Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2022 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Dato: 22-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, til sin herboende far med tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, som er statsborger i Ukraine, er født i 2002. Ansøgeren og hans familie boede oprindeligt i Ukraine. Ansøgerens far havde ad flere omgange arbejdet i Danmark, hvor familien var flyttet med. Ansøgeren indrejste senest med sin familie i Danmark i 2016, hvor han fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, som medfølgende familie. Ansøgerens opholdstilladelse er gyldig til 2026.
I maj 2020 indgav ansøgeren også en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin far.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og barnets tarv, som taler for at meddele ham opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har på baggrund af opslag i UIP lagt til grund, at ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark i perioden fra den 17. december 2006 til 31. maj 2013 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i perioderne fra den 16. juli 2013 til den 1. oktober 2013 og fra den 23. august 2016 til den 12. maj 2026 efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, ligesom at det fremgår af CPR, at han indrejste i Danmark den 17. december 2006, at han udrejste til Ukraine den 1. oktober 2013, og at han igen indrejste i Danmark den 1. september 2016.
Udlændingenævnet vurderer, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, da der i sagen ikke foreligger oplysninger om forhold, som medfører, at det vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, gyldig til den 12. maj 2026, og at det fremgår af CPR-registret, at han har haft fælles bopæl med sin far, siden han indrejste i Danmark den 1. september 2016.
Udlændingenævnet henviser til, at ansøgeren på nuværende tidspunkt udøver retten til familieliv i Danmark, hvorefter hans rettigheder som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, er iagttaget, da familielivet udøves på baggrund af et allerede meddelt opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet henviser endvidere til, at der ikke er oplyst om personlige og helbredsmæssige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet vurderer, at der på denne baggrund ikke foreligger en aktuel krænkelsesrisiko af ansøgerens rettigheder, idet der ikke foreligger en situation, hvor han er adskilt fra sin far som følge af manglende rettigheder i henhold til den danske udlændingelovgivning.
Udlændingenævnet bemærker, at udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til udlændingelovens § 9 m.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2020.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2022 – Familiesammenføring, andre – Søskende til herboende myndig bror
Dato: 22-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingenævnets afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende bror
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen blev i august 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren havde siden referencens flugt fra Afghanistan i 2008 boet hos sin mor i Kabul, indtil morens død i 2015. Ansøgeren flygtede herefter til Iran og tog ophold hos nogle bekendte. Ansøgeren var senere vendt tilbage til Afghanistan, og tog ophold på gaden. Referencen og ansøgeren havde ikke set hinanden siden referencens flugt 13 år tidligere, og ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Referencen ansøgte på vegne af sin bror om familiesammenføring i juli 2015. Udlændingestyrelsen lagde i sin afgørelse vægt på, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensyn til barnets tarv, som talte for at tildele opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af ultimo september 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke mellem ansøgeren og referencen består et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at et afslag på opholdstilladelse til ansøger vil stride imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder hensynet til familiens enhed, så Danmark vil være forpligtiget til at tillade familiesammenføring.
Udlændingenævnet henviser til, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at EMRK artikel 8 primært vedrører den traditionelle europæiske kernefamilie det vil sige far, mor og mindreårige børn. Kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem 2 myndige søskende, vil et land være forpligtet til at tillade familiesammenføring.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der ikke ses at være en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og referencen, der er ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen og ansøgeren efter det oplyste ikke har boet sammen på fælles bopæl eller set hinanden, siden referencen flygtede fra Afghanistan og indrejste i Danmark den medio januar 2009. Referencen og ansøgeren har således ikke boet sammen eller set hinanden i over 13 år.
Det oplyste om, at referencen og ansøgeren boede sammen, inden referencen flygtede fra Afghanistan, og at referencen har fungeret som storebror og som en erstatning for deres far over for ansøger, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen til sin asylsamtale med Udlændingestyrelsen primo juni 2009 har oplyst, at referencen og ansøgeren boede sammen med deres mor og søster efter deres fars død, og at referencen og sine søskende således har været under deres mors omsorg, hvorfor referencen ikke kan antages at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted over for ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at referencen på tidspunktet for sin flugt fra Afghanistan formodentlig i slutningen af 2008 var ca. 14 år, mens referencens bror var ca. 11 år.
Det forhold, at referencen og ansøgerens adskillelse ikke har været frivillig, at referencen ledte efter ansøger i Iran i 2012, at de genetablerede kontakten i 2015, at ansøgeren ikke har noget sted at bo i Afghanistan, at ansøgeren ikke har anden familie end referencen, at de er tæt knyttet, og at referencen har bidraget økonomisk til ansøgerens forsørgelse siden 2015, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i den mellemliggende periode fra 2008, hvor referencen flygtede fra Afghanistan, til 2015, hvor de genetablerede kontakten, har klaret sig uden referencens hjælp og støtte, at ansøgeren nu er ca. 25 år og derfor også må formodes at kunne klare sig, at der ikke ses at være noget til hinder for, at referencen ikke fortsat kan bidrage økonomisk til ansøgerens forsørgelse fra Danmark, og at manglende familienetværk i hjemlandet ikke i sig selv kan medføre, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at referencen og ansøgeren ikke har etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds-eller tilknytningsforhold, udover hvad der følger af slægtsskabet i sig selv, at det kan betyde, at ansøgeren kan få opholdstilladelse som familiesammenført.
Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at referencen har oplyst, at ansøgeren har et større tilhørsforhold til Danmark end til Afghanistan.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren aldrig har været i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer desuden, at der ikke foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at han gives opholdstilladelse.
Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren er psykisk syg, at han ikke er følelsesmæssig og kognitiv normalt udviklet, at han er stærkt traumatiseret og har brug for referencens støtte, og at han derfor ikke kan klare sig selv i Afghanistan, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der efter praksis som udgangspunkt ikke kan gives opholdstilladelse i Danmark med henblik på medicinsk behandling. Udlændingenævnet bemærker endvidere, at oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold ikke er dokumenterede.
Det til støtte for klagen oplyste om, at ansøgeren ikke har en chance for at tage arbejde og forsørge sig selv, at han opholder sig sammen med hjemløse og stofmisbrugere, at han er uegnet til et liv på gaden, og at han er i fare for at dø af kulde eller sygdom, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens hjemland ikke kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. l.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at det til sagen oplyste om, at ansøgeren er gået under jorden, at hans liv er i fare, da han er etnisk hazara, at han risikerer at blive tvangsrekrutteret af Taliban eller evt. slået ihjel af Taliban som følge af hans ophold i Iran, og at han frygter at blive genkendt og slået ihjel af deres farbror, der står bag drabet på deres mor og søster, ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at eventuelle oplysninger af asylretlig karakter ikke kan føre til, at der gives ret til familiesammenføring.
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøger afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2022” -
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2022 – familiesammenføring – ganske særlige grunde
Dato: 22-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Nigeria, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til herboende datter og søster.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøger 1 (mor) og referencen (datter) havde haft ophold sammen i Danmark indtil september 2017. Referencen søgte i september 2017 om familiesammenføring med sin herboende far, og fik i 2019 opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøger 1 udrejste frivilligt fra Danmark i september 2017, og havde i perioden fra 2017 til 2021 taget ophold i Tyskland og Frankrig, undtagen en periode i 2020, hvor ansøger 1 havde haft ulovligt ophold i Danmark. Under ansøger 1´s ophold i Frankrig i 2018 fik ansøger 1 endnu et barn (ansøger 2). Ansøger 1 søgte om familiesammenføring under henvisning til referencen i 2021. Ansøger 2 søgte i 2021 ligeledes om familiesammenføring med tilknytning til ansøgeren, jf. § 9, stk. 1, nr. 2 jf. § 9 c, stk. 1. Det fremgår af ansøger 2’s fødselsattest, at ansøger 2 er datter af ansøgeren og en franskmand. Ansøger 1 har i forbindelse med ansøger 2’s sag indsendt en DNA-test, som med 99% tilkendegiver, at det er referencens far, som også er far til ansøger 2. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1 til ansøger 1 og ansøger 2, idet styrelsen vurderede, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, da det tidligere familieliv var afbrudt, og at der var tvivl om faderskabet til ansøger 2.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021. Ansøger 1 kan således ikke gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til sit barn, referencen.
Udlændingenævnet har herved vægt på, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde til at meddele ansøger 1 opholdstilladelse i Danmark, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at hun kan få opholdstilladelse i Danmark. Det er således Udlændingenævnets vurdering, at der ikke ses at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøger 1 og referencen, der ligger ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at familielivet mellem ansøger 1 og referencen var opretholdt frem til september 2017.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt afgørende vægt på, at ansøger 1 frivilligt har afbrudt familielivet med referencen, da ansøger 1 efter at være indrejst i Danmark med referencen og hendes søster i september 2017 forsvandt fra deres fælles opholdssted i Danmark og efter det oplyste udrejste af landet.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om ansøger 1’s kontakt til referencen, efter ansøger 1’s udrejse af Danmark i september 2017.
Det fremgår således af referencens ansøgning om familiesammenføring med referencens far, indgivet til Udlændingestyrelsen den december 2018, og udfyldt af referencens far, at ansøger 1 forsvandt fra Danmark i 2017, og at referencen herefter ikke har haft kontakt med sin mor.
Partsrepræsentanten har imidlertid i oktober 2021 oplyst, at ansøgeren forsvandt i 2017, idet hun og referencens far, ikke havde et godt forhold, at referencens far smed hende ud efter voldsomme sammenstød, og at ansøger 1 rejste til Frankrig i september 2017, hvor hun opholdt sig indtil starten af 2018. Ansøger 1 rejste herefter efter det oplyste tilbage, da hun savnede sine børn.
Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse, at det fremgår af barnets, ansøger nr. 2, fødselsattest (Acte de Naissance), at barnet er født den september 2018 i Frankrig, på hvilket tidspunkt Udlændingenævnet derfor lægger til grund, at ansøgeren opholdt sig i Frankrig.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at ansøger 1 bl.a. har opholdt sig i Tyskland, og at det fremgår af ansøger 1’s ansøgning om opholdstilladelse, indgivet til Udlændingestyrelsen i juni 2021, at hun har søgt om asyl i Tyskland for at være tættere på sine børn, men at dette ikke var muligt.
Det forhold, at partsrepræsentanten har oplyst, at ansøger 1 udrejste efter voldsomme uoverensstemmelser med børnenes far, der smed hende ud, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til at det i så fald var ansøger 1’s egen beslutning at forlade Danmark i september 2017, og at hun efter det oplyste søgte asyl i Tyskland, inden hun søgte opholdsret i Danmark i 2020.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at referencen og referencens søster indrejste i Danmark i august 2017, at børnene i maj 2019 fik opholdstilladelse i Danmark, og at ansøger 1 således først mere end 2 år efter børnenes indrejse og ca. et år efter, at børnene havde fået opholdstilladelse i Danmark, selv søgte om opholdsret i Danmark.
Udlændingenævnet kan på den baggrund heller ikke lægge til grund, at ansøger 1 har opretholdt kontakten med sine børn, siden hun forlod dem i september 2017.
Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse også, at ansøger 1’s troværdighed generelt er svækket.
Udlændingenævnet har, udover de ovennævnte oplysninger, herved også lagt vægt på, at der er afgivet divergerende oplysninger om barnet, ansøger 2.
Ansøger 1’s tidligere partsrepræsentant indgav således i juli 2021 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark til ansøger 2, i hvilken det blev oplyst, at ansøger 2’s far var fransk statsborger, hvilket også fremgår den fremlagte fødselsattest for ansøger 2. Ansøgningen var underskrevet på tro og love af ansøger 1.
Partsrepræsentanten AF Ventures IVS har imidlertid oplyst, at det formodentlig er referencens far der er far til ansøger 2 hvilket ifølge partsrepræsentanten AF Ventures IVS understøttes af en fremlagt dna-undersøgelse fra DNAtest.dk, hvoraf det fremgår, at resultatet for faderskabstesten viser, at sandsynligheden for, at referencens far er den biologiske far til ansøger 2, er over 99, 9999 %.
Ligeledes er der divergerende oplysninger om, hvornår ansøger 1 på ny indrejste i Danmark.
Ansøger 1’s daværende partsrepræsentant har således i forbindelse med indgivelsen af ansøger 2’s ansøgning om familiesammenføring i Danmark oplyst, at ansøger 1 indrejste i Danmark i september 2020.
Imidlertid fremgår det af Udlændingeinformationsportalen, at ansøger 1 i maj 2020 fik afslag på opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), hvor der samtidig blev fastsat en udrejsefrist i juli 2020.
Udlændingenævnet henviser i relation hertil, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles.
Udlændingenævnet har herefter lagt til grund, at ansøger 1 udrejste af Danmark i september 2017, at hun herefter har opholdt sig i Frankrig og Tyskland, at hun på ny indrejste i Danmark på et ukendt tidspunkt i 2020, og at hun således frivilligt afbrød familielivet med referencen.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at der ikke mellem ansøger 1 og referencen består et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at et afslag på opholdstilladelse til ansøger 1 vil stride imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder hensynet til familiens enhed, så Danmark vil være forpligtiget til at tillade familiesammenføring.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen har boet i Danmark sammen med sin far siden august 2017, og med opholdstilladelse siden maj 2019, og at hendes primære omsorgsperson siden september 2017, hvor ansøger 1 udrejste af Danmark, derfor har været og fortsat er hendes far, som kan støtte hende i det omfang, det måtte være nødvendigt.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at børnenes institution har et godt samarbejde med referencens far, der tydeligt ønsker det bedste for sine børn, og som fremstår som en god og kærlig far, der har gjort sit allerbedste ift. at skabe nogle gode rammer for sine børn.
Det forhold, at referencen har boet sammen med ansøger 1 fra hun blev født til september 2017, hvor hun var ca. 2 år og 7 måneder, og at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at begge piger (både referencen og referencens søster) har haft et meget stort savn til deres mor gennem flere år, vurderer Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, idet familielivet mellem ansøger 1 og referencen er blevet frivilligt afbrudt.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøger 1 har indgået samværsaftale i september 2020 med referencens far, der giver ansøger 1 ret til samvær med referencen og referencens søster 3 timer, 2 gange om ugen, på den adresse, hun opholder sig på i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøger 1 har afbrudt familielivet med referencen, og at ansøger 1 på intet tidspunkt har haft opholdstilladelse i Danmark, og at hun således ikke kan antages at have haft en berettiget forventning om at kunne genetablere familielivet gennem samværet med sine børn.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at SIRI i maj 2020 pålagde ansøger 1 at udrejse af landet senest i juli 2020, at Udlændingestyrelsen først i juni 2021 meddelte ansøger 1 processuelt ophold i Danmark, og at samværsaftalen således er udarbejdet på et tidspunkt, hvor ansøger 1 ikke havde lovligt ophold i Danmark.
Udlændingenævnet henviser også til, at det efter praksis hverken er muligt at opnå en opholdstilladelse med henblik på etablering af samvær med herboende børn eller intensivering heraf.
Det forhold, at ansøger 1 efter det oplyste har forsøgt at søge om familiesammenføring med sine børn, men at hun har været udfordret af manglende overskud, korrekt juridisk vejledning og sprogvanskeligheder, at hun, siden hendes ansøgning om familiesammenføring i september 2020 blev afvist, har mistet modet, og at hun altid har haft kontakt med sine børn, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet bemærker, at ansøger 1 i maj 2020 fik afslag på familiesammenføring efter EU-opholdsbekendtgørelsen af SIRI.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at hensynet til barnets tarv ikke tilsiger, at ansøger 1 skal have opholdstilladelse under henvisning til referencens søster. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
Udlændingenævnet bemærker desuden, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videregående adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøger 1’s personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.
På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og FN’s Børnekonvention, at give ansøger 1 afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Derfor får ansøger 2 afslag på opholdstilladelse som familiesammenført
Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse i november 2021. Ansøger 2 kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til ansøger 1 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, eller § 9 c, stk. 1.
Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2
Det er en betingelse for, at ansøger 2 kan gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til ansøger 1 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøger 1 har en gyldig opholdstilladelse og bor i Danmark.
Da Udlændingestyrelsen i november 2021 gav afslag på opholdstilladelse til ansøger 1, og da denne afgørelse i dag er stadfæstet af Udlændingenævnet, har ansøgerne ikke en gyldig opholdstilladelse. Hun kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at betingelsen for, at ansøger 2 kan gives opholdstilladelse i Danmark, ikke er opfyldt.
Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at ansøger 2 ikke kan gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøger 2 skal have opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, ansøger 2 er født i Frankrig, at hun, ligesom sin mor er statsborger i Nigeria, at hun altid har boet sammen med sin mor, som er hendes primære omsorgsperson, og at ansøger 2 således ikke vil være uden omsorgspersoner, når hun skal udrejse af Danmark, idet hun skal udrejse sammen med sin mor, som heller ikke har opholdstilladelse i Danmark.
Det anførte til støtte for klagen om, at referencens far har en igangværende sag hos Familieretshuset, hvor han har søgt om at blive anerkendt som far til ansøger 2, og at der er blevet foretaget en privat faderskabstest med det resultat, at referencens far med 99,9999% sikkerhed er far til ansøger 2, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningsskemaet fra juli 2021, at den franske statsborger, er ansøger 2’s far, og at der til sagen er indsendt kopi af ansøger 2’s fødselsattest, hvoraf det fremgår, at ansøger 1 og den franske statsborger er hendes forældre.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ved søgning på testudbyderen DNA-test.dks hjemmeside wwww.dnatest.dk fremgår, at dnatest-sættet bliver sendt til den ønskede adresse, hvor den udføres af de pågældende personer selv. Der er således ikke i forbindelse med dna-undersøgelsen foretaget identitetssikring af de personer, som testes, hvilket understøttes af, at både referencens far og ansøger 2’s navne er forkerte på resultatet.
Udlændingenævnet kan således på baggrund af den til sagen indsendte faderskabstest ikke lægge til grund, at referencens er far til ansøger 2. Der henvises til vejledningsafsnittet nedenfor.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøger 2’s personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.
På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøger 2 afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet vurderer i relation hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 23. februar 2023 – Familiesammenføring, ægtefæller - krav om gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation
Dato: 22-05-2023Udlændingenævnet omgjorde i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en russisk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er født i april 1997, og som er russisk statsborger, indrejste i Danmark i oktober 2019 for at søge om (spontan) asyl her i landet. I oktober 2019 fødte ansøgeren ligeledes hendes og referencens fællesbarn i Danmark. I maj 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på asyl, hvorefter Flygtningenævnet stadfæstede styrelsens afgørelse i november 2020.
I november 2020 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til samliv med referencen, der er russisk statsborger, og som har opholdstilladelse her i landet som flygtning fra Rusland. I december 2020 blev ansøgeren meddelt ret til at opholde sig her i landet under Udlændingestyrelsens behandling af sagen. I maj 2021 blev ansøgeren og referencen gift i Danmark. I juni 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen med henvisning til, at hun ikke havde dokumenteret at være i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation, samt ikke havde dokumenteret, at de russiske myndigheder ikke ville udstede pas til hende, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1.
I juli 2021 meddelte Udlændingenævnet klagen opsættende virkning, således at ansøgeren havde ret til at opholde sig i Danmark under nævnets behandling af klagesagen. I oktober 2021 hjemviste Udlændingenævnet ansøgerens familiesammenføringssag til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen. Nævnet henviste i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen burde have vurderet, hvorvidt der var grundlag for at fravige paskravet.
I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen i den af nævnet hjemviste sag med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at det ikke var muligt for hende at få udstedt et nationalitetspas fra de russiske myndigheder. Udlændingestyrelsen vurderede på den baggrund, at ansøgeren dermed ikke havde dokumenteret, at det ikke var muligt for hende at leve op til den grundlæggende betingelse om at være i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation.
I december 2021 meddelte Udlændingenævnet klagen opsættende virkning.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på familiesammenføring til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at hun ikke opfylder kravet om at være i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden oktober 2019, hvor hun løbende har haft processuelt ophold under henholdsvis sin asyl- og familiesammenføringssag, hvor hun har boet sammen med sin herboende ægtefælle og deres fællesbarn.
Det er således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren, referencen og deres fællesbarn har etableret et familieliv, som er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har i vurderingen af sagen inddraget det forhold, at ansøgeren ikke har fremlagt et gyldigt (udenrigs)nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation, idet hun blot har fremlagt en kopi af sit russiske indenrigspas, som udløb i 2018.
Udlændingenævnet har endvidere inddraget det forhold, at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at de russiske myndigheder ikke vil udstede et pas eller rejsedokument til hende, indeholdende en begrundelse herfor.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at Danmark er nærmest til at beskytte familielivet mellem ansøgeren, referencen og deres fællesbarn.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at familien ikke kan henvises til at udøve deres
familieliv i Rusland henset til, at referencen har opholdstilladelse i Danmark som konventionsflygtning fra Rusland, som senest i juni 2021, gældende fra september 2021, blev forlænget til september 2023.
Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på, at både ansøgeren og referencen er russiske statsborgere, og at ansøgeren ikke har en opholdstilladelse i et andet land.
Udlændingenævnet har i vurderingen af sagen foretaget en afvejning af hensynet til Danmark som stat i forhold til at opretholde en effektiv immigrationskontrol og hensynet til at overholde Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet vurderer, at ansøgerens identitet kan fastlægges ud fra hendes tidligere gyldige russiske indenrigspas og hendes gyldige russiske kørekort.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Flygtningenævnet i deres afgørelse fra november 2020 har lagt ansøgerens identitet til grund ud fra ovennævnte dokumenter, idet Flygtningenævnet bl.a. har lagt til grund, at hun er etnisk tjetjener og russisk statsborger.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at formålet med udlændingelovens § 39, stk. 1, er at kontrollere udlændinges ind- og udrejse af Danmark ved at kunne fastlægge deres identitet.
Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at formålet med udlændingelovens § 39, stk. 1, er opfyldt, idet ansøgerens identitet er lagt til grund ud fra hendes tidligere gyldige russiske indenrigspas og hendes gyldige russiske kørekort.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2023 – Fremmedpas – Betingelser ej opfyldt
Dato: 22-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på udstedelse af fremmedpas til en israelsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde fået opholdstilladelse i Danmark i oktober 2013 som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I juli 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om fremmedpas, så hun kunne rejse med sin søn til Israel. Ansøgeren oplyste, at det ikke var muligt for hende at få udstedt et nationalitetspas af de israelske myndigheder, idet hun havde gæld til staten.
I oktober 2022 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på fremmedpas under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for fremmedpas.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få et fremmedpas.
Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren ikke har dokumenteret eller på anden vis sandsynliggjort, at det ikke er muligt for hende at få udstedt et nationalitetspas.
Den indsendte dokumentation fra hendes advokat og det, at ansøgeren oplyser, at hun ikke kan få udstedt et nationalitetspas, fordi hun skylder staten penge, kan ikke føres til en ændret vurdering.
Ud fra en samlet vurdering af oplysningerne i ansøgerens sag, vurderer Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har afsøgt alle muligheder for at få udstedt et nationalitetspas af myndighederne i sit hjemland.
Det er derfor Udlændingestyrelsens vurdering, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få udstedt
et fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Ansøgeren opfylder derfor heller ikke betingelserne for at få udstedt et fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4.
På den baggrund skal Udlændingestyrelsen henvise ansøgeren til at søge om et nationalitetspas hos myndighederne i Israel, herunder en evt. pasudstedende ambassade."
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2022 af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, da ansøgeren ikke har dokumenteret, at hun ikke kan få udstedt et gyldigt nationalitetspas fra sit hjemlands myndigheder. Ansøgeren har således ikke udtømt sine muligheder for at få udstedt et israelsk nationalitetspas.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til klagen har oplyst, at den israelske ambassade gerne vil udstede et rejsedokument (laissez-passer) til hende, så hun kan rejse til Israel, hvor hun kan få udstedt et nationalitetspas.
Det forhold, at ansøgeren ikke kan få udstedt et nationalitetspas som følge af en større gæld til den israelske stat, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der efter gældende praksis ikke meddeles fremmedpas i disse situationer.
Det forhold, at ansøgeren frygter, at hun ikke vil kunne udrejse af Israel, før hun har betalt sin skattegæld, og at hun ikke har midlerne til at betale gælden, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Endelig finder Udlændingenævnet, at det anførte om, at ansøgeren og hendes søn ikke har kunnet rejse ud
af Danmark siden 2019, og at hun vil levere et udstedt fremmedpas tilbage, så snart hun får et israelsk nationalitetspas, ikke er forhold, der kan tages hensyn til i vurderingen af, hvorvidt hun kan få udstedt et fremmedpas.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse". -
Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2023 – Klage over politiet – Administrative foranstaltninger
Dato: 22-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2023 politiets afgørelse om deponering af nationalitetspas af en statsborger fra Pakistan ved pågældendes indrejse i Danmark efter hjemrejselovens § 11, stk. 1.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et Schengenvisum til Danmark. Klageren havde overskredet gyldighedsperioden for ophold i Schengenområdet og havde opholdt sig ulovligt i Schengenområdet i 191 dage, da klageren blev antruffet af politiet. Politiet traf i denne forbindelse afgørelse om deponering af klagerens pas under henvisning til hjemrejselovens § 11, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at politiet med rette deponerede klagerens pas med henblik på at sikre pågældendes tilstedeværelse i forbindelse med iværksættelse af en afgørelse om afvisning, overførsel eller udsendelse, jf. hjemrejselovens § 11, stk. 1.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at klageren ved sit seneste meddelte Schengenvisum, meddelt for 85 dage i perioden fra november 2020 til marts 2021, indrejste i Schengenlandene via Danmark i december 2020, og at klageren i september 2021 ved indrejsen i Danmark således havde opholdt sig ulovligt i Schengenområdet i 191 dage.
Klageren havde således ikke har ret til at indrejse og opholde sig her i landet, da han blev antruffet af politiet i september 2021.
Det forhold, at klageren oplyste til politiet, at formålet med hans indrejse i Danmark var at besøge sin ægtefælle, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, da klageren forsøgte at indrejse i Danmark på et udløbet Schengenvisum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor politiets afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2022 – Nægtelse af forlængelse - ægtefællesammenføring
Dato: 17-05-2023Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en statsborger fra Syriens opholdstilladelse og hjemviste samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til ansøgers ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
I maj 2015 indgav ansøgers far på vegne af sin mindreårige datter ansøgning om familiesammenføring i Danmark under henvisning til ham. Det fremgik af ansøgningen, at ansøger var ugift. Ansøger meddeltes herefter i september 2015 opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I december 2019 indgav ansøgers ægtefælle en ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark. Det fremgik af ansøgningen, at parret blev gift i november 2014, på et tidspunkt hvor ansøger var 15 år, at parret havde boet sammen i 2014/2015, og at parret er beslægtet med hinanden. Ansøger indgav også selv i december 2019 en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. I oktober 2020 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge ansøgers opholdstilladelse under henvisning til, at opholdstilladelsen var meddelt på urigtigt grundlag, idet det fremgik af ansøgers ansøgning om familiesammenføring af maj 2015, at ansøger var ugift, og at det nu fremgik af ansøgningen om ægtefællesammenføring af december 2019, at ansøger var blevet gift i november 2014. Ansøgers ægtefælle meddeltes samtidig afslag på ægtefællesammenføring under henvisning til, at ansøgeren ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. I november 2020 påklagede ansøger Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse og afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2020 om nægtelse af forlængelse af ansøgers opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2020 traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af ansøgers opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at opholdstilladelsen var opnået på urigtigt grundlag.
Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det var en betingelse for, at ansøger blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i september 2015, at ansøger ikke havde stiftet selvstændig familie. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen samtidig til grund, at ansøger havde stiftet selvstændig familie forud for sin indrejse til Danmark, idet ansøgers ægtefælle i august 2019 havde indgivet en ansøgning om familiesammenføring til Udlændingestyrelsen under henvisning til sit ægteskab med ansøger, indgået i november 2014 i Syrien.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af ansøgers ægtefælles ansøgning om ægtefællesammenføring med ansøger, at han er ansøgers fætter, at de blev gift i november 2014 i Syrien på hvilket tidspunkt, ansøger var 15 år gammel og på grund af ansøgers forældres flugt underlagt ansøgers ægtefælles fars (forældre-)myndighed, og at de sidst har set hinanden i december 2015.
Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at det ikke kan udelukkes, at det angivne ægteskab mellem ansøger og ansøgers ægtefælle ikke vil kunne anerkendes efter dansk ret, jf. lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2, idet ansøger ikke var myndig ved ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2, at et ægteskab, der er indgået i udlandet, ikke anerkendes, hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen, hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller hvis anerkendelsen af ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udover, at det kan betvivles, om den formelle vielse mellem ansøger og ansøgers ægtefælle kan anerkendes som retsgyldig i Danmark, har ansøger og ansøgers ægtefælle aldrig etableret et samliv, idet ansøger i Syrien fortsatte med at bo hos sin forældre efter vielsen, og at der i sagen ikke er oplysninger, som indikerer, at ansøger havde intentioner om at udøve et familieliv med ægtefællen, idet ansøger de facto søgte om familiesammenføring med sin far i Danmark i maj 2015 og siden sin indrejse i Danmark i december 2015 har boet på fælles bopæl med sin far.
Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at det ikke kan lægges til grund, at ansøger forud for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark i september 2015 havde stiftet selvstændig familie, særligt henset til, at ansøger var mindreårig, da hun indgik ægteskab, at ansøger og ansøgers ægtefælle aldrig har udlevet et familieliv, og at ansøger altid har haft fast bopæl med sin far.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgers opholdstilladelse i Danmark er opfyldt.
Udlændingenævnet hjemviser samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2020 vedrørende afslag på familiesammenføring til ansøgers ægtefælle under henvisning til ægteskabet med ansøger.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2020 meddelte ansøgers ægtefælle afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet Udlændingestyrelsen i oktober 2020 havde nægtet at forlænge ansøgers opholdstilladelse, og ansøger derfor ikke var fastboede i Danmark, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at ansøgers ægtefælle på trods heraf skulle meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnet dags dato har omgjort Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2020 vedrørende nægtelse af forlængelse af ansøgers opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder det derfor rettest, at Udlændingestyrelsen i 1. instans vurderer ansøgers ægtefælles sag på ny.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan stilling til, om betingelserne for at meddele ansøgers ægtefælle opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder foretager en vurdering af, om ægteskabet mellem ansøger og ansøgers ægtefælle kan anses for retsgyldigt efter dansk ret samt øvrige grundlæggende betingelser for familiesammenføring. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til dette.
Udlændingenævnet foretager herefter ikke videre i anledning af klagen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2022 – Brexit – Familiemedlem – Familiemedlem indrejst inden overgangsperiodens udløb – Forsørgelse, husstand og helbredsmæssige forhold
Dato: 17-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Aserbajdsjan, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som forælder til en herboende britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i december 2020 for at tage ophold hos sin herboende datter, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Til støtte for forsørgelsesforholdet var det oplyst, at ansøgerens datter havde hævet kontanter, som ansøgeren enten selv havde fået under besøgsophold i Danmark, eller som bekendte havde medbragt til ansøgeren i Aserbajdsjan. Endvidere var det anført, at datteren havde betalt for ansøgerens rejser til Danmark og for ansøgerens medicin. Endelig var det anført, at ansøgeren var fraskilt og pensionist og udgjorde en væsentlig del af datterens familie i Danmark. Der var ikke til sagen fremlagt dokumentation for hverken kontanthævninger, køb af rejser eller medicin eller for ansøgerens helbredsproblemer.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin datter, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens datter har fået udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren i december 2020 indrejste i Danmark og indgav ansøgning om ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Endelig har Udlændingenævnet lagt til grund, at SIRI i april 2021 orienterede ansøgeren om, at ansøgningen ville blive behandlet efter udtrædelsesaftalens regler. Ansøgeren blev i den forbindelse anmodet om at fremlægge dokumentation for, at ansøgeren inden overgangsperiodens udløb havde opfyldt et opholdsgrundlag i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler, herunder dokumentation for, at der enten forelå et forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter, at ansøgeren havde været optaget i ansøgerens datters husstand, eller for at alvorlige helbredsmæssige grunde gjorde det absolut nødvendigt, at ansøgerens datter personligt plejede ansøgeren.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at der ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. i), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, litra d).
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det anførte om, at ansøgeren har haft et forsørgelsesbehov, siden ansøgeren nåede pensionsalderen i 2018, og at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har hævet kontanter til ansøgeren, når ansøgeren har været i Danmark, hvorefter ansøgeren har medbragt pengene til sin forsørgelse i Aserbajdsjan, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for de pågældende kontanthævninger.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er oplyst, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle 10 gange i perioden fra august 2015 til august 2019 har hævet kontanter, som deres bekendte herefter har medbragt til Aserbajdsjan og overbragt til ansøgeren til brug for ansøgerens forsørgelse. Udlændingenævnet har herved igen lagt vægt på, at der ikke er fremlagt nogen dokumentation til støtte herfor. Det fremlagte skema med anførte datoer og kontaktoplysninger på de pågældende bekendte, kan ikke i sig selv udgøre tilstrækkelig dokumentation i denne sammenhæng.
Det forhold, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har oplyst, at de ikke kan fremlægge kontoudskrifter, der dokumenterer kontanthævningerne, fordi de i mellemtiden har skiftet bank, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at det efter EU-Domstolens praksis kan stilles krav om bevis for, at der har fundet en reel forsørgelse sted.
Det forhold, at ansøgeren fratrådte sin fuldtidsstilling i maj 2018, og at ansøgeren efter det oplyste var nødt til at have deltidsarbejde indtil 2020 og på nuværende tidspunkt ikke kan leve af sin pension, kan ikke i sig selv føre til, at det kan lægges til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgeren har indkomst i form af pension i Aserbajdsjan, at pensionen udgør 439 manat om måneden, og at det fremgår af den fremlagte arbejdsgivererklæring fra marts 2021, at ansøgerens månedsløn var 480 manat. Der er således ikke tale om en meget markant nedgang i ansøgerens indkomst.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at det er anført, at ansøgeren er skilt, og at ansøgerens datter er ansøgerens eneste barn og nære familiemedlem, at det bl.a. har været nødvendigt at forsørge ansøgeren ved at betale for ansøgerens rejser til Danmark, så ansøgeren kunne udøve samvær med sin eneste familie, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har behov for at have ansøgeren i Danmark, fordi de begge har krævende fuldtidsarbejde, og at ansøgeren udgør en væsentlig del af familien, hvorfor et afslag på opholdsret vil gribe uproportionalt ind i familiens liv.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at retten til familieliv, som er beskyttet ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, som udgangspunkt alene beskytter den traditionelle familiestruktur, herunder ægtefæller og mindreårige børn. Det forhold, at det er ønskværdigt for ansøgeren og ansøgerens datter at være sammen i Danmark, kan ikke i sig selv udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv i EMRK artikel 8’s forstand.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at det forhold, at ansøgerens datter vil påtage sig at forsørge ansøgeren fremover, ikke i sig selv medfører, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem i EU-rettens forstand.
Udlændingenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at der har foreligget det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet finder endvidere, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af den udvidede personkreds i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 2 eller 3, jf. opholdsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke som anmodet er fremlagt oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren har været optaget i sin datters husstand, eller at ansøgeren lider af alvorlige helbredsmæssige problemer, som gør det absolut nødvendigt, at ansøgerens datter personligt plejer ansøgeren.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at det er beklageligt, at der ikke i SIRI’s afgørelse af 17. august 2021 er taget stilling til, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 2 eller 3.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke grundlag for alene af denne grund at hjemvise sagen til fornyet vurdering i SIRI. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI – som før nævnt – har vejledt om at indsende den relevante dokumentation, men at det hverken er dokumenteret eller anført, at ansøgeren har været optaget i sin datters husstand, eller at det er absolut nødvendigt med personlig pleje af ansøgeren.
Oplysningerne om, at ansøgeren har problemer med sin skjoldbruskkirtel, at det er vanskeligt og dyrt at finde behandling i Aserbajdsjan, og at ansøgerens datter derfor også har forsørget ansøgeren ved at betale for medicin, kan ikke tages i betragtning i denne forbindelse. Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at der hverken er fremlagt dokumentation for ansøgerens helbredsproblemer eller for køb af medicin.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. september 2022 – Brexit – Familiemedlem indrejst inden overgangsperiodens udløb – Forsørgelse, husstand og helbredsmæssige forhold
Dato: 17-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som forælder til en herboende britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2020 for at tage ophold hos sin herboende søn, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet var fremlagt kvitteringer for 6 pengeoverførsler fra ansøgerens søn i løbet af de sidste 5 måneder op til ansøgerens indrejse i Danmark. Endvidere var der fremlagt dokumentation for en række overførsler, som ikke kunne henføres til ansøgeren, men bl.a. til 2 navngivne personer, som efter det oplyste havde videregivet pengene til ansøgeren i Pakistan. Det var desuden oplyst, at ansøgerens helbred gradvist var blevet forværret, så ansøgeren nu havde behov for mere pleje end tidligere.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin søn, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens søn i juni 2020 fik udstedt registreringsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler og i marts 2021 fik udstedt opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelserne for at være omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til sin søn.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, idet det ikke kan lægges til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt dokumentation for overførsler fra ansøgerens søn til ansøgeren på henholdsvis 500 britiske pund i juni 2017, 524 britiske pund i maj 2020, 2.255 kr. i juli 2020, 1.955 kr. i august 2020, 1.855 kr. i september 2020 og 2.955 kr. i oktober 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der – bortset fra den enkeltstående overførsel i 2017 – er tale om en periode på mindre end 5 måneder op til ansøgerens indrejse i Danmark i oktober 2020, hvilket ikke kan anses for at være en anseelig periode.
De fremlagte kontoudskrifter kan ikke føre til en ændret vurdering, idet de fremhævede overførsler på henholdsvis 112 britiske pund i december 2017, 130 britiske pund i marts 2018, 116 britiske pund i januar 2019 og 207 britiske pund i november 2019, ikke lader sig henføre til ansøgeren.
Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at uanset om overførslerne kunne henføres til ansøgeren, ville de fortsat ikke i sig selv være tilstrækkelige til at godtgøre et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn, henset til overførslernes begrænsede omfang.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgerens søn 7 gange i perioden fra maj 2015 til juni 2016 samt i april 2020, har overført penge til 2 navngivne personer, som har erklæret på tro og love, at de har videregivet pengene til ansøgeren i Pakistan.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den pågældende dokumentation og tro og love-erklæringer ikke kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at overførslerne til de 2 navngivne personer faktisk er blevet brugt til at forsørge ansøgeren, således at ansøgerens materielle behov i hjemlandet har været dækket af ansøgerens søn.
Ved vurderingen af, om der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn, har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder.
Det anførte om, at ansøgeren altid har været hjemmegående og ingen pension har, og at ansøgeren alene har været forsørget af sin herboende søn og ikke af sine 5 andre børn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke i sig selv kan medføre en antagelse om, at der har foreligget det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn.
Endelig bemærker Udlændingenævnet, at uanset om ansøgeren er blevet forsørget af sin herboende søn under opholdet i Danmark, og at ansøgerens søn påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, kan det ikke føre til en ændret vurdering, idet forsørgelsesforholdet skal have været til stede allerede ved overgangsperiodens udløb.
Ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til sin herboende søn, har Udlændingenævnet endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i opholdsdirektivets artikel 3, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at idet ansøgerens søn ikke har boet sammen med ansøgeren i Pakistan forud for ansøgerens indrejse i Danmark, opfylder ansøgeren ikke betingelsen om at have været optaget i sin søns husstand.
Det anførte om, at ansøgeren og ansøgerens søn har boet sammen i forbindelse med besøg hos hinanden i henholdsvis Pakistan, Storbritannien og Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at de midlertidige besøgsophold ikke udgør en fælles husstand i EU-rettens forstand, og at der ligeledes skal være tale om en husstand i ansøgerens hjemland.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at de fremlagte oplysninger og dokumentation vedrørende ansøgerens helbredsproblemer, herunder diabetes, forhøjet blodtryk og øjenrelaterede sygdomme, ikke har en sådan karakter, at det kan anses for absolut nødvendigt, at ansøgeren plejes personligt af sin herboende søn.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til det oplyste om, at ansøgeren indtil indrejsen i Danmark har boet alene og har haft hushjælp i Pakistan til at hjælpe med madlavning, rengøring og personlig pleje, og at det således må antages, at ansøgerens personlige pleje også fremadrettet kan varetages af andre end ansøgerens søn, uanset at ansøgerens syn er blevet forværret.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for et opholdsgrundlag som familiemedlem efter EU-reglerne inden overgangsperiodens udløb, og at ansøgeren derfor ikke kan opnå opholdsret i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen.
På baggrund af ovenstående stadfæster Udlændingenævnet herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13.12.2022 – EU – primær bevægelighed – personkreds
Dato: 16-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Rusland, der havde søgt om EU-opholdskort på grundlag af et lettisk fremmedpas.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde tidligere i henholdsvis 2008, 2012 og 2014 fået udstedt registreringsbevis i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen på grundlag af sit lettiske fremmedpas. Efter at han i en periode have opholdt sig i sit hjemland indrejste han på ny i Danmark og søgte i august 2022 igen om ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på grundlag af sit lettiske fremmedpas.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har således ikke ret til ophold efter EU-retten.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EU-opholdsbekendtgørelsens regler finder anvendelse på unionsborgere og deres familiemedlemmer, og at det er en forudsætning for at være omfattet som ”hovedperson”, herunder som arbejdstager, at man er unionsborger. Dette fremgår af EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret til sagen, at pågældende er eller har været unionsborger.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen har indleveret sit lettiske fremmedpas, og at det fremgår at ansøgerens nationalitet er russisk.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har dokumenteret at være statsborger i et EU-land, hvorfor pågældende heller ikke har ret til ophold i Danmark som arbejdstager, efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Det er indgået i vurderingen, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at Letland er sit hjemland, hvor ansøgeren bl.a. har haft sin skolegang, hvor ansøgeres forældre og søskende befinder sig, samt hvor ansøgeren har en lejlighed. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at et lettisk fremmedpas ikke kan føre til, at ansøgeren er omfattet af EU-retten.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at pågældende har arbejdet periodevis i Danmark de sidste 15 år, og at det fremgår af UIP, at ansøgeren tidligere er blevet meddelt opholdsret i Danmark som arbejdstager i medfør af EU-retten, samt at ansøgeren i december 2014 blev meddelt tidsubegrænset ophold her i landet på baggrund af EU-retten, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i CPR er registeret som udrejst til Letland i februar 2015.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren har haft en længerevarende tilknytning til det danske arbejdsmarked, at ansøgeren er samlevende med en unionsborger, og at pågældende har børn, som er bosiddende i Spanien og England.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren for nuværende ikke er unionsborger og aldrig har været dette og derfor ikke på noget tidspunkt har opfyldt betingelserne for en selvstændig opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet