggrund af Associeringsaftalen m.v. artikel 6, stk. 1, 3. led, og at der herved blev taget højde for ansøgerens associeringsrettigheder.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren siden august 2014 er ophørt fuldstændig med at have tilknytning til arbejdsmarkedet, og at der ikke i sagen foreligger oplysninger om, at ansøgeren inden for en rimelig frist har fundet sig et arbejde på ny. Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen fra oktober 2019 er anført, at ansøgeren har fundet sig et job.
Udlændingenævnet kan konstatere, at ansøgeren endvidere ikke har dokumenteret, hvorvidt ansøgeren fortsat har fast ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1.pkt. Udlændingenævnet skal henvise til, at Udlændingenævnet i februar 2022 har anmodet om dokumentation for, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i perioden fra maj 2016 og frem, hvor ansøgeren ifølge CPR ses udrejst, og at det af partsrepræsentantens e-mail fra marts 2022 fremgår, at ansøgeren ikke har dokumentation herfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at ansøgeren har haft en hård periode i sit liv uden familie, venner og beskæftigelse, og at ansøgeren har en dansk kæreste og en datter på 12 år.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter Associeringsaftalens artikel 6, stk. 1, ligesom det af sagen fremgår, at ansøgeren ser sin datter sjældent.
Udlændingenævnet finder således, at da ansøgeren ikke er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder her i landet, har ansøgeren ikke længere rettigheder i medfør af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1, eller stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v. til en statsborger fra Tyrkiet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2000 efter dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. I februar 2005 blev ansøgeren og hans ægtefælle skilt, og ansøgerens opholdstilladelse blev som følge heraf inddraget i december 2005. I december 2010 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse, gyldig til december 2011. I juni 2013 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse som økonomisk aktiv arbejdstager på baggrund af Associeringsaftalen artikel 6, stk. 1, 3. led, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Opholds- og arbejdstilladelsen var gældende til juni 2016. Ansøgeren havde ifølge det elektroniske indkomstregister eIndkomst ikke modtaget løn siden 2014. I august 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse. I oktober 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter Associeringsaftalen m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kan forlænges.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at tyrkiske arbejdstagere på visse betingelser kan have en ret til at forblive i en medlemsstat i medfør af Associeringsaftalen m.v., såfremt den pågældende tyrkiske statsborger har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, idet ansøgeren ikke længere er økonomisk aktiv som arbejdstager her i landet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke har haft en indkomst siden august 2014, ligesom det til sagen er oplyst, at ansøgeren ikke er i beskæftigelse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen er betinget af, at ansøgeren fortsat er økonomisk aktiv i Danmark, og at ansøgeren dermed må antages at have været bekendt med, at det er en betingelse for forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren er økonomisk aktiv i Danmark.
Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i 2005 på grundlag af ansøgerens status som økonomisk aktiv var omfattet af stand still-klausulerne, at ansøgeren var at anse for arbejdstager i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6´s forstand, og at en tidsbegrænset ægtefælleopholdstilladelse efter 2 års lovligt ophold ikke kan inddrages, samt at der ikke er et krav om at ansøgeren skal være arbejdstager, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at uanset at ansøgeren i 2005 var økonomisk aktiv og kunne støtte ret på stand still-klausulerne, fremgår det af sagen, at ansøgeren ikke har været økonomisk aktiv siden 2014, og at ansøgeren derfor må anses for at have fortabt sin rettigheder efter stand still-klausulerne.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2013 meddelte ansøgeren en opholdstilladelse på baggrund af Associeringsaftalen m.v. artikel 6, stk. 1, 3. led, og at der herved blev taget højde for ansøgerens associeringsrettigheder.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren siden august 2014 er ophørt fuldstændig med at have tilknytning til arbejdsmarkedet, og at der ikke i sagen foreligger oplysninger om, at ansøgeren inden for en rimelig frist har fundet sig et arbejde på ny. Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen fra oktober 2019 er anført, at ansøgeren har fundet sig et job.
Udlændingenævnet kan konstatere, at ansøgeren endvidere ikke har dokumenteret, hvorvidt ansøgeren fortsat har fast ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1.pkt. Udlændingenævnet skal henvise til, at Udlændingenævnet i februar 2022 har anmodet om dokumentation for, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i perioden fra maj 2016 og frem, hvor ansøgeren ifølge CPR ses udrejst, og at det af partsrepræsentantens e-mail fra marts 2022 fremgår, at ansøgeren ikke har dokumentation herfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at ansøgeren har haft en hård periode i sit liv uden familie, venner og beskæftigelse, og at ansøgeren har en dansk kæreste og en datter på 12 år.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter Associeringsaftalens artikel 6, stk. 1, ligesom det af sagen fremgår, at ansøgeren ser sin datter sjældent.
Udlændingenævnet finder således, at da ansøgeren ikke er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder her i landet, har ansøgeren ikke længere rettigheder i medfør af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1, eller stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse."
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12.05.2022 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 12. maj 2022 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Udlændingenævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, til en mindreårig brasiliansk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende mor, der også er brasiliansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er født i maj 2004, havde boet sammen med referencen i Brasilien hele livet, indtil referencen udrejste fra Brasilien til Danmark, hvor hun indgik ægteskab med en dansk mand. Ansøgeren boede herefter hos sin far, men i januar 2021 ville faren ikke længere have noget med ansøgeren at gøre, og ansøgeren fraflyttede derfor farens bopæl og flyttede sammen med sin lillebror hos en familie, der havde været babysittere for lillebroren, siden han var lille. Referencen søgte om ægtefællesammenføring på baggrund af ægteskabet med sin herboende danske mand og blev ultimo februar 2021 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Medio februar 2021 søgte ansøgeren om familiesammenføring med sin herboende mor. I marts 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring. Styrelsen meddelte samtidig ansøgerens lillebror opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Ansøgeren blev i juli 2021 meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende. Referencen og hendes herboende ægtefælle fik i juni 2021 et fællesbarn, som er dansk statsborger.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2021.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har boet sammen med referencen hele livet indtil referencen indrejste i Danmark for at søge om ægtefællesammenføring, at ansøgeren medio februar 2021 ansøgte om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at ansøgeren var referencens mindreårige barn, og at referencen ultimo februar 2021 fik opholdstilladelse som familieført på baggrund af sit ægteskab med sin herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren flyttede ind hos sin far ved referencens udrejse fra Brasilien, men at faren efterfølgende ikke ville have noget med ansøgeren at gøre, og at ansøgeren derfor var nødt til at flytte fra farens bopæl.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren var 16 år på ansøgningstidspunktet, at ansøgerens lillebror, i marts 2021 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført barn, og at referencen og hendes ægtefælle i juni 2021 har fået et fællesbarn, der er dansk statsborger.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i juli 2021 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende, at ansøgeren samme dag i Det Centrale Personregister er registreret indrejst i Danmark med bopæl på samme adresse som referencen, at ansøgeren fortsat bor sammen med referencen, og at det beskyttelsesværdige familieliv mellem ansøgeren og referencen således også er fortsat udøvet i Danmark under lovligt ophold.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet vurdering af disse konkrete forhold, at det er bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bliver meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, der taler for at give opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 9 c, stk.1.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022
Emneord: EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse om afslag vedrørende en statsborger fra Kenya, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er mindreårig, er barn af en statsborger fra Kenya, der i 2017 var blevet familiesammenført til sin danske ægtefælle, efter udlændingeloven. Ansøgeren indgav i januar 2021 ansøgning om familiesammenføring til sin mor efter udlændingeloven, som ansøgeren fik afslag på. Ansøgeren søgte efterfølgende i maj 2021 om afledt opholdsret som familiemedlem til ansøgerens mors ægtefælle, efter EU-reglerne bl.a. med henvisning til ansøgerens mors ægtefælles arbejdsmæssige rejseaktiviteter til andre medlemslande.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer indledningsvis, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat. Ansøgeren kan derfor ikke opnå opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger ikke har udfyldt afsnittet om ophold i andre medlemsstater i ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret efter EU-retten, og at han ikke i CPR, har været registreret udrejst af Danmark.
Udlændingenævnet har herefter foretaget en vurdering af, om ansøgeren kan have en afledt opholdsret som følge af, at den danske statsborgers regelmæssigt rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse indledningsvis lagt til grund, at den danske statsborger har dokumenteret, at han som følge af sine arbejdsopgaver hos sin arbejdsgiver rejser til andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en udtalelse fra maj 2021 fra den danske statsborgers arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger i perioden fra 2018 til 2021 samlet havde mere end 180 rejsedage p.a. primært til Holland og Tyskland, og at det forventedes, at den danske statsborger fremadrettet ville have samme arbejdsmønster. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen var indsendt timesedler vedrørende den danske statsborger, hvoraf hans lokationer fremgik. I perioden fra december 2020 til april 2021 havde den danske statsborger således alene 19 arbejdsdage i Danmark.
Uanset, at den danske statsborger således udøver erhvervsmæssig beskæftigelse i andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været nødvendig for at sikre, at den danske statsborger forsat kunne udøve sin ret til fri bevægelighed. Et afslag på familiesammenføring ville således ikke have afskrækket ham fra faktisk at udøve sine grundlæggende rettigheder i henhold til TEUF artikel 45.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens familiemæssige relation til den danske statsborger følger af den danske statsborgers ægteskab med ansøgerens mor. Ansøgerens mor fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i august 2017, og ansøgeren søgte i januar 2021 første gang om opholdstilladelse i Danmark.
Henset til, at der således forløb 3,5 år fra at ansøgerens mor fik opholdstilladelse til ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse, og den danske statsborger efter det oplyste i den forløbne periode har været i stand til at forsætte sin erhvervsmæssige beskæftigelse, herunder foretage forretningsrejser til andre medlemsstater, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været eller er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger fortsat kan udøve sin ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der ikke er indsendt oplysninger om, at familielivet mellem ansøgeren, ansøgerens mor, og den danske statsborger ikke kan udøves som hidtil, herunder via visumbesøg.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke opfyldte eller opfylder betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten, uanset at den danske statsborger har foretaget regelmæssige rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen, idet familiesammenføring ikke kan anses for nødvendig.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse fra september 2021”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet