Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. september 2023 – Særlov – Midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.m. – Bortfald
Dato: 14-09-2023Udlændingenævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse meddelt efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder m.v. (særloven).
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, som var statsborger i Afghanistan, blev i august 2021 evakueret fra Afghanistan af de danske myndigheder sammen med sine forældre og søskende og fik i januar 2022 opholdstilladelse efter særlovens § 1, stk. 3, nr. 2. I juli 2022 modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse fra et generalkonsulatet i USA, som oplyste, at klageren og klagerens 2 søskende havde henvendt sig, fordi de ønskede at vende tilbage til Danmark. Til generelkonsulatet havde klageren fremlagt en amerikansk opholdstilladelse, der var gyldig frem til december 2024. Klageren oplyste at være taget på ferie i USA, og at klageren havde til hensigt at vende tilbage til Danmark. Klageren oplyste også, at klageren havde forhørt sig hos kommunen vedrørende muligheden for at vende tilbage til Danmark i tilfælde af, at klageren ville savne sin familie, og at kommunen havde oplyst, at klageren ikke ville miste sin opholdstilladelse, hvis klagerens tilbagevenden fandt sted inden for 6 måneder.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet finder, at [klagerens] opholdstilladelse er bortfaldet, fordi [klageren] ved sine egne handlinger viste, at [klageren] ønskede at opgive sin bopæl i Danmark ved at ansøge om og opnå opholdstilladelse i USA og derefter den […] juni 2022 indrejse i USA, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2022, at [klagerens] opholdstilladelse ville bortfalde, hvis [klageren] opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis [klageren] havde et længerevarende ophold uden for Danmark.
På den baggrund må det derfor have stået [klageren] klart, at det kunne få konsekvenser for [klagerens] opholdsgrundlag i Danmark, hvis [klageren] opgav sin bopæl i Danmark.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] forhørte sig hos kommunen vedrørende muligheden for at vende tilbage til Danmark i tilfælde af, at [klageren] ville savne sin familie, og at kommunen oplyste, at [klageren] ikke ville miste sin opholdstilladelse, hvis [klagerens] tilbagevenden fandt sted inden for 6 måneder, og at [klageren] derfor heller ikke opsagde sin bopæl, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det – på trods af Udlændingenævnets anmodning om dokumentation af […] juli 2023 – ikke er dokumenteret, at [klageren] havde anmodet om og modtaget en sådan individuel og konkret vejledning fra en kommune om reglerne om bortfald, at det på den baggrund ville kunne antages, at [klageren] ikke havde til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark. Ligeledes kan det ikke anses for godtgjort, at [klageren] havde bevaret sit lejemål i Danmark eller opmagasineret sine ejendele, idet der til støtte herfor alene er indsendt 2 dokumenter vedrørende udlevering af nøgler.
Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at [klagerens] opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at [klagerens] opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det har været [klagerens] eget valg at søge om opholdstilladelse i USA, og herefter indrejse dertil. Udlændingenævnet har i den sammenhæng også lagt vægt på, at [klageren] udrejste sammen med sine 2 søskende, der ligeledes havde opnået opholdstilladelse i USA.
Udlændingenævnet finder desuden, at [klageren] ikke kan anses for at have opnået en sådan væsentlig og stærk tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at meddele dispensation fra bortfald af [klagerens] opholdstilladelse på baggrund heraf.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at [klageren] den […] august 2021 indrejste i Danmark i en alder af 25 år, og at klageren den […] januar 2022 fik opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter særloven.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] har sin mor, sin søster, og sine 2 brødre i Danmark, og at klageren har modtaget danskundervisning siden sin indrejse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet finder, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 at anse [klagerens] opholdstilladelse for bortfaldet. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for bl.a sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at bl.a., forholdet mellem forældre og voksne børn ikke er omfattet af beskyttelsen i EMRK artikel 8 uden påvisning af ”yderligere afhængighedsforhold mellem dem ud over almindelige følelsesmæssige bånd” (jf. mutatis mutandis, Kwakye-Nti og Dufie mod Nederlandene (dec.), nr. 311519/96, 7. november 2000), og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold mellem [klageren] og [klagerens] herboende familiemedlemmer, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem dem, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om særlige grunde, såsom [klagerens] helbreds- eller personlige forhold, der kan begrunde, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
På baggrund af det anførte, herunder [klagerens] samlede ophold her i landet og i udlandet, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse klagerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2023 – EU - Udstationering – udleje af arbejdskraft
Dato: 13-09-2023Udlændingenævnet stadfæstede i september 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i november 2022 ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. I forbindelse med indgivelsen af ansøgningen oplyste ansøgeren, at han efterfølgende ville vende tilbage til Polen og vente på sit opholdskort. Indsendt til sagen var en aftale mellem en svensk virksomhed og en dansk virksomhed om vikar- og arbejdsformidling, hvoraf det fremgik, at den svenske virksomhed var ansvarlig for at levere tjenesteydelser fra individuelle medarbejdere til den danske virksomhed, at det var den danske virksomhed, der fastsatte arbejdstid m.v., at den udstationerede medarbejder skulle udføre bilvask og påføring af coating, og at udstationeringsperioden var på 2 år. Derudover var indsendt en ansættelsesaftale, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i august 2022 blev ansat som assistent i den svenske virksomhed samt en udstationeringsaftale mellem ansøgeren og den svenske virksomhed, hvoraf fremgik bl.a., at ansøgeren skulle udføre bilvaskeinstruktion, og at udstationeringsaftalen varede 1 år.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra januar 2023. [Ansøgeren] opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder ligesom SIRI, at [ansøgeren] ikke har udnyttet en eventuel ret til fri bevægelighed i Danmark, idet [ansøgeren] ikke ses at være indrejst i Danmark med henblik på levering af tjenesteydelser i henhold til den til sagen fremsendte aftale, men alene med henblik på indgivelse af ansøgning om opholdsret.
Udlændingenævnet finder herefter, at uanset om [ansøgeren] var indrejst i Danmark, ville det ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger og dokumenter i sagen kunne lægges til grund, at [ansøgeren] ville være omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark på vegne af sin arbejdsgiver for at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Det er Udlændingenævnets vurdering, at [den svenske virksomhed] er at anse for tjenesteyder i henhold til TEUF artikel 56, og at tjenesteydelsen består af tilrådighedsstillelse af arbejdskraft.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke er tale om sådanne tjenesteydelser, at forholdet er omfattet af anvendelsesområdet for EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af aftalen mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] af […] september 2022, at [den svenske virksomhed] er ansvarlig for at levere tjenesteydelser fra individuelle medarbejdere til [den danske virksomhed], at det er [den danske virksomhed], der fastsætter arbejdstid m.v., samt det specifikke arbejde, der skal udføres af den udstationerede medarbejder.
Det er herefter Udlændingenævnets vurdering, at der ikke er tale om levering af en konkret tjenesteydelse mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed], men at udstationeringen af [ansøgeren] i Danmark udgør selve formålet med den tjenesteydelse, som [den svenske virksomhed] udfører for [den danske virksomhed], og at aftalen om leveringen af tjenesteydelsen således alene har til formål at opnå adgang til arbejdsmarkedet i Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af ansættelsesaftale af […] august 2022 mellem [ansøgeren] og [den svenske virksomhed], at [ansøgeren] skal vaske biler og være belægningsassistent, og at det af aftale af […] oktober 2022 mellem [ansøgeren] og en medarbejder i [den svenske virksomhed] om udstationering fremgår, at [ansøgeren] skal instruere i bilvask med buffer og belægning, at [ansøgerens] maksimale månedlige arbejdstid er 160 timer, at udstationeringen har en varighed på 1 år, og at [den danske virksomhed] vil stille logi til rådighed og kompensere for transportudgifter til og fra Danmark.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke på denne baggrund kan anses for godtgjort, at [den svenske virksomhed] skal levere en konkret tjenesteydelse i form af instruktion i bilvask, og ikke alene stille arbejdskraft til rådighed.
Det til støtte for klagen anførte om, at SIRI’s afgørelse er foretaget på baggrund af falske argumenter og fakta, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke til støtte for klagen er indsendt nye oplysninger eller dokumentation.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at udstationeringen af [ansøgeren] reelt indebærer, at [ansøgeren] skal udlånes til [den danske virksomhed] i en periode, og at udstationering til Danmark i sig selv udgør formålet med aftalen mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] med det overordnede formål at bringe arbejdskraft til Danmark.
Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke er omfattet af reglerne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2023 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Au pair
Dato: 13-09-2023Udlændingenævnet stadfæstede i september 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse som au pair i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
I november 2021 blev klageren meddelt opholdstilladelse som au pair. Opholdstilladelsen var gyldig til december 2023. Det var en betingelse for opholdstilladelsen, at klageren under hele opholdet skulle fungere som au pair hos sin værtsfamilie, at hun ikke måtte arbejde i Danmark, medmindre der er tale om ulønnet frivilligt arbejde for en organisation eller forening, og at sådant arbejde endvidere alene måtte udføres uden for det tidsrum, hvor hun havde pligter i værtsfamilien. I juni 2022 modtog Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) oplysninger fra en ukendt person om, at klageren arbejdede i en restaurant. I september 2022 inddrog SIRI klagerens opholdstilladelse som au pair med henvisning til, at hun ikke overholdt betingelserne, der var fastsat for hendes opholdstilladelse, idet hun arbejdede i en restaurant.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at de betingelser, der var fastsat for [klagerens] opholdstilladelse, ikke var overholdt, og at tilladelsen derfor kan inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. § 9 j, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klagerens] opholdstilladelse som au pair hos [værtsfamilien] var betinget af, at hun ikke måtte arbejde i Danmark, medmindre der er tale om ulønnet frivilligt arbejde for en organisation eller forening, og at sådant arbejde endvidere alene måtte udføres uden for det tidsrum, hvor hun havde pligter i værtsfamilien.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at en vejledning om ulønnet frivilligt arbejde, bl.a. at der ikke må udføres ulønnet frivilligt arbejde i tidsrummet, når au pair-personen skal udføre huslige pligter for værtsfamilien, og at ulønnet frivilligt arbejde kun må udføres for en organisation eller forening, udtrykkeligt fremgik på engelsk i SIRI’s afgørelse af [november 2021] om at meddele opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder på baggrund af SIRI’s vejledning, at reglerne for ulønnet frivilligt arbejde derfor burde have stået [klageren] klart.
Udlændingenævnet er enig i SIRI’s vurdering af, at [klagerens] arbejde hos [restauranten] ikke er omfattet af udlændingelovens § 13, stk. 2, om ulønnet frivilligt arbejde.
Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at [partsrepræsentanten] til klagen har anført, at [klageren] ca. 3 gange i februar 2022 hjalp med at besvare telefoniske henvendelser hos [restauranten] i tidsrummer fra kl. 18 til 20, men at det fremgik af au pair-kontrakten, at hun skulle udføre huslige pligter for værtsfamilien i tidsrummet fra kl.16 til 19 i hverdagen og fra kl. 14 til 19 om lørdagen.
Den omstændighed, at [klageren] ikke fik løn hos [restauranten], men kun lidt mad, kan ikke danne grundlag for en anden vurdering af sagen, idet det ikke ændrer ved, at der ikke har været tale om arbejde for en organisation eller forening med et almennyttigt formål, men derimod arbejde for en virksomhed.
De til klagen indsendte oplysninger om, at [klageren] ikke taler dansk, og at SIRI ikke orienterede [værtsfamilien] om sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagens udfald.
Udlændingenævnet skal henvise til, at SIRI’s afgørelse af [november 2021] og partshøringsbreve af [juli 2022] var på engelsk, ligesom at SIRI i sin afgørelse i [september 2022] vejledte [klageren] om, at hun kunne kontakte SIRI for en mundtlig forklaring, og at SIRI således har overholdt vejledningspligten og reglerne om partshøring.
Udlændingenævnet skal yderligere henvise til, at [klageren] er myndig, og at værtsfamilien ikke betragtes som part i sagen vedrørende inddragelse af deres au pairs opholdstilladelse.
Det til støtte for klagen anført om, at [klageren] ikke havde adgang til e-boks, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en vejledning om e-boks og Digital Post udtrykkeligt fremgik på engelsk i SIRI’s afgørelse om at meddele opholdstilladelse i [november 2021]. På den baggrund burde det derfor have stået [klageren] klart, at hun efter indrejsen i Danmark skulle sætte sig ind i en række regler og forhold gældende i landet, herunder bl.a. CPR-registrering, opholdskort, NemID og e-boks.
Udlændingenævnet bemærker dertil, at [klageren] ikke har dokumenteret, at hun er blevet fritaget for den obligatoriske tilslutning til Digital Post.
Udlændingenævnet finder forsat, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. herved udlændingelovens § 19 stk. 1, nr. 3, jf. § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] er født og opvokset på Filippinerne, at hun kom til Danmark i januar 2022 i en alder af 29 år og kun siden da har haft opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, samt at der til sagen ikke er oplyst om helbredsmæssige eller personlige forhold, der bevirker, at hun ikke kan tage ophold på Filippinerne.
Udlændingenævnet finder herefter at det må lægges til grund, at [klageren] har en større tilknytning til sit hjemland end til Danmark, og at hun ikke har opnået en sådan tilknytning til det danske arbejdsmarked eller det danske samfund i øvrigt, at inddragelsen af hendes opholdstilladelse er særligt belastende for hende eller vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. De foreliggende oplysninger om [klagerens] søster og kæreste, som opholder sig i Danmark, som var anført til støtte for klagen, kan ikke medføre en ændret vurdering heraf, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 28.07.2023 – fratagelse af kontante ydelser – afvist asylansøger
Dato: 12-09-2023Udlændingenævnet hjemviste i juli 2023 Hjemrejsestyrelsen afgørelse vedrørende en statsborger fra Somalia, som var blevet frataget sine kontante ydelser.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, som er statsborger i Somalia, blev i 2016 af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til sin ægtefælle. Klageren fik nægtet forlængelse af sin opholdstilladelse i 2017 af Udlændingestyrelsen, hvorefter Udlændingenævnet samme år stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse. Klageren ansøgte i 2017 om asyl i Danmark, hvorpå klageren blev meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen i 2019 og meddelt endelig afslag på asyl af Flygtningenævnet i 2020. Hjemrejsestyrelsen vurderede i 2021, at klageren ikke medvirkede til sin udrejse, hvorefter Hjemrejsestyrelsen traf afgørelse om administrative foranstaltninger, herunder afgørelse om fratagelse af dennes kontante ydelser.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Hjemrejsestyrelsen, idet Hjemrejsestyrelsens partshøring og afgørelse ikke i tilstrækkeligt omfang lever op til forvaltningslovens regler om kontradiktion og begrundelse, herunder i relation til henvisning til de særlige omstændigheder, der i henhold til forarbejderne til udlændingelovens § 42 a, stk. 10, ville kunne føre til en ændret vurdering. Det ses således ikke af Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo december 2021, hvorvidt der er foretaget en konkret og individuel vurdering i sagen, jf. forvaltningslovens §§ 19, stk. 1, og 24, stk. 1, samt god forvaltningsskik.
Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen i deres beslutningsgrundlag ikke i fornødent omfang har foretaget en konkret og individuel vurdering af sagen. Udlændingenævnet finder således, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med en fornyet gennemgang af sagen skal foretage en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, herunder inddrage i partshøring såvel som i begrundelsen om der er særlige omstændigheder, der kan føre til en ændret vurdering.
Partshøring efter forvaltningslovens § 19 omfatter myndighedens forelæggelse af oplysninger for parten, som denne ikke kan antages at være bekendt med. Herunder falder de særlige omstændigheder, der eventuelt kan føre til en ændret vurdering, så pågældende eventuelt ikke vil få frataget sine kontante ydelser. Forvaltningsmyndigheden skal således oplyse parten, at denne har mulighed for at oplyse om særlige omstændigheder i sagen, såfremt der måtte foreligge nogen.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke er foretaget en fyldestgørende partshøring under samtale af ultimo november 2021, og at der ikke fremgår en fyldestgørende begrundelse i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo december 2021. Det bemærkes, at det ej heller fremgår af sagens akter, at Hjemrejsestyrelsen har forholdt sig til, hvorvidt der foreligger særlige omstændigheder i sagen. Disse særlige omstændighederne kan i henhold til forarbejderne til udlændingelovens § 42 a, stk. 10, være, hvis udlændingen er alvorligt svækket som følge af en livstruende sygdom, eller hvis der er tale om en uledsaget mindreårig asylansøger. Der kan også foreligge andre særlige omstændigheder. Hjemrejsestyrelsen lægger i sin afgørelse af primo december 2021 vægt på, at klageren alene er vejledt om, at fratagelse af kontante ydelser er en konsekvens af, at denne ikke medvirker til sin udrejse. Det er imidlertid i forarbejderne til bestemmelsen gjort klart, at særlige omstændigheder kan føre til en ændret vurdering, hvorfor der i hver enkelt sag skal foretages en individuel og konkret vurdering.
En part i sagen skal oplyses om muligheden for at fremkomme med de særlige omstændigheder i forhold til partshøring, med henblik på kontradiktion, og eventuelle særlige omstændigheder skal inddrages i begrundelsen med henblik på at begrunde den konkrete afgørelse. Dette ses ikke at være foretaget af Hjemrejsestyrelsen i denne sag. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at klageren i hvert fald under hjemrejsesamtaler medio september 2020 og primo marts 2021 samt ved en samtale ultimo november 2021 har oplyst om helbredsmæssige forhold, som Hjemrejsestyrelsen burde have inddraget i vurderingen. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til, hvorvidt oplysningerne vedrørende klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til en ændret vurdering i sagen. Vi henviser alene til, at oplysningerne skal være en del af beslutningsgrundlaget, hvilket ikke ses, at de har været.
Udlændingenævnet har derfor sendt sagen til Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan foretage en fornyet vurdering af, hvorvidt klageren med rette blev frataget sine kontante ydelser. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til sagens udfald.
Klageren vil således modtage en ny afgørelse fra Hjemrejsestyrelsen.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2023 – Au pair – Samme nationalitet som et eller flere medlemmer af værtsfamilien
Dato: 08-09-2023Udlændingenævnet hjemviste i september 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse fra januar 2023 om afslag på opholdstilladelse som au pair, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, til en statsborger fra Thailand.
Sagens faktiske omstændigheder
I januar 2023 meddelte SIRI ansøgeren afslag på ansøgning om opholdstilladelse som au pair, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, begrundet i, at ansøgeren og værtsmoren begge er thailandske statsborgere og taler thai, at værtsfamilien er venner af ansøgerens onkel, og at ansøgeren mødte værtsfamilien i Thailand.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i SIRI.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien under henvisning til, at hun og værtsmoren begge er thailandske statsborgere, at de begge taler thai, og at ansøgeren derfor ikke vil få et tilfredsstillende udbytte af et au pair-ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren i april 2022 har afsluttet en 5-årig videregående uddannelse Bachelor of Arts (English for Communication) i sit hjemland, at den danske ambassade i Bangkok i forbindelse med interviewet med hende i december 2022 vurderede, at hendes engelsk er på et tilfredsstillende niveau, som hun kan bruge til at begå sig i Danmark, at værtsfamiliens børn og værtsfaren er danske statsborgere, og at der ikke tales thai i hjemmet hos værtsfamilien.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at værtsmoderen siden 2008 har haft ophold i Danmark og siden 2021 har haft tidsubebegrænset opholdstilladelse, og at hun har tilknytning til det danske arbejdsmarked i form af sit arbejde, og at værtsfamilien således har en sådan væsentlig tilknytning til det danske samfund at værtsforældrene må antages at kunne formidle dansk sprog og kultur, jf. § 4, nr. 2, c, i bekendtgørelse nr. 1529 af 15. december 2022 om meddelelse af opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold.
Udlændingenævnet finder, modsat SIRI, at ansøgerens engelske niveau og værtsfamiliens forhold taler for, at ansøgeren i fornødent omfang vil få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af sit au pair-ophold i Danmark henset til, at værtsfamilien kan formidle dansk sprog og kultur til hende, hvilket er et grundlæggende formål med et au pair-ophold.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage fornyet stilling til, om ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse som au pair, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. -
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2023 – EU – Brexit – Tidsubegrænset opholdsdokument
Dato: 04-09-2023Udlændingenævnet omgjorde i september 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på udstedelse af tidsubegrænset opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i marts 2012 meddelt opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indgav i september 2021 ansøgning om opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke havde haft lønindkomst efter september 2015. Ansøgeren havde oplyst, at han var selvstændig erhvervsdrivende, og at hans virksomheds startede i februar 2016. Derudover havde ansøgeren sin ægtefælle, deres 2 fællesbørn og fast ejendom i Danmark. Ansøgeren havde til sagen vedlagt årsopgørelser for 2015-2020. Af årsopgørelserne for 2018 og 2019 fremgik overskud af udenlandsk virksomhed, mens der intet fremgik af de andre årsopgørelser. Som dokumentation for 5 års ophold i Danmark fremsendte ansøgeren et kontoudskrift for perioden september 2020-september 2022, der ikke kunne henføres til ansøgeren, og dokumentation for COVID-19 vaccinationer i juni og juli 2021. Til Udlændingenævnet indsendte ansøgeren et personhenførbart kontoudtog for perioden september 2014-juli 2021.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse fra oktober 2022.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [ansøgeren] har ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.
Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at [ansøgeren] i marts 2012 fik udstedt registreringsbevis som arbejdstager i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, og at det fremgår af eIndkomst, at [ansøgeren] modtog lønindkomst frem til juni 2015.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af de til klagen indsendte kontoudtog kan lægges til grund, at [ansøgeren] i perioden fra september 2014 til juli 2021 har opholdt sig i Danmark uden længerevarende ophold uden for landet og har haft tilstrækkelige midler til sin forsørgelse.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at det kan anses for godtgjort, at [ansøgeren] har opholdt sig i Danmark i 5 på hinanden følgende år med et lovligt opholdsgrundlag som henholdsvis arbejdstager og som person med tilstrækkelige midler, og at [ansøgeren] derfor havde opnået ret til tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18 forud for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at kontoudtoget for perioden fra september 2020 til september 2022 fremsendt til SIRI i september 2022 kan personhenføres til [ansøgeren], idet det fremgår af kontoudtoget, at det også vedrører kontoen, der fremgår af de til klagen indsendte kontoudtog. På baggrund af kontoudtoget kan det ligeledes lægges til grund, at [ansøgeren] har opholdt sig i Danmark frem til tidspunktet for SIRI’s afgørelse.
På baggrund af sagens samlede omstændigheder vurderer Udlændingenævnet således, at [ansøgeren] opfylder betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan udstede et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. januar 2023 – – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Børn
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 13. januar 2023 – – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Børn
Udlændingenævnet hjemviste i januar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse fra september 2016 om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra Bangladesh.
Sagens faktiske omstændigheder:
I januar 2019 meddelte SIRI ansøgeren afslag på ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin herboende fader (referencen), jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1, begrundet i, at dokumentationen for forsørgelse i form af posteringer på referencens konto i Danske Bank ansås for konstrueret med henblik på at opnå en opholdstilladelse i Danmark. Referencen havde opholdstilladelse som studerende i landet. I september 2020 ansøgte ansøgeren igen om opholdstilladelse som medfølgende familie til referencen, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Referencen havde opholdstilladelse efter etableringskortordningen.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i SIRI.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt burde meddeles afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie til referencen under henvisning til, at ansøgeren uden for landet har begået en lovovertrædelse, som vil kunne medføre udvisning efter udlændingelovens § 22, 23 eller 24.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen på vegne af ansøgeren i september 2020 ansøgte om opholdstilladelse som medfølgende familie til ham, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, på baggrund af hans ansøgning om opholdstilladelse efter etableringskortordningen, at der som dokumentation for forsørgelsen var vedlagt en kopi af referencens ansættelseskontrakt, og at SIRI begrundede sit afslag af september 2020, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, i, at ansøgeren i forbindelse med sin første ansøgning om opholdstilladelse i december 2018 fremlagde forfalsket dokumentation til brug for behandlingen af ansøgningen.
På grund af de forskellige forsørgelseskrav til ansøgninger om opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1 og § 9 n, stk. 1, finder Udlændingenævnet det efter en konkret vurdering rettest, at styrelsen på ny tager stilling til, om ansøgerens ansøgning opfylder forsørgelseskravet efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1.
Afslag efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, meddeles, hvis udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter § 22-24.
Ansøgeren var 6 måneder gammel, da ansøgningen om opholdstilladelse blev indgivet, og ansøgningen og den medfølgende dokumentation blev indgivet af referencen. Der er herefter ikke alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har konstrueret dokumentationen med henblik på svigagtigt at opnå opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder endvidere, da ansøgeren er under den kriminelle lavalder, at det er en fejl, at SIRI i sin afgørelse vejledte ansøgeren om, at når en udlænding har fået afslag efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, bliver udlændingen indberettet som uønsket til SIS II, jf. udlændingelovens § 58 g, stk. 1, og at dokumentfalsk efter straffelovens § 172, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage fornyet stilling til, om ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse som medfølgende familie til referencen, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. januar 2023 – Familiesammenføring, andre – Immigration
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henvisning til dansk afstamning.
Sagens faktiske omstændigheder:
I maj 2021 fik ansøgeren afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark med henvisning dansk afstamning, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, begrundet i, at kun én af ansøgerens forældre havde været dansk statsborger fra fødslen, og at det derfor ikke var dokumenteret, at enten begge ansøgerens forældre eller begge hendes forældres forældre (4 bedsteforældre) havde eller havde haft dansk indfødsret fra fødslen.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens kan ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dansk afstamning i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke foreligger ganske særlige grunde, der taler for at meddele hende opholdstilladelse efter bestemmelsen.
Udlændingenævnet har efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder lagt vægt på, at kun én af ansøgerens forældre har været dansk statsborger fra fødslen, og at det derfor ikke er dokumenteret, at enten begge hendes forældre eller begge hendes forældres forældre har eller har haft dansk indfødsret fra fødslen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen, at ansøgerens far er født i Danmark, har været dansk statsborger fra fødslen, og at begge hans forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen, ligesom det fremgår af ansøgerens fødselsattest og ansøgningen, at hendes mor er og har været filippinsk statsborger fra fødslen, at ansøgerens forældre ikke var gift, da hun blev født, og de først blev gift i 2017 på Filippinerne, samt at det fremgår af udlændingeinformationsportalen, at ansøgerens mor siden 2018 har opholdt sig i Danmark på baggrund af ægtefællefamiliesammenføring.
Det til støtte for klagen anførte om, at der foreligger særlige grunde, bl.a. at ansøgeren har en sådan tilknytning til Danmark, herunder biologisk, at hun er berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren, som er født i 1981, aldrig har haft dansk indfødsret.
Udlændingenævnet finder på baggrund af det anførte, at ansøgerens biologiske tilknytning ikke indebærer, at hun er berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark gennem hyppige besøg (både hendes besøg hos hendes far i Danmark og hendes fars besøg hos hende på Filippinerne) og løbende kontakt, at hun kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning som følge af kun én dansk forælder.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren siden sin fødsel i 1981 til ansøgningstidspunktet i 2021 ifølge oplysninger i ansøgningen, CPR-registeret, ind- og udrejsestempler i hendes pas har haft ophold i Danmark under 7 måneder i perioden på ca. 40 år; ligesom ifølge ind- og udrejsestempler i ansøgerens fars pas var han på Filippinerne fra ansøgerens fødsel til ansøgningstidspunktet under 9 måneder i perioden på ca. 40 år.
Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgereb har en stærk tilknytning til sin herboende danske far, idet de har haft nær kontakt, ligesom de ad flere omgange har været på besøg hos hinanden, og at ansøgeren på trods af sine forpligtelser på Filippinerne i form af uddannelse, arbejde og hendes børns skolegang har opholdt sig i Danmark 3 gange i en samlet periode af over 6 måneder, at ansøgerens far har besøgt hende på Filippinerne hele 13 gange på trods af sit arbejde og sin rygskade, at de har haft hyppig og løbende kontakt med hinanden via telefon og e-mail, som er dokumenteret ved skærmbilleder fra Facebook og Messenger, hvor det tydeligt ses, at de pågældende har stærk tilknytning til hinanden og således har opretholdt den løbende kontakt via sociale medier, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på det vedlagte uddrag af ansøgerens og hendes fars beskeder til hinanden samt billeder fra Facebook, hvoraf det er dokumenteret, at de har haft kontakt, hvor de sendte hilsner på farsdag, fødselsdage og nytårsdag i perioden fra 2010 til 2020, ligesom det ikke er dokumenteret, at ansøgerens far ikke kunne rejse på grund af sin rygskade, og at det kun er dokumenteret, at han var til MR-scanninger og røntgen, og at han skal til videre klinisk kontrol hos sin egen læge, og at han ikke var blevet opereret.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af de anførte oplysninger, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har opnået en sådan særlig stærk tilknytning til Danmark, som svarer til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge hendes forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen.
Det er til støtte for klagen anført, at det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at ganske særlige grunde foreligger, når ansøgeren har en nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, at EMRK artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv sætter rammerne for bestemmelsen, at formålet med EMRK artikel 8 er at beskytte det allerede etablerede familieliv, at Danmark derfor er forpligtet til at beskytte familier mod adskillelse, der allerede eksisterer som en enhed og således udøver faktisk familieliv her i landet, at EMRK artikel 8 i nogle tilfælde kan få betydning, selv om en herboende ikke faktisk udøver familieliv her i landet, jf. Abdulaziz, Cabales og Balkandali 28/5 1985, præmis 60 og 62-63, og at det i sagen skal føre til, at der skal meddeles opholdstilladelse til ansøgeren.
Udlændingenævnet henviser herved til, at relationen mellem et myndigt barn og des forælder ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv under henvisning til EMRK artikel 8, at ansøgeren har stiftet sin egen familie (har børn på Filippinerne), og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem ansøgeren og hendes far, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.
Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren elsker Danmark, idet hun føler sig nært knyttet til landet og sin herboende far, der har støttet hende økonomisk under hendes uddannelse på Filippinerne, ligesom han fortsat støtter hende økonomisk, at hun er blevet opdraget i danske værdier og den danske kultur, at hun taler og forstår dansk, samt at hun ønsker at lære mere dansk, så hun kan få et godt arbejde i Danmark og integrere sig i det danske samfund og således bidrage til fællesskabet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret en sådan tilknytning til Danmark, at hun kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af kun én dansk forælder, uanset hendes ønske om at lære mere dansk, at få et arbejde i Danmark og integrere sig i det danske samfund.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen er oplyst, at ansøgeren har været indkaldt til jobsamtale hos 2 virksomheder i Danmark, men det ikke har været muligt for hende at få ansættelse disse steder som led i manglende opholds- og arbejdstilladelse, såvel som CPR-registrering, og at Udlændingestyrelsens afgørelse har store konsekvenser for hende.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at en udlænding, som er statsborger i et land uden for EU/EØS eller Schweiz, som udgangspunkt først skal have opnået en opholds- og arbejdstilladelse, før hun/han kan arbejde lovligt i Danmark, og at det forhold, at ansøgeren var til jobsamtaler, før hun har fået en afgørelse om opholdstilladelse i landet fra udlændingemyndighederne, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2023 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afvisning af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen fra en statsløs palæstinenser. SIRI henviste i afgørelsen til, at ansøgningen var indgivet på et tidspunkt, hvor ansøgeren var meddelt en udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 4. pkt. Ansøgeren havde imidlertid ikke lovligt ophold i landet på ansøgningstidspunktet, og afgørelsen burde derfor rettelig have været truffet efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.
Udlændingenævnet fandt samtidig grundlag for at omgøre den del af SIRI’s afgørelse fra marts 2021, hvorefter ansøgeren blev meddelt et indrejseforbud på 2 år.
Sagens faktisk omstændigheder:
Ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2018, hvor han søgte om asyl. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at overføre ansøgeren til Spanien i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Ansøgeren indgav i marts 2021 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen. Ansøgningen blev i marts 2021 afvist af SIRI, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at SIRI i marts 2021 med rette afviste ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3 (beløbsordningen), ikke kan indgives her i landet, hvis udlændingen ikke har lovligt ophold.
Udlændingenævnet lagde efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet i marts 2021.
Udlændingenævnet har herved lagt på, at ansøgeren i februar 2018 var registreret som asylansøger i Spanien, at han indrejste i Danmark i juli 2018, inden hans asylsag i Spanien var færdigbehandlet, at han søgte asyl i Danmark i juli 2018, at han forsvandt fra indkvarteringscenteret i september 2018, kort efter de spanske myndigheder accepterede at tilbagetage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at han frem til november 2019, da han indgav ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, opholdt sig ulovligt her i landet.
Udlændingenævnet skal bemærke, at SIRI i sin afgørelse i februar 2020 om afvisning af ansøgerens ansøgning, indgivet i november 2019, burde havde nævnt, at han ikke opholdt sig lovligt i Danmark.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren havde ret til at opholde sig i Danmark i perioden fra februar 2020, da han klagede over Udlændingestyrelsens afgørelse af februar 2020 om overførsel til Spanien, til marts 2020, da Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, men Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en ændret begrundelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i februar 2020 vejledte ansøgeren om, at hvis han påklagede afgørelsen senest 7 dage efter meddelelsen af afgørelsen, ville det give ham ret til at opholde sig i landet, mens klagesagen blev færdigbehandlet, og at ansøgeren påklagede afgørelsen inden fristen.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, at påklages en afgørelse om overførelse efter Dublinforordningen inden 7 dage efter, at den er meddelt, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort. Ligesom det fremgår af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., at påklages af en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-6, herunder klagen over afgørelse om overførsel efter reglerne i kapitel 5 a, har dette opsættende virkning frem til Flygtningenævnet træffer afgørelse.
Det betyder, at SIRI’s afgørelser fra november 2020 og januar 2021 fejlagtigt indeholdt en frist for ansøgerens udrejse, men også, at ansøgeren ikke havde ret til ophold her i landet efter Flygtningenævnet traf afgørelse i marts 2021.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at det fremgår af SIRI’s afgørelse, at hans ansøgning om opholdstilladelse blev afvist, da han i januar 2021 fik fastsat en udrejsefrist til februar 2021, men at han på afgørelsestidspunktet fortsat havde lovligt ophold i Danmark, mens han ventede på Flygtningenævnets afgørelse, og at Flygtningenævnet først i marts 2021 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han skulle overføres til Spanien.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at selv om SIRI’s begrundelse er forkert, kan dette ikke føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens ansøgning med rette blev afvist.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at han havde fået fastsat en udrejsefrist til februar 2021, og således før han indgav ansøgning, men at den burde have været afvist under henvisning til, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det må have stået klart for ansøgeren, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, og derfor kunne han ikke have forventet, at hans ansøgning ville blive behandlet, idet han siden sin samtale med Udlændingestyrelsen i august 2018 vidste, at de danske udlændingemyndigheder var bekendt med, at han var registreret som asylansøger i Spanien, og at han ikke havde opholdt sig lovligt i Danmark på grundlag af opholdstilladelse eller visum, visumfrit ophold eller i medfør af EU-reglerne.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplyst om undskyldelige omstændigheder eller ganske særlige grunde, om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, eller om forhold omfattet af Danmarks internationale forpligtelser, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kan tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse alligevel bør tillades indgivet her i landet.
Udlændingenævnet konstaterer, at Flygtningenævnet i sin afgørelse i marts 2021 havde taget stilling til ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold og tilknytning til Danmark, og vurderet, at der ikke forelå forhold af en sådan karakter, at hans asylansøgning burde realitetsbehandles i Danmark.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke vil være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive en ansøgning om opholdstilladelse fra hjemlandet eller et tredjeland, hvor han har haft fast lovligt ophold i mindst 3 måneder.
Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at han stiller sig meget uforstående overfor, at han straks skal udrejse af Danmark, at han ikke kan indrejse og opholde sig i EU-landene i 2 år, og at han vil blive indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene.
Udlændingenævnet vurderer, at der er grundlag for at omgøre SIRI’s beslutning om at meddele ansøgeren et indrejseforbud på 2 år med henvisning til, at han ikke udrejste af Danmark i overensstemmelsen med den tidligere meddelte udrejsefrist, som var i februar 2021.
Udlændingenævnet henviser til, at SIRI’s beslutning om meddelelsen af indrejseforbuddet til ansøgeren var omfattet af udsendelsesdirektivet. Sager, hvor en tredjelandsstatsborger har ansøgt om asyl og fået opholdsret som asylansøger i den anden medlemsstat, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udsendelsesdirektivet.
Det bemærkes i den forbindelse, at udsendelsesdirektivet har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyttelse af flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udsendelsesdirektivet ikke finder anvendelse i situationer, hvor udlændingemyndighederne vælger at overføre eller tilbageføre tredjelands-statsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, at når en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold tilbageføres til en anden medlemsstat i henhold til artikel 6, stk. 3, må der ikke udstedes et forbud mod indrejse i medlemsstaterne i henhold til artikel 11. Artikel 11 finder kun anvendelse, når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, og ikke i de tilfælde hvor den pågældende person blot tilbageføres til en anden medlemsstat. Der henvises i den forbindelse til Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november 2017, om en fælles ”håndbog om tilbagesendelse” til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver, side 103.
Udlændingenævnet vurderer på baggrund af det anførte, at ansøgeren ikke burde have været meddelt et indrejseforbud.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Ophør og Tidsubegrænset ophold
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse om ophør af en sydkoreansk statsborgers opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og afslag på tidsubegrænset opholdsret.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i november 2016 meddelt opholdsret i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ansøgeren og den danske statsborger havde sammen et dansk statsborgerbarn født i 2017. I januar 2019 traf Statsforvaltningen afgørelse om, at ansøgerens opholdsret ikke var ophørt, idet den var bevaret som følge af samvær med det danske statsborgerbarn. I oktober 2021 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset EU-opholdsret. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at samværet med barnet alene foregik online. Ansøgningen var vedlagt en afgørelse fra september 2021 fra Familieretshuset, som havde truffet afgørelse om, at den danske statsborger havde fuld forældremyndighed over det danske statsborgerbarn.
Udlændingenævnets afgørelser:
”Derfor har ansøgeren ikke ret til tidsubegrænset ophold:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremsendt dokumentation for eller foreligger oplysninger om, at ansøgeren har haft lovligt ophold efter EU-retten som medfølgende familiemedlem her i landet uafbrudt i 5 år.
Det fremgår således af sagens oplysninger, at ansøgeren senest i juni 2016 indrejste i Danmark og blev meddelt opholdsret efter EU-retten som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, og at Statsforvaltningen i januar 2019 traf afgørelse om, at ansøgeren havde bevaret sin opholdsret, selv om ansøgeren ikke opfyldte betingelserne herfor, som følge af samvær med sit danske statsborgerbarn. Imidlertid må ansøgerens opholdsret anses for ophørt i maj 2019, og ansøgeren har således ikke haft ophold i Danmark efter EU-retten uafbrudt i 5 år. Der henvises til begrundelsen nedenfor.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren haft et andet lovligt opholdsgrundlag i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Derfor er ansøgerens tidsbegrænsede ret til ophold efter EU-retten ophørt:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af ultimo marts 2022. Ansøgerens opholdsret, der tidligere blev bevaret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, ophørte derfor i maj 2019, idet ophør fra dette tidspunkt ikke længere må anses for særligt belastende for ansøgeren.
Statsforvaltningen traf i januar 2019 afgørelse om, at ansøgeren fra september 2016 ikke længere opfyldte betingelserne for sin opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger. Statsforvaltningen fandt samtidig, at ansøgeren alligevel bevarede sin opholdsret, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 (tidligere § 39), og udlændingelovens § 26, 1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2 (tidligere § 32, stk. 1, 2. pkt.).
Det fremgår af Statsforvaltningens afgørelse om bevarelse af ansøgerens opholdsret, at der blev lagt afgørende vægt på, at ansøgeren havde samvær med sit og den danske statsborgers fællesbarn, født i april 2017, idet ansøgeren havde oplyst at have fast og regelmæssigt samvær med overnatning hver anden weekend. Disse oplysninger var blevet bekræftet af den danske statsborger, hvorfor Statsforvaltningen lagde oplysningerne til grund.
Det fremgår videre af Statsforvaltningens afgørelse, at ansøgeren alene kunne bevare sin opholdsret i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, så længe betingelserne herfor var opfyldt.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at en afgørelse om ophør af ansøgerens opholdsret ikke siden maj 2019, kan anses for at være særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, hvoraf det fremgår, at Familieretshuset har truffet afgørelse om, at den danske statsborger har den fulde forældremyndighed over det danske statsborgerbarn, indtil den endelige afgørelse om forældremyndighed og samvær forelægger. Familieretshuset lagde i den forbindelse vægt på, at det var vurderet, at det var bedst for det danske statsborgerbarn at bo hos den danske statsborger, bl.a. fordi barnet på afgørelsestidspunktet var 4 år og ikke havde set ansøgeren i 2 år.
Ansøgeren har til SIRI i december 2021 oplyst, at samværet med det danske statsborgerbarn alene foregår online. Til Udlændingenævnet har ansøgeren endvidere oplyst, at ansøgeren ikke har haft mulighed for fysisk samvær med sit barn, fordi den danske statsborger forhindrede samvær, og fordi COVID-19 besværliggjorde alt i de sidste 2 år. Udlændingenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren ikke har haft fysisk kontakt til eller samvær med det danske statsborgerbarn.
Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren har forsøgt at få bevilliget samvær af Familieretshuset eller i øvrigt forsøgt at opnå kontakt med det danske statsborgerbarn før 2021. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, at det var den danske statsborger, der i april 2021 søgte om ophævelse af den fælles forældremyndighed, at ansøgeren dukkede op på den danske statsborgers bopæl i marts 2021, og at dette var første kontakt i 2 år. Det fremgår videre, at det danske statsborgerbarns børnehave til Familieretshuset har oplyst, at de aldrig har mødt eller hørt noget fra ansøgeren hverken telefonisk eller på skrift.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at der skal tages hensyn til ansøgerens og det danske statsborgerbarns fremtidige forhold, herunder den lange afstand mellem Danmark og Sydkorea, at ansøgeren ikke ønsker at blive adskilt fra sit barn, at der skal tages hensyn til de menneskeretlige aspekter herved, og at ansøgeren ikke vil have mulighed for at have samvær med sit barn, hvis ansøgeren skal udrejse af Danmark.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det efter praksis ikke er muligt at blive meddelt opholdsret eller bevare en opholdsret i Danmark med henblik på etablering eller intensivering af samvær med herboende børn. Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til meddelelse af et opholdsgrundlag, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke har været samvær af et sådant omfang, at det måtte anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren ophør af opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at ansøgeren har mulighed for at besøge det danske statsborgerbarn på et visumbesøg, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne for at få udstedt et visum.
Udlændingenævnet finder endvidere på baggrund af sagens samlede oplysninger, at der ikke er indtrådt andre særlige omstændigheder der vil medføre, at ophør af ansøgerens opholdsret vil være særligt belastende.
Udlændingenævnet har ud fra en samlet og konkret vurdering lagt vægt på, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i juni 2016, og at ansøgeren har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, og at ansøgeren og den danske statsborgers samliv ophørte, da deres barn var 1 år, og at ansøgeren ikke har samvær med sit barn.
Ansøgeren kan derfor ikke på baggrund af sit ophold anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af ret til ophold kan antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet bemærker hertil, at ansøgeren efter det oplyste har kontakt med sin mor i sit hjemland.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i 2021 påbegyndte en kandidatuddannelse på RUC, at ansøgeren efter det oplyste er medlem af en frimurerloge og i januar 2020 blev døbt i en kirke. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren herved kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at det må anses for særligt belastende at anse opholdsretten for ophørt.
Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af det anførte, SIRI's afgørelser.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet