Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 39 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Ægtefællesammenføring – Proforma

Dato: 27-04-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Ægtefællesammenføring – Proforma

Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Sri Lanka, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgik i september 2007 ægteskab med referencen. Referencen blev i 2016 dansk statsborger, men havde tidligere været statsborger i Sri Lanka. Referencen havde i perioden fra juni 1996 til april 2001 været gift med en anden srilankansk statsborger, der opnåede opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med referencen. Referencen og den tidligere ægtefælle var blevet skilt kort tid efter, at den tidligere ægtefælle havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren søgte i oktober 2007 om ægtefællesammenføring med referencen. I marts 2009 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ægtefællesammenføring, da Udlændingestyrelsen vurderede, at der var tale om et proformaægteskab. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Udlændingenævnet) stadfæstede i juni 2009 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte efterfølgende flere gange om ægtefællesammenføring, og Udlændingestyrelsen meddelte afslag på alle ansøgninger under henvisning til proforma. Den seneste ansøgning blev indgivet i februar 2021, og Udlændingestyrelsen meddelte afslag herpå i oktober 2021. I november 2021 påklagede partsrepræsentanten Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet, og Udlændingenævnet besluttede efterfølgende at indkalde referencen til at afgive forklaring på et mundtligt nævnsmøde. Under nævnsmødet forklarede referencen bl.a., at han og ansøgeren mødte hinanden som børn, hvor de boede tæt på hinanden, og at de mødte hinanden igen i 2005 i et tempel under referencens ferie i Sri Lanka. Referencen besøgte herefter ansøgeren på ferier af 4 ugers varighed i 2006, i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet i 2007, i 2009, 2011, 2016, 2017 og 2018, og ansøgeren kom til Danmark primo 2020, hvorefter de boede sammen. Referencen forklarede også under nævnsmødet, at han siden ægteskabets indgåelse havde forsørget sin hustru ved kontante overførsler på ca. 1.000 kr. månedligt til støtte for hvilket han foreviste udskrifter af sin bankkonto.
Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2021.

Udlændingenævnet vurderer, at der ikke længere er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet mellem referencen og ansøgeren har det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencens forklaring på nævnsmødet i april 2022 har været troværdig, herunder for så vidt angår hans oplysninger om, at han siden ægteskabets indgåelse har forsørget sin hustru ved kontante overførsler på ca. 1.000 kr. månedligt, til støtte for hvilket han har forevist udskrifter af sin bankkonto.

Udlændingenævnet har i den samlede afvejning af, hvorvidt der fortsat er et sikkert grundlag for antagelsen om proforma, således inddraget de forhold, der er indtrådt over en længere årrække efter indgåelsen af ægteskabet.

Udlændingenævnet har i denne forbindelse tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen indgik ægteskab i september 2007, hvormed ansøgeren og referencen således på nuværende tidspunkt har været gift i over 14 år.

Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen var sammen i Sri Lanka i ca. 4 uger i forbindelse med ægteskabets indgåelse i september 2007, at ansøgeren og referencen efterfølgende har besøgt hinanden i det omfang, det har været muligt i perioden fra 2007 til 2020, herunder i 2016, 2017 og 2018, jf. referencens foreviste pas på nævnsmødet i april 2022, at parret efter det oplyste har holdt kontakten ved daglige telefonopkald i de perioder, de ikke har været sammen, at ansøgeren i januar 2020 indrejste i Danmark for at søge asyl, hvorefter hun har opholdt sig så meget hos referencen, som Udlændingestyrelsen har tilladt, og at ansøgeren i perioden fra marts 2021 til november 2021 har haft processuelt ophold og bopæl hos referencen.

Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af sagens samlede forhold, at antagelsen om, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen har det afgørende formål at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt bestyrket.”
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse

Dato: 25-04-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v. til en statsborger fra Tyrkiet.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark i december 2006, og ansøgerens opholdstilladelse blev inddraget i juni 2010 på grund af samlivsophør. I august 2016 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse som økonomisk aktiv arbejdstager på baggrund af Associeringstalen mellem EU og Tyrkiet m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Opholds- og arbejdstilladelse var gældende til august 2018. I maj 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse, og i oktober 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v., idet ansøgeren ikke længere er økonomisk aktiv som arbejdstager. Ansøgeren har ifølge det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, modtaget sygedagpenge i perioden fra december 2017 til december 2020 og førtidspension siden januar 2021.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter Associeringsaftalen m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kan forlænges.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at tyrkiske arbejdstagere på visse betingelser kan have en ret til at forblive i en medlemsstat i medfør af Associeringsaftalen m.v., såfremt den pågældende tyrkiske statsborger har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, idet hun ikke længere er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder her i landet.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af e-Indkomst, at ansøgeren har modtaget sygedagpenge i perioden fra december 2017 til december 2020 og førtidspension siden januar 2021.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i 2017 var ude for en arbejdsulykke, som har medført et erhvervsevnetab.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6, stk. 2, hvoraf det fremgår, at bl.a. fravær på grund af arbejdsulykker eller sygdom af kortere varighed ligestilles med perioder med lovlig beskæftigelse. Uforskyldte arbejdsløshedsperioder, der er behørigt konstateret af de kompetente myndigheder, og fravær af længere varighed på grund af sygdom er ikke, selv om de ikke ligestilles med perioder med lovlig beskæftigelse, til skade for de rettigheder, der er erhvervet gennem den forudgående beskæftigelsesperiode.

EU-Domstolen har desuden udtalt, at artikel 6, stk. 2, 2. pkt., omhandler manglende beskæftigelse af længere varighed på grund af sygdom eller uforskyldt arbejdsløshed, dvs. når arbejdstagerens manglende beskæftigelse ikke skyldes en adfærd, som kan lægges vedkommende til last, jf. EU-Domstolens dom af 23. januar 1997, sag C-171/95, Tetik, præmis 37.

Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af artikel 6, stk. 2. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke alene er midlertidigt uarbejdsdygtig, men at hun derimod endeligt har forladt arbejdsmarkedet, idet Udlændingenævnet lægger til grund, at hun er blevet fuldstændigt og varigt uarbejdsdygtig som følge af hendes arbejdsulykke henset til, at hun modtager førtidspension, jf. herunder også EU-Domstolens dom af 6. juni 1995, sag C-434/93, Bozkurt, præmis 39, og afsnittet Retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet henviser desuden til, at det fremgår af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse af primo august 2016, at opholdstilladelsen er betinget af, at hun fortsat er økonomisk aktiv som enten arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder i Danmark, og at ansøgeren dermed må antages at have været bekendt med, at det er en betingelse for forlængelse af hendes opholdstilladelse, at hun er økonomisk aktiv i Danmark.

Det til støtte for klagen anførte vedrørende ansøgerens helbred, kan derudover ikke indgå i vurderingen af, om hendes rettigheder efter Associeringsaftalen m.v. kan forlænges.

Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren blev skilt fra sin herboende voldelige ægtefælle i 2011, og at hun som kurder fra Tyrkiet, der som følge af skilsmissen er udstødt af både sin svigerfamilie i Danmark og sin egen familie i hjemlandet, vil være ude af stand til som enlig fraskilt kvinde med invaliderende legemlig lidelse at klare sig i Tyrkiet.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.

Udlændingenævnet finder således, at da ansøgeren ikke er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder her i landet, har hun ikke længere rettigheder i medfør af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1, eller stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

Vejledning:

Ansøgeren kan indgive en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, om ganske særlige grunde. En ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, behandles af Udlændingestyrelsen i 1. instans. Efter indgivelsen af en ansøgning vil Udlændingestyrelsen tage stilling til, om ansøgningen kan tillades indgivet her i landet, og om betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, er opfyldt. Det bemærkes, at en ansøgning om opholdstilladelse vil blive behandlet efter de regler, der gælder på ansøgningstidspunktet.

Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om en ansøgning kan tillades indgivet til Udlændingestyrelsen her i landet, eller om ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark på dette grundlag.

Udlændingestyrelsens kontaktinformationer kan findes her: https://www.nyidanmark.dk/da/Kontakt-os/Kontakt-Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet kan endvidere vejlede om, at en udrejse af Danmark kan organiseres som en ledsaget udrejse, hvor der er taget hensyn til eventuelle plejebehov.”
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – EU – arbejdstager – ophør

Dato: 25-04-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 25.04.2022 – EU – arbejdstager – ophør

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om ophør af opholdsret som arbejdstager efter EU-reglerne vedrørende en statsborger fra Ungarn.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren indrejste i Danmark i december 2016 og fik opholdsret som arbejdstager. I december 2020 søgte klageren om kontanthjælp, hvorfor SIRI iværksatte en kontrol af klagerens fortsatte opholdsret i Danmark. Klageren havde fremlagt én lønseddel fra oktober 2021 hvoraf fremgik, at klageren havde arbejdet 26,75 timer i oktober måned samt sin ansættelseskontrakt fra august 2017 hvoraf fremgik, at klageren var ansat uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet, at klageren ikke ville få løn under sygdom, barsel eller andet fravær, og at ansættelsen kunne opsiges uden varsel. Klageren havde siden april 2021 arbejdet mindre end 10-12 timer om ugen og havde fra marts 2021 modtaget kontanthjælp.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2021. Klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 5, stk. 1, var ophørt på tidspunktet for SIRI’s afgørelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at klageren siden april 2021 ikke har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen. Udlændingenævnet har ved vurderingen også lagt vægt på, at klageren har haft et sporadisk antal arbejdstimer om måneden siden april 2021, idet klageren har arbejdet fra 7,5 til 26,75 timer om måneden i perioden, og at klageren fra juli til og med september 2021 og i november 2021 har haft 0 løntimer og at klageren fra marts 2021 har modtaget kontanthjælp.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at klageren har fremsendt oplysninger om, at klageren mener, at klageren fortsat er i beskæftigelse i form af kopi af sin lønseddel fra oktober 2021. Udlændingenævnet finder fortsat, at klageren fra april 2021 ikke længere har været i beskæftigelse, og derfor ikke har opfyldt betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren fortsat ikke har dokumenteret, at klageren har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen, idet det også fremgår af den fremsendte lønseddel, at Klageren alene har arbejdet 26,75 løntimer i oktober.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af klagerens ansættelseskontrakt fra august 2017 med sin arbejdsgiver fremgår, at klageren er ansat som sorteringsmedarbejder uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, ligesom arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet. Det fremgår i den forbindelse af ansættelseskontrakten, at det aftales løbende, hvor mange vagter klageren får. Det fremgår også af kontakten, at klageren ikke får løn under sygdom, barsel eller andet fravær og at der ikke gælder noget opsigelsesvarsel for ansættelsen. Der er således ikke tale om en kontrakt med sædvanlige ansættelsesvilkår for det danske arbejdsmarked, som indebærer en ret til løn under sygdom og barsel og med en relevant opsigelsesvarsel.

Udlændingenævnet har på den baggrund vurderet, at klageren har været marginalt og løst tilknyttet arbejdsgiveren, idet omfanget af klagerens arbejde har varieret fra måned til måned, ligesom der også har været måneder, hvor klageren ingen vagter har haft. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren kun i ganske få måneder har haft nok timer til at anses som arbejdstager efter EU-retten.

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter det EU-retlige arbejdstagerbegreb gælder, at et timetal under 10-12 timer om ugen, sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, herunder karakteren af ansættelsen, samlet set taler imod, at klageren har haft status som arbejdstager efter april 2021.

Udlændingenævnet vurderer endvidere, på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger og dokumentation, at klageren ikke opfylder betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at klageren ikke til sagen har dokumenteret, at klageren har været uforskyldt arbejdsløs siden april 2021, idet klageren fortsat i et sporadisk og meget begrænset omfang har arbejdet hos arbejdsgiveren og at der ikke er oplysninger om, at det skyldes, at arbejdsgiveren ikke længere har kunne tilbyde klageren vagter.

Endelig vurderer Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at ophør af klagerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren senest er indrejst i Danmark i december 2016, og dermed kun har opholdt sig i Danmark i 6 år og 4 måneder, og at Klageren i perioden i alt har været tilknyttet det danske arbejdsmarked i ca. 3 år og 3 måneder.

Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt oplysninger om helbredsmæssige eller personlige forhold, herunder om Klageren har familiemæssige relationer i Danmark, der kunne bevirke, at det må antages for, at være særligt belastende for Klageren, såfremt Klagerens opholdsret ophøres.

Udlændingenævnet kan derudover konstatere, at klageren ved dom afsagt af Retten i Aarhus i maj 2021 blev udvist af Danmark, men at denne afgørelse er anket og forsat verserer.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 21. april 2022 – udvisning – ulovligt ophold - omgørelse

Dato: 21-04-2022

Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Syrien, som var blevet udvist af Danmark for ulovligt ophold.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren havde søgt asyl i Tyskland i 2018 og indrejste i august 2019 i Danmark, hvor hun blev antruffet af politiet i forbindelse med grænsekontrollen. Hun kunne ikke fremvise en gyldig opholdstilladelse eller gyldig rejselegitimation og var alene i besiddelse af et asylansøgerkort fra Tyskland.
Udlændingestyrelsen traf i september 2019 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud, da styrelsen fandt, at klageren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1.
Det viste sig dog under klagesagens behandling, at klageren havde fået opholdstilladelse i Tyskland på indrejsetidspunktet, hvorfor Udlændingenævnet omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets vurdering
”De tyske udlændingemyndigheder har i oktober 2021 bekræftet over for Udlændingenævnet, at klageren har fået færdigbehandlet sin asylsag, og at klageren har fået opholdstilladelse i Tyskland med virkning fra november 2018 til november 2019.
Da klageren indrejste i Danmark den pågældende dag i august 2019, finder Udlændingenævnet, at klageren opholdt sig lovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 2 b. Udlændingenævnet vurderer således, at der er grundlag for at omgøre Udlændingenævnets afgørelse fra september 2019.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at Udlændingestyrelsen ikke burde have udvist klageren af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Herudover burde klageren ikke være blevet frihedsbehøvet i august 2019 ved indrejsen i Danmark i medfør af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har på den baggrund dags dato meddelt Udlændingestyrelsen, at afgørelsen fra september 2019 om udvisning af klageren skal betragtes som ophævet og dermed som en nullitet i medfør af forvaltningsretten, således at klageren stilles som om, hun ikke var blevet udvist af Danmark. Udlændingenævnet har i den forbindelse anmodet Udlændingestyrelsen om at foretage indberetning af det annullerede indrejseforbud, således at det fremgår af Schengeninformations-systemet, at klagerens indrejseforbud er tilbagekaldt.”
Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2022 – visum – COVID-19 stadfæstelse

Dato: 20-04-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Botswana, der havde søgt om Schengenvisum med henblik på besøg hos sin herboende ægtefælle.

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren var statsborger i Botswana, som på ansøgningstidspunktet var kategoriseret som et land med bekymrende COVID-19 virusvarianter, hvorfor meddelelse af visum var betinget af, at ansøgeren havde et anerkendelsesværdigt formål med besøget i Danmark. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at an-søgeren var gift med referencen, som boede i Danmark, og at de blev gift i Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af december 2021. Ansøgeren kan således ikke få visum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, nr. vi, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 8, under hensyn til Schengenlandenes offentlige folkesundhed, som er defineret i Schengengræn-sekodeksens artikel 2, nr. 21.

Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Botswana, og at ansøge-ren har fast bopæl i Botswana, der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var kategoriseret som et land med bekymrende Covid-19 virusvarianter.

Ansøgeren har ved indgivelsen af sin visumansøgning ikke oplyst et anerkendelsesværdigt formål med sin indrejse i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke er undtaget fra visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, nr. vi, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 8, der giver de danske udlændingemyndigheder mulighed for at give afslag på visum, hvis udlændingen udgør en trussel mod Schengenlandenes offentlige folkesundhed.

Det forhold, at ansøgeren skal besøge sin ægtefælle, udgør ikke et særligt anerkendelsesværdigt formål, der kan medføre meddelelse af visum til Danmark.”
Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2022 – visum – kærestebesøg – hovedgruppe 4 – ej længerevarende ophold i et tredjeland

Dato: 20-04-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Nigeria, som havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin herboende kæreste.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren var statsborger i Nigeria, men var bosiddende og arbejdede i Ghana, hvor ansøger havde opholdt sig i sammenlagt 20 måneder. Ansøger søgte om Schengenvisum med henblik på at besøge sin herboende kæreste, som var gravid med ansøgers og referencens fællesbarn, og ansøgeren ønskede at deltage ved deres fællesbarns fødsel i Danmark. Referencen og ansøger mødte hinanden primo oktober 2019 i Ghana, og referencen havde boet hos ansøger i Ghana i kortere, usammenhængende perioder, herunder blandt andet fra november 2019 til december 2019, fra september 2020 og 4 måneder frem, samt under referencens øvrige, kortvarige besøg.

Udlændingestyrelsen lagde i sin afgørelse vægt på, at ansøgeren er statsborger i Nigeria, der for tiden er placeret i hovedgruppe 4, og det forhold, at ansøgeren har haft opholdstilladelse i Ghana siden november 2021, ikke kan føre til, at han får visum efter praksis for statsborgere i hovedgruppe 3, da han ikke har haft fast, lovligt ophold i Ghana i en længere årrække.

Udlændingenævnets afgørelse:

Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af primo januar 2022. Ansøgeren kan således ikke få Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13 og § 16, samt bilag 2, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Nigeria, der på ansøgningstidspunktet var placeret i hovedgruppe 4, der omfatter personer, som vurderes at udgøre en høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøger og referencen er kærester, og at der som udgangspunkt ikke meddeles visum til ansøgere fra hovedgruppe 4 med henblik på at besøge en herboende kæreste.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren bor og arbejder i Ghana, som er i hovedgruppe 3. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan medføre, at ansøgerens visumansøgning kan behandles efter praksis for statsborgere fra Ghana, idet ansøger alene har opholdt sig i Ghana i sammenlagt ca. 20 måneder siden juni 2018.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke har haft fast ophold i en længere årrække i Ghana, samt at ansøgerens opholdstilladelse til Ghana er erhvervsmæssigt betinget, og opholdet således ikke kan anses for at udgøre en fast tilknytning til Ghana, som vil kunne begrunde en vurdering af ansøgerens visumansøgning efter praksis for statsborgere fra Ghana.

Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at der foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren kan meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kan begrunde visum til Danmark.

Det forhold, at ansøger ønskede at være til stede ved ansøgerens og referencens fællesbarns fødsel i Danmark, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, idet dette ikke udgør en ekstraordinær omstændighed efter dansk visumpraksis, som kan begrunde meddelelse af visum.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen ifølge oplysningerne i sagen mødte hinanden den primo oktober 2019 i Ghana, og at referencen har boet hos ansøgeren i Ghana i kortere, usammenhængende perioder, herunder bl.a. fra november 2019 til december 2019, fra september 2020 og 4 måneder frem, samt under referencens øvrige besøg i Ghana.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl, kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed.

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at det ikke er godtgjort, at ansøgeren og referencen har haft et fast samlivsforhold af længere varighed.

Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.

Beskyttelsen efter EMRK artikel 8 medfører dog, at visum kan meddeles i tilfælde, hvor der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, og hvor det vil være uproportionalt, herunder være forbundet med uoverstigelige hindringer, at henvise familiemedlemmerne til at udøve familielivet i et andet land.

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøger og referencen ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8, som Danmark er nærmest til at beskytte.

Udlændingenævnet bemærker hertil, at der alene bør meddeles visum, hvis der foreligger ekstraordinære omstændigheder, f.eks. i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse.

Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 19. april 2022 – Sekundær bevægelighed – Carpenter-dommen og S-dommen

Dato: 19-04-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI¨s afgørelse om afslag vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren var gift med en dansk statsborger, og indgav i juli 2019 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen. Det var til sagen oplyst bl.a., at ansøgeren havde en dansk virksomhed og anvendte cirka en tredjedel af sin arbejdstid på rejser i nabolande og EU. SIRI meddelte ansøgeren afslag i november 2019 med henvisning til, at den danske statsborger ikke havde dokumenteret at have leveret grænseoverskridende tjenesteydelser. I en anmodning om genoptagelse af SIRI’s afgørelse blev det oplyst, at den danske statsborger var medejer af et polsk anpartsselskab, som beskæftigede sig med fragt og salg af svin i Polen, og derfor ofte deltog i rådgivnings- og forretningsmøder i Polen. SIRI genoptog sagen og meddelte i marts 2020 på ny ansøgeren afslag på opholdsret efter EU-retten.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra marts 2020. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten.

Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen.

For at principperne i Carpenter-dommen og S-dommen finder anvendelse, skal der dels være tale om levering af tjenesteydelser fra Danmark, og dels tale om forretningsrejser til øvrige medlemslande. Derudover skal familiesammenføring være nødvendig for at sikre, at en unionsborger ikke afskrækkes fra faktisk at udøve sine grundlæggende rettigheder i henhold til traktaten.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger med den danske virksomhed og det polske selskab har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser til andre medlemsstater og i den forbindelse regelmæssigt har foretaget forretningsrejser til andre medlemsstater i et omfang, som kan henføres til principperne i Carpenter-dommen og S-dommen.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremsendt kopi af registreringsbevis fra september 2018 for den danske virksomhed, udskrifter fra www.virk.dk, hvoraf det fremgår, at en unavngivet virksomhed i perioden fra januar 2013 til juni 2019 har foretaget diverse indberetninger vedrørende ”export”, og hvor størstedelen af indberetningerne har indberetningstype ”kombineret”, årsrapport for 2017 for den danske virksomhed, hvoraf det fremgår, at virksomhedens hovedaktivitet er handel med levende dyr og kød, og udskrift fra www.skat.dk, hvoraf det fremgår, at der for den danske virksomhed er indrettet moms i Danmark i perioden fra august 2015 til august 2018.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke af disse dokumenter fremgår, at den danske statsborger reelt har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser eller foretaget forretningsrejser i andre medlemsstater, men alene at den danske virksomhed beskæftiger sig med handel med levende dyr og kød, og i den forbindelse har indberettet moms i Danmark.

Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremsendt en oversættelse af et polsk dokument. Det fremgår af oversættelsen, at dokumentet er et notarial dokument fra juni 2013 vedrørende stiftelse af et anpartsselskab, hvor den danske statsborger og en anden person var anpartshaverne. Endvidere var vedlagt en årsrapport for perioden fra januar 2018 til december 2018 for en polsk virksomhed, der var omfattet af branchen ”Engroshandel med levende dyr”.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger er medejer af en polsk virksomhed, der beskæftiger sig med engroshandel med levende dyr, idet der ikke er indsendt dokumentation for, i hvilket omfang den danske statsborger angiveligt har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser, herunder for eksempel virksomhedsbeskrivelser, samarbejdsaftaler, projektbeskrivelser, medarbejderoversigter, stillingsbetegnelse, og kundeaftaler. Udlændingenævnet finder således, at alene det faktum, at den danske statsborger har etableret en virksomhed i en anden medlemsstat ikke medfører, at det kan lægges til grund, at den danske statsborger faktisk har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser og foretaget forretningsrejser samt omfanget heraf.

Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er indsendt 33 fakturaer fra polske hoteller i perioden fra januar 2018 til december 2018 faktureret til den polske virksomhed, og 41 kvitteringer fra tankstationer for perioden fra januar 2018 til december 2018. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke fremgår af fakturaerne, hvem der har overnattet på de pågældende hoteller eller købt brændstof.

Uanset om det måtte lægges til grund, at alle fakturaerne vedrører dispositioner foretaget af den danske statsborger, finder Udlændingenævnet alligevel, at det ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at flere af hotelfakturaerne vedrører sammenhængende dage, og således må kunne anses for at kunne henføres til samme forretningsrejser. Det må således antages, at såfremt det måtte lægges til grund, at alle fakturaerne vedrører dispositioner foretaget af den danske statsborger, så havde den danske statsborger i 2018 have foretaget 25 forretningsrejser, hvilket svarer til omtrent 2 forretningsrejser månedlig.

Det kan derudover ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med ansøgningen er oplyst, at levering af tjenesteydelser i Danmark udgør 5 % af den danske statsborger erhvervsmæssige aktivitet, mens levering af tjenesteydelser til andre EU-lande udgør de resterende 95 % af den danske statsborgers erhvervsmæssige aktivitet, og at forretningsrejser i andre EU-lande udgør ca. en tredjedel af den danske statsborgers arbejdstid. Partsrepræsentanten har derudover oplyst, at den danske statsborger leverede grænseoverskridende tjenesteydelser, herunder fragt og salg af levende svin til bl.a. Polen, konsulentvirksomhed omkring opdræt af svin, at den danske statsborger ofte rejste til Polen og deltog i rådgivnings- og forretningsmøder, oplæg, og kvalitetsinspektioner, og at ca. 80 % af det polske selskabs omsætning omfatter selvstændig konsulentydelser, hvor den danske statsborger er tilknyttet en stor leverandør i Danmark som konsulent på dennes leveringer til Polen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at de nævnte oplysninger ikke er dokumenteret, jf. ovenstående afsnit.

Oplysningerne om, at SKAT har tilladt den danske statsborger brug af polsk registreret bil i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering, idet skatteretlige vurderinger ikke har betydning for Udlændingenævnets vurdering af, om den danske statsborger har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser i et omfang, der gør, at principperne i Carpenter-dommen og S-dommen finder anvendelse.

Idet Udlændingenævnet finder, at den danske statsborgers arbejdsmæssige aktiviteter ikke opfylder de betingelser, der kan udledes af artikel 45 og 56 TEUF samt EU-Domstolens praksis, og den danske statsborger derfor ikke anses for hverken tjenesteyder eller arbejdstager omfattet af EU-retten, har Udlændingenævnet ikke taget stilling til, om de øvrige betingelser for ret til ophold efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen er opfyldt, herunder om familiesammenføringen er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger faktisk kan udøve den grundlæggende frihed, som er sikret ved TEUF artikel 45 eller 56.

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et andet retsgrundlag end EU-retten, hvorfor ansøgeren allerede har (lovligt) ophold og familieliv med den danske statsborger i Danmark, og som derfor ikke sætter hindringer for, at den danske statsborger ville kunne udøve sin ret til fri bevægelighed efter EU-retten.

Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2022 – EU – Sekundær bevægelighed - Ophør

Dato: 07-04-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI’s afgørelse om ophør af opholdsret til en statsborger fra Kenya, som havde haft opholdsret efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren fik i marts 2016 udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin danske ægtefælle, som var vendt tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i Sverige sammen med klageren. Klagerens opholdsret i Danmark var afledt af den danske ægtefælle og betinget af, at den danske ægtefælle opfyldte betingelserne for opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen, herunder at have ophold i Danmark. I august 2019 indgav klagerens myndige særbarn ligeledes ansøgning til SIRI om ret til ophold efter EU-retten med henvisning til, at klagerens danske ægtefælle på ny havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Sverige og altså var fraflyttet Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2019. Klagerens ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er derfor ophørt.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at klageren i marts 2016 blev meddelt opholdsret efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, som vendte tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i Sverige.
Klagerens ret til ophold som familiemedlem er en afledt opholdsret, og det er derfor en betingelse for opholdsretten, at den danske statsborger bor i Danmark, og at den danske statsborger alene opholder sig uden for Danmark i midlertidige perioder, som ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, samt i forbindelse med aftjening af værnepligt, eller i én periode af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde.
Ved vurderingen har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at klagerens ægtefælle har været udrejst til Sverige fra oktober 2018 til februar 2020 – hvilket er en periode på ca. 1 år og 3 måneder – og at klagerens ægtefælle igen har været udrejst til Sverige siden februar 2020.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det i forbindelse med klagerens særbarns ansøgning om EU-opholdsret er blevet oplyst, at klagerens ægtefælle har boet i Sverige siden oktober 2018.
Det forhold, at klageren i skemaet om sine personlige forhold og tilknytning til Danmark har oplyst, at klagerens ægtefælle flyttede tilbage til Danmark allerede i maj 2019, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke som anmodet er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at klagerens ægtefælle har haft ophold i Danmark efter oktober 2018.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt en dansk lejekontrakt, hvoraf det fremgår, at klageren og klagerens ægtefælle fra februar 2019 lejede en bolig i Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at lejekontakten ikke i sig selv kan anses for at godtgøre, at klagerens ægtefælle faktisk har boet i boligen fra februar 2019. Udlændingenævnet henviser også i den forbindelse til de divergerende oplysninger, som klagerens ægtefælle har afgivet i klagerens særbarns ansøgningsskema, og at der ikke er fremlagt anden dokumentation for, at klagerens ægtefælle har opholdt sig i Danmark i perioden.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret må antages at virke særligt belastende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter det oplyste indrejste i Danmark i 2015, og at klageren således var voksen på indrejsetidspunktet og havde levet størstedelen af sit liv uden for Danmark.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at klageren sammenlagt har boet i Danmark i under 5 år, idet klageren siden februar 2020 har boet i Sverige, hvilket endvidere svækker den tilknytning til Danmark, som klageren måtte have opnået forinden udrejsen. Endvidere foreligger der ikke i øvrigt oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, som taler for, at meddelelse af ophør af klagerens opholdsret bør undlades.
Det forhold, at klageren har oplyst, at klageren har gjort alt for at integrere sig i det danske samfund, at klageren har bestået modultest i Dansk 3, uddannet sig som vognmand i Danmark og har arbejdet i Danmark i flere perioder, aldrig modtaget offentlig forsørgelse og er medlem af en A-kasse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at de pågældende forhold ikke i sig selv kan medføre, at en afgørelse om ophør af opholdsret må antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet bemærker også, at klagerens tilknytning til det danske arbejdsmarked hovedsageligt har fundet sted, mens klageren har boet i Sverige.
Udlændingenævnet finder endvidere, at klagerens mindreårige børn, som er født i henholdsvis 2011, 2015 2018, ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret bør undlades.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børnene født i 2011 og 2015 er registeret indrejst i Danmark i 2016 som henholdsvis 4-årig og 0-årig, at de herefter har været registreret udrejst til Sverige fra december 2018 til august 2019, at de igen har været udrejst til Sverige siden februar 2020, og at de således har opholdt sig uden for Danmark størstedelen af deres liv.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at barnet født i 2011 har gået i børnehave og påbegyndt skole i Danmark, at der er indsendt et skærmprint fra Aula samt en opkrævning for betaling af fritidsordning for oktober 2019, og at klageren har oplyst, at barnet har fået angstproblemer som følge af flytningen til Sverige og bare gerne vil hjem til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om barnet opholdt sig i Danmark, ved begyndelsen af sine formative år, så finder Udlændingenævnet, at barnet på baggrund af sit begrænsede samlede ophold i landet samt det forhold, at barnet på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Sverige i mere end 2 år, ikke har opnået den fornødne selvstændige tilknytning til Danmark.
Ved vurderingen af klagerens yngste barns tilknytning til Danmark har Udlændingenævnet lagt vægt på, at barnet kun er 3 år og desuden har været udrejst til Sverige siden februar 2020, hvorfor barnet har boet størstedelen af sit liv i Sverige.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at familien var nødt til at flytte til Sverige, fordi problemerne med klagerens opholdsret belastede hele familien, at flytningen har været hård for børnene, som er danske statsborgere og ønsker at vende tilbage til deres venner, og at klageren ønsker at leve med sin familie i Danmark.
Udlændingenævnet henviser herved til, at hverken klageren eller børnene har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, og at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger i sagen, der taler for, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 at henvise familien til at udøve deres familieliv i et andet land end Danmark, herunder i Sverige, hvor klageren og klagerens familie har boet siden februar 2020.”
Udlændingenævnet afgørelse af 5. april 2022 – visum – hovedgruppe 5 – ekstraordinære omstændigheder

Dato: 05-04-2022

Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om vedrørende en statsborger fra Syrien, som havde søgt om Schengenvisum til sin kræftsyge far.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren havde søgt om visum til Danmark med henblik på at besøge sin far, som var syg af kræft og var ifølge de lægelige oplysninger i sagen uhelbredeligt syg og havde en kort restlevetid tilbage.

Udlændingestyrelsen gav afslag på Schengenvisum, idet ansøgeren ikke havde tilstrækkelige midler til hele den forventede opholdsperiode.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på Schengenvisum under henvisning til, at ansøgeren ikke har dokumenteret at have tilstrækkelige midler til hele den forventede opholdsperiode og returrejse til hjemlandet eller transit til et tredjeland, hvortil ansøgeren har adgang, jf. artikel 32, stk. 1, litra a), iii) i visumkodeks og § 8, stk. 2, nr. 3 og nr. 4 i visumbekendtgørelsen.

Udlændingenævnet finder, at ansøgeren kan meddeles et visum til Danmark med begrænset territorial gyldighed, således at visummet kun gælder til indrejse og ophold i Danmark, med en enkelt indrejse til ophold i 31 i dage i en 90-dages periode, jf. visumbekendtgørelsens § 19, stk. 1, og Visumkodeksets artikel 25, litra a, nr. i.

Udlændingenævnet ligger særlig vægt på den lægefaglige dokumentation i sagen fra, hvoraf det fremgår, at ansøgerens far er uhelbredeligt syg, og at hendes far almentilstand er så svækket, at yderligere medicinsk kræftbehandling ikke længere kan tilbydes. Det fremgår endelig af lægeerklæringen, at ansøgerens far forventede restlevetid er kort.”
Udlændingenævnets afgørelse af 31. marts 2022 – visum – direkte tilkendegivelse om at søge familie-sammenføring under visumopholdet

Dato: 31-03-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Tunesien, som havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin herboende ægtefælle.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren havde ud over sin ægtefælle også et barn i Danmark. Ansøgeren havde under et tidligere vi-sumophold i Danmark i 2015 søgt om familiesammenføring med sin ægtefælle, hvilket hun fik afslag på under henvisning til, at der ikke blev stillet den påkrævede økonomiske sikkerhed. Ansøgeren havde endvi-dere under et visumophold i 2019 på ny søgt og fået afslag på familiesammenføring, idet ansøgeren og hendes ægtefælle ikke opfyldte integrationskravet. Ansøgeren havde i forbindelse med sin seneste visum-ansøgning i oktober 2021 tilkendegivet til Generalkonsulatet i Dubai, at hun muligvis ønskede at ansøge om familiesammenføring på ny under et eventuelt nyt visumophold, og at hun ville blive ved med at søge om familiesammenføring, indtil hun får opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021. Ansøgeren får derfor ikke Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, samt bilag 2, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgers hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Tunesien og dermed fra et land, hvis statsborgere i stor udstrækning søger videregående ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2.

Det indgår i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren har ansøgt om visum med henblik på at besøge sin ægtefælle.

Hertil bemærker Udlændingenævnet, at ansøger som referencens ægtefælle er omfattet af den rubricering af nærmeste familiemedlemmer i hovedgruppe 4 nævnt i visumbekendtgørelsens bilag 2, der som ud-gangspunkt kan gives visum.

Udlændingenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøger i forbindelse med sin visumansøgning i oktober 2021 oplyste Generalkonsulatet i Dubai, at ansøgeren måske ville benytte visumopholdet i Danmark til at søge familiesammenføring med sin ægtefælle, og at ansøgeren vil blive ved med at søge familiesammenfø-ring, indtil hun får det.

På den baggrund finder Udlændingenævnet, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt ansøgeren vil rejse hjem igen, såfremt hun meddeles Schengenvisum til Danmark.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der som altovervejende udgangspunkt meddeles afslag på en visumansøgning, såfremt en ansøger direkte eller indirekte tilkendegiver, at vedkommende ikke har til hensigt at udrejse i overensstemmelse med et meddelt visum.

Det kan ikke ændre herved, at det er anført til klagen, at ansøger blev meddelt visum i 2015 og 2017, og at ansøger udrejste i overensstemmelse med det meddelte visums gyldighedsperiode, da ansøger i forbindel-se med begge visumbesøg indgav ansøgning om familiesammenføring.

Det kan udledes af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Men-neskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Det kan endvidere udledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at der i hver enkelt sag, hvor en udlænding søger om adgang til at udøve et familieliv i Danmark, skal foreta-ges en konkret vurdering af, hvorvidt det på baggrund af sagens omstændigheder er proportionalt - bl.a. ud fra Danmarks interesse i at kontrollere indvandringen - at meddele afslag.

Udlændingenævnet finder i den forbindelse ikke, at EMRK artikel 8 giver en selvstændig ret til besøgsop-hold.

Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren og referencen kan udøve familielivet gennem besøgsophold i Tunesien.

Udlændingenævnet finder ligeledes ikke, at der er uoverstigelige hindringer for, at referencen kan tage på besøgsophold i Tunesien og udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet finder således ikke, at et afslag på visum til ansøgeren vil stride mod hensynet til familiens enhed, jf. EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel kan meddeles Schengenvisum til Danmark efter visumbekendtgø-relsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som taler herfor.

Udlændingenævnet bemærker hertil, at helt ekstraordinære omstændigheder blandt andet ses at foreligge i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse, jf. afsnit-tet retsregler.

Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset vi-sum.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen