Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige
Side 21 af 146
Næste

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2023 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Særlige grunde – Manglende omsorgsperson – § 9, stk. 1, nr. 2, litra e og § 9 c, stk. 1

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et mindreårigt barn, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende mor.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, som er født i januar 2007, og som er statsborger i Syrien, ansøgte i oktober 2020 om familiesammenføring med sin herboende mor, der ligeledes er statsborger i Syrien. Referencen var i august 2017 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til sin samlever, der er flygtning fra Syrien. Referencen blev oprindeligt meddelt opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, men da hendes opholdstilladelse skulle forlænges, blev den i november 2019 ændret til en opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. Da referencen kom til Danmark i 2017, efterlod hun ansøgeren i Syrien hos ansøgerens mormor. Udlændingestyrelsen meddelte i april 2021 ansøgeren afslag på familiesammenføring, da referencen ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e, om at have opholdstilladelse i Danmark med mulighed for varigt ophold. Udlændingestyrelsen meddelte også afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet finder ikke, at ansøgeren bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at referencen ikke opfylder den grundlæggende betingelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e, om, at hun aktuelt har opholdstilladelse med henblik på varigt ophold.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren bør meddeles opholdstilladelse med henvisning til særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i august 2017 blev meddelt opholdstilladelse med henblik på varigt ophold efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at hendes opholdstilladelse blev ændret til en opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i november 2019, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om forlængelse af hendes opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at årsagen til, at referencens opholdstilladelse blev ændret fra at være meddelt med henblik på varigt ophold til midlertidigt ophold, skyldes en lovændring, jf. lov nr. 174 af 27. februar 2019, hvorefter flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, der fik forlænget en opholdstilladelse i perioden efter den 1. marts 2019 skulle meddeles opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke udtrykkeligt fremgår af lovforarbejderne til lovændringen, hvilke konsekvenser lovændringen vil have i forhold til muligheden for familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e.

    Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at referencen opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e, om, at hun havde en opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, da hun oprindeligt blev meddelt opholdstilladelse, og at der ikke ses at være udtrykkelig lovhjemmel til at begrænse retten til familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e.

    På den baggrund er det Udlændingenævnets vurdering, at Udlændingestyrelsen ikke kan give ansøgeren afslag på familiesammenføring til referencen, allerede fordi hun ikke aktuelt har opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e.

    På baggrund af ovennævnte tvivl i hjemmelsgrundlaget i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e, og på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder finder Udlændingenævnet grundlag for, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der foreligger ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at det fremgår af CPR-registret, at referencen og hendes samlever har 3 fællesbørn, der er født henholdsvis i december 2014, i oktober 2018 og i januar 2022, at referencens samlever ikke er far til ansøgeren, hvorfor deres fællesbørn er ansøgerens halvsøskende, at referencen og hendes samlever bor på samme adresse og har delt forældremyndighed over 2 af fællesbørnene, mens referencen har forældremyndigheden alene over det ene af fællesbørnene, og at referencens samlever i december 2015 er meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i sagen, at ansøgerens far er død, at ansøgeren har boet sammen med referencen i Syrien, indtil hun sammen med ansøgerens ældste halvsøskende tog til Danmark i 2017, at ansøgeren siden 2017 har boet hos sin mormor, at mormoren nu er for syg og for gammel til fortsat at kunne passe på ham, og at han aktuelt er rejst til Tyrkiet med en fremmed mand, der ikke behandler ham godt, og som ikke vil tage sig af ham.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen har indsendt en lægeudtalelse dateret i november 2020, som dokumentation for oplysningen om, at ansøgerens mormor ikke længere kan tage sig af ham.

    Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at referencen har indsendt en lægeudtalelse dateret i november 2020, hvoraf det fremgår, at ansøgeren har henvendt sig til lægen med åndenød, og at han har det psykisk dårligt, da han savner referencen og sine halvsøskende.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at referencen efter det oplyst har boet sammen med ansøgeren, indtil han var 10 år gammel, og nævnet har i den forbindelse lagt til grund, at hun siden sin indrejse i Danmark i oktober 2017 har haft telefonisk kontakt til ansøgeren og har sendt penge til hans forsørgelse, når det har været muligt.

    Udlændingenævnet har på baggrund af ovenstående vurderet, at forholdene for ansøgeren har forandret sig, siden referencen efterlod ham i Syrien, da han ikke længere har omsorgspersoner, der reelt kan passe på ham i Syrien, og da han aktuelt, efter det oplyste, befinder sig i Tyrkiet uden omsorgspersoner.

    Udlændingenævnet finder således, at det er bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtigelser, herunder FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, såfremt ansøgeren meddeles opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2022 – Bortfald – Forhåndsdispensation - ej velbegrundet formål

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2022 – Bortfald – Forhåndsdispensation - ej velbegrundet formål

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra New Zealand.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I 2017 fik ansøgeren opholdstilladelse som studerende i Danmark i perioden fra juli 2017 til december 2020, idet perioden fra juni 2020 til december 2020 var meddelt med henblik på jobansøgning. Ansøgeren indgav i januar 2020 en ansøgning om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse til SIRI. SIRI meddelte i marts 2020 afslag på ansøgningen, da styrelsen fandt, at den periode som ansøgeren ansøgte om dispensation fra august 2020 til december 2020 - lå uden for den periode, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse med henblik på at studere.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet finder det kritisabelt, at SIRI i afgørelsen har henvist til og vurderet ansøgningen om dispensation fra bortfald, når ansøgeren rettelig har ansøgt om forhåndsdispensation fra bortfald, og at SIRI i sin afgørelse har vejledt ansøgeren om, at hans opholdskort ikke længere var gyldig og derfor blev spærret af politiet, selv om opholdskortet stadig var gyldig frem til december 2020, hvor hans opholdstilladelse udløb.

    Udlændingenævnet finder, at der ikke er grundlag for, at ansøgeren kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelsen som studerende under hans jobsøgningsophold, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, jf. studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet af januar 2020 og hans partssvar af februar 2020 om, at han søger om forhåndsdispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse i Danmark for perioden fra august 2020 til december 2020 på baggrund af tilbudt ansættelse som assisterende dirigent hos Philharmonia Orchestra, at det tilbudte arbejde i New Zealand er relevant for hans studie i Danmark, og at han senere vil ansøge om opholdstilladelse efter etableringskortordningen og i fremtiden – tidsubegrænset opholdstilladelse i landet.

    Udlændingenævnet har endvidere noteret sig, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, som han underskrev i december 2019, at der er tale om en ansættelsesperiode fra marts 2020 til december 2020.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren gerne vil vende tilbage til Danmark efter sit ophold i New Zealand for at ansøge om opholdstilladelse efter etableringskortordningen. Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet vurderer, at selv om ansøgeren har haft til hensigt at genoptage opholdet her i landet efter opholdet i New Zealand, tjener hans udrejse ikke et velbegrundet formål, hvor der kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der efter praksis ikke kan gives forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 2, hvis den ansøgte periode af opholdet uden for Danmark ligger i det 6 måneders jobsøgningsophold efter afsluttet uddannelse.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er en grundlæggende forudsætning for at kunne meddele forhånds-/dispensation fra bortfald, at en udlænding på genindrejsetidspunktet vil have en reel udsigt til at kunne få forlænget sin opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at en opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold, jf. studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1, ikke kan forlænges ud over 6 måneder efter afslutningen af uddannelsen.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse på engelsk, at opholdstilladelsen med henblik på jobsøgningsophold dækkede perioden fra juni 2020 til og med december 2020.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at formålet med studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1, er at søge beskæftigelse her i Danmark efter afslutning af uddannelsen og ikke med henblik på et ophold og arbejde i udlandet.

    På denne baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelsen som studerende med henblik på et ophold i udlandet under jobsøgningsopholdet efter afslutningen af uddannelsen.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Erhverv - Beløbsordningen – formodning for proforma – ej relevant uddannelse som chefkok og begrænset erhvervserfaring – Danmarks internationale forpligtelser - § 9 p

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Erhverv - Beløbsordningen – formodning for proforma – ej relevant uddannelse som chefkok og begrænset erhvervserfaring – Danmarks internationale forpligtelser - § 9 p

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 SIRI’s afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen og som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1, som chefkok til en tyrkisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i december 2019 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af beskæftigelse som chefkok på en restaurant. Ansøgeren havde ingen relevant uddannelse, men havde 3 års erhvervserfaring fra den pågældende restaurant. SIRI traf i december 2019 afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, idet der var grund til at antage, at den tilbudte ansættelse måtte anses for proforma, ligesom der ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter Danmarks internationale forpligtelser, idet det er en betingelse for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 p, at der ikke er tale om proforma.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse af december 2019. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, eller som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1, som chefkok hos virksomhed A.

    Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder, at der er grundlag for at antage, at den tilbudte ansættelse som chefkok hos virksomhed A må anses for proforma, idet der er en formodning for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen er at opnå et forsat og længerevarende ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet har tillagt det vægt, at ansøgeren med den tilbudte bruttoløn på 36.000 kr. lønmæssigt netop vil kunne blive omfattet af beløbsordningen i § 9 a, stk. 2, nr. 2, samt at lønnen forekommer usædvanlig høj, henset til virksomhedens karakter og omfang sammenholdt med ansøgernes arbejdsopgaver.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke ses at have en uddannelse, der relaterer sig til den tilbudte stilling som chefkok. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at ansøgeren ikke har en relevant uddannelse.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren har 3 års erhvervserfaring på en restaurant, at dette efter partsrepræsentantens opfattelse er tilstrækkelig erfaring til at kunne tilegne sig de færdigheder, som kræves for at kunne tilberede retterne hos virksomhed A, og at der ikke er grund til at betvivle ansøgerens færdigheder.

    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren har kendskab til netop den form for restaurant, som virksomhed A er, idet restauranten minder meget om hendes tidligere ansættelse hos en restaurant i udlandet, og at den høje løn skyldes, at ansøgeren skal dække lange vagter, som andre medarbejdere ikke er interesseret i, og at dette sparer restauranten for nogle lønudgifter, idet timelønnen typisk er højere på disse tidpunkter.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke ændrer ved formodningen for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse må anses at være for at opnå et længerevarende ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den tilbudte månedsløn på 36.000 kr. forekommer usædvanlig høj sammenlignet med ansøgerens uddannelsesniveau, erhvervserfaring og alder, idet ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 21 år og ifølge ansøgerens egne oplysninger ikke havde en uddannelse, at ansøgeren alene havde 3 års erhvervserfaring som kok, samt taget i betragtning af at virksomhed A er en familiedrevet restaurant/kebabforretning, som serverer retter til priser mellem ca. 45-250 kr.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at der er en formodning for, at ansøgeren alene er blevet tilbudt ansættelsen med en årlig indtjening på 432.000 kr. med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af udlændingemyndighedernes administrative praksis, at uanset at de formelle krav, herunder kravet om årlig aflønning på et fastsat mindstebeløb, er opfyldt ved et ansættelsestilbud, vil der kunne meddeles afslag på op-holds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, såfremt det afgørende formål med aftalen eller tilbuddet om ansættelse må antages at være at opnå et opholdsgrundlag i Danmark, som udlændingen ellers ikke ville kunne opnå.

    Ansøgeren kan afslutningsvis heller ikke meddeles opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af udlændingelovens § 9 p, stk. 1, allerede fordi Danmarks internationale forpligtelser ikke beskytter beskæftigelse, når er er en formodning for proforma, jf. retsregelafsnittet ovenfor.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 afgørelse om inddragelse af tidsubegrænsede opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I juli 2015 fik ansøgeren tidsubegrænsede opholdstilladelse. På baggrund af oplysningerne fra eIndkomst, Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark inddrog Udlændingestyrelsen i maj 2020 ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, da styrelsen fandt, at ansøgeren i juli 2015 ikke opfyldte betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, og at den tidsubegrænsede opholdstilladelsen var opnået på baggrund af svig. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren på tro og love oplyste i ansøgningsskemaet i januar 2015, at hun havde været i fuldtidsbeskæftigelse i mere end 3 ud af 5 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og at det fremgik af oplysningerne fra Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark, at den oplyste beskæftigelse ikke var reel, og der var ændrede indberetninger og nulstillet indkomst fra flere af de steder, hvor ansøgeren oplyste at have arbejdet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet finder, at ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, med rette er blevet inddraget, idet den tidsubegrænsede opholdstilladelse af juli 2015 var opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at Skattestyrelsen har slettet lønindberetninger samt at Udbetaling Danmark har genopkrævet barselsdagpenge, som lå til grund for Udlændingestyrelsens beregning ved vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse af juli 2015, at hun kan miste sin ret til at opholde sig i Danmark, hvis det viser sig, at grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt (svig), ligesom hun ved sin underskrift af januar 2015 erklærede på tro og love, at oplysningerne, som hun indgav i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, er korrekte.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyste følgende om sin beskæftigelse; at hun havde haft ordinær fuldtidsarbejde hos virksomhed A i perioden fra august 2012 til december 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed B i perioden fra januar 2013 til maj 2013 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed C i perioden fra juni 2013 til november 2014 på fuldtid, inklusiv barselsorlov, hos virksomhed D i perioden fra december 2014 på fuldtid, samt at hun var selvstændigt erhvervsdrivende hos virksomhed E i perioden fra 1. august 2010 til 15. marts 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 42 timer. Vedlagt ansøgningen var bl.a. en kopi af ansættelseskontrakt som servicekoordinator hos virksomhed D med virkning fra december 2014, en kopi af årsopgørelse for 2010, 2011, 2012, samt en kopi af årsrapport for virksomhed E for 2010, 2011 og 2012.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at Udlændingestyrelsen under behandlingen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i 2015 ikke havde taget stilling til, at hun var selvstændig erhvervsdrivende i perioden fra februar 2011 til marts 2012 og til hendes ansættelse hos virksomhed F i perioden fra august 2012 til december 2012, som kan sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke dokumenterede, at hendes arbejde som selvstændig erhvervsdrivende kan sidestilles med lønarbejde på fuld tid eller deltidsbeskæftigelse. Det fremgik af virksomheds A årsrapport for 2010, at lønninger var 0 kr., for 2011 – negativ 278.264 kr., for 2012 – 0 kr., ligesom det fremgik af ansøgerens årsopgørelse 2010, at hendes lønindkomst var 25.447 kr., i 2011 – 0 kr., i 2012 – 256.565 kr., i 2013 – 241.190 kr. uden dokumentation for reelle arbejdstimer i perioden fra august 2010 til marts 2012.

    Udlændingenævnet skal yderligere bemærke, at ifølge offentligt tilgængelige oplysninger fra CVR-registreret er virksomheden E, en enkeltmandsvirksomhed, som blev stiftet i juli 2010 og ophørte i marts 2012.

    Udlændingenævnet henviser herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af en ansøgning, herunder dokumentation for arbejde i form af fx årsopgørelser, ansættelseskontrakter, lønsedler, årsopgørelser mv.

    Udlændingenævnet finder yderligere, at det fremgår i eIndkomst, at indberetninger fra virksomhed F for perioden fra august 2012 til december 2012 er uden indberettede løntimer, ligesom lønnen fra virksomhed F ikke fremgår af bankkontoudskrifterne, fremsendt til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indberetninger uden løntimer ikke kan medregnes som ordinær beskæftigelse.

    Skattestyrelsen ændrede ved afgørelsen i marts 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed C for 2013, hvorefter ansøgerens løn blev ændret fra 241.190 kr. til 176.660 kr. samt udbetalte barselsdagpenge på 63.328 kr. skulle tilbagebetales. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres kontrol af lønudbetalinger fra virksomhed C, hvor Skattestyrelsen vurderede, at de foretagende lønindberetninger fra virksomheden ikke har været i overensstemmelse med de faktiske forhold. Herudover ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i april 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed B for 2013, hvorefter ansøgerens løn på 106.750 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetaling har været fiktiv, og at virksomheden ikke har været aktiv siden 2013. Til sidst ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i september 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed A for 2012, hvorefter ansøgerens løn på 107.150 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetalinger har været fiktive.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ved aktuelt opslag i eIndkomst fremgår, at ansøgerens lønindberetninger for 5 års periode forud for august 2015 er følgende:

    2010: fra 1. august til 30. september– 160, 33 timer fra virksomhed G
    2011: ingen lønindberetninger
    2012: fra august til december – indberetninger uden løntimer fra virksomhed F
    2013: februar – 160, 33 timer fra virksomhed H
    2014: oktober - 11 timer, november - 11 timer, december - 150 timer fra virksomhed D
    2015: januar - indberetninger uden løntimer, februar – 150 timer, marts – 150 timer, april – 150 timer, maj – 150 timer, juni – 150 timer, juli – 102 timer fra virksomhed D

    Ansøgeren har således ikke opfyldt kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år for de sidste 5 år forud afgørelsen om tidsubegrænset opholdstilladelse, meddelt i juli 2015.

    Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren bl.a. har anført, at hun har arbejdet som ufaglært - primært som rengøringsassistent med en timeløn på 130-135 kr. - hos virksomhederne A, B, C, som var ejet af den samme ejer(e), der er blevet tiltalt og dømt for strafbare forhold, og at dette er baggrunden for, at Skattestyrelsen ændrede registreringer, men Skattestyrelsen af uforklarlige årsager nåede frem til, at hendes arbejde ikke var reelt, at hun undrer dig over, at der overhovedet kan være en formodning for, at hun skulle have været involveret i disse lyssky begivenheder, herunder have haft en proforma ansættelse, så hun kunne snyde de offentlige myndigheder, og at det er en arbejdsgivers ansvar at registrere løn ordentligt i eindkomst, og ikke medarbejderens, hvorfor det fremstår suspekt, at styrelsen mistænker hende. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Skattestyrelsen er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering og ændring af lønindberetninger, samt at det er ansøgerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til Skattestyrelsen er korrekte og i overensstemmelse med hendes faktuelle indkomst. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om, at ansøgeren skulle have søgt sagen genoptaget hos Skattestyrelsen.

    Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har anført i klagen, at under ansættelsesforløbet hos virksomhed C afholdt hun barsel i perioden fra august 2013 til juli 2014, som Udlændingestyrelsen ikke ligestillede med arbejdet, at hun har været fuldt ud berettiget til barselspenge, da hun stadig har haft ansættelse under barslen hos den samme arbejdsgiver, og derfor skal barslen tælle som arbejde, og at hun på nuværende tidspunkt fører en klagesag hos ankenævnet for at få tilbagebetalt barselsydelsen, som hun var berettiget til.

    Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering henset til, at Udbetaling Danmark i november 2015 traf afgørelse om, at alle udbetalte barselsdagpenge i 2013 og i 2014 skal tilbagebetales, fordi de var udbetalt uden ansøgeren havde ret til dem, idet hun ikke var i et reelt ansættelsesforhold. Det fremgår ved aktuelt opslag i eIndkomst, at ansøgerens barselsdagpenge på 43.538,01 kr. i december 2013 og på 108.616 kr. i juli 2014 blev slettet.

    Det er til støtte for klagen anført, at Københavns Vestegns Politis afdeling for specielle sager (en særligt specialiseret efterforskningsmyndighed) har undersøgt ansøgerens eventuelle deltagelse i de ulovlige forhold og er nået frem til, at der ikke var noget at forfølge, hvorfor sigtelserne blev droppet, og at både Skattestyrelsen og Udlændingestyrelsen er rent administrative enheder, som har begrænsninger i at efterforske sager. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet resultat.
    Det forhold, at ansøgeren til klagen har oplyst, at Udlændingestyrelsen har lagt et strafbart forhold til grund for deres afgørelse, herunder opgivelse af falske oplysninger til en offentlig myndighed, uden at ansøgeren er blevet dømt for dette, og at afgørelsen er særlig grov, idet der ingen dokumentation foreligger, som understøtter dette strafbare forhold, at Udlændingestyrelsen administrativt har besluttet, at hun har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, hvilket har ført til fortabelse af hendes retsstilling, at Udlændingestyrelsens afgørelse er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, idet anklagemyndigheden allerede har afvist at forelægge sagen for domstolene, da det var meningsforladt, og at Udlændingestyrelsen ikke har jurisdiktion til at dømme folk, ligesom at styrelsen ikke giver adgang til at tilsidesætte international lovgivning, herunder grundlæggende menneskerettigheder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at Københavns Vestegns Politi i marts 2019 opgav sigtelsen mod ansøgeren for overtrædelse af straffelovens § 289 a over for Udbetaling Danmark og over for arbejdsløshedskassen, at politiet ikke havde sigtet ansøgeren for fiktive lønindberetninger, fordi det er Skattestyrelsen, som er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering, ændring af lønindberetninger samt kontrollere virksomheder med henblik på undersøge fiktive lønindberetninger, og at Udlændingestyrelsen har truffet sin afgørelse på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.

    Udlændingenævnet finder således, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, hvoraf det fremgår, at enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til retfærdig rettergang, idet Udlændingestyrelsens afgørelse er en administrativ afgørelse, truffet på baggrund af Skattestyrelsens kontrolarbejde, og derfor kan afgørelsen ikke betragtes som en dom, som falder under EMRK art. 6. Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 1, at Udlændingestyrelsen bl.a. har kompetencen til at tage stilling til, hvorvidt udlændingens tidsubegrænsede opholdstilladelse, som var opnået ved svig, skal inddrages. Derudover har ansøgeren haft mulighed at klage over Skattestyrelsens afgørelser, ligesom at komme med dokumentation og oplysninger til Udlændingestyrelsen.

    Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i klagen har oplyst, at dokumentationen i form af bankudskrifter for perioden fra juni 2012 til 2015 viser, at hun har modtaget løn for sit arbejde hos virksomhederne, og at betalingerne svarer til fuldtidsarbejde.

    Udlændingenævnet har herved ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende dokumentation om lønindbetalinger i form af lønsedler, fremsendt i juli 2020 til Udlændingenævnet, bankudskrifter, fremsendt i februar 2020 til Udlændingestyrelsen, sammenlignet med hendes oplysninger om beskæftigelse, afgivet i ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har noteret sig, at ifølge oplysningerne fra CVR-registreret fungerede ansøgeren som virksomhedens D direktion i perioden september 2011 til februar 2012, og igen fra november 2012 til november 2015, uden at ansøgeren oplyste om dette forhold til Udlændingestyrelsen, men kun oplyste om ansættelsen som servicekoordinator hos virksomheden.

    Udlændingenævnet har bemærket, at ansøgeren først fremsendte kopi af sine lønsedler i forbindelsen med klagen, og ikke til Udlændingestyrelsen.
    Udlændingenævnet finder det således ikke dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i mindst 3 år for de sidste 5 år forud for afgørelsen, således at denne betingelse for ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse ikke var opfyldt, når lønindberetningerne fra virksomhed C for 2013, fra virksomhed B for 2013 og fra virksomhed A for 2012 ikke længere kan lægges til grund på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har i klagen har oplyst, at hun skal starte forfra med at optjene tidsubegrænset ophold i landet, ligesom eventuelt statsborgerskab, og at hun tidligst vil kunne få statsborgerskab 9 år fra nu, altså 18 år efter hun kom til landet, hvilket undergraver Danmarks demokrati, og i øvrigt er i strid med international lov, der tilsiger, at man skal kunne opnå statsborgerskab, efter man har boet i et land i maksimalt 10 år.

    Udlændingenævnet henviser herved til, at alle udlændinge i Danmark skal overholde reglerne i udlændingeloven, ligesom det er udlændingens eget ansvar at fremlægge den nødvendige dokumentation til brug for sager hos udlændingemyndighederne, ligesom Danmarks nationale lovgivning gælder for udenlandske statsborgere, som kun kan få dansk statsborgerskab ved lov, og at det normalt er en betingelse for at få dansk statsborgerskab, at man har haft 9 års uafbrudt ophold i Danmark. Dette fremgår af § 7, stk. 1 i cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation. Udlændingenævnet skal yderligere henvise til, at udenlandske statsborgere ikke automatisk kan få dansk statsborgerskab, efter de har boet i landet i 10 år.

    Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, nr. 1, og § 26, stk. 1.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i maj 2020 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gældende til maj 2024.”




  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var selvstændig erhvervsdrivende og oplyste, at han arbejdede fuldtid i sin virksomhed. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet under henvisning til, at han ikke drev virksomheden med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra den september 2008, hvor ansøgeren er indrejst i Danmark med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsregnskaber – ikke har dokumenteret, at ansøgerens beskæftigelse ved sin enkeltmandsvirksomhed i perioden fra ultimo 2018 til nu kan sidestilles med ordinært lønarbejde i mindst 3 år og 6 måneder, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed har et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, og at driften af virksomheden kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte årsopgørelse fra SKAT for indkomståret 2019, at ansøgeren i 2019 havde en personlig årlig indkomst på 50.886 kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig månedlig indkomst på 4240,5 kr. før skat, og at det fremgår af det fremsendte årsregnskab for 2019, at ansøgerens virksomhed i 2019 havde et netto-resultat på 55.171 kr., hvilket svarer til et gennemsnitligt månedligt netto-resultat på 4597,58 kr.

    Udlændingenævnet finder ikke, at en gennemsnitlig månedlig indkomst af denne størrelse dokumenterer, at ansøgeren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke til støtte for klagen er indsendt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren i 2019 har foretaget nogle ekstraordinære dispositioner, som har ført til virksomhedens lave netto-resultat.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens virksomhed blev etableret i 2016, og at virksomhedens lave nettoresultat for 2019 efter Udlændingenævnets vurdering således ikke skyldes en evt. opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.

    Udlændingenævnet finder allerede på baggrund af ansøgerens indkomst for 2019, at ansøgeren ikke kan anses for at have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.

    Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at arbejdet i virksomheden har et omfang, der svarer til ordinær fuldtidsbeskæftigelse.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævenet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at der af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ikke kan udledes et krav om en bestemt årlig indkomst, men alene om en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, at der ikke kan opstilles klare retningslinjer for, hvad der kan anses for en passende omsætning for en selvstændig virksomhed, at ansøgeren tilbyder services, som varierer meget i pris og tidsforbrug, og at ansøgerens personlige indkomst kan synes urimelig fra en almindelig lønmodtagers synspunkt, men at dette må anses for at være normalt for denne type enkeltmandsvirksomheder.

    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, ansøgeren har lagt en arbejdsindsats svarende til langt over fuld tid, idet han har formået at skabe en stigende omsætning i virksomheden.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ovenstående vurdering er foretaget på baggrund af en konkret og individuel helhedsvurdering af, hvorvidt det kan lægges til grund, at virksomhedens netto-resultat og ansøgerens personlige indkomst for 2019, uanset virksomhedens omsætning og den oplyste ugentlige arbejdstid, kan anses for at have været med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at det ved vurderingen af beskæftigelseskravet for selvstændig erhvervsdrivende efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 8, ikke kun vurderes, om udlændingen har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, men at det også indgår i vurderingen, om driften af virksomheden efter en konkret og individuel vurdering, kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på at det forhold, at ansøgerens virksomheden har haft en større omsætning efter 2019, ikke ændrer på det forhold, at ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens nettoresultat for 2019 ikke kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, og at det ikke kan føre til ændret vurdering, at virksomhedens omsætning er steget i løbet af de efterfølgende indkomstår, idet Udlændingenævnet allerede på baggrund af ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens netto-resultat for 2019 finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet om at have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 8, i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, og at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at privat børnepasning, når dette er dokumenteret i form af godkendte kontrakter med kommunen samt kvittering for børnepasningen, må anses for at være hovedbeskæftigelse, uanset lønindkomsten for arbejdet og uanset antallet af børn.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at de faktiske omstændigheder i de nævnte afgørelser adskiller sig fra nærværende sag, hvor Udlændingenævnet efter en konkret og individuel vurdering af den fremsendte dokumentation finder, at ansøgeren, uanset oplysningerne om ansøgerens ugentlige arbejdstimer, ikke har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år, og at ansøgeren i øvrigt ikke har modtaget lønindkomst.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 bl.a. tog udgangspunkt i oplysningerne om ansøgerens omsætning, og at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 fandt, at ansøgerens arbejde som privat børnepasser på baggrund af den fremsendte dokumentation måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgerens ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at fastholde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2023 – tidsubegrænset opholdstilladelse – 1 ud af 2 supplerende betingelser – medborgerskabsprøve og DP3 – forsøgt at bestå medborgerskabsprøve - besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt – må henvises til at forsøge igen

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2023 – tidsubegrænset opholdstilladelse – 1 ud af 2 supplerende betingelser – medborgerskabsprøve og DP3 – forsøgt at bestå medborgerskabsprøve - besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt – må henvises til at forsøge igen

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte 1 ud af 2 supplerende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i januar 2022 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2022 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte mindst 1 ud af 2 supplerende betingelser, idet ansøgeren ikke opfyldte kravet om bestået medborgerskabsprøve og bestået Prøve i Dansk 3. Udlændingestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at ansøgeren ikke havde bestået medborgerskabsprøven. Ansøgeren er diagnosticeret med PTSD, analfabetisme og hukommelsesproblemer.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra juni 2011, hvor ansøgeren er registreret indrejst i Danmark med opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet har endvidere ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren får tildelt førtidspension i Danmark.

    Ansøgeren vil herefter kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 6, er opfyldte.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder mindst 1 af de 2 supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1, om at have bestået en medborgerskabsprøve eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst 1 års deltagelse i bestyrelser, organisationer m.v.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at hun ikke har bestået medborgerskabsprøven eller udvist aktivt medborgerskab ved at have haft mindst 1 års deltagelse i en bestyrelse, organisation eller lignende.

    Udlændingenævnet finder desuden, at ansøgeren ikke opfylder kravet om en bestået Prøve i Dansk 3, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at hun ikke har bestået Prøve i Dansk 3 eller en prøve på tilsvarende eller højere niveau, og at hun alene har fremlagt dokumentation for en bestået Prøve i Dansk 2 af primo december 2018, hvilket ikke er på et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der fremgår af den til sagen fremlagte lægeerklæring af marts 2022, at ansøgeren bl.a. lider af PTSD, analfabetisme og hukommelsesproblemer, som besværer hendes indlæring yderligere, og at lægen på denne baggrund har vurderet, at hun ikke vil kunne tage Prøve i Dansk 3 indenfor 5 år.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret eller godtgjort, at ansøgerens helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådan omfang, at hun ikke på et senere tidspunkt vil kunne opfylder mindst 1 af de 2 supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.

    Udlændingenævnet har i forhold til Prøve i Dansk 3 således lagt vægt på, at det – uanset ansøgerens helbredsmæssige forhold – ikke kan udelukkes, at hun kan bestå danskprøven eventuelt under anvendelse af særlige prøvevilkår, som hendes diagnoser kan berettige hende til, ligesom Udlændingenævnet bemærker, at danskprøven kan aflægges på baggrund af selvstudier eller privatundervisning, herunder med særlige vilkår eller hjælpemidler.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har bestået Prøve i Dansk 2 i 2018, hvorfor det efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kan udelukkes, at ansøgeren – eventuelt på baggrund af de allerede opnåede danskkundskaber – vil være i stand til eventuelt på et senere tidspunkt at opfylde mindst 1 af de 2 supplerende betingelser om henholdsvis kravet om medborgerskab eller særligt gode danskkundskaber.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremsendt dokumentation for, at ansøgeren har forsøgt at aflægge Prøve i Dansk 3.

    Udlændingenævnet har i forhold til medborgerskabsprøve lagt vægt på, at ansøgeren ikke har bestået medborgerskabsprøven eller har udvist aktivt medborgerskab.

    Det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren har forsøgt at tage medborgerskabsprøven, men at hun ikke bestod prøven, hvorfor der under henvisning til ansøgerens psykiske symptomer bør dispenseres fra dette krav – samt kravet om særligt gode danskkundskaber - idet kravene efter partsrepræsentantens opfattelse er i strid med FN’s Handicapkonvention, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til et ændret udfald.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset, at ansøgeren i juni 2022 har forsøgt at bestå medborgerskabsprøven, men ikke bestod prøven, kan forsøget på at bestå medborgerskabsprøven ikke i sig selv føre til dispensation fra kravet om den supplerende betingelse om medborgerskab.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren til medborgerskabsprøven afholdt i juni 2022 besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt, at man for at bestå prøven skal svare rigtigt på mindst 20 af de 25 spørgsmål, hvorfor det efter Udlændingenævnets opfattelse og med henvisning til de relativt mange rigtigt besvarede spørgsmål ikke kan udelukkes, at ansøgeren vil være i stand til eventuelt på et senere tidspunkt at opfylde den supplerende betingelse om medborgerskab.

    Udlændingenævnet finder i relation hertil, at ansøgeren ikke herved – og sammenholdt med sagens øvrige oplysninger – har dokumenteret, at ansøgerens helbredstilstand kan anses for at have en sådan karakter og et sådant omfang, at hun ikke på et senere tidspunkt har mulighed for at opfylde betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 4.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, jf. stk. 4, og på nuværende tidspunkt give ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2023 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse –Ej sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår

    Dato: 29-08-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen til en statsborger fra Serbien og dennes medfølgende familiemedlem.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren indrejste i Danmark i marts 2015, da hun fik opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som serviceleder hos virksomheden A. Klagerens opholds- og arbejdstilladelse blev forlænget i september 2019. SIRI traf i juni 2021 afgørelse om inddragelse af klagerens opholds- og arbejdstilladelse, idet betingelserne for klagerens tilladelse ikke var overholdt, da ansættelsesvilkårene ikke var sædvanlige efter danske forhold. SIRI lagde i sin afgørelse vægt på, at klageren i 2020 ikke fik løn i overensstemmelse med beløbsgrænsen.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelser af juni 2021.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at klageren og hendes ægtefælles opholdstilladelser ikke på nuværende tidspunkt bør inddrages under henvisning til, at betingelserne for klagerens tilladelse efter beløbsordningen ikke er overholdt, og at ansættelsesvilkårene ikke var sædvanlige efter danske forhold, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og nr. 3.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI i sin afgørelse anførte, at klagerens løn siden juli 2019 afveg fra den ansættelseskontrakt, som lå til grund for opholdstilladelsen, at klageren i 2020 ikke fik løn i overensstemmelse med beløbsgrænsen på 375.000 kr., og at det ikke var sædvanligt efter danske forhold, at arbejdsgiver kunne reducere medarbejderens løn på ubestemt tid i hele ansættelsesperioden.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at SIRI anførte, at klagerens lønsedler, fremsendt til støtte for klagen, umiddelbart var i strid med ansættelseskontrakten, som angav en månedsløn på 35.600 kr. og løn under ferie, og at ændringen til en løn på 31.250 kr. og feriegodtgørelse var en forringelse af løn- og ansættelsesvilkår og som udgangspunkt vil føre til en ny vurdering af, hvorvidt der er tale om sædvanlige løn- og ansættelsesforhold for den pågældende stilling.

    Udlændingenævnet bemærker, at SIRI anførte, at den kontrolsag, som lå til grund for inddragelsen af klagerens opholdstilladelse, alene vedrører perioden siden seneste forlængelse, som blev meddelt i marts 2019.

    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at SIRI anførte, at klagerens løn siden juli 2019 var blevet reduceret i forhold til ansættelseskontrakten, og at selv om ansøgerens bruttoindkomst i 2019 var på 395.208,63 kr., som opfyldte beløbskravet på mindst 375.000 kr., så var hendes opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen betinget af, at der udbetaltes løn i overensstemmelse med den kontrakt, som lå til grund for ansøgningen.

    Udlændingenævnet har i vurderingen lagt vægt på, at klageren første gang blev meddelt opholdstilladelse efter beløbsordningen som serviceleder hos virksomheden A i marts 2015, gældende til marts 2019, at det fremgik af afgørelsen, at klageren skal opfylde beløbskravet på mindst 375.000 kr., og at hun skal modtage løn i overensstemmelse med ansættelseskontrakten under hele ansættelse.

    Det er desuden indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af de fremsendte lønsedler, at klageren i perioden fra meddelelsen af hendes opholdstilladelse i marts 2015 til SIRI’s afgørelse om forlængelse af opholdstilladelsen i marts 2019 modtog en månedlig bruttoløn på 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (feriepenge), og at SIRI i marts 2019 forlængede hendes opholdstilladelse, selv om ansøgeren ikke havde modtaget en månedlig løn på 35.600 kr., som var angivet i ansættelseskontrakten.

    Udlændingenævnet noterer sig, at den 1. september 2020 trådte den nye ferielov i kraft. I overgangsperioden mellem de gamle og de nye ferieregler, blev der vedtaget der særlige regler, som skulle sikre, at antallet af ferieuger var stabilt. Den ferie, som blev optjent i overgangsperioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020 (25 feriedage), blev ”indefrosset” i en særlig fond, og kan så udbetales med forrentning, når man forlader arbejdsmarkedet, for eksempel når man går på pension. I efteråret 2020 og foråret 2021 var der mulighed for at ansøge om udbetaling indefrosne feriemidler.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgik af klagerens fremsendte lønsedler, at klageren i perioden fra marts 2015 til september 2019 modtog en månedlig bruttoløn på 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (feriepenge), fra september 2019 til september 2020 - 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (til fonden for indefrosset feriepenge), fra september 2020 til maj 2021 - 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (brutto feriepenge).

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at arbejdsgiveren i februar 2023 bekræftede, at klagerens løn ikke var blevet reduceret fra 35.600 kr. til 31.250 kr., og at der ikke var sket kontraktændringer siden ansættelsen i 2015.

    Udlændingenævnet finder således, at klageren på baggrund af SIRI’s afgørelse i marts 2019 om forlængelse af hendes opholdstilladelse efter beløbsordningen fik en berettiget forventning om, at betingelserne for forlængelse af opholdstilladelsen på baggrund af modtaget løn siden 2015 var opfyldt, og at opholdstilladelsen var gældende frem til marts 2023, forudsat at forhold ikke ændrer sig, herunder at klageren er ansat i samme stilling og hos samme arbejdsgiver

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgerens berettiget forventning medførte, at SIRI’s afgørelse af marts 2019 skal blive stående som gyldig.

    Udlændingenævnet havde på bagrund af de fremsendte lønsedler, udtalelsen fra arbejdsgiveren sammenholdt med reglerne i den nye ferielov vurderet, at klagerens løn- og ansættelsesvilkår siden marts 2015 havde været uændrede, og at klagerens opholdstilladelse derfor ikke på nuværende tidspunkt kan inddrages under henvisning til, at betingelserne for tilladelsen ikke var overholdt.

    Udlændingenævnet tilbagesender derfor sagerne til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for de meddelte opholdstilladelse i Danmark er opfyldt”.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. august 2023 – EU - primær bevægelighed – medfølgende familie – forælder

    Dato: 11-08-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Nordmakedonien, der havde søgt om opholdsret efter EU-retten som medfølgende familiemedlem til en unionsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder

    I 2020 blev ansøgeren af SIRI meddelt afslag på EU-opholdsret som medfølgende familie til sin voksne søn, der havde EU-opholdsret i Danmark. Udlændingenævnet stadfæstede i september 2021 denne afgørelse. I februar 2022 indrejste ansøgeren på ny i Danmark og indgav i marts 2022 igen ansøgning om EU-opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin søn. Ansøgeren og unionsborgeren havde efter det oplyste boet sammen i Nordmakedonien inden unionsborgerens indrejse i Dannmark. Der vil sagen bl.a. fremlagt kopi af unionsborgerens overførsler til ansøgerens bankkonto i Nordmakedonien samt dokumentation for overførsler til et nordmakedonisk el-firma. Endvidere var fremlagt lægeerklæringer, hvoraf det fremgik, at ansøgeren blev bragt til et hospital grundet store smerter, og at ansøgeren led af gift og forhøjet blodtryk. Endelig blev det oplyst, at ansøgeren var blevet en del af unionsborgerens husstand i Danmark under udlændingemyndighedernes sagsbehandling, idet ansøgerne var blevet meddelt processuelt ophold.

    I september 2022 meddelte SIRI afslag på udstedelse af EU-opholdskort under henvisning til, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen af familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.

    Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:

    ”SIRI har lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, som familiemedlem til unionsborgeren, idet SIRI ikke finder det tilstrækkelig dokumenteret, at ansøgeren har været forsørget af unionsborgeren forinden sin indrejse i Danmark.

    SIRI finder det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren ikke er i stand til at forsørge sig selv, eller at ansøgerens materielle behov i hjemlandet har været dækket af unionsborgeren. SIRI finder således, at der ikke har eksisteret et reelt forsørgelsesbehov mellem ansøgeren og unionsborgeren i perioden forud for ansøgerens seneste indrejse i februar 2022.

    Det er indgået i SIRI’s vurdering, at der til sagen er fremlagt kopier af unionsborgerens pengeoverførsler fra sin bankkonto til ansøgerens bankkonto i Nordmakedonien. Det fremgår af dokumenterne, at unionsborgeren i perioden fra august 2018 til januar 2022 i alt 6 gange har overført penge til ansøgerens bankkonto.

    SIRI finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ud fra denne dokumentation ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at der har bestået et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og unionsborgeren.

    […]

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt brev fra ansøgerens bank i Makedonien om, at ansøgeren har et indestående på sine bankkonti på henholdsvis minus 534 MKD og minus 1,22 euro.

    SIRI har herved lagt vægt på, at det alene er et øjebliksbillede af ansøgerens indestående, samt at brevet er skrevet efter ansøgerens indrejse i Danmark, hvorfor det ikke kan konstateres, at ansøgeren ikke havde penge til sin egen forsørgelse forinden ansøgerens indrejse i Danmark i februar 2022.

    Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremvist dokumentation for en pengeoverførsel på 1613 kr. til Wizz Air foretaget i februar 2022 samt pengeoverførsler fra unionsborgeren til en ukendt modtager, og at unionsborgeren har oplyst, at det er betaling af ansøgerens el-regninger.

    SIRI har herved lagt vægt på, at der ikke er fremvist dokumentation for, at der er tale om betaling af ansøgerens regninger, eller at pengeoverførslen til Wizz Air er fra eller til ansøgeren. Selv hvis dokumenterne kunne personhenføres til ansøgeren, ville det ikke ændre på vores vurdering.

    […]

    SIRI finder ikke, at ansøgeren er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 5, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren har været optaget i unionsborgerens husstand forinden ansøgerens indrejse i Danmark.

    SIRI har herved lagt vægt på, at unionsborgeren har været bopælsregistreret i Danmark siden januar 2017, og ansøgeren er indrejst i Danmark i februar 2022.

    Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at ansøgeren boede hos unionsborgeren i Nordmakedonien inden unionsborgerens indrejse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    SIRI har herved lagt vægt på, at der ikke er fremvist dokumentation herfor. SIRI har også lagt vægt på, at det er mere end fem år siden, at unionsborgeren indrejste i Danmark, og for at ansøgeren kan være omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 5, er det et krav, at ansøgeren op til sin indrejse i Danmark har været optaget i unionsborgerens husstand.

    Det er indgået i SIRI’s vurdering, at ansøgeren har fremvist dokument af juli 2022 fra en udenlandsk by. Det er endvidere indgået i SIRI’s vurdering, at ansøgeren har oplyst, at unionsborgeren ejer den bolig, som ansøgeren boede i i Nordmakedonien, samt at unionsborgeren har boet i boligen med ansøgeren.

    SIRI finder dog, at dokumentet samt oplysningerne ikke kan føre til en ændret vurdering. SIRI har herved lagt vægt på, at unionsborgeren har haft bopæl i Danmark siden 2017, og der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at unionsborgeren har opgivet sin bopæl i Danmark og faktisk boet i Nordmakedonien med ansøgeren. SIRI finder således, at der alene har været tale om, at unionsborgeren har besøgt ansøgeren i Nordmakedonien.

    Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at ansøgeren har boet med unionsborgeren, når ansøgeren har opholdt dig i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. SIRI har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation for, at ansøgeren har opgivet sin bolig i Nordmakedonien. SIRI finder således, at der alene har været tale om, at ansøgeren har besøgt unionsborgeren i Danmark.

    […]

    SIRI finder ikke, at ansøgeren er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.

    SIRI har i den anledning lagt vægt på oplysningerne i den indsendte lægeerklæring om, at ansøgeren bl.a. har forhøjet blodtryk og gigt samt dårligt syn.

    SIRI finder ikke, at den sygdom, som ansøgeren er i behandling for, er af en sådan karakter, der gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.

    Ansøgeren er ikke fremkommet med bemærkninger, der kan føre til en anden afgørelse”.

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af september 2022 af de grunde, som SIRI har anført.

    Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI. Udlændingenævnet finder derfor på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som familiemedlem til unionsborgeren, idet ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er oplyst, at SIRI ikke har forholdt sig til det faktum, at ansøgeren i en periode på ca. 1,5 år har opholdt sig i Danmark, hvor unionsborgeren forsørgede ansøgeren, og hvor ansøgeren var en del af unionsborgerens hustand. Udlændingenævnet finder imidlertid, at det anførte ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for at være omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4 og nr. 5, at man i det land man ankommer fra, har været forsørget eller optaget i unionsborgerens hustand. Unionsborgerens eventuelle forsørgelse af ansøgeren på et tidspunkt, hvor ansøgeren har opholdt sig i Danmark på processuelt ophold, kan derfor ikke medtages i vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af personkredsen.

    Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren og ansøgeren delte hustand forud for unionsborgerens indrejse i Danmark i 2017. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan have været optaget i unionsborgerens husstand i Nordmakedonien i den periode, hvor unionsborgeren har haft opholdsret og bopæl i Danmark. Videre har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ved vurderingen af, hvorvidt et familiemedlem har været omfattet af en unionsborgers husstand, lægges vægt på perioden umiddelbart forud for ansøgerens indrejse og ikke en forhenværende periode, som må anses for at være afbrudt ved unionsborgerens udrejse.

    Det forhold, at ansøgeren med tiden er blevet dårligere, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Nordmakedonien faldt, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke til sagen er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af rapporten fra hospitalet i Makedonien, fremgår, at ansøgeren lider af gigt, forhøjet blodtryk, og at ansøgeren har problemer med synet, hvilket ikke i sig selv godtgør, at det er absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.

    Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det til klagen er anført, at SIRI ikke kunne meddele afslag uden at indhente yderligere dokumentation, idet SIRI ved brev af 23. juni 2022 netop anmodede om yderligere dokumentation og i den forbindelse vejledte udførligt om, hvilken dokumentation, der f.eks. kunne fremlægges til sagen. Desuden har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det forhold, at der på baggrund af SIRI’s anmodning ikke blev indsendt tilstrækkelig dokumentation, ikke kan medføre, at SIRI på ny skal indhente yderligere oplysninger. Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at der heller ikke i forbindelse med klagen er fremsendt yderligere dokumentation.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. august 2023 – Afslag på Schengenvisum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 10-08-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, som er iranske statsborgere, der havde ansøgt om visum til Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgerne indgav i april 2023 ansøgning om visum til Danmark med henblik på at besøge deres søn, som har opholdstilladelse som flygtning i Danmark. Ansøgerne oplyste over for ambassaden, at det ikke var muligt for dem at rejse hver for sig, da de begge er analfabeter.

    I maj 2023 meddelte Udlændingestyrelsen begge ansøgere afslag på Schengenvisum under henvisning til, at de udgjorde hinandens tilknytning til hjemlandet, og at de derfor ikke kan meddeles visum til Danmark samtidig.

    Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den mandlige ansøger:

    ”[…]

    Udlændingestyrelsen vurderer, at der er en begrundet formodning for, at ansøgeren vil benytte et meddelt visum til at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande.

    Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Iran, der er placeret i hovedgruppe 4, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2, og at ansøgeren har søgt om visum med henblik på at besøge sin søn.

    Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra lande i hovedgruppe 4, at der som udgangspunkt kun gives visum til ægtefæller/faste samlevere, forældre til herboende børn, og til mindreårige børn af herboende forældre.

    Det fremgår af Udlændinge- og Integrationsministeriets visumvejledning, at myndighederne ved behandlingen af visumansøgninger indgivet af forældre bør foretage en vurdering af, om ansøgerens tilknytning til hjemlandet eller bopælslandet er af sådan en styrke, at det med tilstrækkelig sikkerhed findes sandsynliggjort, at den pågældende vil rejse tilbage efter visumopholdet, eller om ansøgeren vil tage længerevarende ophold i Danmark eller de øvrige Schengenlande.

    Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren har begrænset tilknytning til sit hjemland, da ansøgeren har tre voksne børn, da ansøgeren er uden erhvervsmæssig beskæftigelse, og at ansøgeren ønsker at rejse til Danmark sammen med sin ægtefælle.

    På den baggrund er det Udlændingestyrelsens vurdering, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed er sandsynliggjort, at ansøgeren vil rejse hjem igen efter et visumophold, og derfor kan Udlændingestyrelsen ikke give ansøgeren visum.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har en ægtefælle i sit hjemland. Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at de ikke kan udgøre en sådan tilknytning til hjemlandet for hinanden, da de har oplyst, at de kun vil rejse til Danmark sammen.

    […].”

    Udlændingenævnets afgørelse vedrørende begge forældre:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelser fra hhv. april 2023 og fra maj 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgerne udgør hinandens tilknytning til hjemlandet.

    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der er en høj grad af risiko for, at ansøgerne vil benytte et meddelt visum til uden lovligt grundlag at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande, hvis de rejser samtidigt.

    Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgerne ejer 2 huse, jord og en butik i Iran, at den mandlige ansøger arbejder og har mange penge, kan ikke danne grundlag for et andet udfald, ligesom det ikke kan føre til en ændret vurdering, at den kvindelige ansøger er dårligt gående og har andre sygdomme, der gør det svært for hende at rejse alene.

    For så vidt angår det forhold, at der i klagen til Udlændingenævnet nu oplyses, at den kvindelige ansøger alligevel vil kunne rejse alene, hvis hun får hjælp i lufthavnen, skal Udlændingenævnet hertil bemærke, at forældrene på ansøgningstidspunktet begge oplyste, at det ikke var muligt for dem at rejse hver for sig, idet de begge er analfabeter, og at de derfor ønsker at rejse sammen til Danmark.

    Udlændingenævnet skal endvidere bemærke, at der er tale om en efterfølgende oplysning, der i stedet vil kunne kan danne grundlag for en ny ansøgning. Udlændingenævnet skal derfor henvise ansøgerne til at indgive en ny visumansøgning med henblik på at kunne rejse hver for sig.

    Udlændingenævnet kan i øvrigt henvise til at finde mere information på Trafikstyrelsens hjemmeside www.flypassager.dk vedrørende bevægelseshæmmede personers ret til assistance (uden beregning) i lufthavnen før og efter rejsen, assistance til at komme på og af flyet samt assistance ombord på flyet.

    Det forhold, at ansøgernes herboende søn har opholdstilladelse som flygtning i Danmark, og på den baggrund ikke kan rejse til Iran for at besøge sine forældre, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til andet resultat, da relationen mellem værten – den herboende søn – og hans forældre ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at værten er voksen og ikke har boet sammen med sine forældre i en længere årrække, og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem værten og hans forældre, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.

    Udlændingenævnet finder i øvrigt, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgerne alligevel kan meddeles Schengenvisum til Danmark uden at der stilles betingelse om, at de rejser hver for sig, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kan begrunde dette.

    Udlændingenævnet bemærker hertil, at helt ekstraordinære omstændigheder bl.a. ses at foreligge i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse, jf. afsnittet retsregler.

    Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser."

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Børnesammenføring

    Dato: 03-08-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Børnesammenføring

    Udlændingenævnet afslog i maj 2022 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afvisning af realitetsbehandling på grund af retsfortabende passivitet.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren fik i februar 2006 af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstet et afslag på familiesammenføring med sin herboende far. Sagen blev alene vurderet i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henvisning til, at faderens opholdsgrundlag alene hvilede på Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Ansøgerens indgav i 2011 en ny ansøgning om familiesammenføring med sin far. Udlændingestyrelsen vurderede sagen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren var fyldt 15 år på ansøgningstidspunktet, men fandt ved afgørelse i december 2012, at der ikke forelå særlige grunde.
    Ansøgeren påklagede først i april 2018 denne afgørelse til Udlændingenævnet og anmodede samtidig om genoptagelse af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006. Udlændingenævnet afviste ved afgørelse fra juni 2018 at realitetsbehandle sagerne, idet nævnet fandt, at der forelå retsfortabende passivitet.

    Ansøgeren har i marts 2019 anmodet om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet genoptager ikke Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afslag på realitetsbehandling af klage over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse fra december 2012 meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afslag fra februar 2006 på familiesammenføring efter Associerings-aftalen mellem EU og Tyrkiet.

    Ansøgeren blev ved Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006, meddelt afslag på familiesammenføring til sin far, på baggrund af den tidligere retsopfattelse, under henvisning til, at ansøgerens far alene havde ret til fortsat ophold i medfør af associeringsaftalen, og ministeriet fandt i den forbindelse, at udlændingelovens regler om familiesammenføring ikke kunne finde anvendelse.

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren samtidig også kunne have støttet ret på udlændingelovens regler om familiesammenføring med børn, jf. den gældende § 9, stk. 1, nr. 2, såfremt afgørelsen var truffet efter den nugældende retsopfattelse. Ansøgeren fik således ikke på dette tidspunkt realitetsbehandlet sin ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin far efter udlændingelovens regler vedrørende børnesammenføring, men alene en vurdering efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingens er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at der henset til den forløbne tid på næsten 6 år frem til december 2011, hvor ansøgeren på ny søgte om familiesammenføring, samt den forløbne tid fra Udlændingestyrelsen traf afgørelse i december 2012 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og til, at ansøgeren – ca. 5 ½ år efter – i april 2018 påklagede denne afgørelse, er udvist retsfortabende passivitet i et omfang, der ikke kan berettige en genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har oplyst om særlige grunde eller forhold, der kan berettige den udviste passivitet.

    Udlændingenævnet har tillagt det vægt, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012, og det heri opstillede krav om en aldersgrænse på 15 år, der følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er i overensstemmelse med EU-retten. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EU-Domstolen ved dommen C-379/20 B mod Danmark slog fast, at aldersgrænsen på 15 år i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, udgjorde en ny begrænsning som omhandlet i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 i Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Domstolen fandt dog, at begrænsningen imidlertid kunne begrundes i det formål, der består i at sikre en vellykket integration af de pågældende tredjelandsstatsborgere, forudsat at de nærmere bestemmelser for gennemførelsen heraf ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte formål. EU-Domstolen lagde i den forbindelse vægt på, at de nationale myndigheder efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er forpligtet til at foretage en individuel vurdering af barnets situation og i hvert enkelt tilfælde tage hensyn til disse forhold. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012 netop indeholder en sådan indgående vurdering.

    Ansøgeren var 16 ½ år på tidspunktet for sin fornyede ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med sin far i november 2011. På den baggrund er det Udlændingenævnets fortsatte opfattelse, at der i forhold til ansøgeren ikke kan antages at foreligge sådanne særlige grunde, at Udlændingenævnets afgørelse bør genoptages.

    Udlændingenævnet har herved lagt særligt vægt på den udviste passivitet i perioden fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse i februar 2006, hvor ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 9 år gammel, og indtil tidspunktet for hans fornyede ansøgning om opholdstilladelse, hvor han var fyldt 15 år, og hvor muligheden for at sikre en vellykket integration af ansøgeren, ikke længere kunne anses for at være af samme omfang.

    Udlændingenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgeren har været repræsenteret af en professionel partsrepræsentant.

    Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til sin afgørelse fra juni 2018.”





Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

UDLN.dk bruger cookies til statistik og optimering af indhold. Klik OK eller gå videre på UDLN for at acceptere cookies. læs mere om cookies.