Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 38 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse

Dato: 10-05-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som direkte efterkommer over 21 år til en britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren, der er født i 1999, indrejste i Danmark i marts 2021 for at tage ophold sammen med sin herboende mor, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet fremlagde ansøgeren kontoudskrifter, hvoraf der i perioden fra april 2020 til januar 2021 fremgik 4 overførsler af varierende størrelse.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin herboende mor, som er britisk statsborger.

Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens mor i februar 2021 fik udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.

Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens mor. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. ii), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke har fremlagt nogen oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at størstedelen af posteringerne på de fremlagte kontoudskrifter fremstår overstreget.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens materielle behov i hjemlandet var dækket af ansøgerens mor.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.

Det forhold, at ansøgerens mor har overført diverse beløb til ansøgeren i 2020 og 2021, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er fremlagt dokumentation for 4 overførsler fra ansøgerens mor i henholdsvis april 2020, juni 2020, september 2020 og januar 2021, og at der er tale om overførsler af varierende størrelse. Overførslerne har således sporadisk karakter og dækker over en begrænset periode forud for ansøgerens indgivelse af ansøgningen.

I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet, at der indtil slutningen af september 2020 alene er overført i alt 2000 britiske pund over en periode på 5½ måned, hvilket taler for, at der alene har været tale om et supplement til ansøgerens økonomi, som således ikke kan anses for at udgøre forsørgelse i EU-rettens forstand.

Udlændingenævnet bemærker videre, at den enkelte større overførsel på 11.000 britiske pund i slutningen af september 2020 ej heller kan føre til, at ansøgeren kan anses for at have været forsørget af sin mor. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på sagens øvrige begrænsede dokumentation for reel forsørgelse samt det forhold, at den pågældende overførsel fandt sted relativt kort tid inden ansøgningstidspunktet, hvorfor den – uanset beløbets størrelse – ikke kan antages at dække over en anseelig periode.

Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at der på tidspunktet for ansøgerens ansøgning forelå det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgerens og ansøgerens herboende mor.

Endelig bemærker Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgerens mor påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, ikke i sig selv godtgør, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlig arbejdstid

Dato: 10-05-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlig arbejdstid

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om nægtelse af forlængelse af en japansk statsborgers opholdstilladelse efter beløbsordningen.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i juli 2016 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgerens ugentlige arbejdstid var 37 timer, og det fremgik af den vedlagte ansættelseskontrakt, at ansøgerens arbejdstid var 160,33 timer pr. måned, ekskl. frokost på 30 min. pr. arbejdsdag. Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) meddelte i september 2016 ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen, gyldig til september 2020. Opholdstilladelsen var betinget af, at ansøgeren løbende arbejdede i overensstemmelse med de løn- og ansættelsesvilkår, som var blevet oplyst til SIRI. Ansøgeren indgav i august 2020 en ansøgning om forlængelse af hans opholdstilladelse efter beløbsordningen. SIRI meddelte i oktober 2021 ansøgeren afslag på hans forlængelsesansøgning, idet betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse ikke var overholdt, da han havde arbejdet for meget. Der blev til støtte for klagen bl.a. anført, at arbejdsgiverens eksterne lønbureau ved en fejl havde registreret den forkerte arbejdstid for ansøgeren.

Udlændingenævnets afgørelse:

” Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra ultimo oktober 2021. Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse efter beløbsordningen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at betingelserne for ansøgerens tilladelse ikke er blevet overholdt, idet han ikke har arbejdet i overensstemmelse med de løn- og ansættelsesvilkår, som fremgår af hans ansættelseskontrakt fra 2016.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningsskemaet fra primo juli 2016, at ansøgerens ugentlige arbejdstid er 37 timer, og at det fremgår af ansættelseskontrakten vedlagt ansøgningsskemaet, at ansøgerens arbejdstid er 160,33 timer pr. måneden, ekskl. frokost på 30 min. pr. arbejdsdag.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens lønsedler og af eIndkomstregisteret, at ansøgeren i perioderne fra maj 2018 til oktober 2018, fra december 2018 til februar 2020, fra august 2020 til november 2020 og fra april 2021 til september 2021 har arbejdet mellem 180,55 timer og 282 timer om måneden.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af ansøgningsskemaet fra primo juli 2016 samt den hertil vedlagte ansættelseskontrakt, at overarbejde kan forekomme.

Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, da ansættelsesvilkårene ikke kan anses for at være sædvanlige efter danske forhold.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af arbejdstidsdirektivet, som er implementeret i dansk lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder ikke må overstige 48 timer inkl. overarbejde.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i flere perioder på 4 måneder har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på over 48 timer inkl. overarbejde.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgeren fra december 2018 til marts 2019 har arbejdet henholdsvis 235,5 timer, 231,5 timer, 246 timer og 232 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 54,67 timer, at han i perioden fra juli 2019 til oktober 2019 har arbejdet henholdsvis 207 timer, 209,5 timer, 219,5 timer og 282 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 52,25 timer, at han i perioden fra august 2020 til november 2020 har arbejdet henholdsvis 259,5 timer, 247 timer, 207 timer og 207 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 52,82 timer, og at han i perioden fra maj 2021 til august 2021 har arbejdet henholdsvis 263,25 timer, 253 timer, 252,5 timer og 230 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 56,82 timer.

Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at det eksterne lønbureau fejlagtigt og systematisk har indberettet en forkert arbejdstid på 207 timer for ansøgeren, og at indberetningen rettelig skulle have været på 160,33 timer månedligt, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at den høje arbejdstid, som fremgår af ansøgerens lønsedler samt af e-indkomst, skyldes, at det eksterne lønbureau ved en fejl har indberettet en forkert arbejdstid.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det af udtalelsen fra primo november 2021 fra det eksterne lønbureau ikke fremgår, i hvilke perioder ansøgerens arbejdstid skulle være registreret forkert.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der løbende er sket ændringer i den arbejdstid, som fremgår af ansøgerens lønsedler og af eIndkomst, hvilket taler imod, at der er tale om en systematisk fejl, og at det på den baggrund må antages, at lønbureauet har været bevidst om, hvilken arbejdstid ansøgeren var registeret med i lønsystemet.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af de fremsendte lønsedler, at ansøgeren har haft en fast månedlig arbejdstid på 160,33 timer fra november 2016 til april 2018, at han fra maj 2018 til februar 2020 har haft en fast månedlig arbejdstid på 207 timer, at hans løn- og arbejdstid fra marts 2020 til maj 2020 har været påvirket af COVID-19, at han har haft en fast månedlig arbejdstid på 160,33 timer fra juni 2020 til juli 2020, at han fra august 2020 til november 2020 har haft en fast månedlig arbejdstid på 207 timer, at hans løn- og arbejdstid fra november 2020 til april 2021 har været påvirket af COVID-19, og at han fra maj 2021 til august 2021 har haft en fast månedlig arbejdstid på 207 timer.

Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at arbejdsgiveren og ansøgeren har været uvidende om fejlen, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at den enkelte medarbejders løn samt arbejdstid er registeret korrekt, og at arbejdsgiveren ikke kan fraskrive sig dette ansvar ved at uddelegere opgaven vedrørende lønadministration til en ekstern virksomhed.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens arbejdstid fremgår af hans lønsedler, som bliver tilsendt ham, hvorfor det må formodes, at han har haft kendskab til den registrerede arbejdstid.

Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at det eksterne lønbureau har rettet fejlen efter tidspunktet for SIRI’s afgørelse, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren løbende skal opfylde betingelserne for hans opholdstilladelse.

Udlændingenævnet stadfæster således SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Afghanistan særlov - Persongruppe

Dato: 10-05-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Afghanistan særlov - Persongruppe

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2022 om afslag vedrørende en statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder m.v.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indrejste i Danmark i august 2021 fra Afghanistan som følge af evakuering fra Kabul Lufthavn sammen med sin bror, og brorens familie, idet broren var indstillet til evakuering. Ansøgeren havde ikke ydet bistand til den danske indsats i Afghanistan eller til internationale organisationer i Afghanistan, men havde imidlertid til Udlændingestyrelsen oplyst, at han havde delt husstand med sin bror. Ansøgeren og ansøgerens bror havde ved samtaler med Udlændingestyrelsen i september 2021 og januar 2022 afgivet væsentlige divergerende oplysninger om bl.a. deres boligforhold, ansøgerens engelskundervisning, deres kontakt med andre familiemedlemmer og økonomiske forhold.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2022. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som person eller som familiemedlem til en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1-3.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af politirapport fra august 2021, at ansøgeren sammen med sin bror, sin brors ægtefælle, og deres 2 børn indrejste i Danmark i august 2021 som følge af evakuering fra Afghanistan med evakueringsfly. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen i september 2021 oplyste, at han i Afghanistan arbejdede for en virksomhed, der importerede fliser til Afghanistan, og at han havde til opgave at rense og klargøre fliserne, så de kunne sælges igen.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens oplysninger om, at han aldrig har været en del af sin brors arbejde for de engelske styrker, at han ikke har ydet bistand til den danske eller andre landes indsats i Afghanistan, at han ikke har været en del af internationale organisationer, og at han blev evakueret til Danmark, som følge af hans brors arbejde som tolk.

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren i Afghanistan ikke har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1.

Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan få opholdstilladelse efter særlovens § 1, stk. 2, da han ikke er ægtefælle til, fast samlevende med eller mindreårigt barn af en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren er ugift idet han til Udlændingestyrelsen i september 2021 oplyste, at han ønskede at indgå ægteskab med sin kusine, at de efter det oplyste ikke havde været samlevende, og at han er myndig og dermed ikke mindreårig.

Udlændingenævnet vurderer endelig, at ansøgeren ikke kan gives opholdstilladelse under henvisning til en familiemæssig tilknytning til en person, omfattet af særlovens § 1, stk. 1 eller 2, jf. særlovens § 1, stk. 3, nr. 1-3.

Udlændingenævnet lægger herved indledningsvis til grund, at ansøgerens bror er omfattet af særlovens § 1, stk. 1, idet han i februar 2022 fik midlertidig opholdstilladelse efter denne bestemmelse.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne i særlovens § 1, stk. 3, nr. 1, idet han ikke er beslægtet med sin bror i op- eller nedstigende linje idet han er hans bror.

Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke i en periode af længere varighed har delt husstand med sin bror, jf. særlovens § 1, stk. 3, nr. 2.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ved samtale med Udlændingestyrelsen henholdsvis i september 2021 og i januar 2022 og ansøgerens bror ved samtale af samme datoer har afgivet væsentligt divergerende forklaringer vedrørende deres boligforhold i Afghanistan, herunder om ansøgerens kendskab til deres udlejer, og om de boede sammen med deres anden bror. Ansøgerens bror har således oplyst divergerende om, hvor længe ansøgeren har opholdt sig i Kabul, om de boede hos deres faster eller i et lejet kælderværelse, om de boede i samme bygning som deres anden bror, og om de besøgte deres øvrige familiemedlemmer eller i øvrigt opholdt sig andre steder end i Kabul. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og hans bror har oplyst divergerende om tidspunktet for ansøgerens engelskundervisning, der foregik dagligt.

På denne baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren og ansøgerens brors besvarelser af spørgsmålene fra Udlændingestyrelsen afviger væsentligt fra hinanden, hvilket må anses for at tale imod, at ansøgeren og ansøgerens bror havde delt husstand i en periode af længere varighed.

Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten i 2022 indsendte et dokument fra en Bank i Kabul, hvoraf det fremgår, at ansøgerens adresse var den samme som partsrepræsentanten har oplyst var ansøgerens og ansøgerens brors, at ansøgerens bror oprettede bankkontoen til ansøgeren, og at de boede i Kabul på den oplyste adresse, men at det som følge af ansøgerens brors arbejde og sikkerhedssituationen var vigtigt, at han ofte skiftede opholdssted og ikke havde en fast adresse, og det derfor ikke er registreret nogen officielle steder, at han havde lejet et kælderværelse i Kabul. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det på denne baggrund fortsat ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren og ansøgerens bror delte hustand, idet oplysningerne ikke på nogen anden måde er underbygget.

Udlændingenævnet finder endvidere, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten har oplyst, at ansøgerens bror var meget forsigtig med at fortælle ansøgeren, hvor han opholdt sig, da han frygtede, at ansøgeren ville kunne komme i en situation, hvor han kom til at fortælle andre om sin brors opholdssted, hvorfor ansøgerens bror fortalte ansøgeren, at han skulle arbejde som vagt, når han opholdte sig hos sin ægtefælle. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om visse af de divergerende oplysninger skyldtes, at ansøgerens af sikkerhedsmæssige årsager ikke var bekendt med sin brors opholdssteder, må det alligevel formodes, at spørgsmålene om deres bopæl, ansøgerens engelskundervisning, og varigheden af deres ophold i Kabul måtte kunne besvares enslydende, såfremt de faktisk havde delt husstand.

Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sin samtale med Udlændingestyrelsen i januar 2022 har oplyst, at han har været tæt på et mineangreb, hvorfor han har haft problemer med hukommelsen, herunder især problemer med at huske datoer og tidsangivelser, idet de divergerende oplysninger ikke alene vedrører datoer og tidsangivelser, men også faktiske oplysninger om opholdssted, samvær med familiemedlemmer, og økonomiske forhold.

Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at det fortsat må anses for tvivlsomt, at ansøgeren skulle have delt husstand med sin bror i en periode af længere varighed, jf. særlovens § 1, stk. 3, nr. 2.

Udlændingenævnet vurderer endelig, at ansøgeren ikke kan anses for at være under ansøgerens brors forsørgelse, jf. særlovens § 1, stk. 3, nr. 3.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens bror i januar 2022 har forklaret, at ansøgeren tjente 5000 afghani månedligt i forbindelse med sit arbejde for en virksomhed, og at han således havde egen selvstændig indkomst.

Udlændingenævnet finder herefter, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har oplyst, at han gav hele sin månedsløn til sin bror, og at han fik lidt penge retur, såfremt han skulle købe noget til sig selv. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer vedrørende ansøgerens brors angivelige forsørgelse af ansøgeren, idet ansøgerens bror har oplyst, at ansøgeren beholdt hele sin månedsløn til sig selv, at ansøgerens bror opbevarede pengene, og at han kun et par gange havde lånt lidt penge af ansøgeren.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgerens job var et vikar/praktik-arbejde, og at det derfor ikke var altid, at han fik 5000 afghani i løn, at ansøgeren var ung, og ikke havde styr på penge, hvorfor han brugte sin indtægt på tøj osv., at ansøgerens bror nogle gange bad om at få nogle af ansøgerens penge, ofte af sikkerhedsmæssige årsager, at de samlede udgifter for det kælderværelse som de angiveligt delte var på ca. 10.000 afghani, og at det er partsrepræsentantens vurdering, at ansøgeren ikke ville have været i stand til at forsørge sig selv.

Udlændingenævnet har herved tillagt det vægt, at ansøgeren ved samtale i januar 2022 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at man i Kabul kan få et værelse til 1.500 afghani, og at han ville kunne forsørge sig selv for sin månedsløn, hvis han pressede sin økonomi.

Det forhold at ansøgeren havde udfordringer med at forvalte sin økonomi fornuftigt, og at ansøgerens bror derfor hjalp ham med at administrere økonomien medfører ikke, at ansøgerens bror derved har påtaget sig et særligt forsørgelsesansvar for ansøgeren.

Udlændingenævnet finder endelig, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har været meget stresset og sårbar, at han har haft svært ved at koncentrere sig og har haft hukommelsesproblemer, efter at han var nødsaget til at efterlade sin mor og andre familiemedlemmer i Afghanistan, og at det har påvirket ham, at hans søster blev overfaldet af Taliban, og at hun som følge heraf fik en hjerneblødning og blev handicappet. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om, ansøgeren har svært ved at koncentrere sig og har haft hukommelsesproblemer, så har ansøgeren og ansøgerens bror afgivet så betydeligt divergerende forklaringer, der ikke alene kan skyldes koncentrations- og hukommelsesbesvær.

Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke kan anses for at have været under sin brors forsørgelse, jf. særlovens § 1, stk. 3, nr. 3.

De generelle oplysninger om usikkerhed og utryghed som følge af Taliban, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke kan gives opholdstilladelse efter særloven som følge af eventuelle asylretlige motiver.

Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – visum – proformaægteskab – afslag på familiesammenføring under henvisning til proforma

Dato: 05-05-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Kina, som havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin ægtefælle.

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren og referencen, der var dansk statsborger, var blevet gift i 2016 i Kina og kommunikerede udelukkende ved hjælp af oversættelses-software, da ingen af dem talte tilstrækkeligt engelsk.

Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på Schengenvisum under henvisning til, at ansøgeren i 2017 havde fået afslag på opholdstilladelse med den begrundelse, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse (proforma), og at der som udgangspunkt ikke gives visum til Danmark på baggrund af ægteskabet, så længe ansøgeren er meddelt
afslag på opholdstilladelse under henvisning til proforma-reglerne.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at der er bestemte grunde til at antage, at referencens og ansøgerens ægteskab må anses for at være et proformaægteskab, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse eller et længerevarende ophold i de øvrige Schengenlande eller Danmark til ansøgeren, og at hensynet til den offentlige orden eller indre sikkerhed derfor taler imod at meddele ansøgeren visum, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, nr. vi, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 7.

I vurderingen af referencens og ansøgerens ægteskab har Udlændingenævnet lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i 2017 meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring, idet Udlændingestyrelsen fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforholdet var at opnå opholdstilladelse (proforma), jf. udlændingelovens § 9, stk. 12. Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren og referencen ikke har et fælles sprog, men de derimod kommunikerer via oversættelser af deres korrespondancer på internettet eller gennem en veninde, samt det forhold at referencen og ansøgeren har indgået ægteskab efter et meget kortvarigt personligt bekendtskab.

Det forhold, at referencen finder, at ansøgeren og referencen på baggrund af Udlændingestyrelsens afgørelse er udsat for diskrimination, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet skal henvise til, at der efter fast praksis ikke gives Schengenvisum med henblik på besøg hos den herboende ægtefælle eller samlever, uanset hvilket land ansøgeren kommer fra, såfremt en ansøger tidligere er meddelt afslag på en ansøgning om ægtefællefamiliesammenføring i Danmark under henvisning til, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse (proforma).

Af samme grund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren og referencen ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Heller ikke det forhold, at referencen har anført, at ansøgeren og referencen næsten dagligt gennem mere end 4 år har talt sammen via elektroniske kommunikationsmidler, og referencen har besøgt ansøgeren i Kina, kan føre til et andet udfald, da der er tale om efterfølgende omstændigheder.

Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum, jf. visumbekendtgørelsens § 20, stk. 1.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet

Dato: 03-05-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Zimbabwe, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren havde boet sammen med den danske statsborger i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Herefter rejste parret til Sydafrika, hvor de opholdte sig i 1 år og 9 måneder, inden de i november 2019 indrejste i Danmark, og ansøgeren indgav ansøgning om opholdsret efter EU-reglerne. Til ansøgningen var vedlagt flybilletter og passtempler for deres rejseaktivitet, deres vielsesattest fra Sydafrika fra medio oktober 2019 og ansøgerens midlertidige opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløb ultimo oktober 2019. Der var ikke oplysninger om årsagen til den danske statsborgers ophold i Sydafrika.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2020. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske statsborger og ansøgeren havde etableret et reelt og faktisk ophold i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Udlændingenævnet har også lagt til grund, at den danske statsborger under sit ophold i Cypern har været henholdsvis arbejdstager og person med tilstrækkelige midler.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke har været den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem udnyttelsen af den danske statsborgers ret til fri bevægelighed i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018 og frem til sin tilbagevenden til Danmark primo november 2019.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den danske statsborger efter det oplyste udrejste fra Cypern ultimo januar 2018, og at den danske statsborger først vendte tilbage til Danmark primo november 2019. Den danske statsborg har dermed opholdt sig i alt 1 år og 9 måneder uden for Cypern før sin tilbagevenden til Danmark.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at anvendelse af reglerne om ophold for familiemedlemmer til en dansk statsborger, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-land, er betinget af, at der er en vis tidsmæssig kontinuitet mellem den danske statsborgers benyttelse af sin ret til fri bevægelighed, og udøvelsen af denne rettighed, jf. afsnittet om retsregler, herunder EU-Domstolens dom i sagen C-138/02, Collins.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at parrets vielsesattest fra Sydafrika er fra medio oktober 2019, at ansøgeren i sit pas har en midlertidig opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløber ultimo oktober 2019 og at der til sagen er fremlagt dokumentation for udrejse fra Cypern til Sydafrika ultimo januar 2018. Udlændingenævnet vurderer, at disse forhold, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, taler for, at den danske statsborgers ophold i Cypern må anses for, at være varigt ophørt ultimo januar 2018, og at den danske statsborger ikke har udøvet rettigheder på unionens område fra denne dato og indtil sin indrejse i Danmark.

Udlændingenævnet har desuden ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren, på trods af SIRI’s anmodning herom i juli 2021 eller i forbindelse med sin klage sendt til Udlændingenævnet i september 2021, ikke har oplyst årsagen til sit ophold på 1 år og 9 måneder uden for Cypern, inden parrets tilbagevenden til Danmark.

Det til klagen fremførte om, at parret har boet og været sammen i 5 år, at den danske statsborger har været økonomisk afhængig af ansøgeren og at det ikke har været muligt for ansøgeren, at fremskaffe alle de nødvendige dokumenter til sagen, at den danske statsborger ikke fik fraflyttet alt fra Danmark ifm. sin udrejse og at det altid har været parrets plan at flytte til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har i den forbindeles lagt vægt på, at ansøgeren ved disse forhold ikke har begrundet eller dokumenteret årsagen til, at den danske statsborger har opholdt sig 1 år og 9 måneder uden for Cypern og uden for unionens område, forud for sin tilbagevenden til Danmark.

Oplysningerne om, at parret venter barn sammen, at de påtænker at bo sammen i Danmark, og at det i den forbindelse er en hindring, at ansøgeren ikke har et CPR eller kan arbejde, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Dato: 27-04-2022

Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af ansøgning om opholdstilladelse som praktikant til en kenyansk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indrejste i Danmark primo juni 2021 på et Schengenvisum gyldigt til ultimo juli 2021. Ansøgeren indgav medio september 2021 en ansøgning om opholdstilladelse som praktikant ved en virksomhed i Danmark, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) medio december 2021 afviste at behandle under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark. Ansøgeren havde til støtte for klagen indsendt kopi af 2 opholdskort udstedt af det danske Udenrigsministerium med gyldighedsperiode fra medio juli 2021 til primo juni 2022 og fra primo november 2021 til primo november 2022.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelse fra december 2021.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning fra medio september 2021 om opholdstilladelse som praktikant hos virksomhed A ikke burde være blevet afvist indgivet i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2.

Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet ikke havde lovligt ophold i Danmark i medfør af §§ 1-3 a eller 4 b eller § 5, stk. 2, i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller en opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2, 1. pkt.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgerens ansøgning kan indgives her i landet, idet der foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2, 2. pkt.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde lovligt ophold i Danmark på et andet grundlag end de i § 9 k, stk. 2, 1. pkt., oplistede opholdsgrundlag, idet hun havde en opholdstilladelse udstedt af Udenrigsministeriet, jf. udlændingelovens § 47, som var gyldig fra medio juli 2021 til primo juni 2022.”
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Ægtefællesammenføring – Proforma

Dato: 27-04-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Ægtefællesammenføring – Proforma

Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Sri Lanka, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgik i september 2007 ægteskab med referencen. Referencen blev i 2016 dansk statsborger, men havde tidligere været statsborger i Sri Lanka. Referencen havde i perioden fra juni 1996 til april 2001 været gift med en anden srilankansk statsborger, der opnåede opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med referencen. Referencen og den tidligere ægtefælle var blevet skilt kort tid efter, at den tidligere ægtefælle havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren søgte i oktober 2007 om ægtefællesammenføring med referencen. I marts 2009 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ægtefællesammenføring, da Udlændingestyrelsen vurderede, at der var tale om et proformaægteskab. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Udlændingenævnet) stadfæstede i juni 2009 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte efterfølgende flere gange om ægtefællesammenføring, og Udlændingestyrelsen meddelte afslag på alle ansøgninger under henvisning til proforma. Den seneste ansøgning blev indgivet i februar 2021, og Udlændingestyrelsen meddelte afslag herpå i oktober 2021. I november 2021 påklagede partsrepræsentanten Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet, og Udlændingenævnet besluttede efterfølgende at indkalde referencen til at afgive forklaring på et mundtligt nævnsmøde. Under nævnsmødet forklarede referencen bl.a., at han og ansøgeren mødte hinanden som børn, hvor de boede tæt på hinanden, og at de mødte hinanden igen i 2005 i et tempel under referencens ferie i Sri Lanka. Referencen besøgte herefter ansøgeren på ferier af 4 ugers varighed i 2006, i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet i 2007, i 2009, 2011, 2016, 2017 og 2018, og ansøgeren kom til Danmark primo 2020, hvorefter de boede sammen. Referencen forklarede også under nævnsmødet, at han siden ægteskabets indgåelse havde forsørget sin hustru ved kontante overførsler på ca. 1.000 kr. månedligt til støtte for hvilket han foreviste udskrifter af sin bankkonto.
Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2021.

Udlændingenævnet vurderer, at der ikke længere er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet mellem referencen og ansøgeren har det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencens forklaring på nævnsmødet i april 2022 har været troværdig, herunder for så vidt angår hans oplysninger om, at han siden ægteskabets indgåelse har forsørget sin hustru ved kontante overførsler på ca. 1.000 kr. månedligt, til støtte for hvilket han har forevist udskrifter af sin bankkonto.

Udlændingenævnet har i den samlede afvejning af, hvorvidt der fortsat er et sikkert grundlag for antagelsen om proforma, således inddraget de forhold, der er indtrådt over en længere årrække efter indgåelsen af ægteskabet.

Udlændingenævnet har i denne forbindelse tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen indgik ægteskab i september 2007, hvormed ansøgeren og referencen således på nuværende tidspunkt har været gift i over 14 år.

Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen var sammen i Sri Lanka i ca. 4 uger i forbindelse med ægteskabets indgåelse i september 2007, at ansøgeren og referencen efterfølgende har besøgt hinanden i det omfang, det har været muligt i perioden fra 2007 til 2020, herunder i 2016, 2017 og 2018, jf. referencens foreviste pas på nævnsmødet i april 2022, at parret efter det oplyste har holdt kontakten ved daglige telefonopkald i de perioder, de ikke har været sammen, at ansøgeren i januar 2020 indrejste i Danmark for at søge asyl, hvorefter hun har opholdt sig så meget hos referencen, som Udlændingestyrelsen har tilladt, og at ansøgeren i perioden fra marts 2021 til november 2021 har haft processuelt ophold og bopæl hos referencen.

Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af sagens samlede forhold, at antagelsen om, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen har det afgørende formål at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt bestyrket.”
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse

Dato: 25-04-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v. til en statsborger fra Tyrkiet.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark i december 2006, og ansøgerens opholdstilladelse blev inddraget i juni 2010 på grund af samlivsophør. I august 2016 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse som økonomisk aktiv arbejdstager på baggrund af Associeringstalen mellem EU og Tyrkiet m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Opholds- og arbejdstilladelse var gældende til august 2018. I maj 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse, og i oktober 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v., idet ansøgeren ikke længere er økonomisk aktiv som arbejdstager. Ansøgeren har ifølge det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, modtaget sygedagpenge i perioden fra december 2017 til december 2020 og førtidspension siden januar 2021.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter Associeringsaftalen m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kan forlænges.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at tyrkiske arbejdstagere på visse betingelser kan have en ret til at forblive i en medlemsstat i medfør af Associeringsaftalen m.v., såfremt den pågældende tyrkiske statsborger har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, idet hun ikke længere er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder her i landet.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af e-Indkomst, at ansøgeren har modtaget sygedagpenge i perioden fra december 2017 til december 2020 og førtidspension siden januar 2021.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i 2017 var ude for en arbejdsulykke, som har medført et erhvervsevnetab.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6, stk. 2, hvoraf det fremgår, at bl.a. fravær på grund af arbejdsulykker eller sygdom af kortere varighed ligestilles med perioder med lovlig beskæftigelse. Uforskyldte arbejdsløshedsperioder, der er behørigt konstateret af de kompetente myndigheder, og fravær af længere varighed på grund af sygdom er ikke, selv om de ikke ligestilles med perioder med lovlig beskæftigelse, til skade for de rettigheder, der er erhvervet gennem den forudgående beskæftigelsesperiode.

EU-Domstolen har desuden udtalt, at artikel 6, stk. 2, 2. pkt., omhandler manglende beskæftigelse af længere varighed på grund af sygdom eller uforskyldt arbejdsløshed, dvs. når arbejdstagerens manglende beskæftigelse ikke skyldes en adfærd, som kan lægges vedkommende til last, jf. EU-Domstolens dom af 23. januar 1997, sag C-171/95, Tetik, præmis 37.

Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af artikel 6, stk. 2. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke alene er midlertidigt uarbejdsdygtig, men at hun derimod endeligt har forladt arbejdsmarkedet, idet Udlændingenævnet lægger til grund, at hun er blevet fuldstændigt og varigt uarbejdsdygtig som følge af hendes arbejdsulykke henset til, at hun modtager førtidspension, jf. herunder også EU-Domstolens dom af 6. juni 1995, sag C-434/93, Bozkurt, præmis 39, og afsnittet Retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet henviser desuden til, at det fremgår af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse af primo august 2016, at opholdstilladelsen er betinget af, at hun fortsat er økonomisk aktiv som enten arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder i Danmark, og at ansøgeren dermed må antages at have været bekendt med, at det er en betingelse for forlængelse af hendes opholdstilladelse, at hun er økonomisk aktiv i Danmark.

Det til støtte for klagen anførte vedrørende ansøgerens helbred, kan derudover ikke indgå i vurderingen af, om hendes rettigheder efter Associeringsaftalen m.v. kan forlænges.

Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren blev skilt fra sin herboende voldelige ægtefælle i 2011, og at hun som kurder fra Tyrkiet, der som følge af skilsmissen er udstødt af både sin svigerfamilie i Danmark og sin egen familie i hjemlandet, vil være ude af stand til som enlig fraskilt kvinde med invaliderende legemlig lidelse at klare sig i Tyrkiet.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.

Udlændingenævnet finder således, at da ansøgeren ikke er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder her i landet, har hun ikke længere rettigheder i medfør af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1, eller stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

Vejledning:

Ansøgeren kan indgive en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, om ganske særlige grunde. En ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, behandles af Udlændingestyrelsen i 1. instans. Efter indgivelsen af en ansøgning vil Udlændingestyrelsen tage stilling til, om ansøgningen kan tillades indgivet her i landet, og om betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, er opfyldt. Det bemærkes, at en ansøgning om opholdstilladelse vil blive behandlet efter de regler, der gælder på ansøgningstidspunktet.

Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om en ansøgning kan tillades indgivet til Udlændingestyrelsen her i landet, eller om ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark på dette grundlag.

Udlændingestyrelsens kontaktinformationer kan findes her: https://www.nyidanmark.dk/da/Kontakt-os/Kontakt-Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet kan endvidere vejlede om, at en udrejse af Danmark kan organiseres som en ledsaget udrejse, hvor der er taget hensyn til eventuelle plejebehov.”
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – EU – arbejdstager – ophør

Dato: 25-04-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 25.04.2022 – EU – arbejdstager – ophør

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om ophør af opholdsret som arbejdstager efter EU-reglerne vedrørende en statsborger fra Ungarn.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren indrejste i Danmark i december 2016 og fik opholdsret som arbejdstager. I december 2020 søgte klageren om kontanthjælp, hvorfor SIRI iværksatte en kontrol af klagerens fortsatte opholdsret i Danmark. Klageren havde fremlagt én lønseddel fra oktober 2021 hvoraf fremgik, at klageren havde arbejdet 26,75 timer i oktober måned samt sin ansættelseskontrakt fra august 2017 hvoraf fremgik, at klageren var ansat uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet, at klageren ikke ville få løn under sygdom, barsel eller andet fravær, og at ansættelsen kunne opsiges uden varsel. Klageren havde siden april 2021 arbejdet mindre end 10-12 timer om ugen og havde fra marts 2021 modtaget kontanthjælp.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2021. Klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 5, stk. 1, var ophørt på tidspunktet for SIRI’s afgørelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at klageren siden april 2021 ikke har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen. Udlændingenævnet har ved vurderingen også lagt vægt på, at klageren har haft et sporadisk antal arbejdstimer om måneden siden april 2021, idet klageren har arbejdet fra 7,5 til 26,75 timer om måneden i perioden, og at klageren fra juli til og med september 2021 og i november 2021 har haft 0 løntimer og at klageren fra marts 2021 har modtaget kontanthjælp.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at klageren har fremsendt oplysninger om, at klageren mener, at klageren fortsat er i beskæftigelse i form af kopi af sin lønseddel fra oktober 2021. Udlændingenævnet finder fortsat, at klageren fra april 2021 ikke længere har været i beskæftigelse, og derfor ikke har opfyldt betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren fortsat ikke har dokumenteret, at klageren har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen, idet det også fremgår af den fremsendte lønseddel, at Klageren alene har arbejdet 26,75 løntimer i oktober.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af klagerens ansættelseskontrakt fra august 2017 med sin arbejdsgiver fremgår, at klageren er ansat som sorteringsmedarbejder uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, ligesom arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet. Det fremgår i den forbindelse af ansættelseskontrakten, at det aftales løbende, hvor mange vagter klageren får. Det fremgår også af kontakten, at klageren ikke får løn under sygdom, barsel eller andet fravær og at der ikke gælder noget opsigelsesvarsel for ansættelsen. Der er således ikke tale om en kontrakt med sædvanlige ansættelsesvilkår for det danske arbejdsmarked, som indebærer en ret til løn under sygdom og barsel og med en relevant opsigelsesvarsel.

Udlændingenævnet har på den baggrund vurderet, at klageren har været marginalt og løst tilknyttet arbejdsgiveren, idet omfanget af klagerens arbejde har varieret fra måned til måned, ligesom der også har været måneder, hvor klageren ingen vagter har haft. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren kun i ganske få måneder har haft nok timer til at anses som arbejdstager efter EU-retten.

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter det EU-retlige arbejdstagerbegreb gælder, at et timetal under 10-12 timer om ugen, sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, herunder karakteren af ansættelsen, samlet set taler imod, at klageren har haft status som arbejdstager efter april 2021.

Udlændingenævnet vurderer endvidere, på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger og dokumentation, at klageren ikke opfylder betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at klageren ikke til sagen har dokumenteret, at klageren har været uforskyldt arbejdsløs siden april 2021, idet klageren fortsat i et sporadisk og meget begrænset omfang har arbejdet hos arbejdsgiveren og at der ikke er oplysninger om, at det skyldes, at arbejdsgiveren ikke længere har kunne tilbyde klageren vagter.

Endelig vurderer Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at ophør af klagerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren senest er indrejst i Danmark i december 2016, og dermed kun har opholdt sig i Danmark i 6 år og 4 måneder, og at Klageren i perioden i alt har været tilknyttet det danske arbejdsmarked i ca. 3 år og 3 måneder.

Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt oplysninger om helbredsmæssige eller personlige forhold, herunder om Klageren har familiemæssige relationer i Danmark, der kunne bevirke, at det må antages for, at være særligt belastende for Klageren, såfremt Klagerens opholdsret ophøres.

Udlændingenævnet kan derudover konstatere, at klageren ved dom afsagt af Retten i Aarhus i maj 2021 blev udvist af Danmark, men at denne afgørelse er anket og forsat verserer.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 21. april 2022 – udvisning – ulovligt ophold - omgørelse

Dato: 21-04-2022

Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Syrien, som var blevet udvist af Danmark for ulovligt ophold.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren havde søgt asyl i Tyskland i 2018 og indrejste i august 2019 i Danmark, hvor hun blev antruffet af politiet i forbindelse med grænsekontrollen. Hun kunne ikke fremvise en gyldig opholdstilladelse eller gyldig rejselegitimation og var alene i besiddelse af et asylansøgerkort fra Tyskland.
Udlændingestyrelsen traf i september 2019 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud, da styrelsen fandt, at klageren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1.
Det viste sig dog under klagesagens behandling, at klageren havde fået opholdstilladelse i Tyskland på indrejsetidspunktet, hvorfor Udlændingenævnet omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets vurdering
”De tyske udlændingemyndigheder har i oktober 2021 bekræftet over for Udlændingenævnet, at klageren har fået færdigbehandlet sin asylsag, og at klageren har fået opholdstilladelse i Tyskland med virkning fra november 2018 til november 2019.
Da klageren indrejste i Danmark den pågældende dag i august 2019, finder Udlændingenævnet, at klageren opholdt sig lovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 2 b. Udlændingenævnet vurderer således, at der er grundlag for at omgøre Udlændingenævnets afgørelse fra september 2019.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at Udlændingestyrelsen ikke burde have udvist klageren af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Herudover burde klageren ikke være blevet frihedsbehøvet i august 2019 ved indrejsen i Danmark i medfør af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har på den baggrund dags dato meddelt Udlændingestyrelsen, at afgørelsen fra september 2019 om udvisning af klageren skal betragtes som ophævet og dermed som en nullitet i medfør af forvaltningsretten, således at klageren stilles som om, hun ikke var blevet udvist af Danmark. Udlændingenævnet har i den forbindelse anmodet Udlændingestyrelsen om at foretage indberetning af det annullerede indrejseforbud, således at det fremgår af Schengeninformations-systemet, at klagerens indrejseforbud er tilbagekaldt.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen