Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. april 2024 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Personkreds - Forældre
Dato: 03-04-2024Udlændingenævnet stadfæstede i april 2024 Styrelsens for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Moldova, som havde søgt om opholdsret som familiemedlem beslægtet i opstigende linje med en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, jf. § 3, stk. 1, nr. 4-6.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i juli 2023 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til sin herboende søn, som var statsborger i Rumænien. Ansøgeren oplyste, at hun var flyttet til Danmark grundet helbredsmæssige problemer, idet hun var blind. Ansøgeren anførte videre, at hendes søn og svigerdatter tog sig af hendes helbredsmæssige problemer, og at hun havde levet af sin pension i Moldova.
I oktober 2023 traf SIRI afgørelse om afslag på opholdsret som familiemedlem under henvisning til, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”Styrelsen for International Rekruttering og Integration har lagt til grund, at [hovedpersonen], som den EU-statsborger [ansøgeren] ønsker at slutte [sig] til, opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk.1, jf. § 2.
Men alligevel finder [SIRI], at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for udstedelse af et opholdsdokument som familiemedlem til [hovedpersonen], idet [SIRI] finder, at [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen for familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.
[SIRI] har lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4 som familiemedlem til [hovedpersonen], idet [SIRI] ikke finder det dokumenteret, at [ansøgeren] er økonomisk afhængig af [hovedpersonen], og at [ansøgeren] ikke er i stand til at forsørge [sig] selv, samt at [ansøgerens] materielle behov i hjemlandet har været dækket af [ansøgerens] søn på tidspunktet for [ansøgerens] indrejse i Danmark den [..] juni 2023.
[SIRI] har også lagt vægt på, at [ansøgeren] løbende har modtaget pension i Moldova. [SIRI] finder derfor, at [ansøgeren] har været i stand til at forsørge [sig] selv i [sit] hjemland.
Videre har [SIRI] lagt vægt på oplysningerne fra [ansøgerens] søn om, at [ansøgeren] ikke er blevet forsørget af ham forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark, men at [ansøgeren] har levet af [sin] pension.
[SIRI] har også vurderet, hvorvidt [ansøgeren] kan opnå ret til ophold efter § 10, jf. § 3, stk. 1, nr. 5.
[SIRI] finder, at [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 5, idet det ikke er dokumenteret, at [ansøgeren] har været optaget i [hovedpersonens] husstand.
[SIRI] har lagt vægt på, at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] ikke har boet sammen med [hovedpersonen] forinden [sin] indrejse i Danmark.
[SIRI] har også lagt vægt på, at det af CPR fremgår, at [hovedpersonen] indrejste i Danmark den [..] juni 2021 fra Rumænien, og at han siden sin indrejse har haft bopæl i Danmark. [SIRI] har dertil lagt vægt på, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] indrejste den [..] juni 2023 fra Moldova.
[SIRI] har også vurderet, hvorvidt [ansøgeren] kan opnå ret til ophold efter § 10, jf. § 3, stk. 1, nr. 6.
[SIRI] finder, at [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen som familiemedlem, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [hovedpersonen] personligt plejer [ansøgeren].
Det er indgået i [SIRI’s] vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] er blind.
Dette kan dog ikke føre til en ændret vurdering, da [ansøgeren] ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation herfor.
[SIRI] har i den anledning lagt vægt på oplysningerne i dokumentet fra [en øjenklinik] i Moldova, hvor det fremgår, at [ansøgeren] har været til undersøgelse den [..] juni 2023, og [ansøgerens] diagnose er aldersrelateret grå stær, og at behandlingen herfor er indtag af tabletter (Retinosan) dagligt i to måneder efterfulgt af to måneder uden indtag af tabletter. Videre fremgår det, at det er anbefalet, at [ansøgeren] får foretaget en neurologisk kontrol.
[SIRI] finder, at aldersrelateret grå stær ikke er af en sådan karakter, der gør det absolut nødvendigt, at [hovedpersonen] personligt plejer [ansøgeren].
Videre har [SIRI] lagt vægt på, at undersøgelsen fandt sted kort forinden [ansøgerens] indrejse i Danmark den [..] juni 2023. Der er ikke sendt andre lægelige dokumenter, der understøtter, at [ansøgeren] bagudrettet har haft synsproblemer. [SIRI] har også lagt vægt på, at det ikke fremgår, at der nu er opstået et behov for, at [hovedpersonen] skal pleje [ansøgeren] personligt.
På den baggrund finder [SIRI], at der ikke foreligger alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [hovedpersonen] personligt plejer [ansøgeren]. [SIRI] har lagt vægt på, at [ansøgeren] forinden [ansøgerens] indrejse i Danmark har kunnet klare [sig] selv både fysisk og økonomisk. […]”
Under Udlændingenævnets behandling af sagen blev det anført bl.a., at ansøgeren modtog pension og ikke havde økonomiske vanskeligheder, men at ansøgeren næsten var blind og dagligt fik et forværret helbred, og at der ikke var nogen til at tage sig af ansøgeren i Moldova.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] oktober 2023 af de grunde, som SIRI har anført.
Det betyder, at Udlændingenævnet er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke har ret til ophold som familiemedlem til [ansøgerens] søn, [hovedpersonen], efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, idet [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, 5 eller 6.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det til klagen anførte, og det som SIRI allerede har taget stilling til i sin afgørelse, samt den dokumentation, der er fremsendt til støtte herfor, ikke kan føre til en ændret vurdering.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4
Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [hovedpersonen] i forbindelse med klagen har oplyst, at [ansøgeren] ikke har økonomiske vanskeligheder, og at [ansøgeren] modtager pension, ligesom [ansøgeren] til SIRI har oplyst, at [ansøgeren] ikke er blevet forsørget af [hovedpersonen] forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark, samt at der i øvrigt til SIRI og til Udlændingenævnet er fremsendt dokumentation for, at [ansøgeren] løbende har modtaget pension i [ansøgerens] hjemland.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at [ansøgeren] ikke er økonomisk afhængig af [hovedpersonen], og at der således ikke foreligger det nødvendige reelle forsørgelsesforhold mellem [ansøgeren] og [hovedpersonen], hvorfor [ansøgeren] ikke har ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, som familiemedlem, der forsørges af en unionsborger.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5
Udlændingenævnet finder endvidere, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] til SIRI har oplyst, at [ansøgeren] ikke har boet hos [hovedpersonen] forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [hovedpersonen] i forbindelse med klagen har anført, at [ansøgeren] har boet med ham og [ansøgerens] svigerdatter siden [ansøgerens] indrejse i Danmark, og at der er indsendt kopi af [hovedpersonens] danske lejekontrakt.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det er en betingelse for opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, at familiemedlemmet har været optaget i husstanden i det land, hvor vedkommende ankommer fra.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6
Udlændingenævnet finder endelig, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [hovedpersonen], i forbindelse med klagen har anført, at [ansøgeren] næsten er blind, ligesom [ansøgeren] er ude af stand til at tage [sig] af [sig] selv, og at [ansøgeren] ikke har nogen, der kan tage sig af [hende] i Moldova, samt at [ansøgerens] helbred dagligt forværres.
Ligeledes kan dokumenterne af [..] juni 2023 fra [en øjenklinik] i Moldova, som er blevet indsendt til Udlændingenævnet i forbindelse med klagesagen, og som også er indgået i SIRI’s beslutningsgrundlag, hvoraf det fremgår, at [ansøgeren] er diagnosticeret med aldersrelateret grå stær, og at [ansøgeren] modtager medicinsk behandling herfor, heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der for at være omfattet af bestemmelsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6, aktuelt skal være tale om alvorlige helbredsmæssige grunde, som gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer familiemedlemmet. Udlændingenævnet finder således, at [ansøgerens] oplyste helbredsproblemer ikke er af en sådan karakter, at [ansøgeren] kan være omfattet af anvendelsesområdet for EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6.
Udlændingenævnet henviser i øvrigt til SIRI’s begrundelse herom.
Udlændingenævnet finder således, at [ansøgeren] i forbindelse med klagesagen ikke er fremkommet med andre oplysninger, der kan sandsynliggøre, at det er absolut nødvendigt, at [hovedpersonen] personligt plejer [ansøgeren].”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. marts 2024 – Administrativ udvisning –– Ulovligt ophold –Indrejseforbud
Dato: 25-03-2024Udlændingenævnets afgørelse af 25. marts 2024 – Administrativ udvisning –– Ulovligt ophold –Indrejseforbud
Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Indien med indrejseforbud til Schengenområdet i 2 år.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, der var statsborger i Indien med opholdstilladelse i Storbritannien, indrejste i Danmark i juli 2023. Klageren havde et fransk Schengenvisering med en gyldighedsperiode fra maj 2023 til august 2023, der tillod flere indrejser for 30 dages ophold.
I forbindelse med klagerens udrejse i juli 2023 blev klageren antruffet og sigtet af politiet i lufthavnen for ulovligt ophold, idet klageren havde opholdt sig i Schengenområdet i 34 dage. Det blev anført, at klagerens arbejde nødvendiggjorde jævnlige rejser til Schengenområdet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet vurderer, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse [..] juli 2023.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at [klageren] [..] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] maj 2023, at han [..] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] juni 2023, at han [..] juni 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] juni 2023, og at han [..] juli 2023 indrejste i Danmark og forsøgte at udrejse af Schengenområdet [..] juli 2023, hvor [politiet] antraf ham og konstaterede, at han havde en Schengenvisering med gyldighedsperiode fra [..] maj 2023 til [..] august 2023 for 30 dage.
Udlændingenævnet har videre lagt til grund, at der ikke foreligger oplysninger om, at [klageren] har søgt om eller har fået forlængelse af sit visum. [Klageren] har dermed opholdt sig i Schengenområdet i 4 dage ud over, hvad den franske Schengenvisering tillod, og han havde således [..] juli 2023 ikke et lovligt opholdsgrundlag i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] har erkendt forholdet, og at han har vedtaget en udenretligt bøde på 1.500 kr. for at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] overtrådte betingelserne for sit udstedte visum på grund af en misforståelse, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering, da det er en udlændings eget ansvar at iagttage de regler, der gælder for et udstedt Schengenvisum. Udlændingenævnet lægger endvidere vægt på, at det er fast praksis på Schengenlandenes repræsentationer, at en visumansøger sammen med visummet modtager en vejledning, "Information sheet to visa holders", om, hvordan visumstickeren skal læses.
Det er videre til støtte for klagen anført, at § 25 b er en fakultativ bestemmelse. Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering og henviser i den sammenhæng til, at der ikke træffes beslutning om udvisning, hvis udvisningen antages at virke særlig belastende for den pågældende, jf. vurderingen herunder.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt bela¬stende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Indien og har opholdstilladelse i Storbritannien, at han ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for ham.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [partsrepræsentanten] til støtte for klagen har anført, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 omfatter en beskyttelse af familielivet såvel som privatlivet, og at indrejseforbuddet påvirker [klagerens] privatliv med hensyn til hans bevægelsesfrihed, udførelsen af hans arbejdsmæssige forpligtelser og fastholdelsen og videreudviklingen af hans sociale og arbejdsmæssige relationer.
Udlændingenævnet har noteret, at [der er] fremlagt udtalelse af [..] august 2023 fra [klagerens arbejdsgiver], hvoraf bl.a. fremgår, at han i erhvervsmæssig sammenhæng har regelmæssig rejseaktivitet til lande i Schengenområdet, og at et indrejseforbud i alvorlig grad vil hindre hans karriere og indvirke negativt på firmaet.
Udlændingenævnet finder dog ikke, at fastsættelsen af et indrejseforbud i Schengenområdet af en varighed på 2 år udgør en krænkelse af [klagerens] ret til privatliv i form af beskæftigelse og sociale relationer.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] har haft et ulovligt ophold i Schengenområdet på 4 dage, og at det følger af de udlændingeretlige regler, at konsekvensen af et ulovligt ophold som udgangspunkt er udvisning og et medfølgende indrejseforbud.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at indrejseforbuddet ikke hindrer [klagerens] adgang til beskæftigelse generelt, men efter det oplyste alene kan have betydning for den stilling, som [klageren] bestrider hos [virksomhed], idet det dog ikke fremgår af den fremlagte udtalelse fra [klagerens] arbejdsgiver, at [klageren] vil miste sit arbejde hos [virksomhed] på baggrund af indrejseforbuddet til Schengenområdet.
Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at indrejseforbuddet vil bevirke, at [klageren] vil stå uden mulighed for at udøve erhvervsmæssig aktivitet.
Udlændingenævnet finder videre, at der – uanset om [klageren] måtte have opnået en vis tilknytning til Schengenområdet – ikke er forhold, der taler for, at han har etableret et beskyttelsesværdigt privatliv efter EMRK artikel 8 for så vidt angår hans sociale relationer, herunder fordi han aldrig har opholdt sig der med et fast opholdsgrundlag i form af en opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at indgrebet i [klagerens] privatliv i form af det meddelte indrejseforbuddet ikke har en sådan intensitet, at det kan føre til, at der er tale om en krænkelse af artikel 8.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse endvidere til Udlændingestyrelsens høringssvar af [..] februar 2024, som [partsrepræsentanten] ikke har haft bemærkninger til.
Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [partsrepræsentanten] i klagen har anført, at der i afgørelsen ikke er foretaget et tilstrækkeligt skøn og en egentlig proportionalitetsafvejning med inddragelse af konsekvenserne for [klageren] i forhold til alvoren af det ulovlige ophold, herunder at der er tale om en førstegangsforseelse, og at han forsøgte at udrejse frivilligt, inden politiet antraf ham.
Udlændingenævnet har som ovenfor lagt vægt på, at det følger direkte af udlændingeloven, at der udstedes et indrejseforbud til en udlænding, der opholder sig ulovligt i Danmark.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at [klageren] efter det oplyste jævnligt gennemfører rejser til Schengenlandene, og at det derfor må antages, at [klageren] gentagne gange er blevet gjort opmærksom på reglerne for indrejse og ophold i Schengenområdet.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at udvisning af en udlænding med ulovligt ophold og det tilknyttede indrejseforbud tjener et anerkendelsesværdigt formål ved at forebygge uro eller forbrydelse og er nødvendigt i et demokratisk samfund under hensyntagen til Danmarks legitime interesse i at kontrollere indvandring og opretholde den offentlige orden som fastsat ved lov.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at udlændingelovens § 32 om indrejseforbud bl.a. har til formål at gennemføre reglerne om indrejseforbud i EU's udsendelsesdirektiv om udsendelse af tredjelandsstatsborgere uden lovligt ophold, og at udsendelsesdirektivet har til formål at sikre en effektiv tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet migrationspolitik.
Med henvisning til det ovenfor anførte finder Udlændingenævnet, at der heller ikke er grundlag for at nedsætte varigheden af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2.
[..]” -
Udlændingenævnets afgørelse af 25. marts 2024 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Indrejseforbud
Dato: 25-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Indien med et indrejseforbud i 2 år
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren indrejste i Danmark i juli 2023 på et multi-entry Schengenvisum, der gav klageren ret til ophold i Schengenområdet i en periode på 30 dage mellem maj 2023 og august 2023. Klageren var ind- og udrejst af Schengenområdet flere gange i perioden mellem maj 2023 og juli 2023. I forbindelse med klagerens udrejse fra Danmark i juli 2023 blev klageren antruffet i lufthavnen og sigtet af politiet for ulovligt ophold, idet klageren havde opholdt sig i Schengen på i alt 34 dage. Klageren erkendte forholdet og betalte en udenretlig bøde herfor.
Klageren havde opholdstilladelse i Storbritannien, hvor han boede og arbejdede. I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af klagen oplyste klageren, at han var bange for at miste sit arbejde, da han skulle rejse i Schengenområdet i forbindelse med sit job.
Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Indien, og at du […] november 2022 indrejste i Danmark.
Du blev […] juli 2023 antruffet af [politiet] [i lufthavnen], hvor du var under udrejse til London.
Vi har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde dig i Danmark, idet du som statsborger i Indien ikke kan indrejse og opholde dig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse.
Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet vurderer, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse […] juli 2023.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at [klageren] […] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet […] maj 2023, at han […] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet […] juni 2023, at han […] juni 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet […] juni 2023, og at han […] juli 2023 indrejste i Danmark og forsøgte at udrejse af Schengenområdet […] juli 2023, hvor [politiet] antraf ham og konstaterede, at han havde en Schengenvisering med gyldighedsperiode fra […] maj 2023 til […] august 2023 for 30 dage.
Udlændingenævnet har videre lagt til grund, at der ikke foreligger oplysninger om, at [klageren] har søgt om eller har fået forlængelse af sit visum. [Klageren] har dermed opholdt sig i Schengenområdet i 4 dage ud over, hvad den franske Schengenvisering tillod, og han havde således den […] juli 2023 ikke et lovligt opholdsgrundlag i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] har erkendt forholdet, og at han har vedtaget en udenretligt bøde på 1.500 kr. for at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] overtrådte betingelserne for sit udstedte visum på grund af en misforståelse, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering, da det er en udlændings eget ansvar at iagttage de regler, der gælder for et udstedt Schengenvisum. Udlændingenævnet lægger endvidere vægt på, at det er fast praksis på Schengenlandenes repræsentationer, at en visumansøger sammen med visummet modtager en vejledning, "Information sheet to visa holders", om, hvordan visumstickeren skal læses.
Det er videre til støtte for klagen anført, at § 25 b er en fakultativ bestemmelse. Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering og henviser i den sammenhæng til, at der ikke træffes beslutning om udvisning, hvis udvisningen antages at virke særlig belastende for den pågældende, jf. vurderingen herunder.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Indien og har opholdstilladelse i Storbritannien, at han ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for ham.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til støtte for klagen har anført, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 omfatter en beskyttelse af familielivet såvel som privatlivet, og at indrejseforbuddet påvirker [klagerens] privatliv med hensyn til hans bevægelsesfrihed, udførelsen af hans arbejdsmæssige forpligtelser og fastholdelsen og videreudviklingen af hans sociale og arbejdsmæssige relationer.
Udlændingenævnet har noteret, at [klageren] har fremlagt udtalelse af […] august 2023 fra [klagerens] arbejdsgiver, […], hvoraf bl.a. fremgår, at han i erhvervsmæssig sammenhæng har regelmæssig rejseaktivitet til lande i Schengenområdet, og at et indrejseforbud i alvorlig grad vil hindre hans karriere og indvirke negativt på firmaet.
Udlændingenævnet finder dog ikke, at fastsættelsen af et indrejseforbud i Schengenområdet af en varighed på 2 år udgør en krænkelse af [klagerens] ret til privatliv i form af beskæftigelse og sociale relationer.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] har haft et ulovligt ophold i Schengenområdet på 4 dage, og at det følger af de udlændingeretlige regler, at konsekvensen af et ulovligt ophold som udgangspunkt er udvisning og et medfølgende indrejseforbud.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at indrejseforbuddet ikke hindrer [klagerens] adgang til beskæftigelse generelt, men efter det oplyste alene kan have betydning for den stilling, som [klageren] bestrider hos [virksomhed], idet det dog ikke fremgår af den fremlagte udtalelse fra [klagerens] arbejdsgiver, at [klageren] vil miste sit arbejde hos [virksomhed] på baggrund af indrejseforbuddet til Schengenområdet.
Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at indrejseforbuddet vil bevirke, at [klageren] vil stå uden mulighed for at udøve erhvervsmæssig aktivitet.
Udlændingenævnet finder videre, at der – uanset om [klageren] måtte have opnået en vis tilknytning til Schengenområdet – ikke er forhold, der taler for, at han har etableret et beskyttelsesværdigt privatliv efter EMRK artikel 8 for så vidt angår hans sociale relationer, herunder fordi han aldrig har opholdt sig der med et fast opholdsgrundlag i form af en opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at indgrebet i [klagerens] privatliv i form af det meddelte indrejseforbuddet ikke har en sådan intensitet, at det kan føre til, at der er tale om en krænkelse af artikel 8.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse endvidere til Udlændingestyrelsens høringssvar af […] februar 2024, som du ikke har haft bemærkninger til.
Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du i klagen har anført, at der i afgørelsen ikke er foretaget et tilstrækkeligt skøn og en egentlig proportionalitetsafvejning med inddragelse af konsekvenserne for [klageren] i forhold til alvoren af det ulovlige ophold, herunder at der er tale om en førstegangsforseelse, og at han forsøgte at udrejse frivilligt, inden politiet antraf ham.
Udlændingenævnet har som ovenfor lagt vægt på, at det følger direkte af udlændingeloven, at der udstedes et indrejseforbud til en udlænding, der opholder sig ulovligt i Danmark.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at [klageren] efter det oplyste jævnligt gennemfører rejser til Schengenlandene, og at det derfor må antages, at [han] gentagne gange er blevet gjort opmærksom på reglerne for indrejse og ophold i Schengenområdet.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at udvisning af en udlænding med ulovligt ophold og det tilknyttede indrejseforbud tjener et anerkendelsesværdigt formål ved at forebygge uro eller forbrydelse og er nødvendigt i et demokratisk samfund under hensyntagen til Danmarks legitime interesse i at kontrollere indvandring og opretholde den offentlige orden som fastsat ved lov.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at udlændingelovens § 32 om indrejseforbud bl.a. har til formål at gennemføre reglerne om indrejseforbud i EU's udsendelsesdirektiv om udsendelse af tredjelandsstatsborgere uden lovligt ophold, og at udsendelsesdirektivet har til formål at sikre en effektiv tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet migrations-politik.
Med henvisning til det ovenfor anførte finder Udlændingenævnet, at der heller ikke er grundlag for at nedsætte varigheden af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 21. marts 2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Inddragelse - Betingelser ej længere opfyldt
Dato: 21-03-2024Udlændingenævnets afgørelse af 21. marts 2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Inddragelse - Betingelser ej længere opfyldt
Udlændingenævnet omgjorde i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, meddelt på baggrund af et tidligere ægteskab. Opholdstilladelsen var betinget af samliv på fælles bopæl med den tidligere ægtefælle, indtil klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren, der er statsborger i Thailand, fik første gang i november 2013 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin tidligere ægtefælle og indrejste i Danmark i maj 2014. Da denne opholdstilladelse blev inddraget i november 2015, og afgørelsen blev stadfæstet af Udlændingenævnet i november 2016, udrejste klageren til sit hjemland. Klageren fik i februar 2018 på ny meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med den tidligere ægtefælle. Parret ophævede samlivet og blev efterfølgende skilt i oktober 2021. Udlændingestyrelsen inddrog på baggrund heraf klagerens opholdstilladelse i februar 2023. Klageren indgik i juni 2023 ægteskab med en ny ægtefælle.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at din tidsbegrænsede opholdstilladelse af […] februar 2018 ikke på nuværende tidspunkt bør inddrages under henvisning til, at du ikke længere samlever på fælles bopæl med din tidligere ægtefælle, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at en inddragelse af din opholdstilladelse ikke kan antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at du senest blev meddelt opholdstilladelse i Danmark den […] februar 2018, at du herefter indrejste i Danmark den […] marts 2018 i en alder af 37 år, og at du ifølge Udlændingeinformationsportalen tidligere har haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som familiesammenført til din tidligere ægtefælle i perioden fra den […] november 2013 til den […] november 2015, således at du på nuværende tidspunkt har opholdt dig lovligt i landet i sammenlagt ca. 8 år, heraf lidt over 6 år siden din seneste indrejse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at du under dit ophold i Danmark har gennemført grundforløbets 2. del i juni 2020, uddannelsen som social- og sundhedshjælper i oktober 2021, samt uddannelsen som social- og sundhedsassistent i januar 2024, og at du som led i dine uddannelsesforløb også har været tilknyttet det danske arbejdsmarked gennem dine praktikforløb, idet du ifølge de til sagen fremlagte ansættelsesbeviser og oplysningerne fra eIndkomst har arbejdet 160,33 timer om måneden som social- og sundhedshjælperelev hos [A] Kommune i perioden fra den […] august 2020 til den […] oktober 2021 og som social- og sundhedsassistent-elev hos [B] Kommune i perioden fra den […] november 2021 til og med december 2023.
Udlændingenævnet har desuden tillagt det vægt, at du umiddelbart efter afsluttet uddannelse har opnået beskæftigelse inden for social- og sundhedssektoren, og at du ifølge oplysningerne fra eIndkomst sideløbende med din uddannelse var beskæftiget som afløser/tilkaldevikar for social- og sundhedshjælper hos [C] Kommune i perioden fra april 2022 til november 2023.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at du taler, skriver og læser dansk, at du har bestået Prøve i Dansk 3 og dansk på niveau D, at du herudover i juni og december 2019 har bestået fagene samfundsfag, naturvidenskab, dansk som andetsprog og matematik på almen voksenuddannelse ved VUC […], og at du i Danmark også har din ægtefælle, […].
Udlændingenævnet har herefter på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder fundet, at du på nuværende tidspunkt har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af din opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan træffe afgørelse om, at din opholdstilladelse af […] februar 2018 ikke er inddraget.” -
Dato: 20-03-2024
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 20-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var selvstændig erhvervsdrivende og havde egen massageklinik, indgav i juli 2021 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte i april 2022 afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet styrelsen vurderede, at ansøgerens selvstændige erhvervsvirksomhed, ikke kunne sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at [ansøgerens] opholdstilladelse regnes fra november 2006, hvor [ansøgeren] indgav ansøgning om opholdstilladelse pba. familiesammenføring i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet finder således, at [ansøgeren] opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgeren] ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra februar 2019.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst til sagen, at hendes massageklinik har åbent 40,5 timer om ugen, og at hun har haft 163 arbejdstimer om måneden.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det ved den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsrapporter – ikke er dokumenteret, at [ansøgerens] beskæftigelse i hendes virksomhed, i perioden fra februar 2019 til marts 2023 kan sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af de fremsendte årsrapporter, at [ansøgeren] har haft en årlig omsætning på henholdsvis 168.079 kr. 2019, 199.198 kr. i 2020, 202.347 kr. i 2021 og 181.850 kr. i 2022.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at prisen for en halv times massage er 300 kr., og prisen for en times behandling er 500 kr.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt til grund, at der efter praksis ved beregning af omfanget af selvstændig virksomhed, hvor ansøgeren driver virksomhed fra eget hjem, lægges en halv time til hvert kundebesøg, hvis der f.eks. drives massageklinik fra bopælen, som antages at dække tidsforbruget i forbindelse med klargøring, rengøring, regnskab mv., hvilket i øvrigt stemmer overens med [ansøgerens] egne oplysninger om, at der går ca. en halv time til diverse pr. kunde, udover den tid, der bruges på selve massagen.
Ud fra tallene for virksomhedens omsætning har [ansøgerens] gennemsnitlige månedlige timetal været henholdsvis 46,7 timer i 2019, 55,3 timer i 2020, 56,2 timer i 2021 og 50,51 timer i 2022, hvis [ansøgeren] i gennemsnit har taget 300 kr. pr. behandling.
Udlændingenævnet bemærker, at ovennævnte beregning nogenlunde stemmer overens med [ansøgerens] egne oplysninger om sit estimerede tidsforbrug i perioden fra 2019 til dato, hvoraf det fremgår, at hun i 2019 ar haft 52,5 arbejdstimer om måneden, at hun i 2020 har haft 62,25 arbejdstimer om måneden, at hun i 2021 har haft 63 arbejdstimer om måneden, at hun i 2022 har haft 50,5 arbejdstimer om måneden og at hun i 2023 har haft 54 arbejdstimer om måneden.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst til sagen, at hun bruger ca. 3 timer om dagen mandag til fredag samt 1 time om lørdagen på diverse, herunder klargøring til kunder, besvarelse af telefonopkald og e-mail, rengøring, indkøb og varebestilling, regnskab m.m. Det er videre indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at hendes estimerede ventetid mellem kunderne har udgjort 109, 5 timer om måneden i 2019, 99,75 timer om måneden i 2020, 99 timer om måneden i 2021, 11,5 timer om måneden i 2022 og 108 timer om måneden i 2023.
Udlændingenævnet henviser til, at det er en betingelse for opfyldelse af beskæftigelseskravet, at de indtægtsgivende arbejdsfunktioner i den selvstændige erhvervsvirksomhed står i rimeligt forhold til de ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner, og at de arbejdsfunktioner, der medfører en direkte indtægt, skal stå i rimeligt forhold til andre arbejdsopgaver, f.eks. administration, rengøring og regnskab.
Udlændingenævnet henviser videre til, at det at måtte stå til disposition for potentielle kunder i hele klinikkens åbningstid, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til opfyldelse af beskæftigelseskravet.
Udlændingenævnet finder, at [ansøgerens] ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i klinikken i perioden februar 2019 – marts 2023, ikke har stået i et rimeligt forhold til [ansøgerens] indtægtsgivende arbejdsfunktioner, idet hendes ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i perioden har udgjort omtrent det dobbelte af hendes indtægtsgivende arbejdsfunktioner.
Det forhold, at [ansøgeren] til støtte for klagen har anført, at hun i klinikkens åbningstid står til rådighed for sine kunder, som har bestilt tid, og for ”Drop in Kunder”, og at hun derfor er fuldtidsbeskæftiget, selvom lønnen måske ikke lige bliver 300 kr. i timen, men måske kun 140 kr. i timen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at beskæftigelseskravet opfyldes ved ordinær beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 30 timer om ugen, og at selvstændig erhvervsvirksomhed medregnes som ordinær fuldtidsbeskæftigelse, hvis virksomheden har karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse, samt at udlændingen skal dokumentere, at den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt mindst 30 timer om ugen.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at [ansøgeren] har en gennemsnitlig månedsløn på 140 kr. i timen, idet hun fortsat skal dokumentere, at hendes selvstændige virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til støtte for klagen har oplyst, at hendes situation også gælder for mange andre, fx en ejer af en tøjbutik, en ansat ved en frisør, en taxichauffør, en ejer af en lille kiosk m.fl., idet hun herved fortsat ikke har dokumenteret, at hun har arbejdet det tilstrækkelige antal timer i sin virksomhed.
Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til støtte for klagen har oplyst, at hun og hendes ægtefælle har 2 udlejningshuse, og at hun har halv indtægt fra disse 2 udlejninger, som skal lægges oven i hendes løn som massør.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret, at hun har udført en eller anden form for personligt arbejde, f.eks. administration, vedligeholdelse eller regnskab, i forbindelse med disse udlejningsejendomme, hvorfor indtægten heraf ikke kan indgå i beregningen af omfanget af [ansøgerens] selvstændige virksomhed.
Udlændingenævnet henviser i øvrig til, at lejeindtægter fra udlejning af fast ejendom sidestilles med formueforvaltning, hvis ejeren ikke har haft personligt arbejde med udlejningen.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at [ansøgeren] kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på [ansøgerens] egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke har et handicap, der forhindrer hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2022 – Ægtefællesammenføring - Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold - Retsgyldigt ægteskab
Dato: 19-03-2024Udlændingenævnet hjemviste i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse til en eritreisk kvinde, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende eritreisk flygtning, indgået i Uganda.
Sagens faktiske omstændigheder
Referencen indrejste i Danmark i august 2015 og fik i oktober 2015 meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I januar 2019 rejste han til Uganda med henblik på at indgå ægteskab med ansøgeren hos de civile myndigheder i Kampala. Parret søgte om familiesammenføring i marts 2019 og fremlagde i den forbindelse en vielsesattest udstedt af ”Uganda Registration Services Bureau (URSB)”. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2020 ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da ægteskabet – efter Udlændingestyrelsens vurdering - ikke kunne anses for retsgyldigt i indgåelseslandet, Uganda. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at begge parter havde været til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, mindst 21 dage forud for brylluppet, og derfor ikke var blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke anså de nationale ugandiske krav til lysning af ægteskabet for overholdt.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet der under Udlændingenævnets sagsbehandling er fremkommet nye oplysninger i sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2020 meddelte [ansøgeren] afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med [referencen] i Danmark, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at [deres] ægteskab ikke kunne anerkendes som retsgyldigt, og at [parret] ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at [ansøgeren] alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at [referencen] først indrejste i Uganda 5 dage før parrets vielse fandt sted, at det ikke var sandsynliggjort, at både [referencen] og [ansøgeren] var til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, og at [de] derfor ikke er blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber indgået i Uganda.
Udlændingenævnet har under sagens behandling indhentet nye og opdaterede oplysninger vedrørende ægteskaber indgået i Uganda.
Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes opdaterede baggrundsoplysninger om civile ægteskaber indgået i Uganda, at det ikke er et krav, at begge parter er fysisk tilstede ved indgivelsen af ansøgningen hos ”Registrar of Marriages”, at det ifølge de gældende regler er tilstrækkeligt, at mindst én part til det kommende ægteskab skal være til stede, når ”Notice of Marriage” offentliggøres, at denne part skal medbringe dokumentation for begge parters identitet, og at man derfor kan ansøge om ”Notice og Marriage”, selvom den ene part er i udlandet.
Dette er nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag. Udlændingenævnet finder det derfor rettest, at Udlændingestyrelsen vurderer sagen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på ny i 1. instans.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om [referencen] og [ansøgeren] opfylder betingelserne for familiesammenføring.
Da udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til § 9, stk. 1, nr. 1, hjemvises afgørelsen efter § 9 c, stk. 1, tillige til Udlændingestyrelsen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2024 – Visum – Kæresteafslag
Dato: 15-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Myanmar, som havde indgivet ansøgning om visum til at besøge sin kæreste, som bor på Island.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i januar 2024 en ansøgning om visum til Danmark for at besøge sin kæreste, som var bosiddende på Island. I forbindelse med ansøgningen blev det oplyst, at ansøgeren opholdte sig i Thailand på en arbejds- og opholdstilladelse. Det fremgik af ambassadens interview med ansøgeren, at ansøgeren og værten kommunikerede via oversættelsesprogrammer, da ansøgeren kun talte thai, og værten alene talte islandsk og engelsk. Ansøgeren havde et begrænset kendskab til værtens personlige forhold, herunder kendte hun ikke værtens fødselsdag og alder.
Udlændingestyrelsen meddelte afslag på visum under henvisning til, at ansøgeren og værten ikke havde et fælles sprog, og at ansøgeren ikke udviste større kendskab til værtens personlige forhold.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi vurderer, at der er begrundet tvivl om din hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af det visum, der ansøges om. Vores afgørelse er truffet efter artikel 32, stk. 1, litra b) i visumkodeks og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, jf. § 16 og bilag 2 til visumbekendtgørelsen.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du er statsborger i Burma (Myanmar), der er placeret i hovedgruppe 3, og at du har søgt om visum med henblik på at besøge [værten], som du har oplyst er din kæreste.
Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra hovedgruppe 3, at der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum med henblik på at besøge kærester.
For at give Schengenvisum til kærester bør det normalt kræves, at parret har haft et sædvanligt forudgående personligt kendskab til hinanden i kraft af et fast kæresteforhold. Det er i den forbindelse en forudsætning, at parret kender og har mødt hinanden personligt. Det er ikke tilstrækkeligt, at parret har haft telefonisk og/eller skriftlig kontakt, eksempelvis via internettet. Uanset at parret har mødt hinanden personligt, bør der i almindelighed meddeles afslag, hvis parret ikke har større kendskab til hinandens personlige forhold, eller den personlige kontakt ikke er af nyere dato.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, I ikke har et fælles sprog at kommunikere på, idet du alene taler meget lidt engelsk og da [værten] ikke taler thai.
Da I ikke har et fælles sprog at kommunikere på, vurderer vi at parret er særligt afhængige af oversættelsesprogrammer til at kommunikere med hinanden.
Ifølge sagens oplysninger, har du heller ikke et større kendskab til [værtens] personlige forhold.
Vi har i den forbindelse særligt lagt vægt på, at du ikke kan oplyse [værtens] fødselsdato eller alder.
Endelig har vi lagt vægt på, at der er en ikke ubetydelig aldersforskel mellem dig [værten] på 21 år.
Vi henviser i den forbindelse til, at aldersforskellen mellem dig og [værten] ikke i sig selv er udslagsgivende, men alene er indgået som et delelement i en konkret og individuel vurdering.
Vi kan på den baggrund ikke lægge til grund, at I har etableret en sædvanlig fast kæresterelation, som kan danne grundlag for et visum.
Vi har vurderet, at der i din sag ikke foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, der gør, at du alligevel kan få visum, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra [..] marts 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at kæresterelationen mellem [ansøgeren] og [værten] ikke kan lægges til grund for afgørelsen, idet parret ikke har et fællessprog, da parret kommunikerer ved hjælp af et oversættelsesprogram, og idet [ansøgeren] ikke har udvist et større kendskab til [værtens] personlige forhold som for eksempel [værtens] fødselsdato og alder.
På den baggrund kan det ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til støtte for klagen har anført, at [ansøgeren] har været i forhold med [værten] i 3 år, idet Udlændingenævnet – ligesom Udlændingestyrelsen – har lagt vægt på, at [ansøgeren] taler meget lidt engelsk, og at [værten] ikke taler thai.
Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har anført, at [værten] besøger ansøgeren i Thailand hvert år, hvor [værten] også har købt en bolig, og at [ansøgeren] nu er ved at lære at tale engelsk.
Udlændingenævnet skal for så vidt angår det i klagen anførte om, at jeres aldersforskel ikke har nogen betydning for jeres forhold bemærke, at nævnet har tillagt det en vis vægt, at der er 21 års aldersforskel mellem jer.
Udlændingenævnet skal hertil dog bemærke, at aldersforskellen ikke i sig selv er udslagsgivende, men indgår som et delelement i en konkret og individuel vurdering af sagen.
[…]
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse
Dato: 14-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger fra Somalia herunder at ansøgeren ikke havde været sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.
Sagens faktiske omstændigheder
I marts 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen under henvisning til, at [ansøgerens] forældre på vegne af [ansøgeren] havde opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at [ansøgerens] forældre i vinteren 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark. [Ansøgeren] var indrejst fra Somalia til Danmark i vinteren 2011 som 9-årig og udrejst fra Danmark i Somalia i sommeren 2019 som 17-årig med sine forældre og 4 søskende.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
” […] ”
Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre i [vinteren] 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingestyrelsen har derfor vurderet, at det måtte have stået [ansøgerens] forældre klart, at de, ved at underskrive en frivillig frafaldserklæring, opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne har opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark med henblik på, at [ansøgeren] bosætter sig varigt i Somalia. [Ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.
Udlændingestyrelsen har videre vurderet, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger, der kan føre til, at [ansøgeren] kan få dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
[…]
Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark, og at [ansøgerens] ophold i Danmark ikke har været af midlertidig karakter.
[Ansøgeren] kan derfor ikke gives dispensation fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
[…]
Det kan ikke føre til ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark, fordi [ansøgerens] far tvang [ansøgeren] til at blive i Somalia, og at [ansøgerens] far, inden sin udrejse af Danmark, havde lovet [ansøgeren], at [ansøgerens] ophold i Somalia ville være kortvarigt.
Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, kontaktede sin bopælskommune og oplyste dem om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøger] ikke har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark som følge af uforudsete omstændigheder.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] ikke var klar over, at [ansøgeren] udrejse af Danmark handlede om repatriering, men at [ansøgeren] udrejste af Danmark med den tro, at udlandsopholdet ville være kortvarigt, idet [ansøgerens] bedstemor var syg og gerne vil se [ansøgeren] en sidste gang, hvor [ansøgeren] herefter vil vende tilbage til Danmark.
Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] på udrejsetidspunktet var ca. 17 år og 6 måneder gammel, og at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] forældre opsagde deres bolig, afhændede deres møbler og personlige ejendele til eksempelvis genbrug.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at det måtte have stået [ansøgeren] klart, at [ansøgerens] udlandsophold ikke ville være af midlertidig karakter, idet deres bolig blev opsagt, deres møbler og personlige ejendele blev afhændede, og at [ansøgerens] far havde bedt [ansøger] om at oplyse [ansøgerens] bopælskomme om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] hverdag i Somalia er præget af rutiner, regler, og at [ansøgeren] udgiver sig for at være en anden, så [ansøgeren] ikke kommer i problemer.
Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] som mindreårig udrejste af Danmark grundet [ansøgerens] forældres beslutning, og det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor de skal bo.
Det kan desuden ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] tilknytning til Danmark er større end til Somalia, og at [ansøgeren] er opdraget i overensstemmelse med danske værdier, som ikke er forenelige med de somaliske værdier.
Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] første gang indrejste i Danmark i [vinteren] 2011, at [ansøgeren] var ca. 9 år og 8 måneder, og at [ansøgeren] udrejste af Danmark i [sommeren] 2019, da [ansøgeren] var 17 år og 6 måneder gammel, eftersom [ansøgerens] forældre underskrev en erklæring om frivilligt frafald af deres og dermed [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingestyrelsen har derfor lagt til grund, at [ansøger] har boet i Danmark i ca. 7 år og 10 måneder, og at [ansøger] frivilligt udrejste af Danmark, fordi [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, oplyste sin bopælskommune om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig, hvorefter [ansøgeren] frivilligt rejste til Somalia med sin familie.
Det er således Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] udrejse af Danmark ikke har været af midlertidig karakter, men derimod med henblik på varigt at bo i Somalia.
På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder helbredsmæssige forhold, har Udlændingestyrelsen vurderet, at det hverken vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark fort bortfaldet.
Udlændingestyrelsen har også vurderet, at [ansøgerens] ophold i Somalia ikke er omfattet af udlændingelovens § 17, stk. 3, hvorefter en opholdstilladelse ikke anses for bortfaldet, hvis udlændingens ophold uden for landet skyldes, at udlændingen som mindreårig er sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.
Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan konstatere, at [ansøgerens] ophold i Somalia har været af negativ betydning for [ansøgeren], eller at det skyldes en genopdragelsesrejse.
[Ansøgerens] opholdstilladelse er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.”
Til støtte for klagen til Udlændingenævnet blev det anført bl.a., at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøger] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2023 om bortfald af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Det forhold, at [ansøgeren] i forbindelse med klagen har anført, at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøgeren] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre forud for udrejsen til Somalia underskrev en erklæring i [sommeren] 2019, om frivillig frafald af opholdstilladelse vedrørende deres mindreårige børn, hvor det tydeligt fremgår, at de var blevet gjort bekendt med konsekvenserne af at opgive opholdstilladelsen bl.a. på [ansøgerens] vegne. I den forbindelse har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre som forældremyndighedsindehavere havde ret til at foretage dispositioner på [ansøgerens] vegne, herunder bestemme hvor [ansøgeren] skulle bo.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgeren] ved sin udrejse af Danmark i [sommeren] 2019 var 17 år gammel og var bekendt med, at [ansøgerens] forældre opsagde deres lejlighed og gav møblerne til genbrug, hvorfor det måtte have stået [ansøgeren] klart, at der ikke alene kunne være tale om et kortvarigt ophold i Somalia.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] efter det oplyste gik i 9. klasse og kun havde få måneder tilbage fra folkeskolen, da [ansøgeren] udrejste af Danmark, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har en større tilknytning til Danmark end Somalia, og at [ansøgeren] samlet har haft ca. 7 år og 9 måneders ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen således lagt til grund, at [ansøgeren] har haft ca. halvdelen af sine formative år i Danmark, idet Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag havde varet fra barnets 7. leveår til det 15. leveår.
Udlændingenævnet finder imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at der ikke skal dispenseres fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, og henviser i det hele til styrelsens begrundelse herfor.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at [ansøgerens] opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet Udlændingenævnet som Udlændingestyrelsen heller ikke kan lægge til grund, at [ansøgeren] blev sendt på en genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for [ansøgeren], jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet henviser til styrelsens begrundelse herfor.
På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder [ansøgerens] samlede ophold i Danmark og i Somalia, samt [ansøgerens] familiemæssige og anden tilknytning i Danmark, vurderer Udlændingenævnet herefter, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 eller FN’s Børnekonvention, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. oktober 2023 – Administrativ udvisning med indrejseforbud i 1 år – ulovligt ophold
Dato: 14-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en britisk statsborger med indrejseforbud i Schengenområde i 1 år i medfør af Udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet i lufthavnen på baggrund af ulovligt ophold på 66 dage, idet han var indrejst i Schengen i oktober 2022 og ikke udrejst siden, og ikke var i besiddelse af et visum. Klageren var rejst frem og tilbage imellem England og Norge for at besøge sin forlovede og deres fælles mindreårige børn, som var norske statsborgere.
Klageren blev af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med indrejseforbud i 1 år under henvisning til det ulovlige ophold jf. udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da [politiet i marts 2023] antraf dig i lufthavnen, hvor klager var under udrejse til Storbritannien.
[Udlændingestyrelsen] har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde sig i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan indrejse og opholde sig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, når man forinden har opholdt sig i Schengenområdet i mere end 90 dage ud af de seneste 180 dage.
Efter gældende regler meddeles en udlænding som udgangspunkt et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.
[Udlændingestyrelsen] har dog vurderet, at der er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet du har oplyst, at din forlovede og to børn bor i Norge, og at du regelmæssigt besøger dem i Norge. [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at klager udrejste af Norge så snart, han blev klar over, at han havde opholdt sig ulovligt i landet.
[Udlændingestyrelsen] finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [marts 2023] af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Det til støtte for klagen anførte om, at klager har mentale sundhedsproblemer, og at klager oplever selvmordstanker grundet indrejseforbuddet, kan ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at klager helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådant omfang, at en udvisning må anses for særligt belastende for klager, jf.udlændingelovens § 26.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det må antages, at klager kan få den fornødne
medicinske behandling i Storbritannien, hvor han er statsborger.
Det forhold, at klager har to børn og en forlovet i Norge, som klager skulle være gift med i [juni 2023], kan heller ikke føre til ændret vurdering. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klager er statsborger i Storbritannien, at klager ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klager, jf. udlændingelovens § 26.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke
indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at klager, hans forlovede og deres fællesbørn ikke ville kunne udøve familielivet i Storbritannien, hvor klager er statsborger.
Udlændingenævnet finder med henvisning til ovenstående og ligesom Udlændingestyrelsen, at
der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk.
3, men at det 2 årige indrejseforbud nedsættes til 1 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2,
idet klager har en forlovet og 2 mindreårige børn i Norge.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet