Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2023 – EU – Brexit – Tidsubegrænset opholdsdokument
Dato: 04-09-2023Udlændingenævnet omgjorde i september 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på udstedelse af tidsubegrænset opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i marts 2012 meddelt opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indgav i september 2021 ansøgning om opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke havde haft lønindkomst efter september 2015. Ansøgeren havde oplyst, at han var selvstændig erhvervsdrivende, og at hans virksomheds startede i februar 2016. Derudover havde ansøgeren sin ægtefælle, deres 2 fællesbørn og fast ejendom i Danmark. Ansøgeren havde til sagen vedlagt årsopgørelser for 2015-2020. Af årsopgørelserne for 2018 og 2019 fremgik overskud af udenlandsk virksomhed, mens der intet fremgik af de andre årsopgørelser. Som dokumentation for 5 års ophold i Danmark fremsendte ansøgeren et kontoudskrift for perioden september 2020-september 2022, der ikke kunne henføres til ansøgeren, og dokumentation for COVID-19 vaccinationer i juni og juli 2021. Til Udlændingenævnet indsendte ansøgeren et personhenførbart kontoudtog for perioden september 2014-juli 2021.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse fra oktober 2022.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [ansøgeren] har ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.
Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at [ansøgeren] i marts 2012 fik udstedt registreringsbevis som arbejdstager i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, og at det fremgår af eIndkomst, at [ansøgeren] modtog lønindkomst frem til juni 2015.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af de til klagen indsendte kontoudtog kan lægges til grund, at [ansøgeren] i perioden fra september 2014 til juli 2021 har opholdt sig i Danmark uden længerevarende ophold uden for landet og har haft tilstrækkelige midler til sin forsørgelse.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at det kan anses for godtgjort, at [ansøgeren] har opholdt sig i Danmark i 5 på hinanden følgende år med et lovligt opholdsgrundlag som henholdsvis arbejdstager og som person med tilstrækkelige midler, og at [ansøgeren] derfor havde opnået ret til tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18 forud for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at kontoudtoget for perioden fra september 2020 til september 2022 fremsendt til SIRI i september 2022 kan personhenføres til [ansøgeren], idet det fremgår af kontoudtoget, at det også vedrører kontoen, der fremgår af de til klagen indsendte kontoudtog. På baggrund af kontoudtoget kan det ligeledes lægges til grund, at [ansøgeren] har opholdt sig i Danmark frem til tidspunktet for SIRI’s afgørelse.
På baggrund af sagens samlede omstændigheder vurderer Udlændingenævnet således, at [ansøgeren] opfylder betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan udstede et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. januar 2023 – – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Børn
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 13. januar 2023 – – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Børn
Udlændingenævnet hjemviste i januar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse fra september 2016 om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra Bangladesh.
Sagens faktiske omstændigheder:
I januar 2019 meddelte SIRI ansøgeren afslag på ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin herboende fader (referencen), jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1, begrundet i, at dokumentationen for forsørgelse i form af posteringer på referencens konto i Danske Bank ansås for konstrueret med henblik på at opnå en opholdstilladelse i Danmark. Referencen havde opholdstilladelse som studerende i landet. I september 2020 ansøgte ansøgeren igen om opholdstilladelse som medfølgende familie til referencen, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Referencen havde opholdstilladelse efter etableringskortordningen.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i SIRI.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt burde meddeles afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie til referencen under henvisning til, at ansøgeren uden for landet har begået en lovovertrædelse, som vil kunne medføre udvisning efter udlændingelovens § 22, 23 eller 24.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen på vegne af ansøgeren i september 2020 ansøgte om opholdstilladelse som medfølgende familie til ham, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, på baggrund af hans ansøgning om opholdstilladelse efter etableringskortordningen, at der som dokumentation for forsørgelsen var vedlagt en kopi af referencens ansættelseskontrakt, og at SIRI begrundede sit afslag af september 2020, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, i, at ansøgeren i forbindelse med sin første ansøgning om opholdstilladelse i december 2018 fremlagde forfalsket dokumentation til brug for behandlingen af ansøgningen.
På grund af de forskellige forsørgelseskrav til ansøgninger om opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1 og § 9 n, stk. 1, finder Udlændingenævnet det efter en konkret vurdering rettest, at styrelsen på ny tager stilling til, om ansøgerens ansøgning opfylder forsørgelseskravet efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1.
Afslag efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, meddeles, hvis udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter § 22-24.
Ansøgeren var 6 måneder gammel, da ansøgningen om opholdstilladelse blev indgivet, og ansøgningen og den medfølgende dokumentation blev indgivet af referencen. Der er herefter ikke alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har konstrueret dokumentationen med henblik på svigagtigt at opnå opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder endvidere, da ansøgeren er under den kriminelle lavalder, at det er en fejl, at SIRI i sin afgørelse vejledte ansøgeren om, at når en udlænding har fået afslag efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, bliver udlændingen indberettet som uønsket til SIS II, jf. udlændingelovens § 58 g, stk. 1, og at dokumentfalsk efter straffelovens § 172, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage fornyet stilling til, om ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse som medfølgende familie til referencen, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. januar 2023 – Familiesammenføring, andre – Immigration
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henvisning til dansk afstamning.
Sagens faktiske omstændigheder:
I maj 2021 fik ansøgeren afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark med henvisning dansk afstamning, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, begrundet i, at kun én af ansøgerens forældre havde været dansk statsborger fra fødslen, og at det derfor ikke var dokumenteret, at enten begge ansøgerens forældre eller begge hendes forældres forældre (4 bedsteforældre) havde eller havde haft dansk indfødsret fra fødslen.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens kan ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dansk afstamning i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke foreligger ganske særlige grunde, der taler for at meddele hende opholdstilladelse efter bestemmelsen.
Udlændingenævnet har efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder lagt vægt på, at kun én af ansøgerens forældre har været dansk statsborger fra fødslen, og at det derfor ikke er dokumenteret, at enten begge hendes forældre eller begge hendes forældres forældre har eller har haft dansk indfødsret fra fødslen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen, at ansøgerens far er født i Danmark, har været dansk statsborger fra fødslen, og at begge hans forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen, ligesom det fremgår af ansøgerens fødselsattest og ansøgningen, at hendes mor er og har været filippinsk statsborger fra fødslen, at ansøgerens forældre ikke var gift, da hun blev født, og de først blev gift i 2017 på Filippinerne, samt at det fremgår af udlændingeinformationsportalen, at ansøgerens mor siden 2018 har opholdt sig i Danmark på baggrund af ægtefællefamiliesammenføring.
Det til støtte for klagen anførte om, at der foreligger særlige grunde, bl.a. at ansøgeren har en sådan tilknytning til Danmark, herunder biologisk, at hun er berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren, som er født i 1981, aldrig har haft dansk indfødsret.
Udlændingenævnet finder på baggrund af det anførte, at ansøgerens biologiske tilknytning ikke indebærer, at hun er berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark gennem hyppige besøg (både hendes besøg hos hendes far i Danmark og hendes fars besøg hos hende på Filippinerne) og løbende kontakt, at hun kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning som følge af kun én dansk forælder.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren siden sin fødsel i 1981 til ansøgningstidspunktet i 2021 ifølge oplysninger i ansøgningen, CPR-registeret, ind- og udrejsestempler i hendes pas har haft ophold i Danmark under 7 måneder i perioden på ca. 40 år; ligesom ifølge ind- og udrejsestempler i ansøgerens fars pas var han på Filippinerne fra ansøgerens fødsel til ansøgningstidspunktet under 9 måneder i perioden på ca. 40 år.
Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgereb har en stærk tilknytning til sin herboende danske far, idet de har haft nær kontakt, ligesom de ad flere omgange har været på besøg hos hinanden, og at ansøgeren på trods af sine forpligtelser på Filippinerne i form af uddannelse, arbejde og hendes børns skolegang har opholdt sig i Danmark 3 gange i en samlet periode af over 6 måneder, at ansøgerens far har besøgt hende på Filippinerne hele 13 gange på trods af sit arbejde og sin rygskade, at de har haft hyppig og løbende kontakt med hinanden via telefon og e-mail, som er dokumenteret ved skærmbilleder fra Facebook og Messenger, hvor det tydeligt ses, at de pågældende har stærk tilknytning til hinanden og således har opretholdt den løbende kontakt via sociale medier, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på det vedlagte uddrag af ansøgerens og hendes fars beskeder til hinanden samt billeder fra Facebook, hvoraf det er dokumenteret, at de har haft kontakt, hvor de sendte hilsner på farsdag, fødselsdage og nytårsdag i perioden fra 2010 til 2020, ligesom det ikke er dokumenteret, at ansøgerens far ikke kunne rejse på grund af sin rygskade, og at det kun er dokumenteret, at han var til MR-scanninger og røntgen, og at han skal til videre klinisk kontrol hos sin egen læge, og at han ikke var blevet opereret.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af de anførte oplysninger, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har opnået en sådan særlig stærk tilknytning til Danmark, som svarer til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge hendes forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen.
Det er til støtte for klagen anført, at det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at ganske særlige grunde foreligger, når ansøgeren har en nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, at EMRK artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv sætter rammerne for bestemmelsen, at formålet med EMRK artikel 8 er at beskytte det allerede etablerede familieliv, at Danmark derfor er forpligtet til at beskytte familier mod adskillelse, der allerede eksisterer som en enhed og således udøver faktisk familieliv her i landet, at EMRK artikel 8 i nogle tilfælde kan få betydning, selv om en herboende ikke faktisk udøver familieliv her i landet, jf. Abdulaziz, Cabales og Balkandali 28/5 1985, præmis 60 og 62-63, og at det i sagen skal føre til, at der skal meddeles opholdstilladelse til ansøgeren.
Udlændingenævnet henviser herved til, at relationen mellem et myndigt barn og des forælder ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv under henvisning til EMRK artikel 8, at ansøgeren har stiftet sin egen familie (har børn på Filippinerne), og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem ansøgeren og hendes far, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.
Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren elsker Danmark, idet hun føler sig nært knyttet til landet og sin herboende far, der har støttet hende økonomisk under hendes uddannelse på Filippinerne, ligesom han fortsat støtter hende økonomisk, at hun er blevet opdraget i danske værdier og den danske kultur, at hun taler og forstår dansk, samt at hun ønsker at lære mere dansk, så hun kan få et godt arbejde i Danmark og integrere sig i det danske samfund og således bidrage til fællesskabet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret en sådan tilknytning til Danmark, at hun kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af kun én dansk forælder, uanset hendes ønske om at lære mere dansk, at få et arbejde i Danmark og integrere sig i det danske samfund.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen er oplyst, at ansøgeren har været indkaldt til jobsamtale hos 2 virksomheder i Danmark, men det ikke har været muligt for hende at få ansættelse disse steder som led i manglende opholds- og arbejdstilladelse, såvel som CPR-registrering, og at Udlændingestyrelsens afgørelse har store konsekvenser for hende.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at en udlænding, som er statsborger i et land uden for EU/EØS eller Schweiz, som udgangspunkt først skal have opnået en opholds- og arbejdstilladelse, før hun/han kan arbejde lovligt i Danmark, og at det forhold, at ansøgeren var til jobsamtaler, før hun har fået en afgørelse om opholdstilladelse i landet fra udlændingemyndighederne, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2023 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afvisning af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen fra en statsløs palæstinenser. SIRI henviste i afgørelsen til, at ansøgningen var indgivet på et tidspunkt, hvor ansøgeren var meddelt en udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 4. pkt. Ansøgeren havde imidlertid ikke lovligt ophold i landet på ansøgningstidspunktet, og afgørelsen burde derfor rettelig have været truffet efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.
Udlændingenævnet fandt samtidig grundlag for at omgøre den del af SIRI’s afgørelse fra marts 2021, hvorefter ansøgeren blev meddelt et indrejseforbud på 2 år.
Sagens faktisk omstændigheder:
Ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2018, hvor han søgte om asyl. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at overføre ansøgeren til Spanien i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Ansøgeren indgav i marts 2021 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen. Ansøgningen blev i marts 2021 afvist af SIRI, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at SIRI i marts 2021 med rette afviste ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3 (beløbsordningen), ikke kan indgives her i landet, hvis udlændingen ikke har lovligt ophold.
Udlændingenævnet lagde efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet i marts 2021.
Udlændingenævnet har herved lagt på, at ansøgeren i februar 2018 var registreret som asylansøger i Spanien, at han indrejste i Danmark i juli 2018, inden hans asylsag i Spanien var færdigbehandlet, at han søgte asyl i Danmark i juli 2018, at han forsvandt fra indkvarteringscenteret i september 2018, kort efter de spanske myndigheder accepterede at tilbagetage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at han frem til november 2019, da han indgav ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, opholdt sig ulovligt her i landet.
Udlændingenævnet skal bemærke, at SIRI i sin afgørelse i februar 2020 om afvisning af ansøgerens ansøgning, indgivet i november 2019, burde havde nævnt, at han ikke opholdt sig lovligt i Danmark.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren havde ret til at opholde sig i Danmark i perioden fra februar 2020, da han klagede over Udlændingestyrelsens afgørelse af februar 2020 om overførsel til Spanien, til marts 2020, da Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, men Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en ændret begrundelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i februar 2020 vejledte ansøgeren om, at hvis han påklagede afgørelsen senest 7 dage efter meddelelsen af afgørelsen, ville det give ham ret til at opholde sig i landet, mens klagesagen blev færdigbehandlet, og at ansøgeren påklagede afgørelsen inden fristen.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, at påklages en afgørelse om overførelse efter Dublinforordningen inden 7 dage efter, at den er meddelt, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort. Ligesom det fremgår af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., at påklages af en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-6, herunder klagen over afgørelse om overførsel efter reglerne i kapitel 5 a, har dette opsættende virkning frem til Flygtningenævnet træffer afgørelse.
Det betyder, at SIRI’s afgørelser fra november 2020 og januar 2021 fejlagtigt indeholdt en frist for ansøgerens udrejse, men også, at ansøgeren ikke havde ret til ophold her i landet efter Flygtningenævnet traf afgørelse i marts 2021.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at det fremgår af SIRI’s afgørelse, at hans ansøgning om opholdstilladelse blev afvist, da han i januar 2021 fik fastsat en udrejsefrist til februar 2021, men at han på afgørelsestidspunktet fortsat havde lovligt ophold i Danmark, mens han ventede på Flygtningenævnets afgørelse, og at Flygtningenævnet først i marts 2021 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han skulle overføres til Spanien.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at selv om SIRI’s begrundelse er forkert, kan dette ikke føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens ansøgning med rette blev afvist.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at han havde fået fastsat en udrejsefrist til februar 2021, og således før han indgav ansøgning, men at den burde have været afvist under henvisning til, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det må have stået klart for ansøgeren, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, og derfor kunne han ikke have forventet, at hans ansøgning ville blive behandlet, idet han siden sin samtale med Udlændingestyrelsen i august 2018 vidste, at de danske udlændingemyndigheder var bekendt med, at han var registreret som asylansøger i Spanien, og at han ikke havde opholdt sig lovligt i Danmark på grundlag af opholdstilladelse eller visum, visumfrit ophold eller i medfør af EU-reglerne.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplyst om undskyldelige omstændigheder eller ganske særlige grunde, om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, eller om forhold omfattet af Danmarks internationale forpligtelser, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kan tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse alligevel bør tillades indgivet her i landet.
Udlændingenævnet konstaterer, at Flygtningenævnet i sin afgørelse i marts 2021 havde taget stilling til ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold og tilknytning til Danmark, og vurderet, at der ikke forelå forhold af en sådan karakter, at hans asylansøgning burde realitetsbehandles i Danmark.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke vil være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive en ansøgning om opholdstilladelse fra hjemlandet eller et tredjeland, hvor han har haft fast lovligt ophold i mindst 3 måneder.
Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at han stiller sig meget uforstående overfor, at han straks skal udrejse af Danmark, at han ikke kan indrejse og opholde sig i EU-landene i 2 år, og at han vil blive indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene.
Udlændingenævnet vurderer, at der er grundlag for at omgøre SIRI’s beslutning om at meddele ansøgeren et indrejseforbud på 2 år med henvisning til, at han ikke udrejste af Danmark i overensstemmelsen med den tidligere meddelte udrejsefrist, som var i februar 2021.
Udlændingenævnet henviser til, at SIRI’s beslutning om meddelelsen af indrejseforbuddet til ansøgeren var omfattet af udsendelsesdirektivet. Sager, hvor en tredjelandsstatsborger har ansøgt om asyl og fået opholdsret som asylansøger i den anden medlemsstat, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udsendelsesdirektivet.
Det bemærkes i den forbindelse, at udsendelsesdirektivet har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyttelse af flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udsendelsesdirektivet ikke finder anvendelse i situationer, hvor udlændingemyndighederne vælger at overføre eller tilbageføre tredjelands-statsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, at når en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold tilbageføres til en anden medlemsstat i henhold til artikel 6, stk. 3, må der ikke udstedes et forbud mod indrejse i medlemsstaterne i henhold til artikel 11. Artikel 11 finder kun anvendelse, når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, og ikke i de tilfælde hvor den pågældende person blot tilbageføres til en anden medlemsstat. Der henvises i den forbindelse til Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november 2017, om en fælles ”håndbog om tilbagesendelse” til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver, side 103.
Udlændingenævnet vurderer på baggrund af det anførte, at ansøgeren ikke burde have været meddelt et indrejseforbud.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Ophør og Tidsubegrænset ophold
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse om ophør af en sydkoreansk statsborgers opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og afslag på tidsubegrænset opholdsret.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i november 2016 meddelt opholdsret i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ansøgeren og den danske statsborger havde sammen et dansk statsborgerbarn født i 2017. I januar 2019 traf Statsforvaltningen afgørelse om, at ansøgerens opholdsret ikke var ophørt, idet den var bevaret som følge af samvær med det danske statsborgerbarn. I oktober 2021 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset EU-opholdsret. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at samværet med barnet alene foregik online. Ansøgningen var vedlagt en afgørelse fra september 2021 fra Familieretshuset, som havde truffet afgørelse om, at den danske statsborger havde fuld forældremyndighed over det danske statsborgerbarn.
Udlændingenævnets afgørelser:
”Derfor har ansøgeren ikke ret til tidsubegrænset ophold:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremsendt dokumentation for eller foreligger oplysninger om, at ansøgeren har haft lovligt ophold efter EU-retten som medfølgende familiemedlem her i landet uafbrudt i 5 år.
Det fremgår således af sagens oplysninger, at ansøgeren senest i juni 2016 indrejste i Danmark og blev meddelt opholdsret efter EU-retten som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, og at Statsforvaltningen i januar 2019 traf afgørelse om, at ansøgeren havde bevaret sin opholdsret, selv om ansøgeren ikke opfyldte betingelserne herfor, som følge af samvær med sit danske statsborgerbarn. Imidlertid må ansøgerens opholdsret anses for ophørt i maj 2019, og ansøgeren har således ikke haft ophold i Danmark efter EU-retten uafbrudt i 5 år. Der henvises til begrundelsen nedenfor.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren haft et andet lovligt opholdsgrundlag i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Derfor er ansøgerens tidsbegrænsede ret til ophold efter EU-retten ophørt:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af ultimo marts 2022. Ansøgerens opholdsret, der tidligere blev bevaret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, ophørte derfor i maj 2019, idet ophør fra dette tidspunkt ikke længere må anses for særligt belastende for ansøgeren.
Statsforvaltningen traf i januar 2019 afgørelse om, at ansøgeren fra september 2016 ikke længere opfyldte betingelserne for sin opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger. Statsforvaltningen fandt samtidig, at ansøgeren alligevel bevarede sin opholdsret, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 (tidligere § 39), og udlændingelovens § 26, 1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2 (tidligere § 32, stk. 1, 2. pkt.).
Det fremgår af Statsforvaltningens afgørelse om bevarelse af ansøgerens opholdsret, at der blev lagt afgørende vægt på, at ansøgeren havde samvær med sit og den danske statsborgers fællesbarn, født i april 2017, idet ansøgeren havde oplyst at have fast og regelmæssigt samvær med overnatning hver anden weekend. Disse oplysninger var blevet bekræftet af den danske statsborger, hvorfor Statsforvaltningen lagde oplysningerne til grund.
Det fremgår videre af Statsforvaltningens afgørelse, at ansøgeren alene kunne bevare sin opholdsret i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, så længe betingelserne herfor var opfyldt.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at en afgørelse om ophør af ansøgerens opholdsret ikke siden maj 2019, kan anses for at være særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, hvoraf det fremgår, at Familieretshuset har truffet afgørelse om, at den danske statsborger har den fulde forældremyndighed over det danske statsborgerbarn, indtil den endelige afgørelse om forældremyndighed og samvær forelægger. Familieretshuset lagde i den forbindelse vægt på, at det var vurderet, at det var bedst for det danske statsborgerbarn at bo hos den danske statsborger, bl.a. fordi barnet på afgørelsestidspunktet var 4 år og ikke havde set ansøgeren i 2 år.
Ansøgeren har til SIRI i december 2021 oplyst, at samværet med det danske statsborgerbarn alene foregår online. Til Udlændingenævnet har ansøgeren endvidere oplyst, at ansøgeren ikke har haft mulighed for fysisk samvær med sit barn, fordi den danske statsborger forhindrede samvær, og fordi COVID-19 besværliggjorde alt i de sidste 2 år. Udlændingenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren ikke har haft fysisk kontakt til eller samvær med det danske statsborgerbarn.
Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren har forsøgt at få bevilliget samvær af Familieretshuset eller i øvrigt forsøgt at opnå kontakt med det danske statsborgerbarn før 2021. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, at det var den danske statsborger, der i april 2021 søgte om ophævelse af den fælles forældremyndighed, at ansøgeren dukkede op på den danske statsborgers bopæl i marts 2021, og at dette var første kontakt i 2 år. Det fremgår videre, at det danske statsborgerbarns børnehave til Familieretshuset har oplyst, at de aldrig har mødt eller hørt noget fra ansøgeren hverken telefonisk eller på skrift.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at der skal tages hensyn til ansøgerens og det danske statsborgerbarns fremtidige forhold, herunder den lange afstand mellem Danmark og Sydkorea, at ansøgeren ikke ønsker at blive adskilt fra sit barn, at der skal tages hensyn til de menneskeretlige aspekter herved, og at ansøgeren ikke vil have mulighed for at have samvær med sit barn, hvis ansøgeren skal udrejse af Danmark.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det efter praksis ikke er muligt at blive meddelt opholdsret eller bevare en opholdsret i Danmark med henblik på etablering eller intensivering af samvær med herboende børn. Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til meddelelse af et opholdsgrundlag, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke har været samvær af et sådant omfang, at det måtte anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren ophør af opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at ansøgeren har mulighed for at besøge det danske statsborgerbarn på et visumbesøg, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne for at få udstedt et visum.
Udlændingenævnet finder endvidere på baggrund af sagens samlede oplysninger, at der ikke er indtrådt andre særlige omstændigheder der vil medføre, at ophør af ansøgerens opholdsret vil være særligt belastende.
Udlændingenævnet har ud fra en samlet og konkret vurdering lagt vægt på, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i juni 2016, og at ansøgeren har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, og at ansøgeren og den danske statsborgers samliv ophørte, da deres barn var 1 år, og at ansøgeren ikke har samvær med sit barn.
Ansøgeren kan derfor ikke på baggrund af sit ophold anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af ret til ophold kan antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet bemærker hertil, at ansøgeren efter det oplyste har kontakt med sin mor i sit hjemland.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i 2021 påbegyndte en kandidatuddannelse på RUC, at ansøgeren efter det oplyste er medlem af en frimurerloge og i januar 2020 blev døbt i en kirke. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren herved kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at det må anses for særligt belastende at anse opholdsretten for ophørt.
Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af det anførte, SIRI's afgørelser.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2023 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Særlige grunde – Manglende omsorgsperson – § 9, stk. 1, nr. 2, litra e og § 9 c, stk. 1
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et mindreårigt barn, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende mor.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som er født i januar 2007, og som er statsborger i Syrien, ansøgte i oktober 2020 om familiesammenføring med sin herboende mor, der ligeledes er statsborger i Syrien. Referencen var i august 2017 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til sin samlever, der er flygtning fra Syrien. Referencen blev oprindeligt meddelt opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, men da hendes opholdstilladelse skulle forlænges, blev den i november 2019 ændret til en opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. Da referencen kom til Danmark i 2017, efterlod hun ansøgeren i Syrien hos ansøgerens mormor. Udlændingestyrelsen meddelte i april 2021 ansøgeren afslag på familiesammenføring, da referencen ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e, om at have opholdstilladelse i Danmark med mulighed for varigt ophold. Udlændingestyrelsen meddelte også afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder ikke, at ansøgeren bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at referencen ikke opfylder den grundlæggende betingelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e, om, at hun aktuelt har opholdstilladelse med henblik på varigt ophold.
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren bør meddeles opholdstilladelse med henvisning til særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i august 2017 blev meddelt opholdstilladelse med henblik på varigt ophold efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at hendes opholdstilladelse blev ændret til en opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i november 2019, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om forlængelse af hendes opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at årsagen til, at referencens opholdstilladelse blev ændret fra at være meddelt med henblik på varigt ophold til midlertidigt ophold, skyldes en lovændring, jf. lov nr. 174 af 27. februar 2019, hvorefter flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, der fik forlænget en opholdstilladelse i perioden efter den 1. marts 2019 skulle meddeles opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke udtrykkeligt fremgår af lovforarbejderne til lovændringen, hvilke konsekvenser lovændringen vil have i forhold til muligheden for familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e.
Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at referencen opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e, om, at hun havde en opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, da hun oprindeligt blev meddelt opholdstilladelse, og at der ikke ses at være udtrykkelig lovhjemmel til at begrænse retten til familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e.
På den baggrund er det Udlændingenævnets vurdering, at Udlændingestyrelsen ikke kan give ansøgeren afslag på familiesammenføring til referencen, allerede fordi hun ikke aktuelt har opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e.
På baggrund af ovennævnte tvivl i hjemmelsgrundlaget i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra e, og på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder finder Udlændingenævnet grundlag for, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der foreligger ganske særlige grunde.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at det fremgår af CPR-registret, at referencen og hendes samlever har 3 fællesbørn, der er født henholdsvis i december 2014, i oktober 2018 og i januar 2022, at referencens samlever ikke er far til ansøgeren, hvorfor deres fællesbørn er ansøgerens halvsøskende, at referencen og hendes samlever bor på samme adresse og har delt forældremyndighed over 2 af fællesbørnene, mens referencen har forældremyndigheden alene over det ene af fællesbørnene, og at referencens samlever i december 2015 er meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i sagen, at ansøgerens far er død, at ansøgeren har boet sammen med referencen i Syrien, indtil hun sammen med ansøgerens ældste halvsøskende tog til Danmark i 2017, at ansøgeren siden 2017 har boet hos sin mormor, at mormoren nu er for syg og for gammel til fortsat at kunne passe på ham, og at han aktuelt er rejst til Tyrkiet med en fremmed mand, der ikke behandler ham godt, og som ikke vil tage sig af ham.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen har indsendt en lægeudtalelse dateret i november 2020, som dokumentation for oplysningen om, at ansøgerens mormor ikke længere kan tage sig af ham.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at referencen har indsendt en lægeudtalelse dateret i november 2020, hvoraf det fremgår, at ansøgeren har henvendt sig til lægen med åndenød, og at han har det psykisk dårligt, da han savner referencen og sine halvsøskende.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at referencen efter det oplyst har boet sammen med ansøgeren, indtil han var 10 år gammel, og nævnet har i den forbindelse lagt til grund, at hun siden sin indrejse i Danmark i oktober 2017 har haft telefonisk kontakt til ansøgeren og har sendt penge til hans forsørgelse, når det har været muligt.
Udlændingenævnet har på baggrund af ovenstående vurderet, at forholdene for ansøgeren har forandret sig, siden referencen efterlod ham i Syrien, da han ikke længere har omsorgspersoner, der reelt kan passe på ham i Syrien, og da han aktuelt, efter det oplyste, befinder sig i Tyrkiet uden omsorgspersoner.
Udlændingenævnet finder således, at det er bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtigelser, herunder FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, såfremt ansøgeren meddeles opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2022 – Bortfald – Forhåndsdispensation - ej velbegrundet formål
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2022 – Bortfald – Forhåndsdispensation - ej velbegrundet formål
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra New Zealand.
Sagens faktiske omstændigheder:
I 2017 fik ansøgeren opholdstilladelse som studerende i Danmark i perioden fra juli 2017 til december 2020, idet perioden fra juni 2020 til december 2020 var meddelt med henblik på jobansøgning. Ansøgeren indgav i januar 2020 en ansøgning om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse til SIRI. SIRI meddelte i marts 2020 afslag på ansøgningen, da styrelsen fandt, at den periode som ansøgeren ansøgte om dispensation fra august 2020 til december 2020 - lå uden for den periode, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse med henblik på at studere.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder det kritisabelt, at SIRI i afgørelsen har henvist til og vurderet ansøgningen om dispensation fra bortfald, når ansøgeren rettelig har ansøgt om forhåndsdispensation fra bortfald, og at SIRI i sin afgørelse har vejledt ansøgeren om, at hans opholdskort ikke længere var gyldig og derfor blev spærret af politiet, selv om opholdskortet stadig var gyldig frem til december 2020, hvor hans opholdstilladelse udløb.
Udlændingenævnet finder, at der ikke er grundlag for, at ansøgeren kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelsen som studerende under hans jobsøgningsophold, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, jf. studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet af januar 2020 og hans partssvar af februar 2020 om, at han søger om forhåndsdispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse i Danmark for perioden fra august 2020 til december 2020 på baggrund af tilbudt ansættelse som assisterende dirigent hos Philharmonia Orchestra, at det tilbudte arbejde i New Zealand er relevant for hans studie i Danmark, og at han senere vil ansøge om opholdstilladelse efter etableringskortordningen og i fremtiden – tidsubegrænset opholdstilladelse i landet.
Udlændingenævnet har endvidere noteret sig, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, som han underskrev i december 2019, at der er tale om en ansættelsesperiode fra marts 2020 til december 2020.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren gerne vil vende tilbage til Danmark efter sit ophold i New Zealand for at ansøge om opholdstilladelse efter etableringskortordningen. Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet vurderer, at selv om ansøgeren har haft til hensigt at genoptage opholdet her i landet efter opholdet i New Zealand, tjener hans udrejse ikke et velbegrundet formål, hvor der kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der efter praksis ikke kan gives forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 2, hvis den ansøgte periode af opholdet uden for Danmark ligger i det 6 måneders jobsøgningsophold efter afsluttet uddannelse.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er en grundlæggende forudsætning for at kunne meddele forhånds-/dispensation fra bortfald, at en udlænding på genindrejsetidspunktet vil have en reel udsigt til at kunne få forlænget sin opholdstilladelse.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at en opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold, jf. studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1, ikke kan forlænges ud over 6 måneder efter afslutningen af uddannelsen.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse på engelsk, at opholdstilladelsen med henblik på jobsøgningsophold dækkede perioden fra juni 2020 til og med december 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at formålet med studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1, er at søge beskæftigelse her i Danmark efter afslutning af uddannelsen og ikke med henblik på et ophold og arbejde i udlandet.
På denne baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelsen som studerende med henblik på et ophold i udlandet under jobsøgningsopholdet efter afslutningen af uddannelsen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Erhverv - Beløbsordningen – formodning for proforma – ej relevant uddannelse som chefkok og begrænset erhvervserfaring – Danmarks internationale forpligtelser - § 9 p
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Erhverv - Beløbsordningen – formodning for proforma – ej relevant uddannelse som chefkok og begrænset erhvervserfaring – Danmarks internationale forpligtelser - § 9 p
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 SIRI’s afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen og som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1, som chefkok til en tyrkisk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i december 2019 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af beskæftigelse som chefkok på en restaurant. Ansøgeren havde ingen relevant uddannelse, men havde 3 års erhvervserfaring fra den pågældende restaurant. SIRI traf i december 2019 afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, idet der var grund til at antage, at den tilbudte ansættelse måtte anses for proforma, ligesom der ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter Danmarks internationale forpligtelser, idet det er en betingelse for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 p, at der ikke er tale om proforma.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse af december 2019. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, eller som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1, som chefkok hos virksomhed A.
Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder, at der er grundlag for at antage, at den tilbudte ansættelse som chefkok hos virksomhed A må anses for proforma, idet der er en formodning for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen er at opnå et forsat og længerevarende ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har tillagt det vægt, at ansøgeren med den tilbudte bruttoløn på 36.000 kr. lønmæssigt netop vil kunne blive omfattet af beløbsordningen i § 9 a, stk. 2, nr. 2, samt at lønnen forekommer usædvanlig høj, henset til virksomhedens karakter og omfang sammenholdt med ansøgernes arbejdsopgaver.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke ses at have en uddannelse, der relaterer sig til den tilbudte stilling som chefkok. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at ansøgeren ikke har en relevant uddannelse.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren har 3 års erhvervserfaring på en restaurant, at dette efter partsrepræsentantens opfattelse er tilstrækkelig erfaring til at kunne tilegne sig de færdigheder, som kræves for at kunne tilberede retterne hos virksomhed A, og at der ikke er grund til at betvivle ansøgerens færdigheder.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren har kendskab til netop den form for restaurant, som virksomhed A er, idet restauranten minder meget om hendes tidligere ansættelse hos en restaurant i udlandet, og at den høje løn skyldes, at ansøgeren skal dække lange vagter, som andre medarbejdere ikke er interesseret i, og at dette sparer restauranten for nogle lønudgifter, idet timelønnen typisk er højere på disse tidpunkter.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke ændrer ved formodningen for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse må anses at være for at opnå et længerevarende ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den tilbudte månedsløn på 36.000 kr. forekommer usædvanlig høj sammenlignet med ansøgerens uddannelsesniveau, erhvervserfaring og alder, idet ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 21 år og ifølge ansøgerens egne oplysninger ikke havde en uddannelse, at ansøgeren alene havde 3 års erhvervserfaring som kok, samt taget i betragtning af at virksomhed A er en familiedrevet restaurant/kebabforretning, som serverer retter til priser mellem ca. 45-250 kr.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at der er en formodning for, at ansøgeren alene er blevet tilbudt ansættelsen med en årlig indtjening på 432.000 kr. med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af udlændingemyndighedernes administrative praksis, at uanset at de formelle krav, herunder kravet om årlig aflønning på et fastsat mindstebeløb, er opfyldt ved et ansættelsestilbud, vil der kunne meddeles afslag på op-holds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, såfremt det afgørende formål med aftalen eller tilbuddet om ansættelse må antages at være at opnå et opholdsgrundlag i Danmark, som udlændingen ellers ikke ville kunne opnå.
Ansøgeren kan afslutningsvis heller ikke meddeles opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af udlændingelovens § 9 p, stk. 1, allerede fordi Danmarks internationale forpligtelser ikke beskytter beskæftigelse, når er er en formodning for proforma, jf. retsregelafsnittet ovenfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 afgørelse om inddragelse af tidsubegrænsede opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
I juli 2015 fik ansøgeren tidsubegrænsede opholdstilladelse. På baggrund af oplysningerne fra eIndkomst, Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark inddrog Udlændingestyrelsen i maj 2020 ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, da styrelsen fandt, at ansøgeren i juli 2015 ikke opfyldte betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, og at den tidsubegrænsede opholdstilladelsen var opnået på baggrund af svig. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren på tro og love oplyste i ansøgningsskemaet i januar 2015, at hun havde været i fuldtidsbeskæftigelse i mere end 3 ud af 5 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og at det fremgik af oplysningerne fra Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark, at den oplyste beskæftigelse ikke var reel, og der var ændrede indberetninger og nulstillet indkomst fra flere af de steder, hvor ansøgeren oplyste at have arbejdet.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder, at ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, med rette er blevet inddraget, idet den tidsubegrænsede opholdstilladelse af juli 2015 var opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at Skattestyrelsen har slettet lønindberetninger samt at Udbetaling Danmark har genopkrævet barselsdagpenge, som lå til grund for Udlændingestyrelsens beregning ved vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse af juli 2015, at hun kan miste sin ret til at opholde sig i Danmark, hvis det viser sig, at grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt (svig), ligesom hun ved sin underskrift af januar 2015 erklærede på tro og love, at oplysningerne, som hun indgav i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, er korrekte.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyste følgende om sin beskæftigelse; at hun havde haft ordinær fuldtidsarbejde hos virksomhed A i perioden fra august 2012 til december 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed B i perioden fra januar 2013 til maj 2013 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed C i perioden fra juni 2013 til november 2014 på fuldtid, inklusiv barselsorlov, hos virksomhed D i perioden fra december 2014 på fuldtid, samt at hun var selvstændigt erhvervsdrivende hos virksomhed E i perioden fra 1. august 2010 til 15. marts 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 42 timer. Vedlagt ansøgningen var bl.a. en kopi af ansættelseskontrakt som servicekoordinator hos virksomhed D med virkning fra december 2014, en kopi af årsopgørelse for 2010, 2011, 2012, samt en kopi af årsrapport for virksomhed E for 2010, 2011 og 2012.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at Udlændingestyrelsen under behandlingen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i 2015 ikke havde taget stilling til, at hun var selvstændig erhvervsdrivende i perioden fra februar 2011 til marts 2012 og til hendes ansættelse hos virksomhed F i perioden fra august 2012 til december 2012, som kan sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke dokumenterede, at hendes arbejde som selvstændig erhvervsdrivende kan sidestilles med lønarbejde på fuld tid eller deltidsbeskæftigelse. Det fremgik af virksomheds A årsrapport for 2010, at lønninger var 0 kr., for 2011 – negativ 278.264 kr., for 2012 – 0 kr., ligesom det fremgik af ansøgerens årsopgørelse 2010, at hendes lønindkomst var 25.447 kr., i 2011 – 0 kr., i 2012 – 256.565 kr., i 2013 – 241.190 kr. uden dokumentation for reelle arbejdstimer i perioden fra august 2010 til marts 2012.
Udlændingenævnet skal yderligere bemærke, at ifølge offentligt tilgængelige oplysninger fra CVR-registreret er virksomheden E, en enkeltmandsvirksomhed, som blev stiftet i juli 2010 og ophørte i marts 2012.
Udlændingenævnet henviser herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af en ansøgning, herunder dokumentation for arbejde i form af fx årsopgørelser, ansættelseskontrakter, lønsedler, årsopgørelser mv.
Udlændingenævnet finder yderligere, at det fremgår i eIndkomst, at indberetninger fra virksomhed F for perioden fra august 2012 til december 2012 er uden indberettede løntimer, ligesom lønnen fra virksomhed F ikke fremgår af bankkontoudskrifterne, fremsendt til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indberetninger uden løntimer ikke kan medregnes som ordinær beskæftigelse.
Skattestyrelsen ændrede ved afgørelsen i marts 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed C for 2013, hvorefter ansøgerens løn blev ændret fra 241.190 kr. til 176.660 kr. samt udbetalte barselsdagpenge på 63.328 kr. skulle tilbagebetales. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres kontrol af lønudbetalinger fra virksomhed C, hvor Skattestyrelsen vurderede, at de foretagende lønindberetninger fra virksomheden ikke har været i overensstemmelse med de faktiske forhold. Herudover ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i april 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed B for 2013, hvorefter ansøgerens løn på 106.750 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetaling har været fiktiv, og at virksomheden ikke har været aktiv siden 2013. Til sidst ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i september 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed A for 2012, hvorefter ansøgerens løn på 107.150 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetalinger har været fiktive.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ved aktuelt opslag i eIndkomst fremgår, at ansøgerens lønindberetninger for 5 års periode forud for august 2015 er følgende:
2010: fra 1. august til 30. september– 160, 33 timer fra virksomhed G
2011: ingen lønindberetninger
2012: fra august til december – indberetninger uden løntimer fra virksomhed F
2013: februar – 160, 33 timer fra virksomhed H
2014: oktober - 11 timer, november - 11 timer, december - 150 timer fra virksomhed D
2015: januar - indberetninger uden løntimer, februar – 150 timer, marts – 150 timer, april – 150 timer, maj – 150 timer, juni – 150 timer, juli – 102 timer fra virksomhed D
Ansøgeren har således ikke opfyldt kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år for de sidste 5 år forud afgørelsen om tidsubegrænset opholdstilladelse, meddelt i juli 2015.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren bl.a. har anført, at hun har arbejdet som ufaglært - primært som rengøringsassistent med en timeløn på 130-135 kr. - hos virksomhederne A, B, C, som var ejet af den samme ejer(e), der er blevet tiltalt og dømt for strafbare forhold, og at dette er baggrunden for, at Skattestyrelsen ændrede registreringer, men Skattestyrelsen af uforklarlige årsager nåede frem til, at hendes arbejde ikke var reelt, at hun undrer dig over, at der overhovedet kan være en formodning for, at hun skulle have været involveret i disse lyssky begivenheder, herunder have haft en proforma ansættelse, så hun kunne snyde de offentlige myndigheder, og at det er en arbejdsgivers ansvar at registrere løn ordentligt i eindkomst, og ikke medarbejderens, hvorfor det fremstår suspekt, at styrelsen mistænker hende. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Skattestyrelsen er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering og ændring af lønindberetninger, samt at det er ansøgerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til Skattestyrelsen er korrekte og i overensstemmelse med hendes faktuelle indkomst. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om, at ansøgeren skulle have søgt sagen genoptaget hos Skattestyrelsen.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har anført i klagen, at under ansættelsesforløbet hos virksomhed C afholdt hun barsel i perioden fra august 2013 til juli 2014, som Udlændingestyrelsen ikke ligestillede med arbejdet, at hun har været fuldt ud berettiget til barselspenge, da hun stadig har haft ansættelse under barslen hos den samme arbejdsgiver, og derfor skal barslen tælle som arbejde, og at hun på nuværende tidspunkt fører en klagesag hos ankenævnet for at få tilbagebetalt barselsydelsen, som hun var berettiget til.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering henset til, at Udbetaling Danmark i november 2015 traf afgørelse om, at alle udbetalte barselsdagpenge i 2013 og i 2014 skal tilbagebetales, fordi de var udbetalt uden ansøgeren havde ret til dem, idet hun ikke var i et reelt ansættelsesforhold. Det fremgår ved aktuelt opslag i eIndkomst, at ansøgerens barselsdagpenge på 43.538,01 kr. i december 2013 og på 108.616 kr. i juli 2014 blev slettet.
Det er til støtte for klagen anført, at Københavns Vestegns Politis afdeling for specielle sager (en særligt specialiseret efterforskningsmyndighed) har undersøgt ansøgerens eventuelle deltagelse i de ulovlige forhold og er nået frem til, at der ikke var noget at forfølge, hvorfor sigtelserne blev droppet, og at både Skattestyrelsen og Udlændingestyrelsen er rent administrative enheder, som har begrænsninger i at efterforske sager. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet resultat.
Det forhold, at ansøgeren til klagen har oplyst, at Udlændingestyrelsen har lagt et strafbart forhold til grund for deres afgørelse, herunder opgivelse af falske oplysninger til en offentlig myndighed, uden at ansøgeren er blevet dømt for dette, og at afgørelsen er særlig grov, idet der ingen dokumentation foreligger, som understøtter dette strafbare forhold, at Udlændingestyrelsen administrativt har besluttet, at hun har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, hvilket har ført til fortabelse af hendes retsstilling, at Udlændingestyrelsens afgørelse er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, idet anklagemyndigheden allerede har afvist at forelægge sagen for domstolene, da det var meningsforladt, og at Udlændingestyrelsen ikke har jurisdiktion til at dømme folk, ligesom at styrelsen ikke giver adgang til at tilsidesætte international lovgivning, herunder grundlæggende menneskerettigheder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at Københavns Vestegns Politi i marts 2019 opgav sigtelsen mod ansøgeren for overtrædelse af straffelovens § 289 a over for Udbetaling Danmark og over for arbejdsløshedskassen, at politiet ikke havde sigtet ansøgeren for fiktive lønindberetninger, fordi det er Skattestyrelsen, som er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering, ændring af lønindberetninger samt kontrollere virksomheder med henblik på undersøge fiktive lønindberetninger, og at Udlændingestyrelsen har truffet sin afgørelse på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.
Udlændingenævnet finder således, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, hvoraf det fremgår, at enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til retfærdig rettergang, idet Udlændingestyrelsens afgørelse er en administrativ afgørelse, truffet på baggrund af Skattestyrelsens kontrolarbejde, og derfor kan afgørelsen ikke betragtes som en dom, som falder under EMRK art. 6. Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 1, at Udlændingestyrelsen bl.a. har kompetencen til at tage stilling til, hvorvidt udlændingens tidsubegrænsede opholdstilladelse, som var opnået ved svig, skal inddrages. Derudover har ansøgeren haft mulighed at klage over Skattestyrelsens afgørelser, ligesom at komme med dokumentation og oplysninger til Udlændingestyrelsen.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i klagen har oplyst, at dokumentationen i form af bankudskrifter for perioden fra juni 2012 til 2015 viser, at hun har modtaget løn for sit arbejde hos virksomhederne, og at betalingerne svarer til fuldtidsarbejde.
Udlændingenævnet har herved ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende dokumentation om lønindbetalinger i form af lønsedler, fremsendt i juli 2020 til Udlændingenævnet, bankudskrifter, fremsendt i februar 2020 til Udlændingestyrelsen, sammenlignet med hendes oplysninger om beskæftigelse, afgivet i ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har noteret sig, at ifølge oplysningerne fra CVR-registreret fungerede ansøgeren som virksomhedens D direktion i perioden september 2011 til februar 2012, og igen fra november 2012 til november 2015, uden at ansøgeren oplyste om dette forhold til Udlændingestyrelsen, men kun oplyste om ansættelsen som servicekoordinator hos virksomheden.
Udlændingenævnet har bemærket, at ansøgeren først fremsendte kopi af sine lønsedler i forbindelsen med klagen, og ikke til Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet finder det således ikke dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i mindst 3 år for de sidste 5 år forud for afgørelsen, således at denne betingelse for ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse ikke var opfyldt, når lønindberetningerne fra virksomhed C for 2013, fra virksomhed B for 2013 og fra virksomhed A for 2012 ikke længere kan lægges til grund på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har i klagen har oplyst, at hun skal starte forfra med at optjene tidsubegrænset ophold i landet, ligesom eventuelt statsborgerskab, og at hun tidligst vil kunne få statsborgerskab 9 år fra nu, altså 18 år efter hun kom til landet, hvilket undergraver Danmarks demokrati, og i øvrigt er i strid med international lov, der tilsiger, at man skal kunne opnå statsborgerskab, efter man har boet i et land i maksimalt 10 år.
Udlændingenævnet henviser herved til, at alle udlændinge i Danmark skal overholde reglerne i udlændingeloven, ligesom det er udlændingens eget ansvar at fremlægge den nødvendige dokumentation til brug for sager hos udlændingemyndighederne, ligesom Danmarks nationale lovgivning gælder for udenlandske statsborgere, som kun kan få dansk statsborgerskab ved lov, og at det normalt er en betingelse for at få dansk statsborgerskab, at man har haft 9 års uafbrudt ophold i Danmark. Dette fremgår af § 7, stk. 1 i cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation. Udlændingenævnet skal yderligere henvise til, at udenlandske statsborgere ikke automatisk kan få dansk statsborgerskab, efter de har boet i landet i 10 år.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, nr. 1, og § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i maj 2020 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gældende til maj 2024.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var selvstændig erhvervsdrivende og oplyste, at han arbejdede fuldtid i sin virksomhed. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet under henvisning til, at han ikke drev virksomheden med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra den september 2008, hvor ansøgeren er indrejst i Danmark med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsregnskaber – ikke har dokumenteret, at ansøgerens beskæftigelse ved sin enkeltmandsvirksomhed i perioden fra ultimo 2018 til nu kan sidestilles med ordinært lønarbejde i mindst 3 år og 6 måneder, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed har et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, og at driften af virksomheden kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte årsopgørelse fra SKAT for indkomståret 2019, at ansøgeren i 2019 havde en personlig årlig indkomst på 50.886 kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig månedlig indkomst på 4240,5 kr. før skat, og at det fremgår af det fremsendte årsregnskab for 2019, at ansøgerens virksomhed i 2019 havde et netto-resultat på 55.171 kr., hvilket svarer til et gennemsnitligt månedligt netto-resultat på 4597,58 kr.
Udlændingenævnet finder ikke, at en gennemsnitlig månedlig indkomst af denne størrelse dokumenterer, at ansøgeren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke til støtte for klagen er indsendt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren i 2019 har foretaget nogle ekstraordinære dispositioner, som har ført til virksomhedens lave netto-resultat.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens virksomhed blev etableret i 2016, og at virksomhedens lave nettoresultat for 2019 efter Udlændingenævnets vurdering således ikke skyldes en evt. opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.
Udlændingenævnet finder allerede på baggrund af ansøgerens indkomst for 2019, at ansøgeren ikke kan anses for at have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.
Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at arbejdet i virksomheden har et omfang, der svarer til ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævenet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at der af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ikke kan udledes et krav om en bestemt årlig indkomst, men alene om en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, at der ikke kan opstilles klare retningslinjer for, hvad der kan anses for en passende omsætning for en selvstændig virksomhed, at ansøgeren tilbyder services, som varierer meget i pris og tidsforbrug, og at ansøgerens personlige indkomst kan synes urimelig fra en almindelig lønmodtagers synspunkt, men at dette må anses for at være normalt for denne type enkeltmandsvirksomheder.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, ansøgeren har lagt en arbejdsindsats svarende til langt over fuld tid, idet han har formået at skabe en stigende omsætning i virksomheden.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ovenstående vurdering er foretaget på baggrund af en konkret og individuel helhedsvurdering af, hvorvidt det kan lægges til grund, at virksomhedens netto-resultat og ansøgerens personlige indkomst for 2019, uanset virksomhedens omsætning og den oplyste ugentlige arbejdstid, kan anses for at have været med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at det ved vurderingen af beskæftigelseskravet for selvstændig erhvervsdrivende efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 8, ikke kun vurderes, om udlændingen har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, men at det også indgår i vurderingen, om driften af virksomheden efter en konkret og individuel vurdering, kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på at det forhold, at ansøgerens virksomheden har haft en større omsætning efter 2019, ikke ændrer på det forhold, at ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens nettoresultat for 2019 ikke kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, og at det ikke kan føre til ændret vurdering, at virksomhedens omsætning er steget i løbet af de efterfølgende indkomstår, idet Udlændingenævnet allerede på baggrund af ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens netto-resultat for 2019 finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet om at have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 8, i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, og at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at privat børnepasning, når dette er dokumenteret i form af godkendte kontrakter med kommunen samt kvittering for børnepasningen, må anses for at være hovedbeskæftigelse, uanset lønindkomsten for arbejdet og uanset antallet af børn.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at de faktiske omstændigheder i de nævnte afgørelser adskiller sig fra nærværende sag, hvor Udlændingenævnet efter en konkret og individuel vurdering af den fremsendte dokumentation finder, at ansøgeren, uanset oplysningerne om ansøgerens ugentlige arbejdstimer, ikke har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år, og at ansøgeren i øvrigt ikke har modtaget lønindkomst.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 bl.a. tog udgangspunkt i oplysningerne om ansøgerens omsætning, og at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 fandt, at ansøgerens arbejde som privat børnepasser på baggrund af den fremsendte dokumentation måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgerens ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at fastholde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet