Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 30-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse vedrørende ophør af ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk.1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt ved ophøret af klagerens beskæftigelse i november 2017. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klagerens senest havde haft lønindkomst i november 2017, og at han havde fået udbetalt kontanthjælp siden januar 2018. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumenter eller oplysninger om årsagen til beskæftigelsesophøret i november 2017, herunder til støtte for, at klageren var uforskyldt arbejdsløs, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumenter eller oplysninger til støtte for, at han havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende inden for rimelig tid efter ophøret af sit arbejde, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Det forhold, at der til sagen var fremlagt kopi af et brev fra maj 2018 til klageren fra Jobcenter København, hvoraf det fremgik, at klageren var indkaldt til samtale i maj 2018 med henblik på at finde beskæftigelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at brevet fra Jobcenter København var dateret mere end fem måneder efter klagerens beskæftigelsesophør i november 2017 og således ikke i sig selv kunne anses som dokumentation for, at han havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende umiddelbart efter ophør af klagerens beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på andet grundlag opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en afgørelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var indrejst første gang i Danmark i maj 2010 i en alder af 40 år, og at klageren i CPR-registreret var registreret som udrejst af Danmark fra juli 2013 til marts 2015, og at han efter det oplyste talte og læste meget dårligt dansk. Uanset om det var blevet lagt til grund, at klageren var genindrejst i Danmark allerede i august 2014, hvor han senest fik udstedt EU-registreringsbevis, ses han alene at have opholdt sig i Danmark i sammenlagt cirka syv år på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse havde fået udbetalt kontanthjælp i sammenlagt cirka et år og ti måneder, og at klageren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde fået udbetalt kontanthjælp i yderligere et år. Desuden fremgik det, at klageren under sit ophold i Danmark alene havde haft lønindkomst i sammenlagt cirka fire år og fire måneder, og at klagerens lønindkomst var udbetalt fra seks forskellige arbejdsgivere, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at klagerens tilknytning til arbejdsmarkedet havde været af løsere karakter. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke til sagen havde fremlagt oplysninger om personlige forhold, herunder om nogen familiemæssig tilknytning til Danmark eller helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det måtte antages at virke særligt belastende for ham, at hans opholdsret var ophørt. EU/2019/28. -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år
Dato: 30-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2018 om afslag på forlængelse af opholdstilladelse som religiøs forkynder til en pakistansk statsborger efter udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Ansøgeren var i februar 2018 meddelt opholdstilladelse som religiøs forkynder hos et islamisk center. I forbindelse med ansøgerens forlængelsessag udarbejdede Udlændingestyrelsen i august 2018 en søgerapport over ansøgerens aktiviteter på sin facebook-profil.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette meddelte ansøgeren afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2015 på sin facebook-profil havde delt og ”synes godt om” en video, der hyldede attentatet begået i Paris i januar 2015 mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Udlændingenævnet vurderede, at ansøgeren ved at dele og ”synes godt om” den pågældende video havde udvist en adfærd, som gav grund til at tro, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod den offentlige tryghed og den offentlige orden i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at det kunne udledes af forarbejderne til udlændingelovens § 9 f, stk. 8, at der først ved endelig dom i Danmark eller i udlandet for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 136, stk. 2, kunne siges at foreligge et sikkert grundlag for at give afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af frygt for landets sikkerhed, og at ansøgeren ikke var dømt herfor. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne udledes af lovens forarbejder, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9 f, stk. 8, i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse eller forlængelse heraf alene kunne anvendes i tilfælde, hvor der forelå en endelig dom for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens § 136, § 266, § 266 a eller § 266 b. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at en trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter eksempelvis eller som udgangspunkt foreligger i de tilfælde, hvor udlændingens opholdstilladelse er blevet inddraget efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 5 (nu § 19, stk. 6). Udlændingenævnet lagde også vægt på, at det fremgik af udlændingelovens § 19, stk. 6, at en inddragelse efter denne bestemmelse forudsatte, at udlændingen ved endelig dom var idømt straf for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 136. Udlændingenævnet fandt således, at der med støtte i forarbejdernes ordlyd også kunne foreligge andre situationer, hvor § 9 f, stk. 8, kunne finde anvendelse, end de tilfælde, hvor der forelå en endelig dom i medfør af for eksempel straffelovens § 136, stk. 2. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9 f, stk. 8, at bestemmelsen indebærer, at der stilles en form for værdighedskrav som betingelse for meddelelse af opholdstilladelse som religiøs forkynder med videre. Det forhold, at ansøgerens advokat havde oplyst, at andre personer havde haft adgang til ansøgerens facebook-profil, hvorfor disse personer kunne have delt og ”synes godt om” den pågældende video, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, ligesom det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at advokaten havde anført, at såfremt det var ansøgeren, som havde delt og ”synes godt om” den pågældende video, var det sket, uden at han havde forholdt sig til indholdet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at delingen og angivelsen ”synes godt om” var sket fra ansøgerens facebook-profil, og at ansøgeren måtte anses for at have ansvaret for, hvad der var offentliggjort på ansøgerens profil, uanset om ansøgeren aktivt havde forholdt sig til indholdet eller ej, og uanset om deling med videre var sket af andre personer, som havde haft adgang til ansøgerens facebook-profil. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren i forbindelse med brugen af sin facebook-profil ved deling og ”synes godt om” havde foretaget en aktiv handling, hvor der ud over den beskrevne video vedrørende terrorhandlingen i Paris i januar 2015 også var delt og ”synes godt om” en række andre billeder og videoer, herunder at ansøgeren i oktober 2017 havde ”synes godt om” et billede, der viste en dolk, der blev brugt til at dræbe en person, der havde udgivet en pamflet om profeten, som blev opfattet som krænkende, og at ansøgeren i marts 2016 på sin facebook-profil havde delt en video, hvor en forkynder hyldede en person, der havde henrettet en påstået blasfemiker. Udlændingenævnet vurderede på den baggrund, at ansøgeren efter en samlet konkret vurdering af sagens oplysninger havde udvist en sådan adfærd, herunder billigelse af vold og drab, at der var grund til at tro, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod den offentlige tryghed eller den offentlige orden m.v. i Danmark. Det forhold, at advokaten havde anført, at ansøgeren ønskede at bidrage til den offentlige tryghed, den offentlige orden, og andres rettigheder og pligter gennem sit virke, og at ansøgeren forsøgte at bygge bro mellem sin religion og det omkringliggende samfund via sine forkyndelser i menigheden, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter Udlændingenævnets opfattelse med sine aktiviteter på facebook gentagne gange havde delt og ”synes godt om” videoer og billeder, som hyldede vold og drab. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at advokaten havde anført, at ansøgeren ikke i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse i september 2018 fik at vide, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens opfattelse udgjorde en trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter, at Udlændingestyrelsens afgørelse var baseret på nogle historiske ”synes godt om” og delinger på en åben facebook-side foretaget før ansøgeren havde fået opholdstilladelse i Danmark, og som Udlændingestyrelsen derfor havde haft adgang til at tjekke, og at alle undtaget et af de forhold, Udlændingestyrelsen havde anført, lå forud for ansøgerens ankomst til Danmark. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de i Udlændingestyrelsens søgerapport fra august 2018 gengivne forhold vedrørte en periode på cirka fem år, og at forholdene dermed efter Udlændingenævnets vurdering gav et billede af ansøgerens holdninger til vold og drab. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at Udlændingestyrelsen ikke allerede i forbindelse med meddelelsen af ansøgerens opholdstilladelse i februar 2018 havde været opmærksom på de nævnte forhold, idet Udlændingestyrelsen i forbindelse med en ansøgning om forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse skulle foretage en ny vurdering af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark og i den forbindelse havde vurderet, at dette på baggrund af de i søgerapporten beskrevne forhold ikke var tilfældet, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Udlændingenævnet konstaterede i øvrigt, at Udlændingestyrelsen i juni 2018 ændrede administrativ praksis og siden havde foretaget en undersøgelse af alle ansøgere, der søgte om opholdstilladelse som religiøs forkynder efter udlændingelovens § 9 f. FAM/2019/8.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 09-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som arbejdstager i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Letland.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse fra maj 2018 ikke havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse ikke kunne anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet han ikke havde sandsynliggjort, at hans beskæftigelse var af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det begrænsede omfang af ansøgerens beskæftigelse, herunder at han fra februar 2018 blev ansat hos en arbejdsgiver, og at han i februar 2018 havde 8,94 arbejdstimer, i marts 2018 havde 35,99 arbejdstimer og i april 2018 havde 51,28 arbejdstimer, hvilket svarede til, at han havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på cirka 8,11 timer i perioden fra februar 2018 til april 2018. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens beskæftigelse var af så ringe omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke i øvrigt var holdepunkter for at anse den beskæftigelse, som ansøgeren udøvede på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse, som reel og faktisk. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i april 2018 havde et øget antal arbejdstimer, som svarede til 11,97 timers ugentlig beskæftigelse samt en tilsvarende øget indtægt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en øget beskæftigelse i en enkelt måned ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i juli 2018 havde fået udstedt et registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen, idet dette ikke i sig selv sandsynliggjorde, at ansøgeren opfyldte betingelserne som arbejdstager på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at begrebet arbejdstager omfattede enhver, som udøvede reelt og effektivt arbejde og blev betalt under en anden persons ledelse, kunne på baggrund af ovennævnte vurdering af ansøgerens udøvede beskæftigelse, heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde gjort gældende, at ansøgeren faktisk levede af den pågældende indtægt, og at beskæftigelsen således ikke kunne betragtes som et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet fandt således, at uanset om ansøgeren kunne leve af den pågældende indtægt, kunne det ud fra en samlet vurdering af beskæftigelsen ikke lægges til grund, at ansøgeren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. EU/2019/30. -
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 09-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold i Danmark som arbejdstager til en polsk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse ikke kunne anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet hun ikke havde sandsynliggjort, at beskæftigelsen var af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde vægt på ansøgerens begrænsede omfang af sin beskæftigelse, herunder at hun blev ansat i juli 2018, og at hun i perioden fra juli 2018 til august 2018 havde 18,75 arbejdstimer og fra august 2018 til september 2018 havde 39,62 arbejdstimer, hvilket svarede til, at hun i perioden havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 6,59 timer. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens beskæftigelse var af så begrænset omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i oktober 2018 alene fik løn for 19,18 arbejdstimer hos virksomheden, og at hun herefter ikke havde haft indkomst fra virksomheden. Udlændingenævnet fandt, at dette forhold talte imod, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb, idet hun ikke var i færd med at øge sin beskæftigelse til et niveau, som kunne være omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Udlændingenævnet havde endvidere lagt vægt på varigheden af ansøgerens arbejdsforhold. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren tidligst var i beskæftigelse fra juli 2018, idet første lønseddel omfattede denne dato, og at ansættelsen ophørte senest i oktober 2018, idet ansøgeren ikke havde fået udbetalt løn efter oktober 2018. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at ansøgerens samlede ansættelse varede højst i tre måneder. Udlændingenævnet fandt, at den begrænsede samlede varighed af ansøgerens ansættelsesforhold og ansøgerens antal arbejdstimer på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse samlet set talte imod, at ansøgeren opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at der på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens øvrige oplysninger vedrørende ansøgeren og ansøgerens ansættelsesforhold, herunder oplysningerne vedrørende størrelsen af ansøgerens vederlag, overenskomstdækning, pension, feriepenge og løn under sygdom, ikke i øvrigt var holdepunkter for at anse beskæftigelsen, som ansøgeren udøvede på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse, som reel og faktisk. Det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun ikke kunne fremlægge en lønseddel med et tilstrækkeligt antal arbejdstimer, fordi ansøgeren havde modtaget sit ”tax number” meget sent, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumenter, der understøttede, at ansøgeren ikke havde mulighed for at påbegynde sin ansættelse tidligere eller at oppebære et større antal arbejdstimer. EU/2019/31. -
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 04-07-2019Udlændingenævnet hjemviste i juli 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse for så vidt angik vurderingen af, om ansøgeren havde ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var taget stilling til det forhold, at ansøgerens arbejdsmæssige aktiviteter var en del af et religiøst fællesskab. Udlændingenævnet henviste herved til, at det fremgik af EU-Domstolens sag C-196/87, Steymann, at det i sager, hvor personer påberåber sig at være arbejdstagere på baggrund af beskæftigelse hos et religiøst fællesskab, er relevant at foretage en vurdering af, om det pågældende arbejde er et væsentligt led i deltagelsen af det religiøse fællesskab, samt om – og på hvilken måde – det pågældende arbejde er med til at sikre det religiøse fællesskab økonomisk uafhængighed. Udlændingenævnet fandt det på den baggrund relevant at få belyst, hvilke konkrete arbejdsopgaver ansøgerens ansættelse omfattede, om arbejdsopgaverne var et væsentligt led i deltagelsen af det religiøse fællesskab, samt om de pågældende arbejdsopgaver bidrog til det religiøse fællesskab som økonomisk virksomhed. EU/2019/33.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juni 2019 – Fremmedpas
Dato: 28-06-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på fremmedpas til en statsborger, som selv angav at være fra Indien, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tildeles fremmedpas, da det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde forsøgt at fremskaffe identitetspapirer fra Indien, således at Den Indiske Ambassade i København kunne udstede et pas eller anden rejselegitimation til ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der under sagens behandling ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren havde forsøgt at fremskaffe eller generhverve de dokumenter, som han havde oplyst at have mistet på sin vej til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af en e-mail fra april 2018 fra visa@indian-embassy.dk, at det var ansøgerens ansvar at fremskaffe dokumenter, som beviste hans nationalitet, hvilket han ikke havde gjort alle disse år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det til klagesagen var oplyst, at ansøgeren fortsat havde sine forældre, hvorfor det ikke kunne udelukkes, at det ville fremgå af ansøgerens forældres dokumenter, at de havde en indisk søn. Det forhold, at partsrepræsentanten havde oplyst, at ansøgeren ikke kunne rejse til Indien på grund af sin sikkerhed, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren havde fået afslag på asyl i Danmark, og idet han var i Danmark på baggrund af familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt det endvidere muligt, at ansøgerens forældre kunne sende dokumentation til Danmark for ansøgerens identitet, eller at han kunne søge om laissez passer til at rejse til Indien for at få udstedt sine dokumenter. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale nr. 279, s. 2, andet afsnit, at afviste asylansøgere, som vender tilbage til Indien med midlertidige rejsedokumenter, kan indrejse uden større problemer som sådan. Det forhold, at partsrepræsentanten mente, at det var en menneskeret at have et pas, og at ansøgeren ikke kunne passe sit arbejde uden et pas, fandt Udlændingenævnet ikke kunne medføre, at de danske udlændingemyndigheder skulle udstede et fremmedpas, da det på baggrund af ovenstående ikke kunne udelukkes, at ansøgeren ville kunne få udstedt et nationalitetspas. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at der kunne udstedes fremmedpas efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4. FAM/2019/29. -
Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2019 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning om familiesammenføring
Dato: 24-06-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en nordmakedonsk statsborger ikke kunne få tilbagebetalt gebyret for en ansøgning om familiesammenføring.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette i marts 2018 havde meddelt ansøgeren afslag på tilbagebetaling af gebyret, som pågældende havde indbetalt i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring i oktober 2017. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende reference i november 2017 havde anmodet om, at sagens behandling blev stoppet, og ansøgningen dermed skulle frafaldes. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at der ikke sker tilbagebetaling af gebyret, hvis ansøgningen frafaldes, eller ansøgningen af anden grund ikke længere har betydning for ansøgeren. Det forhold, at referencen havde frafaldet ansøgningen allerede 20 dage efter indgivelsen af ansøgningen, da ægtefællens børn afgik ved døden i en trafikulykke i hjemlandet, hvorfor hun havde været nødsaget til at tage tilbage til Nordmakedonien for at passe sine børnebørn, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse forhold, uanset alvorligheden, ikke i sig selv kunne føre til, at gebyret skulle tilbagebetales. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at gebyret på 6.300 kr. dækkede omkostningerne ved myndighedernes behandling af ansøgningen, og at denne behandling påbegyndtes allerede ved indgivelsen af ansøgningen. Udlændingenævnet fandt endelig, at Udlændingestyrelsens manglende vejledning om, at referencen ikke ville kunne få gebyret tilbagebetalt ved frafald af ansøgningen, ikke var af en sådan karakter, at gebyret af den grund skulle tilbagebetales. Udlændingenævnet fandt det dog beklageligt, at Udlændingestyrelsen ikke inden styrelsen traf afgørelse om afslag på tilbagebetaling af gebyr vejledte referencen om, at han ved frafald af ansøgningen ikke havde mulighed for at få gebyret tilbagebetalt, på trods af at han to gange under sagens behandling rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen om tilbagebetaling af gebyret. FAM/2019/7. -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. juni 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 17-06-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som arbejdstager i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret at være statsborger i et EU-land.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde ret til ophold som arbejdstager i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at man som EU-statsborger har ret til at opholde sig her i landet ud over de tre måneder, der følger af udlændingelovens § 2, stk. 1, og at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han var statsborger i et EU-land. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningens indgivelse havde indleveret et lettisk fremmedpas, hvorpå ansøgerens nationalitet ikke var anført, ligesom ansøgeren i sin ansøgning ikke havde anført en nationalitet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at være statsborger i Letland, hvorfor han ikke havde ret til at opholde sig i Danmark som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren på et senere tidspunkt ville fremmøde med et lettisk fremmedpas, og at det i forbindelse med klagen var oplyst, at der var opstået en fejl i forbindelse med udstedelsen af ansøgerens pas, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet han ikke havde dokumenteret, at han var statsborger i Letland. EU/2019/24. -
Udlændingenævnets afgørelse af 7. juni 2019 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold
Dato: 07-06-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en pakistansk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 5. Ansøgeren blev i november 2001 meddelt opholdstilladelse som studerende, som senest blev forlænget til oktober 2010. I oktober 2012 blev ansøgeren meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse som studerende, hvilket blev stadfæstet af Udlændingenævnet i september 2013. I november 2013 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde med virkning fra indgivelsestidspunktet i februar 2013. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2018.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse skulle regnes fra februar 2013, hvor ansøgeren indgav sin ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at hvis ansøgningen om opholdstilladelse bliver indgivet her i landet, regnes tidsrummet fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse eller fra tidspunktet, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, hvis dette tidspunkt ligger efter ansøgningstidspunktet, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i perioden fra oktober 2010, efter hans opholdstilladelse som studerende udløb, og til februar 2013, da ansøgeren indgav en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde, ikke havde haft en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren i perioden fra oktober 2010 til februar 2013 periodevis opholdt sig i Danmark på baggrund af processuelt ophold i forbindelse med behandlingen af sin forlængelsesansøgning på baggrund af studier, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren i september 2013 blev meddelt endeligt afslag på forlængelsesansøgningen. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde boet i Danmark i 16 år. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet beregningen af de i § 27, stk. 1, nævnte tidsrum afbrydes, når en meddelt opholdstilladelse udløber, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 1 og 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter fire års lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om en årlig skattepligtig indkomst af en vis størrelse inden for de seneste to år på 270.000 kr. (2016-niveau), jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at indkomstkravet i 2019 var 286.526,16 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at han inden for de seneste to år ikke havde haft en gennemsnitlig årlig skattepligtig indkomst på 275.400 kr., og at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren inden for de seneste to år havde haft en gennemsnitlig årlig indkomst på 261.939,93 kr. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 3, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4. FAM/2019/6. -
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2019 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Klagefrist
Dato: 15-05-2019Udlændingenævnet afviste i maj 2019 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i december 2018 vedrørende en russisk statsborger, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at referencen to gange i januar 2019 havde talt med Udlændingestyrelsen, som havde vejledt om muligheden for at klage over afgørelsen til Udlændingenævnet. I februar 2019 skrev ansøgeren til Udlændingestyrelsens kontaktformular og oplyste i den forbindelse et SBID, som hun påførte betegnelsen ”Ankesag”. Ansøgeren stilede samtidig henvendelsen til Udlændingestyrelsens adresse samt redegjorde for, hvorfor afgørelsen efter parrets opfattelse havde været forkert, og afslutningsvis fremgik følgende: ”Vi beder jer om at revurdere jeres afgørelse på baggrund af de oplysninger vi her har uddybet.” I februar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet modtog i april 2019 en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2018. Det var til støtte for klagen anført, at ansøgerens henvendelse til Udlændingestyrelsen i februar 2019 burde betragtes som en klage over afgørelsen fra december 2018, hvorfor Udlændingestyrelsen burde have videresendt klagen til Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen var indgivet efter klagefristens udløb. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen i december 2018 havde fremsendt afgørelsen til referencens e-boks, og at Udlændingenævnet først i april 2019 havde modtaget klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik på både dansk og engelsk af Udlændingestyrelsens klagevejledning, at der senest skulle klages inden 8 uger efter, at afgørelsen blev modtaget. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at det var anført, at ansøgerens henvendelse til Udlændingestyrelsen i februar 2019 burde være betragtet som en klage. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens henvendelse fra februar 2019 til Udlændingestyrelsen efter Udlændingenævnets opfattelse måtte anses som en anmodning om, at styrelsen skulle genoptage sagen, og ikke som en klage til Udlændingenævnet over afgørelsen fra december 2018, uanset at ansøgeren havde brugt betegnelsen ”Ankesag”. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren udtrykkeligt havde stilet henvendelsen til Udlændingestyrelsen samt anført, at ”vi beder jer om at revurdere jeres afgørelse på baggrund af de oplysninger vi her har uddybet”. Det måtte derfor lægges til grund, at ansøgeren havde bedt styrelsen om at revurdere deres egen afgørelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at der samtidig var blevet betalt et gebyr, ikke kunne føre til, at henvendelsen fra februar 2019 skulle betragtes som en klage, henset til at der også skal betales gebyr for at søge om genoptagelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i denne sag forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. FAM/2019/5.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet