Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 22 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 3. august 2023 – EU – Udstationering – Udleje af arbejdskraft

Dato: 03-08-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i oktober 2022 ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Indsendt til sagen var bl.a. en aftale mellem en svensk virksomhed og en dansk virksomhed om vikar- og arbejdsformidling, hvoraf det fremgik, at den svenske virksomhed var ansvarlig for at tilbyde bemandingsløsninger og/eller vikarydelser til den danske virksomhed, at ansøgeren var vikaren, der skulle udstationeres, og at det var den danske virksomhed, der havde instruktionsbeføjelse. Derudover var indsendt en ansættelsesaftale, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var ansat i den svenske virksomhed fra juli 2022, og at ansøgerens løn varierede afhængigt af, om ansøgeren skulle arbejde i Sverige eller i Danmark, samt en udstationeringsaftale, mellem ansøgeren og den svenske virksomhed, hvoraf fremgik, at udstationeringsperioden var på 2 år, og at ansøgeren skulle vaske biler og gøre rent.

Udlændingenævnets vurdering:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] november 2022. [Ansøgeren] opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Udlændingenævnet finder således, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger og dokumenter i sagen ikke kan lægges til grund, at [ansøgeren] er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.

Det er Udlændingenævnets vurdering, at [den svenske virksomhed] er at anse for tjenesteyder i henhold til TEUF artikel 56, og at tjenesteydelsen består af tilrådighedsstillelse af arbejdskraft i form af vikarer.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af aftalen af […] september 2022 mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] om vikar- og arbejdsformidling, at [den svenske virksomhed] er ansvarlig for at tilbyde bemandingsløsninger og/eller vikarydelser til [den danske virksomhed] i forbindelse med adhoc-opgaver, ferieafløsning, sygeafløsninger og/eller deltids- og fuldtidsstillinger.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af aftalen, at [ansøgeren] fra den […] november 2022 til den […] oktober 2024 udstationeres til [den danske virksomhed], at det er [den danske virksomhed], der har den fulde instruktions- og ledelsesbeføjelse samt tilsyns- og kontrolmyndighed over [ansøgeren] under hans udstationering, og at [den svenske virksomhed] intet ansvar påtager sig for [ansøgerens] handlinger.

Det er herefter Udlændingenævnets vurdering, at der ikke er tale om levering af en konkret tjenesteydelse mellem [den svenske virksomhed] og [den danske virksomhed], men at udstationeringen af [ansøgeren] i Danmark udgør selve formålet med den tjenesteydelse, som [den svenske virksomhed] udfører for [den danske virksomhed], og at aftalen om leveringen af tjenesteydelsen således alene har til formål at opnå adgang til arbejdsmarkedet i Danmark.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det bl.a. fremgår af den fremlagte ”Agreement on Posting” af […] september 2022 mellem [ansøgeren] og CEO […], at [ansøgeren] skal yde bilvask- og rengøringsservice, og at hans timeløn er på 140 DKK. Derudover fremgår det, at hans opgaver er at udvikle og planlægge merchandise-strategier, analysere salgstal, kundereaktioner og markedstrends, samarbejde med købere, leverandører, og forhandlere for at forhandle priser, mængder og deadlines, maximere kundeinteresse og salg, monitorere aktiebevægelser, og at han skal skabe kundeforhold.

Det til støtte for klagen anførte om, at [den svenske virksomhed] skal ændre og organisere [den danske virksomheds] salg- og markedsføringsstrategi, at [ansøgeren] er den ekspert, der skal løse opgaven, og at [ansøgeren] kun vil modtage instruktioner vedrørende dansk lovgivning, men ikke vedrørende kernen af hans opgave, er ligeledes indgået i Udlændingenævnets vurdering.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om [ansøgerens] beskæftigelse for [den danske virksomhed] skal bestå i salg eller rengøring af biler, så fremgår det af aftalen af […] september 2022 mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] om vikar- og arbejdsformidling, at det er [den danske virksomhed], der har den fulde instruktions- og ledelsesbeføjelse samt tilsyns- og kontrolmyndighed over [ansøgeren]. Det kan således ikke lægges til grund, at [den svenske virksomhed] skal levere en konkret tjenesteydelse i form af at ændre og organisere [den danske virksomheds] salg- og markedsføringsstrategi, og ikke alene stille arbejdskraft til rådighed.

Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at udstationeringen af [ansøgeren] reelt indebærer, at [ansøgeren] skal udlånes til [den danske virksomhed] i en periode, og at udstationering til Danmark i sig selv udgør formålet med aftalen mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed med det overordnede formål at bringe arbejdskraft til Danmark.

Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke er omfattet af reglerne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, som udstationeret.

Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 04.08.2022 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA

Dato: 02-08-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2022 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 og § 9 c, stk. 1 til en statsborger fra Eritrea under henvisning til hendes herboende mor.

Sagens faktiske omstændigheder

Udlændingestyrelsen havde i november 2016 meddelt opholdstilladelse til ansøgeren som familiesammenført under henvisning til referencen. Ansøgeren indrejste imidlertid ikke i Danmark inden for indrejsefristen. I forbindelse med behandlingen af en ny ansøgning om opholdstilladelse indgivet af referencen i juli 2019 havde Udlændingestyrelsen anmodet ansøger og reference om at medvirke til DNA-undersøgelse. Ansøger og reference indvilligede heri. Det fremgik af konklusionerne fra Retsgenetisk Afdeling, at resultaterne talte imod, at ansøger er barn af referencen, og at sikkerheden af udelukkelsen oversteg 99,99%.

Udlændingenævnets afgørelse:

Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af 11. marts 2021. Ansøger kan således ikke gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, eller § 9 c, stk. 1.

Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 stk. 1, nr. 2

Det er en betingelse for, at ansøger kan gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til dig efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøger er et mindreårigt barn af dig.

Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøger er et mindreårigt barn af dig, og hun kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse på det foreliggende grundlag, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at det fremgår af Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020, at resultaterne taler imod, at ansøger er barn af dig, og at sikkerheden af udelukkelsen overstiger 99,99%.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du til sagen har oplyst, at du har fået foretaget en anden DNA-prøve ved A-sygehus i november 2019, idet Udlændingestyrelsen i brev af oktober 2019 henviste dig til at få udtaget mundskrab på B- Sygehus, og idet du ikke har indsendt dokumentation for ovennævnte prøve fra B-Sygehus.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøger blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til dig i november 2016, og at ansøger ikke havde mulighed for at udrejse af Eritrea og indrejse og tage ophold i Danmark inden for indrejsefristen på grund af sin alder. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det påhviler ansøgeren selv at overholde de betingelser, der er fastsat for en meddelt opholdstilladelse, og at Udlændingestyrelsen gentagne gange udsatte indrejsefristen for at give ansøger lejlighed for at rejse ind i Danmark.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udlændingemyndighederne ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 eller § 9 c, stk. 1, kan kræve, at ansøgeren og den person, til hvem ansøgeren oplyser at have den familiemæssige tilknytning, som skal danne grundlag for opholdstilladelsen, medvirker til en dna-undersøgelse med henblik på at fastslå den familiemæssige tilknytning, såfremt denne ikke på anden måde kan anses for tilstrækkeligt dokumenteret. Der henvises til afsnittet om Retsregler ovenfor.

Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til sagen har indsendt en fødselsattest i Eritrea i december 2008, hvor det fremgår, at ansøger er født i november 2008 i Eritrea og at du er mor til hende, samt at du i øvrigt til sagen har oplyst, at hun er din datter. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en fødselsattest og erklæringer om slægtskab i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at fastslå slægtskabet, idet det er en grundlæggende betingelse for meddelelse for opholdstilladelse for børn, at den familiemæssige tilknytning i forhold til den herboende forældre kan fastslås, og at adgangen for udlændingemyndighederne til at kræve en dna-undersøgelse har til formål at understøtte fastlæggelsen af slægtskabet, idet resultatet af dna-undersøgelsen udgør et tungtvejende bevismæssigt grundlag.

Af samme årsag kan den indsendte oversættelse af, hvad der angiveligt er din vielsesattest, hvoraf det fremgår, du og [X] indgik ægteskab i Eritrea i maj 2006 ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet henviser herved til, at nævnet – som anført oven for – har lagt afgørende vægt på resultatet af den foretagne dna-undersøgelse.

Det kan ej heller føre til et ændret resultat, at du til klagen har oplyst, at du har haft daglig kontakt med ansøger siden 2013 først pr. telefon og siden over videochat via Messenger, idet Udlændingenævnet har lagt vægt på, at denne kontakt ikke er dokumenteret.

Det kan endvidere ikke føre til et andet resultat, at du er utilfreds med prøvens resultat, idet Udlændingenævnet ikke finder, at der er fremlagt dokumentation eller oplysninger i øvrigt, der kan bringe tvivl omkring Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020.

Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at betingelsen for, at ansøger kan gives opholdstilladelse i Danmark derfor ikke er opfyldt.

Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

Udlændingenævnet vurderer, at ansøger ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøger skal have opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet har vurderet, at forholdet mellem dig og ansøger ikke kan anses for at udgøre et familieliv som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020, hvor resultaterne taler imod, at ansøger er barn af dig, og at sikkerheden af udelukkelsen overstiger 99,99%.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at slægtskabet mellem dig og ansøger i øvrigt ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, idet du alene har fremlagt hendes fødselsattest og en oversat kopi af, hvad der angiveligt er din vielsesattest, der ikke alene kan danne grundlag for gyldig dokumentation for slægtskabet mellem dig og ansøger.

Udlændingenævnet finder, at der i øvrigt ikke foreligger personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at ansøger kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.

Det til sagen oplyste, at ansøgers far er i fængsel og ikke har haft kontakt til hende siden 2013 kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det anførte ikke er dokumenteret eller på anden måde godtgjort.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at hensynet til barnets tarv taler for at sikre, at slægtskabet mellem et barn og en herboende forælder er i overensstemmelse med det af forælderen oplyste.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udlændingemyndighederne ikke kan meddele opholdstilladelse til personer, hvor rette identitet ikke er fastlagt, herunder slægtskabet mellem barnet og den herboende reference.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til klagen har oplyst, at du ikke kan vende tilbage til Eritrea på grund af risiko for forfølgelse fra de eritreiske myndigheder. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet at oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøgers personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.

På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøger afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet vurderer i relation hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af maj 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab

Dato: 02-08-2023

Udlændingenævnets afgørelse af maj 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

Sagens faktiske omstændigheder:

Referencen, der er statsborger i Syrien, fik opholdstilladelse med henblik på midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark i november 2016. Han udrejste efterfølgende til Tyrkiet i august 2017. Som følge af hans udrejse foretog Udlændingestyrelsen efterfølgende en vurdering af, hvorvidt hans opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og som et led i sagsbehandlingen deltog referencen i februar 2020 i et interview på Den Danske Ambassade i Tyrkiet. Under interviewet oplyste referencen, at han under sin udlandsrejse havde indgået et ægteskab, samt at han alene havde opholdt sig i Tyrkiet. Referencen sendte senere i februar 2020 til Udlændingestyrelsen en vielsesattest, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen havde indgået ægteskab i Syrien i marts 2018, og at referencen havde været til stede ved vielsen. I maj 2020 oplyste referencen imidlertid til Udlændingestyrelsen, at han ikke havde været i Syrien under sit ophold i Tyrkiet. Han oplyste endvidere, at han ikke havde været til stede ved vielsen, og at et familiemedlem havde skrevet under på vielsesattesten på hans vegne. Ansøgeren indgav i oktober 2020 en ansøgning om ægtefællesammenføring under henvisning til sit ægteskab med referencen. I forbindelse med ansøgningen oplyste referencen og ansøgeren, at de havde indgået ægteskab i Tyrkiet i oktober 2018. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2021 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1

Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin bortfaldssag i februar 2020 på Den Danske Ambassade i Tyrkiet oplyste, at han var blevet gift under sit ophold i Tyrkiet, og at han som dokumentation herfor fremsendte et dokument med titlen Marriage Instrument, udstedt i marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, hvoraf det fremgår, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i marts 2018.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i klagen har bekræftet, at den fremsendte vielsesattest er den officielle vielsesattest.

Udlændingenævnet har endeligt lagt vægt på, at referencen ligeledes i forbindelse med sin bortfaldssag i maj 2020 oplyste, at han ikke havde været i Syrien under sit udenlandsophold, idet de havde lavet en aftale med dommeren om, at familiemedlemmer i Syrien i stedet kunne underskrive ægteskabskontrakten. I ansøgningsskemaet indgivet i oktober 2020, der er udfyldt af referencen, er der svaret afkræftende til, at de begge var til stede ved vielsen i ansøgerens del af skemaet, mens det af referencens del fremgår, at de begge var til stede.

Udlændingenævnet vurderer på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at referencen har været fysisk til stede ved vielsen, og at deres ægteskab derfor ikke kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, nr. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, hvorefter det er et krav, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret.

Udlændingenævnet har med denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt den fremlagte vielsesattest må antages at være ægte, idet der også er oplyst divergerende omkring ægteskabets indgåelse.

Det fremgår således af den syriske vielsesattest, udstedt ultimo marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab primo marts 2018. Det bemærkes, at både referencen og ansøgeren står som værende ”husband” (ægtemand) på dokumentet.

Ligeledes har referencen i november 2020 til Udlændingestyrelsen indgivet en håndskrevet arabisk ægteskabskontrakt samt en engelsk oversat version af denne kontrakt dateret samme dag i primo marts 2018, som ægteskabet ifølge den syriske vielsesattest skulle være indgået, hvoraf det fremgår, at deres ægteskab er indgået (”concluded”). I referencens klage har han dog oplyst, at dette dokument er en forlovelseskontrakt.

Det fremgår imidlertid af ansøgerens del af ansøgningen om ægtefællesammenføring, at de blev gift ultimo oktober 2018 i Tyrkiet. Af referencens del fremgår det, at de blev gift medio oktober 2018 i Tyrkiet.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen har anført, at fejl i datoerne på vielsesattesten skyldes en fejl fra udstederens side, og at referencen grundet sin analfabetisme ikke har været opmærksom på fejlen. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet det ikke ændrer ved, at referencen ikke har været til stede ved vielsen, og at oplysningerne i ansøgningsskemaet heller ikke stemmer overens med oplysningerne på den efter det oplyste officielt udstedte vielsesattest.

Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren skulle være gift i Tyrkiet, da referencen selv har henvist til den syriske vielsesattest, som den officielle vielsesattest. Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at der heller ikke er fremlagt en officiel tyrkisk vielsesattest.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om, hvordan referencen og ansøgeren mødte hinanden.

Det fremgår således af ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at parret fik kontakt med hinanden en specifik dato i juli 2018 over internettet. Af referencens del af ansøgningsskemaet fremgår imidlertid, at de mødte hinanden i juli 2018 gennem referencens søster. Af henvendelsen af februar 2022 til Udlændingenævnet fremgår det, at de lærte hinanden at kende gennem referencens søster, og at ansøgerens onkel er referencens svoger.

Det fremgår i øvrigt af Det Centrale Personregister (CPR), at referencen er gift med en anden kvinde, der ifølge referencens ansøgning er hans tidligere ægtefælle.

Udlændingenævnet kan derudover ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har haft et fast samlivsforhold af længere varighed.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at de ikke har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at de har været i et fast længerevarende samlivsforhold.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der til sagen er afgivet divergerende oplysninger om referencens og ansøgerens samliv og kontakt efter vielsen, idet det er oplyst i ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at de ikke har boet sammen på noget tidspunkt, at de har haft kontakt næsten hver dag via internet og telefon siden vielsen, og at de sidst så hinanden i juni 2020. I referencens del af ansøgningsskemaet samt i referencens klage oplyser han imidlertid, at de har boet sammen siden vielsen - fra oktober 2018 til juni 2020 - og at de sidst så hinanden medio juli 2020.

Den til støtte for klagen indsendte dokumentation for deres samliv kan ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke var muligt for Udlændingenævnet at læse dokumenterne, og da de indsendte billeder ikke i sig selv kan danne grundlag for, at de har haft et samliv af længere varighed.

Udlændingenævnet har dog lagt vægt på, at der blandt den indsendte dokumentation er et dokument med titlen ”Lease contract”, der også ses at være indsendt i forbindelse med referencens bortfaldssag. Ud fra dokumentet på bortfaldssagen ses det at være en lejekontrakt, indgået med en navngiven lejer, der ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra april 2018. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at dokumentet ikke dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.

Der er endvidere til bortfaldssagen indsendt et dokument med titlen ”Rental contract”, der også er en lejekontrakt indgået med en anden navngiven lejer, der heller ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra januar 2017. Udlændingenævnet finder heller ikke, at dette dokument dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Den henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

Udlændingenævnet vurderer, at der ikke foreligger særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har etableret et familieliv, som er omfattet Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det angivne ægteskab mellem referencen og ansøgeren ikke kan anerkendes efter dansk ret, og at der ikke er etableret et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet henviser til den ovenfor anførte begrundelse herom.

Udlændingenævnet vurderer derfor, at referencen og ansøgeren ikke kan anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det må anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne at beskytte et eksisterende familieliv.

Det forhold, at referencen efter det oplyste lider af forhøjet blodtryk og diskusprolaps i lænderyggen med tryk på nerveroden, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgeren ikke har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv.

Det til støtte for klagen anførte om, at referencens familie truer ansøgeren og vil tvinge hende tilbage til Syrien, kan endvidere ikke føre til en anden vurdering, idet Udlændingenævnet herved bemærker, at oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2023 – EU – Primær bevægelighed – medfølgende familie – Betingelser ej opfyldt - Ej omfattet af personkredsen

Dato: 28-07-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om EU-opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsen som medfølgende familiemedlem til en svensk statsborger, idet ansøgeren ikke var omfattet af persongruppen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5 eller nr. 6.

Sagens faktiske omstændigheder:

I juni 2021 indrejse ansøgeren i Danmark og indgav ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til en herboende bror, der var unionsborger, og som havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. SIRI meddelte i januar 2022 ansøgeren afslag på udstedelse af opholdskort, idet SIRI vurderede, at ansøgeren ikke havde været forsørget af eller optaget i sin brors husstand, og at der ikke forelå sådanne helbredsmæssige grunde, der gjorde det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejede ansøgeren. Udlændingenævnet hjemviste sagen, idet der var indsendt ny dokumentation, som ikke var indgået i SIRI’s beslutningsgrundlag. Til sagen var bl.a. indsendt en ”Unmarried Certificate” udstedt i Pakistan i august 2020, en ”Investigation Report” udstedt i Pakistan indeholdende bl.a. et ’Dependent Certificate’ samt et 2-siders ’Family Registration Certificate’, og kvitteringer for unionsborgerens pengeoverførsler til ansøgeren i perioden fra marts 2020 til og med februar 2021. Unionsborgeren havde i alt foretaget 11 overførsler på mellem 1.000 kr. og 4.500 kr. Derudover var indsend dokumentation for unionsborgerens ægtefælles pengeoverførsler til ansøgeren. Ægtefællen havde foretaget 2 overførsler i 2015, 1 overførsel i 2017, 4 overførsler i 2018 og 3 overførsler i 2019. I oktober 2022 traf SIRI på ny afgørelse om at meddele ansøgeren afslag på opholdsret som medfølgende familiemedlem til en unionsborger.

Følgende fremgik af SIRI’s afgørelse:

”Styrelsen for International Rekruttering og Integration har lagt til grund, at [unionsborgeren], som den EU-statsborger du ønsker at slutte dig til, opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, jf. § 2.

Alligevel finder vi ikke, at du opfylder betingelserne for udstedelse af et opholdsdokument som familiemedlem til [unionsborgeren], idet vi finder, at du ikke er omfattet af personkredsen for familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5 eller nr. 6.

Vi har lagt vægt på, at du ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5 som familiemedlem til [unionsborgeren], idet vi ikke finder det tilstrækkelig dokumenteret, at du har været forsørget af [unionsborgeren] forinden din indrejse i Danmark, og at du ikke er i stand til at forsørge dig selv.

Det forhold, at [unionsborgeren] har overført penge til dig ni gange i 2020 og 3 gange i 2021 udgør ikke tilstrækkelig dokumentation for, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dig og [unionsborgeren], eller at du har været økonomisk afhængig af ham.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at den fremlagte dokumentation for pengeoverførsler fra [unionsborgeren] til dig er for en relativ kort periode, hvorfor vi ikke finder det tilstrækkeligt dokumenteret, at der forelå et materielt behov for forsørgelse på tidspunktet for din ansøgning om familiesammenføring i juni 2021.

Vi har i den anledning lagt vægt på at din advokat i sin klage af den […] februar 2022 har henvist til EU Orienteringen nr. 2 261115, afsnit 4.2.4, jf. afsnit 4.2.3, side 37, hvortil SIRI skal bemærke, at dette afsnit vedrører familiemedlemmer i opstigende linje. Da [unionsborgeren] er din bror, er han derfor ikke omfattet af denne bestemmelse og vi kan derfor ikke tage overførslerne fra [unionsborgerens] ægtefælle med i vores vurdering, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk.1, nr. 5.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du fortsat ikke har fremlagt dokumentation for dine midler i dit hjemland, og du har ikke fremlagt yderligere dokumentation for dine familie- og boligforhold i dit hjemland, herunder hvorvidt dine øvrige familiemedlemmer forsørger dig. Det forhold, at du ikke er gift, dokumenterer ikke, at du ikke kan forsørge dig selv. Vi kan derfor ikke konstatere, hvorvidt der foreligger et materielt behov for forsørgelse, og at det udelukkende er [unionsborgeren], der kan dække dette behov.

Det forhold, at din advokat til sagen har indsendt dokument ”Dependent Certificate” hvoraf det fremgår, at du er arbejdsløs og ikke har en indtægt og at du derfor udelukkende er økonomisk afhængig af [unionsborgeren], kan ikke føre til en ændret vurdering, da disse omstændigheder ikke alene er ensbetydende med, at du er økonomisk afhængig af [unionsborgeren].

Den omstændighed at din advokat i sin klage til Udlændingenævnet den […] februar 2022 har gjort gældende, at [unionsborgeren] fremadrettet påtager sig at forsørge dig, dokumenterer ikke, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold for dig i relation til at være omfattet af personkredsen i § 3, stk. 1, nr. 5, idet der også stilles et krav om bagudrettet forsørgelse. Man kan således alene være omfattet, hvis man også i hjemlandet har været forsørget af hovedpersonen.

Vi finder det heller ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at du har været optaget i [unionsborgerens] husstand.

Det forhold at din advokat den […] februar 2022 i sin anmodning om genoptagelse til SIRI har indsendt dokumentet ”Electricity Consumer Bill”, et brev fra ”Blue World City” sendt til [unionsborgeren] i Pakistan samt et brev fra MCB bank i dit navn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet disse dokumenter ikke dokumenterer, at du er medlem af [unionsborgerens] husstand.

Det forhold, at de førnævnte dokumenter er sendt til [unionsborgeren] adresse i Pakistan, hvor du angiveligt har boet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering, idet [unionsborgeren] på tidspunktet for modtagelsen af de førnævnte dokumenter, havde bopælsadresse i Danmark.

Det forhold at din advokat i en mail sendt til SIRI den […] november 2021 har oplyst, at du har boet alene i Pakistan, samt at du selv i din ansøgning af den […] juni 2021 har oplyst, at du er indrejst fra adressen, […], kan ikke føre til en ændret vurdering, idet du hverken til din ansøgning indgivet den […] juni 2021 eller i forbindelse med hjemvisningen fra Udlændingenævnet har indsendt dokumentation for, at du faktisk har boet på den oplyste adresse i Pakistan samt at denne adresse også tilhører [unionsborgeren].

Det bemærkes, at der af Det Centrale Personregister (CPR) fremgår, at [unionsborgeren] indrejste i Danmark den […] oktober 2017 fra Sverige. Endvidere har du i dit ansøgningsskema oplyst, at du er indrejst den […] juni 2021.

Vi finder, at disse oplysninger taler imod, at du var optaget i [unionsborgeren] husstand på tidspunktet for ansøgningens indgivelse den […] juni 2021.

Vi har også vurderet, hvorvidt du kan opnå ret til ophold efter § 10, jf. § 3, stk. 1, nr. 6.

Vi finder ikke, at du er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, idet du ikke har dokumenteret, at der foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [unionsborgeren] personligt plejer dig.

Du er ikke fremkommet med bemærkninger, der kan føre til en anden afgørelse.”

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s af [...] oktober 2022 af de grunde, som SIRI har anført.

Det betyder, at Udlændingenævnet er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke har ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, idet han ikke er omfattet af den personkreds i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5-6, der kan aflede opholdsret i Danmark på baggrund af en familiemæssige relation til [unionsborgeren].

Det til støtte for klagen anførte om, at dokumentet ”Dependant Certificate” er tilstrækkelig dokumentation for, at [ansøgeren] er afhængig af [unionsborgeren], og at SIRI ikke har hjemmel til at stille yderligere krav om dokumentation, samt henvisningen til opholdsdirektivets artikel 10, stk. 2 litra e, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke på baggrund af den til sagen indsendte dokumentation kan anses for godtgjort, at [ansøgeren] har været forsørget af [unionsborgeren], og at der har bestået et materielt forsørgelsesbehov. Der henvises til SIRI’s begrundelse.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at opholdsdirektivets artikel 10, stk. 2, litra e, ikke udtømmende oplister den dokumentation, der kan anses for tilstrækkelig til, at en person kan anses for forsørget af eller som del af en unionsborgers husstand. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af EU-Domstolens dom i sagen C-83/11, Rahman m.fl. præmis 26, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at efterkomme enhver ansøgning om indrejse eller ophold, der indgives af familiemedlemmer til en unionsborger, som ikke er omfattet af definitionen i nævnte direktivs artikel 2, nr. 2, selv om de i overensstemmelse med direktivets artikel 10, stk. 2, godtgør, at de forsørges af nævnte unionsborger, og at medlemsstaterne imidlertid skal sørge for, at deres lovgivning indeholder kriterier, som gør det muligt for de nævnte personer at opnå en afgørelse om deres ansøgning om indrejse og ophold, som er baseret på en grundig undersøgelse af deres personlige omstændigheder.

Det anførte om, at det bestrides, at man ikke kan lægge [unionsborgerens] ægtefælles overførsler til grund ved vurderingen af forsørgelse, og at forsørgelseskravet vedr. familiemedlemmer omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, skal forstås på samme måde som anført på side 37 i Udlændingestyrelsens orientering til Statsforvaltningen om EU-opholdsbekendtgørelse, og at [unionsborgerens] ægtefælles pengeoverførsler til [ansøgeren] derfor også kan tages med i vurderingen af, om forsørgelseskravet er opfyldt, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår direkte af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, at en hovedpersons andre familiemedlemmer, der forsørges af hovedpersonen kan være omfattet af begrebet ”familiemedlem” i EU-opholdsbekendtgørelsens forstand. Overførsler foretaget af [unionsborgerens] ægtefælles kan derfor ikke indgå i vurderingen, idet der ikke er oplysninger om, at overførslerne er foretaget på vegne af [unionsborgeren] og med hans midler, hvorfor de ikke kan anses for et udtryk for [unionsborgerens] forsørgelse.

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at uanset om [unionsborgerens] ægtefælles overførsler indgik i vurderingen, ville det på baggrund af sagens samlede omstændigheder fortsat ikke kunne anses for godtgjort, at [ansøgeren] har været forsørget af [unionsborgeren], og at der har bestået et materielt forsørgelsesbehov. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der er tale om få og uregelmæssige overførsler.

Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2023 – EU - Primær bevægelighed – Medfølgende familie – Samlevende

Dato: 28-07-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Sydafrika, som havde søgt om EU-opholdskort som fast samlevende med en græsk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i april 2022 ansøgning om opholdsret som fast samlever til en herboende unionsborger, der havde opnået tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne. Parret oplyste, at de indledte deres forhold i 2019, at de flyttede sammen i Danmark i november 2021, og at de havde foretaget ægteskabslignende dispositioner. Som dokumentation havde parret indsendt bl.a. en bekræftelse vedrørende fælles indboforsikring, flybilletter i ansøgerens navn, kontoudskrifter, en samlivserklæring og en ansøgning om prøvelsesattest.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af december 2022.

Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 2.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15, idet ansøgeren ikke kan anses for omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.

Udlændingenævnet finder således efter en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger og dokumentation, at der ikke består en behørigt dokumenteret varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, hvorfor de ikke kan anses for at være faste samlevende under henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2, jf. § 15.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at de anførte oplysninger samt den indsendte dokumentation vedrørende ansøgerens og unionsborgerens boligforhold i perioden fra november 2021 til dags dato, ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har etableret et fast samlivsforhold i den angivne periode.

Det til støtte for klagen anførte om, at der ikke er fastsat en minimumsgrænse for, hvor længe et par skal leve sammen, før der foreligger et fast samlivsforhold, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser til, at samlivets varighed er et element, der kan indgå i en samlet og konkret vurdering af, om samlivet har en sådan fasthed, at det kan danne grundlag for en ret til ophold, og at det efter fast praksis antages, at 1½-2 års samliv på fælles bopæl vil være tilstrækkeligt til, at der foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed.

Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret vurdering, at uanset om ansøgeren og unionsborgeren har boet sammen på fælles adresse siden november 2021, vil dette ikke i sig selv føre til en ændret vurdering henset til sagens øvrige omstændigheder, herunder at der ikke er indsendt dokumentation, som i tilstrækkelig grad underbygger, at der ud over at bo på samme adresse består en sådan varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, at de kan anses som faste samlevere.

Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at alene det forhold, at man er registreret på samme bopæl i CPR, ikke i sig selv udgør dokumentation for, at der består et fast samlivsforhold, som efter EU-opholdsbekendtgørelsen kan sidestilles med et ægteskab. Udlændingenævnet finder i den forbindelse også, at det forhold, at der i CPR også er registreret 2 andre personer på adressen, herunder ansøgerens far, ikke underbygger, at ansøgerens og unionsborgerens samliv har karakter af et fast samlivsforhold i EU-rettens forstand.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgeren og unionsborgeren i april 2022 har udfyldt og underskrevet en ansøgning om prøvelsesattest og en erklæring efter ægteskabslovens § 11 b.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af ansøgerens ansøgning til SIRI fremgår, at ansøgeren og unionsborgeren ikke har indgivet prøvelsesattestsansøgningen til Familieretshuset, samt at det ikke fremgår af sagens oplysninger, at de på nuværende tidspunkt har fået udstedt en prøvelsesattest eller indgået ægteskab.

Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren og unionsborgeren har mødt hinanden i Danmark i 2019, at de havde planlagt at flytte sammen i marts 2020, men blev forhindret på grund af situationen omkring COVID-19, at de har foretaget ægteskabslignende dispositioner, samt at der til støtte for klagen er indsendt en bekræftelse fra forsikringsselskabet, dokumentation for 2 overførsler fra ansøgeren til unionsborgeren og ansøgerens flybilletter til Grækenland.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke som følge heraf kan anses for tilstrækkeligt godtgjort, at ansøgeren og unionsborgeren har påtaget sig en tilstrækkelig grad af gensidig forpligtelse over for hinanden, således at de kan anses som faste samlevende.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2023 – Studie – Autorisation

Dato: 28-07-2023

Udlændingenævnet hjemviste i juli 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation som tandlæge, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 3, til en tyrkisk statsborger.

Sagens faktiske omstændighede

Ansøgeren var i november 2017 blevet meddelt opholdstilladelse med henblik på at opnå autorisation som tandlæge. Tilladelsen blev efterfølgende forlænget frem til december 2021. SIRI meddelte i november 2021 ansøgeren afslag på ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til, at opholdstilladelsen allerede var forlænget med 2 år og at en opholdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation som tandlæge ikke kan forlænges ud over 2 år efter ansøgeren har bestået Prøve i Dansk 3.

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet finder, at SIRI ikke burde have meddelt afslag på forlængelse af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse under henvisning til, at hans opholdstilladelse allerede blev forlænget med 2 år til december 2021.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation som tandlæge blev meddelt i perioden fra december 2017 til november 2019.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at der ved lov nr. 560 af 7. maj 2019 blev indført en særskilt bestemmelse for meddelelse af opholdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation som læge, tandlæge eller sygeplejersker, at sådan opholdstilladelse gives med henblik på midlertidigt ophold for 3 år med mulighed for forlængelse i 2 år, hvis udlændingen har bestået det sprogkrav, som er nødvendigt for at opnå dansk autorisation. Loven trådte i kraft den 1. juni 2019.

Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det fremgik af udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk, at en udlænding, som fik opholdstilladelse til autorisationsophold som læge eller tandlæge før den 1. juni 2019, og ikke bestod sprogtesten med de nødvendige karakterer under de første 2 års ophold, kan få sin opholdstilladelse forlænget med 1 år, hvis udlændingen dokumenterer deltagelsen i danskundervisning eller tilmeldelsen til Prøve i Dansk 3, at hvis udlændingen efterfølgende består sprogtesten med de nødvendige karakterer, kan opholdstilladelsen blive forlænget i 2 år, og at det ikke er muligt at få forlænget opholdstilladelsen ud over sammenlagt 5 år.

Udlændingenævnet har konstateret, at ansøgeren i juni 2019 bestod Prøve i Dansk 3 med karakterne 4 i mundtlig kommunikation, 10 i læseforståelse og 7 i skriftlig fremstilling, at hans karakterer ikke opfyldte karakterkravet for at søge om autorisation som tandlæge i Danmark, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1130 af 26. august 2016, og at ansøgeren var tilmeldt til en ny Prøve i Dansk 3, som skulle afholdes i december 2019.

Henset til de ovennævnte forhold finder Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke bestod sprogtesten med de nødvendige karakterer under sit første 2-års ophold, og derfor havde han ifølge vejledningen på udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk ret til at få sin opholdstilladelse forlænget med 1 år frem til december 2020, og efterfølgende få opholdstilladelsen forlænget med yderligere 2 år på baggrund af bestået Prøve i Dansk 3 i december 2019 med karakterne 12 i mundtlig kommunikation, 7 i læseforståelse og 4 i skriftlig fremstilling, som opfyldte karakterkravet for at søge om autorisation som tandlæge i Danmark, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 97 af 9. februar 2011 med senere ændringer.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen.
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2023 – Visum– Gruppeafslag – Ej ekstraordinære omstændigheder

Dato: 25-07-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en vietnamesisk statsborger, som havde indgivet ansøgning om visum med henblik på at besøge sin fætter.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i april 2023 en ansøgning om visum med henblik på at besøge sin fætter, hvor han i den forbindelse også ville aflægge sin alvorligt syge faster et besøg, der var terminalt syg med kræft. Ansøgeren havde aldrig tidligere opholdt sig i Schengenområdet og havde aldrig mødt sin faster.

I maj 2023 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på visum, idet der ikke meddeles visum til at besøge fætre, når ansøgeren tilhører hovedgruppe 3.

Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

” […] ”

Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra hovedgruppe 3, at der som udgangspunkt ikke gives visum til at besøge en fætter.

Der foreligger ingen helt ekstraordinære omstændigheder hos dig eller et herboende nærtstående familiemedlem, der gør, at du kan få visum, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6.

Det forhold, at din herboende faster er terminalt syg med kræft, kan ikke begrunde, at du får visum, da vi har vurderet, at jeres relation ikke er tilstrækkelig nær.

Til støtte for klagen til Udlændingenævnet havde ansøgeren vedhæftet dokumentation for, at fasteren var afgået ved døden i maj 2023, og at ansøgeren ville tage sin fasters urne med tilbage til Vietnam.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet frem til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet der som udgangspunkt ikke meddeles visum til statsborgere fra Vietnam, med henblik på at besøge en herboende fætter/kusine.

Det forhold, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] skulle besøge din kræftsyge tante, der efterfølgende er afgået ved døden i maj 2023, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, da der ikke var oplyst en særlig tæt og mangeårig tilknytning til ansøgerens tante.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] i klagen til Udlændingenævnet har oplyst, at [ansøgeren] aldrig har mødt sin tante, mens hun var i live, og at [ansøgerens] relation til sin tante og fætter i øvrigt ikke er dokumenteret.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgerens tilknytning til det herboende familiemedlem indgår som et væsentligt moment i vurderingen af, om der kan gives Schengen-visum. Der vil således kunne meddeles Schengenvisum, hvis der mellem ansøgeren og det herboende familiemedlem, som er syg, består en særlig tæt tilknytning, der kan dokumenteres.

Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse".
Udlændingenævnets afgørelse af 20. juli 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelse

Dato: 20-07-2023

Udlændingenævnet omgjorde i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsborger fra USA.

Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2022 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgers virksomhed i hele perioden fra juli 2020 ikke havde haft et omfang, der kunne sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, og at ansøger i 2020 ikke havde haft en positiv omsætning i virksomheden.

Udlændingenævnets afgørelse
’’Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet vurderer på baggrund af en konkret og individuel vurdering af de fremlagte oplysninger, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at [ansøgeren] ikke opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] i perioden fra juli 2019 til december 2019 har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse mindst 30 timer om ugen ved ansættelse hos [et dansk universitet], og at [ansøgerens] virksomhed [A], og herefter virksomhed [A - ApS] i perioden fra juli 2020 til juni 2023 har karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på at opnå selvforsørgelse.

Vedrørende [ansøgerens] selvstændige virksomhed vurderer Udlændingenævnet, at [ansøgerens] virksomhed i perioden fra juli 2020 til juni 2023 har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitlig mindst 30 timer om ugen, og at virksomheden er etableret med henblik på at opnå selvforsørgelse.

Vedrørende omfanget af [ansøgerens] virksomhed har Udlændingenævnet lagt vægt på de fremlagte oplysninger, herunder vedrørende omsætning og processen omkring produktionen af [produktet], heriblandt design, fremstilling og salg. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [ansøgeren] den 4. juni 2020 stiftede virksomheden [A], og at virksomhedens manglende omsætning i perioden fra juli 2020 til december 2020 skyldes en opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.

I forhold til om [ansøgerens] virksomhed er etableret for at opnå selvforsørgelse, har Udlændingenævnet lagt vægt på de fremlagte årsopgørelser, forskudsopgørelse og saldobalancer, at virksomhedens lave resultat i perioden fra juli 2020 til december 2020 skyldes en opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [ansøgeren] i perioden fra den […] marts 2021 til den […] august 2022 har haft et negativt resultat, men at dette skyldes dels at [ansøgeren] har udbetalt løn til sig selv, og dels at [ansøgeren] ifølge det indsendte årsregnskab, samt egne bemærkninger, har investeret i udstyr til virksomheden. Udlændingenævnet henviser til, at indkøb af erhvervsudstyr, som har betydning for virksomhedens drift, medregnes i indtægtsgrundlaget.

Udlændingenævnet har på ovenstående baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om [ansøgeren] opfylder de øvrige betingelser for opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. juni 2023 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Kortvarig samlivsophævelse men fortsat gift

Dato: 18-07-2023

Udlændingenævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, der havde opholdstilladelse som ægtefællesammenført.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren, som er filippinsk statsborger, indrejste i Danmark i januar 2015, da hun fik opholds- og arbejdstilladelse som au-pair. Ansøgeren blev i januar 2017 gift med referencen, som er dansk statsborger, og ansøgeren blev i juni 2017 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført til referencen. Ansøgeren fraflyttede i perioderne fra primo februar 2019 til primo marts 2019 og fra medio april 2020 til ultimo juli 2020 ansøgeren og referencens fælles bopæl, men parret var bortset fra disse perioder samboende og fortsatte med at være gift. Referencen havde to mindreårige særbørn, der er danske statsborgere, som han havde samvær med efter en 7-7-ordning. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2021 ansøgeren afslag på forlængelse af hendes opholdstilladelse under henvisning til, at parret ikke opfyldte betingelsen om kontinuerligt at have været samboende, og da styrelsen vurderede, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen ikke måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren.

Udlændingenævnets afgørelse:

” Udlændingenævnet vurderer, at der er grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2021.

Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at ansøgerens fælles samliv med sin ægtefælle, referencen, har været ophævet i en periode. Grundlaget for hendes opholdstilladelse var herefter ikke længere til stede hvorfor betingelsen for, at kunne nægte opholdstilladelsen forlænget var opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab og samliv på fælles bopæl med referencen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at hun ifølge Det Centrale Personregister har været fraflyttet den fælles adresse i perioderne fra primo februar 2019 til primo marts 2019 og fra medio april 2020 til ultimo juli 2020.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at advokaten til sagen har oplyst, at ansøgeren og referencen i en kortvarig periode i 2020 havde behov for en pause fra hinanden, da de var uenige om forståelsen af de daværende corona-restriktioner, hvorfor ansøgeren midlertidigt fraflyttede den fælles adresse.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at betingelsen om samliv er en løbende betingelse, der skal være opfyldt, indtil eventuel meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændingenævnet vurderer således, at da ansøgeren ikke kontinuerligt har været samlevende med referencen, har betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke løbende været opfyldt, hvorfor betingelsen for, at hendes opholdstilladelse kunne nægtes forlænget, er til stede.

Udlændingenævnet vurderer imidlertid også, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, da Udlændingenævnet vurderer, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen har 2 særbørn, der er født henholdsvis i juli 2005 og i oktober 2008, som er danske statsborgere, og at referencen har samvær med børnene efter en 7-7-ordning. Referencens samvær med børnene er dokumenteret ved en samværsaftale, der er indgået i februar 2018, og som er underskrevet af både referencen og børnenes mor. Endvidere er det ene barn ifølge CPR-registret bopælsregistreret hos referencen, mens det andet barn er bopælsregistreret hos børnenes mor, hvilket understøtter, at der fortsat praktiseres en 7-7-ordning.

Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at ansøgeren og referencen som følge af deres samliv, der kun kortvarigt har været afbrudt 2 gange i 2019 og 2020, og ægteskab har et beskyttelsesværdigt familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, og at det er nødvendigt for, at referencen kan bevare sit samvær med sine særbørn, at han har bopæl i Danmark. Referencen og ansøgeren kan således ikke henvises til at udøve deres familieliv i Filippinerne.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark som 24-årig i januar 2015, da hun fik opholds- og arbejdstilladelse som au-pair, at hun i juni 2017 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført til referencen, at hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse samlet havde haft lovligt ophold i Danmark i 6 år og 4 måneder, og at hun aktuelt har haft lovligt ophold i Danmark i 8 år og 4 måneder, herunder opsættende virkning i forbindelse med behandlingen af hendes sag i Udlændingenævnet.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren i april 2020 har bestået danskprøve modultest 3, at hun i november 2020 har bestået medborgerskabsprøven, og at hun ifølge eIndkomst har arbejdet siden juli 2017, således at hun har arbejdet fuldtid i 28 måneder, deltid i 28 måneder og arbejdet i et mindre antal timer i 13 måneder.

Udlændingenævnet vurderer på baggrund af ovenstående, at der er oplyst om ganske særlige forhold, der bevirker, at det vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, og henvise hende til at søge om opholdstilladelse på ny som familiesammenført til referencen.

Udlændingenævnet finder således efter en samlet, konkret og individuel vurdering, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. ”
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav om at den herboende ægtefælle skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

Dato: 18-07-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav om at den herboende ægtefælle skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren søgte i oktober 2020 om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, referencen. Parret, som begge er tyrkiske statsborgere, havde indgået ægteskab i Tyrkiet i januar 2020. Referencen havde tidligere været gift med en rumænsk statsborger, og referencen havde i juni 2016 fået opholdsret i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen som medfølgende familiemedlem til den rumænske ægtefælle. Referencen blev i oktober 2019 skilt fra den rumænske ægtefælle, og SIRI traf uagtet skilsmissen afgørelse i februar 2021 om, at referencen fortsat opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I april 2021 meddelte Udlændingestyrelsen referencens nuværende tyrkiske ægtefælle afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år, og da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1. I juli 2021 blev referencen meddelt tidsubegrænset opholdsret efter § 18 i EU-opholdsbekendtgørelsen på grund af 5 års lovligt ophold i Danmark

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, eller § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.

Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, at den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste 3 år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end 3 år.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i juni 2016 fik opholdstilladelse i Danmark efter den dagældende § 8 i EU-opholdsbekendtgørelsen, at han i juli 2021 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 18 i den nugældende EU-opholdsbekendtgørelse på grund af 5 års ophold i Danmark, og at han således endnu ikke har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 3 år.

Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke er oplyst om ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren, referencen, deres fællesbarn og referencens 2 særbørn ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor de alle 5 er statsborgere, og hvor både ansøgeren og referencen taler sproget, for dér at udøve familielivet.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har et fællesbarn, der er født i 2019, og at referencen har 2 særbørn, som er født henholdsvis i 2006 og i 2010, og som bor hos referencen. De 3 børn har alle opholdstilladelse i Danmark.

Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, da ingen af børnene har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at alle 3 børn er tyrkiske statsborgere, og at det fremgår af CPR-registret, at referencens 2 særbørn er indrejst i Danmark i 2020, og at ansøgeren og referencens fællesbarn er indrejst i Danmark i 2021.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at de 2 særbørn bor hos referencen, og at børnenes mor ikke bor i Danmark.

Udlændingenævnet bemærker, at et barn efter fast praksis først efter 6-7 års sammenhængende lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution/skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.

Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv har valgt at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret på den baggrund ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.

Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Vurdering vedrørende EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at referencen er økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, og at partsrepræsentanten har påberåbt sig Associeringsaftalen mellem Danmark og Tyrkiet, Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 13 samt domspraksis fra EU-Domstolen.

Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at Associeringsaftalekomplekset efter EU-Domstolens retspraksis ikke giver familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en ret til familiesammenføring, der går videre end de muligheder for familiesammenføring, der er indeholdt i udlændingelovens regler, jf. principperne i C-138/13, Dogan og C-561/14, Genc.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at selvom kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, udgør en ny begrænsning, jf. artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, er kravet lovligt, da det forfølger et legitimt formål om herboendes integration i Danmark, og kravet vurderes ligeledes at være proportionalt.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er foretaget en konkret og individuel vurdering af, at der i nærværende sag ikke er grundlag for at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, jf. vurderingen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Det til støtte for klagen anførte om, at EU-retten har forrang i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom referencen har opholdsret i Danmark på baggrund af EU-rettens regler om fri bevægelighed, tillægges han som tyrkisk statsborger ikke samme rettigheder som EU-borgere er tillagt efter reglerne om fri bevægelighed, herunder familiesammenføringsreglerne i EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020), hvorfor ansøgerens ansøgning om opholdsret i Danmark skal behandles efter familiesammenføringsreglerne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, hvor der behørigt tages højde for de særlige rettigheder, som økonomisk aktive tyrkiske statsborgere er tillagt.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at såfremt den herboende ægtefælle er en økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, som er omfattet af Associeringskomplekset mellem EU og Tyrkiet, og som er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter mindst 8 års ophold i henhold til det skærpede opholdskrav i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, som blev indført ved lov nr. 436 af 9. maj 2017, kan ansøgeren i henhold til lovens ordning med henvisning til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, meddeles ægtefællesammenføring, når den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mindst 1 år.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 436 af 9. maj 2017, hvorved opholdskravet for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse blev skærpet fra 6 år til 8 år, at adgangen til ægtefællesammenføring for økonomisk aktive tyrkiske statsborgere omfattet af associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet, ikke berøres af den foreslåede skærpelse af opholdskravet.

Det følger heraf, at 2 år af det stillede opholdskrav på 8 år i forbindelse med meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – som følge af associeringsberettigede tyrkiske statsborgeres retsstilling efter lov nr. 436 af 9. maj 2017 – må fraregnes i kravet om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.

Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at der er hjemmel til at stille kravet indeholdt i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse overfor herboende aktive tyrkiske statsborgere, der er meddelt tidsubegrænset opholdsret efter 5 års lovligt ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen, da den samlede længde af det krævede lovlige ophold for opnåelse af familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke overstiger 9 år, og at kravet dermed anses for proportionalt og i overensstemmelse med artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen