Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2023 – Familiesammenføring, andre – Ganske særlige grunde
Dato: 05-06-2023Udlændingenævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Bahamas.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i marts 2021 ansøgning om opholdstilladelse efter særlig ganske grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren fik foretaget en nyretransplantation i september 2020 og var i omfattende medicinsk behandling mod afstødning af den transplanterede nyre. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2021 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2021.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der foreligger ganske særlige grunde, som taler for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse er truffet på baggrund af en helt konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger. Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det er lægeligt dokumenteret, at ansøgeren som følge af bilateral obstruktion af urinvejene, der har medført hyppige infektioner og gradvist tab af nyrefunktion, fik foretaget en nyretransplantation i september 2020, at ansøgeren er i omfattende medicinsk behandling mod afstødning af den transplanterede nyre, at det fremadrettet vil være nødvendigt med regelmæssig kontrol ved en afdeling med speciale inden for nefrologi eller transplantation, at en eventuel afbrydelse af den medicinske behandling med stor sikkerhed vil medføre afstødning af den transplanterede nyre, og at dette i givet fald vil være forbundet med livsfare.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingenævnets baggrundoplysninger fra uvildige nefrologer i ansøgerens hjemland, Bahamas, at prisen for den medicinske og lægelige behandling samt de nødvendige kontroller i hjemlandet vil udgøre minimum 200.000 kr. årligt, og at prisen vil være højere, såfremt helbredstilstanden ikke er stabil. Udlændingenævnet har i den forbindelse konstateret, at det senest i januar 2023 er oplyst, at tilstanden er stabil.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det endvidere fremgår af Udlændingenævnets baggrundsoplysninger fra uvildige nefrologer i ansøgerens hjemland, at hospitalsbaseret behandling, medicin og besøg hos specialister ikke er omfattet af den offentlige sygesikring i ansøgerens hjemland, at patienter mellem 18 og 65 år alene tilbydes specialistkonsultationer med nefrologer og urologer, herunder både ambulant og hospitalsbaseret behandling, ved egenbetaling, og at patienten selv skal betale for dialyse og medicin.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på det oplyste om, at ansøgeren har været i arbejdsprøvning, at ansøgeren intet netværk har i sit hjemland, at Rigspolitiet har oplyst, at det ikke har været muligt at udsende ansøgeren til Bahamas, og at det på denne baggrund - sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens dårlige heldbredstilstand – er Udlændingenævnets vurdering, at den medicinske og lægelige behandling samt de nødvendige kontroller ikke vil være reelt tilgængelig for ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland.
Udlændingenævnet finder herved, at ansøgeren risikerer at blive udsat for en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring i sit helbred, der vil resultere i intens lidelse eller en væsentlig reduktion i forventet restlevetid ved en tilbagevenden til sit hjemland.
På baggrund af det anførte finder Udlændingenævnet derfor, at der forligger sådan ganske særlige grunde, at opholdstilladelse bør meddeles, da dette vurderes at være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.
Udlændingenævnet har på denne baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan træffe en afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til ansøgeren. Udlændingestyrelsen vil den forbindelse vurdere, om de grundlæggende betingelser for at give ansøgeren opholdstilladelse er opfyldt. Ansøgeren vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet giver samtidig ansøgeren tilladelse til at opholde sig her i landet under Udlændingestyrelsen fornyede behandling af sagen. ” -
Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Børnesammenføring
Dato: 02-06-2023Udlændingenævnet afslog i maj 2022 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afvisning af realitetsbehandling på grund af retsfortabende passivitet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i februar 2006 af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstet et afslag på familiesammenføring med sin herboende far. Sagen blev alene vurderet i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henvisning til, at faderens opholdsgrundlag alene hvilede på Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Ansøgerens indgav i 2011 en ny ansøgning om familiesammenføring med sin far. Udlændingestyrelsen vurderede sagen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren var fyldt 15 år på ansøgningstidspunktet, men fandt ved afgørelse i december 2012, at der ikke forelå særlige grunde.
Ansøgeren påklagede først i april 2018 denne afgørelse til Udlændingenævnet og anmodede samtidig om genoptagelse af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006. Udlændingenævnet afviste ved afgørelse fra juni 2018 at realitetsbehandle sagerne, idet nævnet fandt, at der forelå retsfortabende passivitet.
Ansøgeren har i marts 2019 anmodet om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet genoptager ikke Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afslag på realitetsbehandling af klage over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse fra december 2012 meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afslag fra februar 2006 på familiesammenføring efter Associerings-aftalen mellem EU og Tyrkiet.
Ansøgeren blev ved Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006, meddelt afslag på familiesammenføring til sin far, på baggrund af den tidligere retsopfattelse, under henvisning til, at ansøgerens far alene havde ret til fortsat ophold i medfør af associeringsaftalen, og ministeriet fandt i den forbindelse, at udlændingelovens regler om familiesammenføring ikke kunne finde anvendelse.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren samtidig også kunne have støttet ret på udlændingelovens regler om familiesammenføring med børn, jf. den gældende § 9, stk. 1, nr. 2, såfremt afgørelsen var truffet efter den nugældende retsopfattelse. Ansøgeren fik således ikke på dette tidspunkt realitetsbehandlet sin ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin far efter udlændingelovens regler vedrørende børnesammenføring, men alene en vurdering efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingens er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der henset til den forløbne tid på næsten 6 år frem til december 2011, hvor ansøgeren på ny søgte om familiesammenføring, samt den forløbne tid fra Udlændingestyrelsen traf afgørelse i december 2012 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og til, at ansøgeren – ca. 5 ½ år efter – i april 2018 påklagede denne afgørelse, er udvist retsfortabende passivitet i et omfang, der ikke kan berettige en genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har oplyst om særlige grunde eller forhold, der kan berettige den udviste passivitet.
Udlændingenævnet har tillagt det vægt, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012, og det heri opstillede krav om en aldersgrænse på 15 år, der følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er i overensstemmelse med EU-retten. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EU-Domstolen ved dommen C-379/20 B mod Danmark slog fast, at aldersgrænsen på 15 år i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, udgjorde en ny begrænsning som omhandlet i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 i Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Domstolen fandt dog, at begrænsningen imidlertid kunne begrundes i det formål, der består i at sikre en vellykket integration af de pågældende tredjelandsstatsborgere, forudsat at de nærmere bestemmelser for gennemførelsen heraf ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte formål. EU-Domstolen lagde i den forbindelse vægt på, at de nationale myndigheder efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er forpligtet til at foretage en individuel vurdering af barnets situation og i hvert enkelt tilfælde tage hensyn til disse forhold. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012 netop indeholder en sådan indgående vurdering.
Ansøgeren var 16 ½ år på tidspunktet for sin fornyede ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med sin far i november 2011. På den baggrund er det Udlændingenævnets fortsatte opfattelse, at der i forhold til ansøgeren ikke kan antages at foreligge sådanne særlige grunde, at Udlændingenævnets afgørelse bør genoptages.
Udlændingenævnet har herved lagt særligt vægt på den udviste passivitet i perioden fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse i februar 2006, hvor ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 9 år gammel, og indtil tidspunktet for hans fornyede ansøgning om opholdstilladelse, hvor han var fyldt 15 år, og hvor muligheden for at sikre en vellykket integration af ansøgeren, ikke længere kunne anses for at være af samme omfang.
Udlændingenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgeren har været repræsenteret af en professionel partsrepræsentant.
Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til sin afgørelse fra juni 2018.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2023 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Indrejseforbud 5 år
Dato: 02-06-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2023 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold –Indrejseforbud i 5 år
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Montenegro med indrejseforbud til Schengenområdet i 5 år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1 og § 32, stk. 4, 3. pkt.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren var udvist af Sverige og indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenområdet i perioden fra august 2021 til august 2024. Klageren blev antruffet af politiet i Danmark i september 2021, idet han var blevet afvist ved grænsen til Sverige, og blev herefter anholdt og sigtet af politiet for at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, jf. udlændingelovens § 59, stk. 2.
Klagerens ægtefælle, som han ventede barn med, opholdt sig i Sverige. Klageren havde endvidere 3 børn med en tidligere ægtefælle, som også opholdt sig i Sverige.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse
”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du indrejste i Danmark […] september 2021.
[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du er indrejst og opholder dig ulovligt i Danmark, idet du af Sverige er indberettet som uønsket i Schengenområdet ved at have opholdt dig ulovligt i landet.
[Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Det forhold, at du har familiemedlemmer, der er bosiddende i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udvisning efter udlændingelovens § 25 b, medfører normalt et indrejseforbud i 2 år efter udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt. Idet du også udvises for at indrejse i Danmark, selvom du er indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene, udvises du samlet med et indrejseforbud i 5 år efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 3.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [..] september 2021. Begrundelsen er den samme, som Udlændingestyrelsen har anført.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] alene var på gennemrejse i Danmark på vej til Sverige, og at han blev stoppet ved den svenske grænse og afvist af svensk politi, kan ikke føre til, at han ikke kan udvises af Danmark med indrejseforbud til hele Schengen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] [..] september 2021 blev antruffet af politiet i Danmark uden opholdstilladelse eller visum, og at han som statsborger i Montenegro ikke må opholde sig i Danmark uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at [klageren] i forvejen var indberettet af Sverige som uønsket i Schengenområdet gældende indtil august 2024.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] er gift med en EU-borger, venter barn, og at han heraf har afledt ret til at kunne blive i Danmark, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af sagen fremgår, at klagerens ægtefælle bor i Sverige, at det er en grundlæggende betingelse for evt. opholdsret i Danmark, at ens ægtefælle og barn har fast lovligt ophold i Danmark, og at Danmark derfor ikke er nærmest til at beskytte et evt. familieliv.
Udlændingenævnet henviser i øvrigt til, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at [klagerens] ægtefælle og barn ikke ville kunne indrejse i Montenegro, hvor [klageren] er statsborger, for at udøve familielivet der.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af udlændingelovens § 26, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Montenegro, at han ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for ham.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 5 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2023 – Alders- og identitetsfastlæggelse – Rettelse af statsborgerskab – Ej statsløs
Dato: 02-06-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på at rette ansøgerens statsborgerskab fra myanmarsk til statsløs.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der er født i 2018 i Thailand af myanmarske forældre, var registreret som myanmarsk statsborger i CPR. Ansøgeren blev adopteret af et forældrepar med statsborgerskab i et andet EU-land, som havde boet i Danmark i mange år. Adoptivforældrene anmodede Udlændingestyrelsen om at få ændret ansøgerens statsborgerskab fra myanmarsk til statsløs under henvisning til, at det ikke var muligt for ansøgeren at opnå statsborgerskab i hverken Thailand eller Myanmar.
I juli 2022 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ændring af ansøgerens statsborgerskab, idet det ikke var sandsynliggjort, at hun hverken var myanmarsk eller thailandsk statsborger, og at hun derfor ikke kunne registreres som statsløs.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
"[…]
Ansøgeren har efter en samlet og konkret vurdering af sagens oplysninger fået afslag på sin ansøgning om rettelse af din nationalitet, fordi Udlændingestyrelsen vurderer, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er statsløs.
Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at:
• ansøgeren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun er statsløs.
• det følger af FN’s konvention af 28. september 1954 om statsløse personers retsstilling, artikel 1, (1), at en person er statsløs, når ingen stat i medfør af sin lovgivning anser den pågældende som sin statsborger.
Udlændingestyrelsen kan på den baggrund ikke imødekomme ansøgningen om at få rettet ansøgerens nationalitet.
[…]
Udlændingestyrelsen vurderer således, at uanset om ansøgeren kan sandsynliggøre, at hun hverken er myanmarsk eller thailandsk statsborger, ikke kan registreres som statsløs, da hun ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun ikke kan opnå statsborgerskab i adoptivforældrenes hjemland."
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder, at der ikke er grundlag for at ændre ansøgerens statsborgerskab fra myanmarsk til statsløs.
Udlændingenævnet har ved sin vurdering lagt vægt på, at en statsløs person defineres som en person, som ingen stat i medfør af sin lovgivning anser som sin statsborger, jf. FN’s konvention af 28. september 1954, artikel 1, nr. 1, om statsløse, som Danmark har tiltrådt.
Ifølge konventionen er Danmark forpligtet til at anerkende en person som statsløs, hvis oprindelseslandet – efter indgivelse af en ansøgning om (gen)erhvervelse af statsborgerskab og opfyldelse af rimelige og forholdsmæssige betingelser – alligevel nægter at tildele statsborgerskab eller tildele en retsstilling, der indebærer samme rettigheder og pligter, som landets statsborgere.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at ansøgeren hverken kan opnå statsborgerskab i Myanmar eller i det EU-land, hvor adoptivforældrenes hjemland.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at begge ansøgerens forældre er statsborgere i et andet EU-land.
Det forhold, at de myndighederne i det pågældende EU-land skal afsige en kendelse, der anerkender adoptionen, hvis den er foretaget i udlandet, før ansøgeren kan opnå statsborgerskab i dette EU-land, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerens forældre har ikke dokumenteret, at de har søgt – og fået afslag – ved sådan en kendelse.
Udlændingenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ikke kan opnå statsborgerskab i adoptivforældrenes hjemland.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2023 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstager
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdsret som arbejdstager til en bulgarsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i oktober 2022 ansøgning om opholdsret som arbejdstager. Ansøgeren havde til ansøgningen indsendt en ansættelseskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgik, at ansøgeren var fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer og en månedsløn på 13.000 kr., og at ansættelse ikke omfattede løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort at have beskæftigelse af reel og faktisk karakter.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansøgeren er fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer, og at hans månedsløn er 13.000 kr. Det må således lægges til grund, at ansøgerens timeløn er 81,1 kr.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansættelseskontrakten ikke indeholder en stillingsbetegnelse, men at det fremgår af www.virk.dk, at virksomheden er en restaurant.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at en månedlig lønindkomst på 13.000 kr. har et sådan størrelsesmæssigt omfang, at der som udgangspunkt ikke vil være tale om et rent marginalt supplement.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ansættelsesforhold, særlig den aftalte aflønning for omfanget af arbejdet, ikke kan anses at have en sådan karakter, at der er tale om reel og faktisk beskæftigelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens timeløn ikke kan anses for at være af sædvanlig karakter, da det fremgår af restaurantoverenskomst 2020-2023 indgået mellem Horesta og 3F, at timelønnen for medhjælpere over 18 år pr. den 1. marts 2022 er 132,24 kr.
Ansøgerens timeløn sammenholdt med det faktum, at ansøgeren er fastansat og har et månedligt timeantal på 160,33 timer, hvilket svarer til en fuldtidsansættelse, finder Udlændingenævnet taler imod, at ansøgerens beskæftigelse er reel og faktisk, da timelønnen er betydeligt lavere, end hvad der ville være forventeligt for beskæftigelse af den pågældende type.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af ansøgerens ansættelsesaftale må lægges til grund, at ansøgerens ansættelse ikke omfatter løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv. Dette er forhold som efter Udlændingenævnets vurdering taler imod, at der er tale om sådan reel og faktisk beskæftigelse, at der kan meddeles en opholdsret som arbejdstager på denne baggrund.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at medlemsstaterne skal sikre, at der ikke sker diskrimination eller udnyttelse af arbejdskraften, når der ansættes udenlandsk arbejdskraft, herunder sikre ligebehandling i henhold til national ret, praksis og kollektive overenskomster i forhold til den pågældende medlemsstats egne statsborgere, jf. retsreglerne ovenfor. Uanset at lønninger på arbejdsmarkedet ikke er lovmæssigt reguleret i Danmark, indgår lønforhold i vurderingen af, om en unionsborger kan anses for arbejdstager i EU-retlig forstand. I den forbindelse skal det vurderes, om aflønning sker i overensstemmelse med de lavest overenskomstmæssige takster for det givne fagområde.
Det af ansøgeren anførte om, at mange ansøgere har fået opholdstilladelse med en lignende arbejdskontrakt i 2022, at mange ansøgere har fået arbejdstilladelse for nylig med timeløn under 132,24 kr., og at kravet om en timeløn på 132,24 kr. kun er gældende for restauranter, der er medlem af overenskomsten, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har foretaget en samlet og individuel vurdering på baggrund af de konkrete oplysninger, som fremgår af ansøgerens ansættelsesaftale. Andre personers ansættelsesforhold kan derfor ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af november 2022 – ægtefællesammenføring – krav om økonomisk sikkerhedsstillelse
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse ifølge hvilken, der blev stillet krav om bl.a. økonomisk sikkerhedsstillelse i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om familiesammenføring under henvisning til sin herboende samlever.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var statsborger i Tyrkiet, søgte i november 2020 om familiesammenføring med sin herboende, danske samlever, referencen. Referencen havde i flere perioder været udstationeret i udlandet som led i sit arbejde for den danske stat, og referencen havde et særbarn, der havde været udstationeret sammen med referencen. I marts 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren opholdstilladelse som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra a, efter at referencen forinden var anmodet om og havde stilet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Referencens partsrepræsentant klagede i den forbindelse over, at der var blevet stillet krav om økonomisk sikkerhedsstillelse, bl.a. under henvisning til, at referencens særbarn havde opnået selvstændig tilknytning til Danmark, og at der derfor var grundlag for at fravige kravet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse, der blev stillet i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021. Det var således korrekt, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen om meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren stillede krav om økonomisk sikkerhed.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke i sagen er oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der bevirker, at kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter ikke skal stilles.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om sådanne personlige eller helbredsmæssige forhold, som bevirker, at referencen og ansøgeren ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgeren er født og opvokset, har gået i skole og taget en uddannelse, tidligere har haft et arbejde, taler sproget, og hvor ansøgeren og referencen mødtes, for at udøve familielivet dér.
Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på, at der ikke er oplyst om alvorlig sygdom eller handicap hos referencen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter artikel 8 ikke har en ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i klagen er anført, at der i henhold til gældende praksis er grundlag for at fravige kravet om sikkerhedsstillelse, da referencen har et fastboende særbarn i Danmark, som har opnået selvstændig tilknytning, at særbarnet fortsat har en uafbrudt stærk tilknytning til Danmark og det danske samfund, og at referencen har betydeligt samvær med sit særbarn, hvorfor et muligt afslag på fravigelsen af betingelserne efter din vurdering vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, navnligt EMRK artikel 8.
Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet referencens særbarn, barn 1, ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse kunne anses for at have bopæl i Danmark, idet særbarnet var udstationeret sammen med referencen, og da det som følge af referencens udstationeringer ikke kan lægges til grund, at særbarnet har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse af den grund skulle fraviges.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af referencens e-mail til Udlændingestyrelsen af februar 2021, at referencens særbarn, ud over referencens udstationeringsperioder, har haft fast bopæl i Danmark og har gået i dansk skole, herunder i børnehaveklasse fra 2013 til 2014 og i 3. klasse fra 2016 til 2017, og at særbarnet grundet udstationering har gået i skole i 1. til 2. klasse i land 1 fra 2014 til 2016 og i 4. til 7. klasse fra 2017 til 2021 i land 2.
Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at referencen har været udsendt i perioderne fra primo august 2008 til primo juni 2010 (cirka 1 år og 10 måneder), fra primo juli 2014 til medio juli 2016 (cirka 2 år), og fra primo juli 2017 til ultimo juni 2021 (cirka 4 år), og at det også fremgår af udskrift fra (…), som var vedlagt referencens e-mail til udlændingestyrelsen af februar 2021, at referencen fra 2008 til 2010 var udstationeret i by 1 (land 2), at referencen fra 2014 til 2016 var udstationeret i by 1 (land 1), og at referencen fra 2017 var udstationeret i by 1 (land 2).
Udlændingenævnet har på den baggrund lagt til grund, at særbarnet sammenlagt har været udstationeret sammen med referencen i cirka 7 år og 10 måneder.
Udlændingenævnet har på den baggrund videre lagt til grund, at særbarnet på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021 havde haft ophold i Danmark fra sin fødsel i december 2007 til august 2008 (7,5 måneder) og fra primo juni 2010 til sin start i børnehaveklasse i 2013 (cirka 3 år), uden at der i disse perioder er oplysninger om særbarnets eventuelle tilknytning til institutioner i Danmark, og at særbarnet herefter har opholdt sig og gået i skole i Danmark i børnehaveklasse fra 2013 til 2014 og i 3. klasse fra 2016 til 2017 (sammenlagt 2 år).
Udlændingenævnet har herefter lagt til grund, at særbarnet på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021 sammenlagt har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 7,5 måneder, hvilket, uanset om særbarnet - ud over 2 års skolegang i Danmark - eventuelt også tidligere har været tilknyttet dansk institution, ikke medfører, at særbarnet har opnået selvstændig tilknytning.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at børn efter fast praksis først anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års uafbrudt fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en institution eller skole.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i klagen er anført, at referencen i forbindelse med sin udstationering juridisk set arbejder under dansk jurisdiktion og således opererer inden for dansk jord, […], at særbarnet fortsat bliver undervist, således at det bør sidestilles med en dansk skole, og at det er din klare vurdering, at Udlændingestyrelsen ikke kan statuere, at der er tale om afbrud af det danske ophold for referencens særbarn.
Udlændingenævnet vurderer dog, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet der, uanset at referencen var udsendt af den danske stat, bør tages udgangspunkt i de faktiske forhold for særbarnet, som ikke under udstationeringerne har haft et reelt ophold i eller været bosiddende i Danmark.
Det kan på den baggrund heller ikke føre til en anden vurdering, at det i referencens e-mail af februar 2021 til Udlændingestyrelsen er anført, at referencen er statsudsendt, hvilket dermed ikke er at betragte som udrejst af Danmark, og at dette også gør sig også gældende for referencens særbarn, der ligesom referencen har været registreret som ”statsudsendt” […]
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med afgørelsen af marts 2021 stillede krav om økonomisk sikkerhedsstillelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav om at den herboende ægtefælle skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i oktober 2020 om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, referencen. Parret, som begge er tyrkiske statsborgere, havde indgået ægteskab i Tyrkiet i januar 2020. Referencen havde tidligere været gift med en rumænsk statsborger, og referencen havde i juni 2016 fået opholdsret i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen som medfølgende familiemedlem til den rumænske ægtefælle. Referencen blev i oktober 2019 skilt fra den rumænske ægtefælle, og SIRI traf uagtet skilsmissen afgørelse i februar 2021 om, at referencen fortsat opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I april 2021 meddelte Udlændingestyrelsen referencens nuværende tyrkiske ægtefælle afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år, og da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1. I juli 2021 blev referencen meddelt tidsubegrænset opholdsret efter § 18 i EU-opholdsbekendtgørelsen på grund af 5 års lovligt ophold i Danmark
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, eller § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, at den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste 3 år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end 3 år.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i juni 2016 fik opholdstilladelse i Danmark efter den dagældende § 8 i EU-opholdsbekendtgørelsen, at han i juli 2021 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 18 i den nugældende EU-opholdsbekendtgørelse på grund af 5 års ophold i Danmark, og at han således endnu ikke har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 3 år.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke er oplyst om ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren, referencen, deres fællesbarn og referencens 2 særbørn ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor de alle 5 er statsborgere, og hvor både ansøgeren og referencen taler sproget, for dér at udøve familielivet.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har et fællesbarn, der er født i 2019, og at referencen har 2 særbørn, som er født henholdsvis i 2006 og i 2010, og som bor hos referencen. De 3 børn har alle opholdstilladelse i Danmark.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, da ingen af børnene har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at alle 3 børn er tyrkiske statsborgere, og at det fremgår af CPR-registret, at referencens 2 særbørn er indrejst i Danmark i 2020, og at ansøgeren og referencens fællesbarn er indrejst i Danmark i 2021.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at de 2 særbørn bor hos referencen, og at børnenes mor ikke bor i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker, at et barn efter fast praksis først efter 6-7 års sammenhængende lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution/skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv har valgt at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret på den baggrund ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Vurdering vedrørende EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at referencen er økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, og at partsrepræsentanten har påberåbt sig Associeringsaftalen mellem Danmark og Tyrkiet, Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 13 samt domspraksis fra EU-Domstolen.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at Associeringsaftalekomplekset efter EU-Domstolens retspraksis ikke giver familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en ret til familiesammenføring, der går videre end de muligheder for familiesammenføring, der er indeholdt i udlændingelovens regler, jf. principperne i C-138/13, Dogan og C-561/14, Genc.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at selvom kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, udgør en ny begrænsning, jf. artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, er kravet lovligt, da det forfølger et legitimt formål om herboendes integration i Danmark, og kravet vurderes ligeledes at være proportionalt.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er foretaget en konkret og individuel vurdering af, at der i nærværende sag ikke er grundlag for at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, jf. vurderingen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Det til støtte for klagen anførte om, at EU-retten har forrang i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom referencen har opholdsret i Danmark på baggrund af EU-rettens regler om fri bevægelighed, tillægges han som tyrkisk statsborger ikke samme rettigheder som EU-borgere er tillagt efter reglerne om fri bevægelighed, herunder familiesammenføringsreglerne i EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020), hvorfor ansøgerens ansøgning om opholdsret i Danmark skal behandles efter familiesammenføringsreglerne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, hvor der behørigt tages højde for de særlige rettigheder, som økonomisk aktive tyrkiske statsborgere er tillagt.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at såfremt den herboende ægtefælle er en økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, som er omfattet af Associeringskomplekset mellem EU og Tyrkiet, og som er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter mindst 8 års ophold i henhold til det skærpede opholdskrav i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, som blev indført ved lov nr. 436 af 9. maj 2017, kan ansøgeren i henhold til lovens ordning med henvisning til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, meddeles ægtefællesammenføring, når den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mindst 1 år.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 436 af 9. maj 2017, hvorved opholdskravet for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse blev skærpet fra 6 år til 8 år, at adgangen til ægtefællesammenføring for økonomisk aktive tyrkiske statsborgere omfattet af associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet, ikke berøres af den foreslåede skærpelse af opholdskravet.
Det følger heraf, at 2 år af det stillede opholdskrav på 8 år i forbindelse med meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – som følge af associeringsberettigede tyrkiske statsborgeres retsstilling efter lov nr. 436 af 9. maj 2017 – må fraregnes i kravet om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at der er hjemmel til at stille kravet indeholdt i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse overfor herboende aktive tyrkiske statsborgere, der er meddelt tidsubegrænset opholdsret efter 5 års lovligt ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen, da den samlede længde af det krævede lovlige ophold for opnåelse af familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke overstiger 9 år, og at kravet dermed anses for proportionalt og i overensstemmelse med artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Nægtelse af forlængelse – Skilsmisse
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Nægtelse af forlængelse – Skilsmisse
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger for Ghana, som tidligere var meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført til en dansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i februar 2016 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med den herboende reference. Ansøgeren og referencen blev skilt i januar 2020 men fortsatte med at være kærester og var samboende på fælles bopæl. Ansøgeren søgte i maj 2020 om forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til den tidligere ægtefælle. I maj 2021 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ansøgningen om forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse, da grundlaget for opholdstilladelsen på grund af skilsmissen ikke længere var tilstede.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2021. Ansøgerens opholdstilladelse kan derfor ikke forlænges.
Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab og samliv på fælles bopæl med sin tidligere ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det er en betingelse for opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der er samliv på fælles bopæl. Samlivet er en løbende betingelse, der hele tiden skal være opfyldt. Det er derfor et krav, at der skal være tale om uafbrudt samliv.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren uden afbrud har været samlevede på fælles bopæl med referencen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CPR-registret, at ansøgeren og referencen blev skilt i januar 2020.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren har oplyst, at han og referencen er fortsat med at være kærester og har været samboende på fælles bopæl, selvom om de er blevet skilt. Ansøgeren mener derfor, at han fortsat opfylder betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det er også indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har anført, at en skilsmisse ikke kræver et samlivsophør, og at han kan dokumentere, at han reelt har boet på samme bopæl som referencen.
Ovenstående kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en skilsmisse indikerer, at ægteskabet og samlivet har været afbrudt.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af referencens mail fra marts 2021, at ansøgeren og referencen forud for skilsmissen var uvenner, og at de blev enige om at prøve skilsmisse, selvom de stadig ville være kærester.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette på det foreliggende grundlag ikke kan anses for at være et sådant samlivsforhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det af ansøgeren oplyste om, at han hver måned har forsørget referencen og overført 8.000 kr. til boligomkostninger, og at han hver nat i 1½ år er blevet sat af på bopælen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Da ansøgeren og referencen således ikke har haft et uafbrudt samliv, er betingelsen for hans opholdstilladelse ikke læn¬gere til stede, og tilladelsen kan ikke forlænges, da der er grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i februar 2016, i en alder af 49 år, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, og at han således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. 5 år og 2 måned, og at han har haft ophold i Danmark i ca. 6 år, da han i februar 2022 udrejste af Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren taler, skriver og forstår dansk, at han har bestået Prøve i Dansk 1 og 2, at han i sin fritid spiller fodbold, at han er bestyrelsesmedlem i en xx klub, at han har været i fuldtidsbeskæftigelse siden maj 2019, og at han siden maj 2020 også har været i deltidsbeskæftigelse som xx ved siden af fuldtidsjobbet.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at han hverken ved længden af sit ophold i Danmark, sin tilknytning til arbejdsmarkedet og det danske samfund eller ved sine sproglige kundskaber kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse må anses for særligt belastende.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at han er statsborger i Ghana, hvor han er født, opvokset og taler sproget, hvor han har boet det meste af sit liv, hvor han har slægtninge, hvor han har været på feriebesøg, og hvor han igen er indrejst i februar 2022 i forbindelse med, at han har opgivet sin bopæl i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgerens tilknytning til Ghana må anses for at være væsentlig større end sin tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet vurderer i øvrigt, at der ikke foreligger oplysninger om særlige personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirker, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse må anses for særligt belastende for ham, herunder stridende mod Danmarks internationale forpligtelser.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at hans tidligere ægtefælle lider af sygdommen myasteni og får piller herimod, men dette kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, da de ikke længere er gift eller kan anses for at være samlevende.
Udlændingenævnet vurderer således ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at der er grundlag for at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, og Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. maj 2023 – Schengenvisum – Rusland – kærestebesøg – formodning
Dato: 25-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en russisk statsborger, der havde ansøgt om visum til Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i august 2022 en ansøgning om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin kræftsyge kæreste i Danmark. Ansøgeren havde ikke tidligere rejst eller opholdt sig i Schengenlandene. Ansøgeren havde en midlertidig arbejdstilladelse i Thailand og havde ikke til hensigt at vende tilbage til Rusland, dels på grund af den aktuelle situation med Ruslands krig i Ukraine, dels på grund af hans seksuelle orientering. Ansøgeren oplyste, at han ville flytte til Kina, når hans arbejdstilladelse i Thailand udløb, da han ikke havde boet i Rusland siden 2011.
Ansøgeren indgav en ansøgning om visum på et tidspunkt, hvor Rusland hørte til hovedgruppe 3.
I december 2022 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på Schengenvisum under henvisning til, at der som følge af den fortsatte krig i Ukraine og sanktionerne mod Rusland, er en øget risiko for immigration som følge heraf for alle parter berørt af krigen.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Udlændingestyrelsen vurderer, at der er en risiko for, at ansøgeren ikke rejser tilbage til Rusland, hvis han får visum, og at ansøgeren videre ikke har etableret lovligt længerevarende ophold i andre lande.
Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at det er farligt at rejse hjem til Rusland herunder også på grund af sin seksuelle orientering, og at ansøgeren videre efter egne oplysninger, ikke har boet dér de sidste mange år.
Udlændingestyrelsen har videre vurderet, at ansøgeren ikke har fast lovligt ophold i andre lande, herunder Thailand, idet han på ansøgningstidspunktet heller ikke havde en opholdstilladelse til hverken Thailand eller Hong Kong, hvor han havde planer om at flytte til.
Det forhold, at ansøgeren efter oplysningerne har boet i Thailand de seneste mange år, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet han ikke ses at have etableret tilknytning dertil i form af et fast ophold, da ansøgers visumophold i Thailand alene er af midlertidig karakter, og at ansøgerens arbejde i Thailand for nuværende er afsluttet.
Udlændingestyrelsen har i vores vurdering videre inddraget det forhold, at der som følge af den fortsatte krig i Ukraine og sanktionerne mod Rusland, er en øget risiko for immigration som følge heraf for alle parter berørt af krigen.
Det forhold, at ansøgeren ønsker at besøge en kæreste i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingestyrelsen kan i den forbindelse ikke lægge til grund, at immigrationsrisikoen alene relaterer sig til ægtefællesammenføring på grund af den igangværende krig og sanktionerne mod Rusland.
Der foreligger ingen helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem, der gør, at ansøgeren kan få visum, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6.
[…]"
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan derfor ikke få Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, samt bilag 2, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum, herunder navnlig på grund af Ruslands militære invasion af Ukraine samt under henvisning til de vanskelige forhold, der gør sig gældende for homoseksuelle i Rusland.
Det forhold, at ansøgeren har tænkt sig at flytte til Kina for at bosætte sig dér, kan ikke føre til, at ansøgeren vurderes efter en anden praksis end den praksis, der gælder for russiske statsborgere, idet det ville kræve en fast og varig tilknytning til bopælslandet, som ansøgeren således endnu ikke har opnået.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel kan meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kan begrunde dette.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at helt ekstraordinære omstændigheder bl.a. ses at foreligge i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse, jf. afsnittet retsregler.
Det forhold, at ansøgerens kæreste har fået konstateret kræft, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærker, at der ikke er fremlagt lægelig dokumentation for, at ansøgerens kæreste aktuelt lider af en livstruende sygdom. Det bemærkes i den forbindelse, at meddelelse af visum i tilfælde af ekstraordinære omstændigheder derudover kræver, at den person, som ansøgeren skal besøge, kan anses som nærtstående.
Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Udlændingenævnet skal vejlede om, at praksis for meddelelse af visum til russiske statsborgere er blevet skærpet med virkning for ansøgninger indgivet fra den 10. september 2022, hvorefter der som udgangspunkt alene meddeles Schengenvisum i tilfælde af ekstraordinære omstændigheder.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2023 – Schengenvisum – Rusland – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 24-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til russisk statsborger, der tidligere havde fået udstedt et 5-årigt Schengenvisum til Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i december 2022 en ansøgning om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin voksne datter, som hun sidst havde set i februar 2022. Ansøgeren er fraskilt, pensionist og bor alene i Rusland. Ansøgeren havde i 2018 fået udstedt et 5-årigt dansk Schengenvisum og havde ikke haft mulighed for at besøge sin datter siden Ruslands invasion af Ukraine. Ansøgerens datter oplyste, at hun ønskede ikke at rejse til Rusland af frygt for at blive tilbageholdt af de russiske myndigheder.
I januar 2023 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på visum til ansøgeren under henvisning til, at Rusland havde skiftet hovedgruppe, således at Rusland fra den 10. september 2022 er omfattet af hovedgruppe 5.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Udlændingestyrelsen vurderer, at der er en risiko for, at ansøgeren ikke rejser hjem igen, hvis hun får visum.
Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Rusland, der for tiden er placeret i hovedgruppe 5, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2.
[…]
Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke foreligger nogen helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem, der gør, at hun kan få visum, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren ønsker at besøge sin datter, og at ansøgeren lider af ensomhed og depression. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at dette, efter styrelsens visumpraksis, ikke anses som værende helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde visum.
Den omstændighed, at ansøgeren tidligere har fået Schengenvisum til Danmark, kan heller ikke begrunde, at ansøgeren på nuværende tidspunkt får visum.
Udlændingestyrelsen har i vurdering inddraget det forhold, at der som følge af den fortsatte krig i Ukraine og sanktionerne mod Rusland, er en øget risiko for immigration som følge heraf for alle parter berørt af krigen. Forholdene i ansøgerens hjemland må således anses for at have ændret sig væsentligt siden ansøgeren sidst fik og anvendte visum.
Det er videre indgået i Udlændingestyrelsens vurdering, at ansøgeren har svag tilknytning til Rusland eller andre lande uden for Schengen, idet ansøgeren er fraskilt, bor alene i Rusland og da ansøgeren har et voksent barn bosiddende uden for sit hjemland.
Udlændingestyrelsen bemærker afslutningsvis hertil, at der er sket en væsentlig skærpelse af den danske visumpraksis, siden ansøgeren senest fik udstedt visum til Danmark i 2018, da Rusland har skiftet hovedgruppe, således at Rusland fra den 10. september 2022 er omfattet af hovedgruppe 5".
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan derfor ikke få Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, samt bilag 2, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Rusland, der på ansøgningstidspunktet var placeret i hovedgruppe 5, der omfatter personer, som vurderes at udgøre en særligt høj risiko for indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren kan meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kan begrunde dette.
Det forhold, at ansøgeren lider af ensomhed og depression, og at datteren på baggrund af krigen i Ukraine for tiden ikke tør rejse til Rusland og besøge ansøgeren dér, kan således ikke føre til en ændret vurdering, da der ikke er tale om sådanne helt ekstraordinære forhold, der kan begrunde, at ansøgeren meddeles Schengenvisum til Danmark.
Det forhold, at ansøgeren tidligere har haft Schengenvisum gyldigt for 5 år, kan heller ikke medføre en ændret vurdering af sagen, idet forholdene i ansøgerens hjemland, Rusland, væsentligt har ændret sig, siden ansøgeren blev meddelt det pågældende visum.
[…]
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet