Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse vedrørende ophør af ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk.1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt ved ophøret af klagerens beskæftigelse i november 2017. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klagerens senest havde haft lønindkomst i november 2017, og at han havde fået udbetalt kontanthjælp siden januar 2018. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumenter eller oplysninger om årsagen til beskæftigelsesophøret i november 2017, herunder til støtte for, at klageren var uforskyldt arbejdsløs, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumenter eller oplysninger til støtte for, at han havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende inden for rimelig tid efter ophøret af sit arbejde, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Det forhold, at der til sagen var fremlagt kopi af et brev fra maj 2018 til klageren fra Jobcenter København, hvoraf det fremgik, at klageren var indkaldt til samtale i maj 2018 med henblik på at finde beskæftigelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at brevet fra Jobcenter København var dateret mere end fem måneder efter klagerens beskæftigelsesophør i november 2017 og således ikke i sig selv kunne anses som dokumentation for, at han havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende umiddelbart efter ophør af klagerens beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på andet grundlag opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en afgørelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var indrejst første gang i Danmark i maj 2010 i en alder af 40 år, og at klageren i CPR-registreret var registreret som udrejst af Danmark fra juli 2013 til marts 2015, og at han efter det oplyste talte og læste meget dårligt dansk. Uanset om det var blevet lagt til grund, at klageren var genindrejst i Danmark allerede i august 2014, hvor han senest fik udstedt EU-registreringsbevis, ses han alene at have opholdt sig i Danmark i sammenlagt cirka syv år på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse havde fået udbetalt kontanthjælp i sammenlagt cirka et år og ti måneder, og at klageren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde fået udbetalt kontanthjælp i yderligere et år. Desuden fremgik det, at klageren under sit ophold i Danmark alene havde haft lønindkomst i sammenlagt cirka fire år og fire måneder, og at klagerens lønindkomst var udbetalt fra seks forskellige arbejdsgivere, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at klagerens tilknytning til arbejdsmarkedet havde været af løsere karakter. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke til sagen havde fremlagt oplysninger om personlige forhold, herunder om nogen familiemæssig tilknytning til Danmark eller helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det måtte antages at virke særligt belastende for ham, at hans opholdsret var ophørt. EU/2019/28.

Senest opdateret: 30-07-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen