Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Japan, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren var kæreste med en dansk statsborger, og parret havde siden juni 2018 boet i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, herunder Marokko. Parret oplyste til ansøgningen, at de havde rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned. Parret havde i perioden fra januar 2020 til juli 2020 boet på en campingplads i Storbritannien, hvor de oprindeligt havde haft til hensigt at opholde sig i 3 måneder, idet ansøgeren alene have ret til at opholde sig i landet i 180 dage. Parret endte imidlertid med at opholde sig på campingpladsen frem til primo juli 2020 grundet COVID-19 pandemien.

Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat i perioden fra december 2019 og frem til juli 2020, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske statsborgers ophold i Storbritannien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra den danske statsborger.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at den danske statsborger flyttede til Storbritannien med henblik på at bosætte sig dér og etablere en reel tilværelse, eller at den danske statsborger har draget konsekvenserne af at være flyttet til et andet land.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har oplyst, at han og ansøgeren siden juni 2018 har boet sammen i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, og at de i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020 boede i deres autocamper på en campingplads i Storbritannien, hvor de ville opholde sig i 3 måneder, men at de endte med at være der i længere tid på grund af COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnet finder, at ovenstående oplysninger taler imod, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Storbritannien.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den danske statsborger og ansøgeren indrejste i Storbritannien alene med henblik på at opholde sig i Storbritannien i en kort periode og således ikke med henblik på, at etablere et reelt ophold i Storbritannien og faktisk bosætte sig i landet.
Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på den danske statsborgers oplysninger om, at han og ansøgeren siden juni 2018 har rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned, hvilket efter Udlændingenævnet opfattelse taler for, at opholdet i Storbritannien alene havde karakter af et ferielignende ophold. 
Det forhold, at den danske statsborger har fremlagt kopi af en underskrevet erklæring fra campingpladsen i Storbritannien, hvor det bekræftes, at den danske statsborger og ansøgeren har boet på campingpladsen i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020, en bookingbekræftelse fra campingpladsen fra januar 2020 samt 4 kvitteringer fra campingpladsen dateret i januar 2020, maj 2020, juni 2020 og juli 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Kontoudskrifter fra den danske statsborgers bankkonto i en britisk bank for perioden fra januar 2020 til juni 2020 og kontoudskrifterne fra hans danske bankkonto for perioden fra oktober 2019 til september 2020 kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Dette gælder uanset, at der af disse fremgår oplysninger om bl.a., at den danske statsborger siden december 2019 og frem til primo august 2020 har haft et sædvanligt forbrug i Storbritannien.
Ydermere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er fremlagt dokumentation i form af 2 booking bekræftelser fra december 2019 vedrørende den danske statsborgers og ansøgerens rejse med færge samt et brev fra juni 2020 udstedt af de britiske myndigheder, hvoraf det fremgår, at de britiske myndigheder traf afgørelse om at forlænge ansøgerens 180 dages ophold i Storbritannien frem til juli 2020 på baggrund af COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dokumentationen ikke i sig selv ændrer karakteren af den danske statsborgers og ansøgerens ophold i Storbritannien, der alene havde karakter af et ferielignende ophold. Dette understøttes af oplysningen om, at ansøgeren opholdt sig i Storbritannien i kraft af en begrænset ret til 3 måneders midlertidigt besøgsophold som visumfri statsborger og ikke med henblik på at tage fast ophold. 
Den til sagen fremlagte kopi af den danske statsborgers skøde vedrørende salget af hans ejerbolig i Danmark, hvoraf det fremgår, at han indgik købsaftalen i juli 2019, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at købsaftalen ikke er indgået i umiddelbar forlængelse af, at den danske statsborger rejste til Storbritannien.
Den danske statsborgers oplysninger om, at SIRI i deres afgørelse havde vurderet, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, idet SIRI ikke i afgørelsen har anfægtet denne betingelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der altid skal foretages en samlet vurdering af, hvorvidt samtlige af betingelser er opfyldt for at blive meddelt opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger efter EU-retten.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved brev fra januar 2022 gav den danske statsborger mulighed for at fremkomme med yderligere oplysninger eller dokumentation til sagen, som bl.a. kunne tale for, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, og at der ikke er fremkommet yderligere til sagen herefter.
Det er i øvrigt indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har fremlagt forskellig dokumentation til sagen vedr. hans og ansøgerens samlivsforhold, og at han også i sin klage er fremkommet med oplysninger til støtte hertil.
Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger har fremlagt kopi af bl.a. et antal billeder visende ham og ansøgeren sammen i forskellige lande, en underskrevet erklæring fra maj 2019 fra en campingplads beliggende i Marokko, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger og ansøgeren har opholdt sig på campingstedet fra april 2019 til maj 2019 samt et brev fra marts 2021 fra Familieretshuset vedrørende ægteskabsbevis. Ligeledes er der fremlagt dokumentation for ansøgerens ufrivillige abort og scanningsbilleder fra et dansk hospital.
Den danske statsborger har endvidere i sin klage anført bl.a., at han har haft tilstrækkelige indtægter og midler til at forsørge både sig selv og ansøgeren gennem hele deres samlivsforhold, og at der efter EU-retten ikke gælder et minimumskrav for samlivets varighed, men alene en antagelse eller en formodning.
Udlændingenævnet finder, at ovenstående ikke kan føre til en ændret vurdering allerede fordi, at det er Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger ikke har haft etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien. Udlændingenævnet har således i denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne for at kunne anses for omfattet af personkredsen som familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Oplysningerne om, at den danske statsborger og ansøgeren har et stort ønske om at blive gift og stifte familie, og den danske statsborgers henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 vedrørende retten til respekt for familieliv og artikel 9 vedrørende retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af ovenstående grunde SIRI's afgørelse.”
EU/2022/36


Til toppen