Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, til en marokkansk statsborger under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2003 og skulle opfylde de nugældende overførte betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i forhold til ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at han havde været under uddannelse eller været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse – fra juni 2009 til juni 2014. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle i perioden fra juli 2009 til og med juni 2014 havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med mere end 30 timer om ugen i 13 måneder, og at han havde været i ordinær deltidsbeskæftigelse med mellem 15 og 30 timer om ugen i tre måneder. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering, da dette samlet gav 13 måneders fuldtidsbeskæftigelse og tre måneders deltidsbeskæftigelse, hvilket i alt gav 14,8 måneders ordinær beskæftigelse. Det var endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han var i gang med en forberedende voksenuddannelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at der var tale om en uddannelse, der kunne indgå i opgørelsen af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at ansøgerens herboende ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Det forhold, at parret havde fået et fællesbarn i maj 2012, som var statsborger i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af praksis, at børn som udgangspunkt først kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv år i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. Parrets barn kunne således ikke anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret mødte hinanden og indgik ægteskab i Marokko, hvor de begge var statsborgere. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at parret kunne udøve familielivet i Marokko, hvor ansøgeren, hendes herboende ægtefælle og deres fællesbarn alle var statsborgere, og hvor ansøgeren og hendes herboende ægtefælle var født og opvokset, og hvor parret havde forældre og søskende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om, at den herboende ægtefælle led af sygdom eller handicap, eller at der var andre forhold vedrørende ham, der kunne føre til, at betingelsen ikke burde stilles. FAM/2015/49.

Senest opdateret: 08-04-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen