Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 24 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2023 – Visum – Omgørelse – Ekstraordinære omstændigheder

Dato: 13-06-2023

I juni 2023 traf Udlændingenævnet afgørelse om at genoptage og omgøre nævnets afgørelse fra november 2022, hvor nævnet havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en pakistansk statsborger, som ville besøge sin syge bror i Danmark.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i juli 2022 ansøgning om visum til Danmark med henblik på at besøge sin bror, der led af en alvorlig leversygdom. Ansøgeren var gift og havde ikke tidligere været i Schengenområdet.

I august 2022 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på Schengenvisum, idet der ikke var vedlagt tiltrækkelig dokumentation for, at der var tale om en aktuelt livstruende sygdom, eller at der var tale om et nærtstående familiemedlem.

Udlændingenævnet stadfæstede denne afgørelse i november 2022 og afslog i marts 2023 at genoptage sagen, da der fortsat ikke var tilstrækkelig lægelig dokumentation for, at broren led af en aktuelt livstruende sygdom.

I juni 2023 traf Udlændingenævnet afgørelse om at genoptage sagen, da der i forbindelse med en ny anmodning om genoptagelse, blev fremlagt bl.a. en speciallægeerklæring vedrørende brorens sygdom. På baggrund af de samlede lægelige oplysninger omgjorde Udlændingenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum.

Ansøgeren havde søgt om visum sammen med sine mindreårige børn. Sagerne vedrørende børnene er ikke gengivet her.

Af Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2022 fremgik bl.a. følgende:

” […]

Vi vurderer, at der er en risiko for, at du ikke rejser hjem igen, hvis du får visum.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du er statsborger i Pakistan, der for tiden er placeret i hovedgruppe 5, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2.

Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra denne hovedgruppe, at der som udgangspunkt kun gives visum, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, fx i tilfælde af et herboende nærtstående familiemedlems livstruende sygdom.

Vi vurderer, at der ikke er nogen helt ekstraordinære omstændigheder i din sag, der gør, at du kan få visum.

Det forhold, at [referencen] blandt andet lider af [leversygdom] kan ikke føre til, at du får visum. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er vedlagt dokumentation for, at [referencen] lider af en aktuelt livstruende sygdom. Det er er derudover ikke er vedlagt tilstrækkelig dokumentation for, at du er et nærtstående familiemedlem til [referencen].”

Udlændingenævnets genoptagelse og omgørelse fra juni 2023:

"Udlændingenævnet har nu behandlet [referencens] anmodning af april 2023, om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af november 2022 vedrørende afslag på Schengenvisum til Danmark til [ansøgeren].

Ved behandlingen af genoptagelsesanmodningen har Udlændingenævnet gennemgået sagens akter samt vurderet det lægefaglige materiale, herunder aktuel speciallægeerklæring fra [hospitalsafdeling] fra april 2023.

Udlændingenævnet finder grundlag for at genoptage Udlændingenævnets afgørelse af november 2023 vedrørende [referencen], og har efter en helt konkret og individuel vurdering fundet grundlag for at omgøre sagen, således at [ansøgeren] meddeles Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge [referencen].

Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på erklæring af april 2023 fra Speciallæge
[navn], hvoraf det fremgår, at [referencen] er diagnosticeret med [sygdomme] leversvigt og komplikationer i form af gentagne livstruende blødninger. […]. Det fremgår endeligt, at [referencens] diagnose betyder en dårlig prognose med begrænset levetid, og at en levertransplantation ikke er muligt.

Udlændingenævnet finder således, at der foreligger helt ekstraomstændigheder af helbredsmæssige karakter hos [referencen], herunder aktuelt livstruende sygdom, hvorfor Udlændingenævnet efter en fornyet vurdering af sagen finder grundlag for at meddele [ansøgeren] Schengenvisum til Danmark."
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2023 – Schengenvisum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

Dato: 13-06-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en russisk statsborger, der havde ansøgt om visum til Danmark med henblik på at indgå ægteskab med sin medfølgende kæreste.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i april 2022 en ansøgning om turistvisum til Danmark med henblik på at indgå ægteskab med sin kæreste af samme køn. Kæresten, der også er russisk statsborger, søgte om visum samtidig med ansøgeren. Ansøgeren havde tidligere opholdt sig i Schengenområdet og var udrejst i overensstemmelse med sit meddelte visums gyldighed.

I maj 2022 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på visum under henvisning til, at der som følge af den fortsatte krig i Ukraine og sanktionerne mod Rusland, var en øget risiko for immigration som følge heraf.

Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

”[…]

Udlændingestyrelsen vurderer, at der er en risiko for, at ansøgeren ikke rejser hjem igen, hvis hun får visum.

Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren er russisk statsborger, og har søgt om turistvisum med det formål, at indgå et ægteskab med sin kæreste.

Udlændingestyrelsen har i den forbindelse vurderet, at der er en høj immigrationsrisiko forbundet med ansøgerens besøg i Danmark ud fra oplysningerne om, at ægteskaber mellem homoseksuelle par i Rusland er ulovligt, idet ægteskab i Rusland alene er tilladt mellem en mand og en kvinde ifølge artikel 12 i “Family Code of the Russian Federation of December 29, 1995 N 223-FZ (as amended on July 2, 2021)”.

Udlændingestyrelsen har i deres vurdering videre inddraget det forhold, at der som følge af den fortsatte krig i Ukraine og sanktionerne mod Rusland, er en øget risiko for immigration som følge heraf for alle parter berørt af krigen.

Den omstændighed, at ansøgeren har fået Schengenvisum til Grækenland i december 2021, kan ikke begrunde, at hun på nuværende tidspunkt får visum, da forholdene i hendes hjemland væsentligt har ændret sig siden hun fik visum.

Der foreligger ingen helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem, der gør, at hun kan få visum, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6.”

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse. Det betyder, at nævnet er kommet frem til samme resultat som Udlændingestyrelsen, da der er en høj grad af risiko for, at ansøgeren ikke rejser hjem igen, hvis ansøgeren får visum, jf. efter artikel 32, stk. I, litra b) i visumkodeks og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13 og§ 16, stk. l og 3.

Udlændingenævnet har – ligesom Udlændingestyrelsen – lagt vægt på, at ansøgeren er russisk statsborger, at ansøgeren har søgt om visum med henblik på at indgå et ægteskab med sin kæreste af samme køn, og at ægteskaber mellem homoseksuelle par i Rusland er ulovlige.

Udlændingenævnet finder endvidere, at der som følge af invasionen af Ukraine og sanktionerne mod Rusland, er en øget risiko for immigration som følge heraf for russiske statsborgere, og at reglerne om udstedelse af Schengenvisum til ansøgere fra Rusland indgivet efter den 10. september 2022 ud fra en vurdering heraf er blevet skærpet.

Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren ikke har til hensigt at forblive i Danmark efter visummets udløb, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Det kan heller ikke føre til et andet udfald i sagen, at ansøgeren tidligere har opholdt sig i Schengenområdet, og at hun udrejste i overensstemmelse med sit meddelte visas gyldighed.

Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at ansøgerens tidligere ophold i Schengenområdet i henholdsvis 2017 og 2021, ikke kan begrunde, at hun på nuværende tidspunkt kan få visum, da forholdene i ansøgerens hjemland væsentligt har ændret sig, siden hun sidst fik visum.

Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2023 – primær bevægelighed – familiemedlemmer – personkreds

Dato: 12-06-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2023 – primær bevægelighed – familiemedlemmer – betingelser ej opfyldt

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på en tredjelandsstatsborgers ansøgning om ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen som familiemedlem til en unionsborger på baggrund af fast samlivsforhold.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren, som var statsborger i Irak, indgav oprindelig en ansøgning om ret til ophold efter EU-reglerne som person med tilstrækkelige midler, hvilken SIRI gav afslag på, fordi ansøgeren ikke var unionsborger. Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2021 sagen til fornyet behandling hos SIRI, idet SIRI skulle vurdere, om ansøgeren opfyldte betingelserne for ophold efter EU-reglerne som familiemedlem til sin samlever, der var unionsborger og arbejdede i Danmark. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren og unionsborgeren (referencen) havde været samlevende i en årrække i Letland, og at de var religiøst viet, men at de ikke kunne indgå et borgerligt ægteskab, idet ansøgeren fortsat var gift med en tredjeperson i et tredjeland og ikke kunne blive skilt fra denne. I september 2022 gav SIRI afslag med den begrundelse, at ansøgeren ikke som ægtefælle til én person kunne blive familiesammenført med en anden, idet dette ville stride imod medlemsstaternes sociale normer og retsordener.

I forbindelse med klagesagen blev det oplyst bl.a., at ansøgeren havde indledt en skilsmisseprocedure i Letland.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRIs afgørelse fra september 2022.

Udlændingenævnet har indledningsvis lagt til grund, at [referencen] opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 2 som arbejdstager.

Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at [ansøgeren] ikke har ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen som fast samlevende med [referencen], jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.

Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] er gift med en tredjeperson. Det ville således stride mod grundlæggende danske retsprincipper at indrømme en afledt opholdsret på baggrund af fast samliv med en unionsborger til en person, der er gift med en tredjeperson.

Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at det fremgår af de til klagesagen fremsendte oplysninger, at myndighederne i Letland har kompetence til at opløse [ansøgerens] ægteskab, at [ansøgeren] har indledt en skilsmisseprocedure ved domstolene i Letland med henblik på at få opløst sit ægteskab med tredjepersonen, og at det således er muligt for [ansøgeren] at blive skilt.

Udlændingenævnet finder derfor ikke anledning til at vurdere, hvorvidt [ansøgeren] og [referencen] har haft et fast samliv, som under normale omstændigheder ville kunne danne grundlag for en afledt opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.

Af samme grunde, som anført ovenfor, kan [ansøgeren], selv såfremt [ansøgerens] og [referencens] religiøse vielse ville kunne anerkendes som et retsgyldigt ægteskab, heller ikke meddeles opholdsret som ægtefælle til [referencen] efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet finder videre, at spørgsmålet om, hvorvidt [ansøgerens] og [referencens] faste samliv kan anses for at være omfattet af begrebet ”familieliv” som omhandlet i EMRKs artikel 8, og EU-Chartrets artikel 7, ikke kan inddrages ved vurderingen af, om [ansøgeren] er omfattet af EU-opholdsreglerne om fri bevægelighed.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at EMRKs artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRKs artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.

Udlændingenævnet finder således, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod EMRKs artikel 8 eller EU-Chartrets artikel 7 at meddele [ansøgeren] afslag på ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juni 2023 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Forældre

Dato: 09-06-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til en marokkansk statsborger, under henvisning til ansøgerens voksne herboende søn, der i oktober 2015 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af hans tidligere opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen.

Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i januar 2021 om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin herboende søn. Referencen oplyste, at han havde boet sammen med ansøgeren indtil sin udrejse i 2010, at han havde forsørget ansøgeren, herunder betalt for hendes behandlinger for kræft i Frankrig, og at der ikke var nogen i Marokko, der kunne tage sig af ansøgeren, efter hendes ægtefælles død.
SIRI meddelte i oktober 2021 ansøgeren afslag. SIRI lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der kan meddeles opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til en udlænding, der arbejder i Danmark og at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne medføre, at ansøgeren alligevel burde meddeles opholdstilladelse. SIRI fandt ikke, at ansøgeren led af alvorlig sygdom eller handicap, der gjorde, at ansøgeren ikke kunne tage vare på sig selv, at ansøgeren havde forladt Marokko i 2010, at hun havde gennemgået operationer i Frankrig, og at referencen i denne periode havde forsørget ansøgeren fra Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, som medfølgende familie under henvisning til sin herboende søn. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, ansøgeren ikke er omfattet af den persongruppe, som efter praksis som altovervejende udgangspunkt kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

Udlændingenævnet finder yderligere, at der ikke foreligger sådanne særlige og tungtvejende hensyn, der kan begrunde, at ansøgeren undtagelsesvis skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

Udlændingenævnet finder, at relationen mellem myndige børn og forældre ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv, og at der ikke foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem ansøgeren og hendes søn, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.

Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren i over et årti har været økonomisk afhængig af sin søn, som også har betalt for behandlingerne, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgerens søn fortsat vil kunne støtte ansøgeren økonomisk fra Danmark, bl.a. betale hendes vand-, el-, internet regninger og eventuelle nye behandlinger, selv om hun ikke bor sammen med ham, ligesom han har mulighed for at besøge hende i Marokko.

Udlændingenævnet bemærker, at uanset at ansøgeren har haft kræft i mere end 10 år, har hun opholdt sig i Marokko, hvor hun flere gange er blevet undersøgt, at hun var i stand til at rejse til Frankrig for at få behandlinger, hvorefter hun rejste tilbage til Marokko, og at hun kunne gennemføre rejser bl.a. til Danmark og USA.

Udlændingenævnet finder, at ansøgeren trods sin sygdom er i stand til at tage vare på sig selv, sådan som det må antages, at hun har gjort siden 2010, da hendes søn flyttede til Danmark, og da hendes ægtefælle i oktober 2011 afgik ved døden.

Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgerens alder sammenholdt med sygdommens art taler for, at der foreligger særlige omstændigheder i sagen, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerens høje alder ikke i sig selv kan føre til fravigelse af betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, med henblik på lægelig behandling i Danmark

Vedlagte lægerklæringer samt oplysninger i klagen om, at ansøgeren i perioden fra 2013 til 2021 modtog behandlinger i Frankrig af kommunikationsmæssige hensyn, at sygdommen er progressiv, og at hun ikke kan få behandlingen i Marokko, er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet finder, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland reelt risikerer at opleve en alvorlig, hurtig og irreversibel nedgang i sit helbred, og at det derfor ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, at meddele hende afslag på opholdstilladelse i Danmark.

På baggrund af lægens udtalelse finder Udlændingenævnet, at ansøgeren kan kontakte de franske myndigheder med henblik på at søge om visum eller opholdstilladelse i Frankrig for at opholde sig tæt på hendes behandlende læge.

Udlændingenævnet vurderer på baggrund af det ovenfor anførte, at der ikke er tale om sygdom af så alvorlig karakter eller et handicap, at det kan begrunde, at ansøgeren undtagelsesvis skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, som medfølgende familiemedlem til sin herboende søn.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2023 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab

Dato: 06-06-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2023 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab

Udlændingenævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse til en eritreisk kvinde, der opholdt sig i Sudan og søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende eritreisk flygtning.

Sagens faktiske omstændigheder

Referencen indrejste i Danmark i september 2014 og fik i april 2015 meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I november 2020 rejste han ind i Sudan og en uge senere indgik han og ansøgeren ægteskab i den eritreiske ortodokse tewahdo kirke i Khartoum, Sudan. Parret søgte om familiesammenføring i marts 2021. I juni 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da det ikke kunne anses for retsgyldigt i indgåelseslandet som følge af, at parret ikke havde identificeret sig ved personligt fremmøde i kirken 30 dage forud for ægteskabets indgåelse, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke anså kravene til lysning af ægteskabet for overholdt.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse med henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen ikke kan anses for retsgyldigt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse fra juni 2021 meddelte ansøgeren afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med referencen i Danmark, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at parret ikke havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at ansøgeren alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Ved vurderingen af ægteskabets retsgyldighed lagde Udlændingestyrelsen ved afgørelsen vægt på, at det til sagen var oplyst, at hverken referencen eller ansøgeren var personligt tilstede ved indgivelse af ansøgningen om ægteskab i den eritreiske ortodokse kirke, St. Michael and Abune Aregawi, i Khartoum, Sudan. Det bemærkes, at kirkens fulde navn er den eritreiske ortodokse Tewahdo kirke, St. Michael and Abune Aregawi (herefter: kirken). Udlændingestyrelsen henviste i afgørelsen til, at det ifølge udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger er et krav for, at et ægteskab indgået ved den pågældende kirke er retsgyldigt i Sudan, at begge parter identificeres personligt ved indgivelsen af en ansøgning om ægteskab, samt at der efter ansøgningens indgivelse med begge parters tilstedeværelse skal ske offentlig lysning af ægteskabet i mindst 30 dage, hvorefter vielsen kan finde sted.

Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af den til sagen fremlagte ”Marriage Certificate” fra kirken, at ansøgeren og referencen er blevet religiøst viet medio november 2020, at attesten er underskrevet af kirkens administrator Negasi Elias og påført den forhenværende administrator Zerezghi Gebremariams personlige stempel. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Nationalt ID-center (NIDC) under Udlændingestyrelsens sagsbehandling har foretaget en ægthedsvurdering af dokumentet, og at NIDC ultimo april 2021 konkluderede, at der ikke var grund til at antage, at dokumentet var uægte.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren var personligt til stede ved indgivelse af ansøgningen om indgåelse af ægteskab i kirken, at hun primo oktober 2020 indgik en aftale med kirken om underskrifter og frembringelse af 3 vidner, at kirken gav referencen dispensation fra personligt fremmøde, og at referencen primo august 2021 opsøgte kirken og fik udstedt en erklæring omkring formaliteterne ved ægteskabets indgåelse i november 2020.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der i forbindelse med klagen er fremlagt kopi af brev fra kirken, dateret primo august 2021, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencens kommende ægteskab var annonceret i kirken ved billedopslag medio oktober 2020, at kirken alene har bemyndigelse til at kræve, at parrene slår deres billeder op i en måned, men at kirken ikke tvinger parrene til at være personligt tilstede i kirken 30 dage forud for vielsen. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at erklæringen er underskrevet af præst og administrator Negasi Elias og stemplet med kirkens officielle stempel, idet det af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger fremgår, at kirken i en længere periode efter at Negasi Elias erstattede Zerezghi Gebremariam på administratorposten benyttede den afgåede administrators personlige stempel på sine dokumenter.

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne ikke udtrykkeligt kan udledes, at det er en forudsætning for ægteskabets retsgyldighed i Sudan, at både bruden og brudgommen skal identificeres personligt ved indgivelsen af en ansøgning om ægteskab i kirken, ligesom der efter Udlændingenævnets opfattelse ikke er holdepunkter i baggrundsoplysningerne for at antage, at den part, der bor i udlandet, skal opholde sig i Sudan under hele lysningsperioden på mindst 30 dage.

Der henvises herved bl.a. til den opdaterede udgave af ”Temarapport, Sudan, Marriage for the Eritrean and Ethiopian Diaspora in Khartoum”, udarbejdet af det svenske Migrationsverket og udgivet af Lifos den 15. februar 2016.

Udlændingenævnet har endeligt lagt vægt på, at den til sagen fremlagte vielsesattest ses at være påført stempler fra ”The Judiciary of Sudan” og det sudanesiske udenrigsministerium.

Udlændingenævnet har således efter en afvejning af sagens samlede omstændigheder og de foreliggende oplysninger vurderet, at parrets ægteskab må antages at være retsgyldigt i Sudan.

Udlændingenævnet har på den baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.

Da udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til § 9, stk. 1, nr. 1, foretager Udlændingenævnet sig ikke yderligere for så vidt angår afgørelsen efter § 9 c, stk. 1.

Ansøgeren vil herefter modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.”
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2023 – Familiesammenføring, andre – Ganske særlige grunde

Dato: 05-06-2023

Udlændingenævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Bahamas.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i marts 2021 ansøgning om opholdstilladelse efter særlig ganske grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren fik foretaget en nyretransplantation i september 2020 og var i omfattende medicinsk behandling mod afstødning af den transplanterede nyre. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2021 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2021.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der foreligger ganske særlige grunde, som taler for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnets afgørelse er truffet på baggrund af en helt konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger. Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det er lægeligt dokumenteret, at ansøgeren som følge af bilateral obstruktion af urinvejene, der har medført hyppige infektioner og gradvist tab af nyrefunktion, fik foretaget en nyretransplantation i september 2020, at ansøgeren er i omfattende medicinsk behandling mod afstødning af den transplanterede nyre, at det fremadrettet vil være nødvendigt med regelmæssig kontrol ved en afdeling med speciale inden for nefrologi eller transplantation, at en eventuel afbrydelse af den medicinske behandling med stor sikkerhed vil medføre afstødning af den transplanterede nyre, og at dette i givet fald vil være forbundet med livsfare.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingenævnets baggrundoplysninger fra uvildige nefrologer i ansøgerens hjemland, Bahamas, at prisen for den medicinske og lægelige behandling samt de nødvendige kontroller i hjemlandet vil udgøre minimum 200.000 kr. årligt, og at prisen vil være højere, såfremt helbredstilstanden ikke er stabil. Udlændingenævnet har i den forbindelse konstateret, at det senest i januar 2023 er oplyst, at tilstanden er stabil.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det endvidere fremgår af Udlændingenævnets baggrundsoplysninger fra uvildige nefrologer i ansøgerens hjemland, at hospitalsbaseret behandling, medicin og besøg hos specialister ikke er omfattet af den offentlige sygesikring i ansøgerens hjemland, at patienter mellem 18 og 65 år alene tilbydes specialistkonsultationer med nefrologer og urologer, herunder både ambulant og hospitalsbaseret behandling, ved egenbetaling, og at patienten selv skal betale for dialyse og medicin.

Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på det oplyste om, at ansøgeren har været i arbejdsprøvning, at ansøgeren intet netværk har i sit hjemland, at Rigspolitiet har oplyst, at det ikke har været muligt at udsende ansøgeren til Bahamas, og at det på denne baggrund - sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens dårlige heldbredstilstand – er Udlændingenævnets vurdering, at den medicinske og lægelige behandling samt de nødvendige kontroller ikke vil være reelt tilgængelig for ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland.

Udlændingenævnet finder herved, at ansøgeren risikerer at blive udsat for en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring i sit helbred, der vil resultere i intens lidelse eller en væsentlig reduktion i forventet restlevetid ved en tilbagevenden til sit hjemland.

På baggrund af det anførte finder Udlændingenævnet derfor, at der forligger sådan ganske særlige grunde, at opholdstilladelse bør meddeles, da dette vurderes at være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.
Udlændingenævnet har på denne baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan træffe en afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til ansøgeren. Udlændingestyrelsen vil den forbindelse vurdere, om de grundlæggende betingelser for at give ansøgeren opholdstilladelse er opfyldt. Ansøgeren vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet giver samtidig ansøgeren tilladelse til at opholde sig her i landet under Udlændingestyrelsen fornyede behandling af sagen. ”
Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Børnesammenføring

Dato: 02-06-2023

Udlændingenævnet afslog i maj 2022 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afvisning af realitetsbehandling på grund af retsfortabende passivitet.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren fik i februar 2006 af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstet et afslag på familiesammenføring med sin herboende far. Sagen blev alene vurderet i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henvisning til, at faderens opholdsgrundlag alene hvilede på Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Ansøgerens indgav i 2011 en ny ansøgning om familiesammenføring med sin far. Udlændingestyrelsen vurderede sagen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren var fyldt 15 år på ansøgningstidspunktet, men fandt ved afgørelse i december 2012, at der ikke forelå særlige grunde.
Ansøgeren påklagede først i april 2018 denne afgørelse til Udlændingenævnet og anmodede samtidig om genoptagelse af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006. Udlændingenævnet afviste ved afgørelse fra juni 2018 at realitetsbehandle sagerne, idet nævnet fandt, at der forelå retsfortabende passivitet.

Ansøgeren har i marts 2019 anmodet om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet genoptager ikke Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afslag på realitetsbehandling af klage over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse fra december 2012 meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afslag fra februar 2006 på familiesammenføring efter Associerings-aftalen mellem EU og Tyrkiet.

Ansøgeren blev ved Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006, meddelt afslag på familiesammenføring til sin far, på baggrund af den tidligere retsopfattelse, under henvisning til, at ansøgerens far alene havde ret til fortsat ophold i medfør af associeringsaftalen, og ministeriet fandt i den forbindelse, at udlændingelovens regler om familiesammenføring ikke kunne finde anvendelse.

Udlændingenævnet finder, at ansøgeren samtidig også kunne have støttet ret på udlændingelovens regler om familiesammenføring med børn, jf. den gældende § 9, stk. 1, nr. 2, såfremt afgørelsen var truffet efter den nugældende retsopfattelse. Ansøgeren fik således ikke på dette tidspunkt realitetsbehandlet sin ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin far efter udlændingelovens regler vedrørende børnesammenføring, men alene en vurdering efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingens er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at der henset til den forløbne tid på næsten 6 år frem til december 2011, hvor ansøgeren på ny søgte om familiesammenføring, samt den forløbne tid fra Udlændingestyrelsen traf afgørelse i december 2012 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og til, at ansøgeren – ca. 5 ½ år efter – i april 2018 påklagede denne afgørelse, er udvist retsfortabende passivitet i et omfang, der ikke kan berettige en genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.

Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har oplyst om særlige grunde eller forhold, der kan berettige den udviste passivitet.

Udlændingenævnet har tillagt det vægt, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012, og det heri opstillede krav om en aldersgrænse på 15 år, der følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er i overensstemmelse med EU-retten. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EU-Domstolen ved dommen C-379/20 B mod Danmark slog fast, at aldersgrænsen på 15 år i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, udgjorde en ny begrænsning som omhandlet i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 i Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Domstolen fandt dog, at begrænsningen imidlertid kunne begrundes i det formål, der består i at sikre en vellykket integration af de pågældende tredjelandsstatsborgere, forudsat at de nærmere bestemmelser for gennemførelsen heraf ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte formål. EU-Domstolen lagde i den forbindelse vægt på, at de nationale myndigheder efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er forpligtet til at foretage en individuel vurdering af barnets situation og i hvert enkelt tilfælde tage hensyn til disse forhold. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012 netop indeholder en sådan indgående vurdering.

Ansøgeren var 16 ½ år på tidspunktet for sin fornyede ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med sin far i november 2011. På den baggrund er det Udlændingenævnets fortsatte opfattelse, at der i forhold til ansøgeren ikke kan antages at foreligge sådanne særlige grunde, at Udlændingenævnets afgørelse bør genoptages.

Udlændingenævnet har herved lagt særligt vægt på den udviste passivitet i perioden fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse i februar 2006, hvor ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 9 år gammel, og indtil tidspunktet for hans fornyede ansøgning om opholdstilladelse, hvor han var fyldt 15 år, og hvor muligheden for at sikre en vellykket integration af ansøgeren, ikke længere kunne anses for at være af samme omfang.

Udlændingenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgeren har været repræsenteret af en professionel partsrepræsentant.

Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til sin afgørelse fra juni 2018.”
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2023 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Indrejseforbud 5 år

Dato: 02-06-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2023 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold –Indrejseforbud i 5 år

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Montenegro med indrejseforbud til Schengenområdet i 5 år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1 og § 32, stk. 4, 3. pkt.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren var udvist af Sverige og indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenområdet i perioden fra august 2021 til august 2024. Klageren blev antruffet af politiet i Danmark i september 2021, idet han var blevet afvist ved grænsen til Sverige, og blev herefter anholdt og sigtet af politiet for at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, jf. udlændingelovens § 59, stk. 2.

Klagerens ægtefælle, som han ventede barn med, opholdt sig i Sverige. Klageren havde endvidere 3 børn med en tidligere ægtefælle, som også opholdt sig i Sverige.

Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse
”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du indrejste i Danmark […] september 2021.
[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du er indrejst og opholder dig ulovligt i Danmark, idet du af Sverige er indberettet som uønsket i Schengenområdet ved at have opholdt dig ulovligt i landet.
[Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Det forhold, at du har familiemedlemmer, der er bosiddende i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udvisning efter udlændingelovens § 25 b, medfører normalt et indrejseforbud i 2 år efter udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt. Idet du også udvises for at indrejse i Danmark, selvom du er indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene, udvises du samlet med et indrejseforbud i 5 år efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 3.”

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [..] september 2021. Begrundelsen er den samme, som Udlændingestyrelsen har anført.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] alene var på gennemrejse i Danmark på vej til Sverige, og at han blev stoppet ved den svenske grænse og afvist af svensk politi, kan ikke føre til, at han ikke kan udvises af Danmark med indrejseforbud til hele Schengen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] [..] september 2021 blev antruffet af politiet i Danmark uden opholdstilladelse eller visum, og at han som statsborger i Montenegro ikke må opholde sig i Danmark uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at [klageren] i forvejen var indberettet af Sverige som uønsket i Schengenområdet gældende indtil august 2024.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] er gift med en EU-borger, venter barn, og at han heraf har afledt ret til at kunne blive i Danmark, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af sagen fremgår, at klagerens ægtefælle bor i Sverige, at det er en grundlæggende betingelse for evt. opholdsret i Danmark, at ens ægtefælle og barn har fast lovligt ophold i Danmark, og at Danmark derfor ikke er nærmest til at beskytte et evt. familieliv.
Udlændingenævnet henviser i øvrigt til, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at [klagerens] ægtefælle og barn ikke ville kunne indrejse i Montenegro, hvor [klageren] er statsborger, for at udøve familielivet der.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af udlændingelovens § 26, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Montenegro, at han ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for ham.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 5 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2023 – Alders- og identitetsfastlæggelse – Rettelse af statsborgerskab – Ej statsløs

Dato: 02-06-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på at rette ansøgerens statsborgerskab fra myanmarsk til statsløs.

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren, der er født i 2018 i Thailand af myanmarske forældre, var registreret som myanmarsk statsborger i CPR. Ansøgeren blev adopteret af et forældrepar med statsborgerskab i et andet EU-land, som havde boet i Danmark i mange år. Adoptivforældrene anmodede Udlændingestyrelsen om at få ændret ansøgerens statsborgerskab fra myanmarsk til statsløs under henvisning til, at det ikke var muligt for ansøgeren at opnå statsborgerskab i hverken Thailand eller Myanmar.
I juli 2022 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ændring af ansøgerens statsborgerskab, idet det ikke var sandsynliggjort, at hun hverken var myanmarsk eller thailandsk statsborger, og at hun derfor ikke kunne registreres som statsløs.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

"[…]
Ansøgeren har efter en samlet og konkret vurdering af sagens oplysninger fået afslag på sin ansøgning om rettelse af din nationalitet, fordi Udlændingestyrelsen vurderer, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er statsløs.
Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at:
• ansøgeren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun er statsløs.
• det følger af FN’s konvention af 28. september 1954 om statsløse personers retsstilling, artikel 1, (1), at en person er statsløs, når ingen stat i medfør af sin lovgivning anser den pågældende som sin statsborger.
Udlændingestyrelsen kan på den baggrund ikke imødekomme ansøgningen om at få rettet ansøgerens nationalitet.
[…]
Udlændingestyrelsen vurderer således, at uanset om ansøgeren kan sandsynliggøre, at hun hverken er myanmarsk eller thailandsk statsborger, ikke kan registreres som statsløs, da hun ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun ikke kan opnå statsborgerskab i adoptivforældrenes hjemland."

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet finder, at der ikke er grundlag for at ændre ansøgerens statsborgerskab fra myanmarsk til statsløs.

Udlændingenævnet har ved sin vurdering lagt vægt på, at en statsløs person defineres som en person, som ingen stat i medfør af sin lovgivning anser som sin statsborger, jf. FN’s konvention af 28. september 1954, artikel 1, nr. 1, om statsløse, som Danmark har tiltrådt.

Ifølge konventionen er Danmark forpligtet til at anerkende en person som statsløs, hvis oprindelseslandet – efter indgivelse af en ansøgning om (gen)erhvervelse af statsborgerskab og opfyldelse af rimelige og forholdsmæssige betingelser – alligevel nægter at tildele statsborgerskab eller tildele en retsstilling, der indebærer samme rettigheder og pligter, som landets statsborgere.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at ansøgeren hverken kan opnå statsborgerskab i Myanmar eller i det EU-land, hvor adoptivforældrenes hjemland.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at begge ansøgerens forældre er statsborgere i et andet EU-land.

Det forhold, at de myndighederne i det pågældende EU-land skal afsige en kendelse, der anerkender adoptionen, hvis den er foretaget i udlandet, før ansøgeren kan opnå statsborgerskab i dette EU-land, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerens forældre har ikke dokumenteret, at de har søgt – og fået afslag – ved sådan en kendelse.

Udlændingenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ikke kan opnå statsborgerskab i adoptivforældrenes hjemland.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2023 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstager

Dato: 30-05-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdsret som arbejdstager til en bulgarsk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i oktober 2022 ansøgning om opholdsret som arbejdstager. Ansøgeren havde til ansøgningen indsendt en ansættelseskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgik, at ansøgeren var fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer og en månedsløn på 13.000 kr., og at ansættelse ikke omfattede løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort at have beskæftigelse af reel og faktisk karakter.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansøgeren er fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer, og at hans månedsløn er 13.000 kr. Det må således lægges til grund, at ansøgerens timeløn er 81,1 kr.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansættelseskontrakten ikke indeholder en stillingsbetegnelse, men at det fremgår af www.virk.dk, at virksomheden er en restaurant.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at en månedlig lønindkomst på 13.000 kr. har et sådan størrelsesmæssigt omfang, at der som udgangspunkt ikke vil være tale om et rent marginalt supplement.

Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ansættelsesforhold, særlig den aftalte aflønning for omfanget af arbejdet, ikke kan anses at have en sådan karakter, at der er tale om reel og faktisk beskæftigelse.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens timeløn ikke kan anses for at være af sædvanlig karakter, da det fremgår af restaurantoverenskomst 2020-2023 indgået mellem Horesta og 3F, at timelønnen for medhjælpere over 18 år pr. den 1. marts 2022 er 132,24 kr.

Ansøgerens timeløn sammenholdt med det faktum, at ansøgeren er fastansat og har et månedligt timeantal på 160,33 timer, hvilket svarer til en fuldtidsansættelse, finder Udlændingenævnet taler imod, at ansøgerens beskæftigelse er reel og faktisk, da timelønnen er betydeligt lavere, end hvad der ville være forventeligt for beskæftigelse af den pågældende type.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af ansøgerens ansættelsesaftale må lægges til grund, at ansøgerens ansættelse ikke omfatter løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv. Dette er forhold som efter Udlændingenævnets vurdering taler imod, at der er tale om sådan reel og faktisk beskæftigelse, at der kan meddeles en opholdsret som arbejdstager på denne baggrund.

Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at medlemsstaterne skal sikre, at der ikke sker diskrimination eller udnyttelse af arbejdskraften, når der ansættes udenlandsk arbejdskraft, herunder sikre ligebehandling i henhold til national ret, praksis og kollektive overenskomster i forhold til den pågældende medlemsstats egne statsborgere, jf. retsreglerne ovenfor. Uanset at lønninger på arbejdsmarkedet ikke er lovmæssigt reguleret i Danmark, indgår lønforhold i vurderingen af, om en unionsborger kan anses for arbejdstager i EU-retlig forstand. I den forbindelse skal det vurderes, om aflønning sker i overensstemmelse med de lavest overenskomstmæssige takster for det givne fagområde.

Det af ansøgeren anførte om, at mange ansøgere har fået opholdstilladelse med en lignende arbejdskontrakt i 2022, at mange ansøgere har fået arbejdstilladelse for nylig med timeløn under 132,24 kr., og at kravet om en timeløn på 132,24 kr. kun er gældende for restauranter, der er medlem af overenskomsten, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har foretaget en samlet og individuel vurdering på baggrund af de konkrete oplysninger, som fremgår af ansøgerens ansættelsesaftale. Andre personers ansættelsesforhold kan derfor ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen