Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 45 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2021 – Alders- og identitetsfastlæggelse

Dato: 21-01-2020

Udlændingenævnet hjemviste i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring til 2 statsborgere fra Afghanistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgerne, der efter det oplyste var henholdsvis 47 år og 17 år på ansøgningstidspunktet, søgte i januar 2018 om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende søn henholdsvis bror (herefter referencen), der var meddelt midlertidig opholdstilladelse som uledsaget, mindreårig asylansøger. Ansøgerne fremsendte som dokumentation for deres identitet og deres slægtsskab med referencen alene kopi af billedsiderne af 2 afghanske nationalitetspas. I november 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på familiesammenføring, da Udlændingestyrelsen fandt, at ansøgerne hverken havde dokumenteret deres slægtsskab med referencen eller deres identitet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder grundlag for at hjemvise sagerne til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i november 2018 meddelte ansøgerne afslag på ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. og § 9 c, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen fandt, at ansøgerne hverken havde dokumenteret deres slægtsskab med referencen, eller deres identitet, idet der ikke var fremlagt gyldig dokumentation i form af en fuldstændig kopi af pas, fødselsattest eller andre dokumenter. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten i oktober 2018 havde fremsendt kopi af billedsiderne af 2 afghanske nationalitetspas, som angiveligt tilhører ansøgerne, idet der ikke var tale om fuldstændige pas.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at referencen er født i december 2005, at referencen har oplyst, at han boede sammen med ansøgerne i Afghanistan frem til sin flugt i november 2016, at familien angiveligt flygtede ud af Afghanistan sammen, men blev adskilt under flugten, at familiens adskillelse herefter alene skyldtes, at referencen lykkedes med at flygte videre til Danmark, og at han er meddelt midlertidig opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1, som uledsaget, mindreårig asylansøger uden at gennemgå sædvanlig asylprocedure, med henvisning til manglende familiemæssigt netværk.
Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke at kunne udelukke, at der mellem ansøgerne og referencen, såfremt deres slægtsskab kan dokumenteres, er etableret et familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på at styrelsen kan iværksætte foretagelse af dna-undersøgelser af ansøgerne og referencen, samt en aldersundersøgelse af den ene ansøger, idet det ved ansøgningens indgivelse er oplyst, at hun var cirka 17 år, mens det af det indsendte, ufuldstændige pas fremgår, at hun er født i 1990 og dermed er betydeligt ældre.”
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2020 – Alders- og identitetsfastlæggelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

Dato: 16-12-2019

Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med meddelelse af indrejseforbud i to år til en statsborger fra Frankrig.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2019. Udlændingenævnet fandt således, at unionsborgeren ikke burde udvises af Danmark med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingenævnet fandt, at unionsborgerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af unionsborgeren ville være i strid med direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet) artikel 27, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved det af unionsborgeren begåede tyveri var tale om et enkeltstående forhold, hvor det ikke kunne lægges til grund, at formålet med unionsborgerens indrejse i Danmark var at begå kriminaliteten, idet der til klagen var fremlagt blandt andet kopi af en ansættelseskontrakt mellem unionsborgeren og en restaurant fra september 2019, hvorved unionsborgeren pr. oktober 2019 blev ansat som kok, hvilket understøttedes af det forhold, at unionsborgeren i oktober 2019 fik udstedt EU-registreringsbevis, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på unionsborgerens personlige forhold, herunder at hun i øvrigt var ustraffet også under sit seneste ophold i Danmark i perioden fra juni 2019 til september 2019, samt at hun var i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således henset til ovenstående, hvor unionsborgeren blandt andet havde fået udstedt EU-registreringsbevis, og hvor det begåede forhold hverken havde haft et professionelt eller planlagt tilsnit, at der ikke var grundlag for at antage, at hun i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at hendes adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor der ikke var grundlag for at udvise hende med indrejseforbud. Udlændingenævnet anmodede på denne baggrund Udlændingestyrelsen om at slette indberetningen af unionsborgerens indrejseforbud i kriminalregistret. FAM/2019/15.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør

Dato: 16-12-2019

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om ophør af en opholdsret som arbejdstager til en statsborger fra Rumænien.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse den 14. maj 2019, jf. EU-opholdsbekendtgørelsen § 30, stk. 1. Udlændingenævnet lagde til grund, at klagerens midlertidige ansættelseskontrakt udløb i december 2018. Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde tilmeldt sig jobcenteret inden for rimelig tid efter ophøret af beskæftigelsen, hvilket er en betingelse for bevarelse af arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klagerens tidsbegrænsede ansættelseskontrakt udløb i december 2018, hvilket også blev understøttet af oplysningerne fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at klageren ikke havde haft lønindkomst i perioden fra januar 2019 til marts 2019. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at klageren først tilmeldte sig jobcenteret i marts 2019, hvor der således var forløbet næsten tre måneder fra klagerens ansættelse udløb. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at klageren ikke efter december 2018, hvor klageren ophørte sin beskæftigelse hos arbejdsgiveren, bevarede sin arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2. Desuden fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for ham jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren fik udstedt sit registreringsbevis i september 2018, at han ifølge oplysningerne i CPR først var registeret indrejst i Danmark i september 2018, at han på tidpunktet for Styrelsen for International Rekrutterings afgørelse således alene havde været registeret indrejst i Danmark i mindre end ét år, og at han derfor ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det måtte antages at virke særligt belastende for ham, at opholdsretten ophørte. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om, at klageren havde nær familie i Danmark. Det indgik i grundlaget, at klageren på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde været i beskæftigelse i cirka seks måneder, men Udlændingenævnet fandt ikke, at klageren herved havde opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af hans opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. EU/2019/18.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Betingelser ej opfyldt – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed

Dato: 16-12-2019

Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som familiemedlem til en pakistansk statsborger, som af Statsforvaltningen var blevet meddelt afslag under henvisning til hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, jf. §§ 8-12.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Statsforvaltningens afgørelse fra juni 2018. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på ret til ophold som familiemedlem til en EU-borger, jf. herved en analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, som følge af, at han i oktober 2015 på en adresse i Allerød udøvede vold mod sin tidligere ægtefælle, og at ansøgeren ved dom af september 2018 blev fundet skyldig i forholdet, jf. straffelovens § 244, stk. 1, for hvilket ansøgeren blev straffet med 50 dages betinget fængsel samt betinget udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ved det begåede forhold var tale om en enkeltstående voldsepisode af tilfældighedspræget karakter. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren i øvrigt var ustraffet samt hans personlige forhold, hvor han var gift med en EU-borger med opholdsret i Danmark i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, med hvem han havde et fællesbarn, og hvor han under sit sidste lovlige ophold i Danmark ses at have været i beskæftigelse både i form af ansættelsesforhold og som selvstændig erhvervsdrivende. Udlændingenævnet fandt på baggrund af ovenstående, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. herved analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, og § 35. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdsret i Danmark som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, var opfyldt. Udlændingenævnet havde ikke herved vurderet dette. EU/2019/17.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Naturlig forlængelse

Dato: 21-11-2019

Udlændingenævnet hjemviste i november 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold i Danmark efter reglerne om sekundær bevægelighed, hvor en unionsborger vender hjem efter at have udøvet den fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-Domstolen i juni 2018 afsagde dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen) om dansk administrativ praksis for familiesammenføring efter EU-retten i situationer, hvor en dansk statsborger vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat (såkaldt sekundær bevægelighed), og et familiemedlem, som påberåber sig en afledt opholdsret, først senere indrejser eller indgiver ansøgning om opholdsret. Udlændingenævnet bemærkede, at der som følge af dommen blev foretaget en præcisering af praksis i sager, hvor der forelå en tidsmæssig forskydning mellem unionsborgerens tilbagevenden og familiemedlemmets indrejse eller indgivelse af ansøgning, hvorefter der skulle foretages en trinvis gennemgang af en række betingelser. Disse betingelser sås ikke at være vurderet i ansøgerens sag. Udlændingenævnet henviste herved til, at det ikke fremgik udtrykkeligt af Statsforvaltningens afgørelse fra juni 2018, hvorvidt der var foretaget en konkret vurdering af, om ansøgerens ægtefælle havde haft et reelt og faktisk ophold i Grækenland, om ansøgerens og dennes ægtefælle havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Grækenland, og om familielivet var ophørt eller afbrudt i tidsrummet fra ansøgerens ægtefælles tilbagevenden til Danmark til ansøgerens eller indgivelse af ansøgning om opholdsret. Udlændingenævnet henviste generelt til Udlændinge- og Integrationsministeriet fortolkningsnotat af 12. april 2019 vedrørende EU-Domstolens dom i Altiner-sagen. Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration kunne tage fornyet stilling til sagen på baggrund af praksis, herunder efter Altiner-dommen. EU/2019/35.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – betingelser ej opfyldt – ej omfattet af personkredsen

Dato: 18-11-2019

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold for en russisk statsborger som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgerens registrerede partner, som var referencepersonen, var statsborger i Rusland og ikke var unionsborger, og at ansøgerens registrerede partner således ikke opfyldte betingelserne som hovedperson i EU-opholdsbekendtgørelsens § 1. Allerede af denne grund var ansøgeren ikke omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, jf. § 1. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens registrerede partner i september 2017 havde fået udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin datter, som var en 15-årig britisk statsborger, og som i juli 2017 havde fået udstedt registreringsbevis som person med tilstrækkelige midler, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens registrerede partner havde afledt sin opholdsret fra sin datter, og at ansøgerens registrerede partners afledte opholdsret ikke kunne medføre en ret til ophold for andre familiemedlemmer. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun og hendes registrerede partner ikke kunne udøve et familieliv i ansøgerens hjemland, idet det i Rusland var imod loven at leve sammen med en person af samme køn. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et asylretligt forhold, som ikke kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 2 var opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold som familiemedlem til hendes registrerede partners datter, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4-6. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4, allerede fordi hun ikke var beslægtet i ret opstigende linje med den registrerede partners datter. Det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun var i familie med hendes registrerede partners datter, uanset at hun ikke var blodsbeslægtet med hende, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet betingelsen om at være beslægtet i ret opstigende linje efter Udlændingenævnets opfattelse skulle være opfyldt enten i form af slægtskab eller som følge af juridiske forpligtelser som f.eks. adoption. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at hun i Rusland var blevet forsørget af hendes registrerede partners datter eller havde været optaget i hendes husstand, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5, og at ansøgeren ligeledes ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at alvorlige helbredsmæssige grunde gjorde det absolut nødvendigt, at den registrerede partners datter personligt plejede ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 6. Udlændingenævnet bemærkede afslutningsvis, at det fremgik af CPR, at den registrerede partners datter var udrejst af Danmark i august 2018. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke havde ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen. EU/2019/19.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2019 – Administrativ udvisning – EU–borger – Ulovligt ophold

Dato: 13-11-2019

Udlændingenævnet besluttede ex officio i november 2019 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse om udvisning af rumænsk statsborger. Udlændingenævnet havde i juli 2019 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ophæve det indrejseforbud, som unionsborgeren ved Udlændingenævnets afgørelse i juli 2019 om udvisning af Danmark var blevet meddelt for to år fra den 1. i den førstkommende måned efter, at han var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-Domstolen den 10. september 2019 havde afsagt dom i den præjudicielle sag C-94/18, Nalini Chenchooliah mod Irland (Chenchooliah-dommen), som nærmere vedrørte medlemsstaters mulighed for at fastsætte indrejseforbud. Dommen vedrørte en tredjelandsstatsborger, som tidligere havde været omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (opholdsdirektivet). Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af opholdsdirektivets artikel 15, stk. 3, at en værtsmedlemsstat ikke må lade en udsendelsesafgørelse ledsage af et indrejseforbud. Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet blev i forbindelse med arbejdet med fortolkningen af Chenchooliah-dommen opmærksomme på, at udlændingemyndighederne – uden at det var en konsekvens af den nævnte dom – hidtil havde haft en praksis, hvorefter der i strid med EU-retten også var meddelt indrejseforbud til unionsborgere i forbindelse med administrativ udvisning på grund af ulovligt ophold. Det fremgår således af Udlændinge- og Integrationsministeriets notat af 12. november 2019 vedrørende Chenchooliah-dommen, at det er ministeriets vurdering, at unionsborgere også forud for dommen må anses for at have været omfattet af opholdsdirektivets artikel 15, stk. 3, idet unionsborgere har en umiddelbar ret til at indrejse og opholde sig i en anden medlemsstat end den, hvori de har statsborgerskab. Idet unionsborgeren i sagen var rumænsk statsborger og i april 2018 af Udlændingestyrelsen blev udvist af Danmark med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., idet Udlændingenævnet stadfæstede denne afgørelse i juli 2019, og idet udvisningen ikke var begrundet i hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, fandt Udlændingenævnet, at unionsborgeren i sagen ikke burde have været meddelt indrejseforbud i forbindelse med udvisningsafgørelsen, og at indrejseforbuddet derfor skulle ophæves. Udlændingenævnet anmodede på denne baggrund Udlændingestyrelsen om at slette indberetningen af unionsborgerens indrejseforbud i kriminalregistret. FAM/2019/16.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2019 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

Dato: 13-11-2019

Udlændingenævnet genoptog i november 2019 Udlændingenævnets afgørelse fra november 2013 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en somalisk statsborger, idet det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parternes ønske. Udlændingenævnet hjemviste herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet hun og den herboende ægtefælle var fætter og kusine, og dermed nært beslægtede i udlændingelovens forstand. Parret havde endvidere alene haft telefonisk kontakt, inden parret i juni 2012 besluttede at indgå ægteskab, hvorefter parret indgik ægteskab tre dage efter deres første personlige møde. Efter Udlændingenævnets afgørelse i 2013 var sagen blevet indbragt for FN’s Menneskerettighedskomité, der i juli 2019 havde udtalt kritik af Udlændingenævnets afgørelse. På baggrund af udtalelsen fra FN’s Menneskerettighedskomité havde Udlændingenævnet besluttet at genoptage sagen.

Udlændingenævnet fandt ved hjemvisningen af sagen, at der med FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse fra juli 2019 var fremkommet nye oplysninger, som ikke var indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag. På den baggrund sendte Udlændingenævnet sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen. FAM/2020/1.

FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse kan læses her.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2019 – EU – Primær bevægelighed – Selvforsørgende (personer med tilstrækkelige midler) – Ophør

Dato: 21-10-2019

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som selvforsørgende efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Storbritannien, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold i Danmark efter EU-retten var ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at klageren på baggrund af de offentlige ydelser, hun havde modtaget siden juli 2010, udgjorde en urimelig byrde for det offentlige. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at klageren i december 2008 fik udstedt registreringsbevis som selvforsørgende, og at hun siden juli 2010 – og således i mere end ni ud af de cirka 11 år, hun havde opholdt sig i Danmark – havde modtaget kontanthjælp, som i alt udgjorde 1.360.160 kr. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde opholdt sig i Danmark siden december 2008, at hun havde været selvforsørgende frem til juli 2010, at hun led af endometriose og fibromyalgi og derfor havde modtaget kontanthjælp, at klageren og hendes søn havde boet sammen med klagerens danske samlever, siden klageren indrejste i Danmark, og at det fremgik af sagens oplysninger, at hun muligvis i fremtiden ville kunne komme i fleksjob, og at der således kunne være tale om midlertidige vanskeligheder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ved en samlet konkret og individuel vurdering af de pågældende forhold, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, hvor varigheden og summen af de udbetalte offentlige ydelser vejede med betydelig vægt, måtte lægges til grund, at klageren udgjorde en urimelig byrde for det offentlige. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klageren indrejste i Danmark i december 2008 i en alder af 36 år, og hun havde en meget begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, idet hun alene havde haft lønindkomst i to måneder i 2009. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde opholdt sig i Danmark i næsten 11 år, at hun havde bestået prøve i Dansk 3, at hendes søn havde tidsubegrænset opholdsret i Danmark, og at hun havde været samlevende med en dansk statsborger siden indrejsen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke på baggrund af disse forhold kunne lægges til grund, at ophør af klagerens opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ophør af klagerens opholdsret ikke var i strid med retten til familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, idet klageren og den danske statsborger måtte antages at kunne udøve familielivet i et andet land, herunder i klagerens hjemland, Storbritannien. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klagerens søn, som havde fået udstedt bevis for ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-retten, var 19 år og således voksen, og at der ikke var oplysninger i sagen, der talte imod, at han kunne tage vare på sig selv ved klagerens udrejse af Danmark. Det forhold, at klageren var blevet diagnosticeret med endometriose og fibromyalgi, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren måtte antages at kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet, Storbritannien. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren havde oplyst, at hun ikke havde været opmærksom på, at modtagelse af offentlige ydelser kunne have indflydelse på hendes opholdsret. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgik af Statsforvaltningens afgørelse fra december 2008, at hun var blevet vejledt om betingelserne for hendes opholdsret, herunder at hendes opholdsret kunne ophøre, såfremt forudsætningerne ikke længere var opfyldt. EU/2019/36.
Udlændingenævnets afgørelse af 30. september 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld – Reelt og faktisk ophold

Dato: 30-09-2019

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Brasilien som familiemedlem til en dansk statsborger.

Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens danske ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i perioden fra september 2016 til april 2017. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at han havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som ville kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i den pågældende periode. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at udskriften fra ansøgerens ægtefælles danske bankkonto talte imod, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Således fremgik det af kontoudskriften, at der fra september 2016 frem til slutningen af oktober 2016 var foretaget færre end ti indkøb samt færre end fem kontanthævninger i Tyskland, og at der i samme periode var foretaget et større antal indkøb i Danmark, ligesom der var foretaget danske indbetalinger til bl.a. Fitness World, tandlæge, Fullrate, et fjernvarmeselskab og DR licens. Der fremgik ikke efter oktober 2016 udgifter til almindeligt forbrug i Tyskland. Derudover indikerede transaktionerne på kontoudskriften, at ansøgerens ægtefælle fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien, og at han fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Desuden vedrørte kontoudskriften alene perioden til og med december 2016, og den omfattede således ikke perioden frem til hans oplyste indrejse i Danmark i april 2017. Udlændingenævnet havde ved vurderingen af, om ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, ydermere lagt vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation til støtte for, at han havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark i forbindelse med arbejdet i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der var fremlagt dokumentation for, at ansøgerens ægtefælle fra september 2016 lejede en bolig i Tyskland, og at han havde afholdt udgifter til depositum og husleje i den pågældende periode frem til april 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i den pågældende periode. Endvidere kunne det forhold, at ansøgerens ægtefælle i CPR-registeret havde været registreret som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2016 til april 2017, og at han i Tyskland var blevet registreret som tilflyttet fra september 2016, ikke i sig selv føre til en antagelse om, han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet til Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udrejsedatoen i CPR-registeret i november 2016 ikke stemmer overens med ansøgerens ægtefælles egne oplysninger i ansøgningsskemaet og med registreringen i Tyskland fra september 2016. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle fra november 2016 udlejede boligen i Danmark, idet udlejningen af boligen ikke i sig selv godtgjorde, at han var flyttet til Tyskland. Som anført ovenfor indikerede den fremlagte kontoudskrift desuden, at han fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien og fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at der var fremlagt betalingsbekræftelser fra en dansk bank vedrørende ansøgerens ægtefælles betalinger til en tysk konto heller ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at det fremgik af sagens oplysninger i øvrigt, at der var tale om en tysk sundhedsforsikring, som vedrørte ansøgeren og således ikke ansøgerens ægtefælle. Ligeledes kunne de fremlagte oplysninger om ansøgerens forhold i Tyskland, herunder hendes registrering i Tyskland, hendes tyske sundhedskort og EU-opholdskort og diverse tyske breve adresseret til hende, ikke føre til en ændret vurdering. Uanset, om ansøgeren opholdt sig i Tyskland i den pågældende periode, godtgjorde dette ikke i sig selv, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/21.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen