Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2022 – visum – hensigt om at forlade Schengenlandene (karens) – EU-regler
Dato: 10-06-2022Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en tyrkisk statsborger, som havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin herboende datter og svigersøn. Ansøgeren ifaldt 5 års karens, da hun under sit visumophold havde søgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren var en ældre enke og led af en række sygdomme, herunder demens og hjertesvigt. Hun havde under sit visumophold i 2018 søgt om familiesammenføring med sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som hun fik afslag på i maj 2018. Denne afgørelse blev stadfæstet af Udlændingenævnet i marts 2019.
Ansøgers svigersøn, der var dansk statsborger, havde i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af nærværende visumansøgning oplyst, at svigersønnen var EU-borger og havde udøvet sin ret til fri bevægelighed, idet svigersønnen havde boet i Schweiz i 2014, og at ansøgeren som følge heraf var omfattet af EU-reglerne.
Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af de særlige EU-regler om udstedelse af visum til familiemedlemmer til EU-borgere, da hendes svigersøn, ikke havde anvendt retten til fri bevægelighed efter EU-reglerne i 6 år. Udlændingestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ansøgning om visum ikke var indgivet umiddelbart efter hendes svigersøns tilbagevenden til Danmark og derfor ikke var indgivet i naturlig forlængelse af hans hjemvenden.
Udlændingenævnets afgørelse:
”EU-retlige regler
Udlændingenævnet har indledningsvist konstateret, at ansøgers ansøgning om Schengenvisum til Danmark ikke er omfattet af EU-reglerne.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke efter EU-opholdsdirektivet kan anses som "familiemedlem" til en unionsborger, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 2, og EUopholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgers svigersøn boede i Schweiz indtil 2014, og at det dermed er 8 år siden, at svigersønnen har benyttet sig af retten til fri bevægelighed som EU-borger. Ansøgerens ansøgning om Schengenvisum til Danmark er som følge heraf ikke indgivet i naturlig forlængelse af svigersønnens tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke forsørges af sin svigersøn eller datter, samt at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har været optaget i svigersønnens husstand.
Da ansøgeren ikke kan få meddelt Schengenvisum efter EU-reglerne, finder Udlændingenævnet, at Udlændingestyrelsen med rette tillige vurderede ansøgningen efter de almindelige regler om Schengenvisum til Danmark.
Danske regler om Schengenvisum
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af ultimo august 2020. Ansøgeren kan således ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 3, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, stk. 1 og 3, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt afgørende vægt på, at ansøgeren ved sit seneste meddelte Schengenvisum, meddelt for 90 dage i perioden fra ultimo oktober 2017 til primo februar 2018, medio januar 2018 indgav ansøgning om familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med sin herboende datter. Ansøgeren har dermed under sit visumophold indgivet en ansøgning om opholdstilladelse på andet grundlag end asyl, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 3.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgningen om opholdstilladelse ikke er omfattet af undtagelsestilfældene oplistet i udlændingelovens § 4 c, stk. 4, nr. 2, idet ansøgeren har ansøgt om opholdstilladelse i Danmark med henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og den familiemæssige tilknytning mellem ansøgeren og hendes datter ikke er omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren har søgt om en af de typer opholdstilladelse, der efter udlændingelovens § 4 c, stk. 4, nr. 2, medfører en karensperiode på 5 år.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren misbrugte sit seneste visumophold til at indgive en ansøgning om familiesammenføring og på den baggrund få processuelt ophold i Danmark. Ansøgeren har således haft til hensigt at forlænge opholdet i Danmark ud over perioden for det udstedte visums gyldighed.
Det forhold, at ansøgeren udrejste af Danmark ultimo januar 2018 efter 85 dages ophold, kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren på ny indrejste i Danmark ultimo januar 2018 på baggrund af det processuelle ophold og først udrejste af Danmark medio august 2018.
Udlændingenævnet finder på baggrund heraf, at ansøgeren ikke er udrejst af Schengenlandene i overensstemmelse med sit visums gyldighed, jf. udlændingelovens § 4 e, stk. 4, nr. 8.
Udlændingenævnet bemærker desuden, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring i ansøgningsskemaet modtog vejledning om, at ansøgeren ved indgivelse af ansøgning om familiesammenføring ville kunne blive udelukket fra at få visum til Danmark i en periode på 5 år.
Udlændingenævnet finder heller ikke, at der foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel kan meddeles visum til Danmark.
Det forhold, at ansøgeren er enke, og at ansøgeren lider af bl.a. demens og hjertesvigt, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke kan meddeles visum i en periode på 5 år, jf. udlændingelovens § 4 e, stk. 3, nr. 3. Ansøgeren kan således – medmindre der foreligger ganske særlige grunde – tidligst medio januar 2023 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Anvendelsesområde
Dato: 17-05-2022Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger, og indgav i april 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en værtsmedlemsstat. Parret havde været sammen siden 1995 og havde boet sammen på øen Isle of Man siden 1999. Parret havde giftet sig i 2001.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra august 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og den danske statsborger har boet på øen Isle of Man siden 1999, og at de på den baggrund har indgivet en ansøgning til SIRI vedrørende ansøgerens ret til ophold som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Hertil har Udlændingenævnet lagt afgørende vægt på, at EU-rettens regler vedrørende den frie bevægelighed for arbejdstagere ikke finder anvendelse for Isle of Man. Ansøgerens ægtefælle har således ikke udøvet en ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og hendes ophold på øen Isle of Man kan derfor ikke føre til, at ansøgeren kan få ret til ophold som familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Det forhold, at ansøgeren til klagen har anført, at uanset at Isle of Man er delvis selvstændig, så er øen tæt tilknyttet til Storbritannien, som altid har været en del af EU, kan ikke føre til en ændret vurdering, da Isle of Man ikke er en del af EU eller EØS-samarbejdet.
Uanset, at ansøgeren og den danske statsborger skulle have modtaget vejledning fra SIRI om, at de kunne indgive en ansøgning om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, på baggrund af deres ophold på Isle of Man, så kan dette ikke føre til en ændret vurdering, da EU-opholdsbekendtgørelsen ikke finder anvendelse for ophold uden for medlemsstaternes område
Da Udlændingenævnet finder, at den danske statsborgers ophold på Isle of Man ikke falder under EU-opholdsbekendtgørelsens anvendelsesområde, har Udlændingenævnet ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt ansøgeren på baggrund af sagens oplysninger kan meddeles opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Oplysningerne til sagen om, at ansøgeren og den danske statsborger har været sammen siden 1995, at de har været gift siden 2001, og at de har boet sammen på Isle of Man siden 1999, samt at ansøgeren har en selvstændig tilknytning til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 17-05-2022Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik opholdstilladelse med henblik på midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark i november 2016. Han udrejste efterfølgende til Tyrkiet i august 2017. Som følge af hans udrejse foretog Udlændingestyrelsen efterfølgende en vurdering af, hvorvidt hans opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og som et led i sagsbehandlingen deltog referencen i februar 2020 i et interview på Den Danske Ambassade i Tyrkiet. Under interviewet oplyste referencen, at han under sin udlandsrejse havde indgået et ægteskab, samt at han alene havde opholdt sig i Tyrkiet. Referencen sendte senere i februar 2020 til Udlændingestyrelsen en vielsesattest, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen havde indgået ægteskab i Syrien i marts 2018, og at referencen havde været til stede ved vielsen. I maj 2020 oplyste referencen imidlertid til Udlændingestyrelsen, at han ikke havde været i Syrien under sit ophold i Tyrkiet. Han oplyste endvidere, at han ikke havde været til stede ved vielsen, og at et familiemedlem havde skrevet under på vielsesattesten på hans vegne. Ansøgeren indgav i oktober 2020 en ansøgning om ægtefællesammenføring under henvisning til sit ægteskab med referencen. I forbindelse med ansøgningen oplyste referencen og ansøgeren, at de havde indgået ægteskab i Tyrkiet i oktober 2018. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2021 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin bortfaldssag i februar 2020 på Den Danske Ambassade i Tyrkiet oplyste, at han var blevet gift under sit ophold i Tyrkiet, og at han som dokumentation herfor fremsendte et dokument med titlen Marriage Instrument, udstedt i marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, hvoraf det fremgår, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i marts 2018.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i klagen har bekræftet, at den fremsendte vielsesattest er den officielle vielsesattest.
Udlændingenævnet har endeligt lagt vægt på, at referencen ligeledes i forbindelse med sin bortfaldssag i maj 2020 oplyste, at han ikke havde været i Syrien under sit udenlandsophold, idet de havde lavet en aftale med dommeren om, at familiemedlemmer i Syrien i stedet kunne underskrive ægteskabskontrakten. I ansøgningsskemaet indgivet i oktober 2020, der er udfyldt af referencen, er der svaret afkræftende til, at de begge var til stede ved vielsen i ansøgerens del af skemaet, mens det af referencens del fremgår, at de begge var til stede.
Udlændingenævnet vurderer på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at referencen har været fysisk til stede ved vielsen, og at deres ægteskab derfor ikke kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, nr. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, hvorefter det er et krav, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændingenævnet har med denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt den fremlagte vielsesattest må antages at være ægte, idet der også er oplyst divergerende omkring ægteskabets indgåelse.
Det fremgår således af den syriske vielsesattest, udstedt ultimo marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab primo marts 2018. Det bemærkes, at både referencen og ansøgeren står som værende ”husband” (ægtemand) på dokumentet.
Ligeledes har referencen i november 2020 til Udlændingestyrelsen indgivet en håndskrevet arabisk ægteskabskontrakt samt en engelsk oversat version af denne kontrakt dateret samme dag i primo marts 2018, som ægteskabet ifølge den syriske vielsesattest skulle være indgået, hvoraf det fremgår, at deres ægteskab er indgået (”concluded”). I referencens klage har han dog oplyst, at dette dokument er en forlovelseskontrakt.
Det fremgår imidlertid af ansøgerens del af ansøgningen om ægtefællesammenføring, at de blev gift ultimo oktober 2018 i Tyrkiet. Af referencens del fremgår det, at de blev gift medio oktober 2018 i Tyrkiet.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen har anført, at fejl i datoerne på vielsesattesten skyldes en fejl fra udstederens side, og at referencen grundet sin analfabetisme ikke har været opmærksom på fejlen. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet det ikke ændrer ved, at referencen ikke har været til stede ved vielsen, og at oplysningerne i ansøgningsskemaet heller ikke stemmer overens med oplysningerne på den efter det oplyste officielt udstedte vielsesattest.
Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren skulle være gift i Tyrkiet, da referencen selv har henvist til den syriske vielsesattest, som den officielle vielsesattest. Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at der heller ikke er fremlagt en officiel tyrkisk vielsesattest.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om, hvordan referencen og ansøgeren mødte hinanden.
Det fremgår således af ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at parret fik kontakt med hinanden en specifik dato i juli 2018 over internettet. Af referencens del af ansøgningsskemaet fremgår imidlertid, at de mødte hinanden i juli 2018 gennem referencens søster. Af henvendelsen af februar 2022 til Udlændingenævnet fremgår det, at de lærte hinanden at kende gennem referencens søster, og at ansøgerens onkel er referencens svoger.
Det fremgår i øvrigt af Det Centrale Personregister (CPR), at referencen er gift med en anden kvinde, der ifølge referencens ansøgning er hans tidligere ægtefælle.
Udlændingenævnet kan derudover ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har haft et fast samlivsforhold af længere varighed.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at de ikke har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at de har været i et fast længerevarende samlivsforhold.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der til sagen er afgivet divergerende oplysninger om referencens og ansøgerens samliv og kontakt efter vielsen, idet det er oplyst i ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at de ikke har boet sammen på noget tidspunkt, at de har haft kontakt næsten hver dag via internet og telefon siden vielsen, og at de sidst så hinanden i juni 2020. I referencens del af ansøgningsskemaet samt i referencens klage oplyser han imidlertid, at de har boet sammen siden vielsen - fra oktober 2018 til juni 2020 - og at de sidst så hinanden medio juli 2020.
Den til støtte for klagen indsendte dokumentation for deres samliv kan ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke var muligt for Udlændingenævnet at læse dokumenterne, og da de indsendte billeder ikke i sig selv kan danne grundlag for, at de har haft et samliv af længere varighed.
Udlændingenævnet har dog lagt vægt på, at der blandt den indsendte dokumentation er et dokument med titlen ”Lease contract”, der også ses at være indsendt i forbindelse med referencens bortfaldssag. Ud fra dokumentet på bortfaldssagen ses det at være en lejekontrakt, indgået med en navngiven lejer, der ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra april 2018. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at dokumentet ikke dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Der er endvidere til bortfaldssagen indsendt et dokument med titlen ”Rental contract”, der også er en lejekontrakt indgået med en anden navngiven lejer, der heller ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra januar 2017. Udlændingenævnet finder heller ikke, at dette dokument dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Den henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke foreligger særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har etableret et familieliv, som er omfattet Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det angivne ægteskab mellem referencen og ansøgeren ikke kan anerkendes efter dansk ret, og at der ikke er etableret et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet henviser til den ovenfor anførte begrundelse herom.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at referencen og ansøgeren ikke kan anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det må anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne at beskytte et eksisterende familieliv.
Det forhold, at referencen efter det oplyste lider af forhøjet blodtryk og diskusprolaps i lænderyggen med tryk på nerveroden, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgeren ikke har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv.
Det til støtte for klagen anførte om, at referencens familie truer ansøgeren og vil tvinge hende tilbage til Syrien, kan endvidere ikke føre til en anden vurdering, idet Udlændingenævnet herved bemærker, at oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring. -
Udlændingenævnets afgørelse af 12.05.2022 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Dato: 12-05-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 12. maj 2022 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Udlændingenævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, til en mindreårig brasiliansk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende mor, der også er brasiliansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er født i maj 2004, havde boet sammen med referencen i Brasilien hele livet, indtil referencen udrejste fra Brasilien til Danmark, hvor hun indgik ægteskab med en dansk mand. Ansøgeren boede herefter hos sin far, men i januar 2021 ville faren ikke længere have noget med ansøgeren at gøre, og ansøgeren fraflyttede derfor farens bopæl og flyttede sammen med sin lillebror hos en familie, der havde været babysittere for lillebroren, siden han var lille. Referencen søgte om ægtefællesammenføring på baggrund af ægteskabet med sin herboende danske mand og blev ultimo februar 2021 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Medio februar 2021 søgte ansøgeren om familiesammenføring med sin herboende mor. I marts 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring. Styrelsen meddelte samtidig ansøgerens lillebror opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Ansøgeren blev i juli 2021 meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende. Referencen og hendes herboende ægtefælle fik i juni 2021 et fællesbarn, som er dansk statsborger.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2021.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har boet sammen med referencen hele livet indtil referencen indrejste i Danmark for at søge om ægtefællesammenføring, at ansøgeren medio februar 2021 ansøgte om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at ansøgeren var referencens mindreårige barn, og at referencen ultimo februar 2021 fik opholdstilladelse som familieført på baggrund af sit ægteskab med sin herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren flyttede ind hos sin far ved referencens udrejse fra Brasilien, men at faren efterfølgende ikke ville have noget med ansøgeren at gøre, og at ansøgeren derfor var nødt til at flytte fra farens bopæl.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren var 16 år på ansøgningstidspunktet, at ansøgerens lillebror, i marts 2021 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført barn, og at referencen og hendes ægtefælle i juni 2021 har fået et fællesbarn, der er dansk statsborger.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i juli 2021 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende, at ansøgeren samme dag i Det Centrale Personregister er registreret indrejst i Danmark med bopæl på samme adresse som referencen, at ansøgeren fortsat bor sammen med referencen, og at det beskyttelsesværdige familieliv mellem ansøgeren og referencen således også er fortsat udøvet i Danmark under lovligt ophold.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet vurdering af disse konkrete forhold, at det er bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bliver meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, der taler for at give opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 9 c, stk.1.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse
Dato: 10-05-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som direkte efterkommer over 21 år til en britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er født i 1999, indrejste i Danmark i marts 2021 for at tage ophold sammen med sin herboende mor, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet fremlagde ansøgeren kontoudskrifter, hvoraf der i perioden fra april 2020 til januar 2021 fremgik 4 overførsler af varierende størrelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin herboende mor, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens mor i februar 2021 fik udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens mor. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. ii), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke har fremlagt nogen oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at størstedelen af posteringerne på de fremlagte kontoudskrifter fremstår overstreget.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens materielle behov i hjemlandet var dækket af ansøgerens mor.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det forhold, at ansøgerens mor har overført diverse beløb til ansøgeren i 2020 og 2021, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er fremlagt dokumentation for 4 overførsler fra ansøgerens mor i henholdsvis april 2020, juni 2020, september 2020 og januar 2021, og at der er tale om overførsler af varierende størrelse. Overførslerne har således sporadisk karakter og dækker over en begrænset periode forud for ansøgerens indgivelse af ansøgningen.
I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet, at der indtil slutningen af september 2020 alene er overført i alt 2000 britiske pund over en periode på 5½ måned, hvilket taler for, at der alene har været tale om et supplement til ansøgerens økonomi, som således ikke kan anses for at udgøre forsørgelse i EU-rettens forstand.
Udlændingenævnet bemærker videre, at den enkelte større overførsel på 11.000 britiske pund i slutningen af september 2020 ej heller kan føre til, at ansøgeren kan anses for at have været forsørget af sin mor. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på sagens øvrige begrænsede dokumentation for reel forsørgelse samt det forhold, at den pågældende overførsel fandt sted relativt kort tid inden ansøgningstidspunktet, hvorfor den – uanset beløbets størrelse – ikke kan antages at dække over en anseelig periode.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at der på tidspunktet for ansøgerens ansøgning forelå det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgerens og ansøgerens herboende mor.
Endelig bemærker Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgerens mor påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, ikke i sig selv godtgør, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”. -
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlig arbejdstid
Dato: 10-05-2022Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlig arbejdstid
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om nægtelse af forlængelse af en japansk statsborgers opholdstilladelse efter beløbsordningen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i juli 2016 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgerens ugentlige arbejdstid var 37 timer, og det fremgik af den vedlagte ansættelseskontrakt, at ansøgerens arbejdstid var 160,33 timer pr. måned, ekskl. frokost på 30 min. pr. arbejdsdag. Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) meddelte i september 2016 ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen, gyldig til september 2020. Opholdstilladelsen var betinget af, at ansøgeren løbende arbejdede i overensstemmelse med de løn- og ansættelsesvilkår, som var blevet oplyst til SIRI. Ansøgeren indgav i august 2020 en ansøgning om forlængelse af hans opholdstilladelse efter beløbsordningen. SIRI meddelte i oktober 2021 ansøgeren afslag på hans forlængelsesansøgning, idet betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse ikke var overholdt, da han havde arbejdet for meget. Der blev til støtte for klagen bl.a. anført, at arbejdsgiverens eksterne lønbureau ved en fejl havde registreret den forkerte arbejdstid for ansøgeren.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra ultimo oktober 2021. Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse efter beløbsordningen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at betingelserne for ansøgerens tilladelse ikke er blevet overholdt, idet han ikke har arbejdet i overensstemmelse med de løn- og ansættelsesvilkår, som fremgår af hans ansættelseskontrakt fra 2016.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningsskemaet fra primo juli 2016, at ansøgerens ugentlige arbejdstid er 37 timer, og at det fremgår af ansættelseskontrakten vedlagt ansøgningsskemaet, at ansøgerens arbejdstid er 160,33 timer pr. måneden, ekskl. frokost på 30 min. pr. arbejdsdag.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens lønsedler og af eIndkomstregisteret, at ansøgeren i perioderne fra maj 2018 til oktober 2018, fra december 2018 til februar 2020, fra august 2020 til november 2020 og fra april 2021 til september 2021 har arbejdet mellem 180,55 timer og 282 timer om måneden.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af ansøgningsskemaet fra primo juli 2016 samt den hertil vedlagte ansættelseskontrakt, at overarbejde kan forekomme.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, da ansættelsesvilkårene ikke kan anses for at være sædvanlige efter danske forhold.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af arbejdstidsdirektivet, som er implementeret i dansk lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder ikke må overstige 48 timer inkl. overarbejde.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i flere perioder på 4 måneder har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på over 48 timer inkl. overarbejde.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgeren fra december 2018 til marts 2019 har arbejdet henholdsvis 235,5 timer, 231,5 timer, 246 timer og 232 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 54,67 timer, at han i perioden fra juli 2019 til oktober 2019 har arbejdet henholdsvis 207 timer, 209,5 timer, 219,5 timer og 282 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 52,25 timer, at han i perioden fra august 2020 til november 2020 har arbejdet henholdsvis 259,5 timer, 247 timer, 207 timer og 207 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 52,82 timer, og at han i perioden fra maj 2021 til august 2021 har arbejdet henholdsvis 263,25 timer, 253 timer, 252,5 timer og 230 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 56,82 timer.
Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at det eksterne lønbureau fejlagtigt og systematisk har indberettet en forkert arbejdstid på 207 timer for ansøgeren, og at indberetningen rettelig skulle have været på 160,33 timer månedligt, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at den høje arbejdstid, som fremgår af ansøgerens lønsedler samt af e-indkomst, skyldes, at det eksterne lønbureau ved en fejl har indberettet en forkert arbejdstid.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det af udtalelsen fra primo november 2021 fra det eksterne lønbureau ikke fremgår, i hvilke perioder ansøgerens arbejdstid skulle være registreret forkert.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der løbende er sket ændringer i den arbejdstid, som fremgår af ansøgerens lønsedler og af eIndkomst, hvilket taler imod, at der er tale om en systematisk fejl, og at det på den baggrund må antages, at lønbureauet har været bevidst om, hvilken arbejdstid ansøgeren var registeret med i lønsystemet.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af de fremsendte lønsedler, at ansøgeren har haft en fast månedlig arbejdstid på 160,33 timer fra november 2016 til april 2018, at han fra maj 2018 til februar 2020 har haft en fast månedlig arbejdstid på 207 timer, at hans løn- og arbejdstid fra marts 2020 til maj 2020 har været påvirket af COVID-19, at han har haft en fast månedlig arbejdstid på 160,33 timer fra juni 2020 til juli 2020, at han fra august 2020 til november 2020 har haft en fast månedlig arbejdstid på 207 timer, at hans løn- og arbejdstid fra november 2020 til april 2021 har været påvirket af COVID-19, og at han fra maj 2021 til august 2021 har haft en fast månedlig arbejdstid på 207 timer.
Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at arbejdsgiveren og ansøgeren har været uvidende om fejlen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at den enkelte medarbejders løn samt arbejdstid er registeret korrekt, og at arbejdsgiveren ikke kan fraskrive sig dette ansvar ved at uddelegere opgaven vedrørende lønadministration til en ekstern virksomhed.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens arbejdstid fremgår af hans lønsedler, som bliver tilsendt ham, hvorfor det må formodes, at han har haft kendskab til den registrerede arbejdstid.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at det eksterne lønbureau har rettet fejlen efter tidspunktet for SIRI’s afgørelse, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren løbende skal opfylde betingelserne for hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnet stadfæster således SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Afghanistan særlov - Persongruppe
Dato: 10-05-2022Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Afghanistan særlov - Persongruppe
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2022 om afslag vedrørende en statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder m.v.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i august 2021 fra Afghanistan som følge af evakuering fra Kabul Lufthavn sammen med sin bror, og brorens familie, idet broren var indstillet til evakuering. Ansøgeren havde ikke ydet bistand til den danske indsats i Afghanistan eller til internationale organisationer i Afghanistan, men havde imidlertid til Udlændingestyrelsen oplyst, at han havde delt husstand med sin bror. Ansøgeren og ansøgerens bror havde ved samtaler med Udlændingestyrelsen i september 2021 og januar 2022 afgivet væsentlige divergerende oplysninger om bl.a. deres boligforhold, ansøgerens engelskundervisning, deres kontakt med andre familiemedlemmer og økonomiske forhold.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2022. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som person eller som familiemedlem til en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1-3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af politirapport fra august 2021, at ansøgeren sammen med sin bror, sin brors ægtefælle, og deres 2 børn indrejste i Danmark i august 2021 som følge af evakuering fra Afghanistan med evakueringsfly. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen i september 2021 oplyste, at han i Afghanistan arbejdede for en virksomhed, der importerede fliser til Afghanistan, og at han havde til opgave at rense og klargøre fliserne, så de kunne sælges igen.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens oplysninger om, at han aldrig har været en del af sin brors arbejde for de engelske styrker, at han ikke har ydet bistand til den danske eller andre landes indsats i Afghanistan, at han ikke har været en del af internationale organisationer, og at han blev evakueret til Danmark, som følge af hans brors arbejde som tolk.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren i Afghanistan ikke har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1.
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan få opholdstilladelse efter særlovens § 1, stk. 2, da han ikke er ægtefælle til, fast samlevende med eller mindreårigt barn af en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren er ugift idet han til Udlændingestyrelsen i september 2021 oplyste, at han ønskede at indgå ægteskab med sin kusine, at de efter det oplyste ikke havde været samlevende, og at han er myndig og dermed ikke mindreårig.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at ansøgeren ikke kan gives opholdstilladelse under henvisning til en familiemæssig tilknytning til en person, omfattet af særlovens § 1, stk. 1 eller 2, jf. særlovens § 1, stk. 3, nr. 1-3.
Udlændingenævnet lægger herved indledningsvis til grund, at ansøgerens bror er omfattet af særlovens § 1, stk. 1, idet han i februar 2022 fik midlertidig opholdstilladelse efter denne bestemmelse.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne i særlovens § 1, stk. 3, nr. 1, idet han ikke er beslægtet med sin bror i op- eller nedstigende linje idet han er hans bror.
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke i en periode af længere varighed har delt husstand med sin bror, jf. særlovens § 1, stk. 3, nr. 2.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ved samtale med Udlændingestyrelsen henholdsvis i september 2021 og i januar 2022 og ansøgerens bror ved samtale af samme datoer har afgivet væsentligt divergerende forklaringer vedrørende deres boligforhold i Afghanistan, herunder om ansøgerens kendskab til deres udlejer, og om de boede sammen med deres anden bror. Ansøgerens bror har således oplyst divergerende om, hvor længe ansøgeren har opholdt sig i Kabul, om de boede hos deres faster eller i et lejet kælderværelse, om de boede i samme bygning som deres anden bror, og om de besøgte deres øvrige familiemedlemmer eller i øvrigt opholdt sig andre steder end i Kabul. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og hans bror har oplyst divergerende om tidspunktet for ansøgerens engelskundervisning, der foregik dagligt.
På denne baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren og ansøgerens brors besvarelser af spørgsmålene fra Udlændingestyrelsen afviger væsentligt fra hinanden, hvilket må anses for at tale imod, at ansøgeren og ansøgerens bror havde delt husstand i en periode af længere varighed.
Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten i 2022 indsendte et dokument fra en Bank i Kabul, hvoraf det fremgår, at ansøgerens adresse var den samme som partsrepræsentanten har oplyst var ansøgerens og ansøgerens brors, at ansøgerens bror oprettede bankkontoen til ansøgeren, og at de boede i Kabul på den oplyste adresse, men at det som følge af ansøgerens brors arbejde og sikkerhedssituationen var vigtigt, at han ofte skiftede opholdssted og ikke havde en fast adresse, og det derfor ikke er registreret nogen officielle steder, at han havde lejet et kælderværelse i Kabul. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det på denne baggrund fortsat ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren og ansøgerens bror delte hustand, idet oplysningerne ikke på nogen anden måde er underbygget.
Udlændingenævnet finder endvidere, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten har oplyst, at ansøgerens bror var meget forsigtig med at fortælle ansøgeren, hvor han opholdt sig, da han frygtede, at ansøgeren ville kunne komme i en situation, hvor han kom til at fortælle andre om sin brors opholdssted, hvorfor ansøgerens bror fortalte ansøgeren, at han skulle arbejde som vagt, når han opholdte sig hos sin ægtefælle. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om visse af de divergerende oplysninger skyldtes, at ansøgerens af sikkerhedsmæssige årsager ikke var bekendt med sin brors opholdssteder, må det alligevel formodes, at spørgsmålene om deres bopæl, ansøgerens engelskundervisning, og varigheden af deres ophold i Kabul måtte kunne besvares enslydende, såfremt de faktisk havde delt husstand.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sin samtale med Udlændingestyrelsen i januar 2022 har oplyst, at han har været tæt på et mineangreb, hvorfor han har haft problemer med hukommelsen, herunder især problemer med at huske datoer og tidsangivelser, idet de divergerende oplysninger ikke alene vedrører datoer og tidsangivelser, men også faktiske oplysninger om opholdssted, samvær med familiemedlemmer, og økonomiske forhold.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at det fortsat må anses for tvivlsomt, at ansøgeren skulle have delt husstand med sin bror i en periode af længere varighed, jf. særlovens § 1, stk. 3, nr. 2.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at ansøgeren ikke kan anses for at være under ansøgerens brors forsørgelse, jf. særlovens § 1, stk. 3, nr. 3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens bror i januar 2022 har forklaret, at ansøgeren tjente 5000 afghani månedligt i forbindelse med sit arbejde for en virksomhed, og at han således havde egen selvstændig indkomst.
Udlændingenævnet finder herefter, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har oplyst, at han gav hele sin månedsløn til sin bror, og at han fik lidt penge retur, såfremt han skulle købe noget til sig selv. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer vedrørende ansøgerens brors angivelige forsørgelse af ansøgeren, idet ansøgerens bror har oplyst, at ansøgeren beholdt hele sin månedsløn til sig selv, at ansøgerens bror opbevarede pengene, og at han kun et par gange havde lånt lidt penge af ansøgeren.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgerens job var et vikar/praktik-arbejde, og at det derfor ikke var altid, at han fik 5000 afghani i løn, at ansøgeren var ung, og ikke havde styr på penge, hvorfor han brugte sin indtægt på tøj osv., at ansøgerens bror nogle gange bad om at få nogle af ansøgerens penge, ofte af sikkerhedsmæssige årsager, at de samlede udgifter for det kælderværelse som de angiveligt delte var på ca. 10.000 afghani, og at det er partsrepræsentantens vurdering, at ansøgeren ikke ville have været i stand til at forsørge sig selv.
Udlændingenævnet har herved tillagt det vægt, at ansøgeren ved samtale i januar 2022 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at man i Kabul kan få et værelse til 1.500 afghani, og at han ville kunne forsørge sig selv for sin månedsløn, hvis han pressede sin økonomi.
Det forhold at ansøgeren havde udfordringer med at forvalte sin økonomi fornuftigt, og at ansøgerens bror derfor hjalp ham med at administrere økonomien medfører ikke, at ansøgerens bror derved har påtaget sig et særligt forsørgelsesansvar for ansøgeren.
Udlændingenævnet finder endelig, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har været meget stresset og sårbar, at han har haft svært ved at koncentrere sig og har haft hukommelsesproblemer, efter at han var nødsaget til at efterlade sin mor og andre familiemedlemmer i Afghanistan, og at det har påvirket ham, at hans søster blev overfaldet af Taliban, og at hun som følge heraf fik en hjerneblødning og blev handicappet. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om, ansøgeren har svært ved at koncentrere sig og har haft hukommelsesproblemer, så har ansøgeren og ansøgerens bror afgivet så betydeligt divergerende forklaringer, der ikke alene kan skyldes koncentrations- og hukommelsesbesvær.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke kan anses for at have været under sin brors forsørgelse, jf. særlovens § 1, stk. 3, nr. 3.
De generelle oplysninger om usikkerhed og utryghed som følge af Taliban, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke kan gives opholdstilladelse efter særloven som følge af eventuelle asylretlige motiver.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – visum – proformaægteskab – afslag på familiesammenføring under henvisning til proforma
Dato: 05-05-2022Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Kina, som havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren og referencen, der var dansk statsborger, var blevet gift i 2016 i Kina og kommunikerede udelukkende ved hjælp af oversættelses-software, da ingen af dem talte tilstrækkeligt engelsk.
Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på Schengenvisum under henvisning til, at ansøgeren i 2017 havde fået afslag på opholdstilladelse med den begrundelse, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse (proforma), og at der som udgangspunkt ikke gives visum til Danmark på baggrund af ægteskabet, så længe ansøgeren er meddelt
afslag på opholdstilladelse under henvisning til proforma-reglerne.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at der er bestemte grunde til at antage, at referencens og ansøgerens ægteskab må anses for at være et proformaægteskab, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse eller et længerevarende ophold i de øvrige Schengenlande eller Danmark til ansøgeren, og at hensynet til den offentlige orden eller indre sikkerhed derfor taler imod at meddele ansøgeren visum, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, nr. vi, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 7.
I vurderingen af referencens og ansøgerens ægteskab har Udlændingenævnet lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i 2017 meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring, idet Udlændingestyrelsen fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforholdet var at opnå opholdstilladelse (proforma), jf. udlændingelovens § 9, stk. 12. Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren og referencen ikke har et fælles sprog, men de derimod kommunikerer via oversættelser af deres korrespondancer på internettet eller gennem en veninde, samt det forhold at referencen og ansøgeren har indgået ægteskab efter et meget kortvarigt personligt bekendtskab.
Det forhold, at referencen finder, at ansøgeren og referencen på baggrund af Udlændingestyrelsens afgørelse er udsat for diskrimination, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet skal henvise til, at der efter fast praksis ikke gives Schengenvisum med henblik på besøg hos den herboende ægtefælle eller samlever, uanset hvilket land ansøgeren kommer fra, såfremt en ansøger tidligere er meddelt afslag på en ansøgning om ægtefællefamiliesammenføring i Danmark under henvisning til, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse (proforma).
Af samme grund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren og referencen ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Heller ikke det forhold, at referencen har anført, at ansøgeren og referencen næsten dagligt gennem mere end 4 år har talt sammen via elektroniske kommunikationsmidler, og referencen har besøgt ansøgeren i Kina, kan føre til et andet udfald, da der er tale om efterfølgende omstændigheder.
Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum, jf. visumbekendtgørelsens § 20, stk. 1.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet
Dato: 03-05-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Zimbabwe, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde boet sammen med den danske statsborger i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Herefter rejste parret til Sydafrika, hvor de opholdte sig i 1 år og 9 måneder, inden de i november 2019 indrejste i Danmark, og ansøgeren indgav ansøgning om opholdsret efter EU-reglerne. Til ansøgningen var vedlagt flybilletter og passtempler for deres rejseaktivitet, deres vielsesattest fra Sydafrika fra medio oktober 2019 og ansøgerens midlertidige opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløb ultimo oktober 2019. Der var ikke oplysninger om årsagen til den danske statsborgers ophold i Sydafrika.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2020. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske statsborger og ansøgeren havde etableret et reelt og faktisk ophold i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Udlændingenævnet har også lagt til grund, at den danske statsborger under sit ophold i Cypern har været henholdsvis arbejdstager og person med tilstrækkelige midler.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke har været den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem udnyttelsen af den danske statsborgers ret til fri bevægelighed i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018 og frem til sin tilbagevenden til Danmark primo november 2019.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den danske statsborger efter det oplyste udrejste fra Cypern ultimo januar 2018, og at den danske statsborger først vendte tilbage til Danmark primo november 2019. Den danske statsborg har dermed opholdt sig i alt 1 år og 9 måneder uden for Cypern før sin tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at anvendelse af reglerne om ophold for familiemedlemmer til en dansk statsborger, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-land, er betinget af, at der er en vis tidsmæssig kontinuitet mellem den danske statsborgers benyttelse af sin ret til fri bevægelighed, og udøvelsen af denne rettighed, jf. afsnittet om retsregler, herunder EU-Domstolens dom i sagen C-138/02, Collins.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at parrets vielsesattest fra Sydafrika er fra medio oktober 2019, at ansøgeren i sit pas har en midlertidig opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløber ultimo oktober 2019 og at der til sagen er fremlagt dokumentation for udrejse fra Cypern til Sydafrika ultimo januar 2018. Udlændingenævnet vurderer, at disse forhold, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, taler for, at den danske statsborgers ophold i Cypern må anses for, at være varigt ophørt ultimo januar 2018, og at den danske statsborger ikke har udøvet rettigheder på unionens område fra denne dato og indtil sin indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet har desuden ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren, på trods af SIRI’s anmodning herom i juli 2021 eller i forbindelse med sin klage sendt til Udlændingenævnet i september 2021, ikke har oplyst årsagen til sit ophold på 1 år og 9 måneder uden for Cypern, inden parrets tilbagevenden til Danmark.
Det til klagen fremførte om, at parret har boet og været sammen i 5 år, at den danske statsborger har været økonomisk afhængig af ansøgeren og at det ikke har været muligt for ansøgeren, at fremskaffe alle de nødvendige dokumenter til sagen, at den danske statsborger ikke fik fraflyttet alt fra Danmark ifm. sin udrejse og at det altid har været parrets plan at flytte til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindeles lagt vægt på, at ansøgeren ved disse forhold ikke har begrundet eller dokumenteret årsagen til, at den danske statsborger har opholdt sig 1 år og 9 måneder uden for Cypern og uden for unionens område, forud for sin tilbagevenden til Danmark.
Oplysningerne om, at parret venter barn sammen, at de påtænker at bo sammen i Danmark, og at det i den forbindelse er en hindring, at ansøgeren ikke har et CPR eller kan arbejde, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 27-04-2022Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af ansøgning om opholdstilladelse som praktikant til en kenyansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark primo juni 2021 på et Schengenvisum gyldigt til ultimo juli 2021. Ansøgeren indgav medio september 2021 en ansøgning om opholdstilladelse som praktikant ved en virksomhed i Danmark, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) medio december 2021 afviste at behandle under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark. Ansøgeren havde til støtte for klagen indsendt kopi af 2 opholdskort udstedt af det danske Udenrigsministerium med gyldighedsperiode fra medio juli 2021 til primo juni 2022 og fra primo november 2021 til primo november 2022.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelse fra december 2021.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning fra medio september 2021 om opholdstilladelse som praktikant hos virksomhed A ikke burde være blevet afvist indgivet i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet ikke havde lovligt ophold i Danmark i medfør af §§ 1-3 a eller 4 b eller § 5, stk. 2, i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller en opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2, 1. pkt.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgerens ansøgning kan indgives her i landet, idet der foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2, 2. pkt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde lovligt ophold i Danmark på et andet grundlag end de i § 9 k, stk. 2, 1. pkt., oplistede opholdsgrundlag, idet hun havde en opholdstilladelse udstedt af Udenrigsministeriet, jf. udlændingelovens § 47, som var gyldig fra medio juli 2021 til primo juni 2022.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet