Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 48 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2019 – Erhverv – Beløbsordningen – garanteret lønindtægt

Dato: 15-05-2019

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra april 2018 om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, til en afghansk statsborger. Ansøgeren var tilbudt ansættelse som handicaphjælper, og det fremgik af ansøgningsskemaet, at månedslønnen udgjorde 35.382,42 kr.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som handicaphjælper. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret et ansættelsesforhold med en garanteret årlig lønindkomst på mindst 408.800 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansættelseskontrakten fra marts 2018, at ansøgerens arbejdstimer udgjorde et gennemsnitligt interval på 30-37 timer pr. uge, ligesom det også fremgik, at ansøgeren var tilbudt en timeløn på mellem 126,89 kr. og 166,86 kr. i hverdagene, 162,42 kr. og 197,95 kr. om lørdagen samt 190,34 kr. og 230,31 kr. om søndagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der alene kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, såfremt ansættelsen indebærer en årlig aflønning på mindst 408.800 kr., ligesom det også følger af fast praksis på området, at der skal være tale om en fast garanteret time- eller årsløn, der på ansøgningstidspunktet mindst svarede til 408.800 kroner årligt, således at variable arbejdstimer og timeløn derfor ikke var tilstrækkelige, da lønnen ikke var garanteret. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at der ved beregningen af, om en minimumsløn var opfyldt, krævedes en fast garanteret løn. Det forhold, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren ville kunne oppebære en årlig lønindtægt på 408.800 kr. ved eksempelvis at tage natte- og ekstravagter bredt ud over året, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ville være nødsaget til at arbejde langt over 37 timer ugentligt for at nå op på beløbsgrænsen, og at sædvanlig arbejdstid i Danmark er 37 timer ugentligt, ligesom det udtrykkeligt fremgår af lovbemærkningerne til beløbsordningen, at ansættelser skal ske på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til oplysningerne om, at det var arbejdslederen og således ikke arbejdsgiveren, der bestemte arbejdstiden. ERH/2019/12.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2019 – Erhverv – Etableringskort

Dato: 06-05-2019

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag om opholdstilladelse efter etableringskortordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 9, jf. § 40, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde fremlagt dokumentation, der måtte anses for konstrueret med det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Som dokumentation for at ansøgeren kunne forsørge sig selv ved at råde over et beløb på mindst 87.264 kr., havde hun fremlagt kontoudskrifter.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter etableringskortordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 9. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen afgørende vægt på, at der til sagen var fremlagt dokumentation, der måtte anses for konstrueret med det formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles. Det følger endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at såfremt en udlænding afgiver urigtige oplysninger eller erklæringer eller svigagtigt fortier oplysninger, kan udlændingen meddeles afslag på ansøgningen. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have sikret sin forsørgelse gennem egne midler det første år af opholdet her i landet efter etableringskortordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 9, jf. § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af de indsendte kontoudskrifter tilhørende ansøgerens konto, at der på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen medio oktober 2018 var 3.272 kr. på kontoen, at der i perioden fra ultimo oktober 2018 til primo november 2018 blev indbetalt i alt 85.084 kr., hvorefter kontoen lød på 92.895 kr., og at der igen i primo november 2018 blev trukket i alt 83.155 kr. fra kontoen, således at kontoens saldo herefter alene var på 13.197 kr. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af de indsendte kontoudskrifter tilhørende ansøgerens konto, at hendes saldo på kontoen medio november 2018 var 8.850 kr., og at der to dage senere blev overført 78.414 kr., således at saldoen nu lød på 87.265 kr. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke reelt havde rådighed over det for meddelelse af opholdstilladelse efter etableringskortordningen krævede forsørgelsesbeløb, da der på ansøgerens konto blev trukket henholdsvis 85.084 kr. samme dag, som det påkrævede forsørgelseskrav var fremvist til Styrelsen for International Rekruttering og Integration primo november 2018, og der medio november 2018 blev overført 78.414 kr. til ansøgerens konto, således at hun igen kunne dokumentere forsørgelsesbeløbet over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen havde oplyst, at ansøgeren normalt ikke havde mange penge på kontoen, men kun til presserende tilfælde, at det ikke var mistænkeligt at låne penge fra venner, at ansøgeren ikke kunne se et problem i, at pengene ikke var på kontoen, så længe ansøgeren havde adgang til dem i fremtiden, hvis ansøgeren skulle få brug for det, at pengene var lånt fra danske konti, hvorfor ansøgeren hurtigt kunne sende en ny kontoudskrift til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, og at ansøgeren havde arbejdet i Danmark siden november 2016 og ikke modtaget sociale ydelser. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 a, stk. 4, 2. pkt., og lovbemærkningerne hertil, at opholdstilladelsen skal betinges af, at udlændingens forsørgelse er sikret gennem egne midler det første år af opholdet her i landet, hvorfor dokumentationen for forsørgelse ikke kan dokumenteres gennem kortvarige lån fra venner, uanset om man igen måtte kunne låne pengene i fremtiden, idet man derved ikke har dokumenteret reelt at råde over midlerne, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt således, at transaktionerne på ansøgerens konto skabte en formodning for, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse havde afgivet urigtige oplysninger om sin evne til at forsørge sig selv ved hjælp af egne midler. Denne formodning blev ikke senere afkræftet. Det forhold, at der til klagesagen var indsendt en ansættelsesaftale, hvoraf det fremgik at ansøgeren arbejdede 16,25 timer om ugen, fandt Udlændingenævnet ikke ændrede vurderingen af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation, der måtte anses for konstrueret med det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark, hvorfor det ikke kunne føre til en ændret vurdering, om ansøgeren i kraft af sin ansættelse måtte opfylde forsørgelseskravet for meddelelse af opholdstilladelse efter etableringskortordningen. ERH/2019/23.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2019 – Erhverv – Beløbsordningen

Dato: 16-04-2019

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en kinesisk statsborger om afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse til at arbejde som køkkenchef, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Ansøgeren søgte i juli 2015 om studietilladelse i Danmark. Ansøgeren oplyste under et interview i forbindelse med sin ansøgning, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. I juli 2015 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende. I oktober 2017 indgav partsrepræsentanten en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af beløbsordningen. Det fremgik af ansøgningsskemaet og et vedlagt Recommendation letter, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet befandt sig i Kina, at ansøgeren havde gennemført en bachelor i Preschool Education i 2015, at ansøgeren havde gennemført seks måneders Cook Qualification i 2017, at ansøgeren fra juli 2012 til august 2015 havde arbejdet deltid som sushichef assistent i Kina, og at ansøgeren fra januar 2017 til oktober 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef ved den samme restaurant.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af beløbsordningen efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren uden for landet havde begået en lovovertrædelse, som efter dansk ret kunne medføre udvisning efter udlændingelovens § 24, og idet der i øvrigt forelå omstændigheder, som ville kunne medføre udvisning, jf. kapitel 4, ved over for en dansk myndighed at have fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om studietilladelse i juli 2015 ikke havde oplyst at have arbejdet som kok, men at ansøgeren alene havde oplyst om erhvervserfaring som klaverlærer. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning fra oktober 2017 havde indleveret et Recommendation letter, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde arbejdet fuldtid i restauranten i sommer- og vinterferier, mens ansøgeren studerede, i perioden fra juli 2012 til august 2015, at ansøgeren havde arbejdet i restauranten igen fra januar 2017, og at ansøgerens ansættelse i restauranten ikke kunne verificeres. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at Det Danske Generalkonsulat havde ringet til restauranten på det telefonnummer, som var registreret på internettet, hvor konsulatet talte med en kvinde, som ikke kendte ansøgeren som værende køkkenchef, at konsulatet derefter havde ringet til det telefonnummer, som fremgik af arbejdsgivererklæringen, hvor konsulatet havde talt med en mand, der hævdede at være manager på hotellet, og som oplyste, at ansøgeren havde arbejdet som køkkenchef på hotellet fra 2012 til 2016, og at ansøgeren ikke arbejdede der længere. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at hun ikke oplyste om sin tidligere erhvervserfaring i forbindelse med studieansøgningen, idet ansøgeren ikke havde fundet det relevant på det tidspunkt, henset til at ansøgeren, direkte adspurgt under interviewet, havde oplyst, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der efterfølgende var modtaget et brev fra ejeren af restauranten, hvori det var oplyst, at ansøgeren var restaurantens sushichef, at konsulatet havde talt med ejerens ægtefælle, som ikke var involveret i den daglige drift af restauranten og dermed ikke vidste, hvem der var ansat, at ansøgeren havde arbejdet som sushichef assistent fra 2012 til 2015, og at ansøgeren fra januar 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef, idet disse oplysninger ikke kunne verificeres mundtligt. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at den kvinde, som konsulatet havde talt med, oplyste, at managerens navn havde været et andet, end det som ansøgeren oplyste, og at det måtte være forventeligt, at ejerens ægtefælle, som besvarede virksomhedens telefon, kendte navnet på manageren, som stod for den daglige drift. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at det var anført, at ejerens ægtefælle ikke havde haft et overblik over, hvilket personale, der var ansat i restauranten, og at ægtefællen var gået i panik og derfor havde svaret afvigende. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens ansættelse i henholdsvis ansøgningsskemaet, det vedlagte Recommendation letter, de telefoniske oplysninger og det efterfølgende brev fra ejeren af restauranten. Udlændingenævnet fandt på baggrund heraf, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring over for en dansk myndighed med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren ikke skulle meddeles afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde boet i Danmark i en længere årrække, og da ansøgeren ikke havde familiemæssig tilknytning her til landet. ERH/2019/4.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. april 2019 – Erhverv – Beløbsordningen

Dato: 11-04-2019

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en kinesisk statsborger om afslag på opholdstilladelse med henblik på jobsøgning efter uforskyldt ledighed og afgørelse om inddragelse af opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed efter udlændingelovens § 9 a, stk. 11. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgningen om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed hos den tidligere, nu konkursramte, arbejdsgiver ikke var indgivet rettidigt. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget løn fra den konkursramte arbejdsgiver via Lønmodtagernes Garantifond frem til ultimo september 2017, at ansøgeren ifølge sin kontrakt med den nye arbejdsgiver og eIndkomst var påbegyndt arbejdet hos den nye arbejdsgiver i august 2017, at ansøgeren i november 2017 havde oplyst til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, at ansøgeren var påbegyndt arbejdet hos den nye arbejdsgiver, hvorfor det måtte antages, at ansøgeren havde været ansat hos den konkursramte arbejdsgiver senest frem til ultimo september 2017, men at ansøgeren først havde indgivet sin ansøgning om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed til Styrelsen for International Rekruttering og Integration primo december 2017. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke havde indgivet sin ansøgning om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed senest umiddelbart efter, at ansættelsesforholdet hos den konkursramte arbejdsgiver var ophørt. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af bemærkningerne til dagældende udlændingelovs § 9 a, stk. 8, at umiddelbart efter ansættelsesforholdets ophør normalt måtte anses for at være en til to dage efter ansættelsesforholdets ophør. Det forhold, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren søgte om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af sin ansættelse hos den nye arbejdsgiver, og hertil havde vedlagt sin opsigelse fra ultimo oktober 2017 fra den nye arbejdsgiver, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der efter Udlændingenævnets opfattelse alene kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af en allerede stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a stk. 2, nr. 1 eller 2 eller nr. 12, litra a-c, eller stk. 3, som i ansøgerens tilfælde var opholds- og arbejdstilladelsen som kok hos den konkursramte arbejdsgiver. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke, med henvisning til sin ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som sushichef hos den nye arbejdsgiver, kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed, allerede fordi ansøgeren ikke havde haft en stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af sit job som sushichef hos den nye arbejdsgiver. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af lovbemærkninger om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed, at en ansøgning herom skulle indgives senest umiddelbart efter, at udlændingens hidtidige ansættelsesforhold ophørte, men at Udlændingenævnet fandt, at en udlændings hidtidige ansættelsesforhold måtte forstås som en allerede stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse omfattet af jobsøgningsbestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at partsrepræsentanten havde oplyst til Udlændingenævnet, at ansøgeren søgte opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af sin ansættelse hos den nye arbejdsgiver, men at ansøgeren i december 2017 i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om jobsøgningsophold til Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde vedlagt en skrivelse fra partsrepræsentanten fra juni 2017, hvoraf det fremgik, at den tidligere arbejdsgiver var under konkurs, således at det måtte antages af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, at ansøgningen om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed var på baggrund af ansættelsen hos den konkursramte arbejdsgiver. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af ansættelse som kok hos den tidligere, nu konkursramte arbejdsgiver, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, med rette var blevet inddraget, idet grundlaget for opholds- og arbejdstilladelsen ikke længere var til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 26, stk. 1. ERH/2019/25.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. april 2019 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Forældre

Dato: 04-04-2019

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en honduransk statsborger, under henvisning til ansøgerens voksne herboende datter, der i januar 2018 blev meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende familie under henvisning til sin datter i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, som efter praksis kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne særlige hensyn i forhold til ansøgerens datter, at det kunne begrunde, at ansøgeren undtagelsesvis skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgerens datter havde oplyst, at ansøgeren var 67 år, at ansøgeren var pensioneret lærer, at ansøgeren altid havde levet sammen med hende, at ansøgeren tidligere havde boet sammen med hende under hendes ophold i Mexico, at ansøgeren var hendes og hendes børns emotionelle støtte, at ansøgeren var en nøgleperson i pasningen af sit barnebarn, da ansøgerens datter på grund af sit arbejde rejste meget og havde lange arbejdsdage, at hun som ansøgerens eneste datter var ansvarlig for ansøgeren, at hun havde støttet ansøgeren med husly, mad, transport, tøj med videre, og at ansøgeren ikke havde nogen familiemedlemmer, der kunne tage vare på ansøgeren i hjemlandet, og at hun var ansøgerens eneste familiemedlem i første led. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, at det kunne begrunde, at ansøgeren alligevel skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgeren skulle passe sit barnebarn på 13 år, da ansøgerens datter på grund af sit arbejde rejste meget og havde lange arbejdsdage. Det forhold, at ansøgerens datter havde oplyst, at ansøgeren altid havde boet sammen med hende, også under sin udstationering til Mexico, at hun var ansvarlig for ansøgeren, herunder støtte til husly, mad med videre, at ansøgeren ikke havde nogen familiemedlemmer, der kunne tage vare på ansøgeren i hjemlandet, og at datteren var ansøgerens eneste familiemedlem i første led, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter havde oplyst, at ansøgeren var rask og uden handicap, og at det måtte antages, at ansøgeren kunne tage vare på sig selv, sådan som det måtte antages, at ansøgeren havde gjort hidtil, selvom ansøgeren havde boet sammen med sin datter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens datter fortsat ville kunne støtte ansøgeren økonomisk, selvom ansøgeren ikke boede sammen med hende. Det forhold, at ansøgerens datter til støtte for klagen havde oplyst, at hun som migrantarbejder var omfattet af FN’s Konvention om Vandrende Arbejdstageres Rettigheder, hvorfor ansøgeren herigennem havde et retskrav på at bo med hende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet Danmark ikke havde tiltrådt FN’s Konvention om Vandrende Arbejdstageres Rettigheder. ERH/2019/26.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. februar 2019 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år

Dato: 13-02-2019

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2018 om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse som missionær til en brasiliansk statsborger. Ansøgeren var i oktober 2017 meddelt opholdstilladelse som missionær ved en kirke i Danmark. Der blev i forbindelse med ansøgerens forlængelsesansøgning fremlagt en arbejdsbeskrivelse, hvoraf fremgik, at ansøgerens primære arbejdsopgaver i kirken bestod af fotografering til kirkens arrangementer, udvikling af PR- og kommunikationsstrategi, administrative opgaver, og at ansøgeren skulle arrangere kulturelle events.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på ny kunne meddeles opholdstilladelse som missionær, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 2, idet det ikke sås godtgjort, at ansøgeren igennem en kontrakt eller ansættelsesaftale skulle virke som missionær i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansøgeren var ansat 37 timer om ugen som missionær, at ansøgerens stillings- og funktionsbeskrivelse skulle udarbejdes lokalt, og at det fremgik af ansøgerens arbejdsbeskrivelse, at ansøgerens primære ansvarsopgaver indbefattede fotografering til samtlige af kirkens arrangementer, at ansøgeren var en del af kirkens PR- og kommunikationsstrategiteam, at ansøgeren skulle arrangere kulturelle events og løbende hjælpe med administrative opgaver, og endelig at ansøgeren skulle deltage i gudstjenestefællesskaber hver søndag, hvor ansøgeren skulle stå for enten velkomstteam, praktiskteam eller cafeteam. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens primære arbejdsopgaver ikke var at virke som missionær i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til støtte for klagen anførte omkring, at ansøgeren i forbindelse med sin første ansøgning om opholdstilladelse som missionær fik udarbejdet en ansættelseskontrakt fra juni 2017 og en tilhørende jobbeskrivelse af ansøgerens arbejdsopgaver, hvoraf det fremgik, at ansøgerens arbejde primært bestod af forkyndelse, at denne ansættelseskontrakt fortsat var gældende, og at arbejdsgiveren havde indsendt en forkert jobbeskrivelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens oprindelige ansættelseskontrakt fra juni 2017, at ansøgerens arbejde kunne bestå af forkyndelse, outreach, kirkearrangementer, ungdomsarbejde, lovsang og samtaler, og at ansøgerens daglige arbejde blev tilrettelagt i samråd med menighedens daglige ledelse, og at det fremgik af ansøgerens nye arbejdsbeskrivelse, som var udarbejdet efter klagens indgivelse, at ansøgeren varetog flere forskellige missionære arbejdsopgaver, som arbejdsgiveren mente matchede ansøgerens kvalifikationer og kompetencer bedst i arbejdet med spansktalende, herunder gadeevangelisation, hjemmebesøg, religiøse grupper, bibelstudier, lovsang og andagt på portugisisk, samt at ansøgeren arrangerede kulturelle events for spansktalende, var ansvarlig for opstart af kirkens ugentlige fodboldtjeneste, at han var en fast del af kirkens kommunikationsteam, og at han stod for fotografering og redigering af billeder samt PR. Udlændingenævnet lagde på den baggrund til grund, at størstedelen af de opgaver, som ansøgeren ifølge de fremlagte arbejdsbeskrivelser udførte for kirken, var af administrativ, markedsføringsmæssig og eventmæssig karakter, og at ansøgerens hovedopgave således ikke var at missionere. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af både kontrakten og arbejdsbeskrivelserne, at ansøgerens daglige arbejdsopgaver var tilrettelagt af menighedens daglige ledelse ud fra de af ansøgerens kvalifikationer og kompetencer, som han matchede bedst i arbejdet med spansktalende. FAM/2019/3.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. februar 2019 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

Dato: 04-02-2019

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra oktober 2018 om karensregistrering af en værtsfamilie på baggrund af misbrug af au pair-ordningen i medfør af udlændingelovens § 21 a, nr. 2, jf. au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1. Værtsfamiliens au pair var meddelt opholdstilladelse i august 2017 og indrejste i Danmark i oktober 2017.

Udlændingenævnets flertal fandt, at værtsfamilien havde misbrugt au pair-ordningen ved ikke at have udbetalt det minimumsbeløb for lommepenge på 4.150 kr., der var fastsat på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair, til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden i hele den periode, hvor au pairen var meddelt opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at værtsfamilien i månederne fra november 2017 til og med maj 2018 alene havde udbetalt 3.500 kr. månedligt med undtagelse af februar 2018, hvor værtsfamilien havde udbetalt 3.500 kr. to gange til au pairen. Udlændingenævnets flertal lagde endvidere vægt på, at det udbetalte lommepengebeløb ikke var blevet kontinuerligt indbetalt til au pairens konto den sidste bankdag i måneden. Udlændingenævnets flertal henviste i det følgende til, at lommepengebeløbet for november 2017 var til disposition primo december 2017, og at lommepengebeløbet for januar 2018 først var til disposition primo februar 2018. Det indgik i vurderingen, at værtsfamilien havde anført, at denne ikke var blevet vejledt om, at der kunne idømmes en karensperiode, alene fordi der ikke hver måned var udbetalt 4.150 kr. til au pairen på en dansk bankkonto, men dette kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at værtsfamilien i ansøgningen på tro og love havde skrevet under på, at denne var bekendt med muligheden for karensregistrering, og at værtsfamilien udtrykkeligt var blevet vejledt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration vedrørende reglerne for et au pair ophold. Det fremgik af vejledningen, at lommepengene skal indbetales til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden. Udlændingenævnets flertal bemærkede, at ordet ”skal” var fremhævet i vejledningen med fed skrift, og at det fremgik af vejledningen, at såfremt værtsfamilien ikke betalte au pairen det mindstebeløb, der var fastsat på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair, ville værtsfamilien blive omfattet af en to-årig karensperiode. Det indgik i vurderingen, at værtsfamilien havde anført, at denne blot havde udbetalt dele af deres au pairs lommepenge på forskud, at aftalen mellem værtsfamilien og deres au pair havde stillet au pairen bedre end efter kontrakten/lovgivningen, og at der kun var hjemmel til at idømme en karensperiode, hvis au pairen ikke havde modtaget de lommepenge, som denne havde krav på. Det indgik endvidere i vurderingen, at baggrunden for afdragsordningen var, at au pairen pludselig fik problemer med at finansiere sine udgifter, og at værtsfamilien derfor sendte 40.000 pesos, som au pairen havde brug for, som et forskud på au pairens lommepenge, og at værtsfamilien herudover havde givet au pairen 500 kr. ekstra den første måned, betalt udgifter til tøj og et månedskort til transport, som således oversteg minimumsbeløbet. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til, at lommepengebeløbet ikke var indbetalt til en dansk bankkonto, hvilket udtrykkeligt fremgik af både vejledningsbrevet til værtsfamilien samt au pair-bekendtgørelsen. Udlændingenævnets flertal henviste endvidere til, at der intet er til hinder for at stille au pairen bedre, hvilket også fremgik af vejledningsbrevet, så længe den gensidige aftale ikke indebar, at lommepengebeløbet blev fastsat til et beløb, der var lavere end minimumsbeløbet på tidspunktet for ansøgningen som au pair. Udlændingenævnets flertal henviste endelig til, at fastsættelsen af et minimumslommepengebeløb til en au pair har et beskyttelsesmæssigt sigte i forhold til au pairen, og at au pair-ordningen måtte anses for misbrugt, idet værtsfamilien udtrykkeligt var vejledt om reglerne, og at værtsfamilien på trods heraf ikke fulgte reglerne herom. ERH/2019/2.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2019 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 28-01-2019

Udlændingenævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Cameroun, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit mindreårige barn, der havde bopæl hos sin mor i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i januar 2013 var blevet meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, at denne opholdstilladelse var gyldig indtil december 2016, og at ansøgeren under sit lovlige ophold som studerende var blevet far til et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på karakteren og omfanget af det samvær, som ansøgeren udøvede med barnet, herunder at ansøgeren udøvede samvær to gange om ugen, og at der netop var blevet etableret en samværsordning, hvor barnet skulle overnatte hos ansøgeren hver anden weekend fra fredag til lørdag. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var statsborger i Cameroun. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse var opfyldt. FAM/2019/1.
Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2018 – Erhverv – Praktikanter

Dato: 17-12-2018

Udlændingenævnet omgjorde i december 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra august 2017 om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde i oktober 2016 gennemført en bachelor i arkitektur i sit hjemland. I juni 2017 havde ansøgeren indgivet ansøgning om opholdstilladelse som praktikant hos en virksomhed, hvor ansøgeren blandt andet skulle beskæftige sig med kunstnerisk research, design og udvikling. Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da styrelsen havde vurderet, at der ikke var en faglig sammenhæng mellem ansøgerens uddannelse og det tilbudte praktikophold hos virksomheden, jf. udlændingelovens § 9 k, og § 1, stk. 1, nr. 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører (praktikantbekendtgørelsen).

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at praktikopholdet ikke havde faglig sammenhæng med ansøgerens uddannelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at arbejdsopgaverne hos virksomheden sås at være i overensstemmelse med ansøgerens akademiske profil, idet virksomheden forestod kunstneriske installationer, hvori arkitektoniske elementer blandt andet indgik, samt at det fremgik af virksomhedens hjemmeside, at virksomheden løbende søgte praktikanter med arkitektbaggrund til at bistå virksomheden med tekniske tegninger, planlægning og konceptudvikling. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at virksomheden ved et brev til Udlændingenævnet havde oplyst, at ansøgeren var blevet tilbudt en praktikplads ved virksomheden på baggrund af ansøgerens bachelorgrad i arkitektur, ligesom virksomheden også havde oplyst, at virksomheden beskæftigede sig med arkitektoniske kommissioner. ERH/2018/84.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

Dato: 26-11-2018

Udlændingenævnet afviste i november 2018 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en etiopisk statsborger, jf. udlændingelovens § 33, stk. 8. Ansøgeren var tidligere meddelt afslag på asyl og afslag på humanitær opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var endelig af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, da der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at behandle klagen over Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet ansøgeren siden juli 2018 havde været forsvundet og fortsat var efterlyst af politiet. Udlændingenævnet oplyste i den forbindelse, at klagen først ville kunne behandles, såfremt ansøgeren gav sig selv til kende over for udlændingemyndighederne på en sådan måde, at Udlændingenævnet blev bekendt med ansøgerens opholdssted, og at Udlændingenævnet herefter efter anmodning ville kunne behandle en anmodning om genoptagelse. FAM/2018/82.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen