Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 23 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 7. juli 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

Dato: 07-07-2023

Udlændingenævnet hjemviste i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2021 om afslag på anmodning om genoptagelse af sagen, hvorved Udlændingestyrelsen i juni 2021 meddelte afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsborger fra Albanien.

Sagens faktiske omstændigheder

Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2021 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at de perioder, hvor ansøgeren havde været ansat som trainee ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse, fordi praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse. Udlændingestyrelsen meddelte herefter i oktober 2021 afslag på genoptagelse af sagen, og vurderede i sin afgørelse, at oplysningerne, indsendt til anmodningen om genoptagelse af sagen, ikke var af så væsentlig betydning for, at sagen skulle genoptages, idet det fremgik af ansættelseskontrakten, at ansøgeren under programmet havde 3 perioder med praktisk arbejde og 4 skoleophold, og at hendes løn var på 8.200 kr. pr. måned, og at praktik eller andet arbejde, som var en del af en uddannelse, ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse.

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet skal bemærke, at det fremgår af ansættelseskontrakten, at traineeprogrammet har fokus på at skabe erhvervsspecialister, og at programmet består af 3 perioder med praktisk erfaring (1. - i Danmark, 2. - udstationering i udlandet, 3. – i Danmark eller udstationering i udlandet) og 4 school gatherings, som giver mulighed for at opnå en stor viden om virksomhedens erhverv gennem forskellige opgaver.

Udlændingenævnet bemærker yderligere, at oplysninger om løn ikke skal indgå i vurderingen af ansøgningen om tidubegrænset opholdstilladelse, hvis en udlænding udfører lønnet arbejde med en ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer.

Udlændingenævnet skal henvise til, at en opholds- og arbejdstilladelse efter traineeordningen meddeles på baggrund af beskæftigelse til en udlænding, der ansættes i en virksomhed i Danmark, og at den pågældende skal oplæres for efterfølgende at kunne varetage arbejde i udlandet i en virksomhed, der har forbindelse til virksomheden i Danmark.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i juli 2016 afsluttede kandidatuddannelsen, at hun under traineeopholdet var ansat med en ugentlig arbejdstid på 37 timer, at hun betalte ATP og skat, at hun blev udstationeret i Holland og i Hong Kong i perioden fra september 2017 til og med august 2018, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) meddelte dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse, og at traineeopholdet derfor ikke kan betragtes som praktik eller en del af uddannelse, men som ordinært fuldtidsarbejde.

Udlændingenævnet finder yderligere, at der under Udlændingenævnets sagsbehandling er fremkommet oplysninger i sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgeren ved e-mail til Udlændingenævnet oplyste, at ”school gathering”, som nævnes i ansættelseskontrakten, blot er dedikerede dage, hvor medarbejdere får træning i virksomhedens forsyningskæde, situationsbestemt ledelse for at få praktisk viden om virksomheden og for at komme med innovative ideer, og at de dage er en del af ansættelsen.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen.”
Udlændingenævnets afgørelse af 7. juli 2023 – ægtefællesammenføring - integrationskrav

Dato: 07-07-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Irak, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen herboende ægtefælle, som havde haft permanent opholdstilladelse i Danmark siden april 2005. Ved Udlændingenævnets behandling af sagen, fremgik det af CPR-registreret, at både ansøger, referencen og deres to fællesbørn var udrejst til Irak. Under henvisning til koordinationsudvalgsmødet den 25. maj 2023, dagsordenspunkt 5.b., blev sagen realitetsbehandlet på trods af udrejsen med henblik på en familielivsvurdering, hvorfor nævnet tog stilling til den materielle bestemmelse i udlændingeloven, som Udlændingestyrelsen havde givet ansøgeren afslag på baggrund af.

Sagens faktiske omstændigheder:

I februar 2012 fødte ansøgeren hendes og referencens fællesbarn i Irak, og i juli 2012 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Irak, hvor de begge er statsborgere. Ansøgeren fik i marts 2015 opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskabet med referencen. I august 2016 blev opholdstilladelsen inddraget, da ansøgeren ikke havde bestået danskprøve på A1-niveau inden udløb af fristen, og i november 2017 stadfæstede Udlændingenævnet afgørelsen om inddragelsen af opholdstilladelsen. I september 2016 blev ansøgeren og referencens fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I november 2017 fødte ansøgeren parrets andet fællesbarn i Danmark, som blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 2017. I januar 2018 udrejste ansøgeren til Irak, og i november 2019 indrejste ansøgeren igen i Danmark, hvor hun samme dag søgte asyl, som hun fik endeligt afslag på i maj 2021. I april 2021 indgav ansøgeren en ny ansøgning om familiesammenføring, og i november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på familiesammenføring, da ansøgeren og referencen ikke opfyldte mindst 3 ud af 5 af de øvrige betingelser i integrationskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2021 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

Det til klagen oplyste om, at parrets ældste fællesbarn har gået i skole i 3 år, og at parrets yngste fællesbarn har gået i børnehave i 1 år, og at der til sagen er indsendt udtalelser fra folkeskole og børnehave, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet vurderer i relation hertil, at børnene ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der under henvisning hertil, skal ske tilladelse til familiesammenføring i Danmark.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af fast praksis, at herboende fællesbørn først efter 6-7 års uafbrudt og lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har gået i dansk daginstitution/skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at integrationskravet af den grund kan fraviges.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af CPR-registret, at de to fællesbørn i maj 2022 udrejste til Irak, og at det ældste fællesbarn ud fra den indsendte dokumentation alene kan have gået i folkeskole i Danmark i 4 år, og at det yngste fællesbarn ud fra den indsendte dokumentation alene kan have gået i børnehave i 2 år.

Det til klagen oplyste om det yngste fællesbarn og referencens helbredsmæssige forhold, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det yngste fællesbarns helbredsmæssige forhold ikke ses tilstrækkeligt dokumenteret.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 8, af denne grund, helt eller delvist bør fraviges. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om helbredsproblemer, som det må antages, at referencen også kan få behandling for i Irak, hvorfor det ikke kan begrunde familiesammenføring.

Det til klagen oplyste om, at ansøgeren tog til Grækenland, da hendes liv var i fare i Irak, kan endelig ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet henviser herved til, at eventuelle oplysninger af asylretlig karakter ikke kan føre til, at der gives ret til familiesammenføring, men at de evt. kan være asylbegrundende.

Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2023 – Familiesammenføring, ægtefæller – selvforsørgelseskravet

Dato: 03-07-2023

Udlændingenævnet omgjorde i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en kenyansk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle.

Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er født i oktober 1995, og som er kenyansk statsborger, søgte i august 2020 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med referencen, der er dansk statsborger. I november 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen under henvisning til, at referencen inden for de seneste 3 år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. I marts 2021 hjemviste Udlændingenævnet ansøgerens sag til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet nævnet fandt, at styrelsen rettelig burde have forsøgt at indhente tilstrækkelig og læselig dokumentation for referencens helbredsforhold, inden at styrelsen traf afgørelse i sagen, jf. god forvaltningsskik, herunder navnlig officialmaksimen. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren på ny afslag på familiesammenføring under henvisning til, at referencen inden for de seneste 3 år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at karensperioden på 3 år endnu ikke var udløbet. Udlændingestyrelsen vurderede videre, at det ikke kunne føre til et andet udfald i sagen, at referencen i oktober 2021 fik bevilliget førtidspension. Referencens bopælskommune havde bevilliget ham førtidspension grundet, at hans arbejdsevne var varigt nedsat og ikke kunne forbedres.

Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at referencen inden for de seneste 3 år har modtaget offentlig hjælp til sin forsørgelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen på grund af psykisk sygdom ikke har været i beskæftigelse i Danmark i en længere årrække, at han har været igennem et længere udrednings- og beskæftigelsesafklarende forløb i kommunen, og at han i oktober 2021 er bevilliget førtidspension. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen i perioden fra december 2014 til september 2021 har modtaget offentlig hjælp i form af ressourceforløbsydelse, og at han siden oktober 2021 har modtaget førtidspension.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at uanset at karensperioden på 3 år ikke er udløbet på nuværende tidspunkt, er referencen bevilliget førtidspension med virkning fra oktober 2021 under henvisning til, at hans arbejdsevne er varigt nedsat og ikke kan forbedres, og at der således vil være tale om indirekte forskelsbehandling, som strider mod artikel 5 i Handikapkonventionen, såfremt stillingtagen til en ansøgning om familiesammenføring også skal afvente et meget langvarigt afklaringsforløb af herboendes beskæftigelsesmuligheder.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt.
Udlændingenævnet finder det ligeledes beklageligt, at Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021 indeholder begrundelsesmangler, jf. forvaltningslovens § 24.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af november 2021 ikke på tilstrækkelig vis har begrundet, hvorfor det ikke kan føre til en ændret vurdering, at referencen er bevilliget førtidspension.”
Udlændingenævnets afgørelse af 11. januar 2022 – Alders- og identitetsfastlæggelse

Dato: 27-06-2023

Udlændingenævnet genoptog i januar 2022 Udlændingenævnets afgørelse fra maj 2019 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afslag på ægtefællesammenføring fra januar 2018, da ansøgerens identitet ikke kunne anses for endeligt fastlagt. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indrejste i Danmark i 2008, og har efterfølgende fået afslag på asyl og familiesammenføring med sin ægtefælle, fordi hendes identitet ikke var endeligt fastlagt. Under sagernes behandling er der fremkommet flere nationalitetspas og andre identitetsdokumenter vedrørende ansøgeren selv og hendes børn med forskellige identiteter, herunder navne, fødselsdatoer og nationaliteter. Der var således fremlagt en tjetjensk fødselsattest, hvor ansøgeren havde ét navn og én fødselsdato, et pas udstedt af ”Checken Republic of Ichkeria”, hvor ansøgeren havde et andet navn og en anden fødselsdato, et pas udstedt af Kasakhstan, hvor ansøgeren havde et tredje navn og en fødselsdato, en vielsesattest, hvor ansøgeren havde det tredje navn, et russisk pas udstedt til ansøgeren under et fjerde navn, men med samme fødselsdato som det første pas, og et yderligere russisk pas udstedt til ansøgeren under et femte navn, men med samme fødselsdato som det første pas. Nationalt ID-center havde vurderet, at dette pas var udstedt i Ingjustien.

Ansøgerens ægtefælle havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning og parret havde 4 børn, hvoraf de 3 ældste børn havde opnået selvstændig tilknytning til Danmark. Familielivet var dog etableret på et tidspunkt, hvor parret ikke havde en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.

Udlændingestyrelsen gav i januar 2018 ansøgeren afslag på familiesammenføring, idet hendes identitet ikke var endelig fastlagt. Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2019 denne afgørelse, og lagde bl.a. vægt på, at det russiske pas, hvor ansøgeren havde det fjerde navn. Udlændingenævnet gav efterfølgende afslag på genoptagelse, selvom Nationalt ID-Center Nationalt ID-Center (NIDC) udtalte efterfølgende, at passet var ægte, at ægte pas skal afhentes, men at korruptionsniveauet i Rusland er højt.

Der er i forbindelse med den senest anmodning om genoptagelse indsendt korrespondance mellem dansk politi og Interpol Moskva, hvoraf det fremgår, at politiet havde påbegyndt tilbagesendelsesprocedurer på baggrund af det russisk pas, hvor ansøgeren var anført med det femte navn, som Interpol Moskva bekræftede udstedelsen af.

Det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger, at russiske udenrigspas udstedes på baggrund af russiske indenrigspas, at russiske pas kun kan udstedes ved personligt fremmøde, og at der kun kan ske undtagelse i særlige tilfælde, såsom ved sygdom eller fængsel. Ansøgeren har til sagen oplyst, at passene blev udstedt ved stedfortræder, og at der blev betalt for ydelsen.

Udlændingenævnets vurdering:

” Udlændingenævnet finder samtidig efter en konkret og individuel vurdering grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2018. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på ægtefællesammenføring, fordi hendes identitet ikke med sikkerhed er endeligt fastlagt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på følgende oplysninger:
- At Udlændingestyrelsen i januar 2018 gav ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, fordi Udlændingestyrelsen ikke med sikkerhed kunne fastslå hendes identitet. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på, at hun havde flere forskellige nationalitetspas med forskellige navne, fødselsdatoer og nationaliteter.
- At Nationalt ID-Center (NIDC) i maj 2019 til Udlændingenævnet har oplyst, at det ene russiske udenrigspas, udstedt til ansøgeren efter al sandsynlighed var ægte.
- At det fremgår af e-mailkorrespondance mellem Nordsjællands Politi og Interpol Moskva, at Interpol Moskva ved e-mail fra februar 2020 oplyste, at et russisk nationalitetspas blev udstedt til ansøgeren.
- At Den Danske Ambassade i Moskva, Rusland, i august 2021 fremsendte et brev til Udlændingenævnet dateret i marts 2021 fra de russiske myndigheder, hvoraf det fremgår, at et russisk pas udleveres direkte til ansøgeren, og at det fremgår af passet udstedt til ansøgeren, at det blev udstedt af ”Federal Migration Service” i Rusland.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på følgende baggrundsoplysninger om udstedelse af russiske pas, der ligger på dette link https://landinfo.no/wp-content/uploads/2018/03/Russland-Identitetsdokumenter.pdf:
- At russiske indenrigspas er det centrale dokument for identificering af russiske borgere inden for Ruslands grænser.
- At indenrigspas må erstattes ved tab.
- At indenrigspas i visse tilfælde kan udleveres til stedfortrædere, hvis ansøgeren er alvorligt syg eller sidder i fængsel. Alternativt kan pasmyndighederne levere passet til ansøgerens adresse.
- At pasnummeret i et indenrigspas består af 10 tal, der er inddelt i 3 grupper, hvoraf den første består af 2 tal, der identificerer føderationssubjektet, den næste ligeledes består af 2 tal, der angiver udstedelsesåret, og den sidste består af 6 tal, der udgør et serienummer.
- At det hænder, at indenrigspas i pasnummeret vil have det forudgående års årstal, fordi de russiske myndigheder bruger det tidligere års formularer.
- At indenrigspas påstemples med et stempel, der angiver udstedelse af øvrigt udstedte pas.
- At stemplet for udstedte udenrigspas har titlen ”Выдан паспорт (Vydan pasport – Udstedt pas)”.
- At passets serienummer skal fremgå af stemplet for udstedelse af udenrigspas i indenrigspasset således ”Серия -- N.----- (Serija—N.------)”, at serienummeret i russiske udenrigspas består af 9 tal, og at stemplet i indenrigspasset også viser udstedelsesdatoen for udenrigspasset og en kode for, hvor passet er udleveret.
- At det ikke er muligt at søge om eller afhente udenrigspas ved stedfortræder.

Udlændingenævnet lægger således til grund, at det udstedt til ansøgeren under det femte navn, er et russisk indenrigspas, og at passet udstedt til ansøgeren under det fjerde navn er et russisk udenrigspas udstedt på baggrund af indenrigspasset.

På denne baggrund og henset til, at Nordsjællands Politi har påbegyndt tilbagesendelelsesprocessen for ansøgeren med de russiske myndigheder, der dermed har anerkendt hende som russisk statsborger, vurderer Udlændingenævnet efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens identitet er fastlagt, at hun er russisk statsborger.

Udlændingenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke skal gives afslag på ægtefællesammenføring under henvisning til udlændingelovens § 39, stk. 1.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at give ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Reelt og Faktisk ophold

Dato: 27-06-2023

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælle, indgav i september 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra juni 2020 havde opholdt sig i Italien sammen med ansøgeren. Den danske statsborger havde sin søn i Danmark og var under uddannelse i Danmark. Der var til ansøgningen bl.a. vedlagt kontoudtog fra den danske statsborgers bank, fly- og togbilletter mellem Danmark og Italien, en lejekontrakt og kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Udlændingenævnet vurderer, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke i tilstrækkelig grad kan anses for godtgjort, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Italien, som er en betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark ved den danske statsborgers tilbagevenden.

Udlændingenævnet finder ved en samlet konkret og individuel vurdering af den til sagen indsendte dokumentation, at den danske statsborger ikke i perioden fra 2020 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning kan anses for at have haft et ophold i Italien, der er udtryk for, at den danske statsborger har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed som følger af opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af kontoudtog fra den danske statsborgers bank, at den danske statsborger forud for indgivelse af ansøgerens ansøgning i september 2021 har haft udgifter i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til primo august 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra medio november 2020 til ultimo december 2020, fra ultimo februar 2021 til ultimo maj 2021, og en dag i ultimo september 2021.

Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at de indsendte fly- og togbilletter understøtter en formodning for, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i de samme perioder, som fremgår af de indsendte kontoudtog, idet billetterne sandsynliggør, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til ultimo juli 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra primo november 2020 til medio december 2020, fra ultimo februar 2021, til medio maj 2021, og fra ultimo september 2021 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at den danske statsborger ikke på baggrund af de periodevis ophold i Italien, kan anses for at have draget konsekvenserne af at være flyttet fra Danmark til Italien, og derved have etableret et reelt og faktisk ophold dér.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ligeledes af den indsendte dokumentation fremgår, at den danske statsborgers ophold i Italien har været afbrudt af ophold i Danmark af længere varighed, herunder i perioderne fra primo september 2020 til primo november 2020 og fra medio maj 2021 til ultimo september 2021.

Der er ikke til sagen fremsendt kontoudtog for perioden fra ultimo januar 2021 til ultimo februar 2021, og for perioden fra ultimo maj 2021 til ultimo august 2021.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger medio februar 2022 til SIRI oplyste, at den danske statsborger har pendlet meget mellem Danmark og Italien for at besøge sin søn så ofte som muligt og for at deltage i laboratoriekurser i forbindelse med sin uddannelse.

Udlændingenævnet finder således, at Danmark må anses for den danske statsborgers primære opholdssted, idet det er i Danmark, den danske statsborger har haft sine forpligtelser, herunder sin søn og sit studie, og at den danske statsborger alene har opholdt sig i Italien i det omfang den danske statsborgers forpligtelser i Danmark har tilladt dette. Udlændingenævnet vurderer derfor, at opholdene i Italien må anses for at have karakter af besøgsophold, og at den danske statsborger dermed ikke har haft sin hverdag dér.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger til sagen har indsendt en lejekontrakt af fra september 2020 for bolig beliggende på en adresse i Italien og kvitteringer for betalt husleje, el og gas.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om den danske statsborger har haft rådighed over en lejlighed i Italien i hele den angivne periode, som ansøgeren må antages at have boet i, idet den danske statsborger på baggrund af sagens øvrige oplysninger om den danske statsborgers længerevarende ophold i Danmark og forpligtelser her i landet, ikke kan anses for at have etableret et reelt og faktisk ophold i Italien.

Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger har indsendt dokumentation for tilmelding til sprogundervisning i Italien, idet dette ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Italien. Udlændingenævnet har herved tillagt det vægt, at det ikke fremgår af de til sagen indsendte oplysninger, om den danske statsborger har deltaget i fysisk undervisning

Den til sagen indsendte fraflytningsrapport for den danske statsborgers tidligere lejlighed beliggende på en adresse i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det fremgår, at synstidspunktet var ultimo september 2019, og det i CPR fremgår, at den danske statsborger fraflyttede adressen medio oktober 2019. Fraflytningsrapporten sandsynliggør således ikke, at den danske statsborger flyttede til Italien næsten et år senere i ultimo juni 2020 og i den forbindelse drog konsekvenserne af at flytte fra Danmark.

Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger senest har været registreret i CPR som udrejst til Italien i perioden fra ultimo juni 2020 til primo november 2021, og at den danske statsborger i primo september 2020 blev bopælsregistreret i Italien. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger faktisk flyttede fra Danmark til Italien.

Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2023 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Positivlisten - Ej sædvanlig arbejdstid

Dato: 16-06-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse om inddragelse af en mexicansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af positivlisten som revisor, da ansøgeren overskred 48-timers grænsen jf. arbejdsdirektivgennemførelseslovens § 4.

Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren fik i august 2019 meddelt opholds- og arbejdstilladelse som auditor hos et revisionsfirma. Af tilladelsesbrevet fremgik det, at tilladelse var betinget af, at de væsentligste løn- og ansættelsesvilkår var sædvanlige efter danske forhold, og at disse skal overholdes i hele gyldighedsperioden og klageren ikke måtte skifte stilling eller arbejdssted. I forbindelse med en stikprøvekontrol konstaterede SIRI i marts 2022, at klageren i flere 4 måneders perioder havde arbejdet væsentligt mere end det i ansættelseskontrakten anførte og mere end, hvad der er i overensstemmelse med EU's arbejdstidsdirektiv. SIRI inddrog i maj 2022 klagerens opholds- og arbejdstilladelse under henvisning til at betingelserne for tilladelsen ikke var overholdt og at ansættelsesvilkårene ikke kunne anses for sædvanlige efter danske forhold, samt at det forhold, at klageren i forbindelse med ændring af sit stillingsindhold ikke længere havde en øvre grænse for sin arbejdstid, ikke kunne medføre at arbejdstidsdirektivet ikke fortsat skulle overholdes.

Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren overskred 48-timers grænsen i 4 referenceperioder, jf. arbejdsdirektivgennemførelseslovens § 4.

Udlændingenævnet skal henvise til, at EU-arbejdsdirektivet giver mulighed for, at en medlemsstat under visse nærmere betingelser kan undlade at gennemføre forbuddet mod, at arbejdstagerens gennemsnitlige arbejdstid i en 4 måneders periode overstiger 48 timer pr. uge, hvis arbejdstageren har samtykket i at udføre arbejde ud over denne grænse, jf. direktivets artikel 22, stk. 1, litra a). Denne mulighed er ikke benyttet i den danske gennemførelseslov, hvilket Højesteret bekræftede i deres dom af 14. november 2017, jf. UfR 2017.35H.

Udlændingenævnet skal endvidere henvise til Vestre Landsrets dom, jf. UfR 2021.2117V.

Udlændingenævnet skal i øvrigt henvise til, at man på et hvilket som helst tidspunkt skal kunne gå 4 måneder tilbage i ansættelsesforholdet, og at medarbejderen ikke må havde arbejdet mere end 48 timer om ugen i gennemsnit for den samme arbejdsgiver, samt at perioder med årlig betalt ferie, fri og perioder med sygorlov ikke medtages i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet.

Udlændingenævnet har ved vurderingen af sagen lagt vægt på, at ansøgeren havde et timeforbrug på 864,40 timer (50,84 timer ugentligt) i perioden fra oktober 2020 til og med januar 2021, på 909,05 timer (53,47 timer ugentligt) i perioden fra november 2020 til og med februar 2021, på 878,55 timer (50,20 timer ugentligt) i perioden fra december 2020 til og med marts 2021, og på 899 timer (52,88 timer ugentligt) i perioden fra januar 2021 til og med april 2021.

Udlændingenævnet finder, at det er ubestridt, at ansøgeren under sin ansættelse havde en gennemsnitlig arbejdstid, der i løbet af en 7-dagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder, i væsentlig grad oversteg 48 timer inklusive overarbejde i 4 referenceperioder.

Det anførte i klagen om, at ansøgerens gennemsnitlige ugentlige arbejdstid kun oversteg 48 timer i en begrænset periode, idet arbejdet i revisionssektoren inkluderer meget travle sæsoner om vinteren og foråret, samt at i perioden fra december 2020 til marts 2021 arbejdede ansøgeren med et projekt, som førte til flere arbejdstimer, og at inddragelsen af ansøgerens opholdstilladelse, fordi hun var glad for sit arbejde og lagde mange arbejdstimer, var uforholdsmæssig, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af EU-arbejdsdirektivet, at bestemmelsen om en maksimal ugentlig arbejdstid har til formål at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, selv om ansøgeren efter det oplyste udførte overarbejdet efter eget ønske og modtog fuld betaling herfor.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har, at hun var uvidende om 48-timers reglen, og at ansvaret for overholdelse af de 48-timers reglen primært hviler på arbejdsgiveren og ikke medarbejderen. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af ansøgerens tilladelse på engelsk, at ansøgeren skal overholde de betingelser, der er fastsat for opholds- og arbejdstilladelsen, herunder at ansættelsesvilkårene skal være sædvanlige efter danske forhold og skal være opfyldt under hele ansættelsen, og at hun ellers kan miste retten til at opholde sig i Danmark under henvisning til udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3.

Udlændingenævnet henviser yderligere til, at det er en udlændings eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser, der er knyttet til tilladelsen, ligesom at arbejdsgiveren, såvel som medarbejderen, skal være opmærksom på en lang række punkter under ansættelsen, bl.a. arbejdstid, ferie, løn osv., jf. ansættelsesretten.

På den baggrund finder Udlændingenævnet, at SIRI udtrykkeligt tilkendegav betingelserne, vejledningen og konsekvenserne i ansøgerens tilladelse, at inddragelse af ansøgerens tilladelse skete under hensyntagen til proportionalitetsprincippet, og at styrelsen derfor har overholdt bestemmelsen i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3.

Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at SIRI ikke overholdt vejledningspligten, idet styrelsen kun oplyser om 48-timers reglen på deres hjemmeside og ikke tydeligt oplyste i ansøgerens tilladelse, at overholdelsen af 48-timers reglen anses for de væsentligste ansættelsesvilkår, og at bestemmelsen i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, på den baggrund ikke er opfyldt.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Folketingets Ombudsmand har oplyst, at det fremgår af offentlighedslovens § 17, at styrelser på deres hjemmeside skal give borgere information om deres virksomhed, og at det desuden følger af god forvaltningsskik, at en myndighed i et vist omfang bør informere borgerne om praksis på myndighedens område, f.eks. via myndighedens hjemmeside.

Udlændingenævnet vurderer derfor, at SIRI har overholdt vejledningspligten efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, idet styrelsen i afgørelsen vejledte ansøgeren om, at hun kunne finde flere oplysninger om arbejdsvilkår i Danmark og den danske model via link newtodenmark.dk/Danishmodel, hvor oplysningen om EU’s arbejdsdirektiv, herunder 48-timers grænsen, er fremgået siden den 17. december 2017. Ligesom styrelsen i sit brev vejledte arbejdsgiveren om, at de er forpligtede til at oplyse styrelsen om evt. ændringer i ansøgerens løn- og ansættelsesvilkår, således at styrelsen kan vurdere, om betingelserne for tilladelsen forsat er til stede.

Udlændingenævnet har noteret, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at hendes forfremmelse til manager ikke medførte væsentlige ændringer, og at hun derfor ikke ansøgte om en ny opholds- og arbejdstilladelse.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til SIRI’s afgørelse, hvoraf fremgår, at styrelsen skal orienteres, hvis ansøgerens løn- og ansættelsesvilkår forringes, jf. udlændingebekendtgørelsens § 26, stk. 2.

Udlændingenævnet vurderer, at ændringen i ansøgerens ansættelseskontrakt, hvor hun ikke længere har en øvre grænse for sin arbejdstid, er forringelse af løn- og ansættelsesvilkårene, og derfor skal betragtes som væsentlige ændringer i ansættelsen, som styrelsen burde have været orienteret om.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren er en værdsat medarbejder, og at hun fik meddelt opholds- og arbejdstilladelse efter positivlisten på grund af mangel af kvalificerede revisorer i Danmark.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til, at SIRI’s vurdering skal ændres, idet der ikke foreligger oplysninger omkring ansøgerens sådanne personlige forhold, der kan bevirke, at hendes opholdstilladelse ikke skal inddrages under henvisning hertil.

Udlændingenævnet fastholder derfor SIRI’s vurdering af, at ansøgeren ikke har opnået en sådan tilknytning til Danmark, og at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen af hendes opholdstilladelse er særligt belastende for hende eller vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. herved udlændingelovens § 19 stk. 1, nr. 3, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2023 – Administrativ udvisning – EU-borger - Ulovligt ophold – Ej fastsættelse af indrejseforbud

Dato: 15-06-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger i Ungarn uden fastsættelse af indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 25 b, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren var indrejst i Danmark i oktober 2019. Klageren havde både søgt om asyl og humanitær opholdstilladelse i landet, som klageren blev meddelt afslag på. På baggrund af det senest meddelte afslag i september 2020 blev klageren efter anmeldelse antruffet af politiet i marts 2021, hvor klageren blev sigtet for ulovligt ophold. Klageren modtog en udenretlig bøde herfor.

Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

”Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du ikke er udrejst af Danmark i overensstemmelse med din ret til ophold på 3 måneder som ikke arbejdssøgende EU-borger efter udlændingelovens § 2, stk. 1.

Vi har vurderet, at denne udvisning af dig ikke er uforenelig med EU-reglerne og dermed med EU-Domstolens praksis vedrørende udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne. Vi har herved lagt vægt på, at du har fået afslag på opholdstilladelse i Danmark af henholdsvis Udlændingestyrelsen og Udlændinge- og Integrationsministeriet, og at du efter det oplyste ikke har været i arbejde eller arbejdssøgende under dit ophold i Danmark.

Efter gældende regler meddeles en udlænding 2 års indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.

Det følger dog af udlændingelovens § 32, stk. 2, at der kun fastsættes indrejseforbud i forhold til udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, hvis den pågældende er udvist af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.

Vi har på den baggrund vurderet, at du ikke bør meddeles et indrejseforbud i 2 år, da det ikke vil være foreneligt med EU-reglerne, idet du kun udvises for ulovligt ophold efter udlændingelovens § 25 b, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3.

Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at du til sagen har oplyst, at du er psykisk syg og ønsker at forlade landet, idet du har opholdt dig i Danmark siden april 2020, at det ikke er oplyst, at du har været i arbejde eller søgt arbejde, og at du har modtaget afslag på opholdstilladelse fra henholdsvis Udlændingestyrelsen og Udlændinge- og Integrationsministeriet, der begge bestemte, at du skulle udrejse af Danmark i henhold til den fastsatte udrejsefrist […] marts 2020 meddelt af Udlændingestyrelsen.”

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] maj 2021 af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at en EU-borger kan udvises for ulovligt ophold, hvis EU-borgeren efter 3 måneders ophold ikke opfylder betingelserne for fortsat opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelse§§ 5-8.

Det til støtte for klagen anførte om, at du ikke måtte forlade [social institution], og at du har været
uforskyldt hospitalsindlagt, kan ikke føre til en anden vurdering, da du efter EU-reglerne om fri bevægelighed alene har ret til ophold i Danmark i 3 måneder, hvis du ikke herefter kan dokumentere at være enten arbejdssøgende, arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende, studerende, udstationeret, eller i besiddelse af tilstrækkelige midler til dit ophold.

Udlændingenævnet har endelig supplerende til Udlændingestyrelsens henvisning til udlændingelovens § 26, stk. I, lagt vægt på, at du er statsborger i Ungarn, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Det forhold, at du lider af psykisk sygdom og har været bevidstløs og hospitalsindlagt pga. bl.a. forhøjet blodtryk, kan ikke fører til en ændret vurdering, da der ikke er tale om sådan alvorlig sygdom, at en udvisning af Danmark under henvisning hertil, må anses for særlig belastende.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er tale om akut opstået alvorlig sygdom,
og at det må formodes, at du hidtil har kunne få behandling herfor i dit hjemland Udlændingenævnet henviser endvidere til, at du i september 2020 er meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2023 – Afvisning ved grænsen – ej visumfri

Dato: 15-06-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Tyrkiet ved indrejsen i Danmark.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren blev i maj 2022 afvist på grænsen i forbindelse med, at hun indrejste fra Tyrkiet sammen med sin bulgarske samlever. Klageren var i besiddelse af en bulgarsk opholdstilladelse, men blev afvist, idet hun ikke var i besiddelse af et gyldigt visum til Schengenområdet.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at politiet med rette afviste klageren ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet hun ikke var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum.

Udlændingenævnet har lagde vægt på, at statsborgere fra Tyrkiet ikke er undtaget fra kravet om visum i medfør af udlændingelovens § 2, stk. 2, og at klageren ved indrejsen ikke var i besiddelse af et gyldigt visum til Schengenområdet eller en gyldig opholdstilladelse i et Schengenland, hvilket er en betingelse ved indrejse i Danmark eller Schengenområdet.

Det forhold, at klageren var i besiddelse af en bulgarsk opholdstilladelse og ved indrejsen var ledsaget af sin samlever fra Bulgarien, der er unionsborger, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens opholdstilladelse er udstedt i henhold til national lovgivning og dermed ikke udstedt til familiemedlemmer til EU-borgere.

Udlændingenævnet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at Bulgarien ikke deltager i Schengensamarbejdet.

Udlændingenævnet stadfæster derfor politiets afgørelse fra maj 2022.”
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2023 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet – Indrejseforbud

Dato: 13-06-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Polen med indrejseforbud til Danmark i 2 år.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren blev i december 2021 antruffet af politiet i en butik, idet klageren havde stjålet varer fra butikken til en værdi af 6.770 kr. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for butikstyveri af politiet. Klageren erkendte forholdet, og vedtog en udenretlig bøde herfor.

Udlændingestyrelsens afgørelse:

”Udlændingestyrelsen har besluttet, at du, som er statsborger i Polen, skal udvises af Danmark med indrejseforbud i 2 år, efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, nr.1.
[…]
Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Polen, og at du for ca. en uge siden indrejste i Danmark.

Vi har endvidere lagt til grund, at du [..] december 2021 blev anholdt og sigtet af [politiet] for butikstyveri, idet du har stjålet varer i [en butik] til en samlet værdi af i alt 6.770 kr.

Vi har endeligt lagt til grund, at du erkender at have begået tyveriet, og at du har vedtaget en udenretlig bøde på 4500 kr. herfor.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at tyveriet er begået kort efter indrejse i Danmark, og at du til politiet har oplyst, at du har stjålet varerne med henblik på at videresælge varerne.

Vi har vurderet, at denne udvisning af dig med indrejseforbud i 2 år ikke er uforenelig med EU-reglerne og dermed med EU-domstolenes praksis vedrørende udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne. Vi har herved lagt vægt på, at det begåede tyveri ikke er af tilfældig karakter, idet du blev antruffet af politiet i besiddelse af en grålig metal genstand, der kan bruges til at aftage alarmer fra tøj.

Vi har herefter ud fra sagens samlede omstændigheder vurderet, at du udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, da det er en grundlæggende samfundsinteresse at kunne beskytte samfundet mod tyveri.

Vi har vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.”

Udlændingenævnets afgørelse:

Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse […] af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen er dømt for lovovertrædelsen, eller over for politiet har erkendt overtrædelsen eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold […].

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at udvisning af en EU-borgere, vil være proportionel, såfremt den pågældendes adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse i medlemsstaten […].

Det til støtte for klagen anførte om, at udvisningen af [klageren] efter [partsrepræsentantens] opfattelse er uproportional og i strid med EU-reglerne, da [klagerens] tilstedeværelse i Danmark ikke kan antages at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører grundlæggende samfundsinteresser, kan ikke føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] […] december 2021 blev anholdt og sigtet for butikstyveri til en samlet værdi af i alt 6.770 kr., at [klageren] har erkendt forholdet og betalt en bøde herfor, at tyveriet er begået kort efter [klagerens] indrejse i Danmark, og at [klageren] til politiet har oplyst, at han har stjålet varerne med henblik på videresalg.

Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at forholdet ikke er af tilfældig karakter eller med begrænset skadevirkning, at grovheden af det udøvede kriminelle forhold vægter tungere end din klients ret til fri bevægelighed som EU-borger, og at udvisningen dermed anses som proportional af hensynet til den offentlige orden.

Udlændingenævnet har endelig supplerende til Udlændingestyrelsens henvisning til udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Polen, at han ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].

Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse […].”
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2023 – Afvisning ved indrejsen – omgørelse

Dato: 13-06-2023

Udlændingenævnet omgjorde i juni 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Marokko ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et marokkansk nationalitetspas og gyldig opholdstilladelse i Italien. Klageren blev nægtet indrejse under henvisning til, at han ikke var ledsaget af sin ægtefælle, der er EU-borger.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at klageren ikke burde have været afvist ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet han var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i et andet Schengenland ved indrejsen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af udlændingelovens § 2 b, stk. 1, at udlændinge, som har opholdstilladelse i et andet Schengenland, har ret til at indrejse og opholde sig vi-sumfrit i Danmark, og at klageren var i besiddelse af en italiensk opholdstilladelse.

Udlændingenævnet finder således, at klageren var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i et andet Schengenland ved indrejsen til Danmark på indrejsetidspunktet, og at han derfor ved indrejsen til Danmark var fritaget for visum.

Udlændingenævnet bemærker, at det følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 artikel 5, stk. 2, at familiemedlemmer til en unionsborger, som er i besiddelse af et gyldigt opholdskort, jf. artikel 10, også er fritaget fra kravet om visum

Udlændingenævnet ændrer derfor politiets afgørelse fra august 2021.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen