Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2023 – tidsubegrænset opholdstilladelse – 1 ud af 2 supplerende betingelser – medborgerskabsprøve og DP3 – forsøgt at bestå medborgerskabsprøve - besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt – må henvises til at forsøge igen
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2023 – tidsubegrænset opholdstilladelse – 1 ud af 2 supplerende betingelser – medborgerskabsprøve og DP3 – forsøgt at bestå medborgerskabsprøve - besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt – må henvises til at forsøge igen
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte 1 ud af 2 supplerende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i januar 2022 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2022 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte mindst 1 ud af 2 supplerende betingelser, idet ansøgeren ikke opfyldte kravet om bestået medborgerskabsprøve og bestået Prøve i Dansk 3. Udlændingestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at ansøgeren ikke havde bestået medborgerskabsprøven. Ansøgeren er diagnosticeret med PTSD, analfabetisme og hukommelsesproblemer.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra juni 2011, hvor ansøgeren er registreret indrejst i Danmark med opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet har endvidere ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren får tildelt førtidspension i Danmark.
Ansøgeren vil herefter kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 6, er opfyldte.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder mindst 1 af de 2 supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1, om at have bestået en medborgerskabsprøve eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst 1 års deltagelse i bestyrelser, organisationer m.v.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at hun ikke har bestået medborgerskabsprøven eller udvist aktivt medborgerskab ved at have haft mindst 1 års deltagelse i en bestyrelse, organisation eller lignende.
Udlændingenævnet finder desuden, at ansøgeren ikke opfylder kravet om en bestået Prøve i Dansk 3, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at hun ikke har bestået Prøve i Dansk 3 eller en prøve på tilsvarende eller højere niveau, og at hun alene har fremlagt dokumentation for en bestået Prøve i Dansk 2 af primo december 2018, hvilket ikke er på et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der fremgår af den til sagen fremlagte lægeerklæring af marts 2022, at ansøgeren bl.a. lider af PTSD, analfabetisme og hukommelsesproblemer, som besværer hendes indlæring yderligere, og at lægen på denne baggrund har vurderet, at hun ikke vil kunne tage Prøve i Dansk 3 indenfor 5 år.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret eller godtgjort, at ansøgerens helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådan omfang, at hun ikke på et senere tidspunkt vil kunne opfylder mindst 1 af de 2 supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.
Udlændingenævnet har i forhold til Prøve i Dansk 3 således lagt vægt på, at det – uanset ansøgerens helbredsmæssige forhold – ikke kan udelukkes, at hun kan bestå danskprøven eventuelt under anvendelse af særlige prøvevilkår, som hendes diagnoser kan berettige hende til, ligesom Udlændingenævnet bemærker, at danskprøven kan aflægges på baggrund af selvstudier eller privatundervisning, herunder med særlige vilkår eller hjælpemidler.
Udlændingenævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har bestået Prøve i Dansk 2 i 2018, hvorfor det efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kan udelukkes, at ansøgeren – eventuelt på baggrund af de allerede opnåede danskkundskaber – vil være i stand til eventuelt på et senere tidspunkt at opfylde mindst 1 af de 2 supplerende betingelser om henholdsvis kravet om medborgerskab eller særligt gode danskkundskaber.
Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremsendt dokumentation for, at ansøgeren har forsøgt at aflægge Prøve i Dansk 3.
Udlændingenævnet har i forhold til medborgerskabsprøve lagt vægt på, at ansøgeren ikke har bestået medborgerskabsprøven eller har udvist aktivt medborgerskab.
Det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren har forsøgt at tage medborgerskabsprøven, men at hun ikke bestod prøven, hvorfor der under henvisning til ansøgerens psykiske symptomer bør dispenseres fra dette krav – samt kravet om særligt gode danskkundskaber - idet kravene efter partsrepræsentantens opfattelse er i strid med FN’s Handicapkonvention, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til et ændret udfald.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset, at ansøgeren i juni 2022 har forsøgt at bestå medborgerskabsprøven, men ikke bestod prøven, kan forsøget på at bestå medborgerskabsprøven ikke i sig selv føre til dispensation fra kravet om den supplerende betingelse om medborgerskab.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren til medborgerskabsprøven afholdt i juni 2022 besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt, at man for at bestå prøven skal svare rigtigt på mindst 20 af de 25 spørgsmål, hvorfor det efter Udlændingenævnets opfattelse og med henvisning til de relativt mange rigtigt besvarede spørgsmål ikke kan udelukkes, at ansøgeren vil være i stand til eventuelt på et senere tidspunkt at opfylde den supplerende betingelse om medborgerskab.
Udlændingenævnet finder i relation hertil, at ansøgeren ikke herved – og sammenholdt med sagens øvrige oplysninger – har dokumenteret, at ansøgerens helbredstilstand kan anses for at have en sådan karakter og et sådant omfang, at hun ikke på et senere tidspunkt har mulighed for at opfylde betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 4.
Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, jf. stk. 4, og på nuværende tidspunkt give ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2023 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse –Ej sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår
Dato: 29-08-2023Udlændingenævnet omgjorde i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen til en statsborger fra Serbien og dennes medfølgende familiemedlem.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren indrejste i Danmark i marts 2015, da hun fik opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som serviceleder hos virksomheden A. Klagerens opholds- og arbejdstilladelse blev forlænget i september 2019. SIRI traf i juni 2021 afgørelse om inddragelse af klagerens opholds- og arbejdstilladelse, idet betingelserne for klagerens tilladelse ikke var overholdt, da ansættelsesvilkårene ikke var sædvanlige efter danske forhold. SIRI lagde i sin afgørelse vægt på, at klageren i 2020 ikke fik løn i overensstemmelse med beløbsgrænsen.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelser af juni 2021.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at klageren og hendes ægtefælles opholdstilladelser ikke på nuværende tidspunkt bør inddrages under henvisning til, at betingelserne for klagerens tilladelse efter beløbsordningen ikke er overholdt, og at ansættelsesvilkårene ikke var sædvanlige efter danske forhold, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og nr. 3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI i sin afgørelse anførte, at klagerens løn siden juli 2019 afveg fra den ansættelseskontrakt, som lå til grund for opholdstilladelsen, at klageren i 2020 ikke fik løn i overensstemmelse med beløbsgrænsen på 375.000 kr., og at det ikke var sædvanligt efter danske forhold, at arbejdsgiver kunne reducere medarbejderens løn på ubestemt tid i hele ansættelsesperioden.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at SIRI anførte, at klagerens lønsedler, fremsendt til støtte for klagen, umiddelbart var i strid med ansættelseskontrakten, som angav en månedsløn på 35.600 kr. og løn under ferie, og at ændringen til en løn på 31.250 kr. og feriegodtgørelse var en forringelse af løn- og ansættelsesvilkår og som udgangspunkt vil føre til en ny vurdering af, hvorvidt der er tale om sædvanlige løn- og ansættelsesforhold for den pågældende stilling.
Udlændingenævnet bemærker, at SIRI anførte, at den kontrolsag, som lå til grund for inddragelsen af klagerens opholdstilladelse, alene vedrører perioden siden seneste forlængelse, som blev meddelt i marts 2019.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at SIRI anførte, at klagerens løn siden juli 2019 var blevet reduceret i forhold til ansættelseskontrakten, og at selv om ansøgerens bruttoindkomst i 2019 var på 395.208,63 kr., som opfyldte beløbskravet på mindst 375.000 kr., så var hendes opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen betinget af, at der udbetaltes løn i overensstemmelse med den kontrakt, som lå til grund for ansøgningen.
Udlændingenævnet har i vurderingen lagt vægt på, at klageren første gang blev meddelt opholdstilladelse efter beløbsordningen som serviceleder hos virksomheden A i marts 2015, gældende til marts 2019, at det fremgik af afgørelsen, at klageren skal opfylde beløbskravet på mindst 375.000 kr., og at hun skal modtage løn i overensstemmelse med ansættelseskontrakten under hele ansættelse.
Det er desuden indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af de fremsendte lønsedler, at klageren i perioden fra meddelelsen af hendes opholdstilladelse i marts 2015 til SIRI’s afgørelse om forlængelse af opholdstilladelsen i marts 2019 modtog en månedlig bruttoløn på 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (feriepenge), og at SIRI i marts 2019 forlængede hendes opholdstilladelse, selv om ansøgeren ikke havde modtaget en månedlig løn på 35.600 kr., som var angivet i ansættelseskontrakten.
Udlændingenævnet noterer sig, at den 1. september 2020 trådte den nye ferielov i kraft. I overgangsperioden mellem de gamle og de nye ferieregler, blev der vedtaget der særlige regler, som skulle sikre, at antallet af ferieuger var stabilt. Den ferie, som blev optjent i overgangsperioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020 (25 feriedage), blev ”indefrosset” i en særlig fond, og kan så udbetales med forrentning, når man forlader arbejdsmarkedet, for eksempel når man går på pension. I efteråret 2020 og foråret 2021 var der mulighed for at ansøge om udbetaling indefrosne feriemidler.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgik af klagerens fremsendte lønsedler, at klageren i perioden fra marts 2015 til september 2019 modtog en månedlig bruttoløn på 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (feriepenge), fra september 2019 til september 2020 - 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (til fonden for indefrosset feriepenge), fra september 2020 til maj 2021 - 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (brutto feriepenge).
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at arbejdsgiveren i februar 2023 bekræftede, at klagerens løn ikke var blevet reduceret fra 35.600 kr. til 31.250 kr., og at der ikke var sket kontraktændringer siden ansættelsen i 2015.
Udlændingenævnet finder således, at klageren på baggrund af SIRI’s afgørelse i marts 2019 om forlængelse af hendes opholdstilladelse efter beløbsordningen fik en berettiget forventning om, at betingelserne for forlængelse af opholdstilladelsen på baggrund af modtaget løn siden 2015 var opfyldt, og at opholdstilladelsen var gældende frem til marts 2023, forudsat at forhold ikke ændrer sig, herunder at klageren er ansat i samme stilling og hos samme arbejdsgiver
Udlændingenævnet vurderer, at ansøgerens berettiget forventning medførte, at SIRI’s afgørelse af marts 2019 skal blive stående som gyldig.
Udlændingenævnet havde på bagrund af de fremsendte lønsedler, udtalelsen fra arbejdsgiveren sammenholdt med reglerne i den nye ferielov vurderet, at klagerens løn- og ansættelsesvilkår siden marts 2015 havde været uændrede, og at klagerens opholdstilladelse derfor ikke på nuværende tidspunkt kan inddrages under henvisning til, at betingelserne for tilladelsen ikke var overholdt.
Udlændingenævnet tilbagesender derfor sagerne til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for de meddelte opholdstilladelse i Danmark er opfyldt”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. august 2023 – EU - primær bevægelighed – medfølgende familie – forælder
Dato: 11-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i august 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Nordmakedonien, der havde søgt om opholdsret efter EU-retten som medfølgende familiemedlem til en unionsborger.
Sagens faktiske omstændigheder
I 2020 blev ansøgeren af SIRI meddelt afslag på EU-opholdsret som medfølgende familie til sin voksne søn, der havde EU-opholdsret i Danmark. Udlændingenævnet stadfæstede i september 2021 denne afgørelse. I februar 2022 indrejste ansøgeren på ny i Danmark og indgav i marts 2022 igen ansøgning om EU-opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin søn. Ansøgeren og unionsborgeren havde efter det oplyste boet sammen i Nordmakedonien inden unionsborgerens indrejse i Dannmark. Der vil sagen bl.a. fremlagt kopi af unionsborgerens overførsler til ansøgerens bankkonto i Nordmakedonien samt dokumentation for overførsler til et nordmakedonisk el-firma. Endvidere var fremlagt lægeerklæringer, hvoraf det fremgik, at ansøgeren blev bragt til et hospital grundet store smerter, og at ansøgeren led af gift og forhøjet blodtryk. Endelig blev det oplyst, at ansøgeren var blevet en del af unionsborgerens husstand i Danmark under udlændingemyndighedernes sagsbehandling, idet ansøgerne var blevet meddelt processuelt ophold.
I september 2022 meddelte SIRI afslag på udstedelse af EU-opholdskort under henvisning til, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen af familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”SIRI har lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, som familiemedlem til unionsborgeren, idet SIRI ikke finder det tilstrækkelig dokumenteret, at ansøgeren har været forsørget af unionsborgeren forinden sin indrejse i Danmark.
SIRI finder det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren ikke er i stand til at forsørge sig selv, eller at ansøgerens materielle behov i hjemlandet har været dækket af unionsborgeren. SIRI finder således, at der ikke har eksisteret et reelt forsørgelsesbehov mellem ansøgeren og unionsborgeren i perioden forud for ansøgerens seneste indrejse i februar 2022.
Det er indgået i SIRI’s vurdering, at der til sagen er fremlagt kopier af unionsborgerens pengeoverførsler fra sin bankkonto til ansøgerens bankkonto i Nordmakedonien. Det fremgår af dokumenterne, at unionsborgeren i perioden fra august 2018 til januar 2022 i alt 6 gange har overført penge til ansøgerens bankkonto.
SIRI finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ud fra denne dokumentation ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at der har bestået et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og unionsborgeren.
[…]
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt brev fra ansøgerens bank i Makedonien om, at ansøgeren har et indestående på sine bankkonti på henholdsvis minus 534 MKD og minus 1,22 euro.
SIRI har herved lagt vægt på, at det alene er et øjebliksbillede af ansøgerens indestående, samt at brevet er skrevet efter ansøgerens indrejse i Danmark, hvorfor det ikke kan konstateres, at ansøgeren ikke havde penge til sin egen forsørgelse forinden ansøgerens indrejse i Danmark i februar 2022.
Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremvist dokumentation for en pengeoverførsel på 1613 kr. til Wizz Air foretaget i februar 2022 samt pengeoverførsler fra unionsborgeren til en ukendt modtager, og at unionsborgeren har oplyst, at det er betaling af ansøgerens el-regninger.
SIRI har herved lagt vægt på, at der ikke er fremvist dokumentation for, at der er tale om betaling af ansøgerens regninger, eller at pengeoverførslen til Wizz Air er fra eller til ansøgeren. Selv hvis dokumenterne kunne personhenføres til ansøgeren, ville det ikke ændre på vores vurdering.
[…]
SIRI finder ikke, at ansøgeren er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 5, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren har været optaget i unionsborgerens husstand forinden ansøgerens indrejse i Danmark.
SIRI har herved lagt vægt på, at unionsborgeren har været bopælsregistreret i Danmark siden januar 2017, og ansøgeren er indrejst i Danmark i februar 2022.
Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at ansøgeren boede hos unionsborgeren i Nordmakedonien inden unionsborgerens indrejse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
SIRI har herved lagt vægt på, at der ikke er fremvist dokumentation herfor. SIRI har også lagt vægt på, at det er mere end fem år siden, at unionsborgeren indrejste i Danmark, og for at ansøgeren kan være omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 5, er det et krav, at ansøgeren op til sin indrejse i Danmark har været optaget i unionsborgerens husstand.
Det er indgået i SIRI’s vurdering, at ansøgeren har fremvist dokument af juli 2022 fra en udenlandsk by. Det er endvidere indgået i SIRI’s vurdering, at ansøgeren har oplyst, at unionsborgeren ejer den bolig, som ansøgeren boede i i Nordmakedonien, samt at unionsborgeren har boet i boligen med ansøgeren.
SIRI finder dog, at dokumentet samt oplysningerne ikke kan føre til en ændret vurdering. SIRI har herved lagt vægt på, at unionsborgeren har haft bopæl i Danmark siden 2017, og der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at unionsborgeren har opgivet sin bopæl i Danmark og faktisk boet i Nordmakedonien med ansøgeren. SIRI finder således, at der alene har været tale om, at unionsborgeren har besøgt ansøgeren i Nordmakedonien.
Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at ansøgeren har boet med unionsborgeren, når ansøgeren har opholdt dig i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. SIRI har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation for, at ansøgeren har opgivet sin bolig i Nordmakedonien. SIRI finder således, at der alene har været tale om, at ansøgeren har besøgt unionsborgeren i Danmark.
[…]
SIRI finder ikke, at ansøgeren er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.
SIRI har i den anledning lagt vægt på oplysningerne i den indsendte lægeerklæring om, at ansøgeren bl.a. har forhøjet blodtryk og gigt samt dårligt syn.
SIRI finder ikke, at den sygdom, som ansøgeren er i behandling for, er af en sådan karakter, der gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.
Ansøgeren er ikke fremkommet med bemærkninger, der kan føre til en anden afgørelse”.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af september 2022 af de grunde, som SIRI har anført.
Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI. Udlændingenævnet finder derfor på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som familiemedlem til unionsborgeren, idet ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er oplyst, at SIRI ikke har forholdt sig til det faktum, at ansøgeren i en periode på ca. 1,5 år har opholdt sig i Danmark, hvor unionsborgeren forsørgede ansøgeren, og hvor ansøgeren var en del af unionsborgerens hustand. Udlændingenævnet finder imidlertid, at det anførte ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for at være omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4 og nr. 5, at man i det land man ankommer fra, har været forsørget eller optaget i unionsborgerens hustand. Unionsborgerens eventuelle forsørgelse af ansøgeren på et tidspunkt, hvor ansøgeren har opholdt sig i Danmark på processuelt ophold, kan derfor ikke medtages i vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af personkredsen.
Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren og ansøgeren delte hustand forud for unionsborgerens indrejse i Danmark i 2017. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan have været optaget i unionsborgerens husstand i Nordmakedonien i den periode, hvor unionsborgeren har haft opholdsret og bopæl i Danmark. Videre har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ved vurderingen af, hvorvidt et familiemedlem har været omfattet af en unionsborgers husstand, lægges vægt på perioden umiddelbart forud for ansøgerens indrejse og ikke en forhenværende periode, som må anses for at være afbrudt ved unionsborgerens udrejse.
Det forhold, at ansøgeren med tiden er blevet dårligere, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Nordmakedonien faldt, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke til sagen er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af rapporten fra hospitalet i Makedonien, fremgår, at ansøgeren lider af gigt, forhøjet blodtryk, og at ansøgeren har problemer med synet, hvilket ikke i sig selv godtgør, at det er absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det til klagen er anført, at SIRI ikke kunne meddele afslag uden at indhente yderligere dokumentation, idet SIRI ved brev af 23. juni 2022 netop anmodede om yderligere dokumentation og i den forbindelse vejledte udførligt om, hvilken dokumentation, der f.eks. kunne fremlægges til sagen. Desuden har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det forhold, at der på baggrund af SIRI’s anmodning ikke blev indsendt tilstrækkelig dokumentation, ikke kan medføre, at SIRI på ny skal indhente yderligere oplysninger. Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at der heller ikke i forbindelse med klagen er fremsendt yderligere dokumentation.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 10. august 2023 – Afslag på Schengenvisum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 10-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, som er iranske statsborgere, der havde ansøgt om visum til Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgerne indgav i april 2023 ansøgning om visum til Danmark med henblik på at besøge deres søn, som har opholdstilladelse som flygtning i Danmark. Ansøgerne oplyste over for ambassaden, at det ikke var muligt for dem at rejse hver for sig, da de begge er analfabeter.
I maj 2023 meddelte Udlændingestyrelsen begge ansøgere afslag på Schengenvisum under henvisning til, at de udgjorde hinandens tilknytning til hjemlandet, og at de derfor ikke kan meddeles visum til Danmark samtidig.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den mandlige ansøger:
”[…]
Udlændingestyrelsen vurderer, at der er en begrundet formodning for, at ansøgeren vil benytte et meddelt visum til at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande.
Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Iran, der er placeret i hovedgruppe 4, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2, og at ansøgeren har søgt om visum med henblik på at besøge sin søn.
Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra lande i hovedgruppe 4, at der som udgangspunkt kun gives visum til ægtefæller/faste samlevere, forældre til herboende børn, og til mindreårige børn af herboende forældre.
Det fremgår af Udlændinge- og Integrationsministeriets visumvejledning, at myndighederne ved behandlingen af visumansøgninger indgivet af forældre bør foretage en vurdering af, om ansøgerens tilknytning til hjemlandet eller bopælslandet er af sådan en styrke, at det med tilstrækkelig sikkerhed findes sandsynliggjort, at den pågældende vil rejse tilbage efter visumopholdet, eller om ansøgeren vil tage længerevarende ophold i Danmark eller de øvrige Schengenlande.
Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren har begrænset tilknytning til sit hjemland, da ansøgeren har tre voksne børn, da ansøgeren er uden erhvervsmæssig beskæftigelse, og at ansøgeren ønsker at rejse til Danmark sammen med sin ægtefælle.
På den baggrund er det Udlændingestyrelsens vurdering, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed er sandsynliggjort, at ansøgeren vil rejse hjem igen efter et visumophold, og derfor kan Udlændingestyrelsen ikke give ansøgeren visum.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har en ægtefælle i sit hjemland. Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at de ikke kan udgøre en sådan tilknytning til hjemlandet for hinanden, da de har oplyst, at de kun vil rejse til Danmark sammen.
[…].”
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende begge forældre:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelser fra hhv. april 2023 og fra maj 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgerne udgør hinandens tilknytning til hjemlandet.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der er en høj grad af risiko for, at ansøgerne vil benytte et meddelt visum til uden lovligt grundlag at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande, hvis de rejser samtidigt.
Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgerne ejer 2 huse, jord og en butik i Iran, at den mandlige ansøger arbejder og har mange penge, kan ikke danne grundlag for et andet udfald, ligesom det ikke kan føre til en ændret vurdering, at den kvindelige ansøger er dårligt gående og har andre sygdomme, der gør det svært for hende at rejse alene.
For så vidt angår det forhold, at der i klagen til Udlændingenævnet nu oplyses, at den kvindelige ansøger alligevel vil kunne rejse alene, hvis hun får hjælp i lufthavnen, skal Udlændingenævnet hertil bemærke, at forældrene på ansøgningstidspunktet begge oplyste, at det ikke var muligt for dem at rejse hver for sig, idet de begge er analfabeter, og at de derfor ønsker at rejse sammen til Danmark.
Udlændingenævnet skal endvidere bemærke, at der er tale om en efterfølgende oplysning, der i stedet vil kunne kan danne grundlag for en ny ansøgning. Udlændingenævnet skal derfor henvise ansøgerne til at indgive en ny visumansøgning med henblik på at kunne rejse hver for sig.
Udlændingenævnet kan i øvrigt henvise til at finde mere information på Trafikstyrelsens hjemmeside www.flypassager.dk vedrørende bevægelseshæmmede personers ret til assistance (uden beregning) i lufthavnen før og efter rejsen, assistance til at komme på og af flyet samt assistance ombord på flyet.
Det forhold, at ansøgernes herboende søn har opholdstilladelse som flygtning i Danmark, og på den baggrund ikke kan rejse til Iran for at besøge sine forældre, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til andet resultat, da relationen mellem værten – den herboende søn – og hans forældre ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at værten er voksen og ikke har boet sammen med sine forældre i en længere årrække, og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem værten og hans forældre, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.
Udlændingenævnet finder i øvrigt, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgerne alligevel kan meddeles Schengenvisum til Danmark uden at der stilles betingelse om, at de rejser hver for sig, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kan begrunde dette.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at helt ekstraordinære omstændigheder bl.a. ses at foreligge i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse, jf. afsnittet retsregler.
Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser." -
Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Børnesammenføring
Dato: 03-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Børnesammenføring
Udlændingenævnet afslog i maj 2022 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afvisning af realitetsbehandling på grund af retsfortabende passivitet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i februar 2006 af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstet et afslag på familiesammenføring med sin herboende far. Sagen blev alene vurderet i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henvisning til, at faderens opholdsgrundlag alene hvilede på Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Ansøgerens indgav i 2011 en ny ansøgning om familiesammenføring med sin far. Udlændingestyrelsen vurderede sagen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren var fyldt 15 år på ansøgningstidspunktet, men fandt ved afgørelse i december 2012, at der ikke forelå særlige grunde.
Ansøgeren påklagede først i april 2018 denne afgørelse til Udlændingenævnet og anmodede samtidig om genoptagelse af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006. Udlændingenævnet afviste ved afgørelse fra juni 2018 at realitetsbehandle sagerne, idet nævnet fandt, at der forelå retsfortabende passivitet.
Ansøgeren har i marts 2019 anmodet om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet genoptager ikke Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afslag på realitetsbehandling af klage over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse fra december 2012 meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afslag fra februar 2006 på familiesammenføring efter Associerings-aftalen mellem EU og Tyrkiet.
Ansøgeren blev ved Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006, meddelt afslag på familiesammenføring til sin far, på baggrund af den tidligere retsopfattelse, under henvisning til, at ansøgerens far alene havde ret til fortsat ophold i medfør af associeringsaftalen, og ministeriet fandt i den forbindelse, at udlændingelovens regler om familiesammenføring ikke kunne finde anvendelse.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren samtidig også kunne have støttet ret på udlændingelovens regler om familiesammenføring med børn, jf. den gældende § 9, stk. 1, nr. 2, såfremt afgørelsen var truffet efter den nugældende retsopfattelse. Ansøgeren fik således ikke på dette tidspunkt realitetsbehandlet sin ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin far efter udlændingelovens regler vedrørende børnesammenføring, men alene en vurdering efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingens er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der henset til den forløbne tid på næsten 6 år frem til december 2011, hvor ansøgeren på ny søgte om familiesammenføring, samt den forløbne tid fra Udlændingestyrelsen traf afgørelse i december 2012 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og til, at ansøgeren – ca. 5 ½ år efter – i april 2018 påklagede denne afgørelse, er udvist retsfortabende passivitet i et omfang, der ikke kan berettige en genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har oplyst om særlige grunde eller forhold, der kan berettige den udviste passivitet.
Udlændingenævnet har tillagt det vægt, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012, og det heri opstillede krav om en aldersgrænse på 15 år, der følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er i overensstemmelse med EU-retten. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EU-Domstolen ved dommen C-379/20 B mod Danmark slog fast, at aldersgrænsen på 15 år i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, udgjorde en ny begrænsning som omhandlet i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 i Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Domstolen fandt dog, at begrænsningen imidlertid kunne begrundes i det formål, der består i at sikre en vellykket integration af de pågældende tredjelandsstatsborgere, forudsat at de nærmere bestemmelser for gennemførelsen heraf ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte formål. EU-Domstolen lagde i den forbindelse vægt på, at de nationale myndigheder efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er forpligtet til at foretage en individuel vurdering af barnets situation og i hvert enkelt tilfælde tage hensyn til disse forhold. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012 netop indeholder en sådan indgående vurdering.
Ansøgeren var 16 ½ år på tidspunktet for sin fornyede ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med sin far i november 2011. På den baggrund er det Udlændingenævnets fortsatte opfattelse, at der i forhold til ansøgeren ikke kan antages at foreligge sådanne særlige grunde, at Udlændingenævnets afgørelse bør genoptages.
Udlændingenævnet har herved lagt særligt vægt på den udviste passivitet i perioden fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse i februar 2006, hvor ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 9 år gammel, og indtil tidspunktet for hans fornyede ansøgning om opholdstilladelse, hvor han var fyldt 15 år, og hvor muligheden for at sikre en vellykket integration af ansøgeren, ikke længere kunne anses for at være af samme omfang.
Udlændingenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgeren har været repræsenteret af en professionel partsrepræsentant.
Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til sin afgørelse fra juni 2018.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. august 2023 – EU – Udstationering – Udleje af arbejdskraft
Dato: 03-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i august 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i oktober 2022 ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Indsendt til sagen var bl.a. en aftale mellem en svensk virksomhed og en dansk virksomhed om vikar- og arbejdsformidling, hvoraf det fremgik, at den svenske virksomhed var ansvarlig for at tilbyde bemandingsløsninger og/eller vikarydelser til den danske virksomhed, at ansøgeren var vikaren, der skulle udstationeres, og at det var den danske virksomhed, der havde instruktionsbeføjelse. Derudover var indsendt en ansættelsesaftale, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var ansat i den svenske virksomhed fra juli 2022, og at ansøgerens løn varierede afhængigt af, om ansøgeren skulle arbejde i Sverige eller i Danmark, samt en udstationeringsaftale, mellem ansøgeren og den svenske virksomhed, hvoraf fremgik, at udstationeringsperioden var på 2 år, og at ansøgeren skulle vaske biler og gøre rent.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] november 2022. [Ansøgeren] opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger og dokumenter i sagen ikke kan lægges til grund, at [ansøgeren] er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Det er Udlændingenævnets vurdering, at [den svenske virksomhed] er at anse for tjenesteyder i henhold til TEUF artikel 56, og at tjenesteydelsen består af tilrådighedsstillelse af arbejdskraft i form af vikarer.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af aftalen af […] september 2022 mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] om vikar- og arbejdsformidling, at [den svenske virksomhed] er ansvarlig for at tilbyde bemandingsløsninger og/eller vikarydelser til [den danske virksomhed] i forbindelse med adhoc-opgaver, ferieafløsning, sygeafløsninger og/eller deltids- og fuldtidsstillinger.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af aftalen, at [ansøgeren] fra den […] november 2022 til den […] oktober 2024 udstationeres til [den danske virksomhed], at det er [den danske virksomhed], der har den fulde instruktions- og ledelsesbeføjelse samt tilsyns- og kontrolmyndighed over [ansøgeren] under hans udstationering, og at [den svenske virksomhed] intet ansvar påtager sig for [ansøgerens] handlinger.
Det er herefter Udlændingenævnets vurdering, at der ikke er tale om levering af en konkret tjenesteydelse mellem [den svenske virksomhed] og [den danske virksomhed], men at udstationeringen af [ansøgeren] i Danmark udgør selve formålet med den tjenesteydelse, som [den svenske virksomhed] udfører for [den danske virksomhed], og at aftalen om leveringen af tjenesteydelsen således alene har til formål at opnå adgang til arbejdsmarkedet i Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det bl.a. fremgår af den fremlagte ”Agreement on Posting” af […] september 2022 mellem [ansøgeren] og CEO […], at [ansøgeren] skal yde bilvask- og rengøringsservice, og at hans timeløn er på 140 DKK. Derudover fremgår det, at hans opgaver er at udvikle og planlægge merchandise-strategier, analysere salgstal, kundereaktioner og markedstrends, samarbejde med købere, leverandører, og forhandlere for at forhandle priser, mængder og deadlines, maximere kundeinteresse og salg, monitorere aktiebevægelser, og at han skal skabe kundeforhold.
Det til støtte for klagen anførte om, at [den svenske virksomhed] skal ændre og organisere [den danske virksomheds] salg- og markedsføringsstrategi, at [ansøgeren] er den ekspert, der skal løse opgaven, og at [ansøgeren] kun vil modtage instruktioner vedrørende dansk lovgivning, men ikke vedrørende kernen af hans opgave, er ligeledes indgået i Udlændingenævnets vurdering.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om [ansøgerens] beskæftigelse for [den danske virksomhed] skal bestå i salg eller rengøring af biler, så fremgår det af aftalen af […] september 2022 mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] om vikar- og arbejdsformidling, at det er [den danske virksomhed], der har den fulde instruktions- og ledelsesbeføjelse samt tilsyns- og kontrolmyndighed over [ansøgeren]. Det kan således ikke lægges til grund, at [den svenske virksomhed] skal levere en konkret tjenesteydelse i form af at ændre og organisere [den danske virksomheds] salg- og markedsføringsstrategi, og ikke alene stille arbejdskraft til rådighed.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at udstationeringen af [ansøgeren] reelt indebærer, at [ansøgeren] skal udlånes til [den danske virksomhed] i en periode, og at udstationering til Danmark i sig selv udgør formålet med aftalen mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed med det overordnede formål at bringe arbejdskraft til Danmark.
Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke er omfattet af reglerne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 04.08.2022 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA
Dato: 02-08-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2022 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 og § 9 c, stk. 1 til en statsborger fra Eritrea under henvisning til hendes herboende mor.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen havde i november 2016 meddelt opholdstilladelse til ansøgeren som familiesammenført under henvisning til referencen. Ansøgeren indrejste imidlertid ikke i Danmark inden for indrejsefristen. I forbindelse med behandlingen af en ny ansøgning om opholdstilladelse indgivet af referencen i juli 2019 havde Udlændingestyrelsen anmodet ansøger og reference om at medvirke til DNA-undersøgelse. Ansøger og reference indvilligede heri. Det fremgik af konklusionerne fra Retsgenetisk Afdeling, at resultaterne talte imod, at ansøger er barn af referencen, og at sikkerheden af udelukkelsen oversteg 99,99%.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af 11. marts 2021. Ansøger kan således ikke gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, eller § 9 c, stk. 1.
Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 stk. 1, nr. 2
Det er en betingelse for, at ansøger kan gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til dig efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøger er et mindreårigt barn af dig.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøger er et mindreårigt barn af dig, og hun kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse på det foreliggende grundlag, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at det fremgår af Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020, at resultaterne taler imod, at ansøger er barn af dig, og at sikkerheden af udelukkelsen overstiger 99,99%.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du til sagen har oplyst, at du har fået foretaget en anden DNA-prøve ved A-sygehus i november 2019, idet Udlændingestyrelsen i brev af oktober 2019 henviste dig til at få udtaget mundskrab på B- Sygehus, og idet du ikke har indsendt dokumentation for ovennævnte prøve fra B-Sygehus.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøger blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til dig i november 2016, og at ansøger ikke havde mulighed for at udrejse af Eritrea og indrejse og tage ophold i Danmark inden for indrejsefristen på grund af sin alder. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det påhviler ansøgeren selv at overholde de betingelser, der er fastsat for en meddelt opholdstilladelse, og at Udlændingestyrelsen gentagne gange udsatte indrejsefristen for at give ansøger lejlighed for at rejse ind i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udlændingemyndighederne ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 eller § 9 c, stk. 1, kan kræve, at ansøgeren og den person, til hvem ansøgeren oplyser at have den familiemæssige tilknytning, som skal danne grundlag for opholdstilladelsen, medvirker til en dna-undersøgelse med henblik på at fastslå den familiemæssige tilknytning, såfremt denne ikke på anden måde kan anses for tilstrækkeligt dokumenteret. Der henvises til afsnittet om Retsregler ovenfor.
Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til sagen har indsendt en fødselsattest i Eritrea i december 2008, hvor det fremgår, at ansøger er født i november 2008 i Eritrea og at du er mor til hende, samt at du i øvrigt til sagen har oplyst, at hun er din datter. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en fødselsattest og erklæringer om slægtskab i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at fastslå slægtskabet, idet det er en grundlæggende betingelse for meddelelse for opholdstilladelse for børn, at den familiemæssige tilknytning i forhold til den herboende forældre kan fastslås, og at adgangen for udlændingemyndighederne til at kræve en dna-undersøgelse har til formål at understøtte fastlæggelsen af slægtskabet, idet resultatet af dna-undersøgelsen udgør et tungtvejende bevismæssigt grundlag.
Af samme årsag kan den indsendte oversættelse af, hvad der angiveligt er din vielsesattest, hvoraf det fremgår, du og [X] indgik ægteskab i Eritrea i maj 2006 ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at nævnet – som anført oven for – har lagt afgørende vægt på resultatet af den foretagne dna-undersøgelse.
Det kan ej heller føre til et ændret resultat, at du til klagen har oplyst, at du har haft daglig kontakt med ansøger siden 2013 først pr. telefon og siden over videochat via Messenger, idet Udlændingenævnet har lagt vægt på, at denne kontakt ikke er dokumenteret.
Det kan endvidere ikke føre til et andet resultat, at du er utilfreds med prøvens resultat, idet Udlændingenævnet ikke finder, at der er fremlagt dokumentation eller oplysninger i øvrigt, der kan bringe tvivl omkring Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at betingelsen for, at ansøger kan gives opholdstilladelse i Danmark derfor ikke er opfyldt.
Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at ansøger ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøger skal have opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har vurderet, at forholdet mellem dig og ansøger ikke kan anses for at udgøre et familieliv som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på Retsgenetisk Afdelings konklusioner af november 2020, hvor resultaterne taler imod, at ansøger er barn af dig, og at sikkerheden af udelukkelsen overstiger 99,99%.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at slægtskabet mellem dig og ansøger i øvrigt ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, idet du alene har fremlagt hendes fødselsattest og en oversat kopi af, hvad der angiveligt er din vielsesattest, der ikke alene kan danne grundlag for gyldig dokumentation for slægtskabet mellem dig og ansøger.
Udlændingenævnet finder, at der i øvrigt ikke foreligger personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at ansøger kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Det til sagen oplyste, at ansøgers far er i fængsel og ikke har haft kontakt til hende siden 2013 kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det anførte ikke er dokumenteret eller på anden måde godtgjort.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at hensynet til barnets tarv taler for at sikre, at slægtskabet mellem et barn og en herboende forælder er i overensstemmelse med det af forælderen oplyste.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udlændingemyndighederne ikke kan meddele opholdstilladelse til personer, hvor rette identitet ikke er fastlagt, herunder slægtskabet mellem barnet og den herboende reference.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til klagen har oplyst, at du ikke kan vende tilbage til Eritrea på grund af risiko for forfølgelse fra de eritreiske myndigheder. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet at oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøgers personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.
På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøger afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet vurderer i relation hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af maj 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 02-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af maj 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik opholdstilladelse med henblik på midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark i november 2016. Han udrejste efterfølgende til Tyrkiet i august 2017. Som følge af hans udrejse foretog Udlændingestyrelsen efterfølgende en vurdering af, hvorvidt hans opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og som et led i sagsbehandlingen deltog referencen i februar 2020 i et interview på Den Danske Ambassade i Tyrkiet. Under interviewet oplyste referencen, at han under sin udlandsrejse havde indgået et ægteskab, samt at han alene havde opholdt sig i Tyrkiet. Referencen sendte senere i februar 2020 til Udlændingestyrelsen en vielsesattest, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen havde indgået ægteskab i Syrien i marts 2018, og at referencen havde været til stede ved vielsen. I maj 2020 oplyste referencen imidlertid til Udlændingestyrelsen, at han ikke havde været i Syrien under sit ophold i Tyrkiet. Han oplyste endvidere, at han ikke havde været til stede ved vielsen, og at et familiemedlem havde skrevet under på vielsesattesten på hans vegne. Ansøgeren indgav i oktober 2020 en ansøgning om ægtefællesammenføring under henvisning til sit ægteskab med referencen. I forbindelse med ansøgningen oplyste referencen og ansøgeren, at de havde indgået ægteskab i Tyrkiet i oktober 2018. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2021 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin bortfaldssag i februar 2020 på Den Danske Ambassade i Tyrkiet oplyste, at han var blevet gift under sit ophold i Tyrkiet, og at han som dokumentation herfor fremsendte et dokument med titlen Marriage Instrument, udstedt i marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, hvoraf det fremgår, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i marts 2018.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i klagen har bekræftet, at den fremsendte vielsesattest er den officielle vielsesattest.
Udlændingenævnet har endeligt lagt vægt på, at referencen ligeledes i forbindelse med sin bortfaldssag i maj 2020 oplyste, at han ikke havde været i Syrien under sit udenlandsophold, idet de havde lavet en aftale med dommeren om, at familiemedlemmer i Syrien i stedet kunne underskrive ægteskabskontrakten. I ansøgningsskemaet indgivet i oktober 2020, der er udfyldt af referencen, er der svaret afkræftende til, at de begge var til stede ved vielsen i ansøgerens del af skemaet, mens det af referencens del fremgår, at de begge var til stede.
Udlændingenævnet vurderer på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at referencen har været fysisk til stede ved vielsen, og at deres ægteskab derfor ikke kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, nr. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, hvorefter det er et krav, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændingenævnet har med denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt den fremlagte vielsesattest må antages at være ægte, idet der også er oplyst divergerende omkring ægteskabets indgåelse.
Det fremgår således af den syriske vielsesattest, udstedt ultimo marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab primo marts 2018. Det bemærkes, at både referencen og ansøgeren står som værende ”husband” (ægtemand) på dokumentet.
Ligeledes har referencen i november 2020 til Udlændingestyrelsen indgivet en håndskrevet arabisk ægteskabskontrakt samt en engelsk oversat version af denne kontrakt dateret samme dag i primo marts 2018, som ægteskabet ifølge den syriske vielsesattest skulle være indgået, hvoraf det fremgår, at deres ægteskab er indgået (”concluded”). I referencens klage har han dog oplyst, at dette dokument er en forlovelseskontrakt.
Det fremgår imidlertid af ansøgerens del af ansøgningen om ægtefællesammenføring, at de blev gift ultimo oktober 2018 i Tyrkiet. Af referencens del fremgår det, at de blev gift medio oktober 2018 i Tyrkiet.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen har anført, at fejl i datoerne på vielsesattesten skyldes en fejl fra udstederens side, og at referencen grundet sin analfabetisme ikke har været opmærksom på fejlen. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet det ikke ændrer ved, at referencen ikke har været til stede ved vielsen, og at oplysningerne i ansøgningsskemaet heller ikke stemmer overens med oplysningerne på den efter det oplyste officielt udstedte vielsesattest.
Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren skulle være gift i Tyrkiet, da referencen selv har henvist til den syriske vielsesattest, som den officielle vielsesattest. Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at der heller ikke er fremlagt en officiel tyrkisk vielsesattest.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om, hvordan referencen og ansøgeren mødte hinanden.
Det fremgår således af ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at parret fik kontakt med hinanden en specifik dato i juli 2018 over internettet. Af referencens del af ansøgningsskemaet fremgår imidlertid, at de mødte hinanden i juli 2018 gennem referencens søster. Af henvendelsen af februar 2022 til Udlændingenævnet fremgår det, at de lærte hinanden at kende gennem referencens søster, og at ansøgerens onkel er referencens svoger.
Det fremgår i øvrigt af Det Centrale Personregister (CPR), at referencen er gift med en anden kvinde, der ifølge referencens ansøgning er hans tidligere ægtefælle.
Udlændingenævnet kan derudover ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har haft et fast samlivsforhold af længere varighed.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at de ikke har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at de har været i et fast længerevarende samlivsforhold.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der til sagen er afgivet divergerende oplysninger om referencens og ansøgerens samliv og kontakt efter vielsen, idet det er oplyst i ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at de ikke har boet sammen på noget tidspunkt, at de har haft kontakt næsten hver dag via internet og telefon siden vielsen, og at de sidst så hinanden i juni 2020. I referencens del af ansøgningsskemaet samt i referencens klage oplyser han imidlertid, at de har boet sammen siden vielsen - fra oktober 2018 til juni 2020 - og at de sidst så hinanden medio juli 2020.
Den til støtte for klagen indsendte dokumentation for deres samliv kan ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke var muligt for Udlændingenævnet at læse dokumenterne, og da de indsendte billeder ikke i sig selv kan danne grundlag for, at de har haft et samliv af længere varighed.
Udlændingenævnet har dog lagt vægt på, at der blandt den indsendte dokumentation er et dokument med titlen ”Lease contract”, der også ses at være indsendt i forbindelse med referencens bortfaldssag. Ud fra dokumentet på bortfaldssagen ses det at være en lejekontrakt, indgået med en navngiven lejer, der ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra april 2018. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at dokumentet ikke dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Der er endvidere til bortfaldssagen indsendt et dokument med titlen ”Rental contract”, der også er en lejekontrakt indgået med en anden navngiven lejer, der heller ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra januar 2017. Udlændingenævnet finder heller ikke, at dette dokument dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Den henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke foreligger særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har etableret et familieliv, som er omfattet Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det angivne ægteskab mellem referencen og ansøgeren ikke kan anerkendes efter dansk ret, og at der ikke er etableret et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet henviser til den ovenfor anførte begrundelse herom.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at referencen og ansøgeren ikke kan anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det må anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne at beskytte et eksisterende familieliv.
Det forhold, at referencen efter det oplyste lider af forhøjet blodtryk og diskusprolaps i lænderyggen med tryk på nerveroden, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgeren ikke har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv.
Det til støtte for klagen anførte om, at referencens familie truer ansøgeren og vil tvinge hende tilbage til Syrien, kan endvidere ikke føre til en anden vurdering, idet Udlændingenævnet herved bemærker, at oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2023 – EU – Primær bevægelighed – medfølgende familie – Betingelser ej opfyldt - Ej omfattet af personkredsen
Dato: 28-07-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om EU-opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsen som medfølgende familiemedlem til en svensk statsborger, idet ansøgeren ikke var omfattet af persongruppen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5 eller nr. 6.
Sagens faktiske omstændigheder:
I juni 2021 indrejse ansøgeren i Danmark og indgav ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til en herboende bror, der var unionsborger, og som havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. SIRI meddelte i januar 2022 ansøgeren afslag på udstedelse af opholdskort, idet SIRI vurderede, at ansøgeren ikke havde været forsørget af eller optaget i sin brors husstand, og at der ikke forelå sådanne helbredsmæssige grunde, der gjorde det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejede ansøgeren. Udlændingenævnet hjemviste sagen, idet der var indsendt ny dokumentation, som ikke var indgået i SIRI’s beslutningsgrundlag. Til sagen var bl.a. indsendt en ”Unmarried Certificate” udstedt i Pakistan i august 2020, en ”Investigation Report” udstedt i Pakistan indeholdende bl.a. et ’Dependent Certificate’ samt et 2-siders ’Family Registration Certificate’, og kvitteringer for unionsborgerens pengeoverførsler til ansøgeren i perioden fra marts 2020 til og med februar 2021. Unionsborgeren havde i alt foretaget 11 overførsler på mellem 1.000 kr. og 4.500 kr. Derudover var indsend dokumentation for unionsborgerens ægtefælles pengeoverførsler til ansøgeren. Ægtefællen havde foretaget 2 overførsler i 2015, 1 overførsel i 2017, 4 overførsler i 2018 og 3 overførsler i 2019. I oktober 2022 traf SIRI på ny afgørelse om at meddele ansøgeren afslag på opholdsret som medfølgende familiemedlem til en unionsborger.
Følgende fremgik af SIRI’s afgørelse:
”Styrelsen for International Rekruttering og Integration har lagt til grund, at [unionsborgeren], som den EU-statsborger du ønsker at slutte dig til, opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, jf. § 2.
Alligevel finder vi ikke, at du opfylder betingelserne for udstedelse af et opholdsdokument som familiemedlem til [unionsborgeren], idet vi finder, at du ikke er omfattet af personkredsen for familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5 eller nr. 6.
Vi har lagt vægt på, at du ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5 som familiemedlem til [unionsborgeren], idet vi ikke finder det tilstrækkelig dokumenteret, at du har været forsørget af [unionsborgeren] forinden din indrejse i Danmark, og at du ikke er i stand til at forsørge dig selv.
Det forhold, at [unionsborgeren] har overført penge til dig ni gange i 2020 og 3 gange i 2021 udgør ikke tilstrækkelig dokumentation for, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dig og [unionsborgeren], eller at du har været økonomisk afhængig af ham.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at den fremlagte dokumentation for pengeoverførsler fra [unionsborgeren] til dig er for en relativ kort periode, hvorfor vi ikke finder det tilstrækkeligt dokumenteret, at der forelå et materielt behov for forsørgelse på tidspunktet for din ansøgning om familiesammenføring i juni 2021.
Vi har i den anledning lagt vægt på at din advokat i sin klage af den […] februar 2022 har henvist til EU Orienteringen nr. 2 261115, afsnit 4.2.4, jf. afsnit 4.2.3, side 37, hvortil SIRI skal bemærke, at dette afsnit vedrører familiemedlemmer i opstigende linje. Da [unionsborgeren] er din bror, er han derfor ikke omfattet af denne bestemmelse og vi kan derfor ikke tage overførslerne fra [unionsborgerens] ægtefælle med i vores vurdering, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk.1, nr. 5.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du fortsat ikke har fremlagt dokumentation for dine midler i dit hjemland, og du har ikke fremlagt yderligere dokumentation for dine familie- og boligforhold i dit hjemland, herunder hvorvidt dine øvrige familiemedlemmer forsørger dig. Det forhold, at du ikke er gift, dokumenterer ikke, at du ikke kan forsørge dig selv. Vi kan derfor ikke konstatere, hvorvidt der foreligger et materielt behov for forsørgelse, og at det udelukkende er [unionsborgeren], der kan dække dette behov.
Det forhold, at din advokat til sagen har indsendt dokument ”Dependent Certificate” hvoraf det fremgår, at du er arbejdsløs og ikke har en indtægt og at du derfor udelukkende er økonomisk afhængig af [unionsborgeren], kan ikke føre til en ændret vurdering, da disse omstændigheder ikke alene er ensbetydende med, at du er økonomisk afhængig af [unionsborgeren].
Den omstændighed at din advokat i sin klage til Udlændingenævnet den […] februar 2022 har gjort gældende, at [unionsborgeren] fremadrettet påtager sig at forsørge dig, dokumenterer ikke, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold for dig i relation til at være omfattet af personkredsen i § 3, stk. 1, nr. 5, idet der også stilles et krav om bagudrettet forsørgelse. Man kan således alene være omfattet, hvis man også i hjemlandet har været forsørget af hovedpersonen.
Vi finder det heller ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at du har været optaget i [unionsborgerens] husstand.
Det forhold at din advokat den […] februar 2022 i sin anmodning om genoptagelse til SIRI har indsendt dokumentet ”Electricity Consumer Bill”, et brev fra ”Blue World City” sendt til [unionsborgeren] i Pakistan samt et brev fra MCB bank i dit navn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet disse dokumenter ikke dokumenterer, at du er medlem af [unionsborgerens] husstand.
Det forhold, at de førnævnte dokumenter er sendt til [unionsborgeren] adresse i Pakistan, hvor du angiveligt har boet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering, idet [unionsborgeren] på tidspunktet for modtagelsen af de førnævnte dokumenter, havde bopælsadresse i Danmark.
Det forhold at din advokat i en mail sendt til SIRI den […] november 2021 har oplyst, at du har boet alene i Pakistan, samt at du selv i din ansøgning af den […] juni 2021 har oplyst, at du er indrejst fra adressen, […], kan ikke føre til en ændret vurdering, idet du hverken til din ansøgning indgivet den […] juni 2021 eller i forbindelse med hjemvisningen fra Udlændingenævnet har indsendt dokumentation for, at du faktisk har boet på den oplyste adresse i Pakistan samt at denne adresse også tilhører [unionsborgeren].
Det bemærkes, at der af Det Centrale Personregister (CPR) fremgår, at [unionsborgeren] indrejste i Danmark den […] oktober 2017 fra Sverige. Endvidere har du i dit ansøgningsskema oplyst, at du er indrejst den […] juni 2021.
Vi finder, at disse oplysninger taler imod, at du var optaget i [unionsborgeren] husstand på tidspunktet for ansøgningens indgivelse den […] juni 2021.
Vi har også vurderet, hvorvidt du kan opnå ret til ophold efter § 10, jf. § 3, stk. 1, nr. 6.
Vi finder ikke, at du er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, idet du ikke har dokumenteret, at der foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [unionsborgeren] personligt plejer dig.
Du er ikke fremkommet med bemærkninger, der kan føre til en anden afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s af [...] oktober 2022 af de grunde, som SIRI har anført.
Det betyder, at Udlændingenævnet er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke har ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, idet han ikke er omfattet af den personkreds i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5-6, der kan aflede opholdsret i Danmark på baggrund af en familiemæssige relation til [unionsborgeren].
Det til støtte for klagen anførte om, at dokumentet ”Dependant Certificate” er tilstrækkelig dokumentation for, at [ansøgeren] er afhængig af [unionsborgeren], og at SIRI ikke har hjemmel til at stille yderligere krav om dokumentation, samt henvisningen til opholdsdirektivets artikel 10, stk. 2 litra e, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke på baggrund af den til sagen indsendte dokumentation kan anses for godtgjort, at [ansøgeren] har været forsørget af [unionsborgeren], og at der har bestået et materielt forsørgelsesbehov. Der henvises til SIRI’s begrundelse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at opholdsdirektivets artikel 10, stk. 2, litra e, ikke udtømmende oplister den dokumentation, der kan anses for tilstrækkelig til, at en person kan anses for forsørget af eller som del af en unionsborgers husstand. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af EU-Domstolens dom i sagen C-83/11, Rahman m.fl. præmis 26, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at efterkomme enhver ansøgning om indrejse eller ophold, der indgives af familiemedlemmer til en unionsborger, som ikke er omfattet af definitionen i nævnte direktivs artikel 2, nr. 2, selv om de i overensstemmelse med direktivets artikel 10, stk. 2, godtgør, at de forsørges af nævnte unionsborger, og at medlemsstaterne imidlertid skal sørge for, at deres lovgivning indeholder kriterier, som gør det muligt for de nævnte personer at opnå en afgørelse om deres ansøgning om indrejse og ophold, som er baseret på en grundig undersøgelse af deres personlige omstændigheder.
Det anførte om, at det bestrides, at man ikke kan lægge [unionsborgerens] ægtefælles overførsler til grund ved vurderingen af forsørgelse, og at forsørgelseskravet vedr. familiemedlemmer omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, skal forstås på samme måde som anført på side 37 i Udlændingestyrelsens orientering til Statsforvaltningen om EU-opholdsbekendtgørelse, og at [unionsborgerens] ægtefælles pengeoverførsler til [ansøgeren] derfor også kan tages med i vurderingen af, om forsørgelseskravet er opfyldt, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår direkte af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, at en hovedpersons andre familiemedlemmer, der forsørges af hovedpersonen kan være omfattet af begrebet ”familiemedlem” i EU-opholdsbekendtgørelsens forstand. Overførsler foretaget af [unionsborgerens] ægtefælles kan derfor ikke indgå i vurderingen, idet der ikke er oplysninger om, at overførslerne er foretaget på vegne af [unionsborgeren] og med hans midler, hvorfor de ikke kan anses for et udtryk for [unionsborgerens] forsørgelse.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at uanset om [unionsborgerens] ægtefælles overførsler indgik i vurderingen, ville det på baggrund af sagens samlede omstændigheder fortsat ikke kunne anses for godtgjort, at [ansøgeren] har været forsørget af [unionsborgeren], og at der har bestået et materielt forsørgelsesbehov. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der er tale om få og uregelmæssige overførsler.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2023 – EU - Primær bevægelighed – Medfølgende familie – Samlevende
Dato: 28-07-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Sydafrika, som havde søgt om EU-opholdskort som fast samlevende med en græsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i april 2022 ansøgning om opholdsret som fast samlever til en herboende unionsborger, der havde opnået tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne. Parret oplyste, at de indledte deres forhold i 2019, at de flyttede sammen i Danmark i november 2021, og at de havde foretaget ægteskabslignende dispositioner. Som dokumentation havde parret indsendt bl.a. en bekræftelse vedrørende fælles indboforsikring, flybilletter i ansøgerens navn, kontoudskrifter, en samlivserklæring og en ansøgning om prøvelsesattest.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af december 2022.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15, idet ansøgeren ikke kan anses for omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.
Udlændingenævnet finder således efter en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger og dokumentation, at der ikke består en behørigt dokumenteret varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, hvorfor de ikke kan anses for at være faste samlevende under henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2, jf. § 15.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at de anførte oplysninger samt den indsendte dokumentation vedrørende ansøgerens og unionsborgerens boligforhold i perioden fra november 2021 til dags dato, ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har etableret et fast samlivsforhold i den angivne periode.
Det til støtte for klagen anførte om, at der ikke er fastsat en minimumsgrænse for, hvor længe et par skal leve sammen, før der foreligger et fast samlivsforhold, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser til, at samlivets varighed er et element, der kan indgå i en samlet og konkret vurdering af, om samlivet har en sådan fasthed, at det kan danne grundlag for en ret til ophold, og at det efter fast praksis antages, at 1½-2 års samliv på fælles bopæl vil være tilstrækkeligt til, at der foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret vurdering, at uanset om ansøgeren og unionsborgeren har boet sammen på fælles adresse siden november 2021, vil dette ikke i sig selv føre til en ændret vurdering henset til sagens øvrige omstændigheder, herunder at der ikke er indsendt dokumentation, som i tilstrækkelig grad underbygger, at der ud over at bo på samme adresse består en sådan varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, at de kan anses som faste samlevere.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at alene det forhold, at man er registreret på samme bopæl i CPR, ikke i sig selv udgør dokumentation for, at der består et fast samlivsforhold, som efter EU-opholdsbekendtgørelsen kan sidestilles med et ægteskab. Udlændingenævnet finder i den forbindelse også, at det forhold, at der i CPR også er registreret 2 andre personer på adressen, herunder ansøgerens far, ikke underbygger, at ansøgerens og unionsborgerens samliv har karakter af et fast samlivsforhold i EU-rettens forstand.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgeren og unionsborgeren i april 2022 har udfyldt og underskrevet en ansøgning om prøvelsesattest og en erklæring efter ægteskabslovens § 11 b.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af ansøgerens ansøgning til SIRI fremgår, at ansøgeren og unionsborgeren ikke har indgivet prøvelsesattestsansøgningen til Familieretshuset, samt at det ikke fremgår af sagens oplysninger, at de på nuværende tidspunkt har fået udstedt en prøvelsesattest eller indgået ægteskab.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren og unionsborgeren har mødt hinanden i Danmark i 2019, at de havde planlagt at flytte sammen i marts 2020, men blev forhindret på grund af situationen omkring COVID-19, at de har foretaget ægteskabslignende dispositioner, samt at der til støtte for klagen er indsendt en bekræftelse fra forsikringsselskabet, dokumentation for 2 overførsler fra ansøgeren til unionsborgeren og ansøgerens flybilletter til Grækenland.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke som følge heraf kan anses for tilstrækkeligt godtgjort, at ansøgeren og unionsborgeren har påtaget sig en tilstrækkelig grad af gensidig forpligtelse over for hinanden, således at de kan anses som faste samlevende.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet