Praksis

Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. september 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold

    Dato: 30-09-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Panama som familiemedlem til en dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, hvilket bl.a. er en betingelse for, at ansøgeren kunne opnå ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som vil kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af kontoudskriften fra ægtefællens danske bankkonto, at langt størstedelen af transaktionerne i perioden fra november 2017 til april 2018, hvor han efter det oplyste vendte tilbage til Danmark, vedrørte køb foretaget i Danmark, og at der fremgik et meget lille forbrug i Tyskland. Således fremgik der cirka 150 køb i Danmark, mens der alene fremgik cirka 25 køb i Tyskland samt otte kontanthævninger i Tyskland på sammenlagt 1.500 euro til blandt andet husleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af bankkontoudskriften, at der i perioden fra januar 2018 til marts 2018 alene var foretaget 14 hævninger, som kunne henføres til almindeligt forbrug i Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af sagens oplysninger, at der var tale om ansøgeren og ægtefællens tyske fælleskonto, og at det fremgik af udskriften fra bankkontoen, at ægtefællen ved overførsel af penge til den tyske konto havde angivet ansøgeren som modtager. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var fremlagt kopi af cirka 100 kvitteringer for indkøb foretaget i Tyskland i den pågældende periode, hvoraf cirka 25 kunne henføres til ægtefællens danske konto eller til parrets tyske fælleskonto, mens de resterende kvitteringer vedrørte køb foretaget med kontanter, som således ikke kunne henføres til ansøgerens ægtefælle. Uanset, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at man mange steder i Tyskland alene kunne betale med kontanter, fandt Udlændingenævnet, at de fremlagte kvitteringer, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke i sig selv kunne føre til, at Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som understøttede etableringen af et reelt og faktisk ophold. Udlændingenævnet havde yderligere tillagt det vægt, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde bibeholdt boligen i Danmark, og at hans ældste søn, som på daværende tidspunkt var 17 år, blev boende i denne bolig, hvor ansøgerens ægtefælle i øvrigt havde sin daglige arbejdsgang i forbindelse med et dansk firma, talte imod, at han faktisk var flyttet fra Danmark og havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Hertil kom, at det fremgik af kontoudskriften fra den danske sparekasse, at størstedelen af de indkøb, der var foretaget i Danmark i den pågældende periode, var foretaget i butikker i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark, herunder kvitteringer for køb af benzin, idet han måtte antages at have haft et øget forbrug af benzin, såfremt han dagligt pendlede cirka 70 kilometer hver vej mellem de relevante byer i Danmark og Tyskland. Den fremlagte lejekontrakt og de medfølgende kvitteringer for betalt husleje kunne ikke i sig selv føre til, at det kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i Tyskland. Endvidere kunne det forhold, at han havde været registreret i CPR som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2017 til april 2018, og at han i Tyskland var blevet registreret som bosiddende i november 2017, heller ikke i sig selv føre til en antagelse om, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet fra Danmark til Tyskland. Det forhold, at ansøgeren og ægtefællens yngste søn var blevet registreret som bosiddende i Tyskland, at ansøgeren havde fået udstedt et tysk opholdskort som familiemedlem til en EU-borger, og at der var fremlagt en udfyldt blanket vedrørende ansøgerens ægtefælles søns indmeldelse i en dansk skole i Tyskland, kunne heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet det ikke i sig selv i tilstrækkelig grad sandsynliggjorde, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Ydermere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde været gift siden 1998 og havde to fællesbørn, som var danske statsborgere, og at ansøgeren tidligere havde opnået permanent opholdstilladelse, talte dansk og havde eventuelle jobtilbud i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om forhold, som kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13 var opfyldt. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. september 2019 – Erhverv – Greencardordningen – Barsel

    Dato: 26-09-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af en ghanesisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om forlængelse fra november 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst - og som det fremgik af sagens øvrige oplysninger, herunder de fremsendte lønsedler og eindkomst - at ansøgeren ikke havde været i lønnet beskæftigelse i perioden fra oktober 2016 til april 2017. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i fast beskæftigelse af et vist omfang i syv måneder i perioden fra april 2017 til og med november 2017. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det var anført, at ansøgerens tidligere arbejdsgiver meddelte ham barselsorlov i perioden fra august 2016 til februar 2017, og at det fremgik af barselsdagpengespecifikation fra Udbetaling Danmark fra september 2016, at ansøgeren havde ret til udbetaling af barselsdagpenge i denne periode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke var vendt tilbage til ordinær beskæftigelse umiddelbart efter endt forældreorlov, hvorfor ansøgerens forældreorlov ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse inden for de seneste 12 måneder forud for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at barselsorlov/forældreorlov kun kunne indgå i vurderingen, såfremt pågældende var i et ansættelsesforhold før afholdelsen af barsel/forældreorlov, og såfremt pågældende efter endt barsel vendte tilbage til samme ansættelsesforhold. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst, at han ikke ønskede at bibeholde sin ansættelse hos den tidligere arbejdsgiver efter endt forældreorlov. Udlændingenævnet fandt, at det ligeledes ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren afholdt ferie, inden han skulle påbegynde sit nye arbejde i april 2017, henset til at ansøgeren ikke afholdt ferie, mens han var i et ansættelsesforhold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen ikke kunne forlænges efter betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang og var blevet uforskyldt ledig indtil tre måneder før tidspunktet for ansøgningens indgivelse i Styrelsen for International Rekruttering og Integration i januar 2017. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at, det var ansøgerens egen beslutning ikke at vende tilbage til arbejdet efter forældreorlovens ophør, idet ansøgeren ikke var tilfreds med arbejdsvilkårene, og da ansøgeren ønskede at udforske andre jobmuligheder. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke havde haft perioder af uforskyldt ledighed. ERH/2019/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør

    Dato: 16-09-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Bulgarien.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt i februar 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens udbetaling af barselsdagpenge var ophørt i februar 2017, at der herefter ikke var registreret indkomst frem til tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018, og at klageren først i november 2017 havde tilmeldt sig jobcentret som ledig. Udlændingenævnet fandt derfor på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af hendes arbejdstagerstatus efter EU-retten. Udlændingenævnet fandt således, at uanset, at klageren ved ophøret af sin ansættelse med sidste lønudbetaling i marts 2016, var at anse som uforskyldt arbejdsløs, idet hun umiddelbart derefter, i april 2016, fødte sit ældste barn og påbegyndte en periode med barselsdagpenge, havde hun ikke efter barselsorlovens ophør bevaret sin status som arbejdstager, idet hun ikke inden for rimeligt tid havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende. Udlændingenævnet henviste herved til, at en unionsborger, som ophører med at arbejde eller med at søge arbejde som følge af fysiske begrænsninger i forbindelse med en graviditets sene stadier og eftervirkningerne af en fødsel, bevarer sin status som arbejdstager, forudsat at hun genoptager sit arbejde eller finder et andet arbejde inden for rimelig tid efter barnets fødsel. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at uanset, om klageren efter de nationale regler måtte have haft ret til afholdelse af barsel i en periode efter ophør af udbetaling af barselsdagpenge, havde klageren ikke inden rimelig tid tilmeldt sig jobcentret, idet der var forløbet ni måneder fra udbetalingernes ophør til klagerens tilmelding. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde oplyst, at hun ikke søgte nyt job efter barselsorlovens ophør, idet hun blev gravid med sit yngste barn, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet hun ikke på tidspunktet for ophøret af barselsdagpenge i februar 2017 kunne anses for at have befundet sig i graviditetens sene stadier, idet hun havde termin med sit yngste barn i november 2017, og idet barnet blev født i november 2017. For så vidt angik det af klageren anførte om, at hun ikke kunne finde pasning til det ældste barn, som hun derfor passede i hjemmet, henviste Udlændingenævnet til, at der ikke herved var tale om forhold, som kunne føre til, at hun ikke burde have tilmeldt sig jobcentret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det navnligt vil være eftervirkningerne af en fødsel, der kan føre til, at en unionsborger, der står uden for arbejdsmarkedet, bevarer sin status som arbejdstager. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren ikke efter ophøret af udbetaling af barselsdagpenge i februar 2017, bevarede sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i februar 2015 i en alder af 23 år, og at hun havde opholdt sig i Danmark i knap fem år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren under sit ophold sammenlagt havde været i lønnet beskæftigelse i cirka halvandet år samt havde født to børn, hvilket medførte, at hun i perioder ikke havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold, herunder hendes beskæftigelse og barselsperioder, kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af opholdsretten kunne anses for at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at klageren, hendes ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i hjemlandet, for dér at udøve familielivet. Det indgik i Udlændingenævnets afgørelse, at parret havde to fællesbørn, født i henholdsvis april 2016 og november 2017. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet fællesbørn efter praksis først efter seks til syv års fast, lovligt ophold i Danmark i hvilken forbindelse barnet har gået i dansk institution og/eller skole, anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at klagerens opholdsret ikke skulle anses for ophørt under henvisning hertil. EU/2019/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2019 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Retsgyldigt ægteskab

    Dato: 19-08-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra Pakistan som medfølgende familiemedlem til en herboende udlænding med opholdstilladelse efter greencardordningen. Ansøgeren og den herboende reference havde indgået ægteskab i Pakistan på et tidspunkt, hvor ansøgeren var 17 år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for meddelelse af opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret. I Danmark anerkendes et udenlandsk ægteskab, hvis det er indgået i overensstemmelse med reglerne i det land, hvor ægteskabet er indgået, og hvis forholdene omkring ægteskabets indgåelse ikke strider imod grundlæggende danske retsprincipper (dansk ordre public). Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren var 17 år på tidspunktet for indgåelse af ægteskabet. Det forhold, at ægteskabet efter det oplyste var lovligt efter pakistanske og islamiske regler, og at ansøgeren med sin den herboende reference havde levet sammen som ægtefæller og havde fået fem børn, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ægteskabet, uanset at dette var gyldigt i Pakistan, ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da ansøgeren var mindreårig på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet fandt således, at ægteskabet ikke efter dansk ret kunne anerkendes, idet ægteskabet stred mod grundlæggende danske retsprincipper, jf. § 22 b, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke var dokumenteret, at der forud for ansøgningstidspunktet havde været et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at referencen ifølge CPR indrejste i Danmark i november 2013, at han sidenhen havde været registreret med bopæl i Danmark og fortsat stod registreret som bosiddende i Danmark, og at han ifølge sit pas udrejste af Danmark i juni 2016 og indrejste i Danmark igen i juli 2016. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren og referencen i perioden fra 1993 til 2014 boede sammen, hvorunder de fik fem fællesbørn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren først i april 2017, mere end tre år efter referencen indrejste i Danmark, indgav ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle. Det forhold, at der var fremlagt en lejekontrakt fra juni 2018, hvoraf fremgik at ansøgeren og referencen havde boet sammen i Pakistan siden marts 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen havde været registreret med bopæl i Danmark siden november 2013, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren og referencen havde boet sammen i Pakistan siden marts 2014. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den fremlagte lejekontrakt fra juni 2018 var indgået efter, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i februar 2018 meddelte ansøgeren afslag på ansøgningen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at lejekontrakten var udfærdiget med henblik på klagesagen i Udlændingenævnet, hvorfor den ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig vægt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at uanset at ansøgeren og referencen måtte være en familie, havde de ved referencens indrejse i Danmark selv valgt at udøve et eventuelt familieliv adskilt og via besøgsophold i Pakistan. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse tillige vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold. På samme baggrund fandt Udlændingenævnet derfor tillige, at det forhold, at parret havde fem fællesbørn, hvoraf tre var bosiddende i Danmark, og at to af disse børn var mindreårige, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det som udgangspunkt tilfaldt forældremyndighedens indehavere at beslutte, hvor et barn skal bo, og at det således var ansøgeren og referencens eget valg, at børnene skulle bo i Danmark frem for med ansøgeren i Pakistan. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at referencen og hans familie ikke kunne indrejse i Pakistan for dér at udøve familielivet. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til sagen havde oplyst, at han skulle have foretaget en hjerteoperation i november 2018, at han ikke havde nogen slægtninge i Danmark, og at han grundet omstændighederne havde brug for ansøgerens hjælp til pleje og pasning. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle efter bestemmelsen under henvisning til den herboende references helbredsmæssige forhold. ERH/2019/13.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør

    Dato: 19-08-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en rumænsk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt ved afslutningen af hans beskæftigelse hos en restaurant i august 2018. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren selv havde opsagt sin stilling som køkkenassistent hos restauranten, og at det fremgik af eIndkomst, at han senest havde haft lønindkomst i august 2018. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus. Det forhold, at klageren efter egne oplysninger var uforskyldt arbejdsløs, da arbejdsgiveren efter gentagne opfordringer ikke havde udbetalt den fulde løn i tre måneder, at der var uoverensstemmelser, idet arbejdsgiveren ville have haft klageren til at arbejde 60 til 66 timer ugentligt og med kun en søndag fri, i stedet for de 20 timer, der var aftalt i ansættelseskontrakten, at arbejdsgiveren havde taget fat i klagerens arm og fortalt ham, at han var færdig her i Danmark, hvis han ikke arbejdede de timer, som arbejdsgiveren ville have ham til at arbejde, og at klageren derfor havde valgt at forlade arbejdet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at årsagen til ophøret af beskæftigelsen hos virksomheden var uoverensstemmelser, at dette forhold ikke kunne betragtes som dokumentation for uforskyldt ledighed, og at klageren ikke havde fremlagt dokumentation for eller godtgjort, at der var en verserende sag mod klagerens arbejdsgiver. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved sin opsigelse i august 2018 var uforskyldt arbejdsløs, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet havde desuden ved vurderingen af, om klageren havde bevaret sin arbejdstagerstatus efter beskæftigelsesophøret lagt vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret at have tilmeldt sig jobcentret inden for rimelig tid efter ophøret af hans ansættelse i august 2018, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren ikke efter august 2018, hvor hans beskæftigelse hos arbejdsgiveren var ophørt, havde bevaret sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36, og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren første gang indrejste i Danmark i juli 2017 i en alder af 30 år, at klageren således sås at have opholdt sig i Danmark i cirka et år på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse, og at klageren under sit ophold i Danmark alene havde haft lønindkomst i sammenlagt ni måneder, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at klagerens tilknytning til arbejdsmarkedet havde været af løsere karakter. Det forhold, at klageren havde ret til at opholde sig her i landet i yderligere tre måneder, idet han var arbejdssøgende, og at klageren ikke forstod, hvorfor Statsforvaltningen tog stilling til, at han skulle forlade landet i oktober 2018, når klageren kunne bevise at han var arbejdssøgende, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, at en EU-borger, der er arbejdstager, har ret til ophold i Danmark ud over de tre måneder, såfremt EU-borgeren fortsat har bevaret sin arbejdstagerstatus. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke til sagen havde fremlagt oplysninger om personlige forhold, herunder om nogen familiemæssig tilknytning til Danmark eller helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det måtte antages at virke særligt belastende for ham, at hans opholdsret var ophørt. EU/2019/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør

    Dato: 19-08-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Storbritannien.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt i august 2015. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren blev opsagt fra sin ansættelse med sidste arbejdsdag i december 2015, og at der ikke var registreret indkomst i perioden fra januar 2016 til og med april 2016. Yderligere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke havde sendt dokumentation for, at hun efter sit beskæftigelsesophør i december 2015 havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at uanset om det blev lagt til grund, at klageren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb som følge af sine to ansættelser, bevarede hun ikke en eventuel arbejdstagerstatus efter beskæftigelsesophør i december 2015. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren i perioden fra maj 2016 til og med juni 2016 var ansat hos en virksomhed, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger ikke kunne lægges til grund, at klageren under sin ansættelse havde opnået status som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet den beskæftigelse, klageren udøvede, ikke kunne anses for at være af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klageren blev ansat hos virksomheden i maj 2016, og at klageren i juni 2016 blev opsagt med sidste arbejdsdag i juni 2016, og at hun således alene var i beskæftigelse i cirka syv uger. Udlændingenævnet fandt, at den meget begrænsede varighed af klagerens ansættelsesforhold i høj grad talte imod, at hun opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på det begrænsede omfang af klagerens beskæftigelse, hvor hun sammenlagt havde 72,5 arbejdstimer, hvilket svarede til, at hun i løbet af sine cirka syv ugers ansættelse havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på cirka 10,4 timer. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det begrænsede antal arbejdstimer talte for, at klagerens beskæftigelse var af så begrænset omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet fandt herefter, at omfanget af klagerens ugentlige beskæftigelse sammenholdt med den begrænsede længde af sit ansættelsesforhold, samlet set talte imod, at hun opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb under sin ansættelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens øvrige oplysninger vedrørende klageren og hendes ansættelsesforhold, ikke i øvrigt er holdepunkter for at anse hendes beskæftigelse som reel og faktisk. Idet Udlændingenævnet således fandt, at klageren på tidspunktet for ansættelsesophøret i juni 2016 ikke havde opnået status som arbejdstager, opfyldte klageren ikke betingelserne for bevarelse af arbejdstagerstatus i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 4, uanset at hun var uforskyldt arbejdsløs og tilmeldte sig jobcentret som arbejdssøgende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at hun havde fået udbetalt kontanthjælp i perioden fra juni 2016 til maj 2018, og at hun ikke herefter havde haft indkomst. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde undervist i en periode, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var tale om ulønnet praktik, hvilket ikke er omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i juni 2015, at hun havde opholdt sig i Danmark i cirka fire år, og at hun under sit ophold sammenlagt havde været i lønnet beskæftigelse i cirka syv måneder. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde bestået prøve i Dansk 1, at hun havde været i praktik som underviser, og at hun var samlevende med en dansk statsborger. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at hun ikke på baggrund af sit ophold og aktiviteter i Danmark kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af sin opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at klageren fremlagde dokumenter vedrørende udredning af sin sygdom, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det måtte antages, at klageren havde mulighed for at fortsætte udredningen og modtage eventuel behandling herfor i sit hjemland, Storbritannien. EU/2019/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. august 2019 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 13-08-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., til en somalisk statsborger, da ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1998 og blev i august 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med sin far frem til december 2017. Ifølge Det Centrale Personregister (CPR) udrejste ansøgeren til Somalia i november 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i november 2015 udrejste af Danmark en måned før hun fyldte 18 år, og at ansøgeren først i november 2017 genindrejste her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke rettede henvendelse til de danske myndigheder under sit ophold i Somalia med henblik på bevarelse af opholdstilladelsen, og at hun først i november 2017 to år efter udrejsen af Danmark i en alder af næsten 20 år indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der i Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2014, hvor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, blev vejledt om, at hendes opholdstilladelse kunne bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun tog længerevarende ophold uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren havde alle intentioner om at vende tilbage til Danmark hurtigst muligt, da hun udrejste, at hendes familie havde arrangeret et ægteskab for hende, som var mod hendes vilje, og som hun ikke havde mulighed for at modsætte sig, at hun ikke havde mulighed for at forlade Somalia efter ægteskabet, da familien og ægtefællen forhindrede dette, at hun først kunne udrejse af Somalia, da hendes ægtefælle ønskede at blive skilt, og at hun ikke kunne vende tilbage til Somalia af frygt for at blive dræbt af sin tidligere ægtefælle. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efterlod alle sine ejendele i Danmark, da hun rejste, at hun på tidspunktet for udrejsen boede hos sin familie i Danmark, at hun ikke frameldte sig CPR, og at hun havde bestilt en returbillet, hvilket indikerede, at hun ønskede at vende tilbage til Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fyldte 18 år en måned efter udrejsen og dermed blev myndig, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at hendes kontakt til de danske myndigheder og eventuel tilbagevenden til Danmark var afhængig af en anden person. Udlændingenævnet fandt, at det hverken sås dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens familie i Danmark ikke rettede henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at underrette om, at ansøgeren ikke kom hjem som planlagt fra sit ophold i udlandet, på trods af at ansøgerens herboende far efter det oplyste ikke var involveret i det planlagte arrangerede ægteskab. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde studeret på en ungdomsskole, men ikke havde arbejdet i Danmark, at hun talte, skrev og læste dansk, og at hun godt kunne huske noget af sproget, men ikke det hele. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til et andet resultat henset til, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark i oktober 2014, at ansøgeren udrejste i november 2015, at hun således alene havde boet i Danmark i cirka et år og to måneder, og at ansøgeren blev gift og havde fået barn uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet. FAM/2019/14.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – Au pair – Formodning

    Dato: 30-07-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en filippinsk statsborger som au pair i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren var i august 2018 meddelt opholdstilladelse som au pair hos en dansk værtsfamilie for en toårig periode. I oktober 2018 indgav ansøgeren en ny ansøgning som au pair hos en ny værtsfamilie på grund af, at den tidligere værtsfamilie angiveligt havde misligholdt au pair-vilkårene.

    Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være, at hun ønskede at udvide sin kulturelle horisont samt at forbedre sine sproglige og faglige kundskaber. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, forinden indgåelsen af au pair-kontrakten med sin tidligere værtsfamilie, havde aftalt at arbejde minimum otte timer om dagen, og at hun herudover accepterede, at hun ikke skulle hænge sig i timetallet. Det forhold, at det var anført, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde lagt vægt på et skærmbillede af en chatkorrespondance med værtsfamilien fra ansøgerens tidligere au pair-sag, og at det ikke var ansøgerens forventning at indgå i en mere arbejdsmæssig rolle end en au pair-rolle, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren allerede forinden indgåelsen af au pair-kontrakten med sin tidligere værtsfamilie, og inden hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, accepterede den tidligere værtsfamilies krav om at arbejde minimum otte timer om dagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 6, hvoraf det fremgik, at au pair-personens arbejdstid skulle være mellem tre og fem timer om dagen de dage, hvor au pair-personen udførte pligter for værtsfamilien. Arbejdstiden skulle udgøre mellem 18 og 30 timer ugentligt. Det anførte om, at ansøgeren på tidspunktet for chatkorrespondancen ikke var bekendt med vilkårene for au pair-opholdet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren underskrev ansøgningsskemaet på tro og love, herunder at hun var bekendt med vilkårene for et au pair-ophold, som udtrykkeligt fremgik af ansøgningsskemaet, og at hun havde mulighed for at afslå at indgå aftalen, men valgte alligevel at søge opholdstilladelse som au pair hos den tidligere værtsfamilie, uanset at hun vidste, at værtsfamilien ikke havde intentioner om at overholde vilkårene. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at det fremgik af chatkorrespondancen, at ansøgeren udtalte, at hun havde brug for et arbejde for at hjælpe og støtte sin familie. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering, at formålet med ansøgerens ansøgning ikke kunne anses at være at opnå en kulturel udveksling i tråd med au pair-ordningens krav. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren ved korrespondancen med den tidligere værtsfamilie og den efterfølgende au pair-ansøgning havde tilkendegivet, at hun ønskede et længerevarende ophold i Danmark, uanset vilkårene for opholdsgrundlaget. Ansøgeren kunne således ikke gives opholdstilladelse som au pair i Danmark efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1. ERH/2019/10.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

    Dato: 30-07-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse vedrørende registrering af en værtsfamilie i au pair karensregistret i to år, jf. udlændingelovens § 21 a. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte i august 2018 en filippinsk statsborger opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien.

    Udlændingenævnet fandt, at værtsfamilien havde misbrugt au pair-ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 4, jf. au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at værtsfamilien ikke havde fremlagt dokumentation for, at de senest ved au pair-opholdets begyndelse havde betalt for au pairens indrejsebillet til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at værtsfamilien i en e-mail fra november 2018 til Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at au pairen selv skulle betale indrejsebilletten, og at værtsfamilien herefter ville refundere billetten efter indrejsen. Udlændingenævnet henviste til, at det blandt andet fremgår af lovbemærkningerne til udlændingelovens § 21 a, nr. 4, at værtsfamilien skal betale au pair-personens primære rejseudgift, f.eks. en flybillet, og at dette måtte være til hinder for en aftale, der var til væsentlig ulempe for au pair-personen, og som indebar, at au pair-personen skulle afholde udgifterne til indrejsebilletten med henblik på senere at blive kompenseret. Det forhold, at værtsfamilien til støtte for klagen havde anført, at det ikke havde været hensigten, at au pairen selv skulle betale for flybilletten, at værtsfamilien havde forsøgt at komme i kontakt med au pairen med henblik på tilbagebetaling af indrejsebilletten, at aftalen af praktiske årsager var blevet lavet om, så au pairen selv skulle lægge ud for billetten, og at værtsfamilien havde handlet i god tro, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt af ansøgningsskemaet, at en værtsfamilie kunne blive pålagt en karensperiode på to år, såfremt værtsfamilien ikke betalte for au pair-personens indrejsebillet, ligesom værtsfamilien underskrev ansøgningsskemaet på tro og love om, at de var bekendt med, at en værtsfamilie kunne blive omfattet af karensregistrering, såfremt betingelserne for au pair-personens opholdstilladelse ikke blev overholdt. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i august 2018 havde fremsendt en vejledning til værtsfamilien vedrørende reglerne for et au pair-ophold herunder med oplysning om, at en værtsfamilie havde pligt til at betale både ind- og hjemrejsebillet, og at en værtsfamilie kunne blive omfattet af en toårig karensperiode, såfremt værtsfamilien ikke overholdt reglerne for et au pair-ophold. Udlændingenævnet lagde endelig og som en supplerende begrundelse vægt på, at værtsmoren i juni 2018 via chatkorrespondance aftalte med au pairen, at arbejdstiden minimum skulle udgøre otte timer. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 6, hvoraf det fremgår, at au pair-personens arbejdstid skal være mellem tre og fem timer om dagen de dage, hvor au pair-personen udfører pligter for værtsfamilien. Arbejdstiden skal udgøre mellem 18 og 30 timer ugentligt. Uanset det anførte om, at chatkorrespondancen alene havde været en del af en rekrutteringsproces, fandt Udlændingenævnet på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at det med sikkerhed var fastslået, at værtsfamilien havde misbrugt au pair-ordningen. Udlændingenævnet fandt således, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde registreret værtsfamilien i au pair karensregistret i to år som følge af misbrug af au pair-ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a. ERH/2019/9.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør

    Dato: 30-07-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som arbejdstager til en statsborger fra Litauen, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren i september 2017 var blevet opsagt fra en stilling som marketing consultant, og at det fremgik af eIndkomst, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse fra maj 2018 ikke havde haft lønindtægt efter september 2017. Udlændingenævnet fandt derfor på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af hans arbejdstagerstatus efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved sin opsigelse i september 2017 var uforskyldt arbejdsløs, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Ved vurderingen heraf lagde Udlændingenævnet vægt på oplysningerne i klagerens opsigelsesbrev af september 2017 fra arbejdsgiveren, hvoraf det fremgik, at klageren var blevet opsagt i september 2017 i løbet af en prøveperiode som følge af manglende salgskompetencer. Udlændingenævnet fandt, at en afskedigelse som følge af manglende kompetencer til at varetage stillingen som marketing consultant, ikke var en omstændighed, som lå uden for klagerens kontrol, og at klagerens arbejdsløshed derfor ikke kunne anses for at være uforskyldt. Udlændingenævnet havde ved vurderingen lagt vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han tilmeldte sig jobcentret inden for rimelig tid efter ophøret af ansættelsen i september 2017, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det fremgik af oplysningerne fra kommunen, at klageren ikke havde tilmeldt sig som ledig på Jobnet. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren ikke efter ophøret af beskæftigelsen i september 2017, havde bevaret sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i 2011 i en alder af cirka 18 år, og at han havde været udrejst af Danmark fra 2012 til 2015. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningen afgørelse havde arbejdet i Danmark i cirka to år, at han havde bestået modul 1 i Prøve i Dansk 3, at hans tante og onkel var bosiddende i Danmark og at han havde en samlever. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets relativt korte varighed, hans danskkundskaber eller beskæftigelse, kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af hans opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Det forhold, at klageren efter det oplyste havde en samlever, kunne heller ikke føre til, at det måtte anses for særligt belastende for ham, at hans opholdsret ophørte, idet han ikke havde oplyst yderligere om perioden for samlivet eller om karakteren af forholdet. EU/2019/27.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen