Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. juni 2024 – tidsubegrænset opholdstilladelse – beskæftigelseskravet – Opstartsfase for selvstændig erhvervsvirksomhed
Dato: 03-06-2024Udlændingenævnet hjemviste i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2023 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsløs palæstinenser.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Ansøgeren var selvstændig. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren ikke havde været i arbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i et omfang, der kunne sidestilles med ordinært fuldtidsarbejde med henblik på at opnå selvforsørgelse. Udlændingestyrelsen havde udelukkende taget stilling til opfyldelse af beskæftigelseskravet for ét år af den samlede periode på 4 år forud for styrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet finder, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2023 ikke lever op til grundsætningen om saglig forvaltning.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen fra marts 2023 allerede på baggrund af [ansøgerens] personlige indkomst i 2019 har vurderet, at [ansøgerens] beskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende ikke har været med henblik på selvforsørgelse, og at styrelsen af den årsag ikke har fundet anledning til at tage endelig stilling til, hvorvidt [ansøgeren] opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed med henblik på at opnå selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for styrelsens afgørelse, og at Udlændingestyrelsen således ikke har taget stilling til årene 2020, 2021 og 2022.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] oprettede [sin] selvstændige virksomhed i januar 2018, og at virksomheden således fortsat var i opstartsfasen i 2019, hvilket Udlændingestyrelsen ikke ses at have taget højde for.
Udlændingenævnet er af den opfattelse, at i forbindelse med vurderingen af, om en udlænding, der driver selvstændig virksomhed, opfylder beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, skal det indgå som et element i vurderingen, om der er tale om en virksomhed i opstartsfasen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at opstartsfasen som oftest vil medføre øgede etableringsomkostninger og en mindre kundekreds, hvilket der bør tages højde for ved vurderingen af, om virksomheden er drevet med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at virksomheden bør drives, så der er udsigt til, at den giver overskud, men at kravet til dette overskud ikke nødvendigvis er det samme i opstartsfasen som for en veletableret virksomhed.
Udlændingenævnet finder det derfor beklageligt, at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til den samlede periode på op til 4 år forud for styrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet har som følge heraf tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2024 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 28-05-2024Udlændingenævnet omgjorde i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Marokko.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren udrejste i primo marts 2019 af Danmark og opgav sin bopæl for at flytte til Frankrig med sin familie, som bestod af en ægtefælle og 2 mindreårige børn, der alle 3 var danske statsborgere. Familien flyttede tilbage til Danmark og klageren indgav en ansøgning om, at hendes opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet i ultimo marts 2020. I november 2020 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at hendes opholdstilladelse var bortfaldet samt afslag på dispensation fra bortfald, som klageren påklagede til Udlændingenævnet i december 2020. I november 2022 hjemviste Udlændingenævnet klagerens sag til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet vurdering, og i april 2023 meddelte Udlændingestyrelsen igen klageren afslag på dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet konstaterer, at Udlændingestyrelsen ikke i afgørelsen har taget fornyet stilling til sagen i overensstemmelse med Udlændingenævnets hjemvisning af november 2022, hvorved Udlændingenævnet tilbagesendte sagen, så Udlændingestyrelsen kunne vurdere den igen i lyset af det retlige grundlag, som fremgår af EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP.
Udlændingenævnet vurderer, at [klagerens] opholdstilladelse ikke bør anses for bortfaldet, fordi hun opgav sin bopæl og sin tilknytning til Danmark, og fordi hun ikke har dokumenteret eller anført omstændigheder, der kan føre til en dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1-2, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023 med senere ændringer.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at [klageren] og hendes ægtefælle [..] har 2 fælles mindreårige børn, [..] (10 år) og [..] (6 år), der begge er danske statsborgere.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at vurderingen om dispensation fra bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, beror på et samlet skøn, hvor udlændingens samlede ophold her i landet og i hjemlandet, samt udlændingens familiemæssige og anden tilknytning her i landet indgår.
Udlændingenævnet finder, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og relevante EU-retlige forhold skal inddrages i afvejningen af, om en opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, herunder om der skal ske dispensation fra bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at Østre Landsret opretholdt Udlændingenævnets afgørelse om bortfald, hvor nævnet inddrog Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 i den samlede skønsvurdering, jf. Østre Landsrets dom af 14. december 2014, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsnet som U.2015.1069Ø.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [klageren] sammen med [klagerens] ægtefælle og parrets 2 fælles mindreårige børn tog til Frankrig, hvor familien, ligesom de gør nu i Danmark, har boet sammen, at der er tale om et reelt og stabilt familieliv og at der derfor er formodning for, at begge forældre er fælles om at tage vare på børnene.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at nævnet i februar 2024 anmodede om oplysninger vedrørende den primære varetagelse af børnene og at det fremgik af det udfyldte skema, at begge forældre er fælles om varetage børnenes retligt, følelsesmæssigt og økonomisk interesser.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at der foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem [klageren] og hendes 2 børn, som ikke er afkræftet, at det kan danne grundlag for en afledet opholdsret til [klageren] efter TEUF artikel 20, jf. EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, præmis 69.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at [klagerens] 2 børn vil blive frataget den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere, jf. EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, præmis 45-46, hvis [klageren] ikke kan opholde sig lovligt i Danmark.
Udlændingenævnet finder på ovenstående baggrund, at når der er grundlag for en afledet opholdsret efter TEUF artikel 20, skal en opholdstilladelse bevares frem for, at udlændingen skal indgive en ny ansøgning til Udlændingestyrelsen, selvom der kan være tale om et nyt opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet finder det derfor stærkt beklageligt, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [..] april 2023 alene har vejledt [klageren] om, at hun kan søge om afledt opholdsret.
[Klagerens] opholdstilladelse er således ikke bortfaldet.
Udlændingenævnet har sendt afgørelsen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at [klageren] kan få udstedt et nyt opholdskort.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2024 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien
Dato: 24-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om registrering af en værtsfamilie i au pair-karensregistret i 2 år som følge af misbrug af au pair-ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) meddelte i juni 2021 en filippinsk statsborger opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”Styrelsen for International Rekruttering og Integration finder, at I har misbrugt au pair-ordningen ved ikke at have udbetalt lommepengebeløb på minimum 4.550 kr., på en dansk konto i [au pairens] navn senest den sidste bankdag i hver måned siden opholdstilladelsen som au pair trådte i kraft.
Vi har ved denne afgørelse lagt vægt på, at [au pairen] i månederne februar, april, juni, august og december 2022 samt februar og marts 2023 kun har modtaget 4.450 kr. i lommepenge.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, at [værtsfamilien] den 14. april 2023 overførte 14 * 150 kr., da [værtsfamilien] den 21. december 2021 på tro og love har underskrevet, at [værtsfamilien] er bekendt med, at værtsfamilien har pligt til at udbetale lommepenge til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden og at en værtsfamilie kan blive omfattet af en karensperiode på 2 år, såfremt betingelserne for værtsfamiliens au pairs opholdstilladelse ikke overholdes.
Vi skal hertil bemærke, at det fremgår af orienteringsbrevet, at værtsfamilien og au pair-personen ved gensidig aftale gerne må ændre lommepengebeløbet, dog ikke til et beløb der er lavere end minimumsbeløbet på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair.
Styrelsen finder således ikke, at der er hjemmel til at lave fradrag i lommepengene før de er udbetalt til au pair-personen. Dette gælder også beløb til Skat.
Vi har derfor truffet beslutning om, at der i en periode på 2 år fra denne afgørelse ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 j, med henblik på au pair-ophold hos jer som værtsfamilie.
Vores afgørelse er truffet i medfør af udlændingelovens § 21 a.”
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] april 2023 af de grunde, som SIRI har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som SIRI. Værtsfamilien er således med rette registreret i au pair-karensregistret i 2 år i medfør af udlændingelovens § 21 a, nr. 2, jf. au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet finder forsat, at værtsfamilien har misbrugt au pair-ordningen ved ikke at have udbetalt det månedlige minimumslommepengebeløb på 4.550 kr. til [au pairen] i perioden fra februar 2022 til og med marts 2023, hvor hun var meddelt opholdstilladelse som au pair hos [værtsfamilien].
Udlændingenævnets har hertil lagt vægt på, at [værtsfamilien]. i ansøgningen på tro og love havde skrevet under på, at [værtsfamilien] var bekendt med muligheden for karensregistrering, og at det udtrykkeligt fremgik af SIRI’s vejledning af […] februar 2022, at hvis værtsfamilien ikke betaler au pairen det minimumsbeløb, der var fastsat på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair, vil værtsfamilien blive omfattet af en 2-årig karensperiode. Det fremgik ligeledes af vejledningen, at lommepengene skal indbetales til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden.
Udlændingenævnet skal bemærke, at det fremgik af au pair-kontrakten fra december 2021, at [au pairens] lommepenge var aftalt til 4.600 kr. per måned foruden kost og logi.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at [au pairen] i perioden fra februar 2022 til og med marts 2023 (dog undtaget marts 2022, maj 2022 og juli 2022) ikke fik udbetalt minimumslommepengebeløbet på 4.550 kr. pr. måned, heller ikke det i au pair-kontrakten aftalte lommepengebeløb på 4.600 kr. pr. måned, og at lommepengene i februar 2022, april 2022, juni 2022, august 2022 og januar 2023 ikke blev indbetalt på [au pairens] danske bankkonto, idet det til sagen indsendte brev fra [au pairen] med bekræftelsen på modtagelsen af lommepenge ikke i sig selv kan betragtes som bevis for udbetaling af det retmæssige lommepengebeløb til [au pairen]. Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at lommepengene for oktober 2022, januar 2023 og februar 2023 ikke blev indbetalt senest den sidste bankdag i måneden, men den første bankdag i den efterfølgende måned.
Udlændingenævnet finder på baggrund af sagens oplysninger, at [au pairen] i de nævnte måneder ikke modtog et minimumslommepengebeløb på 4.550 kr. foruden kost og logi, og at lommepengene i nogle måneder ikke blev indbetalt på en dansk bankkonto i [au pairens] navn senest den sidste bankdag i hver måned.
Udlændingenævnets skal i den forbindelse henvise til, at fastsættelsen af et minimumslommepengebeløb til en au pair, som hver måned skal udbetales af værtsfamilien til au pairen, har et beskyttelsesmæssigt sigte i forhold til au pairen.
Udlændingenævnet skal i øvrigt bemærke, at bestemmelsen om indbetaling af lommepenge til en dansk bankkonto i au pair-personens navn senest den sidste bankdag i hver måned, jf. au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1, sikrer en dokumenteret og sporbar udbetaling af lommepenge til au pair-personen, og skaber sikkerhed for, at udbetaling af lommepenge er i overensstemmelse med reglerne og au pair-kontrakten.
De til klagen anførte forklaringer og den indsendte dokumentation for yderligere indbetalinger og gaver til [au pairen] er indgået i Udlændingenævnets afgørelse.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, da minimumslommepengebeløbet udgjorde 4.550 kr., og at [au pairen] først i april 2023 modtog restbeløbet for den periode, som hun havde opholdt sig i Danmark som au pair hos værtsfamilien.
Udlændingenævnet bemærker, at hvis værtfamilien yder et lån til au pairen, må beløbet til tilbagebetaling af det aftalte lån ikke tilbageholdes af au pairens lommepenge, og at tilbagebetalingen må ske efter, at au pairen har fået udbetalt det fulde lommepengebeløb på sin danske bankkonto, ligesom ”gaver” fra værtsfamilien i form af kontanter, tøj, varer osv. ikke må fratrækkes eller medregnes i beregningen af au pairens lommepenge.
Udlændingenævnet finder således, at au pair-ordningen må anses for misbrugt, idet [værtsfamilien] udtrykkeligt er blevet vejledt om reglerne, og at [værtsfamilien] på trods heraf ikke fulgte reglerne om udbetalinger af lommepengebeløb til [au pairen].
Udlændingenævnet finder afslutningsvis, at registreringen af [værtsfamilien] i Au pair-karensregistret ikke kan anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig FN’s Handicapkonvention, under henvisning til, at [værtsfamilien] har et barn med en dobbelt-diagnose, idet [værtsfamilien] ikke vil være afskåret fra muligheden for på anden vis at sikre varetagelsen af deres barns særlige behov, f.eks. ved at ansætte en dansk eller EU/EØS-borger.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse. [Værtsfamilien] er fortsat registreret i Au pair-karensregistret frem til april 2025, og kan indtil denne dato ikke være værtsfamilie for en au pair efter udlændingelovens bestemmelser.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 21. maj 2024 – Forvaltningsretlige problemstillinger - Begrundelse
Dato: 21-05-2024Udlændingenævnet hjemviste i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om varigheden af en meddelt opholdstilladelse, da Udlændingestyrelsens afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelse modtog i maj 2023 en ansøgning om familiesammenføring for en ansøger, der er født i april 2023, og som er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo. Udlændingestyrelsen meddelte ved afgørelse fra juli 2023 ansøgeren midlertidig opholdstilladelse som familiesammenført til ansøgerens mor med gyldighed til marts 2024. Ansøgerens mor var flygtning med midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, med gyldighed til marts 2024. Ansøgerens far, der oprindelig havde fået opholdstilladelse som familiesammenført, havde tidsubegrænset opholdstilladelse. Det var ansøgerens far, der havde indgivet ansøgningen. Udlændingestyrelsen havde ikke begrundet, hvorfor tilladelsen alene havde gyldighed til marts 2024. En partsrepræsentant klagede i juli 2023 over afgørelsen, og det blev i klagen anført, at ansøgeren burde have fået opholdstilladelse til det 18. år henset til, at hendes far havde permanent opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved afgørelsen af […] juli 2023 alene har oplyst, at opholdstilladelse er givet som en midlertidig opholdstilladelse med gyldighed til den […] marts 2024, dog uden at begrunde afkortningen af tilladelsens gyldighed.
Udlændingenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det følger af forvaltningslovens § 22, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014, at en myndighed skal begrunde sine skriftlige afgørelser, medmindre borgeren får fuldt ud medhold, og at det følger af forvaltningslovens § 24, at når en afgørelse skal begrundes, skal afgørelsen indeholde en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det indhold, den har, og en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet i henhold til. Når en myndighed imødekommer en ansøgning, men knytter vilkår til tilladelsen, må det vurderes konkret, om afgørelsen giver borgeren fuldt ud medhold. Hvis vilkårene begrænser tilladelsen i forhold til det, der er ansøgt om, er der ikke givet fuldt ud medhold, og der skal derfor gives en begrundelse.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at selv om [ansøgerens] mor er flygtning, jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, med midlertidig opholdstilladelse, der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse udløb den […] marts 2024, har [ansøgerens] far, […], oprindelig fået opholdstilladelse som familiesammenført, og han har nu tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at [ansøgerens] mor og far har fælles forældremyndighed, at det er [ansøgerens] far, der har indsendt ansøgningen om familiesammenføring, at Udlændingestyrelsen har sendt kvitteringsbrevet i sagen til [ansøgerens] far, men at Udlændingestyrelsen har sendt afgørelsen om opholdstilladelse til [ansøgerens] mor, og at Udlændingestyrelsen ikke har begrundet, hvorfor [ansøgerens] opholdstilladelse som familiesammenført er meddelt under henvisning til hendes mor og ikke hendes far.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke giver ansøgeren fuldt ud medhold, og nævnet finder derfor også, at Udlændingestyrelsen ikke har begrundet afgørelsen tilstrækkeligt, jf. begrundelsespligten i forvaltningslovens §§ 22 og 24.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet og begrundet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.
[…] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2024 – Visum – EU-regler
Dato: 15-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i marts 2024 en ansøgning om visum med henblik på at rejse til Danmark sammen med sin bror, der er statsborger i Italien og i Storbritannien, og som opholdte sig i Storbritannien. I forbindelse med ansøgningen om visum oplyste ansøgeren, at han blev forsørget af sin bror økonomisk, og at han bor i Pakistan med sin ægtefælle, sine to børn og sine forældre.
I april 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på visum efter EU-reglerne under henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret eller godtgjort, at der var et sådant reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og hans bror, at det vil kunne føre til udstedelse af visum, som familiemedlem til en EU-borger, der vil benytte sin ret til frivægelighed.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Vi har lagt vægt på, at du den […] marts 2024 har oplyst til ambassaden, at du arbejder med ”property business” og at du har en månedlig indkomst på hvad svarer nogenlunde til 1.243 DKK.
Vi har videre lagt vægt på, at du har oplyst, at dine andre brødre sender penge til dine forældre, som du deler hustand med.
Vi kan således ikke lægge til grund, at du til fulde forsørges af [ansøgerens bror] i dit hjemland.
På baggrund af de ovenstående oplysninger er du ikke omfattet af den gruppe, der kan få deres visumansøgninger behandlet efter EU-reglerne.
Vi har derfor vurderet din ansøgning efter de almindelige visumregler og national praksis.
[…]
Vi vurderer, at der er en risiko for, at du ikke rejser hjem igen, hvis du får visum.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du er statsborger i Pakistan, der for tiden er placeret i hovedgruppe 5, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2.
Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra denne hovedgruppe, at der som udgangspunkt kun gives visum, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, fx i tilfælde af et herboende nærtstående familiemedlems livstruende sygdom.
Vi vurderer, at der ikke er nogen helt ekstraordinære omstændigheder i din sag, der gør, at du kan få visum.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] april 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet nævnet finder, at [ansøgeren] hverken kan få Schengenvisum til Danmark på baggrund af EU-reglerne eller på baggrund at de nationale visumregler for at besøge og tage ophold i Danmark sammen med [ansøgerens] bror, […], der er statsborger i Italien.
Udlændingenævnet finder således ligesom Udlændingestyrelsen, at [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen for familiemedlemmer, der har en lettere adgang til indrejse i Danmark efter EU-reglerne, da det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret eller godtgjort, at [ansøgeren] har været økonomisk afhængig af [sin] bror, at [ansøgeren] er optaget i [sin] brors hustand, eller at der er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [ansøgerens bror] personligt plejer [ansøgeren].
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at [ansøgeren] falder uden for den gruppe af personer fra Pakistan, der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at der ikke kan meddeles visum til ansøgere fra Pakistan, når ansøgeren ikke er inviteret til Danmark af en vært, der har fast bopæl og lovligt ophold her i landet.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 14. maj 2024 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Personkreds – Forældre
Dato: 14-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en pakistansk statsborger, som havde søgt om opholdsret som familiemedlem beslægtet i opstigende linje til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, jf. § 3, stk. 1, nr. 4-6.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i marts 2023 i Danmark fra Pakistan og søgte i juni 2023 om opholdsret som familiemedlem til en herboende unionsborger (hovepersonen), som ansøgeren oplyste var hendes datter. Ansøgeren oplyste, at hun havde egen indkomst i Pakistan, og at hun havde modtaget økonomisk støtte fra hovedpersonen og fra andre familiemedlemmer inden sin indrejse i Danmark. Ansøgeren oplyste også, at hun havde helbredsmæssige problemer, idet hun led af diabetes, blodtryksproblemer, angst og depression.
SIRI meddelte i august 2023 ansøgeren afslag med henvisning til, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6, idet det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren var beslægtet med hovedpersonen. SIRI fandt endvidere, at selv hvis det var dokumenteret, at ansøgeren og hovedpersonen var beslægtet, så var ansøgeren fortsat ikke omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6, idet det ikke var dokumenteret, at ansøgeren udelukkende var forsørget af hovedpersonen og økonomisk afhængig af hovedpersonen, at ansøgeren havde været optaget i hovedpersonens husstand forud for sin indrejse i Danmark, eller at der forelå alvorlige helbredsmæssige grunde, der gjorde det absolut nødvendigt, at ansøgeren blev plejet af hovedpersonen.
Ansøgeren klagede herefter til Udlændingenævnet og anførte bl.a., at hovedpersonen havde hovedansvaret for ansøgerens forsørgelse, og at hovedpersonen endvidere forsørgede ansøgeren med kontante bidrag. Til Udlændingenævnet blev desuden fremlagt en kopi af hovedpersonens fødselsattest.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] august 2023.
Udlændingenævnet har ved denne afgørelse – ligesom SIRI – ikke taget stilling til, hvorvidt [hovedpersonen] (fortsat) opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, jf. § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at uanset om [hovedpersonen] kan anses som hovedperson, har [ansøgeren] ikke ret til ophold i Danmark som familiemedlem til [hovedpersonen], idet [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at dokumentet ’Family Registration Certificate’ på tilstrækkelig vis dokumenterer slægtskabet mellem [hovedpersonen] og [ansøgeren], og at en kopi af [hovedpersonens] fødselsattest er fremsendt i forbindelse med klagen. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om slægtskabet mellem [hovedpersonen] og [ansøgeren] må anses for dokumenteret, kan det ikke lægges til grund, at [ansøgeren] opfylder de øvrige betingelser for opholdsret i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at [hovedpersonen] har forsørget [ansøgeren] i et omfang, der kan begrunde, at [ansøgeren] er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, og at der således har været et reelt forsørgelsesforhold mellem [hovedpersonen] og [ansøgeren].
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] i ansøgningsskemaet OD1/B har oplyst bl.a., at hun forud for sin indrejse i Danmark både har været forsørget af [hovedpersonen] og af andre personer, og at hun har haft egen indkomst.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er indsendt et udskrift af [..] maj 2023 vedrørende i alt 11 overførelser af diverse pengebeløb via Ria Money Transfer fra [hovedpersonen] til [ansøgeren] i perioden fra den [..] maj 2022 til den [..] marts 2023.
Det fremgår således af udskriftet af [..] maj 2023, at [hovedpersonen] til [ansøgeren] har overført pengebeløb på henholdsvis 450 kr. den [..] maj 2024, 3.950 kr. den [..] juni 2022, 3.950 kr. den [..] juli 2022, 1.450 kr. den [..] juli 2022, 3.950 kr. den [..] august 2022, 1.150 kr. den [..] september 2022, 4.000 kr. den [..] oktober 2022, 3.250 kr. den [..] november 2022, 11.550 kr. den [..] december 2022, 2.950 kr. den [..] februar 2023 og 1.950 kr. den [..] marts 2023, således at [hovedpersonen]i den ovenfornævnte periode samlet set har overført 38.600 kr. til [ansøgeren].
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at overførelserne fra [hovedpersonen] til [ansøgeren] er af meget varierende størrelse og alene omfatter en meget begrænset periode på ca. 9 måneder, hvorfor det ikke på denne baggrund er dokumenteret, at [hovedpersonen] i en anseelig periode regelmæssigt har overført penge til [ansøgeren].
Ved vurderingen har Udlændingenævnet ligeledes lagt vægt på, at der er indsendt en udskrift af [..] maj 2023 vedrørende i alt 7 overførelser af diverse pengebeløb via Ria Money Transfer til [ansøgeren] fra [ansøgerens anden datter], som efter det oplyste også er datter til [ansøgeren], vedrørende perioden fra den [..] december 2020 til den [..] marts 2023.
Det fremgår således af udskrift af [..] maj 2023, at [ansøgerens anden datter] til [ansøgeren] har overført pengebeløb på henholdsvis 1.450 kr. den [..] december 2020, 2.150 kr. den [..] marts 2022, 3.000 kr. den [..] december 2022, 11.350 kr. den [..] januar 2023, 1.150 kr. den [..] januar 2023, 3.950 kr. den [..] marts 2023 og 950 kr. den [..] marts 2023, således at [ansøgerens anden datter] samlet set har overført 23.700 kr. til [ansøgeren].
Endvidere er til sagen indsendt en udskrift af [..] juni 2023 vedrørende i alt 9 overførelser af diverse pengebeløb via Western Union til [ansøgeren] fra [ansøgerens søn], som efter det oplyste er [ansøgerens] søn, vedrørende perioden fra den [..] april 2020 til den [..] februar 2023.
Det fremgår således af udskrift af [..] juni 2023, at [ansøgerens søn] til [ansøgeren] har overført pengebeløb på henholdsvis 2.000 SEK den [..] april 2020, 2.107,90 SEK den [..] juni 2020, 4.000 SEK den [..] juli 2020, 1.380 SEK den [..] august 2020, 5.000 SEK den [..] september 2020,10.000 SEK den [..] september 2020, 1.587,44 SEK den [..] februar 2021, 1.000 SEK den [..] maj 2021 og 1.000 SEK den [..] februar 2023, således at [ansøgerens søn] samlet set har overført 28.075,34 SEK til [ansøgeren].
På baggrund heraf finder Udlændingenævnet således, at dokumentationen for overførelserne ikke på tilstrækkeligvis dokumenterer, at [ansøgeren] er økonomisk afhængig af [hovedpersonen], fordi [ansøgeren] i sit hjemland, på tidspunktet for sin indrejse i Danmark, tillige har været økonomisk understøttet af sine andre børn.
Udlændingenævnet har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at det fremgår af de indsendte udskrifter, at [hovedpersonen], [ansøgerens anden datter] og [ansøgerens søn] skiftevis har understøttet [ansøgeren] økonomisk, og at beløbene, som [hovedpersonen] har overført til [ansøgeren] ikke ses at have været forholdsmæssigt større end sine søskendes økonomiske bidrag. Det findes således på baggrund af udskrifterne, at [ansøgeren] ikke har et forsørgelsesbehov.
Derfor kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det til klagen er anført, at det er [hovedpersonen], der har haft hovedansvaret for [ansøgerens] forsørgelse, idet [ansøgeren] ikke har været afhængig af de økonomiske bidrag, hun har modtaget fra sine øvrige børn.
Hertil kommer, at der ikke er indsendt dokumentation til støtte for, at [ansøgeren] ikke er i stand til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder, og at hun således har et forsørgelsesbehov.
Udlændingenævnet har i øvrigt også tillagt det en vis betydning, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at [ansøgeren] er gift, og at der ikke er oplysninger i sagen, der understøtter, at [ansøgerens] ægtefælle ikke også kan bidrage til forsørgelsen af [ansøgeren].
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [hovedpersonen] tillige har forsørget [ansøgeren] med kontante bidrag, idet dette ikke er dokumenteret.
Det forhold, at det til klagen er anført, at [ansøgeren] er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, da det ikke stilles som en betingelse, at familiemedlemmet udelukkende forsørges af hovedpersonen, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af EU-Domstolens praksis, at det er en betingelse, for at være omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, at der skal være tale om en faktisk situation, der er karakteriseret ved, at familiemedlemmets materielle behov dækkes af unionsborgeren eller af dennes ægtefælle, jf. herved EU-Domstolens sag C-01/05, Jia, præmis 35, og at det i den forbindelse skal vurderes, hvorvidt familiemedlemmet henset til pågældendes økonomiske og sociale forhold ikke er i stand til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder, jf. sag C-01/05, Jia, præmis 37. Der henvises til afsnittet om Retsregler.
Udlændingenævnet finder endvidere, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, da [ansøgeren] ikke har været optaget i [hovedpersonens] hustand.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [hovedpersonen] har haft registreret folkeregisteradresse i Danmark siden [..] marts 2020, og at [ansøgeren] indrejste fra Pakistan den [..] marts 2023, og at der på sagen i øvrigt ikke foreligger dokumentation for, at [ansøgeren] har været optaget i [hovedpersonens] husstand.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke er oplyst om nogen helbredsmæssige grunde, der gør det absolut nødvendigt, at [hovedpersonen] personligt plejer [ansøgeren], jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6.
Den til sagen fremsendte lægefaglige udtalelse af [..] juni 2023 underskrevet af [ansøgerens] læge, hvoraf det bl.a. fremgår, at [ansøgeren] lider af type 2-diabetes, hypertension, angst og depression, at hun modtager forskellige behandling herfor, herunder medicinsk, og at hun har brug for familiestøtte i forbindelse med hendes helbredsmæssige udfordringer, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgerens] helbredsmæssige forhold ikke kan anses at være af så alvorlig karakter, at det er absolut nødvendigt, at [hovedpersonen] personligt plejer [ansøgeren].
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2024 – Afvisning ved grænsen – Krav om arbejdstilladelse
Dato: 13-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Kina ved indrejsen i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i januar 2024 afvist på grænsen i forbindelse med, at han indrejste fra London. Klageren var i besiddelse af et Schengenvisum, men blev afvist, idet klageren over for politiet havde oplyst, han skulle arbejde som model i forbindelse med Copenhagen Fashion Week, men uden at være i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse. Klageren var forud for indrejsen blevet vejledt om at anskaffe sig arbejdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har vurderet, at [politiet] med rette afviste [klageren] ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 3, idet der efter det oplyste om [klagerens] forhold var grund til at antage, at [han] ville tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] til politiet har oplyst, at [han] i Danmark skulle arbejde som model i forbindelse med Copenhagen Fashion Week.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udlændingebekendtgørelsens § 24 indeholder en udtømmende opregning af de typer af beskæftigelse, som ikke kræver arbejdstilladelse, herunder bl.a. en række kategorier inden for tjenesteydelsesområdet.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at [klageren] ikke er fritaget for kravet om arbejdstilladelse, idet arbejdet som model ikke hører under de erhverv, der er fritaget herfor, jf. udlændingebekendtgørelsens § 24.
Det forhold, at [klageren] efterfølgende har oplyst, at [han] alligevel ikke skulle arbejde som model, men at [han] blot ønskede at se modeopvisningen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved vurderet, at der ud fra sagens samlede oplysninger er grund til at antage, at [klageren] ville arbejde her i landet uden fornøden tilladelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2024 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Personkreds – Fast samlevende
Dato: 06-05-2024Udlændingenævnet omgjorde i maj 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en britisk statsborger, som havde søgt om opholdsret som fast samlever til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, jf. § 3, stk. 2, nr. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Hovedpersonen, som var unionsborger, indrejste i Danmark i december 2022, mens ansøgeren indrejste i januar 2023. Parret oplyste, at de frem til indrejsen i Danmark havde boet sammen i Spanien på 3 forskellige adresser i sammenlagt 3,5 år, og at de nu boede sammen i Danmark.
Til SIRI blev fremlagt bl.a. et opsigelsesbrev vedrørende ét lejemål, en lejekontrakt vedrørende et andet lejemål udlejet af hovedpersonens mor og en udtalelse, hvori hovedpersonens forældre bekræftede, at parret i de sidste 6 måneder op til indrejsen i Danmark havde boet sammen på en tredje adresse i Spanien. Der blev også fremlagt enkelte breve og dokumenter adresseret til ansøgeren og hovedpersonen på disse adresser i Spanien samt dokumentation for, at parret havde en fælles bankkonto.
SIRI meddelte afslag med henvisning til, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2, som hovedpersonens faste samlever, da det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at parret havde etableret den nødvendige varige tilknytning forud for deres indrejse i Danmark eller efterfølgende.
Til Udlændingenævnet oplyste parret, at de i en periode havde boet hos hovedpersonsen forældre for at spare penge og bruge tid med familien. Der blev fremlagt dokumentation for, at ansøgeren var begunstiget i hovedpersonens livsforsikring, og at parret var indtrådt i et lejemål i Danmark, ligesom der blev fremlagt en tidslinje over parrets forhold med daterede billeder.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [ansøgeren] har ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, som medfølgende familiemedlem til [hovedpersonen].
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det på baggrund af den fremlagte dokumentation i sagen på nuværende tidspunkt ikke kan afvises, at der mellem [ansøgeren] og [hovedpersonen] består en behørigt dokumenteret varig tilknytning, og at [ansøgeren] derfor er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] i forbindelse med [sin] ansøgning af [..] februar 2023 bl.a. har fremsendt dokumentation i form af et opsigelsesbrev fra et lejemål beliggende i [Spanien], hvoraf det fremgår, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] har været lejere, samt en lejekontrakt fra et lejemål beliggende i [Spanien], hvoraf det fremgår, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] har været lejere i perioden fra den [..] august 2021 til den [..] august 2022. Hertil er der i øvrigt fremsendt dokumentation i form af breve sendt til [ansøgeren] og [hovedpersonen] samt en bekræftelse fra [udenlandsk bank], hvoraf det fremgår, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] har haft en fælles bankkonto siden den [..] december 2020.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at [ansøgeren] i forbindelse med [sin] klage af [..] juli 2023 bl.a. har fremsendt dokumentation i form af daterede billeder af [ansøgeren] og [hovedpersonen], som dokumenterer [ansøgerens] og [hovedpersonens] parforhold siden 2018, en bekræftelse på en livsforsikring tilhørende [hovedpersonen], hvoraf det fremgår, at [ansøgeren] den [..] juli 2023 er indsat som begunstiget, samt en bekræftelse på, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] den [..] marts 2024 er indtrådt i et lejemål beliggende i [dansk by].
På baggrund af sagens samlede omstændigheder er det således Udlændingenævnets vurdering, at der ikke kan meddeles afslag på [ansøgerens] ansøgning om opholdsret som familiemedlem til en unionsborger under henvisning til, at [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2024 – Fremmedpas – Afslag – Asylretlige forhold
Dato: 06-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om fremmedpas til en statsborger fra Rusland.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2006 som medfølgende ægtefælle til en unionsborger. I forbindelse med ansøgerens ansøgning om fremmedpas i november 2023 havde ansøgeren oplyst, at hun ikke kunne få udstedt et nationalitetspas, fordi den russiske ambassade havde opdigtet et gældsforhold for at lokke hende til at rejse hjem. Ansøgeren oplyste, at hun derfor ikke turde rejse til Rusland af frygt for at blive fængslet og retsforfulgt, idet hun havde støttet Ukraine i forbindelse med krigen mellem Rusland og Ukraine.
I januar 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på fremmedpas under henvisning til, at ansøgeren ikke på tilstrækkelig vis havde dokumenteret, at hun ikke kunne få udstedt et nationalitetspas af myndighederne i sit hjemland.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Det forhold, at du ikke kan få udstedt et nationalitetspas, fordi den russiske ambassade har opdigtet et gældsforhold i dit hjemland, kan ikke føre til en ændret vurdering, fordi det er op til det enkelte land at fastsætte de nærmere betingelser for udstedelse af nationalitetspas, herunder betaling af evt. gæld i hjemlandet.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du oplyser, at du frygter for din sikkerhed, hvis du skal tage kontakt til dit hjemlands myndigheder, fordi du støtter krigen i Ukraine både moralsk og økonomisk.
Vi har herved lagt vægt på, at der er tale om oplysninger af asylretlig karakter, som i sig selv ikke kan føre til, at der udstedes fremmedpas til dig, når du ikke har opholdstilladelse på baggrund af asyl.
Det er derfor vores vurdering, at du ikke opfylder betingelserne for at få udstedt et fremmedpas jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Du har endvidere ikke dokumenteret, at der er særlige grunde, der taler for at udstede et fremmedpas til dig.
Du opfylder derfor heller ikke betingelserne for at få udstedt et fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
På den baggrund skal vi henvise dig til at søge om et nationalitetspas hos myndighederne i Rusland, herunder en evt. pasudstedende ambassade.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at [ansøgeren] ikke kan få udstedt et fremmedpas.
Udlændingenævnet henviser til, at det ikke ses dokumenteret, at [ansøgeren] ikke er i stand til at skaffe [sig] nationalitetspas, jf. udlændingebekendtgørelsen § 7, stk. 3.
Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] i forbindelse med krigen mellem Rusland og Ukraine har rejst til Ukraine for at hjælpe krigsramte personer, og at de russiske myndigheder ikke vil acceptere dette, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om asylretlige forhold, og at sådanne forhold ikke kan lægges til grund i forbindelse med vurderingen af, om der kan udstedes fremmedpas, når [ansøgeren] har opholdstilladelse i Danmark på andet grundlag end asyl.
Der foreligger således ikke oplysninger eller dokumentation, der indikerer, at [ansøgeren] ikke kan indrejse i Rusland, eller at [ansøgeren] er særligt udsat, såfremt hun indrejser i Rusland.
[…]
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke ses at have undersøgt eller dokumenteret, at [hun] ikke kan få udstedt et nationalitetspas ved anden pasudstedende myndighed.
[Ansøgeren] ses således ikke at have udtømt [sine] muligheder i forbindelse med at få udstedt et nationalitetspas.
Det er desuden Udlændingenævnets vurdering, at der ikke er tale om sådanne særlige grunde, herunder alvorlig psykisk sygdom eller sygdom, der kræver behandling i udlandet, eller øvrige grunde som nævnt i retsafsnittet, at der kan udstedes fremmedpas på baggrund heraf efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. april 2024 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Indrejseforbud - Mindreårig
Dato: 30-04-2024Udlændingenævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Storbritannien, men omgjorde den del af afgørelsen, der vedrørte indrejseforbuddet
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren indrejste i Danmark i december 2022, og blev i forbindelse med sin udrejse i marts 2023 antruffet af politiet i lufthavnen. Det fremgik af stemplerne i klagerens pas, at klageren ikke siden sin indrejse i Danmark i december 2022 var udrejst. Klageren blev herefter sigtet og anholdt for ulovligt ophold. Klageren erkendte forholdet og betalte en udenretlig bøde herfor.
Udlændingestyrelsen traf afgørelse om udvisning af Danmark med et nationalt indrejseforbud af 2 års varighed.
I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af klagen oplyste klageren, at han på tidspunktet for politiets anholdelse var 17 år, og at han havde familie i Danmark.
Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Storbritannien, og at du senest indrejste i Danmark […] december 2022.
Vi har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da politiet […] marts 2023 antraf dig i udrejsekontrollen i [lufthavnen], mens du var under udrejse.
Vi har endeligt lagt vægt på, at du erkender at have opholdt dig ulovligt i Danmark, og at du har vedtaget en udenretlig bøde på 1.500 kr. herfor.
Vi har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde dig i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan indrejse og opholde dig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, når du forinden har opholdt dig i Schengenområdet i mere end 90 dage ud af de seneste 180 dag.
Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder delvist Udlændingestyrelsens afgørelse af […] maj 2023, således at [klageren] udvises af Danmark for ulovligt ophold, jf. udlændingelovens § 25 b, af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført.
Udlændingenævnet ændrer imidlertid den del af Udlændingestyrelsens afgørelse af […] maj 2023, der vedrører indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1 og § 32, stk. 4, nr. 1. [Klageren] meddeles således et indrejseforbud i 2 år, der forbyder indrejse og ophold i alle EU-lande (undtaget Irland) og de Schengenassocierede lande (Norge, Liechtenstein, Schweiz og Island) (Schengenområdet).
Indrejseforbuddet er registreret i Schengeninformationssystemet (SIS).
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1 direkte fremgår, at der fastsættes et indrejseforbud, når en udlænding er udvist. Det følger videre udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, at der meddeles indrejseforbud i 2 år, såfremt en udlænding udvises efter udlændingelovens § 25 b, vedrørende ulovligt ophold, ligesom at det følger af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 8, at udlændingemyndighederne indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union i SIS, hvis udlændingen er udvist af landet efter § 25 b, og meddelt et indrejseforbud.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet), at et indrejseforbud på baggrund af ulovligt ophold forbyder indrejse i og ophold på alle medlemsstaternes område.
Vedrørende udvisningen af Danmark
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet om retsregler ovenfor.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] ikke har haft en intention om at opholde [sig] ulovligt i Danmark, at [klagerens] ulovlige ophold beror på en fejltagelse, og at [han] på anholdelsestidspunktet var 17 år og ikke vidste bedre, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det påhviler en udlænding at holde sig orienteret om, hvilke regler der gælder for indrejse og visumfrit ophold i Danmark, herunder at sikre sig, at det tilladte ophold ikke overskrides.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Storbritannien, at [han] ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].
Det forhold, at [klageren] har oplyst, at [han] har familie i Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering, da EMRK artikel 8, om retten til familieliv, efter praksis primært beskytter den traditionelle kernefamilie – dvs. ægtefæller, faste samlivspartnere samt forældre og deres mindreårige børn, og at der kun, hvor der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem et voksens barn og dets forælder, f.eks. hvor forælderen har været en del af det voksne barns husstand i en længere periode, eller hvor forælderen, på grund af alvorlig sygdom eller handicap, i en længere periode har været afhængig af det voksne barns pleje, af den grund ikke bør ske udvisning.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] […] april 2024 til Udlændingenævnet har oplyst, at [hans] familiemedlemmer i Danmark består af onkler samt en tante, og at relationen til disse familiemedlemmer således ikke er omfattet af EMRK artikel 8.
Det forhold, at [klageren] på udvisningstidspunktet var mindreårige, kan heller ikke føre til den anden vurdering. Udlændingenævnet har i den sammenhæng lagt vægt på, at [klageren] på udvisningstidspunktet var ca. 17 år og 9 måneder og dermed næsten myndig, ligesom Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] var i stand til at rejse alene til Danmark og dermed kan tillægges en vis modenhed.
Vedrørende indrejseforbuddet
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet fastsættes for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Det til støtte for klagen anførte om Børnekonventionens artikel 9 og barnets ret til at opretholde personlige relationer og direkte kontakt til familie og bekendte, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Børnekonventionens artikel 9 foreskriver, at medlemsstater sikrer, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje.
Udlændingenævnet har i den sammenhæng lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at [klagerens] forældre opholder sig i Danmark, og at der således ikke er fremlagt oplysninger, der taler for, at Børnekonventionens artikel 9 kan påberåbes, uanset at [klageren] på anholdelsestidspunktet var 17 år og dermed mindreårig i konventionens forstand.
Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at [klageren] har familie i Sverige og Tyskland. Der henvises til vurderingen ovenfor vedrørende beskyttelsens af familieliv efter EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår ulovligt ophold.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet