Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 40 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 23. februar 2022 – tilbagerejsetilladelse – opholdstilladelse bortfaldet

Dato: 23-03-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 23. februar 2022 – tilbagerejsetilladelse – opholdstilladelse bortfaldet

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en stats-borger fra Rusland, som havde ansøgt om tilbagerejsetilladelse til sin søn, som var rejst på sommerfe-rie sammen med sin mor til hendes hjemland, og som efter uoverensstemmelse mellem forældrene ikke returnerede til Danmark som planlagt.

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgerens mindreårige søn rejste i foråret 2019 med sin mor på sommerferie til udlandet, og skulle efter aftale mellem forældrene returnere til Danmark og begynde i institution efter sommerferien. Søn-nen havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark til 2033. Efter en uoverensstemmelse mellem foræl-drene, blev aftalen ikke overholdt, og sønnens opholdstilladelse bortfaldt, da han ifølge CPR var ud-rejst af Danmark i 2019 og var frameldt folkeregistret.

Udlændingenævnets afgørelse:

"Udlændingenævnet finder, at der ikke er grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2021 om afslag på tilbagerejsetilladelse til ansøgerens søn.

Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens søn er statsborger i Rusland, og at han har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, der var gyldig indtil april 2033.

Hjemlen til at udstede tilbagerejsetilladelser findes i udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10, hvoref-ter det er en betingelse, at udlændingen har lovligt ophold i Danmark.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på oplysninger fra CPR, hvoraf det fremgår, at ansøgerens søn ikke siden maj 2019 har haft fast bopæl i Danmark, men derimod er frameldt folkeregistret og ud-rejst til Armenien.

Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens søns opholdstilladelse automatisk er bort-faldet, og at han ikke længere har lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgerens søn på tidspunktet for Udlændingestyrel-sens afgørelse i august 2021 ikke opfyldte betingelserne for at få udstedt en tilbagerejsetilladelse.

Det forhold, at uoverensstemmelser mellem sønnens mor og ansøgeren medførte, at hun gemte hans opholdskort og pas, hvorfor ansøgeren i første omgang ikke kunne få ham hjem til Danmark, kan ikke danne grundlag for et andet udfald af sagen, ligesom det ikke kan føre til anden vurdering, at ansøge-ren grundet covid-19 ikke kunne hente ham i udlandet, inden hans opholdstilladelse i Danmark bort-faldt, idet det afgørende for meddelelse af en tilbagerejsetilladelse er, at ansøgeren har lovligt op-holdsgrundlag i Danmark.

Udlændingenævnet skal vejledende oplyse ansøgeren, at han har mulighed for at rette henvendelse til Koordinationsenheden for Børnebortførelser i Social- og Ældreministeriet, såfremt ansøgeren mener, at den manglende udlevering af ansøgerens søn er udtryk for børnebortførelse. Der henvises til: Børne-bortførelser (boernebortfoerelse.dk).

Udlændingenævnet stadfæster på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse."
Udlændingenævnets afgørelse af 18. marts 2022 – visum – overstay – karens

Dato: 18-03-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en tyrkisk statsborger og tildelte ansøgeren karens i 3 år som følge af overstay på 27 dage i 2019.

Sagens faktiske oplysninger:

Ansøgeren havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin kæreste. Ansøgeren havde i forbindelse med indgivelsen af sin visumansøgning oplyst, at hans kæreste var meget syg, og at hun afventede en levertransplantation, hvorfor hun havde brug for hans støtte. Udlændingestyrelsen meddelte imidlertid ansøgeren afslag på Schengenvisum under henvisning til, at ansøgeren ikke var udrejst af Danmark i overensstemmelse med betingelserne i sit senest meddelte visum i 2019. Da ansøgeren under dette besøg havde opholdt sig ulovligt i 27 dage i Danmark, ifaldt han en karens på 3 år.

Udlændingenævnets afgørelse:

"Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af juli 2019. Ansøgeren kan således ikke få Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, stk. 1 og 3, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt afgørende vægt på, at ansøgeren ved sit seneste meddelte Schengenvisum, meddelt for 88 dage, indrejste i Danmark i april 2019 og søgte om forlængelse af sit visumophold i maj 2019, og at Udlændingestyrelsen i maj 2019 meddelte ham afslag herpå og pålagde ham at udrejse ultimo maj 2019. Det fremgår dog af sagens oplysninger, at ansøgeren først udrejste af Schengenlandene via Danmark ultimo juni 2019.
Ansøgeren har således i forbindelse med det senest meddelte visum opholdt sig i Schengenlandene uden fornøden tilladelse i Danmark eller de øvrige Schengenlande i 27 dage ud over visummets gyldighed, jf. udlændingelovens § 2 b, stk. 2.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke kan meddeles visum i en periode på 3 år, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1, 2. pkt.
Udlændingenævnet finder, at overskridelsen af visummets gyldighed ikke skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges ansøgeren til last, som har gjort det umuligt for denne at forlade Danmark eller Schengenlandene inden den af Udlændingestyrelsen fastsatte udrejsefrist, ligesom Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel ikke bør meddeles en karensperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2.

Det forhold, at det til støtte for klagen er oplyst, at Udlændingestyrelsen skulle have vejledt ansøgerens kæreste om, at han kunne opholde sig i Danmark under klagesagens behandling i Udlændingenævnet, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret afgørelse, idet Udlændingestyrelsen pålagde ansøgeren at udrejse af Danmark ultimo maj 2019, og idet Udlændingestyrelsen vejledte ansøgeren om, at en klage til Udlændingenævnet ikke ville give ham ret til at blive i Danmark under klagesagens behandling.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er oplyst, at ansøgerens kæreste har en livstruende leversygdom, og at denne har gennemgået en levertransplantation, hvorfor ansøgerens kæreste har brug for fysisk og psykisk støtte fra ansøgeren. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgerens kæreste ikke aktuelt lider af en livstruende sygdom, og idet der ikke foreligger et nærtstående familieforhold mellem ansøgeren og hans kæreste.

Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til ansøgerens kærestes e-mail fra oktober 2019, hvorved hun har oplyst, at hendes helbred er forbedret efter hendes levertransplantation.

Udlændingenævnet finder således, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren på nuværende tidspunkt kan få Schengenvisum til Danmark.

Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.

Ansøgeren kan således – medmindre der foreligger ganske særlige grunde – tidligst i juni 2022 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Primær bevægelighed – Hensynet til den offentlige orden

Dato: 17-03-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2022

Emneord: EU – Primær bevægelighed – Hensynet til den offentlige orden

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Nigeria, der havde søgt om opholdsret som familiemedlem til en unionsborger efter EU-reglerne.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indrejste i Danmark primo december 2020 og indgav i primo januar 2021 en ansøgning om opholdsret som familiemedlem til sin ægtefælle, som havde opholdsret som arbejdstager efter EU-retten her i landet. Ved ansøgerens personlige fremmøde hos SIRI, konstaterede SIRI, at ansøgeren havde legitimeret sig ved fremvisning et falsk nigeriansk pas. Primo marts 2021 orienterede politiet SIRI om, at byretten havde afsagt dom for dokumentfalsk, og at ansøgeren var idømt en fængselsstraf på 40 dage og udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra november 2021. Udlændingenævnet vurderer således, at hensynet til den offentlige orden tilsiger, at ansøgeren nægtes EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt afgørende vægt på, at ansøgeren, ved byrettens dom fra marts 2021, blev kendt skyldig i dokumentfalsk efter straffelovens § 171, stk. 1, jf. stk. 3, jf. § 172, stk. 1, idet ansøgeren primo januar 2021 ved personligt fremmøde hos SIRI fremviste et falsk pas i forbindelse med, at han indgav ansøgning om opholdsret her i landet.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er en grundlæggende samfundsinteresse, som er nødvendig for at beskytte hensynet til oprettelsen af den offentlige orden, at det søges forhindret, at udlændinge, der ansøger om opholdsret i Danmark, benytter sig af falske dokumenter.
Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på karakteren af den begåede forbrydelse, og at forbrydelsen udgør en reelt, umiddelbar og alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at forbrydelsen, som ansøgeren er kendt skyldig i, vedrører misbrug af et falsk ID i forbindelse med en ansøgning om opholdsret her i landet, og at ansøgeren er idømt 40 dages fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år regnet fra tidspunktet fra ansøgerens udrejse eller udsendelse.
Udlændingenævnet finder desuden, at nægtelse af opholdsdokument til ansøgeren er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren primo januar 2021 har begået dokumentfalsk ved at være i besiddelse af et falsk pas for at opnå ophold i Danmark, og at ansøgerens personlige adfærd dermed aktuelt udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel i Danmark, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
I samme forbindelse har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren alene har haft ophold her i landet i ca. 1 år, hvortil ansøgeren i øvrigt har begået dokumentfalsk allerede i starten af sit ophold.
Udlændingenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle, som ansøgeren ønsker at aflede en opholdsret fra, ikke siden sin indrejse her i landet primo januar 2021 faktisk har opfyldt betingelserne for sin opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan opnå ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det fremgår af eindkomst, at ansøgerens ægtefælle ikke på noget tidspunkt har modtaget lønindkomst her i landet og dermed har opfyldt betingelserne for en opholdsret som arbejdstager.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at byretten primo marts 2021 har fundet, at der ikke var særlige forhold, der gjorde, at en udvisning af ansøgeren ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EU-retten.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse.”
Primær bevægelighed – Tidsubegrænset opholdstilladelse

Dato: 17-03-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2022

Emneord: EU – Primær bevægelighed – Tidsubegrænset ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en britisk statsborger, der havde søgt om tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indrejste i Danmark ultimo juli 2014, og fik samtidig udstedt et registreringsbevis som arbejdstager. Ansøgerens opholdsret ophørte herefter i december 2014 og i marts 2015 fik ansøgeren på ny opholdsret efter EU-retten. I 2015 havde ansøgeren 4 måneder uden beskæftigelse, mens ansøgeren i 2016 ikke havde været i beskæftigelse i ca. 10 måneder. I 2017 var der ikke registreret beskæftigelse, og i både 2018 og 2019 var ansøgeren uden beskæftigelse i 7 måneder. Der var til sagen indsendt kontoudtog for perioden fra primo marts 2016 til medio juli 2016, fra primo september 2016 til primo oktober 2016, og fra primo juni 2017 til ultimo december 2017, samt adskillige regninger, fakturaer, inkassohenvendelser, og andre henvendelser fra danske virksomheder, der alle var adresseret til ansøgerens danske adresse.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra oktober 2019. Ansøgeren har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende uafbrudt i 5 år.

Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, at midlertidige ophold uden for landet, der ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, fravær af længere varighed, som skyldes værnepligt eller ét fravær af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde, ikke betragtes som afbrudte ophold uden for landet.

Udlændingenævnet lægger til grund, at perioden, hvori ansøgeren potentielt kunne have erhvervet ret til tidsubegrænset ophold efter EU-retten, begyndte ultimo juli 2014, hvor ansøgeren i CPR er registreret indrejst i Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingeinformationsportalen (UIP), at ansøgeren samme dag fik et registreringsbevis, at ansøgerens opholdsret i. december 2014 blev konstateret ophørt, og at ansøgeren på ny i marts 2015 fik konstateret opholdsret efter EU-retten.

Udlændingenævnet vurderer herefter, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren har haft et uafbrudt ophold i Danmark i 5 på hinanden følgende år siden ansøgerens oprindelige indrejse i Danmark ultimo juli 2014.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke var i beskæftigelse i omtrent 3,5 måned i perioden fra ultimo juli 2014 til ultimo december 2014. I 2015 havde ansøgeren 4 måneder uden beskæftigelse, mens ansøgeren i 2016 ikke var i beskæftigelse i omtrent 10 måneder. I 2017 er der ikke registreret beskæftigelse, og i både 2018 og 2019 var ansøgeren uden beskæftigelse i 7 måneder. EIndkomst sandsynliggør således alene, at ansøgeren har haft et lovligt ophold i Danmark i 2015, som ikke havde været afbrudt i mere end 6 måneder jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at SIRI ved brev fra oktober 2019 oplyste ansøgeren om, at det fremgik af eIndkomst, at perioderne, hvor der ikke var registreret indkomst for ansøgeren, oversteg 6 måneder. SIRI anmodede samtidig ansøgeren om at indsende dokumentation for, at ansøgeren i perioden fra primo november 2016 havde været i Danmark, og at ansøgeren havde haft et dagligliv her i landet. SIRI oplyste, at den pågældende dokumentation f.eks. kunne være kontoudtog, der understøttede, at ansøgeren havde haft udgifter til almindelig husholdning og/eller forbrug i Danmark, dokumenter, der understøttede, at ansøgeren havde været ved lægen, tandlæge, i skole eller lignende, eller dokumentation for, at ansøgeren havde benyttet sit rejsekort eller periodekort.

Udlændingenævnet finder herefter, at de til sagen indsendte kontoudtog vedrørende ansøgerens konto ikke dokumenterer, at ansøgeren har haft et uafbrudt ophold i Danmark i 2016 og 2017.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der for 2016 alene er indsendt kontoudtog for perioderne fra primo marts 2016 til medio juli 2016 og fra primo september 2016 til primo oktober 2016, og at Udlændingenævnet derfor ikke på denne baggrund kan lægge til grund, at ansøgeren har haft udgifter til almindelig hushold eller forbrug i Danmark i de øvrige måneder af 2016, hvilket svarer til 6 måneder. For så vidt angår perioderne omfattet af kontoudtogene fremgår det, at ansøgeren i en periode på henholdsvis 9 dage og 20 dage i september 2016 alene har haft udenlandske posteringer i valutaerne EUR og GBP. Kontoudtogene for denne periode sandsynliggør således ikke, at ansøgeren opholdt sig i Danmark i september 2016. Ansøgerens ophold uden for Danmark overstiger således 6 måneder.

Udlændingenævnet finder endvidere, at kontoudtogene vedrørende 2017 ligeledes ikke sandsynliggør, at ansøgeren skulle have opholdt sig i Danmark uafbrudt. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at kontoudtogene alene vedrører perioden fra primo juni 2017 til ultimo december 2017. Udlændingenævnet kan ikke på denne baggrund lægge til grund, at ansøgeren har haft udgifter til almindelig hushold eller forbrug i Danmark i de øvrige måneder af 2017, hvilket svarer til 5 måneder. Derudover har ansøgeren alene i perioden fra medio juni 2017 til primo juli 2017, og fra primo december 2017 til primo december 2017, samt en enkelt dag i november 2017 haft posteringer for forbrug i Danmark. Kontoudtogene sandsynliggør således ikke, at ansøgeren har haft udgifter til normalt forbrug i Danmark i september, oktober og december 2017. Det er således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har haft ophold uden for Danmark, der svarer til 8 måneder i 2017.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har indsendt adskillige regninger, fakturaer, inkassohenvendelser, og andre henvendelser fra danske virksomheder, der alle var adresseret til ansøgerens danske adresse, idet de pågældende korrespondancer ikke dokumenterer, at ansøgeren har haft et 5-årigt ophold i Danmark, der ikke har været afbrudt, men alene, at ansøgeren har oplyst en dansk adresse.

Allerede fordi Udlændingenævnet finder, at ansøgeren havde været udrejst i mere end 6 måneder i både 2016 og 2017, og ansøgerens ophold i Danmark således måtte anses for afbrudt, har Udlændingenævnet ikke forholdt sig til, om ansøgeren har haft et uafbrudt ophold efter 2017.

Udlændingenævnet har herefter vurderet, at der ikke er indsendt oplysninger om, at ansøgerens ophold uden for Danmark i 2016 og 2017 havde vægtige grunde, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, hvorfor ansøgerens ophold anses for afbrudt.

Oplysningerne om, at ansøgeren var udrejst af Danmark i 2019 som følge af sin mors død, og at ansøgeren i forbindelse hermed havde problemer med sin sagsbehandler fra jobcenteret, kan således ikke føre til en ændret vurdering.

Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har indsendt dokumentation for, at ansøgeren etablerede en virksomhed i Danmark med startdato ultimo januar 2020, idet ansøgeren ikke herved har dokumenteret, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark uafbrudt i 5 år.

Idet Udlændingenævnet således har vurderet, at ansøgeren havde været udrejst i mere end 6 måneder i både 2016 og 2017, og udrejserne ikke kan anses for at have vægtige grunde, må ansøgerens ophold i Danmark således anses for afbrudt. ansøgeren kan derfor ikke gives tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18.

Udlændingenævnet skal afslutningsvist bemærke, at ansøgerens ansøgning om opholdsdokument på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien er under behandling hos SIRI, og at SIRI som 1. instans vil tage stilling til, hvorvidt ansøgeren har ret til tidsbegrænset ophold i Danmark. Oplysningerne om, at ansøgeren havde været i beskæftigelse, og at ansøgeren har etableret selvstændig virksomhed efter SIRI’s afgørelse om, at ansøgeren ikke havde ret til tidsubegrænset ophold, vil derfor kunne indgå i SIRI’s vurdering.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

Dato: 15-03-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

Udlændingenævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i november 2019 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren er diagnosticeret med kronisk PTSD af svær grad, og han blev tilkendt førtidspension fra primo september 2020. Udlændingestyrelsen gav i november 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp i de sidste 4 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og indtil det tidspunkt, hvor der gives tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne gives dispensation fra kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2020.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør gives afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfylder kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp i de sidste 4 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og indtil det tidspunkt, hvor der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.

Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra juni 2010 til august 2020.

Udlændingenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren lider af et handicap omfattet af FN’s Handicapkonvention, idet han er diagnosticeret med kronisk PTSD af svær grad.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgeren medio april 2010 første gang fik humanitær opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og at det ud fra de foreliggende oplysninger må antages, at han er indrejst i Danmark med sin sygdom.

Udlændingenævnet har desuden lagt til grund, at ansøgeren er endeligt udredt af sin kommune i forhold til hans arbejdsevne, og at han ikke er i stand til at arbejde, idet han blev tilkendt førtidspension fra primo september 2020.

Udlændingenævnet henviser til, at det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 17, at uanset at betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4-9, eller stk. 4, nr. 1-4 ikke er opfyldt, kan der gives tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, hvis betingelserne ikke kan kræves opfyldt, fordi Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.

Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering, at en håndhævelse af kravet om, at ansøgeren ikke må have modtaget offentlig hjælp, vil udgøre indirekte forskelsbehandling, som strider mod artikel 5 i FN’s Handicapkonvention.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på varigheden af det afklaringsforløb, som ansøgeren har gennemgået forud for, at han blev bevilget førtidspension, og at han efter afgørelsen om førtidspension vil skulle vente yderligere 4 år, før han opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om ikke at have modtaget offentlig hjælp.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgeren sammenlignet med en person uden et handicap, vil skulle vente en uforholdsmæssig lang periode, før han kan få tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp kræves opfyldt.

Udlændingenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at kravet om, at ansøgeren ikke må have modtaget offentlig hjælp, ikke på nuværende tidspunkt bør kræves opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 17.”
Udlændingenævnets afgørelse af 28. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

Dato: 28-02-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 28. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren har natarbejde som vikar, og Udlændingestyrelsen gav ham i juni 2020 afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren i september 2009 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at han i CPR er registeret som indrejst i september 2009. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder en eller flere af de øvrige grundlæggende betingelser, der kræves for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i eIndkomst, at ansøgeren har været i fuldtidsbeskæftigelse i perioderne april 2018 til juni 2018, august 2018, februar 2019, april 2019, juli 2019 til august 2019, december 2019 til februar 2020, april 2020 til august 2020, oktober 2020, februar 2021 til juni 2021, oktober 2021 og januar 2022.

Udlændingenævnet har endvidere lagt på, at det fremgår af lønsedlerne vedlagt ansøgningen, at ansøgeren har arbejdet fuldtid i juni 2019.

Udlændingenævnet henviser til, at kun ordinær fuldtidsbeskæftigelse inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse, kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt, og at der er tale om en løbende fireårig periode. Beskæftigelse forud for februar 2018 indgår således ikke i Udlændingenævnets beregning.

Udlændingenævnet henviser desuden til, at ansættelsesforhold, hvor nattevagter er sædvanlige eller overenskomstbestemt, medregnes som fuldtidsarbejde, hvis den gennemsnitlige arbejdstid er på mindst 28 timer om ugen, svarende til mindst 112 timer om måneden.

Udlændingenævnet finder således på baggrund af de fremlagte oplysninger, at ansøgeren alene har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med et timetal på mindst 28 timer ugentligt i ca. 2 år.

Det forhold, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren grundet en syg mor i Brasilien har været nødsaget til at rejse til Brasilien, og at dette har betydet, at han har været nødsaget til at holde ferie, men at han til gengæld har arbejdet mere i andre perioder, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en udlændings beskæftigelse opgøres ud fra det antal timer den pågældende har arbejdet i de enkelte måneder, og dermed ikke kan beregnes ved at foretage en gennemsnitsberegning af antallet af arbejdstimer over ét år eller en årrække.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at alene perioder med fravær som følge af sygdom, ferie, omsorgsdage og barsel m.v. inden for rammerne af ansættelsesforholdet medregnes som ordinært arbejde, og at ansøgeren ikke har dokumenteret, at hans fravær bl.a. skyldes ferie inden for rammerne af ansættelsesforholdet.

Det forhold, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har lagt vægt på, at ansøgeren har dokumenteret, at han har arbejdet mindre end fuldtid i oktober 2018, og at han har afholdt ferie inden for rammerne af et ansættelsesforhold, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dokumentationen indsendt til Udlændingestyrelsen i april 2020, herunder angiveligt dokumentation for, at ansøgeren afholdt ferie i oktober 2018, blev sendt via et link til GoogleDrive, som Udlændingenævnet ikke er i stand til at åbne, og at Udlændingenævnet ved brev fra november 2021 har anmodet partsrepræsentanten om at fremsende dokumentationen i PDF-format.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at hverken partsrepræsentanten eller ansøgeren ses at have fremsendt den anmodede dokumentation til Udlændingenævnet.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives.

Selvom Udlændingenævnet lægger til grund, at oktober 2018 kan indgå i beregningen af, om ansøgeren har været i fuldtidsbeskæftigelse, så ændrer det ikke på det forhold, at han fortsat ikke vil opfylde betingelsen om at have været i fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år og 6 måneder.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at han har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse.

Udlændingenævnet finder desuden, at der ikke er oplyst om særlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som taler for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 17, under lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at han ikke lider af et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

Det forhold, at ansøgeren er blevet italiensk statsborger, og at SIRI i november 2021 meddelte ham opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens regler, og at hans ansøgning dermed behandles efter udlændingelovens regler om tidsubegrænset opholdstilladelse.

Det er til støtte for klagen anført, at ansøgeren opfylder alle betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, at han har boet i Danmark i 12 år, at han er gift med en dansk mand, at han tjener næsten 300.000 kr. om året, at han har bestået medborgerskabsprøven, og at han har bestået en danskprøve.

Udlændingenævnt finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Udlændingenævnet ikke har taget stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændingenævnet finder således på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, og på nuværende tidspunkt meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. februar 2022 – visum – proforma – EU-regler

Dato: 23-02-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Gambia, som havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin herboende æg-tefælle.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren havde fremsendt en vielsesattest, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen blev gift ulti-mo marts 2019 i Gambia. Ansøger havde endvidere fremlagt kopi af referencens pas, hvoraf det fremgik, at referencen indrejste i Gambia i marts 2019 og udrejste i april 2019, og at hun således var tilstede i forbindel-se med ægteskabets indgåelse i marts 2019. Ansøger gjorde gældende, at ægteskabet med referencen var omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed under henvisning til referencens polske statsborgerskab.

Til støtte for klagen havde ansøgeren blandt andet anført, at referencen og ansøgeren havde kendt hinanden i 5 år forud for ægteskabets indgåelse, at de efter at de mødte hinanden første gang i 2014 havde rejst på ferie sammen flere gange i perioden fra 2016-2018, at de i hele perioden havde daglig telefonisk kontakt med hinanden, og at ansøgeren var selvstændig erhvervsdrivende i Gambia.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at der er bestemte grunde til at antage, at ansøgers og referencens ægteskab må anses for at være et proformaægteskab, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse eller et længerevarende ophold i de øvrige Schengenlande eller Danmark til ansøger, og at hensynet til den offentlige orden eller indre sikkerhed derfor taler imod at meddele ansøger visum, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, nr. vi, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 7.

Udlændingenævnet skal henvise til, at der efter praksis ikke gives Schengenvisum med henblik på besøg hos den herboende ægtefælle, uanset hvilket land ansøgeren kommer fra, såfremt det indgåede ægteskab vurderes at være proforma.

I vurderingen af ansøgers og referencens ægteskab har Udlændingenævnet lagt vægt på, at de indgik æg-teskab efter kort personligt kendskab, idet referencen besøgte ansøgeren i Gambia i marts 2019 og de ind-gik ægteskab marts 2019, hvor referencen udrejste igen i april 2019.

Det forhold, at parret skulle have mødt hinanden i 2014, kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke er dokumenteret.

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøger og referencen har indgået ægteskab efter et meget kortvarigt personligt bekendtskab, og at de derfor ikke kan anses for at have opnået et sådant sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der i vurderingen af, hvorvidt ægteskabet må anses for at være et proformaægteskab, bl.a. lægges vægt på, hvorvidt parret har mødt hinanden flere gange og igennem længere tid forinden ægteskabets indgåelse. Det er således ikke tilstrækkeligt, at parret har haft telefonisk og/eller skriftlig kontakt, eksempelvis via internettet i længere tid, hvis de alene har haft et be-grænset personligt kendskab til hinanden forinden ægteskabets indgåelse.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøger i forbindelse med visumansøgningen i november 2018 har oplyst bl.a., at referencen var hans kæreste, at de blev kærester inden hans ansøgning om visum i september, at de ønskede at blive gift i Danmark, og at han efter visumbesøget vil søge familiesammenfø-ring og bosætte sig i Danmark samt åbne sit eget rejsebureau.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ved ansøgningens indgivelse i september 2018 havde en kæreste med på ambassaden, samt at han og referencen angiveligt indgik ægteskab, efter at han havde fået afslag på visum til Danmark 2 gange, hvor referencen var angivet som henholdsvis hans ven og kæreste.

Udlændingenævnet har tillige tillagt det en vis vægt, at der er 24 års aldersforskel mellem ansøgeren og referencen.

Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at aldersforskellen ikke i sig selv er udslagsgivende, men indgår som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet må anses for at være indgå-et med det af gørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøger.

Det kan ligeledes ikke føre til en anden vurdering, at referencen har besøgt ansøger i Gambia flere gange efter de indgik ægteskab i marts 2019, idet der er tale om efterfølgende omstændigheder, og at det afgø-rende for vurderingen er, at parret alene har haft et kortvarigt personligt kendskab til hinanden, inden de indgik ægteskab.

Udlændingenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der er grundlag for at antage, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Dan-mark til ansøgeren. Af samme grund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren og referencen ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i Danmark omfattet af Den Europæiske Menneskeret-tighedskonventions artikel 8.

Det forhold, at ansøgeren har fremlagt dokumentation for referencens tilstedeværelse i Gambia på vielses-tidspunktet, kan ikke føre til en anden vurdering, idet dette ikke afkræfter formodningen om, at det afgøren-de formål med ægteskabets indgåelse er, at ansøger kan opnå opholdstilladelse eller længerevarende op-hold i Danmark eller de øvrige Schengenlande.

Udlændingenævnet har endvidere lagt til grund, at uanset om det måtte lægges til grund, at de har indgået et retsgyldigt ægteskab, vurderer nævnet, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med deres ægteskab er, at ansøgeren kan få Schengenvisum, og på denne baggrund opnå indrejse til Schengenlandene, og da deres ægteskab må anses for at være indgået proforma, er der grunde til at anta-ge, at ansøger vil udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller mod Schengenlandenes internationale interesser.

Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøger ikke efter EU-opholdsdirektivet kan anses som "familiemedlem" til en unionsborger, jf. EU-opholdsdirektivet artikel 2, og EUopholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3, da deres ægteskab må anses for at være indgået proforma. Udlændingenævnet finder derfor på den baggrund, at ansøger ikke kan få behandlet sin ansøgning om Schengenvisum efter EU-reglerne, og at Udlændingestyrelsen med rette tillige vurderede ansøgningen efter de almindelige regler om Schengenvi-sum til Danmark.

Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller in-ternationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum, idet en situati-on vedrørende en formodning om proformaægteskab ikke ses oplistet som en situation, hvorved der, trods det oplyste, kan udstedes et nationalt begrænset, jf. visumvisumbekendtgørelsens § 20, stk. 1.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlemmer – betingelser aldrig opfyldt

Dato: 22-02-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlemmer – betingelser aldrig opfyldt

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Bangladesh, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem, men som aldrig havde opfyldt betingelserne.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren fik i januar 2016 udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin daværende ægtefælle, som havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I november 2019 blev parret skilt. I december 2019 traf SIRI afgørelse om, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig havde opfyldt betingelserne for et EU-retligt opholdsgrundlag i Danmark. Samtidig traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren som konsekvens heraf heller aldrig haft en afledt opholdsret som familiemedlem. Da ansøgeren aldrig havde haft et opholdsgrundlag, var ansøgeren ikke omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser om bevarelse af opholdsret på baggrund af personlige forhold og tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra december 2019. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i januar 2016 blev meddelt opholdsret her i landet som familiemedlem til sin daværende ægtefælle, som er unionsborger, og som havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for ret til ophold som familiemedlem til en unionsborger, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag i EU-opholdsbekendtgørelsen.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at SIRI ved afgørelse fra december 2019 konstaterede ud fra de foreliggende oplysninger, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig havde opfyldt betingelserne som arbejdstager eller på andet grundlag havde opholdsret efter EU-retten.

Desuden har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgerens tidligere ægtefælle ikke har klaget over SIRI’s afgørelse fra december 2019, og at ansøgerens tidligere ægtefælle ej heller som anmodet om har tilkendegivet eller fremlagt dokumentation for at på noget tidspunkt have opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen, herunder som person med tilstrækkelige midler.

Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens tidligere ægtefælle aldrig har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen, og som følge heraf har ansøgeren heller aldrig haft et EU-retligt opholdsgrundlag.

Det forhold, at ansøgeren i januar 2016 fik udstedt et EU-opholdskort, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet afgørelser truffet efter EU-opholdsbekendtgørelsen alene er konstaterende og således ikke i sig selv skaber et opholdsgrundlag.

Idet ansøgeren således aldrig har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag som medfølgende familiemedlem i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, kan ansøgeren heller ikke være omfattet af reglerne om bevarelse af opholdsret. EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser om bevarelse af opholdsret efter ophør af ægteskab og bevarelse af opholdsret på baggrund af personlige forhold og tilknytning til Danmark, finder derfor ikke anvendelse.

De fremlagte oplysninger om skilsmissen og om ansøgerens tilknytning til Danmark og det danske arbejdsmarked, kan således ikke tages i betragtning ved denne afgørelse.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 17.02.2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

Dato: 17-02-2022

Udlændingenævnet genoptog i februar 2022 Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2019 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afslag på ægtefællesammenføring fra november 2017 til en tyrkisk statsborger, da hendes herboende ægtefælle inden for de seneste 3 år havde modtaget offentlig hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren søgte i juni 2017 om ægtefællesammenføring med referencen, der er tyrkisk statsborger. Det fremgik af sagen, at referencen havde haft arbejde i Danmark fra 2004 til 2006 som kassemedarbejder, fra 2006 til 2009 som chauffør og fra 2009 til 2011 som p-vagt. I 2011 havde referencen været ude for en arbejdsulykke, og han modtog herefter fra 2011 til 2014 sygedagpenge, og siden 2014 kontanthjælp, der udbetales efter lov om aktiv socialpolitik. Referencen havde i perioden fra oktober 2016 til januar 2017 supplerende arbejdet 20 timer månedligt hos en fastfood restaurant. Efter arbejdsulykken blev referencen diagnosticeret med whip lash læsion og følger efter hjernekvæstelse, og Arbejdsskadestyrelsen vurderede i 2017, at han havde et erhvervsevnetab på 50 %, samt at hans erhvervsevnetab fortsat var uafklaret. Referencen var løbende i arbejdsprøvning i samarbejde med bopælskommunen med henblik på en afklaring af hans arbejdsevne. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2017 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen inden for de seneste 3 år forud for afgørelsen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Afslaget blev påklaget til Udlændingenævnet, som i februar 2019 stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse, da referencens arbejdsevne ikke var endelig udredt i kommunalt regi, og det ikke kunne afvises, at referencen senere kunne komme i arbejde eller få fleksydelse og på den baggrund kunne opfylde selvforsørgelseskravet. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at referencen var handicappet, og dermed omfattet af FN’s Handicapkonvention, men at referencen hverken direkte eller indirekte blev diskrimineret i forhold til andre referencer i ægtefællesammenføringssager, som ikke var handicappede, og som modtog ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet vurderede endvidere, at afslaget på ægtefællesammenføring ikke var i strid med stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnets afgørelse blev i september 2018 indbragt for byretten, og sagen blev i april 2020 henvist til behandling i Østre Landsret.

Østre Landsret ophævede ved dom i januar 2022 Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2019. Østre Landsret fandt, at referencens erhvervsevne ikke var endeligt afklaret, men at en håndhævelse af selvforsørgelseskravet kunne udgøre indirekte forskelsbehandling i strid med FN’s Handicapkonventions artikel 5, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, hvis en stillingtagen til ansøgningen om ægtefællesammenføring skulle afvente et meget langvarigt afklaringsforløb. Østre Landsret fandt, at dette skøn ikke var foretaget af Udlændingenævnet, hvorfor landsretten hjemviste sagen til Udlændingenævnet. Østre Landsret vurderede endvidere, at selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, udgjorde en ny begrænsning i forhold til stand still-klausulen i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, men at denne begrænsning var begrundet i et alment tvingende hensyn, var egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål, og ikke gik videre end nødvendigt for at opnå formålet. På baggrund af Østre Landsret dom genoptog Udlændingenævnet i februar 2022 sagen.

Udlændingenævnets afgørelse:

"Udlændingenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2017.

Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at referencen inden for de sidste 3 år har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 og § 9, stk. 5.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af FN’s Handicapkonvention, at konventionen omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i maj 2011 var ude for en arbejdsulykke, at referencen efter ulykken blev diagnosticeret med whip lash læsion og følger efter hjernekvæstelse, og at Arbejdsskadestyrelsen i oktober 2017 vurderede, at han havde et aktuelt erhvervsevnetab på 50 %, samt at referencens erhvervsevnetab fortsat var uafklaret. Udlændingenævnet har på den baggrund lagt til grund, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s Handicapkonvention.

Udlændingenævnet vurderer endvidere, at det ikke kan udelukkes, at referencen på et senere tidspunkt kan blive selvforsørgende via eksempelvis tilkendelse af fleksjob eller førtidspension og herigennem opfylde selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen forud for ulykken i maj 2011 var i arbejde, at referencen efter sin arbejdsulykke har deltaget i et afklaringsforløb i sine bopælskommuner med arbejdsprøvning ad flere omgange, og at der fortsat ikke er kommet en endelig afklaring på referencens muligheder for beskæftigelse.

Udlændingenævnet konstaterer herefter, at det i referencens sag vil udgøre indirekte diskrimination i strid med FN’s Handicapkonventions artikel 5, stk. 1 og 2, og artikel 23, såfremt selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, stilles.

Udlændingenævnet har i den forbindelse bemærket, at referencen siden februar 2014 har modtaget kontanthjælp udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik som følge af arbejdsulykken i maj 2011, at referencen i det væsentligste har medvirket til og deltaget i et afklaringsforløb i flere bopælskommuner, at der på trods af dette endnu ikke foreligger en endelig afklaring af referencens fremtidige muligheder for beskæftigelse, og at den manglende afklaring i det væsentligste synes at bero på bopælskommunens forhold.

Udlændingenævnet har endvidere bemærket, at ansøgeren indgav ansøgningen om familiesammenføring i juni 2017, og at parret fra det tidspunkt, hvor kommunen måtte visitere referencen til fleksjob eller tilkende ham førtidspension, ville skulle vente yderligere 3 år, før betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, er opfyldt.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt."
Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 - EU – sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold

Dato: 10-02-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Austra-lien, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udø-vet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren havde været samlever med den danske statsborger siden 2017. Ansøgeren havde fra 2018 til 2019 haft opholdstilladelse i Danmark og flyttede herefter til Norge, hvor ansøgerens danske samle-ver sluttede sig til i marts 2020. Parret indrejste i Danmark i juli 2021, hvorefter ansøgeren indgav an-søgning om opholdsret efter EU-reglerne. Parret havde til sagen bl.a. fremlagt kopi af flybilletter for deres jævnlige rejseaktivitet mellem Norge og Danmark, den danske samlevers kontoudskrifter samt kvitteringer for den danske samlevers tilmelding til et fitnesscenter i Norge. Den danske samlever fremgik ikke på lejekontrakten for boligen i Norge og kunne ikke dokumentere at have afholdt udgifter til forbrug m.m. under sit ophold. Den danske samlever havde under sit ophold i Norge, bibeholdt sin danske bopæl, været fjernstuderende på et dansk universitet, og havde ikke på noget tidspunkt regi-streret sin udrejse i CPR.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgerens danske samlever har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold i Norge, som er en betingelse for, at den danske samlever kan få ret til op-hold.

Udlændingenævnet har ved en konkret og individuel vurdering lagt vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumentation, der understøtter, at den danske samlever har haft udgifter til et almin-deligt forbrug i Norge, som vil kunne antages at være normalt, hvis den danske samlever havde etable-ret et reelt og faktisk ophold i Norge.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der er fremlagt kopi af kontoudskrifter fra den dan-ske samlevers bankkonto hos Danske Bank for perioden fra januar 2020 til marts 2020. Dette kan imid-lertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det heraf fremgår, at den danske samlever kun har foretaget 1 enkelt køb til almindeligt forbrug i Norge efter, at den danske samlever indrejste i landet den i marts 2020.

Udlændingenævnet har også vurderet de fremlagte kontoudskrifter for perioden fra oktober 2020 til december 2020. Selvom det af disse fremgår, at den danske samlever har foretaget i alt 26 køb til et almindeligt forbrug i Norge i perioden, så finder Udlændingenævnet, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet købene er foretaget over en periode på 3 måneder og at de fleste køb er foretaget over enkelte sammenhængende perioder. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er fremlagt kopi af den danske samlevers kontoudskrifter for perioden fra april 2020 til september 2020 eller fra januar 2021 og frem til den danske samlevers indrejse i Danmark i juli 2021.

Henset til, at der alene er fremlagt kontoudskrifter fra den danske samlevers bankkonto for en spora-disk periode, kan de fremlagte kontoudskrifter derfor ikke tillægges nogen afgørende vægt i vurderin-gen af, hvorvidt den danske samlever under sit ophold i Norge havde etableret et reelt og faktisk op-hold.

Udlændingenævnet har i samme forbindelse lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er fremsendt dokumenta-tion for, at den danske samlever har haft en dagligdag i Norge i form af f.eks. norske kvitteringer og dokumentation for udgifter til internet, tv, elforsyning telefonforbrug, læge- eller tandlægebesøg eller andre forhold i Norge, som vil kunne antages at være normalt, såfremt den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold.

Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumenta-tion, der understøtter, at den danske samlever i forbindelse med sin udrejse til Norge i marts 2020 op-gav sin bopæl i Danmark og dermed drog de nødvendige konsekvenser, der fulgte af at være flyttet.

Udlændingenævnet henviser herved til, at det fremgår af CPR, at den danske samlever ikke på noget tidspunkt har været registreret som udrejst til Norge, og at det endvidere fremgår, at hun har været registreret på en dansk adresse indtil juli 2021.

Udlændingenævnet henviser i øvrigt til, at det fremgår af de fremlagte kontoudskrifter, at den danske samlever i oktober 2020 har haft udgifter til varme i forbindelse med sin husførelse i Danmark.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der i den forbindelse ikke er fremlagt dokumentation for, at den danske samlever, som følge af sin flytning til Norge, udlejede eller opsagde sin lejebolig i peri-oden.

Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at den dan-ske samlever har boet hos ansøgeren i lejlighederne beliggende på de norske adresser i Oslo i Norge i perioden fra hendes indrejse i landet i marts 2020 og frem til, at de efter det oplyste fra november 2020 boede på en anden norsk adresse.

De fremlagte norske lejekontrakter kan ikke i sig selv føre til, at det kan lægges til grund, at den dan-ske samlever faktisk har boet i og rådet over boligerne på de 2 adresser. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at den danske samlevers navn ikke fremgår af lejekontrakterne, og at det i øvrigt ikke fremgår af de fremlagte kontoudskrifter, at den danske samlever har bidraget til afholdelsen af udgifter til bl.a. husleje og andre løbende udgifter i forbindelse med lejemålene.

Det forhold, at det i klagen er anført, at den danske samlever bibeholdte både sin bolig og bankkonto i Danmark på grund af uforudsigelige omstændigheder omkring CoVID-19-situationen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at CoVID-19-situationen ikke i sig selv und-tager den danske samlever for at opfylde betingelserne efter EU-reglerne.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der er fremlagt kopi af 1 kvittering for køb af 12 måneders medlemskab til SATS fitnesscenter i Oslo fra september 2020, og at der er fremlagt et antal billeder visende ansøgeren og den danske samlever sammen. Ligeledes er det indgået, at der er frem-lagt kopi af flybilletter i den danske samlever navn, hvoraf det fremgår, at den danske samlever ofte har opholdt sig i Norge, og kopi af e-mailkorrespondancer mellem den danske samlever og Danske Bank samt erklæringer fra ansøgerens og den danske samlevers forældre vedrørende jeres samliv.

Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet finder, at uanset at den danske samlever har haft flere længerevarende besøgsophold hos ansøgeren i Norge, så er det på baggrund af sagens samlede oplysninger ikke godtgjort, at den danske samlever ud fra objektivt kon-staterbare faktorer har indrettet sig i Norge på en måde, som viser, at den danske samlever har haft til hensigt at etablere en reel tilværelse dér, og har draget de nødvendige konsekvenser af at være flyttet til et andet land.

De fremlagte danske lejekontrakter kan desuden ikke tillægges væsentlig vægt i vurderingen, da de ikke vedrører den danske samlevers ophold i Norge.

Endelig kan ansøgerens forhold i Norge, herunder ansøgerens norske opholdskort, ansøgerens ansæt-telseskontrakt, lønsedler og kontoudtog, ansøgerens formueforhold i Australien og ansøgerens flybil-letter, ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om ansøgeren har opholdt sig i Norge i den pågæl-dende periode, godtgør dette ikke i sig selv, at den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold i Norge.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen