Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. juli 2024 – EU – sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt - familieliv
Dato: 22-07-2024ke havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] juli 2023. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at [den danske statsborger] har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige og dér har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne som selvforsørgende, samt at [ansøgeren] er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, som barn af [den danske statsborgers samlever].
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige i den periode, hvor [den danske statsborger] udnyttede sin ret til fri bevægelighed i Sverige, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan aflede en ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at [ansøgerens] ophold i Sverige har været af en sådan karakter, at det har været egnet til, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] har kunnet opbygge eller konsolidere et fælles familieliv dér, og således fortsætte det pågældende familieliv efter [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] i løbet af den periode på 13 måneder, hvor [den danske statsborger] var bosat i Sverige, hovedsageligt opholdt sig i USA, idet hun alene opholdt sig i Sverige i 53 dage fordelt over 2 ophold, henholdsvis i 5 dage fra den […] marts 2022 til den […] marts 2022, hvorefter hun rejste tilbage til USA, og i 48 dage fra den […] juni 2022 til den […] august 2022, hvor hun opholdt sig i Sverige i forbindelse med sin skoleferie.
Udlændingenævnet finder herefter, at varigheden og omfanget af [ansøgerens] ophold i Sverige har haft karakter af ferie- og besøgsophold, hvilket taler imod, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] i Sverige har haft et familieliv af en sådan varighed og intensitet, at der er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem dem.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af præmis 56 i EU-Domstolens sag C-456/12, O og B, at det er det forhold, at unionsborgeren og familiemedlemmet, der er tredjelandsstatsborger, reelt har haft ophold i værtsmedlemsstaten i henhold til og under overholdelse af betingelserne i henholdsvis artikel 7, stk. 1 og stk. 2, eller artikel 16, stk. 1 og stk. 2, i opholdsdirektivet, som ved unionsborgerens tilbagevenden til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, giver den tredjelandsstatsborger, med hvem unionsborgeren har haft et familieliv i værtsmedlemsstaten, en afledt opholdsret.
Ved vurderingen af karakteren af familielivet i Sverige, har Udlændingenævnet inddraget det anførte om [ansøgeren] og [den danske statsborgers] familieliv forud for indrejsen i Sverige. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] den […] oktober 2021, allerede 2 måneder efter sin indrejse i Danmark, afbrød uddannelsesforløbet på [skole] og rejste til USA for at påbegynde et uddannelsesforløb på [High School] og bo hos sin far, og at hun – på trods af at hun den […] november 2021 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark – efterfølgende alene opholdt sig 7 dage i Danmark, fra den […] november 2021 til og med den […] november 2021, indtil hun den […] marts 2022 igen indrejste i Danmark umiddelbart før [den danske statsborger] udrejste til og tog ophold i Sverige.
[Ansøgeren] har således i størstedelen af perioden frem til indrejsen i Sverige boet i USA, idet hun, ud over en periode på 2 måneder fra den […] august 2021 til og med den […] oktober 2021, alene opholdt sig sammen med [den danske statsborger] i forbindelse med kortere besøgsophold i Danmark og USA.
Udlændingenævnet finder således, at relationen mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger] ikke havde en sådan karakter, at de ved indrejsen i Sverige skulle videreføre et allerede etableret fast familieliv.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren], [den danske statsborgers samlever] og [den danske statsborger] indrejste i Sverige sammen, og at det kan udledes af den fremlagte dokumentation, at de havde til hensigt at etablere eller konsolidere deres familieliv dér, at [ansøgeren] fik udstedt et opholdskort i Sverige og ansøgte om optagelse på flere internationale uddannelsesinstitutioner i Sverige, at [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] var i kontakt med flere uddannelsesinstitutioner i Sverige omkring [ansøgerens] uddannelsesmuligheder, og at [ansøgeren] dagligt var i kontakt med [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] gennem videoopkald.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at det forhold, at [ansøgeren] udrejste til USA allerede 5 dage efter indrejsen i Sverige, og at [ansøgerens] øvrige ophold i Sverige ligeledes havde karakter af et korte besøgs- og ferieophold sammenholdt med, at [ansøgeren] under [den danske statsborgers] og [den danske statsborgers samlevers] ophold i Sverige havde sin faste bopæl hos sin far i USA, og at [ansøgeren] således primært havde sine livsforhold, herunder sin skolegang, i USA, taler imod, at [ansøgeren] kan antages at indgå i den familieenhed, som [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] har konsolideret under opholdet i Sverige.
Alene det forhold, at det var hensigten, at [ansøgeren] skulle bo hos [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] i Danmark og i Sverige, at [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] både i Danmark og i Sverige havde indrettet deres liv herefter, og at [ansøgeren] udrejste til USA på grund af manglende egnede uddannelsesmuligheder i Danmark og i Sverige, kan ikke medføre, at der er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger].
Dertil kan det anførte om, at [ansøgerens] ophold i USA alene har været af midlertidig karakter, ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet derimod finder, at sagens oplysninger samlet set taler for, at der er tale om en længerevarende ordning, hvor [ansøgeren] siden den […] oktober 2021 har boet fast hos sin far i USA. [Ansøgeren] har i den forbindelse regelmæssigt haft besøg af [den danske statsborgers samlever], som rejste til USA hver 6. uge, mens [ansøgeren] både umiddelbart op til og under [den danske statsborgers] ophold i Sverige og i de efterfølgende perioder alene har opholdt sig sammen med [den danske statsborger] i forbindelse med kortere besøgsophold 3-4 gange om året.
Det anførte om, at den mest nærliggende tolkning af EU-Domstolens praksis må indebære, at et ophold uden for familiens bopæl i forbindelse med uddannelse ikke udelukker, at et familieliv er blevet opbygget eller konsolideret i en værtsmedlemsstat under henvisning til Altiner-dommen (C-230/17), kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Altiner-dommen vedrører vurderingen af, om et i værtsmedlemsstaten allerede etableret eller konsolideret familieliv kan anses for afbrudt under henvisning til, at familiemedlemmet indrejser eller indgiver ansøgning senere end unionsborgerens tilbagevenden til sin egen medlemsstat, og at familiemedlemmets eventuelle færdiggørelse af uddannelse kan indgå i vurderingen heraf. Idet Udlændingenævnet finder, at der i denne sag ikke er etableret eller konsolideret et familieliv i Sverige, finder disse principper i Altiner-dommen ikke anvendelse.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det er oplyst, at det hele tiden har været hensigten, at [ansøgeren] skulle flytte tilbage til [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever], når [ansøgerens] uddannelsesophold i USA var afsluttet, og at [den danske statsborger] utvivlsomt ville have tilrettelagt sit arbejdsliv anderledes, hvis [den danske statsborger] havde været af den opfattelse, at [den danske statsborger] ikke kunne medbringe både [den danske statsborgers samlever] og [ansøgeren] til Danmark.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det alene er fortsættelsen af et familieliv, der opbygges eller konsolideres under den danske statsborgers udøvelse af rettigheder i værtsmedlemsstaten, der er omfattet af den sekundære ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at det forhold, at [ansøgeren] først påtænker at flytte til Danmark, når [ansøgerens] uddannelsesophold i USA er afsluttet, og at [ansøgeren] således fortsat ikke har taget ophold i Danmark efter indgivelsen af ansøgningen i maj 2023, ikke taler for, at ansøgningen om EU-opholdsret reelt er udtryk for et ønske om at fortsætte et allerede etableret eller konsolideret familieliv.
Endeligt kan det anførte om, at en retspraksis, hvor mindreårige børn, der er tredjelandstatsborgere, som følge af f.eks. et uddannelses- eller kostskoleophold i udlandet ikke kan følge deres familie, når denne udøver sekundær bevægelighed, må anses for at udgøre en uforholdsmæssig begrænsning, der kan afskrække unionsborgere fra at udøve deres ret til fri bevægelighed, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at formålet med at indrømme en afledt opholdsret til et familiemedlem, der er tredjelandsborger, er at gøre det muligt for unionsborgeren at fortsætte det familieliv, som den pågældende har opbygget eller konsolideret i en anden medlemsstat. Det indebærer, at der først vil kunne tales om uforholdsmæssig begrænsning, såfremt der mellem familiemedlemmet og unionsborgeren reelt er opbygget eller konsolideret et familieliv i værts-medlemsstaten.
For så vidt angår retten til familieliv, herunder EMRK artikel 8 og EU-Chartrets artikel 7, henviser Udlændingenævnet til, at et eventuelt beskyttelsesværdigt familieliv i EMRK artikel 8’s forstand mellem en dansk statsborger og en tredjelandsstatsborger ikke i sig selv kan føre til, at en tredjelandsstatsborger kan aflede en ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, hvis de øvrige betingelser ikke er opfyldt. Det bemærkes i den forbindelse, at vurderingen af, hvorvidt en ansøger kan meddeles opholdstilladelse under henvisning til EMRK art. 8, ligger under Udlændingestyrelsens kompetence og bør foretages med hjemmel i national lovgivning – i dette tilfælde udlændingelovens regler om familiesammenføring.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2024 – Erhverv – Beløbsordningen – Forfalsket dokumentation
Dato: 19-07-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) afgørelse fra marts 2023 om afslag på opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen til en statsborger fra Vietnam, men med en ændret hjemmelshenvisning. SIRI’s afgørelse var truffet efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, men Udlændingenævnet fandt, at den rettelig burde have været truffet efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet fandt samtidig grundlag for at omgøre den del afgørelsen, der angår indberetningen af [ansøgeren] i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene i en periode på 2 år, under henvisning til princippet om, at man ikke skal straffes flere gange for samme handling (”ne bis in idem”).
Sagens faktiske omstændigheder:
[Ansøgeren] ansøgte i august 2019 om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som køkkenchef i Danmark. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) meddelte i december 2019 [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, idet [ansøgeren] i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse fremlagde forfalsket dokumentation. Som konsekvens heraf blev [ansøgeren] indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene i en periode på 2 år fra december 2019 til december 2021. [Ansøgeren] ansøgte igen i januar 2023 om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som køkkenchef i Danmark hos den samme arbejdsgiver som i ansøgningen fra 2019. [Ansøgeren] indsendte ny dokumentation til ansøgningen, som ikke var fremlagt med ansøgningen i 2019. Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) meddelte i marts 2023 afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, idet [ansøgeren] i forbindelse med sin tidligere ansøgningen om opholdstilladelse i 2019 fremlagde forfalsket dokumentation. [Ansøgeren] anførte til støtte for klagen, at han efter afslaget i december 2019 kontaktede uddannelsesstedet for at få afklaret deres svar til ambassaden, før han kunne påklage afgørelsen, men på grund af Covid-19 pandemien, hvor hele Vietnam blev lukket ned, tog det lang tid til at få svar fra uddannelsesstedet såvel restauranten, hvorfor klagefristen udløb, og at han var nødsaget til at indgive en ny ansøgning
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet stadfæster Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse af […] marts 2023, men med en ændret hjemmelshenvisning. SIRI’s afgørelse er truffet efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, men Udlændingenævnet finder, at afgørelsen burde have været truffet efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Det betyder, at [ansøgeren] ikke vil være indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene i en periode på 2 år. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på princippet om ”ne bis in idem”, som skal forhindre dobbelt straf for den samme handling.
Det forhold, at [ansøgeren] i august 2019 fremlagde forfalsket dokumentation vedrørende sin uddannelse og arbejdserfaring, der formodes at være konstrueret med det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark, havde den konsekvens, at SIRI i december 2019 meddelte ham afslag på opholdstilladelse i Danmark, som blev truffet under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, hvorefter [ansøgeren] blev indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene i en periode på 2 år, jf. udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 3.
Udlændingenævnet konstaterer, at ægthedsvurderingen foretaget af Den Danske Ambassade i Hanoi, Vietnam, var lagt til grund for SIRI’s afgørelse af […] december 2019, hvor ambassaden fremsendte [ansøgerens] uddannelsesbeviser til uddannelsessted [A], at uddannelsesstedet dermed havde mulighed at undersøge uddannelsesbeviserne på vietnamesisk, og at uddannelsesstedet ikke returnerede dokumenterne til ambassaden under henvisning til, at de var det forkerte sted at kontakte.
Udlændingenævnet bemærker yderligere, at det virker utroværdigt, at [ansøgerens] arbejdsgiver i Vietnam, i november 2019 skiftede sin forklaring under henvisning til, at der var gået lang tid siden [ansøgerens] ansættelse hos dem, og at de ikke kunne huske dette under samtalen med ambassaden i oktober 2019, selv om erklæringen vedrørende [ansøgerens] ansættelse var udstedt og underskrevet af arbejdsgiveren i maj 2019, som kun var 4 måneder før samtalen med ambassaden.
Det er uklart, hvorfor [ansøgeren] både i ansøgningen i august 2019 og i sit partssvar til SIRI i november 2019 ikke oplyste, at han var i gang med at gennemføre kurset […] ved uddannelsessted [B], som han påbegyndte i 2018 og afsluttede i februar 2020, men at disse oplysninger først kom frem i forbindelse med hans nye ansøgning i januar 2023.
Udlændingenævnet finder det påfaldende, at [ansøgeren] fremsendte uddannelsesbeviser for hans 2-årige uddannelse (uddannelsesperiode november 2012 - november 2014) fra uddannelsessted [A], hvis han på ansøgningstidspunktet i august 2019 muligvis var studerende på uddannelsessted [B], og dermed muligvis uden besvær kunne have fået udstedt et ægte uddannelsesbevis.
Derudover har Udlændingenævnet noteret, at indholdet af erklæringer af maj 2019 og august 2022 fra [ansøgerens] tidligere arbejdsgiver i Vietnam er stort set identisk ud over datoer, og at der ikke i erklæringen af august 2022 er nævnt misforståelse vedrørende ansættelsen, opstået i 2019, hvilket tyder på formodet falsk dokumentation.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke efter nævnets anmodning er fremlagt dokumentation for [ansøgerens] henvendelse til uddannelsessted [A] fra 2019 samt uddannelsesstedets svar, som der er henvist til i klagen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1.
Udlændingenævnet finder, at [ansøgerens] generelle troværdighed er svækket i betydelig grad på baggrund af de ovenfor nævnte divergenser.
Udlændingenævnet finder derfor, at [ansøgeren] ikke kan gives opholdstilladelse i Danmark.
Det oplyste og til klagen indsendte er indgået i Udlændingenævnets vurdering, men kan ikke føre til en ændret vurdering henset til ovennævnte vurdering.
Udlændingenævner finder dog, at SIRI ikke burde have meddelt afslag igen under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, idet afslag efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, har en meget indgribende karakter, som medførte en ny indberetning af [ansøgeren] i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene i en periode på 2 år, efter den i 2019 meddelte indberetningsperiode på 2 år udløb.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at SIRI’s afgørelse af […] marts 2023 omfatter de samme faktiske omstændigheder, som var i den forudgående afgørelse af […] december 2019, uden at SIRI på ny har foretaget en ægthedsvurdering af dokumenter vedlagt ansøgningen af januar 2023.
Udlændingenævnet finder, at SIRI’s afgørelse af […] marts 2023 for så vidt angår indrejseforbuddet er i strid med ”ne bis in idem”-princippet, som er til hinder for, at den samme fysiske person ”straffes” 2 gange for den samme handling.
Udlændingenævnet stadfæster således SIRI’s afgørelse, men finder at afgørelsen skal træffes efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., som følge af [ansøgerens] generelle svækkede troværdighed.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2024 – Medfølgende familie – Krav til fast samlivsforhold
Dato: 12-07-2024Udlændingenævnet hjemviste i juli 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra juli 2023 om afslag på opholdstilladelse i Danmark som medfølgende fast samlever, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra USA.
Sagens faktiske omstændigheder:
[Ansøgeren] indrejste i Danmark i december 2022 og ansøgte om opholdstilladelse som medfølgende fast samlever til herboende [referencen]. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) meddelte i juli 2023 [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse i Danmark som medfølgende fast samlever, idet der ikke var fremlagt dokumentation for, at [ansøgeren] og [referencen] havde haft et fast samliv de seneste 1½ - 2 år forud for ansøgningstidspunktet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [ansøgeren] ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse som medfølgende samlever til [referencen] under henvisning til, at de ikke har dokumenteret fast længerevarende samliv i mindst 1½ til 2 år.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at fast samlivsforhold af længere varighed sidestilles med ægteskab i udlændingelovens forstand. Der gælder ikke nogen bestemt tidsgrænse for samlivets varighed, men det antages i almindelighed, at et dokumenteret samliv i 1½ - 2 år på fælles bopæl vil kunne udgøre et så tilstrækkeligt fast og længerevarende samliv, at det kan give grundlag for opholdstilladelse. Ved vurderingen lægges der vægt på den samlede varighed af bekendtskabet, parrets kontakt i form af besøg, ferieophold, telefonsamtaler og korrespondance, fælles forsikring, anskaffelse af fælles bolig osv. Afbrudte samlivsperioder lægges sammen, medmindre der har været længere pauser i samlivet, og perioder med fælles bopæl i Danmark indgår med samme vægt som perioder med samliv i udlandet. Samlivet skal kunne dokumenteres. Samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv kan ikke træde i stedet for et egentligt samlivsforhold, og det er som udgangspunkt en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.
I vurderingen af, hvorvidt [ansøgeren] og [referencen] har etableret et fast samlivsforhold af længere varighed i udlændingelovens forstand, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at de i hvert fald siden januar 2022 boede sammen på en adresse i […], USA, hvor de begge var anført på lejekontrakten, og at de efter indrejsen i Danmark i december 2022 havde fælles bopæl i hvert fald frem til januar 2024, hvor [referencen] er registeret som udrejst til [et EU-land]. Det bemærkes, at [ansøgerens] processuelle ophold frem til SIRI's afgørelse i juli 2023 blev forlænget ved Udlændingenævnets afgørelse af […] juli 2023 om opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.
Udlændingenævnet finder, modsat SIRI, at [ansøgerens] processuelle ophold i Danmark siden december 2022 skal medregnes i beregningen af samlivsforholdets varighed.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at [ansøgeren] og [referencen] har dokumenteret, at deres samlivsforhold har en sådan fasthed og varighed, at det kan danne grundlag for en opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, såfremt parret fortsat bor sammen.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om [ansøgeren] opfylder de øvrige betingelser for opholdstilladelse i Danmark.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. juli 2024 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien
Dato: 05-07-2024Udlændingenævnet omgjorde i juli 2024 Styrelsens for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse fra maj 2023 om registrering af en værtsfamilie i au pair-karensregistret i 2 år som følge af misbrug af au pair-ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Au pairen indrejste ultimo september 2021 i Danmark efter at være blevet meddelt opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1. SIRI traf i maj 2023 afgørelse om, at værtsfamilien blev registreret i au pair-karensregistreret i 2 år som følge af misbrug af au pair-ordningen, fordi værtsfamilien alene havde udbetalt lommepenge til au pairen i perioden fra december 2021 til februar 2023 og ikke rettidigt havde udbetalt lommepenge for september, oktober og november 2021.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af en samlet, konkuret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [værtsfamilien] ikke på nuværende tidspunkt bør registreres i au pair karensregistret som følge af au pair-ordningen for manglende rettidig betaling af det fastsatte lommepengebeløb til [au pairen], jf. udlændingelovens § 21 a.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på den indgribende konsekvens i form af [værtsfamiliens] registrering i au pair karensregistret, som den manglende rettidige betaling af lommepenge for perioden oktober og november 2021 til [au pairen] har medført. Udlændingenævnet finder derfor, at SIRI’s afgørelse fra maj 2023 ikke er i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet.
Det er en forudsætning for meddelelse af en karensperiode til værtsfamilier, at SIRI’s undersøgelse med sikkerhed viser, at der har fundet et misbrug af au pair-ordningen sted. Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at det ikke med sikkerhed kan lægges til grund, at [værtsfamilien] har misbrugt au pair-ordningen i forbindelse med [au pairens] ophold som au pair hos [værtsfamilien].
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det til støtte for klagen er oplyst, at [au pairen] indrejste i Danmark ultimo september 2021 og først begyndte som au pair hos [værtsfamilien] primo oktober 2021, at processen med oprettelsen af en dansk bankkonto tog 2,5 måneder, og at [værtsfamilien] af den grund ikke kunne udbetale [au pairens] lommepenge til en dansk bankkonto, ligesom det til støtte for klagen er oplyst, at [værtsfamilien] primo oktober 2021 tilbød [au pairen] at udbetale [au pairens] lommepenge kontant, men at [au pairen] afviste det, da det er imod au pair-reglerne, og at [værtsfamilien] i stedet gav [au pairen] et betalingskort til [værtsfamiliens] egen konto, som [au pairen] kunne bruge frit på tøj, personlige hygiejnemidler, transport og mad.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er dokumenteret, at [værtsfamilien] udbetalte lommepengebeløbet for oktober, november og december 2021 medio december 2021, umiddelbart efter, at [au pairen] efter det oplyste havde fået oprettet en dansk bankkonto.
Udlændingenævnet finder således, at styrelsen ikke i sagen har løftet bevisbyrden for, at der med sikkerhed har fundet et sådant misbrug af au pair-ordningen sted, som giver anledning til at bringe karensgrundene i udlændingelovens § 21 a, nr. 2, i anvendelse over for [værtsfamilien].
Udlændingenævnet tilbagesender derfor afgørelsen fra maj 2023 til SIRI med henblik på, at styrelsen kan slette registreringen af [værtsfamilien] i au pair karensregistret.
[Værtsfamilien] vil således modtage nye afgørelser fra SIRI.
Udlændingenævnet foretager herefter ikke videre i anledning af [værtsfamiliens] klage.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. juli 2024 – Erhverv – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilie
Dato: 05-07-2024Udlændingenævnet omgjorde i juli 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse fra maj 2023 om registrering af en værtsfamilie i au pair-karensregistret i 2 år som følge af misbrug af au pair-ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Au pairen indrejste ultimo december 2021 i Danmark efter at være blevet meddelt opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien i november 2021 efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Værtsfamilien blev i maj 2023 registreret i au pair-karensregistreret i 2 år som følge af misbrug af au pair-ordningen, fordi værtsfamilien ikke havde overført lommepenge til au pairen for en periode på 4 dage i slutningen af december 2021.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [værtsfamilien] ikke på nuværende tidspunkt bør registreres i au pair karensregistret som følge af manglende rettidig betaling af det fastsatte lommepengebeløb til [au pairen], jf. udlændingelovens § 21 a.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [værtsfamiliens] manglende rettidige betaling af lommepenge for perioden i december 2021 til [au pairen] ikke står i forhold til den for [værtsfamilien] indgribende konsekvens, at [værtsfamilien] er blevet registreret i au pair karensregistret. Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at [værtsfamilien] efter det til sagen oplyste har været værtsfamilie for 3 au pair personer siden 2010, og at der ikke tidligere ses at være truffet afgørelse om, at [værtsfamilien] har misbrugt au pair-ordningen. Udlændingenævnet finder derfor, at SIRI’s afgørelse fra maj 2023 ikke er i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet.
Det er en forudsætning for meddelelse af en karensperiode til værtsfamilier, at SIRI’s undersøgelse med sikkerhed viser, at der har fundet et misbrug af au pair-ordningen sted. Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at det ikke med sikkerhed kan lægges til grund, at [værtfamilien] har misbrugt au pair-ordningen i forbindelse med [au pairens] ophold som au pair hos [værtsfamilien].
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det til støtte for klagen er oplyst, at [værtsfamilien] altid har bestræbt sig på at følge alle gældende regler og være den bedste værtsfamilie, at [au pairen] kom til Danmark i december 2021, at [au pairen] langsomt over de første dage blev sat ind i de huslige pligter, at [værtsfamilien] oprettede en bankkonto til [au pairen] hos Nordea, men at det ikke virkede, at [au pairen] fik en ny, og at [au pairen] fik lommepenge i januar 2022 og slut februar 2022, hvorefter den faste overførsel af lommepenge blev etableret.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det til støtte for klagen er oplyst, at det har været en forglemmelse fra [værtsfamiliens] side, at de ikke har betalt [au pairen] lommepenge for perioden [4 dage i december 2021], at [værtsfamilien] efterfølgende har betalt det manglende beløb, og at [værtsfamilien] på ingen måde har haft til hensigt at snyde hverken au pair-systemet eller [au pairen].
Udlændingenævnet finder således, at styrelsen ikke i sagen har løftet bevisbyrden for, at der med sikkerhed har fundet et sådant misbrug af au pair-ordningen sted, som giver anledning til at bringe karensgrundene i udlændingelovens § 21 a, nr. 2, i anvendelse over for [værtsfamilien].
Udlændingenævnet tilbagesender derfor afgørelsen fra maj 2023 til SIRI med henblik på, at styrelsen kan slette registreringen af [værtsfamilien] i au pair karensregistret.
[Værtsfamilien] vil således modtage nye afgørelser fra SIRI.
Udlændingenævnet foretager herefter ikke videre i anledning af [værtsfamiliens] klage.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 5. juli 2024 – Studie – Formodning
Dato: 05-07-2024Udlændingenævnet hjemviste i juli 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
[Ansøgeren] indrejste i Danmark i december 2020 og fik opholdstilladelser som elev ved en højskole efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, og som volontør ved samme højskole efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1, i perioden fra december 2020 til august 2023. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) meddelte i oktober 2023 [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI).
Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse som studerende på uddannelsen BA (Hons) Business Management ved Niels Brock Copenhagen Business College under henvisning til, at der er en vis formodning for, at formålet med [ansøgerens] ansøgning ikke er at gennemføre en uddannelse, men at opnå et længerevarende ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI i afgørelsen vurderede, at alene det forhold, at [ansøgeren] tidligere ansøgte om flere på hinanden følgende opholdstilladelser som elev ved Højskolen […] skaber en formodning for, at hans intention med ansøgningen ikke er at studere, og at [ansøgeren] derfor ikke kan gives opholdstilladelse i Danmark som studerende ved Niels Brock Copenhagen Business College.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at formodningsafslag efter formodningsreglen i studiebekendtgørelsens § 9, nr. 1-5, anvendes i sager, hvor udlændingemyndighederne under sagsbehandlingen overvejer forskellige forhold, herunder udlændingens uddannelsesmæssige baggrund, udlændingens tidligere ansøgninger om ophold i Danmark eller i det øvrige Schengen-område (navnlig ansøgninger om asyl eller ansøgninger om familiesammenføring med herboende personer), hvorvidt udlændingen har gennemført det tidligere uddannelsesforløb, hvorvidt udlændingen tidligere har fået inddraget en studieopholdstilladelse eller fået afslag på en ansøgning om forlængelse osv., og at disse forhold kan danne grundlag for et formodningsafslag med den begrundelse og antagelse, at udlændingens intention ikke er at studere i Danmark. Det betyder, at de samlede faktorer i studiebekendtgørelsens § 9, danner grundlag for vurderingen af udlændingens intentioner bag ansøgningen om opholdstilladelse.
Udlændingenævnet bemærker, at såfremt en afgørelse beror på en skønsvurdering, har en myndighed pligt til at foretage en konkret afvejning af de saglige hensyn i sagen.
Udlændingenævnet skal endvidere henvise til studiebekendtgørelsens § 13, hvoraf det fremgår, at opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, med henblik på at deltage i et kursus på en folkehøjskole gives for højst varigheden af det pågældende kursus, dog for højst 18 måneder.
Udlændingenævnet finder på baggrund af oplysningerne, som fremgår af Højskolens hjemmeside, om at skolen tilbyder kurser for forårssemester på 26 uger og efterårssemesteret på 18 uger, at det ikke er muligt at ansøge fra starten om 18 måneders ophold hos Højskolen, som gjorde det nødvendigt, at [ansøgeren] skulle indgive flere ansøgninger om opholdstilladelse til kurser på den pågældende højskole. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at tilladelserne er givet i tidsmæssig forlængelse af hinanden.
Det er endeligt indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] af SIRI blev meddelt 4 opholdstilladelser som elev og som volontør på Højskolen i perioden fra december 2020 til august 2023, at [ansøgeren] under opholdet i Danmark har overholdt opholdstilladelsernes betingelser, at hans meddelte opholdstilladelser ikke blev inddraget, og at [ansøgeren] ikke tidligere har fået afslag på opholdstilladelse her i landet, ligesom at han ikke har søgt om opholdstilladelse på baggrund af andre opholdsordninger end studieophold.
Udlændingenævnet finder således, at SIRI’s afgørelse ikke er truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, idet styrelsen ikke fyldestgørende har godtgjort, at formålet med [ansøgerens] ansøgning om opholdstilladelse som studerende ikke er at studere i Danmark.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan oplyse sagen yderligere, f.eks. ved at gennemføre et formålsinterview med [ansøgeren] med henblik på at afdække hans intentioner bag ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende ved Niels Brock Copenhagen Business College” -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2024 – EU – primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Ej omfattet af personkredsen som fast samlever – Ansøger gift med tredjeperson
Dato: 03-07-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde søgt om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15 som fast samlever til en unionsborger, med hvem hun havde et fælles barn.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var filippinsk statsborger, søgte i december 2022 om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15 som medfølgende familiemedlem til sin samlever, som var unionsborger, og som i 2022 blev meddelt ret til tidsubegrænset ophold efter EU-retten. Ansøgeren og unionsborgeren havde mødt hinanden online i juli 2021 og havde været samlevende i forbindelse med kortere ophold hos hinanden i Tyskland og Danmark, da ansøgeren var under uddannelse i Tyskland og unionsborgeren havde arbejdsplads i Danmark. Ansøgeren var på ansøgningstidspunktet gift med en tredjeperson i Filippinerne. Hun oplyste, at hun havde søgt om at få ægteskabet annulleret/omstødt.
SIRI meddelte i februar 2023 afslag på opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2, da SIRI ikke fandt det tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren havde været faste samlevere og havde etableret en varig tilknytning forud for indgivelsen af deres ansøgning. I september 2023 stadfæstede Udlændingenævnet SIRI’s afgørelse.
I september 2023 genoptog Udlændingenævnet sagen og hjemviste den til fornyet vurdering i SIRI, da der efter Udlændingenævnets afgørelse var indsendt væsentlige nye oplysninger, herunder bl.a. vandrejournal og faderskabserklæring, hvoraf det kunne udledes, at ansøgeren og unionsborgeren ventede et fællesbarn.
I november 2023 meddelte SIRI igen ansøgeren afslag på EU-opholdsret. SIRI vurderede, at da ansøgeren fortsat var gift med en tredjeperson i Filippinerne, kunne hun ud fra en formålsfortolkning af EU-opholdsbekendtgørelsen og EU-opholdsdirektivet ikke opnå en afledt opholdsret som fast samlevende. SIRI vurderede også, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdsret til sit mindreårige barn efter principperne i EU-Domstolens dom i sag C-200/02, Zhu og Chen, fordi barnet ikke var født.
I maj 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren opholdstilladelse til unionsborgeren efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] november 2023.
Udlændingenævnet har indledningsvis lagt til grund, at [unionsborgeren] opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, da han den […] november 2022 blev meddelt ret til tidsubegrænset ophold, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 18.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at [ansøgeren] ikke har ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen som fast samlevende med [unionsborgeren], jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] er gift med en tredjeperson. Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at det vil stride mod grundlæggende danske retsprincipper at indrømme en afledt opholdsret på baggrund af fast samliv efter EU-retten til en person, der er gift med en tredjeperson.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at [ansøgeren] ikke har mulighed for at få sit ægteskab til sin ægtefælle i Filippinerne opløst, og at der er indsendt dokumentation for, at [ansøgerens] filippinske advokat den […] oktober 2022 har ansøgt om, at [ansøgerens] ægteskab bliver omstødt/annulleret.
Derfor kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at skilsmisse ikke er muligt, og at annullering/omstødelse af et ægteskab kan tage meget lang tid.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i klagen er anført, at [ansøgeren] og [unionsborgeren] den […] februar 2024 har fået fællesbarnet, […], at de begge er registreret som forældremyndighedsindehavere over barnet, at [ansøgeren] har en afledt opholdsret som følge heraf, og at begge forældre vil varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af deres nyfødte datter.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at det ikke kan føre til, at [ansøgeren] skal meddeles opholdsret som forælder til en mindreårig unionsborger, jf. herved principperne i EU-domstolens dom i sag C-200/02, Zhu og Chen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [fællesbarnet] i CPR er registreret som filippinsk statsborger, hvorfor [fællesbarnet] ikke er omfattet af personkredsen, hvorfra der kan afledes en opholdsret efter EU-retten.
Udlændingenævnet har ved vurderingen også lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen den […] maj 2024 meddelte [ansøgeren] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, der er gyldig indtil den […] maj 2026.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at et afslag på opholdsret til [ansøgeren] efter EU-retten ikke vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, om retten til familieliv, da [ansøgeren] i kraft af sin opholdstilladelse efter udlændingeloven fortsat kan opholde sig og udøve sit familieliv med [unionsborgeren] her.
Det forhold, at [unionsborgeren] i Danmark har et mindreårigt særbarn, som han udøver fast samvær med, kan derfor heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod EMRK’s artikel 8 at meddele [ansøgeren] afslag på opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2024 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Personkreds – Forældre
Dato: 03-07-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en indisk statsborger, som havde søgt om EU-opholdsret som familiemedlem beslægtet i opstigende linje efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, jf. § 3, stk. 1, nr. 4-6.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i august 2023 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til sin herboende søn (hovedpersonen), som var statsborger i Portugal. Hovedpersonen oplyste, at han var flyttet til Europa for 18 år siden og var ansøgerens primære forsørger, og at ansøgeren havde boet alene i mange år, men pludselig var blevet meget syg og derfor ikke kunne være alene.
I august 2023 anmodede SIRI om dokumentation for, at ansøgeren forud for sin indrejse i Danmark var blevet forsørget af hovedpersonen eller dennes ægtefælle, havde været optaget i hovedpersonens husstand, eller at der forelå alvorlige helbredsmæssige grunde, der gjorde det absolut nødvendigt, at ansøgeren personligt blev plejet af hovedpersonen.
Hovedpersonen oplyste herefter, at ansøgeren havde været alene efter sin mand død, at ansøgeren havde været i USA hos sin datter, og at hovedpersonen havde taget ansøgeren med til Danmark og ville tage sig af ansøgeren.
SIRI meddelte afslag med henvisning til, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6, idet det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at der forelå et forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og hovedpersonen, at ansøgeren havde været optaget i hovedpersonens husstand, eller at ansøgerens helbredsmæssige problemer var af en sådan karakter, at det var absolut nødvendigt, at ansøgeren blev plejet af hovedpersonen.
Til støtte for klagen til Udlændingenævnet blev det bl.a. anført, at hovedpersonen havde foretaget pengeoverførsler til ansøgeren og til sin ægtefælle, fordi de boede sammen i Indien, at ansøgeren ikke havde slægtninge i Indien og ville dø, hvis hun boede alene, og at hovedpersonen importerede medicin til ansøgeren fra Indien.
Til Udlændingenævnet blev fremlagt bl.a. skærmbilleder af pengeoverførsler, kopi af en faktura vedrørende medicin samt et udateret billede og en video.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] november.
Det betyder, at Udlændingenævnet er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke har ret til ophold som familiemedlem til [ansøgerens] søn, [hovedpersonen], efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, idet [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholds-bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, 5 eller 6.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det til klagen anførte, og det som SIRI allerede har taget stilling til i sin afgørelse, samt den dokumentation, der er fremsendt til støtte herfor, ikke kan føre til en ændret vurdering.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4
Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholds-bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke i tilstrækkelig grad er dokumenteret, at [hovedpersonen] eller hans ægtefælle har forsørget [ansøgeren] forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark i et omfang, der kan begrunde, at [ansøgeren] falder under bestemmelsens anvendelsesområde.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der til klagen er fremsendt dokumentation for, at [hovedpersonen] har foretaget 4 pengeoverførsler til [ansøgeren] i perioden fra den [..] juli 2021 til og med den [..] december 2021 svarende til i alt cirka 12.000 danske kroner.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om enkeltstående og meget varierende overførsler foretaget over en kortere periode, ligesom der ikke er ikke er fremsendt dokumentation for, at [hovedpersonen] har foretaget pengeoverførsler til [ansøgeren] i perioden fra den [..] december 2021 og frem til [ansøgerens] indrejse i Danmark og indgivelsen af [ansøgerens] ansøgning den [..] august 2023. Den fremsendte dokumentation kan derfor ikke i sig selv anses for dokumentation for, at [ansøgeren] forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark i en anseelig periode regelmæssigt har modtaget en sum penge fra [hovedpersonen] i et reelt forsørgelsesforhold.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af principperne i EU-Domstolens dom i sagen C-423/12, at familiemedlemmet i en anseelig periode regelmæssigt skal have modtaget en sum penge fra unionsborgeren, og at denne sum skal være nødvendig for at sikre familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder.
Det er også indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til klagen er fremsendt dokumentation for, at [hovedpersonen] har foretaget pengeoverførsler til sin ægtefælle, [hovedpersonens ægtefælle], og at det i klagen er oplyst, at han har sendt pengene til ægtefællen, idet hun har boet med [ansøgeren] i Indien. Udlændingenævnet finder imidlertid, at det heller ikke på den baggrund kan anses for godtgjort, at [hovedpersonen] eller hans ægtefælle har forsørget [ansøgeren].
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at pengeoverførslerne ikke kan henføres til [ansøgeren], ligesom der ikke er fremsendt nogen dokumentation for, at [hovedpersonens] ægtefælle har boet med [ansøgeren] i Indien, og at overførslerne fra ham til hans ægtefælle er foretaget med henblik på forsørgelse af [ansøgeren].
Hertil skal Udlændingenævnet bemærke, at uanset om det kunne lægges til grund, at [ansøgeren] og [hovedpersonens] ægtefælle har boet sammen, og at de penge, som [hovedpersonen] har overført til sin ægtefælle, faktisk har været anvendt til at dække [ansøgerens] grundlæggende fornødenheder, vil det stadig ikke kunne føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger nogen dokumentation for overførsler foretaget efter januar 2022, hvilket er en periode på cirka 1 år og 7 måneder forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark og [ansøgerens] indgivelse af ansøgningen i august 2023.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for [ansøgerens] egne økonomiske forhold, herunder oplysninger om [ansøgerens] indtægter og udgifter, til støtte for, at [ansøgeren] ikke er i stand til at sørge for [sine] grundlæggende fornødenheder.
Det forhold, at [hovedpersonen] fremadrettet vil påtage sig at forsørge [ansøgeren] i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det materielle behov for forsørgelse skal foreligge i familiemedlemmets hjemland eller i det land, hvor den pågældende kom fra, på det tidspunkt, hvor familiemedlemmet ansøger om at slutte sig til unionsborgeren.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5
Udlændingenævnet finder endvidere, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det til sagen er oplyst, at [ansøgeren] har boet mange år alene, og at [hovedpersonen] flyttede til Europa 18 år forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark, ligesom det af CPR fremgår, at [hovedpersonen] har været registreret indrejst i Danmark siden den [..] september 2020.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen er oplyst, at [ansøgeren] har boet med [hovedpersonens] ægtefælle i en ikke nærmere angivet periode forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark, hvilket ikke er dokumenteret, idet Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke har været optaget [hovedpersonens] hustand forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, er uden betydning, hvorvidt [ansøgeren] har været optaget i [hovedpersonens] ægtefælles husstand forud for [ansøgerens] indrejse i Danmark, eftersom det følger af bestemmelsens klare ordlyd, at det afgørende er, om [ansøgeren] har været optaget i [hovedpersonens] hustand i hans egenskab af hovedperson.
Hertil skal Udlændingenævnet bemærke, at det er oplyst til sagen, at [hovedpersonens] ægtefælle udrejste til Portugal, og det herefter var hans svigermor, som tog sig af [ansøgeren] i Indien.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6
Udlændingenævnet finder endelig, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der for at være omfattet af bestemmelsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6, aktuelt skal være tale om alvorlige helbredsmæssige grunde, som gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer familiemedlemmet.
Det kan således ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen er oplyst, at [ansøgeren] for nyligt er begyndt altid at være syg, at [ansøgeren] ikke har slægtninge i Indien, der kan tage sig af [ansøgeren], og at [ansøgeren] ikke kan passe [sig] selv, at [ansøgeren] vil dø, hvis [ansøgeren] bor alene, samt at [ansøgeren] ikke kan gå så godt, hvorfor [ansøgeren] bruger kørestol.
Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der til klagen er fremsendt en faktura for medicin af [..] september 2023, og at det i klagen er oplyst, at [hovedpersonen] importerer medicin til [ansøgeren] fra Indien.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der til klagesagen ikke er fremkommet andre oplysninger eller anden dokumentation, der kan sandsynliggøre, at det er absolut nødvendigt, at [hovedpersonen] personligt plejer [ansøgeren].
Udlændingenævnet kan i øvrigt henholde sig til SIRI’s begrundelse vedrørende denne bestemmelse.
Udlændingenævnet finder således, at [ansøgerens] oplyste helbredsproblemer ikke er af en sådan karakter, at [ansøgeren] kan være omfattet af anvendelsesområdet for EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6.
Endelig finder Udlændingenævnet, at de til klagen indsendte fotografi, videoer og skærmbilleder ikke kan føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet finder, at de ikke i sig selv eller sammenholdt med sagens øvrige oplysninger dokumenterer, at [ansøgeren] er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, 5 eller 6.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse af [..] november 2023.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. juli 2024 – Ægtefællesammenføring – Besøgskravet – Tidligere afslag på visum
Dato: 01-07-2024Udlændingenævnet hjemviste i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Iran, da besøgskravet i udlændingelovens § 9, stk. 10, ikke var opfyldt.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er statsborger i Iran, blev i marts 2022 gift med referencen i Tyrkiet. Ansøgeren søgte i oktober 2022 om ægtefællesammenføring med referencen, der er dansk statsborger. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2023 ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 10. Ansøgeren havde inden afgørelsen 3 gange søgt om visum for at besøge referencen i Danmark, men ansøgeren havde alle 3 gange i henholdsvis juni 2021, november 2021 og maj 2022 fået afslag på visum, idet ansøgeren tilhørte visumgruppe 4, og da der var formodning for, at hun ikke ville rejse ud af Danmark igen. Visumafslaget fra maj 2022 var blevet stadfæstet af Udlændingenævnet men med en vejledning om, at ansøgeren skulle søge familiesammenføring. Referencen klagede i juni 2023 over Udlændingestyrelsens afslag på ægtefællesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] ved 3 afgørelser har fået afslag på Schengenvisum henholdsvis den […] juni 2021, […] november 2021 og […] maj 2022, og at begrundelsen for alle 3 afslag var, at der var en risiko for, at hun ikke rejste hjem igen, hvis hun blev meddelt visum (formodningsafslag). Afgørelserne af […] juni 2021 og […] november 2021 ses ikke påklaget. Afgørelsen af […] maj 2022 blev påklaget, og den […] december 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse og vejledte [ansøgeren] om at søge familiesammenføring.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen den […] maj 2023 meddelte [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til [referencen], idet [ansøgeren] ikke opfyldte besøgskravet, da hun aldrig har været i Danmark, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at hun alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at der fremgår følgende af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 10 (lovforslag nr. L 231 fremsat den 26. april 2018, punkt 2.3.):
” 2.3.1.2. Visumpraksis
Med hensyn til kriteriet om, at en ansøger mindst én gang lovligt skal have været i Danmark ved vurdering af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, bemærkes i relation til visumområdet følgende:
Størstedelen af ansøgere fra visumpligtige lande vil kunne opnå visum til Danmark, når formålet med visummet er at besøge en i Danmark bosiddende ægtefælle eller fast samlever. Dette er udgangspunktet for visumansøgere, der tilhører hovedgruppe 1-4, jf. bilag 2 i bekendtgørelse nr. 376 af 20. marts 2015 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum (visumbekendtgørelsen) med senere ændringer.
Der lægges bl.a. vægt på, hvilken hovedgruppe ansøgeren tilhører, når en gennemgang af visumansøgningen ikke giver et klart svar på, om ansøgeren har til hensigt at udrejse inden for gyldigheden af et visum. Hovedgrupperne er således vejledende for, hvilke persongrupper inden for hver hovedgruppe der som udgangspunkt bør meddeles visum, når der ikke er begrundet tvivl om hensigten om at forlade Schengenområdet inden for et visums gyldighed.
For visumansøgere, der tilhører landene i hovedgruppe 5 (for tiden Afghanistan, Eritrea, Irak, Pakistan, Somalia og Syrien), hvis statsborgere vurderes at udgøre en særligt høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder, gives derimod som udgangspunkt kun visum i ekstraordinære situationer, f.eks. i tilfælde af et herboende nærtstående familiemedlems livstruende sygdom eller dødsfald, og der gives således som udgangspunkt afslag på visum, uanset at formålet er besøg hos en herboende ægtefælle eller fast samlever.
Da en ansøger tilhørende hovedgruppe 5 således som udgangspunkt vil blive meddelt afslag på visum og derved ikke gennem et visumophold kan opfylde tilknytningskravet, gælder en særlig praksis, hvorefter der kan meddeles visum, såfremt den herboende ægtefælle har en væsentlig tilknytning til Danmark, og de øvrige betingelser for ægtefællesammenføring er opfyldt, undtagen dog kravet i § 9, stk. 4, om økonomisk sikkerhedsstillelse. Konstateringen af dette skal ske gennem behandlingen af en ansøgning om ægtefællesammenføring, der således må indgives fra hjemlandet eller et andet land. Denne praksis har det særkende, at der i disse tilfælde vil kunne gives visum, uanset at der er en stærk formodning for, at formålet med opholdet er at indgive en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Praksis er endvidere beskrevet i visumvejledningens punkt 5.9.7.5.1, jf. vejledning nr. 9201 af 27. februar 2017.
Udlændingestyrelsen anvender denne praksis analogt på visumansøgere tilhørende en anden hovedgruppe og i en tilsvarende situation for at undgå, at en visumansøger i en lempeligere
hovedgruppe stilles ringere end en visumansøger tilhørende hovedgruppe 5.
Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at de danske repræsentationer vil forelægge en sådan sag til behandling i Udlændingestyrelsen i første instans i medfør af visumbekendtgørelsens § 28, stk. 2, hvis repræsentationen er bekendt med, at ansøgeren kortere tid inden visumansøgningen er meddelt afslag på opholdstilladelse på grundlag af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7.
…
2.3.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
…
I tilknytning til besøgskravet foreslås det endvidere at videreføre den ovenfor beskrevne visumpraksis, jf. pkt. 2.3.1.2, således at der kan meddeles visum i de tilfælde, hvor det tidligere i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om ægtefællesammenføring er konstateret, at ægteparret opfylder alle betingelserne bortset fra det foreslåede besøgskrav og kravet i udlændingelovens § 9, stk. 4, om
økonomisk sikkerhedsstillelse, og hvor et afslag på visum ville afskære ansøgerens reelle mulighed for at opnå opholdstilladelse i Danmark på grundlag af ægteskabet med den herboende person. Den videreførte praksis vil blive beskrevet ved en kommende revision af visumvejledningen.”
Udlændingenævnet finder, at den beskrevne praksis ligeledes må gælde i den konkrete familiesammenføringssag vedrørende [ansøgeren], selvom hun tilhører hovedgruppe 4, da hun grundet de 3 tidligere visumafslag visummæssigt må anses som ligestillet med en udlænding, der tilhører hovedgruppe 5.
Udlændingenævnet finder således i denne konkrete sag, at [ansøgeren] reelt ikke har kunnet indvirke på at opfylde betingelserne for familiesammenføring, hvorfor Udlændingenævnet finder det rettest, at Udlændingestyrelsen gør op med de øvrige betingelser for familiesammenføring, med undtagelse af kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse, inden der tages stilling til besøgskravet i udlændingelovens § 9, stk. 10, således, at hun ikke stilles ringere end personer, der er omfattet af visumhovedgruppe 5.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.
[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2024 – Beløbsordningen – Udelukkelsesgrunde
Dato: 27-06-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen til en statsborger fra Indien.
Sagens faktiske omstændigheder:
I maj 2023 meddelte SIRI [ansøgeren] afslag på hans ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som køkkenchef hos [virksomheden A], jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 4, § 9 a, stk. 2, nr. 3. [Ansøgeren] blev meddelt afslag under henvisning til, at han var indberettet som uønsket i Schengenområdet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke kan gives opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som køkkenchef hos [virksomheden A], jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 4, § 9 a, stk. 2, nr. 3.
Udlændingenævnet henviser til udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 4, hvoraf det fremgår, at en udlænding (tredjelandsstatsborger), som er indberettet til SIS som uønsket i medfør af SIS-forordningen, ikke kan gives opholdstilladelse efter bl.a. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3 (beløbsordningen).
Udlændingenævnet finder, at SIRI med rette ikke foretog en vurdering af, hvorvidt [ansøgeren] opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, allerede fordi han var blevet udvist af Norge for ulovligt arbejde og ulovligt ophold, at han fik et indrejseforbud og er blevet indberettet til SIS som uønsket i Schengenområdet frem til oktober 2024.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at afgørelse om indberetning af en tredjelandsstatsborger til SIS som uønsket, der er truffet i en medlemsstat, som udgangspunkt har bindende virkning i en anden medlemsstat, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, kan tilsige andet.
Udlændingenævnet finder, at det til sagen ikke er dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der skulle tale for, at [ansøgeren] på trods af udvisningsafgørelsen fra de norske myndigheder skal meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker, at det ikke ses, at [ansøgeren] har påklaget udvisningsafgørelsen fra de norske myndigheder, og at han forsat er registreret i SIS som uønsket i Schengenområdet.
De til støtte for klagen anførte forhold og indsendte dokumentation vedrørende omstændigheder i Norge er indgået i Udlændingenævnets vurdering, men dette kan ikke føre til et andet udfald af sagen henset til ovennævnte.
Udlændingenævnet finder yderligere, at SIRI med rette fastsatte [ansøgerens] udrejsefrist til straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] har begået et strafbart forhold i Schengenområdet, at han derfor i Norge blev udvist med et indrejseforbud, og at der derfor var en begrundet risiko for, at han ville forsvinde, hvis udrejsefristen ikke blev fastsat til straks.
Udlændingenævnet finder på baggrund af oplysningerne om varigheden og karakteren af [ansøgerens] ophold både i Danmark og i Norge, herunder bl.a. hans hyppige jobskifte, at han primo i juli 2021 afbrød ansættelsen hos [virksomheden B], som lå til grund for hans opholdstilladelse i Danmark, at han ikke selv orienterede udlændingemyndighederne om ophøret af ansættelsen, at det er uvist, hvor han opholdt sig og hvad han foretog sig i perioden fra juli 2021 til marts 2022, at han i Norge blev udvist for 10 måneders ulovligt ophold og 2-3 ugers ulovligt arbejde, og at der dermed var alvorlig grund til at antage, at [ansøgeren] igen ville opholde sig ulovligt i Schengenområdet.
Udlændingenævnet fastholder endvidere SIRI’s afgørelse om at meddele [ansøgeren] et 2-årigt indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse af et 2- årigt indrejseforbud må antages at virke særligt belastende for [ansøgeren].
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] er statsborger i Indien, at han ikke har haft længerevarende ophold i Danmark, at han ikke har særlig tilknytning til Danmark, at hans familie opholder sig i Indien, og at der ikke foreligger oplysninger om helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kan føre til, at meddelelsen af et indrejseforbud af 2 års varighed må antages at virke særligt belastende for ham.
Udlændingenævnet finder yderligere, at der ikke er oplyst om særlige grunde, hvor hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, bl.a. hensynet til familiens enhed, gør, at [ansøgeren] ikke bør meddeles et indrejseforbud trods pålæg om at udrejse straks.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet